Bileam, en profet på gal kurs

Af Eskild Skov Særkjær

 

 

 

I denne gennemgang skal vi se på Bileam, en profet, som i tro og tjeneste begyndte godt, men som mere og mere gjorde det, der var ondt i Guds øjne. Bibelen siger, at vi skal lære af hans eksempel, ligesom vi skal gøre det ved alle de andre personer, der er omtalt i den. Det er dette, Paulus har i tankerne, når han skriver:

  "Alt, hvad der forhen er skrevet, er jo skrevet, for at vi kan lære deraf, så vi ved udholdenhed og ved den trøst, skrifterne giver, kan bevare vort håb", Rom. 15:4.

 

Vi tager udgangspunkt i 4. Mos. 22:5, hvor Bileam omtales for første gang. Lad os læse verset i dets sammenhæng:

  "På den tid var Balak, Zippors søn, konge over Moab. Han sendte nu bud til Bileam, Beors søn, i Petor, der ligger ved floden til ammonitternes land, og bad ham komme til sig, idet han lod sige: Se, et folk er udvandret fra Ægypten; se, det har oversvømmet landet og slået sig ned lige over for mig. Kom nu og forband mig det folk, thi det er mig for mægtigt; måske jeg da kan slå det og jage det ud af landet. Thi jeg ved, at den, du velsigner, er velsignet, og den, du forbander, er forbandet", v. 4b-6.

 

Som vi ser, havde Kong Balak et klart ønske: Israels folk skal forbandes. Årsagen til, at han er så ivrig for det, fremgår af de forrige kapitler: Israelitterne nærmer sig afslutningen på den 40-årige ørkenvandring, og er nu kommet tæt på det forjættede land. Men, for at de kan komme det sidste lille stykke, må de igennem forskellige kongers områder øst for Jordanfloden - men, da Moses beder dem om at drage igennem, får han et klart nej. I stedet rykker disse konger i krig mod israelitterne, og troede nok, at det var en let sag at udslette dem, men alligevel lider de store nederlag. Gud kæmper nemlig for Israel.

 

Så kommer vi frem til kap. 22:1, hvor der står, at israelitterne nu var kommet så langt, at de 'slog lejr på Moabs sletter hinsides Jordan, over for Jeriko'. Hvad der så skete, kan vi læse om i det næste vers:

  "Da Balak, Zippors søn, så alt, hvad Israel havde gjort ved amoritterne, grebes Moab af rædsel for folket, fordi det var så talrigt, og Moab gruede for israelitterne", v. 3.

 

Balak er altså bange for israelitterne. Han har jo set, hvordan det er gået de andre folk, der har prøvet på at gå imod Israels folk og Gud - og sådan er det vel stadig? Derfor skal de for enhver pris standses, men hvordan? Med våben? Nej, de har jo set, hvordan det er gået de andre folk, der har bekriget Israels folk, og har muligvis kommet til det samme resultat, som er beskrevet hos profeten Esajas: 'Ikke et våben, der smedes mod dig, skal du', Es. 54:17.

 

Men kong Balak havde en plan. I hans rige var der mange spåmænd, som var ganske gode til også at forbande. Men det bedste ville nu være, tænkte han, hvis han kunne få Bileam, som var en af deres egne, til at forbande Israels folk. Han var nemlig kendt som en Guds profet, og Balak havde hørt , at 'den, han velsigner, er velsignet, og den, han forbander, er forbandet'. Og så var han kommet til konklusion, at den forbandelse er så godt som hjemme, for alle kan købes for penge. Af vers 7 fremgår det, at kong Balaks udsendinge havde fået spåmandsløn med til Bileam.

 

Hvem var Bileam? Han er på en måde allerede præsenteret. Der er ingen tvivl om, at han var en Guds profet, og vist nok også en israelit. I vers 18 kalder han Gud for 'min Gud', og som vi læste det i vers 6, går alt det han siger i opfyldelse, og det sker, fordi Gud taler gennem ham. På dette tidspunkt gik Bileam 'den lige vej', som der står i det vers, vi skal se på om et øjeblik. Men så begyndte det at gå nedad bakke for ham. Der skete tilsyneladende noget i hans hjerte, som fik ham til at se på udsendingenes tilbud som et godt tilbud. Derfor, i stedet for straks at sige det, der er naturligt for en profet, som kender svaret, nemlig: 'jeg kender Gud og hans løfter mod dette folk, og jeg vil derfor aldrig gøre det, I beder om', sagde han i stedet:

  "Bliv her natten over, så skal jeg give jer svar, efter som Herren vil tale til mig", v. 8.

