Guds åbenbaring

.. i et billedsprog, vi forstår.

 

 

Af Eskild Skov Særkjær

 

 

Til at begynde med skal vi se på et vers fra NT, hvor vi får dette at vide om Gud:

      “Han (er) den eneste, der har udødelighed, som bor i et lys, ingen kan komme nær, som intet menneske har set, ej heller kan se; ham være ære og evig magt! Amen”, 1. Tim. 6:16.

 

Overalt i bibelen gøres det som her klart, at ingen har set Gud, for han bor i et lys, som intet menneske kan tåle at se ind i, og derfor skjuler han sig. Dertil kommer, at synden adskiller os fra ham, og derfor, da Moses bad Gud om at drage med dem, svarede han ham og sagde:

      “Sig til israelitterne: Vandrede jeg kun et eneste øjeblik (med) i din midte, måtte jeg tilintetgøre dig”, 2. Mos. 33:5. 

 

Gennem skriften er der mange eksempler på, at Gud forbyder, at vi laver os noget billede af ham, for det vil nemlig altid være et forkert billede og kan let føre til, at vi kommer til at dyrke dette billede i stedet for den almægtige Gud, som ingen kan se, jfr. 5. Mos. 4:15-19. På den anden side beskriver, åbenbarer og næsten menneskeliggør Gud sig selv gennem billeder, for at vi kan relatere os til ham og forstå, hvem han er og hvad han vil gøre for os. Derfor bruges der næsten overalt i bibelen billeder af Gud, når han beskrives - også selvom de enkelte af disse i deres begrænsning kun kan vise os en del af Guds væsen og kan derfor aldrig være en fyldestgørende beskrivelse af ham.

 

Et eksempel på det samme er vores brug af billeder. Hvis vi, fx som manden i Højsangen (som repræsenter Kristus), tiltaler den, vi elsker, for en dugfrisk rose, og hun (som repræsenterer menigheden) svarer ham og siger, at ‘dit navn er en udgydt salve’, så er det ord, som elskende siger til hinanden. Dette er selvfølgelig talt i et poetisk billedsprog, som tydeligt vidner om deres kærlighed til hinanden, og dette billedsprog fortæller næsten mere om deres kærlighed end en længere uddybende forklaring. Billedsproget fortæller simpelthen, at så højt elsker Kristus os, og vi elsker ham tilbage. Men hvis vi forestiller os, at brudgommen er blevet borte, og hun må ud for at lede efter ham, så ved vi, at det ikke nytter noget at beskrive ham som en udgydt salve. I stedet må hun beskrive ham på en anden måde - og forklare nærmere, hvordan han ser ud, hvordan han er klædt, osv. Således bruger bibelens forfattere også mange forskellige billeder af Gud for at beskrive de forskellige sider af ham; og i et sprog, hvor de ikke prøver at begrænse hans usammenlignelighed.

 

Et eksempel på sådanne billeder finder vi i salme 18, hvor David priser Herren og siger til ham, at han har ham hjertelig kær, og er 

      "min styrke.., min klippe, min borg, min befrier, min Gud, mit bjerg, hvortil jeg tyr, mit skjold, mit frelseshorn (og) mit værn”, v. 2.

 

Sådan er Gud - også for os! og vi forstår hvert ord, fordi de hver for sig og tilsammen er beskrivende billeder af, hvem Gud er. Det samme er tilfældet i bibelens beskrivelse af, at han er kærlighed, retfærdig, barmhjertig og fuld af nåde, og for at bruge Jesu ord: Vejen, Sandheden og Livet, som også bruges om Gud Fader i GT. Dertil kommer, at han har åbenbaret sig som vor Himmelske Fader, i hvem hvert faderforhold på jorden har sit navn.

