Bed og I skal få, men...!

Af Eskild Skov Særkjær

 

 

Som kristne ved vi, at Gud hører bøn og svarer på bøn, og de fleste kan citere forskellige skriftsteder, som understreger dette for os - som fx i John. 15:7, hvor Jesus siger dette til sine disciple: "Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om hvad som helst I vil, og I skal få det".

 

De fleste kristne vil nok sige ja og amen til sådanne vers, for det er jo et løfte til os fra Jesus, kongernes konge - og det er da også vores erfaring, at han gør det. Men så kommer spørgsmålet, som vi skal svare ærligt på: Får vi altid og bogstaveligt alt det, vi beder om? Er der i det hele taget noget menneske, som får det? Eller endnu værre: Når vi beder om hjælp og trygler om trøst, siger han ingenting. Og hvis han gør, hører vi det ikke. Det er netop dette problem, flere salmister i bibelen igen og igen klager over i deres bønner til Gud:

1        "Hvorfor står du så langt borte Herre? Hvorfor skjuler du dig i trange tider", Sl. 10:1.

2        "Hør min bøn, Herre, lyt til mit skrig, vær ikke tavs, når jeg græder", Sl. 39:13.

 

Gang på gang hører vi kristne, som giver udtryk for noget lignende: Ligesom salmisterne kan de ikke forstå, hvorfor Gud er tavs og ikke svarer, når de beder til ham, og har så hårdt brug for bønnesvar. For nylig kom det samme til udtryk fra en kristen, som pga. det manglende bønnesvar kom med denne næsten blasfemiske anklage mod Gud:

      "Har i nat haft vagtlæge pga. min forpullede forbandede lortetarm, der, fordi Gud er en løftebryder, der - på trods af løfter om, at man skal bede og få, (alligevel) ikke helbreder på trods af bøn, forbøn og gråd".

 

Hvorfor svarede Gud ham ikke, når han havde så hårdt brug for bønnesvar? Dette spørgsmål vender jeg tilbage. Det næste eksempel er hentet fra Jobs bog i bibelen. Her læser vi om en from mand, som bliver ramt af alt muligt ondt, og i begyndelsen holder han trods alt dette modet og troen oppe og siger: 'Herren gav, Herren tog, Herrens navn er lovet'. Men da han senere oveni alt det andet også bliver alvorlig syg, forbander han den dag, han blev født, og siger modløst: 'Suk er blevet mit daglige brød, mine veråb strømmer som vand', 3:24.

 

Sådan kan mennesker tale, når de lider og ikke forstår, hvorfor Gud ikke griber ind. Job vidste jo ikke dèt, som vi ved; nemlig at hans lidelse havde et formål, selvom han ikke kunne se det eller forstå det. Job vidste heller ikke, at Guds tavshed ikke betyder, at han havde glemt ham, eller ikke bekymrer sig om ham. Som vi ved, blev det hele værre for Job, da hans venner tolkede hans situation til, at det skyldes synd i hans liv. Vennen Elifaz påstod endda, at en skikkelse fra Himlen (vel en engel) har åbenbaret sig for ham og fortalt ham, at det var en grov synd, der var årsagen til hans sygdom, såvel som alt det andet, der havde ramt ham, 4:6-21.

 

Hvad skal vi sige til dem, der i dag har det som ham, der beskylder Gud at være en løftebryder, eller har det som Job, der hørte sine venner sige: 'Der må være synd i dit liv, som gør, at Gud ikke hører dig. Hvis du blot omvender dig fra den, vil Gud straks helbrede dig'. Er det dét, Jesus har lovet, når han taler om tro, bøn og bønnesvar? Som vi skal se, er det alt for enkelt at sige det på den måde. Hvad er fx forklaringen på Jobs lidelser? Jo, det står der lidt om, men vi har alligevel svært ved  at fatte, hvorfor Gud tillod, at det skete. Det er svært, fordi det for en stor del handler om det, der sker i den usynlige verden. Det betyder, at selvom vi nok ser nogle små glimt derfra, så har vi alligevel ikke forudsætningen for eksempelvis at forstå:

·         hvorfor Satan fik lov til at prøve og plage Job, og siden også utallige andre, og

·         hvorfor, at Gud, som har al magt, ikke sørger for, at kristne ikke er/bliver syge.

