Bileam, en
profet på gal kurs
Af Eskild
Skov Særkjær
I denne gennemgang skal vi se på
Bileam, en profet, som i tro og tjeneste begyndte godt, men som mere og mere
gjorde det, der var ondt i Guds øjne. Bibelen siger, at vi skal lære af hans
eksempel, ligesom vi skal gøre det ved alle de andre personer, der er omtalt i
den. Det er dette, Paulus har i tankerne, når han skriver:
"Alt, hvad der forhen er skrevet, er jo
skrevet, for at vi kan lære deraf, så vi ved udholdenhed og ved den trøst,
skrifterne giver, kan bevare vort håb", Rom. 15:4.
Vi tager udgangspunkt i 4. Mos.
22:5, hvor Bileam omtales for første gang. Lad os læse verset i dets
sammenhæng:
"På den tid var Balak, Zippors søn, konge over
Moab. Han sendte nu bud til Bileam, Beors søn, i Petor, der ligger ved floden
til ammonitternes land, og bad ham komme til sig, idet han lod sige: Se, et
folk er udvandret fra Ægypten; se, det har oversvømmet landet og slået sig ned
lige over for mig. Kom nu og forband mig det folk, thi det er mig for mægtigt;
måske jeg da kan slå det og jage det ud af landet. Thi jeg ved, at den, du
velsigner, er velsignet, og den, du forbander, er forbandet", v. 4b-6.
Som vi ser, havde Kong Balak et
klart ønske: Israels folk skal forbandes. Årsagen til, at han er så ivrig for
det, fremgår af de forrige kapitler: Israelitterne nærmer sig afslutningen på
den 40-årige ørkenvandring, og er nu kommet tæt på det forjættede land. Men,
for at de kan komme det sidste lille stykke, må de igennem forskellige kongers
områder øst for Jordanfloden - men, da Moses beder dem om at drage igennem, får
han et klart nej. I stedet rykker disse konger i krig mod israelitterne, og
troede nok, at det var en let sag at udslette dem, men alligevel lider de store
nederlag. Gud kæmper nemlig for Israel.
Så kommer vi frem til kap. 22:1,
hvor der står, at israelitterne nu var kommet så langt, at de 'slog lejr på
Moabs sletter hinsides Jordan, over for Jeriko'. Hvad der så skete, kan vi læse
om i det næste vers:
"Da Balak, Zippors søn, så alt, hvad Israel
havde gjort ved amoritterne, grebes Moab af rædsel for folket, fordi det var så
talrigt, og Moab gruede for israelitterne", v. 3.
Balak er altså bange for
israelitterne. Han har jo set, hvordan det er gået de andre folk, der har
prøvet på at gå imod Israels folk og Gud - og sådan er det vel stadig? Derfor
skal de for enhver pris standses, men hvordan? Med våben? Nej, de har jo set,
hvordan det er gået de andre folk, der har bekriget Israels folk, og har muligvis
kommet til det samme resultat, som er beskrevet hos profeten Esajas: 'Ikke et
våben, der smedes mod dig, skal du', Es. 54:17.
Men kong Balak havde en plan. I
hans rige var der mange spåmænd, som var ganske gode til også at forbande. Men
det bedste ville nu være, tænkte han, hvis han kunne få Bileam, som var en af
deres egne, til at forbande Israels folk. Han var nemlig kendt som en Guds
profet, og Balak havde hørt , at 'den, han velsigner, er velsignet, og den, han
forbander, er forbandet'. Og så var han kommet til konklusion, at den
forbandelse er så godt som hjemme, for alle kan købes for penge. Af vers 7
fremgår det, at kong Balaks udsendinge havde fået spåmandsløn med til Bileam.
Hvem var Bileam? Han er på en
måde allerede præsenteret. Der er ingen tvivl om, at han var en Guds profet, og
vist nok også en israelit. I vers 18 kalder han Gud for 'min Gud', og som vi
læste det i vers 6, går alt det han siger i opfyldelse, og det sker, fordi Gud
taler gennem ham. På dette tidspunkt gik Bileam 'den lige vej', som der står i
det vers, vi skal se på om et øjeblik. Men så begyndte det at gå nedad bakke
for ham. Der skete tilsyneladende noget i hans hjerte, som fik ham til at se på
udsendingenes tilbud som et godt tilbud. Derfor, i stedet for straks at sige
det, der er naturligt for en profet, som kender svaret, nemlig: 'jeg kender Gud
og hans løfter mod dette folk, og jeg vil derfor aldrig gøre det, I beder om',
sagde han i stedet:
"Bliv her natten
over, så skal jeg give jer svar, efter som Herren vil tale til mig", v. 8.
