Betlehem

Lad os tilbede Frelseren, som er født!
Af Eskild Skov Særkjær

Navnet Betlehem er knyttet til julens budskab om, at 'et barn er født i Betlehem', og det barn var Jesus Kristus, som kom til jord for at frelse mennesker fra synd og død. Lad os begynde med at læse teksten om Jesu fødsel ud fra Luk. 2:1-7, hvor der står:

"Men det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus, at al verden skulle skrives i mandtal (Det var den første indskrivning, som skete, mens Kvirinius var landshøvding i Syrien). Og alle gik hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Og fordi Josef var af Davids hus og slægt, drog også han op fra Galilæa, fra byen Nazaret, til Judæa, som hedder Betlehem, for at lade sig indskrive tillige med Maria, sin trolovede, som var frugtsommelig. Og det skete, mens de var der, kom tiden, da hun skulle føde. Og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, thi der var ikke plads til dem i herberget" (fra 1948-oversættelsen).

Nazaret er den første by, der nævnes. Det var her, Maria hørte englen Gabriels budskab om det barn, hun skulle føde, og blev frugtsommelig med Helligånden. Det var også her, Jesus voksede op, "for at det skulle gå i opfyldelse, som er talt ved profeterne, at han skulle kaldes Nazaræer", Matt. 2:23. Dette navn blev hængende, selvom Jesus senere flyttede fra Nazaret og bosatte sig i Kapernaum, og sådan præsenterer han sig også sig selv fra himlen, Apg. 22:8.

Den næste by, der nævnes i det samme vers, er Betlehem. På hebraisk betyder navnet 'Brødhuset', og bliver beskrevet som 'Jerusalems kornkammer', fordi kornet blev samlet her fra byens omegn, som var og er meget frugtbart. Dets første navn på byen, der nævnes i bibelen, er Efrat eller Efrata, og betyder oversat 'det frugtbare land'. I Mika 5:1, hvor vi har profetien om Jesu fødested, kaldes byen da også for 'Betlehem-Efrata', altså 'Brødhuset i det frugtbare land'. Heri ligger der muligvis indirekte en (profetisk) henvisning til, at Jesus Messias er det brød, som kommer ned fra Himmelen, som skal give verden liv, fordi han er Livets brød.

Den første gang, vi direkte hører navnet Betlehem omtalt i bibelen, er i 1. Mos. 35; og det skete ligesom i juleevangeliet også i forbindelse med en rejse og en fødsel. Her læser vi, at Jakob og hans elskede hustru Rakel var på vej til byen, men før de kom derind, måtte de slå deres telte op, for timen var kommet til, at Rakel skulle føde, og hendes fødselsveer var hårde - og hun stod ikke den hårde fødsel igennem. Men før hun døde, gav hun den nyfødte søn navnet efter den smerte, hun havde, da hun fødte ham. Hun kaldte ham nemlig Ben'omi, smertebarnet. Men faderen kaldte ham Benjamin, lykkesønnen, og han blev sammen med Juda stamfædre til de to mest ansete af Israels 12 stammer. Der står videre, at Jakob rejste en stenstøtte over hendes grav til minde om hende, og 'står endnu dens dag i dag på vejen til Efrat, det er Betlehem', v. 19-20. I dag er der rejst en kapel på stedet.

Josef og Maria kom den samme vej nordfra som Jakob og Rakel, og de har sandsynligvis set, og måske også standset op ved den førnævnte mindesten. Som vi har set, fik Benjamin to navne. Jeg tror, at også dette giver et profetisk billede på Jesus, for gamle Simeon siger jo dette om ham til hans mor:

"Se, dette barn er sat til fald (altså smerte) og oprejsning (lykke) for mange i Israel, også i et tegn, som skal modsiges (og det er det jo blevet) - ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge"

Disse ord blev opfyldt, da Jesus kom til jorden, for han er virkelig den, som både var og er til fald og oprejsning, og dermed til et tegn, som altid er blevet modsagt. Når han kommer igen, vil der være mange, som vil græde og jamre, fordi de ikke kendte den besøgelsestid, som de havde fået. Men alle dem, som har taget imod ham, gav han magt til at blive Guds børn, og for dem vil Jesu komme blive en glædens og lykkens dag, fordi han for altid "gør ende på sit folks skam på hele jorden, så sandt som Herren har talt", Es. 25:8.

