Babelstårnet
og sprogforvirringen!
Arkæologiske
og historiske vidnesbyrd om Guds ords troværdighed
Af Eskild Skov Særkjær
I denne serie om 'bibelen og
arkæologien' har vi tidligere set på skabelsen og syndfloden, og skal nu, i
denne gennemgang se på det, der står i 1. Mos. 11 om babelstårnet og
sprogforvirringen. Lad os begynde med at se på den nu berømte oldtidsby Babel,
eller Babylon, som byen kaldes på græsk. Babel lå på Eufrats bredder ved dennes
nedre løb. Denne bys akkadiske navn er babili, hvilket betyder ’gudernes port’.
Den hidtil ældste omtale af byen findes i en indskrift fra ca. 2290 BC. I lang
tid var Babel en ubetydelig by, man den betydning voksede enormt, da Hammurabi
omkring 1700 BC gjorde den til hovedstad i det rige, som senere fik navn efter
byen. I forbindelse med en udgravning af et stort tempelanlæg fra kong
Nebukadnezars tid har man fundet ruinerne af et tempeltårn. Dette tårn omtales
i flere bibelværker som det tårn, som har
”dannet det historiske
grundlag for 1. Mos. 11:1-9 fortællingen om Babelstårnet, hvis top skulle rage
ind i himlen, men som aldrig blev færdigbygget pga. den pludselige
sprogforvirring”1.
Mens vi er fremme ved kong
Nebukadnezars tid, så lad os høre dette vidnesbyrd fra tiden omkring 1.
verdenskrig, hvor en konsul Taylor gravede i området og fandt en del
’cylinderformede stave af brændt ler’. Disse er dækket af indskrifter –
kileskrifttegn! Han forstod ganske vist ikke noget af det, der stod på disse
stave, og der skulle da også gå endnu 75 år, inden man kunne læse og forstå,
hvad der stod på disse, såvel som på mange andre, senere fund i området. Da
afslørede det, på en af de nævnte lercylindre, at der også var en anden, som
havde søgt og rodet på det samme sted og med samme interesse som den førnævnte
Taylor. Det var kong Nebukadnezars barnebarn Nabonid, som havde beskrevet
fundet af gammelt 'gudetårn' i byen Babel. Et sådant gudetårn blev bygget som
et trappetårn, som man kalder en ziggurat. Kong Nabonid fandt, at
”Zigguraten nu er gammel”
og ”jeg istandsatte igen denne ziggurat som i gamle dage, med mørtel og brændte
tegl”. Han fortsætter med at beskrive, hvordan det medtagne trappetårn
istandsættes, og han lod navnet på den første bygherre indskrive netop på de
omtalte lercylindre. Ifølge kong Nabonid var det ’kong Ur-Nammu’, dvs. ’kong
Nammu af Ur’, som er det sumeriske navn på kong [og storherskeren] Nimrod.
Dette stemmer helt med mange andre gamle, som bliver beskrevet i bibelen såvel
som i andre gamle historiske og jødiske skrifter2.
Der findes stadig flere ruiner
fra de gamle 'gudetårne' i området, men er dog siden for længst faldet og
begravet under store dynger af affald, sønderbrudte kar og jord [beskrives som
Tell]. Fra et udgravningsområde af en af disse berettes følgende:
”Det første, der blev bragt
for dagen, var et helligdomsområde med rester af fem templer, som engang lå i
en halvkreds rundt om den ziggurat, som kong Ur-Nammu [Nimrod] havde bygget. De
ligner fæstninger, så svære er deres mure. Det største, med en grundflade på
100 x
Rundt omkring zigguraten lå og
ligger ruinerne af den oldtidsby, som beskrives således i kapitel 11 i 1. Mos.:
”Derpå sagde de
[forsamlede]: Kom, lad os bygge os en by og et tårn, hvis top når til himmelen,
og skabe os et navn, for at vi ikke skal spredes ud over hele jorden”, 1. Mos.
11:4.