Skulle Gud gå imod sit eget ord?
Mon han vil sige noget andet i morgen, end i dag? Nej! Årsagen var, at han lod
sig friste af den løn, han kunne få. Gud, som kender hjerterne, nævner faktisk
flere steder Bileam som et eksempel på, hvor galt det vil gå dem, der
".. har forladt den lige vej og er faret vild
ved at følge samme vej som Bileam, Beors søn, der gerne ville vinde løn ved sin
uret", 2. Pet. 2:15.
Judas lægger heller ikke fingrene
imellem, når han siger:
"Ve dem!.. de har
styrtet sig i Bileams vildfarelse for vindings skyld", Judas 11.
Kærlighed til penge er sammen med
umoral og magtbegær måske de tre største fristelser i verden. Paulus omtaler
førstnævnte fristelse på denne måde:
'Kærlighed til penge er en rod til alt ondt, drevet
af den er nogle faret vild fra troen og har voldt sig selv megen bitter
smerte", 1. Tim. 6:10.
Det fremgår altså tydeligt, at
Bileam lod sig friste af de penge, Balaks udsendinge havde med. Derfor siger
han ikke nej til dem, men vent, I får svar i morgen! Jeg vil lige høre, hvad
Gud siger - som om han var i tvivl. Af sammenhængen er det tydeligt, at han
håber, at Gud siger: 'Gå med dem'. Men det siger Gud ikke! Vers 12:
"Men Gud sagde til Bileam: Du må ikke gå med
dem, du må ikke forbande det folk, thi det er velsignet".
Det er klar tale, og dette svar
er vigtigt at have for øje, når vi ser på det videre forløb. Men i første
omgang siger han dog det til Balaks udsendinge, som han skal sige:
"Vend tilbage til jeres land, thi Herren
vægrer sig ved at give mig tilladelse til at følge med jer", v. 13.
På den måde endte det første
besøg af Balaks udsendinge trods alt godt. I alle fald i de ydre forhold. For
djævelen, som kendte Bileams hjerte, havde fundet et svagt punkt, og den vil
han selvfølgelig udnytte. Det svage punkt er som nævnt 'kærlighed til penge'.
Jakob skriver:
"Ingen må sige, når han bliver fristet: Jeg
fristes af Gud..; men enhver fristes, når han drages og lokkes af sit eget
begær", Jak. 1:13-14.
Derfor kommer fristelsen, og
fristeren, tilbage. Det skete på denne måde:
"Balak sendte på ny høvdinge af sted, flere og
mere ansete end de forrige; og de kom til Bileam og sagde: Således siger Balak,
Zippors søn: Undslå mig ikke for at komme til mig! Jeg vil lønne dig rigeligt
og gøre alt, hvad du kræver af mig. Kom nu og forband mig det folk", v.
15-16.
Nu får Bileam altså stillet endnu
flere penge i udsigt: 'Du kan få alt, hvad du kræver, det eneste du skal er, at
du vil tage med og forbande Israel'. Jeg kan forestille mig, at Bileam lappede
denne tale til sig og tænkte: 'Er jeg så god, at de vil give mig så meget, som
de siger? Og det lyder da forresten heller ikke så slemt! Det er jo bare ord!
Gud er jo en kærlig Gud, så han vil nok tilgive mig, hvis jeg gør noget
forkert. Desuden har Gud jo al magt - og er det forkert, så kan han jo bare
forhindre, at det, jeg siger, går i opfyldelse?'.
Det lyder da rigtig nok, ikke?
Men så enkelt er det ikke. Ifølge bibelen skal en profet nemlig være lydig, og
skal altid tale på Guds vegne. Ellers er han jo ikke længere en sand profet.
Det vidste Bileam egentlig også inderst inde, og han siger derefter igen først
det, man forventer af en sand profet:
"Om Balak så giver mig alt det sølv og guld,
han har i sit hus, formår jeg dog hverken at gøre lidt eller meget imod Herren,
min Guds befaling", v. 18
Og her kunne det 2. besøg være
blevet afsluttet. Bileam kendte jo Guds vilje fra sidste gang, de var kommet,
v. 12. Men i sit hjerte håber han alligevel, at Gud vil tillade, at han tager
med dem, og derfor siger han, som han gjorde forrige gang:
"Bliv derfor også I her natten over, for at
jeg kan få at vide, hvad Herren yderligere vil tale til mig", v. 19.
