Overgangen over Det Røde Hav.
Af Eskild Skov Særkjær
I forrige
artikel har vi set på en del beviser, som entydigt viser, at Gud ikke førte
israelitterne sydpå i Egypten, for at føre dem fra dette sted over Det Røde Hav
(Suesbugten) til Sinaihalvøen, som traditionen siger. For, hvis dette var
korrekt, så ville de jo alligevel ikke være undsluppet egypterne, for dette
område var nemlig, som vi har set, også egyptisk. I stedet førte Moses dem
næsten hele vejen over Sinaihalvøen, og derfra videre sydpå til et bjergrigt
terræn, hvor de gik gennem en lang og bred dal, som førte dem ud til
Nuweibahalvøen ved Det Røde Hav. Og det er så her, at de så den egyptiske hær
komme imod sig med hele krigsapparatet; men kunne pga. Guds mægtige indgriben,
ikke komme til at angribe israelitterne, idet Guds engel (Jesus) og
skystøtten/ildsøjlen (Helligånden) spærrede vejen for dem. Og da dagen gryede,
gjorde Gud endnu et mægtigt mirakel. I 2. Mos. 14 beskriver, hvad der skete
forud og i forbindelse med selve overgangen over Det Røde Hav.
"Moses svarede folket: Frygt ikke!
Hold blot stand, så skal I se Herren frelse, som han i dag vil hjælpe jer til,
thi som I ser ægypterne i dag, skal I aldrig i evighed se dem mere. Herren skal
stride for jer, men I skal tie. Da sagde Herren til Moses: Hvorfor råber du til
mig? Sig til israelitterne, at de skal bryde op! Løft din stav og ræk din hånd
ud over havet og skil det ad i to dele, til israelitterne kan vandre gennem
havet på tør bund. Se, jeg vil forhærde ægypternes hjerte, så de følger efter dem,
og jeg vil forherlige mig på Farao og hele hans krigsmagt, på hans vogne og
ryttere, og ægypterne skal kende, at jeg er Herren, når jeg forherliger mig på
Farao, hans vogne og ryttere... Moses
rakte da sin hånd ud over havet, og Herren drev havet bort med en stærk
østenstorm, der blæste hele natten, og han gjorde havet til tørt land. Og
vandet skilte sig. Da gik israelitterne midt igennem havet på tør bund, medens
vandet stod som en mur på begge sider af dem. Og ægypterne, alle Faraos heste,
vogne og ryttere, satte efter dem og forfulgte dem midt ud i havet. Men ved
morgenvagtens tid skuede Herren fra ild- og skystøtten hen imod ægypternes hær
og bragte dem i uorden; Og han stoppede vognenes hjul, og de havde ondt ved at
få dem frem. Da sagde ægypterne: Lad os flygte for Israel, thi Herren kæmper
for dem imod Ægypten! Men Herren sagde til Moses: Ræk din hånd ud over havet,
så skal vandet vende tilbage over ægypterne, deres vogne og ryttere! Da rakte
Moses sin hånd ud over havet; og havet vendte tilbage til sit sædvanlige leje
ved morgenens frembrud, medens de flygtende ægyptere kom lige imod det, og
Herren drev ægypterne midt ud i havet. Da vendte vandet tilbage og overskyllede
vognene og rytterne i hele Faraos krigsmagt, som havde forfulgt dem ud i havet;
ikke en eneste af dem blev tilbage.. Men israelitterne var gået gennem havet på
tør bund, medens vandet stod som en mur på begge sider af dem. Og Herren
frelste på den dag Israel fra ægypternes hånd, og Israel så ægypterne ligge
døde ved havets bred. Da så Israel den stordåd, Herren havde udført mod
ægypterne; og de frygtede Herren, og de troede på hans tjener Moses", 2.
Mos. 14:11-19, 21-31.
I bibelen er der ca. 50 henvisninger til det under, Gud
gjorde, da han førte israelitterne over Det Røde Hav. Igen og igen hører man
bibelkritikere hævde, at der kun var så lidt vand, at israelitterne kunne gå over det, uden at
Gud behøvede at gøre et mirakel, og derfor kunne egypterne selvfølgelig heller ikke
kunne drukne i det. Men modsat disse 'vise' (som i Guds øjne er dårer) siger
bibelen klart og utvetydigt, at der var så meget vand, at det stod som en mur
omkring dem, som vi fx læste det ovenfor. Israelitterne var simpelthen
øjenvidner til dette mirakel, som de i sagens natur aldrig kunne glemme. Dette
mirakel kom naturligvis også til at præge 'Israels lovsang, da de var kommet
over Det Røde Hav, og et brudstykke af den lyder således:
"Faraos vogne og krigsmagt styrtede
han i havet, hans ypperste vognkæmpere drukned i Det Røde Hav, strømmene dækked
dem, de sank ned i dybet.. vandene stod som en vold, strømmene stivnede midt i
havet. Fjenden tænkte:' Jeg sætter efter dem, indhenter dem, uddeler bytte,
stiller mit begær på dem; jeg drager mit sværd, min hånd skal udrydde dem'. Du
blæste med din ånde, havet skjulte dem; de sank som bly i de vældige
vande..", 2. Mos. 15:4, 8b-10.