 

Jo, vi ved, at syndefaldet kom ind i verden, og det er selvfølgelig her, den største del af svaret ligger. Ud fra bibelen ved vi da også, at der konstant pågår en krig mellem mørkets og lysets rige, mellem Gud og Satan - en krig, som alle, både kristne og ikke-kristne, på forskellig måde er involveret i. Derfor er der ingen, som kan sige sig fri for denne kamp, og tro, at den ikke vedkommer dem. Det er bl.a. dét, Paulus skriver om i brevet til Efesus, hvor han forklarer, at

      "..den kamp, vi skal kæmpe, er ikke mod kød og blod, men mod magterne og myndighederne, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet", Ef. 6:12.

 

Det er da også denne onde åndemagt, der var hovedårsagen til, at Job måtte lide, og som Gud  overraskende tillod. Job kunne derfor ikke blive fri, om han så bad aldrig så meget. Af samme grund er det også forkert at tro, at Gud altid vil fri os ud af de lidelser, som kan ramme os, hver gang vi beder ham om det. Her vil nogle måske indvende, at denne opstilling er forkert, fordi vi nu lever i den nye pagt, men, som vi skal se på om lidt, er dette ikke tilfældet. Job bad om at blive fri for sine lidelser, og Gud opfyldte hans bøn, selvom det tog lang tid, måske endda mange år. En anden årsag til, at det kan tage lang tid er, at ondskabens åndemagt kan forsinke Guds svar på bøn. I Dan. 9 er der et eksempel på dette. Her læser vi, at Daniel indtrængende beder til Gud om, at han vil tilgive folket deres synd og opfylde sine løfter til dem om at komme tilbage til deres land igen. Det var en gudvelbehagelig bøn, men tilsyneladende skete der intet.

 

På den måde gik den ene dag efter den anden, men Daniel blev ikke træt. Men så, efter tre uger skete der noget, for da kom englen Gabriel med bønnesvar fra Gud, og med disse ord: "Straks du begyndte at bede (tre uger tidligere), udgik et ord, og JEG er kommet kundgøre dig det, thi du er højt elsket..', 9:23. Daniel fik ikke her nogen forklaring på, hvorfor det tog så lang tid, men det gør han senere, hvor han kom i en lignende situation. I det næste kapitel læser vi nemlig om, at Daniel igen beder i lang tid, før englen (vistnok Gabriel) igen kommer til ham med dette svar fra Gud (læg her mærke til, at det ligesom i det forrige eksempel igen begynder med ordet 'straks'):

      ".. straks den første dag du gav dit hjerte hen for at søge indsigt og ydmyge dig for din Guds åsyn, blev dine ord hørt, og jeg er kommet for dine ords (bøns) skyld", Dan. 10:12.

 

Efter denne indledning fik Daniel forklaringen på, hvorfor det tog så lang tid, fra at Gud 'straks' gav ham bønnesvar, til det nåede frem til Daniel:

      "Perserrigets (onde) fyrste stod mig imod i 21 dage, men se, da kom Mikael, én af de ypperste fyrster (hos Gud), mig til hjælp; ham lod jeg blive der hos Perserkongens (onde) fyrste", 10:13.

 

Vi forstår ikke, at de onde magter kan holde et bønnesvar tilbage i kortere eller længere tid, men som det var tilfældet med Job, forstår vi også her, at det skyldes den åndelige kamp mellem lyset og mørket. Vi får en fornemmelse af, hvor voldsom og alvorlig denne kamp er, når vi ved, at den stadig pågår i himmelrummet, selvom Jesus allerede har sejret over ham på Golgata kors.

