Et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse..!

Af Eskild Skov Særkjær

I denne gennemgang skal vi se på det håb, som vi kristne har, og som Peter beskriver nærmere i sit første brev, kap. 1:3-9. Men inden vi gør det, skal vi også kort se på de to vers, som indleder brevet. Her skriver han: "Peter, Jesu Kristi apostel, sender hilsen til de udvalgte i Pontus, Galatien, Kappadokien, provinsen Asien og Bitynien, dem, der bor som udlændinge i adspredelsen og er udvalgte ifølge Gud Faders forudviden, ved Åndens helligelse, til lydighed og til bestænkelse med Jesu Kristi blod: nåde og fred blive jer stadig rigere til del", 1. Pet. 1:1-2.

Som det var sædvane i alle breve fra den tid, indledes brevet med at nævne, hvem der er forfatteren. Det er Peter, som har fulgt Jesus som discipel, og som siden bliver kaldt Jesu Kristi apostel. Og, som det var sædvane, bliver modtageren/modtagerne også nævnt. Det var de kristne, som boede i det område, der stort set svarer til det nuværende Tyrkiet. Anledningen til brevet var, at læserne i stigende grad var begyndt at opleve modstand med forfølgelse og lidelser pga. deres tro på Kristus. I brevet opmuntrer Peter dem, og vejleder dem i, hvordan de skal leve som forfulgte kristne, og hvordan de kan fastholde et levende håb og 'stå stærk i stormen', som Åbne Døre kalder de kurser i kristendom, som de forfulgte kristne også i dag har så hårdt brug for at høre mere om.

Det første, han skriver til disse kristne er, at de er 'udvalgte', og hvem er det så? I den forbindelse er der mange - som fx. calvinismen, der forestiller sig, at det kun er dem, som Gud i forvejen har udvalgt til det, som kan blive frelst, mens alle andre er udvalgt til at gå fortabt. Men det er forkert, for ifølge bibelen vil og ønsker Gud, at alle må blive frelst, og derfor er de udvalgte da også identisk med alle dem, som tager imod hans kald og frelses.

De udvalgte er altså alle de hellige, som de kristne kaldes, og derfor taler disse ord også til os i dag. Det næste, vi får at vide er, at de (og vi) pga. udvælgelsen er udlændinge (fremmede) i verden. Man kan selvfølgelig sige, at det henviser til, at de ikke længere bor i Israel, men jeg tror snarere, at det henviser til det samme, som Peter flere gange vender tilbage til og taler om i brevet. Som Guds udvalgte var de fremmede i verden, og det kunne ikke være anderledes, og således er også i dag. Det kommer han fx ind på i kap. 1:17, hvor han skriver, at 'I må vandre i frygt, så længe I er udlændinge her'. Et andet eksempel har vi i 2:11, hvor han skriver:

"I elskede! Jeg formaner (opmuntrer) jer til som fremmede og udlændinge: hold jer fra de kødelige lyster, som fører krig imod sjælen".

Det er da også dette håb om det himmelske fædreland, som hebræerbrevets forfatter kommer ind på i kap. 11, hvor han skriver:

"I tro døde alle disse (de nævnte troende fra den gamle pagt) uden at have opnået, hvad der var forjættet, men de så og hilste det i det fjerne og bekendte, at de var fremmede og udlændinge på jorden. De, som taler sådan, viser jo derved, at de søger efter et fædreland. Og hvis de havde tænkt på det, de var udvandret fra, havde de haft tid nok til at vende tilbage; men nu står deres hu til et bedre, nemlig det himmelske fædreland..", Hebr. 11:13-16a.

Jo, de var fremmede i denne verden, fordi de var taget ud af verden, ligesom vi er det. Det er det i den samme mening, at Jesus taler i den ypperstepræstelige bøn først beder for de kristne, som er 'taget ud af verden', og derefter, at de på samme tid alligevel 'er i verden', John. 17:6, 11. Det lyder måske som en modsigelse, men det er det selvfølgelig ikke. For, selvom vi stadig er på jorden (i verden), så tilhører vi (og er i) Himlen. Det er fx dét, Paulus henviser til, når han siger:

"Det borgersamfund, vi tilhører, er jo i Himlene, og derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som frelser", Fil. 3:20.