Dette er bibelens vidnesbyrd af det, der skete, da
Gud førte dem over. Men, kan man så spørge: Er der nogle arkæologiske beviser
på, at det var lige var her, det skete? Kunne overgangen ikke ligeså godt havde
været alle mulige andre steder? Svaret herpå er et klart nej. Vi har allerede
set på mange beviser herfor, og vi skal se på mange flere. Og, da vi er kommet
til selve overgangen over Det Røde Hav, så lad os begynde med at se på de
beviser, vi har for, at det var herfra, at israelitterne gik 'gennem havet', i
en lige linje over til den Saudiarabiske vestkyst.
Aqababugten er en del af en klippefuld kløft, som
hedder Rift Valley, og strækker sig fra vore dages Israel langt ned i Afrika.
Denne kløft er kommet ved, at to kontinentalplader langsomt bevæger sig i hver
sin retning, den ene mod øst og den anden mod vest. Derfor er Aqababugten de
fleste steder meget dyb, i den nordlige del 7-
Israelitterne var nemlig kommet til det eneste sted,
hvor der var (og er) en jævn og ca. 
komme ud til kysten. Dernæst er sedimenterne blevet ført videre ud mod
havet, og har gennem tiden dannet den tidligere omtalte 75-100 km2
store Nuweibahalvø. Og til sidst er en stor del af disse sedimenter blevet ført
videre derfra ud i havet, og hævede på den måde havbunden ud for Nuweibahalvøen
så meget, at den ifølge US National Geophysical Center kun er omkring
BDe fleste kilder nævner desuden, at der er et svagt
fald på 2,2-4% ned til det dybeste sted, og derfor var der i sagens natur intet
problem for israelitterne at følge vejen fra kysten ned til havbunden - og
derfra hele vejen over til kysten på den anden side, da Gud mirakuløst lod
vandet stå som en mur på begge sider, og banede derved en tør vej for dem
gennem havet. Ud fra teksterne i bibelen var det jo netop det, der skete i
forbindelse med Israels folks overgang over Det Røde Hav. Der står jo, at da
"vandet skilte sig.. gik
israelitterne midt igennem havet på tør bund, medens vandet stod som en mur på
begge sider af dem", 2. Mos. 14:22.
Tidligere så vi på andre vers fra samme kapitel, som
fortæller, at "alle Faraos heste, vogne og ryttere, satte efter dem og
forfulgte dem midt ud i havet". Det, der her er skitseret, kunne
selvfølgelig kun lade sig gøre, hvis vejen var jævn og fremkommelig fra kyst
til kyst. Og det var så her, midt ude i havet, at de blev forhindret af Gud i
at indhente israelitterne, som der står i det samme kapitel:
"Han (Gud) bragte den ægyptiske hær i
uorden og han stoppede vognenes hjul, så de havde ondt ved at få dem
frem".
Årsagen hertil skyldes muligvis, at Gud på dette
tidspunkt så småt lod vandet vende tilbage, og det besværliggjorde naturligvis
den egyptiske hærs og vogne i at komme videre. Det var da også på dette
tidspunkt, at det for alvor gik op for egypterne, at det var Gud, som stod bag,
og de sagde derfor til hverandre:
"Lad os flygte for Israel, thi Herren
kæmper for dem mod Ægypten", 2. Mos. 14:25.
På dette tidspunkt var israelitterne kommet over op
på tørt land på den anden side af havet. I kapitlet berettes det videre, at da
rakte Moses på Guds befaling igen hånden ud over havet; og
"havet vendte tilbage til sit
sædvanlige leje ved morgenens frembrud, medens de flygtende ægyptere kom lige
imod det, og Herren drev ægypterne midt ud i havet. Da vendte vandet tilbage og
overskyllede vognene og rytterne i hele Faraos krigsmagt, som havde forfulgt
dem ud i havet; ikke en eneste af dem blev tilbage", 2. Mos. 14:27-28
Som tidligere omtalt forklarer og bortforklarer
bibelkritikere den ovenfornævnte hændelse med, at det er foregået et sted, hvor
der måske kun har været en meter vand eller to. Men, hvis dette var tilfældet,
hvordan kunne det så være, at alle egypterne kunne drukne - mens det ikke skete
for israelitterne? De har også gjort forsøg på at forklare israelitternes
overgang over havet med, at der blot har været tale om tidevand, som flyttede
vandet, så de kunne gå over. Men i sagens natur er det umuligt, at månen, der
som bekendt styrer tidevandet, kunne få de 100-
"Faraos vogne og krigsmagt styrted
han i havet, hans ypperste vognkæmpere drukned i Det Røde Hav, strømme dækked
dem, de sank som sten i dybet..", 2. Mos. 15:4.