Et tårn, der når til himmelen…
Det kan da ikke lade sig gøre! Nej! Det skal da også forstås billedligt som et
tårn, der, set fra et jordisk perspektiv, når til - og ind i himlen. Det
fremgår af forskellige gamle kilder, som fx historikeren Josefus, at
babelstårnet blev bygget for gennem astrologi at ’forene menneskeheden med de
himmelske guder’. I oprøret mod Gud skulle tårnet altså bruges som et
astrologitårn, hvor menneskeheden kunne forenes med den [eller de] himmelske
gud/guder. Altså et forsøg på at nå himlens gud/guder på egne anstrengelser.
Gamle beskrivelser og fortegnelser viser, at sådanne tårne - der var nemlig
flere end en, men den, som vi kender som babelstårnet, var det største - var
indviet til forskellige guder. Jeg vil ikke her komme nærmere ind på den
afskyelige babylonske lære, som er udsprunget derfra, og som har overlevet i
årtusinder i hemmelige loger [som fx frimurerne] og forskellige
mysteriereligioner, og som nu har fået en vældig opblomstring gennem
forskellige nyreligiøse bevægelser som fx New-Age. De har alle det tilfælles,
at de mener, at Lucifer [djævelen] skal være den gud, som mennesker skal
tilbede og dyrke. Efter min vurdering vil alle disse bevægelser forene sig og
introducere en falsk Kristus for verdens befolkning. Bibelen omtaler ham som
Antikrist.
Det ser ud til, at det er denne
babelske ånd, som er virksom i den kommende [åndelige] Babylon, og som vil
forene sig med Antikrist og hans rige. I bibelen bliver det kommende Babylon,
hvor man dyrker de samme gamle afguder, derfor også kaldt for den store skøge.
I Åb. 17:5 bliver denne skøgehun beskrevet således:
”På hendes pande var der
skrevet et navn, en hemmelighed: Babylon, den store, moder til jordens skøger
og vederstyggeligheder”.
Vi skal tilbage til babelstårnet,
som efter planen skulle bygges så højt, at dets top skulle nå til himmelen.
Flere gamle kilder fortæller, ligesom Josefus gør det, at dette tårn - foruden
at være et gudetårn - også skulle fungere som et tilflugtssted for borgerne,
hvis der igen skulle komme en ny oversvømmelse som Syndfloden. Tårnet skulle
altså være så højt, at nogle ville være sikre på at kunne overleve, uanset hvor
meget vand, der måtte komme engang i fremtiden. Josefus tilføjer, at Nimrod var
vred på Gud, fordi han udslettede de fleste mennesker på jorden [under
Syndfloden], og byggede derfor babelstårnet for at forhindre, at menneskeheden
igen skulle gå til grunde under en ny oversvømmelse4. Han troede med
andre ord ikke på Gud, som har sagt, at Syndfloden aldrig mere skal komme over
jorden – ligesom han gjorde sit til, at mennesker gjorde oprør mod den levende
og sande Gud og vende sig bort fra ham - som er det sande tårn, som har lovet
at redde og frelse enhver, som tager deres tilflugt i det [ham]. Gud beskrives
derfor også i bibelen som et sådant tårn, som kan fx i salme 61:4, hvor David
beder til Gud og siger:
”Når mig hjerte vansmægter,
loft mig da op på en klippe [klippen], led mig, thi du er min tilflugt, et
mægtigt tårn til værn imod fjenden”.
I dette vers bruges det samme ord
på hebraisk, som babelstårnet beskrives med i 1. Mos. 11, hvilket indikerer, at
babelstårnet blev bygget som en erstatning for den levende Gud. Ikke underligt,
at Gud måtte gribe ind i menneskehedens planer.
Sprogforvirringen
Som det fremgår af 1. Mos.