 

Skulle Gud gå imod sit eget ord? Mon han vil sige noget andet i morgen, end i dag? Nej! Årsagen var, at han lod sig friste af den løn, han kunne få. Gud, som kender hjerterne, nævner faktisk flere steder Bileam som et eksempel på, hvor galt det vil gå dem, der          

  ".. har forladt den lige vej og er faret vild ved at følge samme vej som Bileam, Beors søn, der gerne ville vinde løn ved sin uret", 2. Pet. 2:15.

 

Judas lægger heller ikke fingrene imellem, når han siger:

  "Ve dem!.. de har styrtet sig i Bileams vildfarelse for vindings skyld", Judas 11.

 

Kærlighed til penge er sammen med umoral og magtbegær måske de tre største fristelser i verden. Paulus omtaler førstnævnte fristelse på denne måde:  

  'Kærlighed til penge er en rod til alt ondt, drevet af den er nogle faret vild fra troen og har voldt sig selv megen bitter smerte", 1. Tim. 6:10.

 

Det fremgår altså tydeligt, at Bileam lod sig friste af de penge, Balaks udsendinge havde med. Derfor siger han ikke nej til dem, men vent, I får svar i morgen! Jeg vil lige høre, hvad Gud siger - som om han var i tvivl. Af sammenhængen er det tydeligt, at han håber, at Gud siger: 'Gå med dem'. Men det siger Gud ikke! Vers 12:

  "Men Gud sagde til Bileam: Du må ikke gå med dem, du må ikke forbande det folk, thi det er velsignet".

 

Det er klar tale, og dette svar er vigtigt at have for øje, når vi ser på det videre forløb. Men i første omgang siger han dog det til Balaks udsendinge, som han skal sige:

  "Vend tilbage til jeres land, thi Herren vægrer sig ved at give mig tilladelse til at følge med jer", v. 13.

 

På den måde endte det første besøg af Balaks udsendinge trods alt godt. I alle fald i de ydre forhold. For djævelen, som kendte Bileams hjerte, havde fundet et svagt punkt, og den vil han selvfølgelig udnytte. Det svage punkt er som nævnt 'kærlighed til penge'. Jakob skriver:

  "Ingen må sige, når han bliver fristet: Jeg fristes af Gud..; men enhver fristes, når han drages og lokkes af sit eget begær", Jak. 1:13-14.

 

Derfor kommer fristelsen, og fristeren, tilbage. Det skete på denne måde:

  "Balak sendte på ny høvdinge af sted, flere og mere ansete end de forrige; og de kom til Bileam og sagde: Således siger Balak, Zippors søn: Undslå mig ikke for at komme til mig! Jeg vil lønne dig rigeligt og gøre alt, hvad du kræver af mig. Kom nu og forband mig det folk", v. 15-16.

 

Nu får Bileam altså stillet endnu flere penge i udsigt: 'Du kan få alt, hvad du kræver, det eneste du skal er, at du vil tage med og forbande Israel'. Jeg kan forestille mig, at Bileam lappede denne tale til sig og tænkte: 'Er jeg så god, at de vil give mig så meget, som de siger? Og det lyder da forresten heller ikke så slemt! Det er jo bare ord! Gud er jo en kærlig Gud, så han vil nok tilgive mig, hvis jeg gør noget forkert. Desuden har Gud jo al magt - og er det forkert, så kan han jo bare forhindre, at det, jeg siger, går i opfyldelse?'.

 

Det lyder da rigtig nok, ikke? Men så enkelt er det ikke. Ifølge bibelen skal en profet nemlig være lydig, og skal altid tale på Guds vegne. Ellers er han jo ikke længere en sand profet. Det vidste Bileam egentlig også inderst inde, og han siger derefter igen først det, man forventer af en sand profet:

  "Om Balak så giver mig alt det sølv og guld, han har i sit hus, formår jeg dog hverken at gøre lidt eller meget imod Herren, min Guds befaling", v. 18

 

Og her kunne det 2. besøg være blevet afsluttet. Bileam kendte jo Guds vilje fra sidste gang, de var kommet, v. 12. Men i sit hjerte håber han alligevel, at Gud vil tillade, at han tager med dem, og derfor siger han, som han gjorde forrige gang:

  "Bliv derfor også I her natten over, for at jeg kan få at vide, hvad Herren yderligere vil tale til mig", v. 19.