Som bibeltro kristne tror vi selvfølgelig på det,
der står skrevet. Betyder det, at vi tror uden at se beviser? Ja! Men det
betyder ikke, at der ikke er beviser herfor, for Gud er historiens Gud. Når
nogle så alligevel forsøger at bortforklare det, der står skrevet, ligesom de
gør det med alle de historiske og arkæologiske vidnesbyrd, som ikke passer ind,
så beviser det blot deres dårskab. Paulus beskriver denne dårskab på denne
måde:
"Det, som kan erkendes om Gud, ligger
nemlig åbent for dem, Gud har jo åbenbaret det for dem. Thi hans usynlige
væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses [fysisk]
fra 
verdens skabelse af, idet det
forstås af hans gerninger, så de er uden undskyldning", Rom. 1:19-20.
Hvis vi vil, kan vi se Gud i arbejde, i historien
såvel som i de mange arkæologiske fund, der er gjort; et stort vidnesbyrd om, at
bibelen har ret, fordi den er inspireret af historiens Gud. Lad os nu også se
på nogle af de fund, som der er gjort på havbunden ud for Nuweibahalvøen - i en
ca.
Det mest interessante er helt den enorme mængde af egyptiske vognhjul,
der er fundet på havbunden på den skitserede
Vi har allerede set på teksten, hvor der står, at
egypterne forfulgte israelitterne ud i vandet med deres mange stridsvogne. I 2.
Mos. 14:6-7 angives det præcise antal:
"Så lod han
[farao] spænde for sin vogn og tog sine krigsfolk med sig; Han tog 600 udsøgte
stridsvogne og alle Ægyptens krigsvogne med vognkæmpere [på dem alle
sammen]".
Josefus nævner det samme antal vogne, men tilføjer,
at der desforuden var 50.000 ryttere og 200.000 infanterister3. De
nævnte stridsvogne var beregnet til hurtig kamp, og i reglen var der to
soldater på hver. Den ene kørte vognen, og den anden kæmpede fra vognen med
sværd, bue og pil. Disse vogne beskrives som forholdsvis lette; vognkassen og
vognkurven var lavet af træ og læder. Hjulakslen var fæstet til undersiden af
vognbunden, som var lavet af træ.
Disse stridsvogne er ofte blevet afbilledet i den egyptiske historie, og
i forskellige sammenhænge. Et eksempel ses til venstre herfor. Derudover har
arkæologerne også fundet både hele, såvel som dele af både vogne og hjul i
Egypten. Nogle af disse har hjul med fire eger, andre med seks eller otte eger,
nøjagtig som det er tilfældet med på hjulene fra havbunden. Det interessante
er, at man er i stand til at aldersdatere hjulene alt efter, hvor mange egre,
der er på dem, for de hører nemlig til hver sin tid i den egyptiske historie.
Det betyder konkret, at de hjul, som man har fundet på bunden af Det Røde Hav,
kan fortælle os noget om tidspunktet for, hvornår de er havnet der. Det kan
nemlig kun være sket i den meget korte tid, hvor Egypten benyttede sig af alle
tre vognhjulstyper.
Gamle egyptiske inskriptioner viser fx, at de
4-egede hjul blev brugt i den første del af den 18. dynasti, og var i brug
indtil ca.
Man kan altså med denne datering ret præcist
tidsbestemme de egyptiske vognhjul, der er fundet på Det Røde Havs bund ud for
Nuweiba. Men, hvordan hænger det sammen med, at alle typer hjul er fundet på
havbunden - altså både 4, 6 og 8-egede hjul? Har vi ikke lige set, at de ikke
var i brug på samme tid i Egypten? Jo! Og så alligevel også nej! Lad os lige få
styr på, hvordan det hænger sammen. På det tidspunkt, da den egyptiske hær
forfulgte israelitterne ud i havet og druknede, havde man begyndt at bruge de
6-egede vognhjul i Egypten - men det betyder ikke nødvendigvis, at man havde
kasseret de gamle hjultyper - dertil var de for værdifulde. Det er logisk at
antage, at de derfor blot blev udskiftet lidt efter lidt. Måske stod nogle af
dem opstaldet som en slags reserve, ligesom det i mange år var tilfældet med de
gamle MY diesellokomotiver i Danmark?