Simeons sidste ord til Maria om, at et sværd skal gennemtrænge hendes sjæl, henviser vistnok både til, at hans lidelse og død bringer hans mor smerte, men nok også til, at hun som en troende må gå korsets vej, som alle andre troende også må gøre; en vej, som er en smertens vej med forsagelse og villighed til at lide ondt for Jesu navns skyld, men som alligevel på samme tid også er en lykkens vej, fordi den fører dem frem på himmelvejen, og det alene, fordi Gud 'i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde', 1. Pet. 1:3.

Når vi taler om Betlehem, kommer vi selvfølgelig ikke udenom David, fordi Jesus er hans søn (biologiske efterkommer), og derfor kaldes byen da også den dag i dag stadig for Davids by, som den gør i teksten fra Luk. 2. Navnet 'Davids by' skal ikke forveksles med 'Davidsbyen', som er Zion, dvs. Jerusalem, som David ifølge 2. Sam. 5:7 indtog, da han senere blev konge. I de første mange år, hvor han voksede op, var han hyrdedreng på Betlehems marker.

Bibelen nævner ikke noget om, hvornår David var kommet til en personlig tro på Gud, og på hans frelse. Vi ved dog, at det skete i hans unge år, og det er sandsynligt, at han på dette tidspunkt var begyndt at synge lovsange til Guds ære, og mon ikke en del af disse også har været med egen melodi og tekst? Måske har han allerede på dette tidlige tidspunkt forfattet dele af de salmer, der bærer hans navn? Og måske var det også dér, han begyndte at synge de første strofer til den salme, vi kender som salme 23, og som begynder således:

"Herren er min hyrde, mig skal intet fattes (jeg skal ikke mangle noget); han lader mig ligge på grønne vange. Til hvilens vande leder han mig, han kvæger min sjæl, han fører mig af rette veje for sit navns skyld".

På dette tidspunkt vidste han selvfølgelig ikke, at Gud en dag ville udvælge ham til at blive Israels konge og hyrde. Men så skete det en dag, som begyndte som alle andre, at Herren kom til profeten Samuel, og sagde til ham:

"Jeg sender dig til betlehemitten Isaj, thi jeg har udset mig en konge blandt hans sønner", 1. Sam. 16:1.

Da Samuel lidt senere kom til Betlehem, inviterede han Isaj og hans sønner til at deltage i en offerfest, hvor han ville udvælge den kommende konge. Og da han så den ældste af sønnerne, tænkte han: Det må da være ham, der er udvalgt, men

"Herren sagde til Samuel: Se ikke på hans ydre eller høje vækst; thi jeg har vraget ham; Gud ser jo ikke, som mennesker ser, thi mennesker ser på det, øjnene ser, men Herren ser på hjertet", 1. Sam. 16:7.

Her giver Gud os en vigtig lektie. Vi tror ind imellem, at det, der ser godt ud, helt sikkert også må være godt, og er dermed et udtryk for Gud vilje. Og modsat: hvis vi oplever noget uforståeligt, det kan fx være modgang, lidelse, sygdom eller uventet og pludselig dødsfald, så er det helt sikkert ikke fra Gud. Sådan ser mennesker på det, øjnene ser, men Herren ser på hjertet, læste vi. Salmedigteren Svend Rehling forstod lidt af dette, når han i et vers skriver:

Ikke før væven er stilnet, og skyttelen gået i stå,

ska' Gud trække tæppet til side, og la' os rigtigt forstå,

hvorfor de mørke tråde, såvel som de gyldne bånd

er lige nødvendige for mønstret, i mesterens kyndige hånd.

Vi forstår ikke, hvorfor livet er ubesværet for nogle, og helt det modsatte for andre. Vi kan let blive fristet til at komme med nogle lette svar, på samme måde, som da Jobs venner fortalte ham, hvad der var i vejen. Og på samme måde: Hvem kan forstå, hvorfor Isajs ældste sønner blev vraget? Vi ved det ikke! Men vi ved, at Gud er Gud, som vælger det, der tjener hans plan bedst.