Vil Gud mon sige noget andet
denne gang? Selvfølgelig ikke! Gud har jo selv sagt, at hans ja og nej altid
vil være et ja eller nej. Men, han fik jo lov til at tage med, som der står i
vers 20, hvor Gud siger:
"Er disse mænd kommet til dig for at hente
dig, så følg med dem; men du må ikke gøre andet, end jeg siger dig".
Altså, hvorfor fik han egentlig
lov til at drage med, når Gud tidligere har sagt nej? Af den ene grund, at hvis
et menneske af hjertet ønsker at gøre det modsatte af, hvad Gud siger, så
tillader han indimellem, at han eller hun gør dét, det selv vil, for at det på
et tidspunkt må indse, hvor dumt det var at gøre netop dette. Dette princip ses
gentagne gange i bibelen. Et eksempel: I 1. Tim. kap. 1 taler Paulus først om
troen og den gode samvittighed, og siger så:
"Den har nogle kastet overbord, og derved har
de lidt skibbrud på troen; blandt dem er Hymenæus og Aleksander, som jeg har
overgivet til Satan, for at de skal tugtes til ikke at spotte Gud", 1.
Tim. 1:18-20
Gud tillader altså, at nogle
ligefrem bliver overgivet til Satan; ikke for, at de skal gå fortabt, men for
at de gennem denne tugt kan se deres dårskab, så de må omvende sig og blive
frelst. På samme måde tillader Gud, at Bileam 'løber linen ud' og tager med
Balaks udsendinge, for at han må forstå og indse, hvor dumt dette er, når han
alligevel ikke kan sige andet end det, Gud siger til ham. Det tror han nok
stadig, at han kan, eller måske tror han, at Gud 'giver efter' og tillader det
alligevel? Det fremgår nemlig af fx 5. Mos. 23:5 og Josva 24:10, at Bileam
havde bedt til Gud om at få lov til at forbande Israel, men 'jeg ville ikke
bønhøre Bileam', siger han.
Nogle tror, at når Gud tillader
noget, så er det automatisk også et udtryk for hans vilje. Men sådan forholder
det sig ikke i alle situationer. Det ses tydeligt i vers 22, hvor der står:
"Guds vrede blussede op, fordi han fulgte med,
og Herrens engel stillede sig på vejen for at stå ham imod, da han kom ridende
på sit æsel, fulgt af sine to tjenere".
De næste vers beskriver, at
æslet, som ser Herren engel stå med et draget sværd i hånden, nægter at gå
videre, og Bileam, som ikke ser noget, bliver irriteret og vred på det, og
begynder at slå det, ikke kun en gang, men tre gange i løbet af de næste
minutter. Og her kommer vi så til det afsnit, som mange har gjort til et af de
mest latterlige tekster i GT: 'Bileams talende æsel: Enhver ved jo, at et æsel
ikke kan tale'. Men denne æsel kunne, fordi 'Herren åbnede æselets mund', v.
28.
"og det sagde til Bileam: Hvad har jeg gjort
dig, siden du nu har slået mig tre gange? Bileam svarede æselet: Du har drillet
mig; havde jeg haft et sværd i hånden, havde jeg slået dig ihjel! Men æselet
sagde til Bileam: Er jeg ikke dit eget æsel, som du har redet al din tid indtil
i dag? Har jeg ellers haft for vane at bære mig således ad over for dig? Han
svarede: Nej! Da åbnede Herren Bileams øjne, og han så Herrens engel stå på
vejen med draget sværd i hånden, og han bøjede sig og kastede sig på sit
ansigt. Men Herren sagde til ham: Hvorfor slog du dit æsel de tre gange? Se,
jeg er gået ud for at stå dig imod, thi du handlede overilet ved at rejse mod
min vilje. Æselet så mig og veg tre gange til side for mig; og var det ikke
veget til side for mig, havde jeg slået dig ihjel, men skånet dets liv!",
v. 28-33.