 

Alt dette er sandt! og hvert enkelt udsagn viser os forskellige billeder, sider eller aspekter af, hvem Gud er. Hver enkel del fortæller os nemlig noget om ham, som vi ellers kunne have svært ved at forstå. Vi ved fx, at selvom Gud er Ånd og allestedsnærværende, og bor i et lys, som intet menneske har set og ikke kan se, som vi læste det i indledningen, så taler bibelen dog (for vores skyld) også om Gud som en person, der som nævnt næsten på menneskelig vis følger med i, hvad der sker på jorden. Han ser og lytter fx til det, de hellige gør og siger, og stiger ned fra himmelen for at hjælpe dem i deres nød. Men, behøver Gud at lytte som vi for at høre? Eller stige ned fra Himmelen for at se, hvad der sker? Selvfølgelig ikke! For, som David siger til Gud:

      “Herre.. du ved, når jeg sidder, og når jeg står op, du fatter min tanke i frastand, du har rede på, hvor jeg går eller ligger, alle mine veje kender du til fulde. Thi før ordet er til på min tunge, se, da ved du det, Herre, til fulde. Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din hånd på mig. At fatte det er mig for underfuldt for højt, jeg evner det ikke..”, Salme 139:2-6.

 

Dette vidnesbyrd om Gud er også vores vidnesbyrd, for vi ved, at selvom han er og bor i Himmelen, så er han på samme tid også her ved sin Hellige Ånd, og derfor er han også altid tilstede hos os og på jorden for at udføre sin plan og vilje.

 

Når bibelen taler om Gud som en person, der som nævnt ofte fremtræder som et menneske, hører det også med, at han konsekvent omtales som ‘han’, altså i personkategorien mand, og dog er han selvfølgelig andet og mere end en mand. Ifølge skabelsesberetningen er mennesket skabt i Guds billede, og med denne tilføjelse: ‘som mand og kvinde skabte han dem’’. Det betyder, at både mand og kvinde er skabt med denne gudlighed i sig. Som eksempel beskrives Gud da også nogle gange i bibelen billedligt som en mor, der har omsorg for sine børn. Et af de smukkeste steder finder vi hos profeten Esajas, som på Guds vegne siger dette til folket:

      “Glemmer en kvinde sit diende barn? Glemmer en mor det barn, hun fødte? Selv om de kunne glemme, glemmer jeg ikke dig”, Es. 49:16. 

 

I forbindelse med dette billede på Guds kærlighed har vi et i NT, der minder om det, og her er det Jesus, der fuld af sorg siger dette til Jerusalems borgere:

      “.. hvor ofte har jeg ikke villet samle sine børn, som hønen samler kyllingerne under sine vinger, men I ville ikke”, Matt. 23:37.

 

Gud kan altså ikke beskrives fyldestgørende alene ved hjælp af billedet af en mand, for Gud overskrider alle vore begreber om, hvad en mand - og for den sags skyld også, hvad en kvinde er; men når det er sagt, så har Gud dog åbenbaret sig som sådan. Dette understreges af, at han også har åbenbaret sig som vor Herre og Fader. I den forbindelse bliver Jesus Kristus da også konsekvent omtalt som både Guds Søn og Davids Søn, og selv kaldte han sig for Menneskesønnen. At forsøge at ændre på det, som Gud har åbenbaret om sig selv i bibelen, og som mange forsøger på nu til dags, er simpelthen ikke andet end et forsøg på at skabe et andet billede af Gud end den, der er åbenbaret os i bibelen - og selvom vi måske ikke synes, det er så slemt, så er det faktisk afgudsdyrkelse.

 

Det samme sker, når nogle lærer, at alle bliver frelst, fordi Gud er kærlighed. Eller, at alle mennesker er Guds børn. Det er sandt nok, at Gud er kærlighed, men hvis man på denne baggrund argumenterer for, at alle så derfor også bliver frelst, så er det et forkert billede af Gud, der tegnes. For det er jo ikke sandt, hvis man ved dette tilsidesætter menneskets frie vilje til at sige ja eller nej til denne frelse. Derfor ser vi i billedet af Guds kærlighed også hans tugt. Det er dét, som salmen, der bygger på de alvorlige ord fra Mal. 3:2-4 henviser til, når den nævner, at 'han (Gud) sidder ved smeltediglen og lutrer sølvet med flid'. Vi ved jo, at årsagen til, at han sidder der, er, at sølvet (som er et billede på den enkelte af os) må lutres for at være ham til behag og for om muligt at bestå i den kommende dom. For at alle kan se, at Gud mener det med dommen alvorligt, så bruger han fx i Hos. 5:14 et billede af sig selv som en løve, der kommer for at sønderrive byttet og slæbe det bort, og i teksten lige efter siger han: 'Ingen kan redde det'. I et andet billede på det samme omtaler han sig selv som en fortærende ild, der som jordens dommer kommer for at dømme enhver efter deres gerninger.

