Forkyndelsen af Jesu undfangelse og fødsel 

ifølge Matt. kap. 1

 

Af Eskild Skov Særkjær

I denne gennemgang skal vi se på det budskab om Jesu undfangelse og fødsel, som en Herrens engel bragte til Josef, og hvor apostlen Mattæus supplerer med en profeti fra GT, der underbygger det, englen har forkyndt. Det er fortalt i Mattæusevangeliets første kapitel, vers 18-25, men vil dog her begynde med læse det første afsnit:          ”Med Jesu Kristi fødsel gik det således til. Han moder, Maria, var trolovet med Josef, men førend de var kommet sammen, viste det sig, at hun var frugtsommelig ved Helligånden. Nu var Josef, hendes mand, retsindig og ville ikke bringe skam over hende; derfor havde han i sinde at skille sig fra hende i stilhed. Mens han tænkte på dette, se, da viste en Herrens engel sig for ham i en drøm og sagde: Josef, Davids søn! Frygt ikke for at hjemføre Maria som din hustru; thi det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden. Hun skal føde en søn, og ham skal du give navnet Jesus, thi han skal frelse sit folk fra dets synder”, vers 18-21. 

Allerede i vers 18 får vi at vide, at Maria, som Josef var trolovet med, var blevet frugtsommelig ved Helligånden, dvs. gravid. Det vidste Josef intet om, men da det enten kunne ses, eller at Maria selv har fortalt det, mente han, at hun har været ham utro – og dét var en stor skandale, for de var jo trolovede, som er meget mere end en forlovelse. At være trolovet betød nemlig, at de havde forpligtet sig ind for Gud til at blive et ægtepar, før de blev gift. Men da utroskab opløste denne forpligtelse, så var det, at han som følge deraf ville skille sig fra hende – men han ville dog gøre det i stilhed for ikke at bringe skam over hende. Hvordan det ville gå, hvis han offentligt anklagede hende, vidste han alt for godt. For efter jødisk lov kunne hun risikere at blive dømt til døden, jfr. John. 8 om den utro kvinde, som vi læser om dér. 

Mens han tænkte over, hvad han skulle gøre, så var det, at en Herrens engel viste sig for ham i en drøm, og her får han at vide, at han ikke skal frygte for at hjemføre Maria som hans hustru – og først nu får han det samme fortalt, som Mattæus har beskrevet i vers 18, nemlig, at ’det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden”.  

 

Jeg tror ikke, at han helt forstod betydningen deraf, og tænkte efterfølgende nok også meget på det, englen havde fortalt. Det var jo aldrig sket før! Den kommende fødsel var da også så enestående, at der måtte en særlig åbenbaring til – og den fik Josef, som jomfru Maria ifølge Luk. 1:28f. jo også tidligere havde fået

Efterfølgende kom de dog begge til tro på det, englen havde fortalt dem, og det samme er tilfældet med os i dag. Vi tror det, fordi den samme Helligånd, som undfangede Jesus i jomfru Maria, også har undfanget den samme tro på dette ’umulige i vore hjerter’. For, som englen sagde til Maria, da hun hørte om det, der skulle ske: ’For Gud er ingenting umuligt, Luk. 1:37.  

 

Men alligevel er der en hel del, der bekender sig som kristne, men som alligevel ikke tror, at Jesus er undfanget ved Helligånden, men så er det spørgsmålet, om de så i det hele taget er kristne, der er født på ny? For, som Jesus har sagt det – her sammensat fra tre vers i Jesu tale til Nikodemus i John 3:

    ”Ingen kan se (eller komme ind i) Gud rige, hvis han ikke bliver født på ny.. af Ånden”, vers 3, 5-6. 

Vi kan endda sige det så stærkt, at kristendommen står og falder med, at vi med Guds Ånd i vore hjerter tror og ved, at Jesus blev undfanget af Helligånden, som det er beskrevet i profetierne i GT, og i beretningen derom i NT. Og vi kan tilføje: HVIS dette ikke var sandt, så ville intet af det, der ellers kan siges om Jesus som verdens frelser, heller ikke være sandt! For, hvis det ikke var sket på den måde, som det er beskrevet, så ville det være umuligt for Gud at blive født ind i menneskeslægten for at frelse den. Og så ville det, apostlen Johannes skriver, fx være 100% meningsløs, når han (med mine konklusioner) indleder sit evangelium således: 

    ”I begyndelsen var Ordet (dvs. Gud), og Ordet var hos Gud (dvs.: han var den anden person i guddommen), og Ordet var Gud (og dvs. ét med Faderen).. Og ordet blev kød og tog bolig iblandt os (hvilket betyder, at han som Gud blev menneske..”, John. 1:1, 14a. 