Inden vi ser på de næste vers, hvor vi har hovedteksten i denne gennemgang, indskyder Peter, at deres (og vores) udvælgelse og dermed frelse skyldes den treenige Guds indgriben, som her beskrives som 'Gud Faders forudviden, Åndens helligelse, til lydighed og til bestænkelse med Jesu Kristi blod'. Peter opmuntrer hermed de kristne og siger indirekte, at selvom det kan se kaotisk ud fra et jordisk perspektiv, så kan de være sikre på og hvile i, at Gud har fuld kontrol over situationen, og vil være med dem i de trængsler og forfølgelse, som de går igennem. Det er baggrunden for, at Peter ved og ønsker, at Guds 'nåde og fred bliver jer stadig rigeligere til del'. Som der står skrevet i 2. Kor. 9:8, så har Gud

"magt til i rigt mål at give jer al nåde, så I altid og under alle forhold har alt, hvad I trænger til, og endda rigeligt til al god gerning".

Vi skal nu se på det hovedafsnit, hvor Peter beskriver det levende håb, som vi har ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Vi tager dog ikke hele afsnittet på en gang, men ser på teksten i et eller to vers af gangen. Vi begynder med vers tre, hvor vi læser:

"Lovet være Gud, vor Herrer Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde".

Peter begynder med at lovprise Gud, og den store hovedårsag, han angiver til dette er, at Gud i sin store barmhjertighed har genfødt os. Genfødslen er altså Guds gerning, som alene har sin grund i, og er motiveret af, hans store barmhjertighed mod os. Guds barmhjertighed beskrives andre steder som værende identisk med hans nåde og kærlighed til os. Hvor har vi dog stor grund til som Peter at takke og lovprise Gud for alt det, han har gjort for os. Johannes beskriver Guds kærlighed således:

"Deri består kærligheden: ikke i, at vi har elsket Gud, men i, at han elskede os og sendte sin Søn til soning for vore synder", 1. John. 4:16.

Gud har genfødt os til et levende håb, står der videre, og Peter kommer ikke her nærmere ind på, hvordan dette er sket - men det gør han så lidt senere, nemlig i vers 23, hvor der står, at vi er 'genfødte.. ikke af forkrænkelighed, men af uforkrænkelig sæd, ved Guds levende og blivende ord', og videre i vers 25, hvor han konkluderer, at 'dette er det ord, der er blevet forkyndt jer i evangeliet'. Gud bruger altså ordet om Jesus Kristus som midlet til at skabe genfødslens under i os, så vi ved dette ord kan tro på Gud, og dermed blive født på ny og blive hans børn. Det er dét, der understreges i Rom. 10:17, hvor der står: "Så kommer da troen af det, som høres, og det, som høres, kommer i kraft af Kristi ord".

Troen, eller den nye fødsel, er altså ikke noget, som et menneske kan beslutte sig for, og derfor sker det heller ikke gennem et dåbsritual, selvom folkekirken bruger netop dette vers til at beskrive, at det er dét, der sker i dåben. Men, hvis det er sandt, at genfødslen sker i dåben, så er det jo mennesker (præster), som beslutter, om og hvornår den skal ske, og så har de jo dermed gjort sig selv til herre over det beskrevne under. Det er selvfølgelig helt forkert. De bibelske tekster understreger da også igen og igen, at genfødslen, og dermed også frelsen, alene er Guds værk.

I vers 23, som vi læste før, hvor der i den danske oversættelse tales om, at de kristne er genfødt af uforkrænkelig sæd, står der faktisk, at den er sket, og sker, ved en uforkrænkelig undfangelse. Meget stærkere kan handlingen ikke beskrives. Altså, ligeså lidt, som et menneske selv beslutter at blive undfanget eller blive født, ligeså lidt kan det beslutte at blive født på ny. Det sker nemlig alene ved Guds levende og blivende ord. Sådan skabes troen, og sådan undfanges troen i mennesket. Som vi ved, så har Gud har formidlet dette under i os ved Helligånden, fordi han har indblæst, eller mere ordret indåndet, dette ord i os. Og da Ordet på samme tid er Kristus selv, forstår vi, at dette er den treenige Guds værk.

Lige efter, at den nye fødsel er beskrevet, går Peter over til et nyt billede, som dog hænger sammen med det forrige, fordi det beskriver Guds ords helt afgørende betydning i det nye liv, de kristne har fået. I kap. 2:2 beskrives ordet nemlig som den mælk, vi har brug for, når vi, efter at vi er blevet født, skal have næring fra for at kunne vokse som Guds børn. Vi tager lige de første ord med fra vers 1, og vi læser:

"Derfor skal I.. som nyfødte børn hige efter ordets uforfalskede mælk, for at I ved den kan vokse op til frelse".