Under alle omstændigheder, så blev alle vogne taget
i brug, da farao besluttede at forfølge, indhente og angribe israelitterne, som
han troede, 'var faret vild i ørkenen'. I sin mobilisering af hæren havde han
simpelthen brug for alle de vogne, der var til rådighed. Der kan således
bevises historisk, at pga. den tid, at alle tre hjultyper var i brug, da den
egyptiske hær forfulgte israelitterne ud i havet - hvilket indkredser tiden til
at være omkring
Vi skal tilbage til de fundne gamle vognhjul på
havets bund. På forskellige fotos er det let at genkende de enkelte hjuls
strukturer, selvom de undertiden, som vist på billedet til højre, er sværere at
identificere. Årsagen er indlysende. De har ikke ligget på museum, men på
havets bund, hvor eksempelvis koraler har overdækket dem, ofte med tykke lag.
Men alligevel adskiller de sig ofte markant ud fra omgivelserne; og det er
tydeligt at se, at koralerne har taget form efter hjul og fra de andre fundne
objekter, som fx rustninger, skjolde, knogler og spydspidser, men indimellem
kræver det dog faglig ekspertise at se, hvad det er, og hvorvidt hjulet har så
og så mange eger.
Man kan spørge, hvorfor det er hjulene, der er
fundet, og ikke vognene? Forklaringen er den, at hvis koraler vokser på
organisk materiale som fx træ, som vognene primært var lavet af, så vil det
ikke var længe, før træet er forvitret og borte, hvorefter det kun formen, som er
tilbage. Dette ses ofte af gamle fund i vand. Årsagen hertil er, at de i
modsætning til det organiske materiale er lavet af ikke-nedbrydelige metaller5.
Ud over de omtalte hjul er der som nævnt også fundet en mængde andre ting
fra den egyptiske hær, såsom skjolde, spydspidser såvel som beslag fra fx bælter og vogne. Der
er desuden også fundet en mængde skeletdele. De ligger oftest i store dynger og
er dækkede af koraler, og det gør en præcis identifikation af de enkelte
skeletdele besværlige6. Men der er dog også skeletdele af både
mennesker og heste, som kan identificeres7. Fx kan man på fotoet til
venstre se og sammenligne et forstenet lårbensknogle fra et menneske med et
nutidigt, og det fremgår, at strukturer, rundinger, proportioner såvel som kugleleddet
er intakt. Forsteningen er sket på den måde, at sådanne knogler hurtigt er
blevet indlejret i iltfrie sedimenter, og inden knoglerne nåede at forvitre. På
Stockholm University er knoglen analyseret,
og de er nået frem til, at det er højre lårbensknogle fra en mand, som var
165-170cm høj, og som levede for 3500 år siden8 - altså på samme
tid, som overgangen over Det Røde Hav fandt sted.
Der er i øvrigt også andre eksempler på, at skeletter
og skeletdele er blevet bevaret på den ovenfor beskrevne måde. Fx er der ud for
Israels Middelhavskyst fundet den største og bedst bevarede forhistorisk
boplads, der er fundet på havbunden9. Man mener, at vandstanden
engang var
Men, på trods sådanne fund, som er et stort
vidnesbyrd for alle kristne om sandheden i det, der berettes for os i bibelen,
så er det ikke nok til at overbevise den historiske bibelkritik. Engang hørte
jeg en af disse kritikere (bort)forklare, hvorfor han ikke troede, at de
ovenfornævnte fund stammer fra israelitternes udvandring fra Egypten. Han lagde
ud med, at deres ophold i Egypten er mytisk (altså ikke-eksisterende), og mente
derfor, at så måtte de mange fundne hjul og skeletdele af heste og mennesker i
stedet stammer fra et egyptisk skibsforlis fra denne tid. Dvs., at i stedet for
at tro det, der står skrevet i bibelen, forsøger han at modbevise, at fundene
har noget med sagen at gøre.
Men, lad os alligevel ganske kort undersøge, om der
kan være hold i den ovenfornævnte påstand, og selv prøve at være kritikere - og
stille en række kritiske spørgsmål og modargumenter:
1. Alle Egyptens fjender kom fra
nord (især hittitterne, se senere). De havde nemlig ingen fjender mod øst, på
den anden side af Aqababugten. Der var desuden heller ingen værdier i dette
område, der var værd at erobre. Dette forhold sandsynliggør, at den egyptiske
hær ikke har sejlet i dette område.