At Jesus er Gud, som blev menneske, ser vi da også af det, englen siger til Josef i vers 21:

    ”Hun (Maria) skal føde en søn, og ham skal du give navnet Jesus, thi han skal frelse sit folk fra dets synder”.

Du skal give ham navnet Jesus. På hebraisk er det Yahshua, der som bekendt betyder ’Herren frelser’. Som vi ved, er dette frelsernavn ikke et tilfældigt navn, men det er dét navn, han ifølge profetierne er og skal kendes på. Her skal vi nøjes med at se på det måske bedst kendte eksempel, som det er beskrevet i Es. 62:11. I den danske bibeloversættelse ser man desværre ikke, at verset her direkte nævner Jesu navn, fordi det er oversat til at være et udsagnsord. Lad os nu læse verset - med hvor det korrekte hebraiske navneord er indskudt i parentes:

    ”Se, Herren lader det høres til jordens ende: Sig til Zions datter: Se, din frelse (Yahshua) kommer se, hans løn er med ham, hans vinding foran ham..”. 

At det virkelig er tale om Jesus, der kommer for at frelse – er tydelig nok, for hans navn bliver jo klart personliggjort i verset, for lige efter siger profetien jo om ham, at hans løn er med ham, hans vinding er foran ham. Denne løn og vinding beskrives for øvrigt i det næste vers for at være ’de genløste’. 

Der er mange tekster i GT, hvor der ligesom her også er tale om Jesu komme til frelse for mennesker, og hvor hans navn også nævnes, men da jeg har gennemgået en del af disse tidligere, vil jeg ikke gøre det igen her. Men der er mere at sige om navnet. Skriften siger nemlig, som i vers 21, at når han skal kaldes Jesus, så er det, fordi han er det, navnet vidner om. 

Det er da også det, der henvises til 2. Mos. 23:21, hvor Gud taler om ham og siger, at ’mit navn er i ham’. Det betyder ikke kun, at Guds navn skal være i navnet Jesus, men at han selv vil være i ham! Det er da også dét, Jesus taler om, når han et sted siger, at ’jeg er i Faderen, og Faderen er i mig’, John. 14:9. Det er det samme, som når han et andet sted siger: Jeg og Faderen, vi er ét’, John. 10:30. 

Det betyder konkret, at budskabet, englen gav Josef var, at i Jesus Kristus kom Gud til jorden for at frelse dem fra deres synder. Læg igen mærke til, at englen netop sammenkæder dette hans frelsernavn med hans virke med, at ’han skal frelse sit folk fra dets synder’. Læg også mærke til, at der ikke står, at han skal frelse Guds folk, men sit folk – hvilket igen betyder, at han kommer som Gud, ja, er Gud, for at gøre det, der er beskrevet. 

 

Bibelteksten fastslår altså igen, at Jesus kom til jorden som både menneske og sand Gud, dvs. som den anden person i Guds treenighed. Det er da også det, Johannes henviser til, når han, i beskrivelsen af Jesus som ’Ordet, som var hos Gud og var Gud’, tilføjer, at ’Ordet blev kød og tog bolig iblandt os’. 

 

Englens budskab om Jesus, der som Guds Søn kom til jorden for at frelse sit folk, var egentlig ikke nyt, for det var jo udførligt beskrevet i profetierne i GT, for, som der står:

    ”Den Herre Herren gør intet uden at have åbenbaret sin hemmelighed for sine tjenere profeterne”, Amos 3:7.  

 

Som nævnt tror jeg ikke, at Josef med det samme tænkte, at nu opfyldes det, der er forudsagt – men nok mere, at det efterfølgende langsomt var gået op for ham, vel i sine samtaler med Maria om dette underfulde. Og mon ikke de også var kommet ind på den profeti, som apostlen Mattæus henviser til, når han lige efter uddyber det, englen havde fortalt Josef, og hvor der står:

    ”Alt dette skete, for at det skulle gå i opfyldelse, som Herren talte ved profeten, der siger: Se, jomfruen skal blive frugtsommelig og føde en søn, og man skal give ham navnet Immanuel (det betyder: Gud med os)”, vers 22-23.  

