Dan. 9:24-27

- et eksempel på profetiernes vidunderlige opfyldelse

 

Af Eskild Skov Særkjær

 

I denne gennemgang skal vi se på de fire vers fra Daniels bog, kap. 9, som giver en vidunderlig og detaljeret profeti om tiden for Jesus komme - og hvad der skal ske med det jødiske folk og for Jerusalem. Det er versene 24-27. Vi skal nu læse disse vers et efter et fra den danske bibel - og undervejs vil jeg indimellem citere fra grundteksten, når den danske oversættelse er for upræcis til at forstå profetiens præcise og nøjagtige indhold.  Disse citater har jeg indsat som indskudte parenteser i denne artikel. Vi skal nu læse det første vers:

      "70 uger er fastsat over dit folk og din hellige by, indtil overtrædelser er fuldendt, syndens mål fuldt, misgerningen sonet [forsoning for uretfærdige er sket], evig retfærdighed hidført [føres frem], syn og profeti beseglet og en højhellig helligdom salvet", Dan. 9:24.

 

Det første vi skal se på, er omtalen af de 70 uger. På grundsproget står der ikke 70 uger, men 70 syvere, som næsten har samme betydning. At det ikke er almindelige uger, forstås dog klart ud fra grundtekstens grammatik, hvor man kan se, at der er tale om en anden slags uger end de almindelige. Det har da også altid været en almindelig tolkning blandt både jøder og kristne, at der her ikke er tale om 70 år, men 70 åruger [70 x 7 år] = 490 år, som der også står i fodnoten i min bibeloversættelse.

 

At det virkelig er tale om 70 åruger, som er 490 år, og ikke almindelige uger, bliver da også tydeligt, når vi læser teksten. Fx er det aldeles umuligt, at alt det, der nævnes i den, kunne ske over en periode på 70 uger, altså mindre end 1½ år. For det andet, så viser det sidste vers i profetien da også, at der er tale om uger á 7 år. Som vi skal se, når vi kommer dertil, så handler dette vers om 'den store trængsel' i endetiden. Her  bliver denne ene, sidste uge omtalt som 2 halve uger, men går vi til fx Åbenbaringen, er det tydeligt, at disse 2 halve uger skal forstås som 3½ år x 2. Denne sidste åruge vender jeg tilbage til, når vi kommer frem til v 27. 

 

Det er i øvrigt ikke det eneste sted i GT, at dage eller uger bliver omregnet til år og åruger. Et (par) skriftsted/er, som viser dette, er: 

      "Som I brugte 40 dage til at undersøge landet, således skal I undgælde for jeres misgerninger i 40 år, ét år for hver dag, og således få mit mishag at føle", 4. Mos. 14:34.         

Og

      "deres misgernings år gør jeg til lige så mange dage for dig, 190 dage; så længe skal du bære Israels hus' misgerning", Ez. 4:5.

 

Forhistorien til det, der nævnes i profetien, er følgende

Gud havde gentagne gange lovet, som fx i Dan. 9:2, at jøderne ville komme tilbage til deres land efter, at de har været Babels fanger i 70 år. Og således skete det. Men, årsagen til deres skyld var der stadig - den var ikke sonet, og derfor kommer Gabriel til Daniel og fortæller, at der derfor skal gå endnu en tid, før misgerningen er sonet - dog ikke af dem selv, men af Jesus Kristus.  

 

Vi skal nu se nærmere på teksten, som siger, at 490 år er fastsat over jødefolket og Jerusalem, INDTIL det, der står i vers 24, vil gå i opfyldelse. I GT åbenbarer Gud, at folkets synder ikke kan sones uden et syndoffer. Det vidste de troende jøder. De vidste også, at den gamle pagts syndofre ikke kunne sone eller borttage deres synder, men at der skulle et andet og evigt offer til; nemlig dét, som Gud vil give dem i forbindelse med den nye pagt. Det er det, der henvises til i dette, og i de følgende vers. 

De jødiske rabbinere er enige om, at versene handler om Messias.. 'Han er vor retfærdighed', siger de. Det bekræftes også i NT. I Rom. 3:21 står der fx, at 'i ham er der åbenbaret en retfærdighed fra Gud'. Og, et andet sted: Gud vil give en evig retfærdighed til enhver, som tror på ham. I Es. 53 siger Gud dette ved Esajas:

·         "Han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brødes skyld, og til fred kom straf over ham. Vi fik lægedom ved hans sår.. Når han kendes, skal min retfærdige tjener retfærdiggøre de mange, han, som bar deres overtrædelser", Es. 53:5,10.