Når der står, at Gud havde vraget Eliab, som den ældste søn hed, og de næste syv i rækken, så betyder det ikke nødvendigvis, at disse sønner dermed ikke både var velopdragne og troende sønner. Når bibelen taler om udvælgelse, sker det på en helt anden plan, som i dette tilfælde betød, at Gud valgte ud fra dette: 'Hvem vil være den bedste hyrde for mit folk Israel? Hvem er manden efter mit hjerte?'

Til sidst var alle de sønner, som Isaj havde inviteret med til gildet, blevet præsenteret for Samuel, men om hver af dem svarede han: 'Heller ikke ham har Herren udvalgt'. Og da der ikke var flere, så kan jeg forestille mig, at Samuel tænkte: Gud har da sagt, at han havde udset sig en af Isajs sønner til at være konge, og så spurgte han: Er der ikke flere? Og så svarede faderen: Joo..!

"Endnu er den yngste tilbage, men han vogter småkvæget! Da sagde Samuel til Isaj: Send bud efter ham, thi vi sætter os ikke til bords, før han kommer. Så sendte de bud efter ham (og da han kom) sagde Herren: Stå op og salv ham, thi ham er det. Samuel tog da oliehornet og salvede ham, mens hans brødre stod rundt om", 1. Sam. 16:11-13b.

Vi ved, hvad der skete videre. David blev dens største konge, Israel har haft, når vi altså lige ser bort fra Messias selv. David forstod, at som han i sin ungdom var hyrde for 'sine' får og vogtede dem, så skulle han nu være hyrde for dem, der tilhørte Gud og vogte disse. Det var også det, Gud senere mindede ham om, da han ved profeten Natan sagde dette til ham:

"Jeg tog dig fra græsgangen, fra din plads bag småkvæget til at være fyrste over mit folk Israel, og jeg var med dig, overalt, hvor du færdedes, og udryddede alle dine fjender foran dig; jeg vil skabe dig et navn som de størstes på jorden, og skaffe mit folk Israel en hjemstavn og plante det, så det kan blive boende uden mere at forstyrres i sin ro, og uden at voldsmænd skal plage det mere..", 2. Sam. 7:8-10.

Hvilket tilbageblik over Davids liv, og hvilket løfte for fremtiden. Under David blev landet stort, og der var fred i landet. Men en del af det, Gud havde sagt, handlede dog ikke om ham, men derimod om hans søn, som ikke kunne være Salomo, for han talte jo om én, han ville oprejse efter Davids død; og som også skulle fødes i Betlehem. Han forstod, at profetien peger på Messias, der som hans søn kommer og opretter det evige fredsrige. Det er jo først på denne tid, at Israels folk 'kan blive boende uden at forstyrres, og uden at voldsmænd skal plage det mere'. Han forstod også, at denne søn vil oprette et evigt rige, som ikke forgår, for i den samme profeti siger Gud også dette til ham:

"Når dine dage er omme og du hviler hos dine fædre, vil jeg efter dig oprejse din sæd, som udgår fra dit liv, og grundfæste hans kongedømme.. (som) skal stå fast for mit åsyn til evig tid", 2. Sam. 7:12, 16.

Gud vil altså oprejse denne søn, efter at David er død og hviler hos sine fædre. Davids søn, Salomo, var jo allerede født, og derfor vidste han også, at der ikke kunne være tale om ham. David priser da også lige efter Gud for, at han gav 'din tjeners hus forjættelser for fjerne tider og lod mig skue kommende slægter', 2. Sam. 7:19.

