Fra Abraham
og Lot, til Sodoma og Gomorra
Historiske og
arkæologiske vidnesbyrd om Guds ords troværdighed
Af Eskild Skov Særkjær
Der er
ikke mange, der tvivler på, at Abraham har levet, men der er mange bibelkritiske
teologer, som tager den bibelens beretning om ham med et gran salt. Argumentet
lyder bl.a.: ’De kunne ikke skrive dengang, så beretningen er først skrevet
mange hundrede år efter, at han har levet’ – samtidig med, siger de, at 'man
har pyntet på historien'. Men, skulle historiens Gud da ikke kunne referere det
korrekte til den person, som nedskrev bibelen? Det tror vi! Ganske vist var det
vistnok Moses, der nedskrev 1. Mosebog, som den foreligger i dag, men de fleste
tror, at han har gjort brug af tidligere historiske optegnelser som
kildemateriale. Også, når det gælder beretningen om alt det, der står skrevet
om alt det, vi skal gennemgå i denne gennemgang.
Lad os
først se på Abrahams fødeby, som ifølge bibelen er byen Ur i Kaldæa [i Mesopotamien].
I dag er Ur blot en lille uanseelig by i Irak, ca.
”for
fire tusind år siden bølgede der her brede byg- og hvedeagre, og marker med
grønsager og lunde af dadelpalmer og figentræer strakte sig, så langt øjet
nåede. Det var storbedrifter, som let tåler sammenligning med canadiske
hvedefarme eller californiske grønsagsmarker og frugtplantager..1".
På
Abrahams tid var Ur også et hovedsæde for skrivekunsten, og da arkæologer og
assyriologer, som begyndte at udgrave byen, for nu mange år siden, fandt mange
spor i den gamle by, som viser, at skrivekunsten var ganske udbredt, og rakte
ud over landet grænser. Der blev fx udgravet et stort bibliotek, hvor man
indtil videre har udgravet 26.000 kileskrifttavler, med otte forskellige sprog.
Det er der ikke mange nutidige biblioteker, som kan rose sig af. Der dukkede
også navne op på disse - og andre tavler, som havde velkendte bibelske navne
som Peleg og Seruk, Nakor, Tara og Haran. Og det i det samme område, hvorfra
Abrahams slægt, som havde disse navne, har boet. Disse arkæologiske fund giver
er dermed et stærkt vidnesbyrd om, at den bibelsk-historiske beretning om
Abraham selvfølgelig skal/bør betragtes som en sandfærdig beretning.
Arkæologien
påviser desuden, at der dengang har været mange og store guldbelagte paladser i
byen, og med mange afgudstempler, igen et vidnesbyrd om, at bibelen har ret,
når Josva senere gengiver stedet som et område med afgudsdyrkelse:
”Hinsides
floden [Eufrat] boede jeres forfædre i gamle dage, Tara, Abrahams og Nakors
fader, og de dyrkede mange guder..", Josva 24:2
Årsagen
til, at Abraham [Abram] forlod Ur og landet, som han var født og opvokset i,
var, at han var kommet til tro på den eneste Gud. Ifølge Josefus var modstanden
i byen mod Abraham så stor, at det var medårsag til, at Herren talte til ham og
sagde:
”Drag ud fra dit land, fra din slægt og
din faders hus til det land, jeg vil vise dig”, 1. Mos. 12:1.
gammeltestamentlig pseudepigraf. Jubilæerbogen, der sandsynligvis er forfattet i første halvdel af 100-t. f.Kr.
I en
over 2000 gammel bog, som kaldes Jubilærbogen, bliver mange af de bibelske
beretninger omtalt og beskrevet. Jubilærbogen hører med til de såkaldte
gammeltestamentlige pseudipigrafer, og hører således ikke med til bibelens
kanon. Men, mange af dens beskrivelser stemmer ganske godt med bibelens
beretninger, og de synes at være skrevet af en eller flere, som har været tæt
på flere af de begivenheder, der bliver omtalt i GT, og har ofte flere detaljer
med. I denne bog er der en interessant kommentar om, hvad der skete lige før
Abrahams afrejse fra Ur.
"Da
Abraham var 60 år gammel, vågnede han en nat og brændte det hus ned, hvor alle
afguderne var. Da folk vågnede ved branden, fór Abrams bror Haran ind i det
brændende hus for at redde afguderne, og han døde i flammerne".
Det, der
her siges, kan selvfølgelig godt være sandt, selvom bibelen ikke nævner det.