 

Når vi læser bibelen, er der ingen tvivl om, at Gud gør alt dette, for at de enkelte må blive frelst. Han vil ikke, at nogen skal fortabes, og derfor bruger han til tider hårde metoder for at få mennesker i tale. Bibelen fortæller, at han går rundt for at opsøge og frelse det fortabte, og dem, der hører ham, kalder han til sig, ligesom en hyrde, der samler sine får - sin hjord. Dette hyrdebillede er ikke tilfældigt valgt. I Moseloven er det beskrevet, at en hyrde er ansvarlig for hjorden, og hvis et af dyrene kommer til skade eller har forvildet sig bort, er han derfor også erstatningspligtig overfor ejeren. Derfor var det hyrdens ansvar at sørge for hjorden, bringe det til gode græsgange, og hvis det bortkommer, må han lede efter det for at bringe det tilbage, og forbinde dets sår. Alt dette ligger der bag det vidunderlige billede på Herren som den gode hyrde, som David beskriver i salme 23, og som har været til stor velsignelse for så mange. Lad os give os tid til at læse den:

      "Herren er min hyrde, mig skal intet fattes* (*jeg skal ikke mangle noget), han lader mig ligge på grønne vange. Til hvilens vande leder han mig, han kvæger min sjæl, han fører mig af rette veje for sit navns skyld. Skal jeg end vandre i dødskyggens dal, jeg frygter ej ondt; thi du er min kæp og din stav er min trøst. I mine fjenders påsyn dækker du bord for mig, du salver mit hoved med olie, mit bæger flyder over. Kun godhed og miskundhed følger mig alle mine dage, og i Herrens hus skal jeg bo gennem lange tider".

 

Når vi læser denne salme, er det tydeligt, at den er en beskrivelse af fårets beskyttende tilværelse under den gode hyrde, som er et billede af Gud, der tager sig af den enkelte, som her er David. Han siger jo: 'Herren er MIN hyrde', og derefter forklarer han gennem i alt 14 udsagn om, hvordan det er at være under denne hyrdes beskyttelse og hjælp, både i nutid og i al fremtid.

 

Når vi læser denne salme, er det tydeligt, at det, der beskrives, er en billedtale. Det fremgår fx af beskrivelsen af selve vandringen, og af det måltid, som hyrden, der jo er Gud Herren, retter an for ham i fjendens påsyn. Vi er stadig inden for hyrdebilledets område og viser os Guds omsorg for hjorden, men måltidsbilledet skildrer ham nu som en vært, der forkæler David (og alle troende) med god mad, et fyldt bæger og salve til hovedet - men vigtigst af alt: Guds nærvær, og dertil kommer: at få lov til at bo i hans hus alle dage under den totale beskyttelse. 

 

Ganske vist taler salmen først og fremmest om Guds hyrdeomsorg for os i livet her og nu, men som vi har set, rækker den på samme tid videre frem. Når David fx i vers to taler om, at Herren leder ham til hvilens vande, så ser han helt ind i evigheden, og taler om det samme, som når Johannes i et syn af Himlen siger dette om hyrden og de opstandne hellige:

      “Lammet, som står midt for tronen, skal være deres hyrde, og leder dem til kilderne med livets vand; og Gud skal tørre hver tåre af deres øjne”, Åb. 7:17.

 

Således henviser salme 23 på samme tid både til det nuværende liv, og til det kommende hjemme hos Gud - og det ser vi især i det sidste vers, hvor David skriver, at ‘i Herrens hus skal jeg bo gennem lange tider’, hvor det sidste er et bibelsk udtryk for ‘i al evighed’, som det da også er oversat til i flere bibeloversættelser.