Det er de samme forjættelser, som der er så mange af i GT, og som vi ser opfyldt i beretningen om Jesu komme, som begynder ved hans undfangelse og fødsel. Hvor vidunderligt og forunderligt! Messias, Davids søn, som profeterne har talt så meget om, og som generationer med længsel har ventet på, og som er den, der skal frelse sit folk fra dets synder, er endelig kommet. Og da skal der ske det, at 'Gud Herren skal give ham Davids, hans faders trone'. Alle vidste, at denne søn ville være Messias, og som sådan tiltales Jesus da også igen og igen gennem NT. Ja, selv efter, at Jesus er steget til himlen, præsenterer han som Davids rodskud og ætling, for han er den, som var før David, samtidig med, at han også er hans søn. Dette havde Johannes Døber da også forstået, og han vidnede om det og sagde:

"Ham var det, om hvem jeg sagde: Den, som kommer efter mig, var kommen forud for mig; thi han var til før mig", John. 1:15, jfr. v. 30.

Jesus er altså ikke blot Davids søn! Han er også hans Herre! Det er nøjagtig det samme, som kommer til udtryk senere i juleevangeliet, hvor hyrderne ude på marken hører budskabet fra himlen om, at '.. eder er en frelser født i Davids by; han er Kristus, Herren'. Det første henviser til, at han er Davids søn, Messias, og det sidste, at han er Herren, Guds Søn og Gud selv.

Det er denne dobbelthed, som alle profetier om Jesus vidner om. Ca. 9 måneder tidligere havde englen Gabriel bl.a. sagt dette til Maria om det barn, hun skulle undfange og føde:

1 Du skal give ham navnet Jesus, thi han skal frelse sit folk fra dets synder.

2 Han skal blive stor (ophøjet) og kaldes den Højestes Søn.

3 Gud Herren skal give ham Davids, hans Faders trone.

4 Han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans kongedømme, Luk. 1:31-33.

Alt dette begyndte at ske, da Gud sendte sin Søn i 'tidens fylde'. De første vers hos Lukas 2 er et mægtigt historisk vidnesbyrd om, hvordan Gud har tilrettelagt og forudset hver eneste detalje, for at alle profetier skulle gå i opfyldelse. Derfor var den tvungne folketælling ikke nogen tilfældighed, selvom kejseren troede, at det var ham, der bestemte det hele. For Gud, som er historiens Gud, sørgede for, at Josef og Maria var på det rigtige sted, da hun skulle føde barnet Jesus. På den måde gik profeten Mikas ord i opfyldelse om Jesu fødested, og, som sagt, på det rigtige tidspunkt.

I vers 7 står der, at der ikke var plads til dem i herberget. De fleste forestiller sig, at de gik rundt i byen for at søge efter et sted at overnatte, men hvor de alle steder fik de den samme besked" 'Vi har desværre alt optaget!' Men så til sidst, da det lige var op over, var der en, som sagde: 'Det eneste, jeg kan tilbyde jer i jeres situation, er en stald og en krybbe.' Og dét var så der, hun fødte Jesusbarnet. Nogenlunde sådan forestiller de fleste sig, at det skete.

Men det er forkert forstået pga. en forkert oversættelse. Det græske ord, som er oversat med herberg, er 'katalygma', og dette ord har intet med et herberg at gøre. Hvis det var et herberg, gæstgiveri eller karavanserai, så bruges der nemlig et andet ord, nemlig 'pandocheion'. Dette ord bruges fx om det herberge, hvor samaritaneren i Jesu lignelse i Luk. 10:34 indlogerede den mand, der var faldet i hænderne på røvere. Ordet i Luk. 2:7 har altså intet med et herberg at gøre. Derimod bruges der det samme ord på græsk som i Luk. 22:12, hvor husejeren viste disciplene 'en stor sal ovenpå' (katalygma), hvor de kunne holde påskemåltid.

Her er der altså tale om et stort værelse, som de fleste brugte, når der fx kom gæster, eller der skulle holdes fest. Dette store værelse behøvede ikke at ligge på 1. sal, men lå ofte i samme plan som selve stuen, som kan sammenlignes med et stort værelse (gæsteværelse) ved siden af stuen. Verset siger altså, at der ikke var plads til Josef og Maria i husets store værelse, som derfor blev nødt til at overnatte i fællesrummet, som var datidens dagligstue. Ligesom i det gamle Danmark lå stalden op til denne stue; og der var ingen væg til stalden, og på den måde kunne husets beboere få varmen fra dyrene. I det gamle Israel lå stalden dog ofte (oftest?) lidt under stuens gulvniveau, og således, at dyrenes krybber dannede en kant mellem stue og stald. Stalden kunne dog også være en grotte, som man havde bygget huset ud fra. Det er denne indretning af huset, vi må være opmærksom på for at forstå vers syv rigtigt.