Det er tydeligt, at Mattæus forstod, at dét, englen havde fortalt Josef, er en opfyldelse af det, der står skrevet – som her hos Esajas. Det er for øvrigt ikke kun på dette sted, at Mattæus skriver, at alt, hvad der er at fortælle om Jesu fremtræden og virke; ja alt, hvad han sagde og gjorde, såvel som hans død og opstandelse, er forudsagt helt ned i de enkelte detaljer. Igen og igen nævner han som her, at det der nu skete, skulle gå i opfyldelse..! Det stemmer da også med ordene i 2. Kor. 1:20, hvor der står:

    ”Alle Guds forjættelser har i ham deres ’ja’, derfor er der også ved ham gennem vor forkyndelse kommet til at lyde et ’amen’, Gud til ære”. 

Vi vender os nu til profetien fra GT, som Mattæus citerer fra Es. 7:14. Det første er, at der er tale om en jomfru, der skal føde en søn. Her er der nogle bibelkritikere, der nævner, at Esajas slet ikke taler om en jomfru, men at der på grundsproget blot er tale om en ung pige – og hævder derfor, at Mattæus ikke har belæg for det, han skriver om i kapitlet. Ifølge disse kritikere er Jesu fødsel derfor heller ikke en opfyldelse af noget, der står skrevet, og er derfor heller ikke overnaturlig. Og dermed ignorerer de, at dette skriftsted fra Esajas ikke er det eneste sted, der taler om det samme. Ifølge de forrige vers hos Mattæus talte englen jo netop også om jomfrufødslen ved at sige, at det barn, Maria skulle føde, er undfanget ved Helligånden, og altså ikke med en mands medvirken. 

Men nu tilbage til profetien om jomfruen. Er det korrekt, at der ikke står jomfru i Es. 7:14? Hertil kan man kun svare ’ja!’ Men - når det er sagt, så henviser teksten alligevel klart underforstået, at det er tale om en jomfru. Det hebraiske ord er ’almah’, og hver gang dette ord bliver brugt i GT, i alt syv gange, er der tale om en ung pige, der er jomfru. Det siges fx om Rebekka i 1. Mos. 24:43 og om Miriam, Moses’ storesøster i 2. Mos. 2:7. Det er for resten i den samme betydning, at ordet stadig bliver brugt den dag i dag i den hebraiske litteratur. 

 

Profetien i Es. 7:14 vidner altså klart nok om, at der er tale om en jomfru, der skal føde en søn, og derfor har Septuaginta, den græske oversættelse af GT, da også oversat ordet med en jomfru. Dette er altså ikke en fejl, for det kan ikke forstås på nogen anden måde! Ordet ’almah’, der er oversat med jomfru, fastslår endvidere med al tydelighed, at det ikke er tale om en eller anden tilfældig jomfru, men at der i profetien henvises til en bestemt jomfru. Som det fremgår, vil denne fødsel altså være enestående, og det er jo netop også det, som apostlen Mattæus ganske tydeligt understreger i sin tekst. Det understreges også ganske tydeligt af Esajas, når han i Es. 9:6 igen taler om jomfruens søn og siger:

    ”Thi et barn er født os, en søn er os givet, på hans skuldre skal herredømmet hvile; og hans havn skal være: Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud, Evigheds-Fadere, Fredsfyrste”. 

Her ser vi altså igen det samme, som er beskrevet i det, vi læste fra Mattæus, og hvor englen siger, at ’det barn, hun (Maria) venter, er undfanget ved Helligånden’, for hvordan skulle denne søn, der er tale om i citatet fra Es. 7:14, ellers på samme tid være Gud?  Ud fra skriften var jøderne ganske klar over, at den frelser, Gud ville sende til dem, ville være Messias (dvs. Kristus), Davids biologiske efterkommer og være Davids søn. Det var de helt på det rene med! De var dermed også klar over, at ordene: ’Et barn er født os, en søn er os givet’, taler om Messias’ komme. Det første, at han bliver født, er en selvfølge, jfr. englens budskab til Josef, som får at vide, at Maria skal føde en søn. 

 

Men hvad så med den sidste led i sætningen, hvor der står: ’en søn er os givet’. Tales der her ikke om det samme? Jo, sådan tror jeg, at jøderne opfatter det. Men, som vi kan se, så siger teksten, at denne søn blev givet til os. Det fortæller os altså, at denne søn ikke bare skal være Davids søn – eller Marias søn, men at denne søn bliver givet af Gud til os – ja, til hele verden. Det stemmer da også helt med det, der står i John.

3:16, der indledes med disse kendte ord: 

    ”Thi således elskede Gud verden, at han GAV sin Søn, den enbårne..”. 