 

Ved at sammenligne verset fra Åbenbaringen med salme 23, fremgår det ganske tydeligt, at det er Jesus Kristus, der er hyrden, der leder os - og som vi følger gennem hans død til det evige liv. Det var jo ham, der var med Guds folk i den gamle pagt, og gik foran dem, og det samme er tilfældet i den nye pagt. Vi kan bare tænke på ordene i missionsbefalingen, hvor Jesus siger, at 'jeg er med jer alle dage indtil verdens ende'. Det er om ham, at der står, at han er Gud Faders ‘afglans og hans væsens udtrykte billede’; og han vidner jo også selv om dette, når han siger: ‘Jeg og Faderen, vi er ét’ - og et andet sted: ‘Den, der har set mig, har set Faderen’. I ham ser vi altså, hvem Gud er, og alle de billeder, som han har åbenbaret sig ved i GT, er alle forenet og åbenbaret i ‘den enbårne, som selv er Gud’, John. 1:18.

 

Om ham står der, at han - i modsætning til de dårlige hyrder, der er beskrevet i GT, og især Ez. 34, i John. 10 vidner om sig selv og siger, at han er den gode hyrde, der kender det enkelte får, og tager sig af det. I det samme kapitel får vi hans forsikring på, at ingen kan rive nogen ud af hans hånd, og dermed heller ikke af Faderens hånd, som han siger lige efter. Når vi altså sammen med David kan sige, at ‘Herren er MIN hyrde’, så bekender vi på samme tid også, at det er Jesus Kristus, som er ét med sin Fader, der er denne hyrde. Og det er endda en hyrde, der var villig til at sætte sit liv til for fårene. Hvilken vidunderlig hyrde, vi har.

 

Og her skifter billedet. Som bibelen fremstiller Herren Jesus som hyrden, så er han også Lammet. Det er jo ham, Johannes Døber vidnede om, da han så Jesus komme imod sig og sagde dette til alle omkring ham: ‘Se det Guds Lam, som bærer (eller borttager) verdens synd’, John. 1:29.

 

Ordene om Jesus, der som Herrens tjener kommer som et lam for at dø for folket, hører til en af de bedst kendte tekster i Esajas. Selve billedet af et stedfortrædende offerdyr var (og er) velkendt for alle jøder, fordi det udførligt er omtalt i Moselovens lange gennemgang af offerloven. I denne gennemgang forklarer Gud, at synd fører til døden, hvis der ikke bringer det rette stedfortrædende offer, for at den enkelte ved dette offer - forud for ham, der skulle komme - kunne få hans tilgivelse. Det fremgår nemlig, at det rette offer ikke var de dyr, de blev bedt om at ofre. De var nemlig kun var sindbilleder på det Guds lam, der ville komme som er et evigt og fuldkomment offer for synd - han, som ifølge Hebr. 9:12 én gang for alle gik ind i helligdommen med sit eget blod og vandt en evig forløsning.   

 

I GT er der flere forbilleder på dette evige Guds lam, som bærer/borttager verdens synd. Her kan vi fx tænke på teksten i 1 Mos. 22, hvor Gud, som et billede på sin enbårne Søn, befaler Abraham at bringe sin eneste søn som et offer på Moria bjerg - samme sted, hvor Jesus blev korsfæstet. Der står, at det var for at sætte Abraham på prøve, men også, at han blev standset i at bringe sit offer, netop fordi det 'kun' var et billede på ham, Gud ville sende for at sone verdens synd. Abraham må have anet dette, idet han kaldte bjerget for det sted, hvor 'Herren udser sig' offeret (22:14), og er 'bjerget, hvor Herren viser sig'. 

 

Og det var jo netop det, der skete, da Jesus senere gav sit liv på det samme bjerg, efter at Herren har udset sig det eviggyldige offer, og i ham viser os sin herlighed. Derfor har han fået dette vidnesbyrd i NT:

      “Ham, som en kort tid var blevet gjort ringere end englene, Jesus, HAM SER VI, fordi han led døden, kronet med herlighed og ære, for at det ved Guds nåde skulle komme alle til gode, at han havde smagt døden”, Hebr. 2:9.