 

Det næste, vi læser i Dan. 9:24 er, at 'syn og profeti [er] beseglet' - i betydningen 'det er  fastsat', dvs. det, som Gud har sagt det i sit ord, kommer til at ske. I Kristus opfyldes alt det, som profeterne har set og talt om. Det, som han har gjort for at sone misgerningen, kan og skal ikke gøres om.

 

Det sidste, vi læser om i vers 24, er, at 'en højhellig helligdom salves' - eller, som der står i grundteksten, at 'det allerhelligste skal salves'. Det allerhelligste kan henvise til templet, og nogle kristne mener da også, at disse ord henviser til genopbygningen og indvielsen af templet i endens tid, og det er da også en mulighed (især fordi verset ser ud til først fuldt ud at blive opfyldt, når de 490 år er gået - dvs. når Jesus 2. gang kommer synligt tilbage til jorden). Men det er også nærliggende at tro, at det, ligesom alt andet i verset, henviser til Jesus. Fx vidner Jesus om sig selv og siger:

·         Jesus siger: "Herrens Ånd er over mig, fordi han salvede mig", Luk. 4:18

·         "I kender det budskab, hvordan Gud salvede Jesus med Helligånd og kraft", Ap.g. 10:38.

 

Vers 25:

      "Og du skal vide og forstå; fra den tid ordet om Jerusalems genrejsning og opbyggelse udgik, indtil en salvet, en fyrste, kommer, er der syv uger; og i toogtresindstyve uger skal det genrejses og opbygges med torver og gader under tidernes trængsel".

 

Lad os først se på den salvede fyrste, der nævnes, og som er Jesus. Dette bliver endnu tydeligere på grundsproget, hvor teksten kalder ham for Messiasfyrsten. I verset giver Daniel nøje information om, hvornår han vil komme og sone deres [og vore] synder. Men inden vi ser på selve udregningen, så lad os først undersøge, hvornår nedtællingen til det, der nævnes i disse vers, skal begynde. Det er tydeligvis ikke med det samme, for der gives en konkret anvisning: Den begynder, når 'ordet om Jerusalems genrejsning og opbyggelse udgik'. Hvornår skete det? 

 

Lad os et øjeblik igen se på den jødiske historie omkring den tid, der tales om. I 538 f.Kr blev Babels rige erobret af det mediepersiske rige, og kong Kyrus udstedte en befaling om, at jøderne kunne vende tilbage til deres land igen og opbygge Herrens tempel - og det gjorde de, og templet stod færdigt i 516 f.Kr. Men, det var jo ikke templet, der tales om i Daniels profeti. Den taler derimod om Jerusalems genopbygning. Tiden til at tælle ned til Messias' komme var altså endnu ikke kommet.

 

Men ca. 60 år senere var tiden inde. I Neh. 2. kan vi læse, at i kong Artaxerxes 20. regeringsår udsendte han et dekret, som gjorde det muligt for de jøder, som stadig var i Babel (de havde det for godt til at vende tilbage), at rejse til den ødelagte by Jerusalem og opbygge den.

 

Ifølge Nehemias 2:1 skete det i år 452 f.Kr. (nogle mener dog, det skete 5 år tidligere) - og dermed er vi fremme ved det år, hvor jøderne ifølge profetien kunne begynde at tælle årene frem til den dag, Messias kommer. Som citeret i den danske bibel ser det ud til, at fyrsten kommer efter de første 7 åruger (49 år), men det er forkert. Lad os nu læse en del af verset igen, som det står på grundsproget:

      "..fra den tid ordet.. udgik, indtil en salvet, en fyrste, kommer, er der 7 uger og 62 uger. Den (byen Jerusalem) skal genrejses og opbygges..".

 

Profetien siger altså ikke, at Jesus vil komme efter de første 7 åruger, der tales om i profetien, men først, når der tilsammen er gået 7 og 62 åruger, altså 483 år. En hurtig udregning viser, at vi så kommer frem til år 30 (som bekendt findes år 0 ikke). Vi vender tilbage til år 30 om lidt. 

 

Vi skal nemlig først lige se på de syv åruger (49 år). Hvorfor nævnes de? Hvad betyder disse år? Det henviser til det, som den ene del af verset omtaler, nemlig at Jerusalem skal genrejses og opbygges. Ifølge den jødiske historie tog det netop 49 år, og som tog sin begyndelse, da ordet udgik. Det betyder konkret, at byen var genrejst i år 403 f.Kr. (452 f.Kr. - 49 år = 403 f.Kr). Den sidste del af verset henviser til det, der står omtalt i Nehemias i forbindelse med Jerusalems genopbyggelse. Her fremgår det, at jøderne oplevede en særdeles voldsom og indædt modstand fra deres fjender, som gjorde alt for, at byen Jerusalem ikke blev opbygget. Dermed gik også denne del af det profetiske ord i opfyldelse, der taler om, at byen 'skal genrejses og opbygges.. under tidernes trængsel'.