 

Som vi læste, tog Gud sig straks af Daniels bøn, selvom bønnesvaret tog lang tid om at nå frem. Det samme finder også sted i dag. Det er mange eksempler på, at nogle havde bedt i mange år, før de fik bønnesvar. Jeg husker en, som engang sagde, at hun havde bedt om frelse for en bestemt person i 52 år, før det skete. Vi forstår ikke, hvorfor der skal bedes så længe, men ud fra bibelen ved vi, at det kan være nødvendigt - og bibelen opfordrer os derfor til at være udholdende, og blive ved med at bede, indtil Gud griber ind, eller måske siger 'nej', som vi senere skal se et eksempel på.

 

Udover disse grunde kan der også være andre grunde til, at bønnesvaret lader vente på sig. Ifølge bibelen vil Gud nemlig bruge vor nød og lidelse til at komme ham nærmere. I bogen 'Kan bjerge flytte tro', der behandler dette emne, beskrives forskellige undersøgelser, som viser, at 'når mennesker rammes af kronisk sygdom, klynger de sig endnu tættere til Gud'. I en anmeldelse af bogen står der da også som overskrift: 'Sygdom styrker troen' (udfordringen nr. 9/4 2009). Hvornår har vi hørt dette sidst? Vi har nemlig ofte så travlt med at fokusere på de synlige undere, at vi næsten helt har glemt, at Gud ofte skaber usynlige undere for os gennem ikke bare forfølgelser, men fx også gennem sygdom. Gud har nemlig ofte en hensigt med det, der sker, og derfor tillader han det. Når vi derfor nærmest kun fokuserer på Guds synlige mirakler, overser vi derfor let, at han  måske slet ikke ønsker at give disse, fordi han vil lære os, at vi ikke vandrer i skuen, men i tro. I bibelen er der mange eksempler, som viser, at i stedet for at give de troende synlige undere, som de mener, de har brug for, så gør Gud nøjagtig det modsatte, og fører dem i stedet ind i prøvelser og lutring.

 

 I 2. Krøn. 32 har vi et eksempel på dette. Her læser vi om den fromme konge Ezekias, og vi får at vide, at Gud var med ham. Selvfølgelig, vil vi sige, for han tilhørte jo ham. Men trods dette tillod Gud, at Assyrerkongen angreb landet for at erobre det, og derfor skete der intet, selvom Ezekias bad til Gud om at fjerne denne fjende. I vers 31 får vi forklaringen: 'Gud gav ham til pris.. for at sætte ham på prøve og således få kendskab til alt, hvad der var i hans hjerte'. Det er vigtigt at forstå, at enhver lidelse kan have det samme formål, også i dag. Luther siger:

      "Næst efter Kristi kors er den kristnes kors den største skat på jorden. For det forklarer skriften for os. Det styrker troen. Det lærer os at bede ret og alvorlig. Det gør Guds ord liflig for os. Det korsfæster vort syndige kød. Og gennem korset giver Gud os gode dyder. Den, som viger bort fra korset, han taber vejen til det evige liv" (Peter Olsen, Helbredelse ved bøn, side 109).  

 

Det er nødvendigt for os at få den side af sagen med, når vi taler med mennesker om deres lidelser, hvad de end måtte bestå i. Selvfølgelig skal vi også bede for og med dem, at de fx må blive helbredte, og blive ved med det, men vi bliver også nødt til at fortælle dem, at deres sygdom kan have et formål. Ellers er vi ikke bedre end Job, som med et standardsvar siger noget til de syge, som måske ikke kan bruges til noget som helst.  På den måde kan vi ikke hjælpe dem, som er frustreret over, at Gud ikke svarer, eller ham, der i det tidligere nævnte eksempel kaldte Gud en løftebryder.

 

Hvad ville der forresten være sket, hvis Daniel havde holdt op med at bede efter de første 20 dage, i den tro, at Gud ikke ville svare ham? Men sådan taler troen ikke, og dog stopper de kristne efter en tid ofte med at bede. Måske stopper de, fordi de i virkeligheden ikke har brug for det, de har bedt om? Eller måske, fordi de har fundet ud af, at Gud faktisk allerede har svaret, men bare på en anden måde, end de havde tiltænkt. At acceptere og bøje sig for Guds vilje betyder ikke, at vi så bare skal finde os i det uundgåelige og resignere, men at vi derimod ved den får kraft til sejr. Det bibelske vidnesbyrd er nemlig, at vi under alle forhold må være tilfredse med Guds nåde og finde os i at lide for hans skyld.