 

Og så kommer vi frem til det, som de fleste jøder både dengang og nu har svært ved at forstå – og for den sags skyld også os – for som tidligere nævnt kan det ikke forstås med forstanden, men kun ved Guds Ånds vidnesbyrd i den tro, han har gives os. Det, englen havde sagt om Jesu undfangelse og fødsel, og som så klart og tydeligt er bevidnet i GT, kan jo kun forstås, når Guds Ånd lukker skriften op for os. At Jesus er Gud, der blev menneske, stemmer da også med det, englen havde fortalt Maria, og hvor han siger: 

    ”Se, du skal undfange og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes Søn; og Gud Herren skal give ham Davids, hans faders, trone. Han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans kongedømme”, Luk. 1:31-33. 

Læg her mærke til, at englens budskab er, at Jesus som Davids søn også skal kaldes den Højestes Søn, dvs. Guds Søn – hvilket jo er det samme i alle de tekster, vi ser på i denne gennemgang. Det stemmer dermed også med den sidste del af Es. 7:14, hvor der står, at ’man skal give ham navnet Immanuel – hvilket betyder: ’Gud med os’. Jeg hørte engang en, der sagde: ’Det blev Jesus da aldrig kaldt, så hvorfor siger profetien det så’? Svaret er, at Jesu mange navne ikke bruges i den samme betydning, som vi gør det med vor navngivning i fx Danmark. 

 

Engang fandt jeg fx 125 navne på Jesus i GT, og det er der vist ikke noget jordisk menneske, ikke engang de kongelige, der har. Og modsat disse navne, som ofte er tilfældig valgt, er alle navne på Jesus det ikke. Hvert af hans navne siger nemlig noget væsentlig om enten hans person eller frelsergerning. Ifølge skriften vidner alle hans navne altså om, at han i sin person også er det, navnene henviser til. 

 

Vi skal nu se igen se på navnet ’Immanuel, som betyder, Gud med os’, hvilket altså betyder, at han er det, der her siges om ham. Også dette navn er altså et bevis på, at han er Gud – og ikke, som enkelte tror, at det blot er et udsagn om, at ’Gud vil være med ham, som han er med os’, jfr. Fil. 4:9. Det kunne det måske betyde, hvis hans navn Immanuel på hebraisk blot var gengivet som ét ord, men her er hans navn opdelt i to således, at der står ’Immanu El’. Det betyder ganske vist også ’Gud med os’, men i betydningen, at ’Han er Gud, som er med os’. Som vi kan se, er det igen helt det samme, der står i alle de tekster, vi har set på, og som englen har sagt i Matt. 1:21. 

Vi har nu set, at Mattæus citerer Es. 7:14 for at understrege, at der er skriftmæssige beviser på, at Jesus på samme tid er både Davids Søn og Guds Søn. Men der står faktisk noget mere i verset hos Esajas, som Mattæus ikke har citeret – men som også er betydningsfuld. I indledningen til verset hos Esajas står der nemlig følgende:  ”Derfor vil Herren selv give jer et tegn: Se jomfruen bliver frugtsommelig.. ”. 

Et tegn! Jeg vil ikke gennemgå baggrunden for dette udsagn i kapitlet hos Esajas, men vil her nøjes med at pege på, at Gud både dengang og senere har givet folket et tegn således, at Immanuel, der vil blive født af en jomfru, er den eneste, som kan redde/frelse dem – for han er Gud, som er kommet og er med os. Tegnet er dog af en sådan art, at det kun er de, der tror, der kan se dets betydning og opfyldelse, mens andre ikke kan det. 

 

Det var således alene ved tro, at både Simeon og Anna i Luk. 2 kunne genkende barnet, da det 40 dage gammelt blev båret ind i templet, mens præsterne eller de skriftkloge ikke kunne det. Det var for resten Simeon, der efter at havde set barnet og taget det i hænderne, kom med denne profeti om ham:

    ”Se, dette barn er sat til fald og oprejsning for mange i Israel og til et tegn, som skal modsiges”, Luk. 2:34. 

Sådan er det også i vore dage! Jesus og hans komme som Gud, der vil være med os og frelse, er mere end nogen sinde før blevet et tegn, som bliver modsagt, bl.a. også af dem, der burde se det og værne om det. Når de således ikke vil tro på bibelens vidnesbyrd om jomfrufødslen, men modsiger det, så vil deres øjne være lukkede, så de ikke kan se tegnet, så de ikke kan se, at han er andet og mere end et almindeligt menneske. De mener nok at være vise, men i deres visdom ser de ikke tegnet – og derfor modsiger de også skriftens samlede vidnesbyrd om ham – og som ifølge Paulus er dem til forargelse. 