 

Vil Gud mon sige noget andet denne gang? Selvfølgelig ikke! Gud har jo selv sagt, at hans ja og nej altid vil være et ja eller nej. Men, han fik jo lov til at tage med, som der står i vers 20, hvor Gud siger:

  "Er disse mænd kommet til dig for at hente dig, så følg med dem; men du må ikke gøre andet, end jeg siger dig".

 

Altså, hvorfor fik han egentlig lov til at drage med, når Gud tidligere har sagt nej? Af den ene grund, at hvis et menneske af hjertet ønsker at gøre det modsatte af, hvad Gud siger, så tillader han indimellem, at han eller hun gør dét, det selv vil, for at det på et tidspunkt må indse, hvor dumt det var at gøre netop dette. Dette princip ses gentagne gange i bibelen. Et eksempel: I 1. Tim. kap. 1 taler Paulus først om troen og den gode samvittighed, og siger så:

  "Den har nogle kastet overbord, og derved har de lidt skibbrud på troen; blandt dem er Hymenæus og Aleksander, som jeg har overgivet til Satan, for at de skal tugtes til ikke at spotte Gud", 1. Tim. 1:18-20

 

Gud tillader altså, at nogle ligefrem bliver overgivet til Satan; ikke for, at de skal gå fortabt, men for at de gennem denne tugt kan se deres dårskab, så de må omvende sig og blive frelst. På samme måde tillader Gud, at Bileam 'løber linen ud' og tager med Balaks udsendinge, for at han må forstå og indse, hvor dumt dette er, når han alligevel ikke kan sige andet end det, Gud siger til ham. Det tror han nok stadig, at han kan, eller måske tror han, at Gud 'giver efter' og tillader det alligevel? Det fremgår nemlig af fx 5. Mos. 23:5 og Josva 24:10, at Bileam havde bedt til Gud om at få lov til at forbande Israel, men 'jeg ville ikke bønhøre Bileam', siger han.

 

Nogle tror, at når Gud tillader noget, så er det automatisk også et udtryk for hans vilje. Men sådan forholder det sig ikke i alle situationer. Det ses tydeligt i vers 22, hvor der står:

  "Guds vrede blussede op, fordi han fulgte med, og Herrens engel stillede sig på vejen for at stå ham imod, da han kom ridende på sit æsel, fulgt af sine to tjenere".

 

De næste vers beskriver, at æslet, som ser Herren engel stå med et draget sværd i hånden, nægter at gå videre, og Bileam, som ikke ser noget, bliver irriteret og vred på det, og begynder at slå det, ikke kun en gang, men tre gange i løbet af de næste minutter. Og her kommer vi så til det afsnit, som mange har gjort til et af de mest latterlige tekster i GT: 'Bileams talende æsel: Enhver ved jo, at et æsel ikke kan tale'. Men denne æsel kunne, fordi 'Herren åbnede æselets mund', v. 28.   

  "og det sagde til Bileam: Hvad har jeg gjort dig, siden du nu har slået mig tre gange? Bileam svarede æselet: Du har drillet mig; havde jeg haft et sværd i hånden, havde jeg slået dig ihjel! Men æselet sagde til Bileam: Er jeg ikke dit eget æsel, som du har redet al din tid indtil i dag? Har jeg ellers haft for vane at bære mig således ad over for dig? Han svarede: Nej! Da åbnede Herren Bileams øjne, og han så Herrens engel stå på vejen med draget sværd i hånden, og han bøjede sig og kastede sig på sit ansigt. Men Herren sagde til ham: Hvorfor slog du dit æsel de tre gange? Se, jeg er gået ud for at stå dig imod, thi du handlede overilet ved at rejse mod min vilje. Æselet så mig og veg tre gange til side for mig; og var det ikke veget til side for mig, havde jeg slået dig ihjel, men skånet dets liv!", v. 28-33.  