En kristen, der er født på ny (eller genfødt) er altså ligesom et nyfødt barn, der må have mælk for at næres og vokse. De små børn kan vist godt overleve på erstatningsmælk, men alle eksperter er enige om, at det er bedst, at barnet får moderens mælk - dels fordi, den har de nødvendige næringsstoffer, som barnet har brug for, og dels fordi den indeholder alle de antistoffer, som der er nødvendige for et godt immunforsvar. Sådan er det også med Guds ord, som her kaldes 'den uforfalskede mælk'. Ordene: 'så sandt, I har smagt, at Herren er god', som teksten forsætter med, betyder, at når vi gennem ordet har smagt, at Herren er god, så vil vi ikke have noget ringere.

Teksten siger altså, at vi som nyfødte og genfødte kristne børn må hige efter (det kan også oversættes med at attrå, begære og længes efter) det livgivende og uforfalskede mælk. Gør vi det, så næres vi ved den, og det liv, vi har fået i den nye fødsel, vokser i os. Alle ved, hvad der vil ske, hvis et barn ikke vil suge den mælk til sig, der er nødvendig for, at det har det godt. Enten vil det dø af underernæring, eller så vil det ikke vokse op og udvikle sig, som det skal. Det samme vil ske med os, hvis vi ikke 'higer' efter det livgivende mælk, som er ordet. Det er Guds plan med hver eneste af os, at vi vokser op og udvikler os, for at vi, som Paulus skriver

"alle når frem til at være ét i troen på og erkendelsen af Guds Søn, til mands modenhed og det mål af vækst, at vi kan rumme Kristi fylde", Ef. 4:13.

Alt dette vil Gud, som har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, give os. Som vi ser, er Jesu Kristi opstandelse grundlaget for det levende håb, vi har fået del i. Og netop fordi vort håb har Jesu Kristi opstandelse som grundlag, så er det ikke et 'dødt håb', men, som der står, 'et levende håb'. Det er et opstandelseshåb, ja, det er endnu mere: Det er et levende opstandelseshåb, som rækker ud over dette liv, for det trodser døden og graven, og derfor bliver vort håb beskrevet som anker, der ligger i himlen bag forhænget, dvs. hos Gud, og rækker dermed ind i den kommende verden, ind i evigheden. Jesu opstandelse er dermed en garanti på vores opstandelse. Derfor er det ikke et usikkert håb, Peter henviser til, som hvis vi fx siger: 'det håber vi da', men det er et sikkert og levende håb, som derfor også beskrives som den vished, vi har i troen på Jesus. Det er det, hebræerbrevets forfatter fastslår, idet han siger:

"Tro er fast tillid til det, man håber, overbevisning om ting, man ikke ser", Hebr. 11:1.

Det levende håb om opstandelse fra de døde, der er givet os, er altså ligeså urokkeligt, som når vi tror og véd, at Jesus Kristus opstod fra de døde og lever i dag. For, hvis han ikke er opstået fra de døde, så ville vi jo overhovedet ikke have noget håb, skriver Paulus, for vi ved, at han er opstået fra de døde. Derfor ved vi også, at som han opstod, således skal også vi opstå, jfr. 1. Kor. 15:12-20. Vort håb hviler derfor på et meget sikker grundvold, og derfor er det, at det beskrives som et levende håb.

Vi skal nu læse de næste to vers:

(han genfødte os) "..til en uforkrænkelig og ubesmittelig og uvisnelig arv, gemt i Himlene til her, som i Guds kraft bliver bevaret ved tro til en frelse, der er beredt til at åbenbares i den sidste tid", v. 4-5.

Her udfolder Peter det håb nærmere, der er omtalt i vers 3, og som vi er genfødt til. Og det gør han ved at knytte håbet sammen med ordene 'arv' og 'frelse'. Disse tre ord: håb, arv og frelse er tre udtryk for den samme frelse og herlighed, vi har fået og vil få i troen på Jesus. Om arven siger han her, at den i modsætning til alt i denne verden er uforkrænkelig (DO92 uforgængelig), ubesmittelig og uvisnelig. Disse tre ord betyder også omtrent det samme. Og, siger Peter videre: Den arv ligger gemt i Himlene til jer, som tror. Det betyder, at den endnu er skjult for vore øjne, men i troen ser vi den, og snart kommer den dag, hvor vi er nået frem og skal se og modtage den. Hvilken herlig dag. Om frelsen står der, at den holdes rede af Gud til at åbenbares i den sidste tid, som ud af sammenhængen henviser til den samme dag, og er ifølge vers 7 den dag, hvor Jesus åbenbares.

