Beretningen om Sodoma og Gomorra
Af Eskild Skov Særkjær
Vi er nu
i vores gennemgang af beretningerne i Mosebøgerne kommet frem til beretningen
om Sodoma og Gomorra. Den bibelske beretning om disse to byer kan kort
beskrives således:
Sodoma
og Gomorra lå
i et frugtbart område ved Det Døde Hav, men blev ødelagt af Gud
pga. indbyggernes ondskab, ugudelighed og usædelighed. I 1. Mos., kap. 19
beskrives det, hvordan Abrahams nevø Lot og hans familie boede i byen. En dag
kom to mænd [engle] på besøg, og byens indbyggere ville forgribe sig på dem,
men Lot tog som den eneste i byen gæstfrit imod dem og forsvarede dem overfor
byens øvrige borgere. Disse tilrejsende engle sagde til Lot, at han straks
skulle forlade byen sammen med sin familie, fordi Gud ville ødelægge denne og
de omkringliggende byer med ild og svovl. Da de kom udenfor byen, sagde de:
’Det gælder sit liv! Se dig ikke tilbage.. for at du ikke skal omkomme’. Men
trods dette udtrykkelige forbud så Lots hustru sig alligevel tilbage og blev
forvandlet til en saltstøtte. Lidt senere i samme kapitel læser:
”Da
solen stod op over landet, og Lot var kommet til Zoar,
lod Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i Himlen.
Han ødelagde disse byer, ja, hele Jordandalen, alle,
der boede i byerne, og alt, der voksede på markerne”, 1. Mos. 19:23-25.
Er denne
beretning historisk? Det kommer an på, hvem man spørger. Men spørger man de
bibelske forfattere, som var inspireret af Guds Ånd, så er der ingen tvivl.
Også denne beretning er en sandfærdig beretning. Da Moses fx i sin afskedstale
taler til folket om deres fremtid, advarer han dem i den forbindelse mod at
falde fra Gud og dyrke andre guder, for, siger han, så skal det gå dem som
’Sodoma
og Gomorra (og de føromtalte småbyer omkring det).. som da Herren lod dem gå
under i sin vrede og harme’, 5. Mos. 29:16-29.
Profeterne
nævner da også ofte disse byer som eksempler på folkets gudløshed i fortiden,
til skræk og advarsler i deres samtid og fremtid, fx Jer. 23:14, 49:18, Amos. 4:11. Det
samme gjorde Jesus, Matt. 10:15, 11:23-24.
Vi skal
nu se på nogle af de historiske vidnesbyrd, som bekræfter det, der står
beskrevet i bibelen om disse byer. I sagens natur kan man dog ikke forvente at
gøre de sædvanlige arkæologiske fund på sådanne steder, fordi det er logisk at
antage, at alt, hvad der kom i vejen for den ild og svovlregn,
som beskrives i kapitlet, automatisk blev fortæret af den intense hede. Men
alligevel er der rigtig mange spor i området, som til fulde bekræfter det, som
bibelen fortæller.
I mange
bibelatlasser er de gamle byer, Sodoma og Gomorra placeret lidt syd for Det
Døde Hav. Der er dog meget, der tyder på, at disse byer har ligget lidt længere
nordpå. Bibelen fortæller fx, at de lå i Jordan-egnen.
I forbindelse med deres ødelæggelse står der fx således i 1. Mos. 19:24-25:
”Da
lod Herren svovl og ild regne over Sodoma og Gomorra.. og han ødelagde disse
byer og hele Jordan-egnen og alle byernes indbyggere
og landets afgrøde”.
Jordan-egnen gik
dengang helt ned til området omkring Masada.
Historikeren Josefus, som havde afgang til kilder,
som nu er gået tabt, skriver da også, at Sodoma og Gomorra lå på østsiden af
’Det Døde Hav’ og ikke langt fra bjerget Masada. Han
fortæller desuden, at man (dengang han levede), stadig kunne se resterne af
disse byer:
”Nu
er dette land så sørgeligt opbrændt, at ingen ønsker at besøge det.. Det er
blevet fortalt, hvordan det pgapga. indbyggernes ugudelighed blev brændt ved
lyn, som følge af hvilke der stadig er rester, der minder én om den guddommelige
ild, og sporene (eller skyggerne) af de fem byer er stadig synlige, sammen med
aske, der vokser i deres frugter”1.