 

Tilbage til år 403 f.Kr. Det er altså fra dette år, at der ifølge profetien skal gå en lang række af uafbrudte år på i alt 62 åruger (62 x 7 år), som svarer til 434 år - og så kommer vi frem til det førnævnte år 30 efter (det traditionelle år for) Kristi fødsel. Efter min vurdering er det dette år, der profeteres om i vers 24-25, og det synes da også at stemme med det, der nævnes i NT for Jesu død. Lad os kort se på beviserne.

 

I dag ved de fleste, at Jesus ikke blev født år nul, men 4-7 år tidligere. De fleste regner dog med år 4 før år nul. Hvis vi går ud fra dette år, kan vi hurtigt regne ud, at han blev døbt af Johannes Døber og begyndte sin gerning i år 26. Lukas skriver nemlig:

      "Jesus var omkring 30 år gammel, da han begyndte [sin gerning]", Luk. 3:23.

 

I NT ser det desuden ud til, at Jesus trådte frem for folket og begyndte sin gerning om efteråret. Ud fra evangelierne ved vi, at der fra denne tid gik ca. 3½ år, til han blev taget til fange og korsfæstet. Det ved vi pga. følgende forhold: Ifølge evangelierne var tre andre påskehøjtider i den mellemliggende tid; to, hvor Jesus var i Jerusalem og én, hvor han blev i Galilæa. Derudover gik der en tid, fra han begyndte sin gerning, til den første påske kom, og det anslås at være ca. 6 måneder. Det giver i alt ca. 3½ år, og vi er dermed kommet frem til påsken i år 30, som Daniel har forudsagt.

 

Ja, også det med Jesu død i påsken er forudsagt. Ifølge Neh. 2:1 udgik befalingen om Jerusalems genopbygning nemlig i nisan måned, år 452 f.Kr. Datoen er ikke oplyst, men det er meget sandsynlig, at det netop skete i påsken, for det er jo Gud, der styrer historien og har forudsagt, hvornår det evige sonoffer for synd skulle bringes. Men ud fra Nehemias kan man i alle fald konkludere, at det ikke bare er året i Daniels profeti, der stemmer med dens opfyldelse, men også måneden. Med andre ord siger profetien: Når det bliver påske i år 30, vil Messias sone folkets synder og misgerninger.

 

Generelt forstod de jødiske rabbinere og det jødiske folk, at dette vers viste dem tiden for Messias' komme. Bl.a. derfor var jøderne på Jesu tid da også generelt i en stor forventning om, at  han kunne stå frem og vise sig for dem 'når som helst. Hvad var så årsagen til, at de som folk ikke modtog Jesus som Messias? Der er selvfølgelig flere årsager, som vi ikke skal se på her. Men en af dem bliver forklaret på denne måde af jødedommens mest anerkendte bibelforsker Rambam [Maimonides], som levede ca. 1000 år efter Kristus. Han siger, at

      "de lærde fædre havde regnet tiden ud, men tiede om det, da de var bange for, at det jævne folk ville fare vild' - altså komme til tro på Jesus og 'blive kristne', hvis de fik dette at vide".

 

Det var en forklaring: De jødiske disciple skulle jo nødig blive kristne. Andre jødiske rabbiner giver en anden grund: 'Fejlen fejlen ligger i, at vi så ham ikke, for vi var ikke parate til at modtage ham'. Dette syn kommer fx frem i Bønnen 'Makzorim', som bliver bedt hvert år til forsoningsdagen, og som begynder med ordene:

      "Messias, vor retfærdighed, har [været her, men vi så ham ikke. Derfor har han] vendt sig bort fra os, vi er adspredt, og der findes [derfor] ingen, som kan forløse os"1 [det i parentes er omtalt i sammenhængen].

 

Det, der her siges, giver stof til eftertanke. Må mange jøder dog se, at deres Messias er død og opstået for deres synder, og vil frelse enhver, som kommer til ham.

 

Vi skal nu læse det næste vers i profetien:

      "Men efter de 62 uger [altså efter først 49 år og derefter 434 år] skal en salvet [Messias] bortryddes uden dom, og byen og helligdommen skal ødelægges tillige med en fyrste. Og enden kommer med oversvømmelse og indtil enden skal der være krig, den fastsatte ødelæggelse", v. 26.