 

Dette var det første store vidnesbyrd i GT om det Guds lam, der vil komme og give sit liv som et stedfortrædende offer for synd. Det næste store eksempel har vi i den kendte tekst i 2. Mos. 12, hvor Gud befaler jøderne at slagte et lam og smøre dets blod på dørstolperne og i overliggeren på de huse, hvori de befinder sig - og da vil jeg, siger Gud, ‘se blodet og gå forbi jer.., når jeg slår Egypten’, v. 13.

 

Alt dette var for jøderne sindbilleder, der viste frem på Jesus som Guds lam, der bærer verdens synd, og som profeten Esajas tager op i den førnævnte kendte tekst om Herrens lidende tjener. I teksten beskrives der et billede af mennesker, der er som forvildede får; og har brug for redning - eller mere korrekt frelse - for i billedet tales der jo tydeligt om, at det er synd og skyld, der har ført dem vild.

 

Teksten fortæller dog også ligeså tydeligt om, at der faktisk er håb om redning og frelse, nemlig ved ham, som Gud vil sende i deres sted, og som vil tage deres synd og straf på sig. I den lange profeti om Jesus siger han bl.a. dette om Guds redningsplan for at frelse verden:

      “Vi for alle vild som får, vi vendte os hver sin vej, men Herren lod falde på ham den skyld, der lå på os alle. Han blev knust og bar det stille, han oplod ikke sin mund som et lam, der føres hen at slagtes, som et får, der er stumt, når det klippes - han oplod ikke sin mund. Fra trængsel og dom blev han taget, men hvem i hans samtid tænkte, da han reves fra de levendes land, at han ramtes for mit folks overtrædelser”, Es. 53:6-8. 

 

Jo, Jesus er visselig Guds lam, der kom til verden for at frelse fårene, dvs. alle mennesker, og det gjorde han ved at gå i døden for dem. Det, at han er Guds lam, er hans kendenavn og adelsmærke - og derfor bærer han da også for evigt dette navn, ikke ét blandt flere, for der er kun det ene Guds lam. I Åbenbaringen bliver han fx omtalt som Lammet (i ental) hele 28 gange.  

 

Men, kan man spørge: Er jeg med beskrivelsen af Jesus som hyrden og Lammet ikke kommet et stykke væk fra emnet i denne gennemgang, som er at beskrive det billede af Gud, som bibelen har givet? Svaret må være et nej, for Jesus viser os jo netop Faderen, og hvad han har gjort for at frelse os. Og det er jo på denne baggrund, at Jesus siger, at ‘den, der har set mig, har set Faderen’. Som det er åbenbaret os gennem skriften, så ved vi, at i og med den inkarnerede Søn, Jesus Kristus, er ‘Gud med os’. Det er jo netop, fordi vi skal forstå, hvem han er, at Gud har åbenbaret disse sandheder for os ved sin Søn, såvel som gennem de billeder, der bruges om ham i bibelen - og vel at mærke i et sprog, som vi kan forstå og relatere os til.

 

Dette sker, som når Jesus, udover det, der allerede er nævnt, på den treenige Guds vegne omtaler sig som fx Fårenes dør, Livets Brød, Det levende vand, Verdens lys, Vejen, Det sande vintræ, Vingårdsmanden, Husbonden, Kongen, Kongesønnen, Brudgommen, osv. Således viser ‘den enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn’ os, hvem Gud er, og at som han er, således er Gud, og således også Ånden. Vi forstår ikke Guds treenighed, eller hans kærlighed til os, men også dette viser han os gennem billeder, vi kan forstå. I Højsangen beskrives han fx som en brudgom, der elsker sin brud, og som derfor også længes efter at blive ét med hende. Dette ‘jordiske’ kærlighedsbillede tager Paulus op i et af sine breve, idet han siger:

      “I mænd! elsk jeres hustruer, ligesom Kristus elskede kirken og gav sig selv hen for den”, Ef. 5:25.