Josefus kunne
altså stadig se sporene [i form af nogle skygger] af de nævnte fem byer, der
nævnes i 1. Mos. 19. For at noget kan kaste skygge, må det i sagens natur være
højere end deres omgivelser. Når man besøger ’det døde hav’ omkring bjerget Masada, er det i dag let at se, at der udover de mange
forvitrede sandstensformationer i området også er noget andet, der hæver sig
over det ellers flade område og kaster skygger - og det er resterne af de fem
byer, som Josefus omtaler. I dag ses de som nogle
forhøjninger i landskabet, som ligner nogle forvitrede sand- eller
askeskulpturer. Men går man tættere på, kan man se, at der er nogle solide sten
i lige rækker og i forskellige mønstre – et vidnesbyrd om, at det er rester af
nogle gamle bebyggelser – som muligvis kan stamme fra byerne Sodoma og Gomorra.
Siden dengang er disse rester som overfor nævnt stort set blevet dækket af
sand, forvitret sten og mange forskellige mineraler.
Hele
dette område, som er på ca. 6 km2, er desuden dækket af en tung aske
eller cementlignende substans, som er drysset over med grus og mindre sten af
forskellige størrelser. Analyser viser, at det, der ligner cement og aske, i
virkeligheden er kalksten, som har været udsat for brændende svovl, som har
forvandlet jordens overflade til gips. Og det, som ligner grus og sten, er i
virkeligheden utallige små svovlklumper, som varierer i diameter fra en cm. til
otte cm – og som er blevet indkapslet af et tykt lag mineralskal. Hvad årsagen
er til dette, vil jeg komme tilbage til om et øjeblik. Det er dog ikke kun på
jorden, at svovlet har gjort sin virkning, for de findes også i stor mængde i
de omkringliggende klipper. Årsagen til, at de er havnet der, er denne:
Undersøgelser,
som er foretaget på stedet, har nemlig vist, at det, som bibelen fortæller om
Sodoma og Gomorras ødelæggelse, på alle måder virker troværdig. På et tidspunkt
er der kommet en regn af ild og svovl, som ødelagde disse byer. Dette er
dokumenteret med mange fotos fra stedet. På en del af disse kan man fx se,
hvordan den intense varme fra de nedfaldne svovlklumper har brændt sig vej ind
i klippen, ligesom man i gamle dage pressede glødende kulstykker ind i en
snemand som øjne. De brændende svovlstykker er dog kommet længere ind, og da
stenmassen kølnedes, faldt den sammen, hvorefter kanalen lukkedes igen. Og da
svovlet, ligesom alt andet ikke kan brænde uden ilt, gik ilden ud, og efterlod
på den måde en del ikke-brændte svovlklumper i klipperne såvel som i den
mineralholdige jordoverflade.
Lidt
anderledes er det med de mange tusinde 'svovlkugler' eller klumper, der ligger
på jorden i området, indkapslet af et tykt lag mineralskal. Se billedet til
venstre. Årsagen hertil skyldes, at da området blev udsat for den brændende
svovlhagl, blev de omkringliggende mineraler presset og brændt af den intense
hede, og dannede nogle hårde mineralskaller omkring dem - og de er forholdsvis modstandsdygtig
overfor erosion.
At det
virkelig er svovl kan man forvisse sig om ved at åbne sådanne kugler og sætte
en tændstik til. En dr. Lennart Möller, beskriver i
sin bog Exodus, hvorfra ovenstående fotos er hentet,
at
”Kuglen
brød straks i brand, da en lighter blev holdt hen til den. Kuglen brændte så
med en stærk lugt af svovl under afgivelsen af en intens varme”2.
Dette
ses på to ledsagende billeder, hvor det første viser svovlkuglen på sin plads i
klippefladen, og det næste viser den samme svovlkugle i brand3. De
nævnte fund på stedet er dermed et vidnesbyrd om, at beretningen om Sodoma og
Gomorra er troværdig og sand, selvom de selvfølgelig ikke kan få mennesker til
at tro, hvis de har valgt ikke at gøre det. For så vil selv tusinde beviser
ikke gøre nogen forskel.
Andre
fund fra området, som understøtter bibelens beretning.
I det
samme område som beskrevet ovenfor, er der fundet fast jern, som ved høj
temperatur er smeltet og løbet ud over en kant og størknet igen. På fotos fra
området ses, hvordan det faste jern er smeltet sammen med underliggende sten4.
At der i det hele taget er den slags jern i området, viser, at der har været
menneskelig aktivitet, før den brændende svovlregn
pludselig faldt ned over den.