 

Her ser vi et eksempel på Guds vrede overfor en profet, som ikke ønsker at gøre det, Gud vil, men som nu er tvunget dertil. Hans to tjenere, og alle de andre, som følger med ham, tror sikkert, at alt er i sin skønneste orden; men Gud, som ser på hjertet, ser noget andet. En profet, som har forladt den lige vej, fordi han hellere ville vinde løn ved sin uret. På samme måde er det i dag heller ikke nådegaverne, der er det vigtigste i en troendes liv, men ifølge Jesus er det dét, der udgår fra hjertet.

 

Som reaktion på det, Herrens engel siger (I GT er Herrens engel identisk med Jesus), svarer Bileam:

  "Jeg har syndet, jeg vidste jo ikke, at det var dig, der trådte i vejen for mig. Men hvis det er dig imod, vil jeg atter vende tilbage", v. 34.

 

Man kan umiddelbart få det indtryk, at Bileams syndsbekendelse var ærlig ment, men ifølge skriften var det ikke en bekendelse, som kom fra hjertet. Han havde jo, som nævnt, bedt til Gud om at få lov til at tage med for at forbande Israel, og grunden hertil var først og fremmest hans havesyge. Derfor er det også hykleri i hans hjerte, når han fortsætter og siger: 'HVIS det er dig imod, så vil jeg..'. Han vidste udmærket, at det var imod Guds vilje. For ganske få dage siden havde Gud jo sagt til ham: 'Du må ikke gå med dem', v. 12. Og lige før: 'Du handlede overilet ved at rejse imod min vilje'. Hvad var det, Gud havde sagt, der var svær at forstå?

 

Igen kan det synes mærkeligt, at Gud så alligevel tillader, at han kan drage videre, når han er så vred over det. Forklaringen er, at Gud ikke vil stoppe mennesker i at gøre det, der er imod hans vilje, men vil alligevel bruge hans genstridighed i sin tjeneste, ligesom han også i dag benytter sig af ikke-kristne og kristne, ja, endda genstridige kristne, for at føre sin plan igennem. Det betyder ikke, at det var Guds 'plan A', som kan være lig det, der står i vers 12: 'Du må ikke..'. Når de så alligevel ikke retter sig efter det, Gud siger, bruger han dem alligevel i den situation, der er for hånden 'lige nu'.

 

Vi kender det videre forløb. Fire gange forsøger Balak at få Bileam til at forbande Israels folk. Men det kan Bileam ikke - ikke fordi han ikke ønsker det, og derfor forsøger han da også at formilde Gud, så han giver efter. Han siger derfor til Balak:

   "Byg mig syv altre her og skaf mig syv unge tyre og syv væddere herhen. Balak gjorde, som Bileam havde sagt, og Balak og Bileam ofrede en tyr og en vædder på hvert alter". 23:1-2.

 

Bileam kender Moseloven og ved, at Gud kræver syndofre, men 'glemmer' lige i farten, at det ikke er hans job at bringe ofre, og kan derfor selvfølgelig heller ikke få hverken Guds velsignelse eller tilgivelse på denne måde. Og som det ikke er nok: Han lader endda en hedning som Balak deltage. Men alligevel mener han, at Gud må være tilfreds, og derfor siger han til ham:

  "Jeg har gjort de syv altre i stand og ofret en tyr og en vædder på hvert", v. 4.

 

Her husker vi måske, at da Saul havde gjort noget lignende, kom Samuel ham i møde og sagde:

  "Mon Herren har lige så meget behag i brændofre og slagtofre som i lydighed mod Herrens røst? Nej, at adlyde er mere værd end slagtoffer, og at være lydhør er mere værd end vædderfedt; thi genstridighed er trolddomssynd, og egenrådighed er afgudsbrøde", 1. Sam. 15:22.

 

Det var den samme ulydighed og ligegladhed, der havde ramt Bileam. Han troede, at han kunne tjene Gud ret samtidig med, at han kunne 'elske verden'. Sådan er der også mange kristne i dag, som tror, at de ikke behøver at tage det så tungt med kristenlivet, for 'Gud vil nok frelse os alligevel'. Hertil siger Paulus: 'Giv agt, du som står, at du ikke falder'. Mennesker kan nemlig ikke gå på den brede vej, som fører til fortabelse, og så tro, at den ender i himlen.