 

Et andet forhold, der gør sig gældende, er, at ethvert menneske er underlagt det, vi kan kalde syndefaldets naturlov. Til denne naturlov hører sygdom, forkrænkelighed og død.  Dette er kommet ind i verden, og ophører først helt, når Jesus kommer igen og genopretter alt. Selvom Gud allerede griber ind til det bedste for os, så kan vi ikke undfly alt det, der kom ind i verden ved syndefaldet. Fx ved vi, at vi alle skal dø, hvis Jesus altså ikke er kommet inden den tid. Det betyder konkret, at selvom Jesus allerede har sat os fri for syndens og dødens lov, så er der i dette et 'endnu ikke'. Vi er endnu ikke fremme ved troens mål, som er vore sjæles (endelige) frelse, 1. Pet. 1:9. Dette gør, at vi ser fremefter og opefter! Det er også det, der kommer til udtryk i Paulus' 2. brev til korinterne, hvor han siger:

      "Derfor taber vi ikke modet; tværtimod, selv om også vort ydre menneske går til grunde, fornys dog vort indre menneske dag for dag. For vor trængsel, som er stakket (betyder kort) og let (i forhold til evighedens længde), virker uden mål og måde en evig vægt af herlighed for os, som ikke har blikket rettet mod de synlige ting, men mod de usynlige; thi de synlige varer kun en tid (fordi de er forgængelige), de usynlige varer evigt", 2. Kor. 4:16-18.

 

Det, Paulus taler om, når han siger, at vort ydre menneske går til grunde, kan være alt lige fra forskellige sygdomme til det  almenmenneskelige forfald. I dag ved man, at fra den dag, et menneske fødes, vil det dø en lille smule hver eneste dag gennem hele livet. Fx vil den ilt, vi lever af, på en måde også være den, vi dør af. I kroppen omdannes ilten nemlig hele tiden til noget, der kaldes 'de frie radikaler', og de angriber alt i de enkelte celler i vore organer, og på sigt medfører det skader og svækkelser, så der lettere kan opstå forskellige sygdomme, og vil til sidst medføre døden. 

 

Gælder det også de kristne? Ja! Alligevel er der nogle, der hævder, at Jesu sejr på korset betyder, at de kristne ikke behøver at være syge eller blive skrøbelige, fordi de, pga. Jesu sejr på korset, ikke længere er underlagt syndefaldets forbandelse. Men, hvis Jesu sejr havde ophævet syndefaldet konsekvenser på alle niveauer, ikke bare i forholdet til frelsen, men også i forhold til fx al sygdom og skrøbelighed, så ville den logiske konsekvens vel være, at de troende så aldrig skulle dø fysisk. Det har jeg dog aldrig hørt kristne hævde.

 

Som allerede sagt, så betyder dette selvfølgelig ikke, at vi så ikke skal bede om og forvente, at Jesus vil gribe ind med fx lægedom. Hans uddeling af nådegaver er jo et bevis på dette. Men det betyder bare ikke, som nogle lærer, fx ud fra det førnævnte citat fra John. 15:7, at Gud nærmest er forpligtet til at give os det, vi beder om. Det er  nemlig en misforståelse af det skrevne ord. Ifølge bibelen er det fx tydeligt, at han ikke vil give os det, han ikke vil, vi skal have. Et eksempel på dette har vi i Jakobs brev, hvor der står:

      "I beder, og I får ikke, fordi I beder dårligt, kun for at ødsle det bort i jeres lyster", Jak. 4:3.