Den arv, der er tale om her, bruges synonymt med løfternes land, som Gud først lovede Abraham, og senere til hele Israels folk. Gud ville give dem dette land i arv og eje. Men den fulde og endelige opfyldelse om arven bliver først forklaret og åbenbaret i NT, og her beskrives den som den nye jord, hvor Guds riges herlighed skal blive en fuldkommen og synlig virkelighed. I Åb. 21 ser apostlen Johannes, at der vil komme 'en ny himmel og en ny jord', og han får fortalt at 'på den dag skal 'Guds bolig.. være hos menneskene, og han skal bo hos dem, og de skal være hans folk', og på den dag skal synd, sorg og sygdom være borte for evigt. Og så hører Johannes Gud sige, at 'disse ord er troværdige og sande', og derfor ved vi det også. Vi ved også, at det Jesus lover lige efter, holder, nemlig at 'den, som sejrer (dvs. holder ud i tro), skal arve dette'.

Det er denne herlige arv, Paulus har i tankerne, når han i brevet til Efesus beder om, at Gud

"vil oplyse jeres hjertes øjne, så I forstår, hvilket håb han kaldte jer til (og) hvor rig på herlighed hans arv er iblandt de hellige", Ef. 1:18.

Hvilken vidunderlig fremtid, vi har fået og venter forude. Pga. dette vort håb, som er funderet på Jesu Kristi opstandelse fra de døde, venter vi nu på en arv, frelse og herlighed, som er langt større end vi kan fatte. Vi ser det ikke endnu, men vi ved, at snart kommer den dag, hvor vi på den nye jord for altid skal være sammen med Jesus Kristus og alle de hellige, og hvor Gud vil bo iblandt os og være vores et og alt.

Men, hvad menes der med, at Peter som her og flere steder taler om frelsen som noget, der skal komme? For hvis vi har modtaget Jesus i vore hjerter, så er vi jo allerede frelste, ikke sandt? Jo, men i bibelen tales der ofte om noget, som vi på samme tid har og ikke har endnu. Vi er jo endnu ikke kommet til Himlen, som i vers 9 omtales som 'troens mål'. For at nå dertil, må vi 'i Guds kraft blive bevaret ved tro til en (den) frelse, der er beredt' til os, som der står i vers 5. Også her ser vi, at det er Gud, der gør værket, og derfor er det også hans kraft, der bevarer os ved troen på ham.

Men selvom bibelen giver os så stærke forsikringer om, at han vil bevare os og har magten dertil, så er det på den anden side ikke ensbetydende med, at alle når frem. Bibelen taler tydeligt om, at der er nogle, som af forskellige grunde vender sig bort fra alt det herlige, der tales om. Ifølge den er det let at komme så langt væk fra Jesus på vejen, at vi slet ikke kan høre ham længere. Hvis dette sker, er det også let at komme bort fra himmelvejen. Derfor er det, at skriften advarer så meget imod det, fx med disse for fra hebræerbrevet:

"Se til brødre, at der ikke, at der aldrig i nogen af jer skal være et ondt, vantro hjerte, så I falder fra den levende Gud", Hebr. 3:12

Ifølge bibelen er der altså både et nu, og et endnu ikke. Vi er fx frelste, men da vi endnu ikke er der, må vi vandre i tro, mens vi er her i verden. Johannes skriver om lidt af det samme, når han nævner, at 'nu er vi Guds børn, men det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal blive", 1. John. 3:2.

Vi skal nu læse de næste to vers:

"Da skal I fryde jer, selv om I nu først en liden stund, om så skal være, bedrøves i mange slags prøvelser, for at jeres prøvede tro - som er langt mere værd end det forgængelig guld, der dog prøves ved ild - må vise sig at blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares", v. 6-7.

Hovedtanken i disse vers er, at vi kan juble, selvom troen (og vi) i den korte tid, vi lever i denne verden, på forskellig måde bliver prøvet som guld, der prøves i ild. Hermed menes, at de kristne må betragte de lidelser, de kan komme til at opleve, som en lutring, der kan have to formål. 1: enten at brænde urenhed bort og hellige de kristne, og/eller 2: at de gennem deres lidelser må vise dem, der lutrer dem, samt at deres lidelser ikke er noget i forhold til frelsen og det herlige, der venter, når Jesus Kristus åbenbares. Peter siger altså med andre ord: Der er virkelig grund til at fryde jer, for uanset, hvad der sker med jer, tjener det Guds frelsesplan i verden, såvel som for jer og jeres trossøskende. Og, tilføjer Peter: Den dag kommer snart, hvor det, I må stå igennem, 'må vise sig at blive til pris og herlighed og ære'.