Men hvis de ikke indlogerede sig i et herberge, men i et privat hjem, så kommer spørgsmålet: Hvem indlogerede de sig så hos? Vers 4 forklarer, at Josef og Maria rejste til Betlehem, fordi han (og Maria) var af Davids hus og slægt, og det er derfor meget sandsynligt, at de havde slægtninge i byen. Det kunne godt være langt ude, men den, som kender bare lidt til befolkningen i Mellemøsten ved, at de enkelte familier altid har haft et meget stærkt familie- og slægtbånd. Det betyder konkret, at det var fuldstændig utænkelig, at de ikke sørgede for både kost og logi til sine tilrejsende slægtninge, også selvom der nærmest ikke var plads. Da Josef og Maria ankom, var der allerede kommet mange gæster dertil, hvor der var jo sket det usædvanlige, at alle i slægten skulle skrives i mandtal. Derfor var der fyldt op i det værelse, som familien brugte til gæsteværelse. Derfor foreslog værtsparret, at de gerne måtte brede deres sovemåtter ud i den ende af dagligstuen, som adskilte stuen fra stalden, således at de lå tæt på den krybbe, som var ud for nogle af de dyr, som stod i stalden. Jeg læser nu vers 7 igen, dog med et par forklarende ord i midten, og med det rigtige ord i dets afslutning:

"Og hun fødte sin søn, den førstefødte, og lagde ham i en krybbe (i den ene ende af stuen), thi der var ikke plads til dem i det store værelse i huset".

I dag er der inde i Fødselskirken en stjerne af sølv, som markeret stedet, hvor 'det skete', og en tekst forklarer, at "her fødtes Kristus af jomfru Maria". Men var det her, at 'en fattig jomfru sad i løn, og fødte himlens kongesøn'? Måske. Måske ikke. Men det er jo heller ikke stedet, der er det vigtigste, men derimod hvad der skete den nat.

"Og det skete, medens de var der, kom tiden, da hun skulle føde".

Ordene: 'medens de var der', taler for, at der sandsynligvis er gået et stykke tid, siden de var ankommet. Måske havde de allerede ladet sig indskrive, før Jesus blev født. Hos Lukas står der ordret (fra græsk), at 'da fuldkommedes dagene', og der ligger ligesom en nedtælling i disse ord. Gud har jo sagt, at han ville sende en frelser i tidens fylde. Engang fik Biliam dette profetisk budskab fra Gud om ham, som skulle komme engang:

'Jeg ser ham, dog ikke nu, jeg skuer ham, dog ikke nær! En stjerne opgår fra Jakob, et herskerspir fra Israel..', 4, Mos. 24:17.

Med andre ord: Han kommer, men det ville først ske i tidens fylde. Derfor sagde han: 'Jeg ser jeg ham, dog ikke nu, jeg skuer ham, dog ikke nær!' Senere kom andre profeter til, som fx Daniel, som fortæller, at om så og så mange år skal han stå frem og sone folkets misgerninger (Dan. 9:24-26a). Ingen skriver noget om, hvornår denne frelser bliver født, men ud fra Daniels profeti var mange i tidspunktet omkring Jesu fødsel klar over, at det ikke kunne vare længe, og der var da også en stor forventning blandt folket om dette, jfr. Luk. 2:25-33. De vidste derfor også besked om, at Jesus skulle fødes i Betlehem. Andre vers havde de mere svært ved at forstå, fx det meget kendte vers i Es. 9:6, som lyder således:

"Et barn er født os (af jomfru Maria), en søn er os givet (af Gud), på hans skuldre skal herredømmet hvile; og hans navn skal være: Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud, Evigheds-Fader, Fredsfyrste..".