Her ser vi et eksempel på Guds
vrede overfor en profet, som ikke ønsker at gøre det, Gud vil, men som nu er
tvunget dertil. Hans to tjenere, og alle de andre, som følger med ham, tror
sikkert, at alt er i sin skønneste orden; men Gud, som ser på hjertet, ser
noget andet. En profet, som har forladt den lige vej, fordi han hellere ville
vinde løn ved sin uret. På samme måde er det i dag heller ikke nådegaverne, der
er det vigtigste i en troendes liv, men ifølge Jesus er det dét, der udgår fra
hjertet.
Som reaktion på det, Herrens
engel siger (I GT er Herrens engel identisk med Jesus), svarer Bileam:
"Jeg har syndet, jeg vidste jo ikke, at det
var dig, der trådte i vejen for mig. Men hvis det er dig imod, vil jeg atter
vende tilbage", v. 34.
Man kan umiddelbart få det
indtryk, at Bileams syndsbekendelse var ærlig ment, men ifølge skriften var det
ikke en bekendelse, som kom fra hjertet. Han havde jo, som nævnt, bedt til Gud
om at få lov til at tage med for at forbande Israel, og grunden hertil var
først og fremmest hans havesyge. Derfor er det også hykleri i hans hjerte, når
han fortsætter og siger: 'HVIS det er dig imod, så vil jeg..'. Han vidste
udmærket, at det var imod Guds vilje. For ganske få dage siden havde Gud jo sagt
til ham: 'Du må ikke gå med dem', v. 12. Og lige før: 'Du handlede overilet ved
at rejse imod min vilje'. Hvad var det, Gud havde sagt, der var svær at forstå?
Igen kan det synes mærkeligt, at
Gud så alligevel tillader, at han kan drage videre, når han er så vred over
det. Forklaringen er, at Gud ikke vil stoppe mennesker i at gøre det, der er
imod hans vilje, men vil alligevel bruge hans genstridighed i sin tjeneste,
ligesom han også i dag benytter sig af ikke-kristne og kristne, ja, endda
genstridige kristne, for at føre sin plan igennem. Det betyder ikke, at det var
Guds 'plan A', som kan være lig det, der står i vers 12: 'Du må ikke..'. Når de
så alligevel ikke retter sig efter det, Gud siger, bruger han dem alligevel i
den situation, der er for hånden 'lige nu'.
Vi kender det videre forløb. Fire
gange forsøger Balak at få Bileam til at forbande Israels folk. Men det kan
Bileam ikke - ikke fordi han ikke ønsker det, og derfor forsøger han da også at
formilde Gud, så han giver efter. Han siger derfor til Balak:
"Byg mig syv altre her og skaf mig syv
unge tyre og syv væddere herhen. Balak gjorde, som Bileam havde sagt, og Balak
og Bileam ofrede en tyr og en vædder på hvert alter". 23:1-2.
Bileam kender Moseloven og ved,
at Gud kræver syndofre, men 'glemmer' lige i farten, at det ikke er hans job at
bringe ofre, og kan derfor selvfølgelig heller ikke få hverken Guds velsignelse
eller tilgivelse på denne måde. Og som det ikke er nok: Han lader endda en
hedning som Balak deltage. Men alligevel mener han, at Gud må være tilfreds, og
derfor siger han til ham:
"Jeg har gjort de syv
altre i stand og ofret en tyr og en vædder på hvert", v. 4.
Her husker vi måske, at da Saul
havde gjort noget lignende, kom Samuel ham i møde og sagde:
"Mon Herren har lige så meget behag i
brændofre og slagtofre som i lydighed mod Herrens røst? Nej, at adlyde er mere
værd end slagtoffer, og at være lydhør er mere værd end vædderfedt; thi
genstridighed er trolddomssynd, og egenrådighed er afgudsbrøde", 1. Sam.
15:22.
Det var den samme ulydighed og
ligegladhed, der havde ramt Bileam. Han troede, at han kunne tjene Gud ret
samtidig med, at han kunne 'elske verden'. Sådan er der også mange kristne i
dag, som tror, at de ikke behøver at tage det så tungt med kristenlivet, for
'Gud vil nok frelse os alligevel'. Hertil siger Paulus: 'Giv agt, du som står,
at du ikke falder'. Mennesker kan nemlig ikke gå på den brede vej, som fører
til fortabelse, og så tro, at den ender i himlen.