Det, der her er sagt, betyder ikke, at vi så ikke kan blive bedrøvet over det, der sker i verden eller med os selv. Det lyder som en modsigelse, at teksten taler om, at vi på samme tid kan fryde os og være bedrøvet, men heller ikke her er det tilfældet. For, når de kristne komme gennem de mange prøvelser, der tales om, så er det ifølge bibelen naturligt nok til at blive bedrøver, men at disse blot må ses i det lys, som vi har i livet med Kristus. Her tales der vistnok ikke 'kun' om de forfølgelser, de kristne lider under for deres tros skyld, men også om de mange personlige prøvelser, som de må igennem; det kan være sygdomme, katastrofer, ulykker, eller sorg og savn over at have mistet en af sine kære. Det var det, Job oplevede, endda det hele på en gang, og så kunne han alligevel sige: 'Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet'. Det siger sig selv, at det ikke var et letkøbt standardsvar, men sådan taler troen i enhver, der må gennem forskellige slags prøvelser.

Årsagen til, at vi kan fryde os på trods af alt dette er, at vi ved, at Gud vil være med os og sørge for, at 'som dagen er, skal din styrke være'. Vi kan fryde os, og glæde os over, at vi er i Guds plan og vilje. Desuden kan vi fryde os, og glæde os over, at uanset, hvilke prøvelser, vi må igennem, så vil de, som der står i vers 6, 'kun' vare en 'en liden stund'. Denne tid er kort, når vi ser det i lyset af evighedens længde, og tænker på den overstrålende herlighed, som kommer, når Jesus Kristus åbenbares. Det er det, Paulus skriver om i brevet til romerne, hvor han sige:

"Jeg holder for, at det, vi lider her i tiden, ikke er værd at regne i sammenligning med den herlighed, som skal åbenbares på os", Rom. 8:18

Som kristne har vi altså brug for, udover at se modgang og prøvelser i det lys, vi har i livet med Kristus, også at se det i et evighedsperspektiv. Gennem alting må vi derfor lære at stole på Gud og hans løfter, også når det hele er svært og ser sort ud. Vi har nemlig et levende håb, som ikke bliver til skamme. Det er det, Herrens broder Jakob henviser til, når han skriver:

"Salig den mand, som holder ud i prøvelse; thi når han har stået sin prøve, skal han få den livets sejrskrans, som Gud har lovet dem, der elsker ham", Jak. 1:12.

I de sidste par vers, vi skal se på i denne gennemgang, taler Peter som afslutning på afsnittet nærmere om den glæde og det mål, som venter dem, som tror på Jesus:

"Ham elsker I uden at have set ham; på ham tror I uden nu at se ham, og over ham skal I fryde jer med en usigelig og forherliget glæde, idet I når troens mål, jeres sjæles frelse", v. 8-9.

Peter behøver ikke forklare dette nærmere, for han ved, at hans læsere, som er genfødt til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde og som de tror på, selvfølgelig elsker ham, som de har sat deres lid til. Peter havde selv set Jesus opstanden fra de døde, mens de kristne, han skriver til nu ca. 30 år senere, ikke havde set ham som den levende - ligesom vi anno 2017 heller ikke har det. Men det betyder ikke, at deres og vor tro på Jesus dermed skulle være mindre, for Helligånden, som Gud har sendt som den anden talsmand, vidner jo for os om, at Jesus Kristus, der er død for alle vore synder, og opstanden i herlighed, er steget op til hans og vores himmelske Fader for at gøre alt rede til at modtage os. Når dette er sket, siger han, så 'kommer jeg igen og tager jer til mig, for hvor jeg er, der skal også I være'.

Hvilket håb og hvilken herlighed. Hvor skulle vi kunne andet end at elske ham og tro på ham, som Guds Ånd, som bor i os, vidner om. Og hvordan kan vi andet end at fryde os med en usigelig og forherliget glæde, for snart er vi fremme, og så har vi nået troens mål, vore sjæles frelse? På den dag skal vi se ham, som han er, og juble og prise Gud, som vi aldrig har gjort det før. Det varer ikke længe, før disse vers, Peter har beskrevet, går i opfyldelse; og jeg synes allerede at kunne skimte den kyst nærme sig, som vi er på vej imod.

Det er det, som det levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde handler om. Det er et håb, som ikke gør til skamme, som der står skrevet. Vort håb, som Gud har skænket os, har Gud jo udgydt i vore hjerter ved Helligånden, og derfor har vi i sandhed 'et levende håb ved (pga.) Jesu Kristi opstandelse fra de døde'.

AMEN