 

Så langt er Bileam nok ikke kommet endnu, selvom det fremgår, at han er på farlig kurs. At man som ham kan tale profetisk, eller fået andre nådegaver, er ikke et bevis på, at alt står vel til. Her kan vi fx tænke på dengang, hvor Jesus taler om dem, som tror sig frelste, men, siger han: 'Ikke enhver, som siger Herre, Herre, skal komme ind i Himmelen, men (kun) den, der gør min Himmelske Faders vilje', Matt. 7:21. Og så nytter det ikke, at de forkastede forsvarer sig med, at de har profeteret og gjort mange andre undere i hans navn. De bliver altså bedraget, fordi de tror, at det er deres gerninger, eller deres gaver, som afgør deres gudsforhold. Det er det ikke! Et andet eksempel finder vi i 5. Mos. 13:1-4, hvor teksten handler om, at hvis det, en profet siger, går i opfyldelse, eller udfører tegn og undere, så... ja, så skulle man tro, at der ville stå, at dette er et bevis på, at han er en sand profet. Men det står der ikke. Af teksten fremgår det, at hvis han samtidig opfordrer mennesker til at gøre noget, som er imod Guds vilje, så skal man ikke lytte til ham.  

 

Vi skal nu ganske kort se på de fire profetiske udsagn, som Gud lægger Bileam i munden. Til Balaks store irritation kan Bileam ikke sige andet end det, han hører Gud sige. Derfor er han tvunget til, igen og igen, på forskellig måde velsigne Israels folk, og profetere om dets fremtid. I denne gennemgang skal vi kun se på et enkelt vers fra det fjerde og sidste udsagn, som er en del af en længere Messias-profeti:

  "Jeg ser ham, dog ikke nu, jeg skuer ham, dog ikke nær! En stjerne opgår fra Jakob, et herskerspir løfter sig fra Israel! Han knuser Moabs tindinger og alle setssønnernes isse", 4. Mos. 24:17.

 

Det er som nævnt Messias, som Bileam får lov til at se i sine syner om fremtiden. Han kommer, selvom det varer et stykke tid endnu. I vers 14 siger han til Balak, at

  "Jeg vil lade dig vide, hvad dette folk (Israel) skal gøre ved dit folk i de sidste dage".

 

Det er den endelige dom, der sigtes til. I den forbindelse kommer Messias (igen) og leder slaget mod Israels og Guds fjender. Det er nemlig ham, der henvises til, når der står, at 'en stjerne opstår af Jakob', og skal som hersker over Israels æt knuse alle dets fjender. Fjenderne er her symboliseret af den aktuelle trussel fra Moab, men flere steder i GT bliver Moab også gjort til et synonym med alle Israels fjender. Sets sønner kan vistnok oversættes til at betyde 'larmens sønner', hvilket måske henviser til alle de folkeslag, som gør oprør mod Gud, dvs. alle dem, som i de sidste tider går imod Israel og dermed Gud selv.

 

I vers 23 siger han: "Ve! Hvo bliver i live, når Gud lader det ske!". Der kommer en dag, hvor Guds fjender ser, at han holder ord, og den dag kommer, hvor de af frygt for hans vrede og dom beder bjergene om at skjule dem 'for Guds og Lammets vrede'.

 

Balak bliver af gode grunde mere og mere sur over, at Bileam ikke kan sige andet end det, Gud siger til ham. Lad os høre lidt af det, han er irriteret over:

1:   "Da sagde Balak til Bileam: Hvad har du gjort imod mig! Jeg lod dig hente, for at du skulle forbande mine fjender, og se, du har velsignet dem", 23:11.

2:  "Da sagde Balak til Bileam: Vil du ikke forbande det, så velsign det i alt fald ikke", 23:25.

3:  "Da blussede Balaks vrede op mod Bileam.. (og sagde): For at forbande mine fjender bad jeg dig komme, og se, nu har du velsignet dem tre gange. Skynd dig derhen, hvor du kom fra! Jeg lovede dig løn, men nu har Herren unddraget dig den", 24:10-11.