Den bekræfter blot, at Haran døde i Ur [1. Mos. 11:28]. Nogle få vers senere
gengiver bibelen ganske kort Abrahams rejse til Kana’ens land, og hvem der var
med ham:
”Abram
tog sin hustru Saraj og sin brodersøn Lot og al den ejendom, de havde samlet
sig, og de folk, de havde vundet sig i Karan [dvs. kommet til tro], og de gav
sig på vej til Kana’ans land og nåede derhen”, 1. Mos. 12:5.
De
følgende kapitlers beretning om Abraham Beretningerne i de næste kapitler i 1. Mos.
har ikke så meget med arkæologien at gøre, og dem springer vi derfor hurtigt
over. Der er dog især to løfter, Gud gav Abraham, som er vigtigt at få med, da
de kort og klart beskriver Guds evige planer med Israel såvel som med
nationerne, og gælder derfor også den dag i dag.
Det
første løfte er den velsignelse, Gud lovede at give til Abraham og hans afkom,
og som har betydning for alle mennesker til alle tider. I denne velsignelse
siger Gud bl.a. dette:
"Jeg
vil velsigne dem, der velsigner dig, og forbande dem, der forbander dig; i dig
skal alle jordens slægter velsignes", 1. Mos. 12:3.
Denne
velsignelse falder i to dele. Den første taler om, at enhver nation og ethvert
menneskes velsignelse afhænger af, hvordan vi behandler Abrahams biologiske afkom,
gennem Isak og Jakob. Den anden taler om den samme åndelige velsignelse, som
Abraham fik, og som alle kan få del i ved tro. I Gal. 3åbenbares det, at vi får
del i Abrahams velsignelse ved at tro på Kristus, som er det afkom, der tales
om i 1. Mos., thi her bliver 1. Mos. 13:15, som taler om Abrahams afkom, udlagt
på denne måde:
"Det
hedder ikke, 'dine afkom', som om det gjaldt mange, men 'dit afkom', som når
der tales om én, og det er Kristus", Gal. 3:16.
Derfor
skriver Paulus i det samme kapitel, at
"da
skriften forudså, at det er af tro, Gud ville retfærdiggøre hedningerne,
forkyndte den forud Abraham det evangelium: I dig skal alle folkeslagene
velsignes", Gal. 3:8.
Det
andet løfte, som Gud gav Abraham, handler om landløftet, der går som en rød tråd
gennem hele bibelen. Her skal vi dog blot se et par af de udsagn, som Gud gav
til Abram (Abraham). Det første finder vi i 1. Mos. 13:14-15, hvor Gud siger
dette til ham:
"Løft
dit blik og se dig om der, hvor du står, mod nord, mod syd, mod øst og mod vest;
thi hele det land, du ser, vil jeg give dig og dit afkom til evig tid", 1.
Mos. 13:14-15.
Og "På den dag sluttede Herren pagt med
Abram, idet han sagde: Dit afkom giver jeg dette land fra Ægyptens bæk til den
store flod Eufratfloden", 1. Mos. 15:18.
Her er
der ikke noget at være i tvivl om. Man kan hævde aldrig så mange gang, at
jøderne ikke har ret i landet, men da har de Gud imod sig. Men alligevel er der
mange, som kæmper denne kamp, fordi denne verdens gud bilder muslimer og andre
ind, at der ikke er nogen forbindelse mellem den gamle pagt løfter til Israel,
og deres opfyldelse i det moderne Israel. Men, det er der! Det er kun blinde
vejledere for blinde, der ikke kan se dette. For, som det er nævnt i 1. Mos.
12, så er det den og de, der velsigner Israel, der selv vil opleve at blive
velsignet, men dem, som går imod Israel, såvel som med Guds plan med det, vil
blive forbandet. Det er med denne baggrund, at Gud flere gange kommer tilbage
til at beskrive hans vrede og kommende dom mod de mange fjender, som angriber
det land og folk, som Gud kalder for 'mit land' og 'mit folk', jfr. Ez. 36:2-7,
Zak. 1:14-17.
Det skal
vi nu ikke se nærmere på i denne gennemgang. Vi springer derfor frem til 1.
Mos. 19, som gengiver beretningen om Sodoma og Gomorras ødelæggelse.
Klik her for at komme
frem til denne artikel
Hvis denne side ikke er fundet via forsiden, så klik venligst her for at få adgang til flere artikler
Kildemateriale
1.
Werner Keller: Bibelen har alligevel ret, s. 20.