Jo, de troende i den gamle pagt vidste en del om Messias, selvom de havde svært ved at fatte det, de fik fortalt. De forstod, at han var Davids søn, men hvordan kunne han så også være Guds Søn og Gud selv? Og hvordan kan han på samme tid komme fra Himlen, som Gud har vist Daniel?

Da tiden var inde, åbenbarede Gud for dem, der blev kaldt 'de stille i landet', som de troende i landet blev kaldt, at nu er tiden kommet, og snart skulle de forstå alt det, som 'David dunkelt så og sang'. Da kom englen Gabriel til jomfru Maria med budskabet fra Himlen om, at hun var udvalgt til at føde Himlens kongesøn, og han skal kaldes Jesus.

Det skete i tidens fylde, Gal. 4:4. Gud, som er historiens Gud, lod Jesus blive født i den rette historiske og profetiske tid. Maria indså dette og tilbad Gud, som ved Jesu komme "har taget sig af Israel, sin tjener, og kommet (sin) barmhjertighed i hu imod Abraham og hans æt til evig tid, sådan som han lovede vore fædre", Luk. 1:54-55.

Det er dét, evangeliet om Jesus Kristus handler om. Det, Gud har lovet, ville og vil han opfylde. Altid! Det er vores tryghed, håb og vished. Det fylder os med glæde og lovprisning til Gud Fader, og til hans Søn, som blev født julenat med det formål at dø på korset for at sone vore synder, for at vi - og hvert eneste menneske på jorden - kan blive forsonet med Gud og gå fri. Lad det ikke bare være noget, vi har hørt mange gange før, men lad os tage det til os, som om det er første gang, vi hører det.

Denne dejlige julesalme er kommet med i den nye salmebog. Lad os tilbede ham, som vi opfordres til i den:

1 Kom, alle kristne, lad os sammen ile

til barnet i krybben i Betlehem.

Frem vil vi træde, for Guds Søn med glæde.

Kom, lad os ham tilbede,

kom, lad os ham tilbede,

kom, lad os ham tilbede i Betlehem!

2 Syng, englehære, giver Herren ære,

at han lod sig føde i Betlehem.

Lys er oprunden, fred på jord er kommen.

Kom, lad os ham tilbede,

kom, lad os ham tilbede

kom, lad os ham tilbede i Betlehem!

3 Lov, pris og ære skal for evigt være

vor hyldest til barnet i Betlehem.

Evigt Gud Fader Himlens dør oplader.

Kom, lad os ham tilbede,

kom, lad os ham tilbede

kom, lad os ham tilbede i Betlehem.

Dengang tilbad de barnet i Betlehem for hans komme til jorden for at frelse enhver, som tror. Nu er han i Himlen, og stadig tilbedelsesværdig, for på Golgatas kors har han jo ved sit blod skaffet os adgang til Faderens trone og hjerte for enhver, som tror og tager imod hans frelse. Lad os derfor tilbede ham og prise ham i al evighed, og prise ham med de ord, som den utallige skare i Himlen jubler over, da de står frelste hjemme i Himlen:

"Værdig er Lammet, det slagtede, til at få kraft og rigdom og visdom og styrke og pris og ære og lov", Åb. 5:13.

Dette står fast i al evighed, Halleluja, Amen.

Jeg vil slutte med denne vidunderlige salme, der opsummerer alt dette for os:

1: Tak og ære være Gud, som har ført sit løfte ud, og til syndres salighed sendt sin kære Søn herned.

2 Hvad de gamle fædre sig ønskede så hjertelig, og hvad fordum lovet var, Herren herligt opfyldt har.

3 Vær velkommen, nu min fred, dig ske tak for evighed! Drag, o Jesus, ind til mig, vejen selv du bane dig.

4 Kom, du ærens konge! kom, hjertet er din ejendom; rens det, dan det, som du vil, jeg kun dig vil høre til.

5 Med din trøst min sjæl opfyld for min frygts og armods skyld, at i troen idelig jeg må hænge fast ved dig,

6 at når du i herlighed kommer anden gang herned, jeg kan dig i møde gå og retfærdig for dig stå.