Så langt er Bileam nok ikke
kommet endnu, selvom det fremgår, at han er på farlig kurs. At man som ham kan
tale profetisk, eller fået andre nådegaver, er ikke et bevis på, at alt står
vel til. Her kan vi fx tænke på dengang, hvor Jesus taler om dem, som tror sig
frelste, men, siger han: 'Ikke enhver, som siger Herre, Herre, skal komme ind i
Himmelen, men (kun) den, der gør min Himmelske Faders vilje', Matt. 7:21. Og så
nytter det ikke, at de forkastede forsvarer sig med, at de har profeteret og
gjort mange andre undere i hans navn. De bliver altså bedraget, fordi de tror,
at det er deres gerninger, eller deres gaver, som afgør deres gudsforhold. Det
er det ikke! Et andet eksempel finder vi i 5. Mos. 13:1-4, hvor teksten handler
om, at hvis det, en profet siger, går i opfyldelse, eller udfører tegn og undere,
så... ja, så skulle man tro, at der ville stå, at dette er et bevis på, at han
er en sand profet. Men det står der ikke. Af teksten fremgår det, at hvis han
samtidig opfordrer mennesker til at gøre noget, som er imod Guds vilje, så skal
man ikke lytte til ham.
Vi skal nu ganske kort se på de
fire profetiske udsagn, som Gud lægger Bileam i munden. Til Balaks store
irritation kan Bileam ikke sige andet end det, han hører Gud sige. Derfor er
han tvunget til, igen og igen, på forskellig måde velsigne Israels folk, og
profetere om dets fremtid. I denne gennemgang skal vi kun se på et enkelt vers
fra det fjerde og sidste udsagn, som er en del af en længere Messias-profeti:
"Jeg ser ham, dog ikke nu, jeg skuer ham, dog
ikke nær! En stjerne opgår fra Jakob, et herskerspir løfter sig fra Israel! Han
knuser Moabs tindinger og alle setssønnernes isse", 4. Mos. 24:17.
Det er som nævnt Messias, som
Bileam får lov til at se i sine syner om fremtiden. Han kommer, selvom det
varer et stykke tid endnu. I vers 14 siger han til Balak, at
"Jeg vil lade dig
vide, hvad dette folk (Israel) skal gøre ved dit folk i de sidste dage".
Det er den endelige dom, der
sigtes til. I den forbindelse kommer Messias (igen) og leder slaget mod Israels
og Guds fjender. Det er nemlig ham, der henvises til, når der står, at 'en
stjerne opstår af Jakob', og skal som hersker over Israels æt knuse alle dets
fjender. Fjenderne er her symboliseret af den aktuelle trussel fra Moab, men
flere steder i GT bliver Moab også gjort til et synonym med alle Israels
fjender. Sets sønner kan vistnok oversættes til at betyde 'larmens sønner',
hvilket måske henviser til alle de folkeslag, som gør oprør mod Gud, dvs. alle
dem, som i de sidste tider går imod Israel og dermed Gud selv.
I vers 23 siger han: "Ve!
Hvo bliver i live, når Gud lader det ske!". Der kommer en dag, hvor Guds
fjender ser, at han holder ord, og den dag kommer, hvor de af frygt for hans
vrede og dom beder bjergene om at skjule dem 'for Guds og Lammets vrede'.
Balak bliver af gode grunde mere
og mere sur over, at Bileam ikke kan sige andet end det, Gud siger til ham. Lad
os høre lidt af det, han er irriteret over:
1: "Da sagde Balak til Bileam: Hvad har
du gjort imod mig! Jeg lod dig hente, for at du skulle forbande mine fjender,
og se, du har velsignet dem", 23:11.
2: "Da sagde Balak til
Bileam: Vil du ikke forbande det, så velsign det i alt fald ikke", 23:25.
3: "Da blussede Balaks vrede op mod Bileam..
(og sagde): For at forbande mine fjender bad jeg dig komme, og se, nu har du
velsignet dem tre gange. Skynd dig derhen, hvor du kom fra! Jeg lovede dig løn,
men nu har Herren unddraget dig den", 24:10-11.
Nu skulle man tro, at Bileam, som
var blevet brugt af Gud til at vidne om hans storhed, og til at profetere om
Messias, Jesus, nu ville bøje sig for ham i ærefrygt og indse, at hans ønsker
har været selviske, og bekende sine synder. Det ville være en god afslutning.