 

Denne forargelse over Jesus fører os over til et andet tegn, der på lignende måde bliver modsagt, men som er ligeså vigtigt. Det er det tegn, Jesus kalder for ’Jonas’ tegn’, der vidner om hans død for vore synder, og hans sejrrige opstandelse. Teksten begynder således:

    ”Nogle af de skriftkloge og farisæerne (tog) til orde og sagde til ham: Mester! Vi vil gerne se dig gøre et tegn. Men han svarede og sagde til dem: En ond og utro slægt kræver tegn, men der skal intet andet tegn gives den end profeten Jonas tegn. Thi ligesom Jonas var tre dage og tre nætter i havdyrets bug, således skal

Menneskesønnen være tre dage og tre nætter i jordens skød”, Matt. 12:37-39. 

Jesus havde givet dem mange tegn, der viser og beviser, at han var Guds Søn, den lovede Messias og frelser, men alligevel ville de ikke tro – og derfor var det, at han – her frit oversat - sagde: 

    Der skal ikke gives jer flere tegn – for I vil jo alligevel ikke tro. Dog vil jeg give jer dette ene tegn: Jonas’ tegn, der handler om min død og opstandelse. 

Som det fremgår af evangelierne, se vi, at tegnene på, at Jesus er den, han er, nemlig på samme tid Gud og mand, vil være skjult for mennesker, hvis de alligevel ikke vil tro. De læser nok, hvad der står skrevet, men de forstår det ikke, fordi det er skjult for dem. Derfor undersøger de heller ikke skrifterne, om det kunne være sandt, sådan som jøderne i Berøa gjorde, efter at de havde hørt evangeliet om Jesus. Her står der nemlig, at  

 

 

 

    ”.. de tog imod ordet med al god vilje og granskede daglig skrifterne, om det forholdt sig således”, Apg 17:11.  

 

Mange af disse kom til tro på Jesus, står der lige efter - og det skete, fordi de ønskede at vide, hvad der var sandt, og derfor fandt de den! Helligånden åbnede nemlig deres sind, fordi der står skrevet, at hver den, der søger, skal finde. Og således tror vi også på alt det, skrifterne siger, og herunder også alt det, vi har set på i denne gennemgang, og som er indledningen til fejringen af Jesu fødsel. 

 

Vi tror altså helt og fuldt, at Jesus er den, han siger han er – som når apostlen Tomas, efter at han fysisk havde forvisset sig om, at Jesus var opstået fra de døde, sagde: ’Min Herre og min Gud!’ Dette udsagn blev ikke modsagt af Jesus, fordi han jo er det, Tomas bekendte. Tværtimod gav Jesus udtryk for hans ønske om, at alle måtte erkende det samme, idet han sagde: 

 ”Fordi du har set mig, tror du; salige er de, som ikke har set og dog tror”.

 

Vi har ikke set Jesus med vore fysiske øjne, som disciplene og mange andre gjorde det efter hans opstandelse, men ved Guds Ånd i vore hjerter tror vi og ved, at vidnerne taler sandt, når de taler om det, de har set og hørt. Lukas var ganske vist ikke et øjenvidne, men efter en nøje gennemgang af alt det, de nævnte vidner havde fortalt om Jesu opstandelse og tiden derefter, samlede han det hele sammen med disse få ord: 

    ”For dem havde han også, efter sin lidelse (og død) med mange beviser fremstillet sig som den levende, idet han viste sig for dem i 40 dage og tale om, hvad der hører Guds rige til”, Apg 1:3. 

Jo! Jesus er virkelig opstanden, fordi han selv – både i hans egen og i vores død - er

’opstandelsen og livet!’ Det er netop, fordi han som vor Herre og Gud er opstandelsen og livet, at vi – også nu i dette øjeblik, kan komme til Gud ved ham – og at det er troværdig tale, når han siger:

  ”Den, som tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal i al evighed ikke dø!”, John. 11:25-26.  

 

Og, et andet sted:

    ”Jeg er den første og den sidste og den, som lever; og jeg var død, men se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har døden og Dødsrigets nøgler”, Åb. 1:18. 

Jeg vil nu slutte med at citere et par vers, som Johannes har taget med i sit evangelium for at fastslå, at det alt sammen er skriftmæssige beviser på, at Jesus virkelig er den, han siger, han er – og at han har skrevet det med et bestemt formål, nemlig at skabe tro og liv for hans læsere. Han skriver:

    ”Endnu mange andre tegn, som ikke er nedskrevet i denne bog, gjorde Jesus for øjnene af sine disciple. Men disse er nedskrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds Søn, og for at I, når I tror, skal have livet i hans navn”, John. 20:30-

31.     

 

AMEN