2. Hvis den egyptiske hær nu
alligevel, af en eller anden grund, har sejlet her for at komme over til anden
side af Aqababugten, så ville det være
både lettere og langt hurtigere at følge kysten nordpå og rundt om bugten via
Eilat (det nuværende Israels sydligste by), til de kom til målet for deres
rejse.
3. Der er desuden ingen historisk
belæg for at tro, at egypterne brugte Det Røde Hav til at transportere
krigsudstyr, og det er derfor rent historisk ikke sandsynlig, at det er sket.
4. De fund, der er gjort på havets
bund, er langt mere, end et enkelt skib kunne fragte. Det betyder konkret, at
hvis den ovenfornævnte forklaring stemmer med virkeligheden, så var der ikke
bare tale om et skibsforlis, men om flere skibsforlis lige efter hinanden, som
tilfældigvis skete på det samme sted. Det ville heller ikke være særlig
sandsynlig. Det ville desuden være temmelig mærkeligt, at alle disse
skibsforlis så tilfældigvis også skulle være sket lige der, hvor overgangen har
fundet sted. Rent historisk er det derfor langt mere sandsynlig, at det er
foregået på nøjagtig den måde, som bibelen beskriver det. Selv et skolebarn,
som havde fået de historiske facts, som er beskrevet, ville sige: 'Selvfølgelig
må det have foregået sådan, som det står i bibelen'.
Således har Gud skjult sandheden for de vise i denne
verden, for, som bibelen siger: 'Mens de påstod, at de var vise, blev de
dårer', Rom. 1:22.
Hvad skete der efterfølgende i Egypten
Vi er nu kommet dertil, hvor israelitterne er kommet
over Aqababugten, som vi husker, er en del af Det Røde Hav; og dermed er de
kommet til det enorme ørkenområde, hvor de skulle vandre rundt i og være i de
næste 40 år. Det kommer vi tilbage til. Vi skal nemlig først tilbage til
Egypten og se, hvad den egyptiske historie kan fortælle om den forfærdelige og
totale kaos, som landet var kastet ud i. Vi har tidligere været inde på, at
bibelen, såvel som den egyptiske historie, beretter om en lang række
katastrofer, der kom over landet i forbindelse med de 10 plager; der
kulminerede med, at alle Egyptens førstefødte døde, inkl. faraos førstefødte
søn.
Bibelen fortæller, at alt dette ramte Egypten pga.
deres afgudsdyrkelse og dom over deres mange guder [læs afguder], jfr. 2. Mos.
12:12. Dette vers er dermed også en advarsel til alle, som tror, de kan holde
sig til andre guder og slippe godt fra det.
Endnu værre blev det i Egypten, da den regerende
farao, som vi har set, en uges tid senere mobiliserede sin hær og forfulgte
Israels folk ud langt i Det Røde Hav, der som omtalt resulterede i, at de
druknede. I den tidligere omtalte Ipuwer-dokument, som er omtalt i Moses i Egypten, de 10 plager10,
beskriver forfatteren i sin øjenvidneberetning, at 'der er mange døde i
landet', og 'vi har aldrig hørt eller oplevet
noget lignende'. Det er her svært at vurdere, om han refererer til den 10.
plage eller til den senere druknedød i Det Røde Hav. Det kan tænkes, at han
beskriver begge begivenheder under ét - for det hele var sikkert smeltet sammen
til ét i den lange katastrofe?
I alle
fald ser det ud til, at Ipuwer lige efter går over til at beskrive den tid, som
fulgte i landet, efter at farao og landets øverste er døde. Fx nævner han den
fornedrende situation for de fornemme kvinder fra overklassen i landet, og
skriver:
“Se, adelige kvinder går sultne omkring.”
og “Se, han, som sov uden hustru, fandt en adelskvinde”.
Med disse
ord beskrives, at der er kommet en ganske uhørt og mærkelig tilstand over
Egypten, som også havde ramt landets adelige kvinder. Årsagen til, at disse
kvinder er sultne, skyldes sikkert, at deres mænd, som i overvejende grad havde
tilhørt eliten og skulle forsørge dem, nu er døde. Når Ipuwer derefter nævner,
at 'han, som sov uden hustru fandt en adelskvinde', henviser det muligvis til,
at det nu var let for en mand af lavere stand at få en af disse sultne kvinder
til hustru, for de var villige til at blive hans, hvis han kunne forsørge
hende.