 

Nu skulle man tro, at Bileam, som var blevet brugt af Gud til at vidne om hans storhed, og til at profetere om Messias, Jesus, nu ville bøje sig for ham i ærefrygt og indse, at hans ønsker har været selviske, og bekende sine synder. Det ville være en god afslutning. Men sådan skulle det ikke gå! For, da Bileam indså, at han ikke kunne få lov til at forbande Israel, fandt han i stedet på et 'godt råd', som han derefter fortalte videre til Balak. Ud fra forskellige tekster i bibelen kan vi se, at hans råd nok lød omtrent således: 'Jeg tror, vi i fællesskab kan få Israels folk til at falde fra den levende Gud. Vi skal bare lokke dem med umoral. Du skal lade Moabs kvinder klæde sig udfordrende, og lokke israelitterne til at synde. Så vil der nemlig ske det, at folket vil ødelægge sig selv indefra, for Gud tåler nemlig ikke synd.'

 

Jeg kan forestille mig, at Balak havde svaret: 'Ja, lad os gøre det. Hvis det virker, så vil jeg betale dig alt det, du gik glip af, fordi du velsignede Israel i stedet for at forbande det.'

 

Vi skal ikke læse kap. 25, men skal kun læse de tre første vers, som beskriver, hvad kapitlet handler om.

  ".. folket begyndte at bedrive hor med de moabitiske kvinder; og da de indbød folket til deres guders slagtoffer, spiste folket deraf og tilbad deres guder. Og Israel holdt til med Ba'al Peor; derover blussede Herrens vrede op mod Israel", 4. Mos. 25:1-3.

 

Senere i kapitlet fortælles det, at Guds vrede medførte, at han sendte en plage over Israel, som medførte, at 24.000 israelere døde, v. 9. Det står ganske vist intet om Bileam i dette kapitel, men Guds Ånd må senere havde fortalt Johannes, hvordan det hang sammen, for til menigheden i Pergamum bruger han netop det, der står i 4. Mos. 25, til at komme med denne irettesættelse til dem:

  "Dog er der lidt, jeg har imod dig: du har hos dig nogle, som holder fast ved Bileams lære, han, der lærte Balak at lægge snarer for Israels børn, for at de skulle spise afgudsofferkød og bedrive utugt", Åb. 2:10.

 

Det er alvorligt, at en som Bileam, som var begyndt godt på 'den lige vej' til himmelen, endte med at samarbejde med Guds fjende/r for at lokke israelitterne til at bedrive utugt - og til at dyrke andre guder. Hans synd begyndte som sagt ved, at han blev fristet - og selvom det i sig selv ikke er synd, så bliver de det, hvis de får lov til at slå rod i hjertet. Ubekendt synd bliver nemlig som bekendt altid større og større, som tiden går. Det er det, Jakob har beskrevet på denne træffende måde:

  "Enhver fristes, når han drages og lokkes af sit eget begær; derefter, når begæret har undfanget, føder det synd, og når synden er fuldvoksen, avler den død", Jak. 1:14-15.

 

Det var det, der gik galt med Bileam. I stedet for at omvende sig, da han kunne gøre det, gik han i stedet endnu længere væk fra Guds nåde og frelse. Desværre står der intet om, at han senere vendte tilbage til Gud. Det var dejligt, hvis det var endt således. Således kan enhver synd også i dag blive årsag til bedrag og frafald. Jeg har hørt kristne sige: 'Det sker ikke med os, for vi har Guds Ånd i vore hjerter - så vi kan ikke bedrages, og kan derfor heller ikke miste frelsen'. Dette viser blot, at de hverken kender bibelen, syndens magt eller sig selv. Lad os her til sidst lytte til denne alvorlige påmindelse, som hebræerbrevets forfatter har givet os:

  "Se til, brødre! at der aldrig i nogen af jer skal findes et ondt, vantro hjerte, så han falder fra den levende Gud. Men forman hverandre hver dag, så længe det hedder 'i dag', for at ikke nogen af jer skal forhærdes ved syndens bedrag. Thi vi har del i Kristus, såfremt vi holder den tillid, vi havde i begyndelsen, urokkelig fast til det sidste", Hebr. 3:12-14.

 

Herre, lad os tage ved lære af Bileams eksempel, så der aldrig må være et ondt, vantro hjerte i os, så vi falder fra dig. Vi ved, at i ofte kan ledes på vildspor og ønske at gå vore egne veje. Vi beder derfor om, at vi aldrig må forhærdes af syndens bedrag, men at vi altid må være villige til, din Ånd må retlede os, når vi går forkert, og igen vise os din vej. I Jesu navn,

 

Amen

 

 

Hvis denne side ikke er fundet fra hovedsiden, så klik venligst her