 

Gud vil altså ikke give os bønnesvar, hvis det er en dårlig bøn. Det er dog ikke altid let at vide, hvad der er en dårlig bøn, for som udgangspunkt kan den enkelte måske have et oprigtigt ønske om at tjene Herren bedre, 'hvis bare' han vil opfylde bønnen om fx at gribe ind til helbredelse. Men, hvis Gud 'ser', at det ikke vil være til det bedste, hverken for vedkommende eller for sin riges sag, så opfylder han derfor heller ikke bønnen. Der er blevet sagt, at den kristnes egenvilje er den største hindring for, at Gud kan og vil bønhøre, og det er nok sandt. Følgende eksempel giver et illustrativt billede på dette forhold:

      "En ven kom engang til Luther og sagde: 'Alt går mig imod. Ingen af mine ønsker (som jeg beder til Gud om) bliver opfyldt, mit håb blir' gjort til intet og mine planer mislykkes'. 'Det er din egen skyld', svarede Luther. 'Min egen skyld? Hvordan det?' (Luther svarede): 'Jo, for du beder hver dag: ske din vilje, og Gud lader sin vilje ske. Men hvis du ikke ønsker det, så må du hellere bede: min vilje ske! Så længe du beder til Gud om, at hans vilje må ske, må du være tilfreds, når han handler i overensstemmelse med din bøn'", Peter Olsen: Helbredelse ved bøn, side 119.

 

Jeg har ofte hørt kristne hævde, at vi ikke skal bede om, at Guds vilje må ske, når det fx gælder helbredelse af de syge, for Guds vilje er, at han altid vil helbrede. Begrundelsen til dette udsagn er, at 'Gud vil altid helbrede'. Men det er bibelsk set helt forkert, for i den er der mange eksempler på, at Gud siger nej, fordi det ikke vil føre noget godt med sig. Et af disse eksempler er beskrevet i 2. Kor. 12.

 

I dette kapitel læser vi om, at Paulus gentagne gange beder til Gud om, at han vil fjerne det, han kalder 'en torn i kødet, en Satans engel til at slå mig i ansigtet'. Han skriver ikke, hvad denne torn i kødet er for noget, men ud fra teksten i Gal. 4:13-15 kunne det godt se ud til at være en alvorlig øjensygdom. Her skriver han nemlig om en 'legemlig svaghed', der 'kunne have fristet jer til at nære' ringeagt og afsky for mig'. Men det gjorde de ikke - tværtimod! Han skriver nemlig, at de 'om muligt havde.. revet jeres øjne ud og givet mig dem'. Jeg har flere gange hørt kristne hævde, at 'tornen i kødet' ikke var en sygdom, men noget helt andet, og årsagen hertil er vel mest, at det ikke stemmer med deres (forkerte) lære om, at Gud vil, at alle bliver helbredte. Men, det er jo egentlig ligegyldig, hvad tornen i kødet bestod af, for pointen er, at den var et så stort problem for Paulus, at han indtrængende bad Gud om at blive fri for den. Men Gud sagde nej. Om nogen havde han vel opfyldt alle betingelsen for at få det, vi læste fra John. 15:7, hvor Jesus gav dette løfte:    

      "Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om hvad som helst, I vil, og I skal få det", John. 15:7.

 

Og så siger Gud alligevel nej. Hvordan hænger det sammen? Forklaringen er, at ordene 'hvad som helst', ikke betyder 'alt hvad I ønsker' som nogle udlægger det til, men derimod 'alt, hvad der er efter Guds vilje', eller 'alt, hvad der kan forenes med hans vilje'. Hvis vi ikke lægger mærke til denne bibelske lære og skriftmæssige indforståethed, ser det ud som en modsigelse, at Paulus ikke fik det, han bad om. Han var jo et Guds barn, han havde tro og elskede sin frelser, men alligevel sagde Gud nej til at bønhøre ham.

 

Dette viser med al tydelighed, at læren om, at det er Guds vilje, at alle skal blive helbredte, i betydningen her og nu, eller her i livet, er helt forkert. Men, hvorfor sagde Gud egentlig nej? Paulus' ønske var forståelig, og jeg tror, at han har tænkt: 'Jeg kan da tjene Gud endnu mere og bedre, hvis han blot vil gribe ind og fjerne min torn i kødet'.  