11:7-9, så forvirrede Gud menneskehedens tungemål (deraf navnet Babel, som
betyder forvirring), og spredte dem ud over hele jorden - og babelstårnet blev
derfor aldrig bygget færdigt. Selvom forskellige bibelkritikere har
latterliggjort denne beretning i bibelen, som de også har gjort med stort set
resten af bibelen, så er der dog ingen grund til det. For det første, fordi Gud
er historiens Gud, som har inspireret bibelens forfattere til at skrive det, de
gjorde, og som derfor 'er troværdig tale og fuld modtagelse værd'. Og, for det
andet, så bekræftes meget af det, der nævnes i bibelen, af de mange historiske
og arkæologiske beviser, som der kommer flere og flere af, som årene går. Vi
har fx lige set, hvordan kong Nabonid beskrev gudetårnet, som godt kunne
være identisk med Babelstårnet. Dertil kommer, at den nyere forskning viser, at
verdens sprog og gener peger tilbage på det samme sted i Sumer [Mellemøsten],
hvor babelstårnet stod.
I 1786 fandt Sir William Jones
eksempelvis en tydelig sammenhæng i verbernes rødder og de grammatiske former i
de fleste gamle sprog, som fx sanskrit, persisk, græsk, latin, keltisk og tysk,
der geografisk ligger meget spredt. Der var så mange ligheder mellem de nævnte
sprog, at sprogforskerne konkluderede, at de måtte have en fælles udgangspunkt,
og beregnede det til at være Mesopotamien, altså i det samme område, hvor
babelstårnet engang har ligget. Siden dengang har adskillelige sprogforskere
arbejdet videre på dette ’sprogtræ’, og mange af de nævnte forskere er siden
kommet frem til, at det måtte være dér, alle sprog engang er udgået. 1995 blev
teorien bekræftet ved hjælp af computer-matematik, som blev foretaget af tre
forskere ved universitetet i Pennsylvania. Deres konklusion er den samme. Alle
sprog i verden stammer fra dette område. Ud fra denne forskning konkluderer
Henri Nissen, som er forfatter af bogen ’Syndfloden’, at
”Det [er] meget påfaldende,
at de fleste af verdens sprog, og dermed de fleste af verdens folk, kan spores
tilbage til et fælles udgangspunkt, og at dette udgangspunkt ligger netop der,
hvorfra menneskeheden ifølge bibelen på ny begyndte at sprede sig efter
syndfloden..” 5.
Genforskningen peger i samme
retning. I generne ligger der nemlig altid spor fra tidligere slægter. Således
kan vi fx se, at nordeuropæere og sydeuropæer engang har talt det samme sprog,
og er derfor mere beslægtede end de andre sprogstammer i verden. Ud fra en
kortlægning af sprogenes udbredelse kan man påvise, hvor de store
folkevandringer i Europa kom fra under de store folkevandringer mellem år
400-800, og hvor de slog sig ned. Fx har finnerne og ungarerne tilhørt den
samme folkegruppe for ca. 1500 år siden, og man kan stadig høre en fælles
oprindelse på disse to sprogstammer.
Det er i øvrigt den samme
genforskning, som nu kan påvise, at eksempelvis jøder, som bærer slægtsnavne
som Katz, Cohen og Levi, og som ifølge traditionen skulle tilhøre gamle
præsteslægter (levitter), er mere beslægtet, end alle andre jøder verden over,
som ikke har præstelige navne. Israel har da også fuldt ud anerkendt dem som de
levitter, hvis mandlige afkom engang skal være præster i det kommende tempel i
Jerusalem6.
Går man endnu længere tilbage i
sprogstamtræet, kan det genimæssigt påvises, at alle mennesker engang har haft
den samme forfader, hvilket selvfølgelig ikke kan undre, fordi bibelen jo netop
beskriver, at alle jordens folk er efterkommere af Noah, hvis efterkommere
først spredte sig ud over det frugtbare landområde i Mesopotamien, hvor de
senere byggede babelstårnet. Det nye er dog, at man videnskaben igen og igen
bekræfter de bibelske beretninger, og det har gjort, at de bibelkritiske
teologer og andre svært i stigende grad har svært ved, til stadighed, at
fastholde deres argumenter mod bibelen pålidelighed.
Klik
her for at komme til artiklen: Fra Abraham til Sodoma og Gomorra
Hvis denne side ikke er fundet via forsiden, så klik venligst her for at få adgang til flere artikler
Kildemateriale