Men sådan skulle det ikke gå! For, da Bileam indså, at han ikke kunne få lov
til at forbande Israel, fandt han i stedet på et 'godt råd', som han derefter
fortalte videre til Balak. Ud fra forskellige tekster i bibelen kan vi se, at
hans råd nok lød omtrent således: 'Jeg tror, vi i fællesskab kan få Israels
folk til at falde fra den levende Gud. Vi skal bare lokke dem med umoral. Du
skal lade Moabs kvinder klæde sig udfordrende, og lokke israelitterne til at
synde. Så vil der nemlig ske det, at folket vil ødelægge sig selv indefra, for
Gud tåler nemlig ikke synd.'
Jeg kan forestille mig, at Balak
havde svaret: 'Ja, lad os gøre det. Hvis det virker, så vil jeg betale dig alt
det, du gik glip af, fordi du velsignede Israel i stedet for at forbande det.'
Vi skal ikke læse kap. 25, men
skal kun læse de tre første vers, som beskriver, hvad kapitlet handler om.
".. folket begyndte at bedrive hor med de
moabitiske kvinder; og da de indbød folket til deres guders slagtoffer, spiste
folket deraf og tilbad deres guder. Og Israel holdt til med Ba'al Peor; derover
blussede Herrens vrede op mod Israel", 4. Mos. 25:1-3.
Senere i kapitlet fortælles det,
at Guds vrede medførte, at han sendte en plage over Israel, som medførte, at
24.000 israelere døde, v. 9. Det står ganske vist intet om Bileam i dette
kapitel, men Guds Ånd må senere havde fortalt Johannes, hvordan det hang
sammen, for til menigheden i Pergamum bruger han netop det, der står i 4. Mos.
25, til at komme med denne irettesættelse til dem:
"Dog er der lidt, jeg har imod dig: du har hos
dig nogle, som holder fast ved Bileams lære, han, der lærte Balak at lægge
snarer for Israels børn, for at de skulle spise afgudsofferkød og bedrive
utugt", Åb. 2:10.
Det er alvorligt, at en som
Bileam, som var begyndt godt på 'den lige vej' til himmelen, endte med at
samarbejde med Guds fjende/r for at lokke israelitterne til at bedrive utugt -
og til at dyrke andre guder. Hans synd begyndte som sagt ved, at han blev
fristet - og selvom det i sig selv ikke er synd, så bliver de det, hvis de får
lov til at slå rod i hjertet. Ubekendt synd bliver nemlig som bekendt altid
større og større, som tiden går. Det er det, Jakob har beskrevet på denne
træffende måde:
"Enhver fristes, når han drages og lokkes af
sit eget begær; derefter, når begæret har undfanget, føder det synd, og når
synden er fuldvoksen, avler den død", Jak. 1:14-15.
Det var det, der gik galt med
Bileam. I stedet for at omvende sig, da han kunne gøre det, gik han i stedet
endnu længere væk fra Guds nåde og frelse. Desværre står der intet om, at han
senere vendte tilbage til Gud. Det var dejligt, hvis det var endt således.
Således kan enhver synd også i dag blive årsag til bedrag og frafald. Jeg har
hørt kristne sige: 'Det sker ikke med os, for vi har Guds Ånd i vore hjerter -
så vi kan ikke bedrages, og kan derfor heller ikke miste frelsen'. Dette viser
blot, at de hverken kender bibelen, syndens magt eller sig selv. Lad os her til
sidst lytte til denne alvorlige påmindelse, som hebræerbrevets forfatter har
givet os:
"Se til, brødre! at der aldrig i nogen af jer
skal findes et ondt, vantro hjerte, så han falder fra den levende Gud. Men
forman hverandre hver dag, så længe det hedder 'i dag', for at ikke nogen af
jer skal forhærdes ved syndens bedrag. Thi vi har del i Kristus, såfremt vi
holder den tillid, vi havde i begyndelsen, urokkelig fast til det sidste",
Hebr. 3:12-14.
Herre, lad os tage ved lære af
Bileams eksempel, så der aldrig må være et ondt, vantro hjerte i os, så vi
falder fra dig. Vi ved, at i ofte kan ledes på vildspor og ønske at gå vore
egne veje. Vi beder derfor om, at vi aldrig må forhærdes af syndens bedrag, men
at vi altid må være villige til, din Ånd må retlede os, når vi går forkert, og
igen vise os din vej. I Jesu navn,
Amen
Hvis denne side ikke er fundet fra hovedsiden, så klik venligst her