 

Som vi ser af kapitlet, handler Guds nej til at give Paulus det, han bad om, ikke om, som vi så det fra eksemplet i Jakobs brev, at han så bare ville ødsle bønnesvaret bort i sine egne lyster. Det handler heller ikke om, som vi så det i eksemplet med kong Ezekias, at Gud ville prøve ham eller lutre ham gennem dette. Og endelig sagde Gud heller ikke nej til Paulus, fordi han, som der står i Hebr. 12:6-12, gennem dette ville opdrage ham, som en kærlig far opdrager sine børn til deres eget bedste, selvom de ikke kan se eller forstå dette, mens det står på.

 

Der var altså ikke noget af alt dette, der var årsag til, at Paulus ikke fik bønnesvar. Årsagen var derimod noget helt andet, som vi ikke kan se eller forstå, hvis Gud ikke fortæller os det. Af Guds svar til Paulus fremgår det da også, at hvis han fik det, han bad om, så ville det hverken være til det bedste for ham, eller for Guds Riges fremme. Paulus skriver, at Gud begrundede sit 'nej' med, at han ville forhindre, '..at jeg (Paulus) ikke skal hovmode af de overmode høje åbenbaringer', 2. Kor. 12:7. Disse åbenbaringer har han beskrevet i det samme kapitel, v. 1-4.

 

Gud gav ham altså bønnesvar, selvom det ikke lige var det, han havde regnet med, og som han fra begyndelsen havde håbet på. Men, som vi har set, indså han hen ad vejen, at Guds nej var nødvendig for, at han skulle blive bevaret fra hovmod, og måske også fra anden synd, som kunne komme i kølvandet på den første. Er dette 'at være i Guds plan og vilje' ikke langt, langt bedre end fysisk helbredelse? De fleste kristne vil svare: 'Jo, helt bestemt! Der står jo skrevet, at vi ikke lever for os selv, men for ham, som døde og opstod for os, og derfor er hans vilje og plan da også den bedste for hver eneste af os.

 

Gud sagde og siger altså ikke nej, fordi han ikke vil sine børn det bedste, men derimod for, at han endnu bedre kan vise sin kærlighed og nåde mod dem. Og Paulus hører da også Gud sige til ham:

      "Min nåde er dig nok; thi i magtesløshed udfolder min kraft sig helt", v. 9.

 

Mon ikke Gud siger det samme til hver eneste kristen i dag? Også selvom det kan betyde, at de efter Guds vilje må lide, ikke bare under forfølgelser, men også pga. fx ulykker og sygdom. Faktisk er det sådan, at mange af dem, der gennem tiden har været mest brugt af Gud, har haft en og anden sygdom som følgesvend. En af disse er Lina Sandel, som endda var særlig hårdt ramt, men gennem hele hendes liv vidste hun og vidnede om, at hun var i Guds hånd og plan, og deri fandt hun sin styrke og glæde. Hun fik skrevet over 1700 åndelige sange til hans ære, og mange af disse hører den dag i dag til vor mest dyrebare sangskat, som fx 'Ingen er så tryg i fare', og 'Jeg har hørt om en stad i det høje'.

 

Eller, vi kan tænke på den verdenskendte Joni, som pga. en badeulykke i sin ungdom har været lam fra halsen og nedefter, og som siden ofte har været i store smerter pga. tryksår. Hun bad også igen og igen til Gud om at blive helbredt, men så mærkede hun i sin ånd, at Gud sagde nej til hende, som han sagde nej til Paulus - og med den begrundelse, at hun som handicappet skulle bruges i hans tjeneste til bl.a. at nå andre fysisk handicappede som hende selv med evangeliet. Hun beskriver efterfølgende, hvordan hun gennem sit liv som handicappet har erfaret, hvordan hun på en særlig måde kunne nå ind i de handicappedes hjerter med evangeliet, netop fordi hun som en af deres egne vidste, hvad de følte og hvordan de havde det - og hun kunne derved ved Guds hjælp forvandle deres håbløshed til håb og frelse. Jo, hun er netop dér, hvor hun på en særlig måde kan nå disse med evangeliet, og derfor vidner hun igen og igen om, at hun ligesom Paulus tilfreds med sin situation. Derfor kan kun af hele sit hjerte kan sige det samme, som han gjorde, da han kom til denne konklusion:

      "Langt hellere (end at blive helbredt) vil jeg derfor rose mig af min magtesløshed (overfor sygdommen), for at Kristi kraft kan tage bolig i mig. Derfor er jeg vel til mode under magtesløshed.. thi når jeg er magtesløs, da er jeg stærk', v. 9-10.