 

Bibelen bruger altså forholdet mellem en mand og hans hustru som et billede på sig selv og sin menighed. Dette kan vi også indirekte se i skabelsesberetningen, hvorfra jeg citerede verset, hvor der står, at ‘Gud skabte mennesket i sit billede..’, men i det samme vers står der som bekendt også, at ‘som mand og kvinde skabte han dem’. Her bliver det åbenbaret, at mennesket (som står i ental) er én, men er alligevel to. Det fremgår måske endda tydeligere, når teksten derefter siger, at 'de to bliver ét kød!' Denne enhed er som allerede omtalt et billede på den fuldkomne enhed, der er mellem Kristus og menigheden, og den er på samme tid også et billede på den enhed, der er mellem Faderen, Sønnen og Ånden.

 

Jo, Gud har virkelig talt til os i et billedsprog, som vi kan forstå og kan forholde os til. Disse billeder er dog, hvor rammende vi end synes, de er i beskrivelsen af Gud, alligevel utilstrækkelige, for han er jo langt andet og mere end disse billeder beskriver. Det er, fordi vi ikke kan fatte, hvem han virkelig er, at han fremstiller han sig selv gennem sådanne billeder, for at vi kan forstå ham bedre, ligesom det er tilfældet, når der er tale om hans miskundhed, nåde, veje og tanker, der ifølge bibelen 'billedligt set' er højere end himlen er over jorden - og derfor siger han, igen med et billede, at hans tilgivelse for vore synder er fjernet ligeså langt fra os, som østen er fra vesten, Es. 55:8f., Sl. 103:11-12.

 

Det overgår simpelthen al erkendelse, og derfor skal vi passe på ikke at begrænse Gud, så vi laver os et billede af ham, som vi let kan forholde os til - for så at kassere det ubegribelige. Der er fx mange i dag, der ligesom i oldkirken kasserer bibelen lære om, at Gud er én og dog tre, fordi de lader deres egne tanker bestemme deres tro og gudsbillede, jfr. Es. 42:8. Virkeligheden er, at den, der vil se, hvad der står i bibelen om Gud, kan se, at dét, der siges om Faderen, også siges om Sønnen og Helligånden, og at de derfor både hver for sig og tilsammen omtales og åbenbarer sig som Herren (Jahve). Lad os derfor vogte os for, at vi ikke skaber os en gud i vort eget billede, for det er afgudsdyrkelse, men bøje os for skriften, når den på forskellig måde taler til os om den almægtige og treenige Gud.

 

Lad os derfor altid prise Gud Fader, Søn og Helligånd for, at han har åbenbaret sig som den, han er, og i billeder, så vi kan fatte, hvor stor, vidunderlig og ophøjet han er, og hvad han - som i det vidunderlige løfte, vi skal læse her til sidst - har gjort og fremdeles vil gøre ud over hele jorden til frelse, og med det mål at oprette sig evige rige. Lad os nu læse disse tekster: 

      "Syng Herren en ny sang, hans pris over jorden vide; havet og dets fyld skal juble, fjerne strande og de, som bebor dem..”, Thi han har sagt: “Jeg fører blinde af ukendt vej, leder dem af ukendte stier, gør mørket foran dem til lys og bakkelandet til slette. Det er de ting, jeg gør, og dem går jeg ikke fra..”, Es. 42:10, 16.

 

      "Hærskarers Herre gør på dette bjerg et gæstebud for alle folkeslag med fede retter og stærk vin, med fede marvfulde retter og stærk klaret vin. Og han borttager på dette bjerg sløret, som tilslører alle folkeslag, og dækket, der dækker alle folk. Han opsluger døden for stedse. Og den Herre Herren aftørrer tåren af hver en kind og gør ende på sit folks skam på hele jorden, så sandt Herren har talet. På hin dag skal man sige: Se, her er vor Gud (Fader), som vi biede på, og som frelste os; Her er Herren (Jesus), som vi biede på. Lad os juble og glæde os over hans frelse", Es. 25:6-9.

 

Halleluja, amen!