Men,
kunne det ikke tænkes, at jernet var smeltet på anden måde? Nej! Jern er godt
nok et grundmetal, som forekommer i naturen og er et uundværligt stof for alle
organismer (f.eks. planter og dyr). Men det jern, vi kender som fast jern, er
igennem tiden blevet aktivt udvundet fra jernmalm af mennesker, for at blive
brugt til fx smykker og redskaber. Nogle af de ældste jerngenstande, som er
fundet, går helt tilbage til 2500 år f.Kr., hvor man i
det østlige middelhavsområde begyndte at udvinde og bruge jern, mens man til
sammenligning først begyndte på det i Danmark og Norden ca. 600 år f.Kr.5.
Sådanne fund beviser altså, at der har boet mennesker i dette område, og
udvundet jern til smykker eller redskaber, før det hele blev ødelagt af den
brændende ild og svovl, som smeltede alt det, der ikke staks blev fortæret af
ilden.
I
området er der desuden fundet noget, som man mener, er stykker af delvise
kremerede skeletter af både mennesker og dyr. Billedet tv. har underteksten:
'højst sandsynligt et delvist kremeret skelet af et pattedyr. Resterne svarer
til dele af rygraden, bækkenet og lårbenene'6. Billedet th. har
denne undertekst: 'Detaljer af det formodede hofteled,
dækket af et lag af mineraler7. Årsagen til, at de ikke er brændt
fuldstændig til aske, er muligvis, at den faldende aske har beskyttet nogle af
skeletdelene. Når et skelet opvarmes til høje temperaturer, er det ifølge
eksperterne ryghvirvlerne og bækkenet, der holder sig længst i varmen, mens
andre dele af skelettet hurtigere bryder sammen til pulver. Dette er blevet
påvist ved forsøg på at kopiere forhistorisk kremering. Under den intense hede,
som kommer under en kremering, 'springer ryghvirvlerne på en karakteristisk
måde', og giver nogle cirkelformede revner. Denne beskrivelse passer
fuldstændig på de skeletdele, der er fundet i det ovenfornævnte område på de 6
km2, som har været udsat for den brændende svovlregn.
Men kan
stadig se, at visse knogledele har haft en hul struktur. Der er desværre ikke
noget organisk materiale tilbage til en mulig analyse, da skeletdelene er
forstenede. De er desuden dækket af et lag mineraler, som gør det svært præcist
at vide, om de stammer fra et menneske eller et dyr.
Men er
der så tale om skeletdele? At det ligner, betyder ikke nødvendigvis, at de også
er det. For at bekræfte eller afkræfte, om det er organisk eller ’bare’ formet
af naturen, er der foretaget en kemisk analyse af mineralernes sammensætning i
disse fund, og sammenlignet dem med de forskellige klippearter
i området. Her viser resultatet, at de ikke har samme oprindelse. Fx indeholder
de omgivende klippearter store mængder kvarts og
aluminiumoxid, mens det ikke er tilfældet med skeletdelene, som har meget
lavere værdier. Et andet mineral er fluor, som findes overalt i naturen, men
først og fremmest i knogler og tænder. De fund, der menes og ser ud til at være
skeletdele, har således også et højt indhold af flour,
i sammenligning med de omgivende stenarter. Det samme
resultat kommer man frem til, når man undersøger mængden af Calcium og
Magnesium, osv. osv.8. Ud fra de forskellige kemiske analyser kan
man fastslå, at der er så store kemiske forskelle mellem de formodede
skeletdele og de omgivende stenarter, med stor
sandsynlighed også er det.
Konklusion:
Den dom over Sodoma og Gomorra, som bliver omtalt i 1. Mos. 19, bliver altså
bekræftet af de fund, der bliver gjort i det nævnte område nær det døde hav.
Som beskrevet kan man påvise, at området har været udsat for en voldsom regn af
brændende svovl, som har fået selv jern til at smelte og kremeret alt levende,
og har på den måde kun efterladt sig spor af en svunden civilisation. Alt
sammen noget, man kan forvente at finde i et område, som har været udsat for
det, der beskrives i bibelen. De arkæologiske fund vidner således om, at
bibelen også på dette punkt må beskrives som troværdig og sand. Som om vi har
været i tvivl om dette.. Jeg har ikke...!
Hvis denne side ikke er fundet via forsiden, så klik venligst her for at få adgang til flere artikler
Kildehenvisninger:
1. Flavius Josefus: The Wars og
the Jews, bind 4, kap. 8
2.
Dr. Lennart Möller: Exodus - udvandringen fra
Egypten, side 41.
3.
Se billede og tekst
fra samme bog som ovenfor, side 42.
4.
Se billede og tekst
fra samme bog som ovenfor, side 46.
6.
Dr. Lennart Möller - udvandringen fra Egypeen,
side 47.
7.
Samme, side 47.
8.
Dr. Lennart Möller: Exodus - udvandringen fra
Egypten, s. 47.