 

Skal vi hjælpe de syge ret, må vi altså både fortælle dem, at 'alt er muligt for Gud', og derfor også bede konkret til ham i forventning til, at han griber ind. Men, vi må også fortælle dem, at Gud ikke altid vil give os det, VI tror, vi behøver, men at han i så fald i stedet vil give os det, HAN ved, vi behøver. Det er da også det, der ligge bag ordene i Fil. 4:6-7, hvor Paulus skriver:

      "Vær ikke bekymrede (det kan vi let blive, når vores ønske om et konkret bønnesvar udebliver), men lad i alle ting jeres ønsker komme frem for Gud, idet I beder og bønfalder (ham om alt) under taksigelse; så skal Guds fred, som overgår al forstand, bevare jeres hjerter og jeres tanker i Kristus Jesus".

 

At følge Jesus er altså at være tilfreds med det, han giver, fordi det er det bedste, både for os og for hans riges sag. Vil vi bøje os for ham i dette? Også selvom det kan betyde et liv i afsavn, kors og smerte. Det er i dette lys, at vi må forstå, at det ikke altid er Guds vilje, at alle syge bliver helbredte, selvom netop denne påstand er en udbredt forkert lære. Hvad tror I, der ville være sket, hvis Jesus fx ikke ville bøje sig for sin Faders vilje, da han bad til ham om at blive fri for korsets smerte? Men han blev ikke fri for den, fordi der var noget, der var vigtigere for ham, nemlig at være i sin Faders vilje. Derfor bad han i fortvivlelsens og nødens stund til ham og sagde:   

      "Min Fader! er det muligt, så lad denne kalk gå mig forbi; dog ikke, som jeg vil, men som du vil", Matt. 26:39.

 

Det kan være svært at acceptere, at Gud ikke altid vil give os det, vi beder om og forventer at få. Måske synes Guds nej at være meningsløs for os, men der er dog en mening. At vi ikke forstår det, eller ikke føler/tror, at han svarer, betyder ikke, at han ikke gør det. Det er ved at bøje os for Guds ja eller nej, at vi for alvor forstår, hvad Jesus mener med, at vi skal komme til ham for at få hvile og lægedom for vore sjæle. Nu kan der måske være en og anden, der siger: 'Gud har da også givet os løfte om fuld (fysisk) lægedom' - og det er sandt nok. Er han så i virkeligheden ikke en løftebryder, når det ikke sker? Nej! Som vi har set det i denne gennemgang, så har Gud hverken lovet os et liv uden sorg, sygdom og smerte i dette liv, for løftet om fuld lægedom, og genoprettelse fra alt det, der gik tabt ved syndefaldet, sker nemlig ifølge bibelen først helt og fuldt den dag, hvor Jesus kommer igen og genopretter alt, som der står skrevet. På den dag skal det ske, siger Gud, at han

      "..skal tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig skal være mere; thi dét, som var før, er nu forsvundet", Åb. 21:4.

 

Derfor kan vi juble af fryd. Ikke bare når vi kommer frem, man allerede nu! Vi ved nemlig, at Jesus er med os alle dage, og derfor ved vi også, at vi er i de bedste hænder. Det holder! Det stemmer med det vidnesbyrd, en dødssyg patient gav, da hun strålende og lykkelig kunne sige dette som nogle af de sidste ord: "Gud har hørt alle mine bønner, og bønhørt mig på sin måde", Peter Olsen, helbredelse ved bøn, s. 120.

 

Amen