Dernæst
går Ipuwer over til at udtale et ‘ve’
over 'Hemmelighedernes Sted'. Hvad menes der mon med det? Alle forskere
er enige i, at 'Hemmelighedernes Sted' må henvise til et eller andet religiøst,
men til hvad? Nogle gætter på, at det henviser til de guder, som blev dyrket;
andre til vismændene, altså
præsteskabet. Andre igen til de hemmelige ritualer, eller måske til
balsameringen af de døde. Uanset hvad, så har den (af)gudstro, som tidligere
havde styret borgernes liv, og som de havde sat deres lid til, nu vist sig at
være uden værdi. Det er derfor sandsynligt, at Ipuwers 've' er det samme, som
der henvises til i 2. Mos. 12:12, hvor Gud siger, at 'over alle Egyptens guder
holder jeg dom'? Det siger sig selv, at denne dom kastede hele landet ud i en
eksistentiel krise. Ipuwer fortsætter:
“Borte er det, som var i går.. Se nu, landet
er berøvet sit kongedømme.. Se alle lederne, de er ikke på deres plads, og folket
er som en hjord, der strejfer om uden hyrde. Hvad skal vi gøre ved det”?
Det, der
beskrives her, henviser til disse fire katastrofale forhold, der nu herskede i
hele Egypten.
1.
"Borte er det,
som var i går". Da Gud med de 10 plager begyndte at dømme Egypten, var den
tidligere ro og stabilitet borte. Overalt var der kaos, suk og jamren, og der
var næppe en egypter, som var uenig i det ovenfornævnte udsagn.
2.
'Se nu, landet er
berøvet sit kongedømme'. Farao var død, og det samme var hans søn, og der var
tilsyneladende ingen, som kunne overtage tronen (se senere).
3.
'Se, alle ledere, de
er ikke på deres plads'. Med disse ord fortæller Ipuwer, at landets lederskab
enten er forsvundet, eller er ikke-fungerende. For de fleste dem, som havde
haft lederskabet og sørgede for ro og orden, og fik det hele til at fungere,
var enten døde under den 10. plage, eller druknet i Det Røde Hav. Og netop
dette forårsagede det, som Ipuwer nævner som det sidste punkt:
4.
'Folket er som en
hjord, der strejfer om uden hyrde'. Et andet sted i det samme dokument
beskriver han en tiltagende anarki i landet, og som resulterer i, at 'den ene
siger til den anden: Kom, lad os plyndre..'.
Det er
tydeligvis et øjenvidne, der beskriver det, der sker i landet. Det går fra ondt
til værre: 'Kom, lad os plyndre' er fx en beskrivelse af den lovløshed, der
også følger næsten alle nutidige katastrofer. Han spørger derfor retorisk:
'Hvad skal vi gøre ved det?' Var der noget at gøre? Det gik et stykke tid, hvor
landets indbyggere var rådvilde, og hvad de så gjorde, kommer vi tilbage til.
Vi skal nemlig først se på to meget mærkelige og tankevækkende udsagn, som
Ipuwer indskyder midt i oplæsningen.
Det
første, han nævner, kunne tyde på, at han muligvis kendte lidt til Israels
historie og profetier. Og i det næste ser det ud til, at han muligvis var
begyndt at indse [tro], at Israels Gud var - eller kunne være, den sande Gud,
som nu havde dømt Egyptens guder. Det første udsagn lyder således: 'Det, patriarken forudsagde, er sket'. Hvilken
patriark? Egypterne havde ingen patriarker. Men det havde Israels folk som
bekendt! Abraham havde forudsagt, at Israels folk skulle trælle i Egypten i 400
år, og efter denne periode ville Gud udfri dem fra deres trællekår. Josef
forudsagde det samme. Ved slutningen af sit liv sagde han fx dette til sine
sønner:
"Jeg skal snart dø. Men Gud vil tage sig af
jer og føre jer op fra dette land (Egypten) til det land (det forjættede land,
Israel), han lovede Abraham, Isak og Jakob'. Og Josef tog Israels sønner i ed:
‘Når Gud tager sig af jer, skal I bringe mine ben med op herfra.’ Så døde
Josef, 110 år gammel. Han blev balsameret og lagt i kiste i Egypten”, 1.
Mos. 50:24-26.
Det er
ikke utænkeligt, at Ipuwer kendte til lidt til dette. En skriver blev nemlig
oftest betragtet som en, der ved næsten alt, fordi han i sit egenskab som
skriver fik en omfattende kendskab til, hvad der foregik. Måske var han også
begyndt at indse (tro), at Israels Gud er den ene og sande Gud, For lige efter
det førnævnte citat siger han: “Hvis jeg
vidste, hvor Gud er, ville jeg tjene ham”.
Som
nævnt er det et mærkeligt udsagn. Hvis han med Gud tænkte på en af de egyptiske
guder, så vidste Ipuwer ligesom alle andre egypterne, udmærket godt, hvor de
guder var, de tjente, hvilke, de skulle påkalde i krisesituationer, og hvordan
de skulle tjene dem. Det betyder, at Ipuwer næppe har tænkt på Egyptens egne
'guder', som havde vist sig ikke at være sande guder. Han havde altså med andre
ord forstået, at der er eller må være en (anden) Gud, som står over alle andre
guder. Han havde jo lige forinden udtalt et 've' over 'hemmelighedernes sted',
dvs. over Egyptens guder; fordi de ikke har kunnet hjælpe dem i deres nød.
Derimod
havde han jo netop været et vidne til, hvordan Israels Gud havde gjort sig
kendt i landet, og måske også forstået, at det er denne Gud, som har al magt og
som 'kæmper for dem (Israels folk) mod Ægypten', og som nu holder dom over
Egyptens guder, som der står i 2. Mos. 12:12. At det synes at være Israels Gud,
han havde i tankerne, er det faktum, at han taler om en bestemt Gud - og det er
denne Gud, han giver udtryk for, at han gerne ville tjene, hvis han altså bare
kan finde ham.
I GT er
der flere vidnesbyrd om, at hedninger bliver klar over, at Israels Gud er den
sande Gud, og indimellem er der også nogle, som kommer til ham og bliver en del
af hans folk. Derfor står der da også igen og igen, at de, altså folkeslagene,
gennem det, Gud gør, skal kende, at han er Herren. Den, som læser bibelen, GT
såvel som NT, er ikke i tvivl om, at Gud ønsker at frelse alle, og bruger mange
metoder til at få mennesker til at høre. Det ville være dejligt, hvis Ipuwer
fandt Gud, som han sagde, han gerne ville tjene. Men det ved kun Gud.
Vi skal
nu tilbage til det fuldstændige kaos, der herskede i Egypten i forbindelse med
alt det, der var sket i landet som følge af de domme, der havde ramt landet.
Ifølge den egyptiske historie tog det faktisk lang tid for landet, som var
datidens store supermagt, at restaurere
sig. Som nævnt var stort set alle døde, som på forskellig vis skulle lede
landet, og det samme var den regerende farao og hans søn. Alle egnede
kandidater til hans trone var også døde. Det skabte selvfølgelig, som ovenfor
beskrevet, et stort problem i Egypten, at der ikke var nogen i landet, som kunne
overtage den. Dette var sikkert årsagen til, at egypterne begyndte at lede
efter en egnet kandidat til faraos trone udenfor landets grænser. Og det er så
her, et mærkeligt brev kommer ind i billedet
Et mærkeligt
brev
Et
mærkeligt brev fra den samme tid afslører, at faraos hustru, som var blevet
enke efter Amenhotep 3., i sin nød skrev til hettitterkongen Suppikuliumas, og
bad ham om hjælp til at finde en egnet kandidat til tronen i Egypten11.
Vi kan slet ikke forestille os, hvor ydmygende det var for hende at henvende
sig til hettitterkongen med et sådant ønske. Egypten var nemlig datidens store
supermagt, og som sådan havde landet ikke ligefrem ry for at have brug for
hjælp fra udlandet, og da slet ikke om at finde en egnet kandidat til at blive
den næste farao i Egypten. Der var jo normalt masser af egnede kandidater
indenfor landets grænser. At afsløre, at der ikke var nogen farao eller egnede
kandidater til tronen, skabte desuden en alvorlig risiko for, at det store og
mægtige hettitterrige, som enkedronningen henvendte sig til, og som faktisk var
Egyptens ærkefjende, ville komme med magt og erobre landet. At faraos
enkehustru alligevel fik skrevet brevet, viser, at der efter hendes vurdering
ikke var andre muligheder. Dette brev førte
i øvrigt til en længere brevveksling mellem enkedronningen og hettitterkongen -
en brevveksling, som er fundet for lidt over 100 år siden, og er siden blevet
omtalt som Tel-Amarnabrevene12.
I denne gennemgang skal vi kun på nogle ganske få
afsnit i denne brevveksling. Det første er fra det brev, som Egyptens
enkedronning sendte til hettitterkongen, via en af dennes sønner. Der står:
"Min ægtemand er død, og jeg har
ingen søn. Folk siger, at du har mange sønner. Hvis du sender mig én af dine
sønner, vil han blive min ægtemand, for det er mig imod at tage én af mine
tjenere til ægte"13.
Efter, at sønnen havde forelagt dette brev for sin
far, beskriver han faderens reaktion på dette mærkelige og usædvanlige brev:
"Da min far høre dette, sammenkaldte han
de stores råd: [for] siden de ældste tider er noget sådant ikke sket før".
Af 'Amarnabrevene' fremgår det, at hettitterkongen
regnede med, at brevet var en fælde, og troede ikke på det, der stod i det; og
derfor sendte et brev tilbage med en anklage om, at det blot var et forsøg på
at føre ham bag lyset. Egyptens enkedronning sendte ham da et nyt brev, hvori
der stod:
"Hvorfor siger du: De prøver at narre
mig? Hvis jeg havde en søn, skulle jeg så skrive til et fremmed land på en
måde, som er ydmygende for mig og mit land? Du tror ikke på mig, og du siger
det endda til mig! Han, som var min ægtemand, er død, og jeg har ingen søn.
Skulle jeg så måske tage én af mine tjenere til ægte? Jeg har ikke skrevet til
noget andet land. Jeg har skrevet til dig..."
Det, hun her beskriver, er et stærkt vidnesbyrd om,
at det stod så galt fat i Egypten, som det beskrives i bibelen, og som
skriveren Ipuwer har bevidnet. Det var ganske vist ydmygende for faraos enke at
bede hettitterkongen om hjælp, men det ville være endnu mere ydmygende at gøre
en af hendes tjenere til farao - og derfor så hun ingen andre udveje end at
bede hettitterkongen om hjælp.
Men, hvorfor sendte Egyptens enkedronning i det hele
taget dette brev til lige netop den nok største og dermed også værste fjende på
denne tid? Hvorfor sendte hun ikke brevet til et mere venligsindet land? Den
sandsynlige årsag kunne være, at hun vidste, at det kun var et spørgsmål om
tid, inden hettitterkongen fandt ud af den katastrofale situation i Egypten -
en situation, som gjorde, at landet ikke længere havde en stor og mægtig hær
til at forsvare landet, eller de andre lande, som var under Egyptens
beskyttelse. Det betød, at hvis Egypten ikke gjorde noget for at holde sig på
god fod (frierfod) med hettitterne i denne, deres svaghedsperiode, ville det
sandsynligvis ende med et angreb fra dem. Et angreb, som de i den nuværende
situation ikke kunne modstå. Dette forhold er den sandsynlige årsag til, at
enkedronningen var kommet til den konklusion, at det bedste for landet var, om
muligt, at indgå en ægteskabsalliance med hettitterne, for på den måde at
forhindre et ellers uafvendeligt hettittisk angreb og magtdemonstration.
Af Amarnabrevene ser det da også ud til, at
hittitterne allerede havde fundet ud af, at Egypten var kommet ind i en
svaghedsperiode. For, i den samme periode, som nævnte brevveksling med fandt
sted, skete der nemlig også noget andet i området nordøst for Egypten. Her blev
de lande, som var under Egyptens beskyttelse, og som normalt ville blive
forsvaret af egyptiske tropper, nemlig i stigende grad angrebet af hittitterne
- og selvom borgerne fra de berørte områder flere gange sendte bud til Egypten
og bønfaldt dem om hjælp, skete der intet. Der var ikke længere nogen i landet,
som kunne hjælpe dem14. Amarnabrevene stemmer således, sammen med
alt det andet, vi har set på fra de arkæologiske og historiske kilder,
fuldstændig med alt det, der står i bibelen om det, der skete i Egypten i
forbindelse med Guds domme over landet.
Efter, at vi har set, hvordan det var gået i
Egypten, i forbindelse med og efter, at israelitterne havde forladt det, skal
vi tilbage til israelitterne, som netop havde krydset Det Røde Hav, og står nu
foran en 40-årig ørkenvandring. Er der mon nogle arkæologiske og historiske
beviser på dette? Det skal vi se på i næste artikel.
Kildemateriale:
1.
Dr. Lennart Möller: Exodus - udvandringen fra Egypten, side 213
2.
http://www.biblebigpicture.com/biblelessons/evidenceofredseacrossing.htm
3. Flavius Josefus: The Antiquities of the Jews, bind 2, kap. 15-39 (side
240)
4.
Dr. Lennart Möller: Exodus - udvandringen fra Egypten, side 241
5. http://natgeo.dk/videnskab/teknologi/hvornaar-blev-hjulet-opfundet
6.
http://www.pinterest.com/saltrockcowgirl/bible-storys-proof/
7.
Billedeksempler ses i bogen: Dr. Lennart Möller: Exodus - udvandringen
fra Egypten, s. 251
8.
Samme
9.
Dr. Lennart Möller: Exodus - udvandringen fra Egypten, side 259
10. Samme, side 153
11. Samme, side 164-167.
12. http://en.wikipedia.org/wiki/Amarna_letters
http://www.pilgrimpromo.com/war/discovered/html/chapter12.htm
http://www.reshafim.org.il/ad/egypt/zannanza_affair.htm
13. Dr. Lennart Möller: Exodus -
udvandringen fra Egypten, side 164
14. Samme, side 165
Hvis denne side ikke er
fundet via forsiden, så klik
venligst her for at se flere artikler