 

Profetien siger altså, at når de (7 og) de 62 åruger, som er nævnt i vers 24-25, er gået, skal en salvet [grundteksten: Messias] ryddes bort. I den danske bibel står, at det sker 'uden dom'. Oversættelsen er ikke korrekt. Ifølge grundteksten står der, at 'Messias skal bortryddes [dø], men ikke for sig selv', dvs. han døde ikke for sine egne synder. For Jesus blev dømt, selvom retssagen mod ham var en skueproces, og hans korsfæstelse og død var et regulært justitsmord. Evangelierne fortæller, at han blev dømt på falske udsagn! De jødiske ledere havde nemlig forud bestemt, at han skulle dø.

 

I John. kap. 11 beskrives det, at ypperstepræsterne og farisæerne kaldte rådet sammen og sagde:

      "Hvad skal vi gøre? Denne mand gør jo mange tegn. Hvis vi lader ham blive sådan ved, vil alle tro på ham og romerne vil tage både land og folk fra os. Men en af dem, Kajfas, som var ypperstepræst det år, sagde til dem: I forstår da heller ingen ting! og I tænker ikke på, at det er bedre for jer, at ét menneske dør for folket, end at hele folket går til grunde", John. 11:47-50.

 

På denne måde brugte Gud Kajfas til at forudsige Jesu død. At det er bedre, at Jesus dør, end at hele folket går til grunde. Jesus kunne blive fri. Han kunne fx bare have sendt 6 legioner (=72.000) engle, men han gjorde det ikke. Han måtte dø for dem, for at folket skulle gå grunde og fortabes, men han døde 'ikke for sig selv', som profetien siger. Det er det samme, der siges om Jesus i 2. Kor.

      "han døde i alles sted, for at de, der lever, ikke mere skal leve for sig selv, men for ham, som døde og opstod for dem", 2. Kor. 5:15

 

Det er det samme, som Esajas giver udtryk for i kap. 53:

      "Han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brødes skyld; os til fred kom straf over ham, vi fik lægedom ved hans sår. Vi for alle vild som får, vi vendte os hver sin vej, men Herren lod falde på ham den skyld, der lå på os alle.. Fra trængsel og dom blev han taget, men hvem i hans samtid tænkte, da han reves fra de levendes land, at han ramtes for mit folks overtrædelser", Es. 53:5-6,8

 

Som vi har set, så var der ved Jesu død [i år 30] gået 69 af de 70 åruger [483 år], som ifølge v. 24 er tilmålt jøderne og Jerusalem [Guds folk og by]. Her stopper Gud foreløbig nedtællingen. Når vi læser sidste del af vers 26, er det tydeligt, at der er tale om en ikke nærmere forklaret tidsperiode, der skal gå indtil enden, som beskrives nærmere i vers 27. Denne indskudte tid har nu varet i næsten 2000 år.

 

Men hvorfor er der er denne tid skjult? Hvorfor har Gud sat nedtællingen i stå? Svaret finder vi i de vers, vi lige har læst. Profetien handler ikke om kirkehistorien, som i bibelen også bliver omtalt som 'hedningernes tider', men, som vi har set, handler den derimod om jøderne og om Jerusalem. Profetien beskriver altså ikke den tid, der er nu.

 

I GT var det en hemmelighed, at Gud ville tage sig et folk ud af hedningerne. I NT åbenbares det, at det skyldtes, at Israel som folk sagde nej til Jesus som Messias, frelser og konge. Da skete der det, som Paulus siger i Ap.g., at 'evangeliet skal tages fra jer og gives til hedningerne'. Et andet sted forklarer Paulus det, der er sket, på denne måde:

      "Der er kommet forhærdelse over en del af Israel, indtil hedningernes fuldtalligt er gået ind, og så skal hele Israel frelses..", Rom. 11:25-26.

 

Hedningernes er stadig ikke gået fuldtalligt ind, men det varer ikke længe. Det er altså den tid, som er tilmålt hedningerne, der gør, at Gud satte profetien over Jerusalem og det jødiske folk på pause, og går i gang igen, når den sidste tid på 7 år begynder, lige efter, at menigheden er bortrykket.

 

Der er i øvrigt mange lignende indskudte tider i GT, hvor Gud stopper det profetiske ur [over Israel og Israels folk], fordi der er noget andet, der skal ske, før tiden tæller igen. Et par eksempler herpå finder vi i Es. 11:1-10 og Zak. 9:9-10.  

 

Vi skal nu tilbage til Dan. 9:26. Efter profetien om Jesu død indskydes det, at 'byen og helligdommen skal ødelægges tillige med en fyrste'. Det er dog forkert oversat. På grundsproget står der nemlig, at

      'byen og helligdommen skal ødelægges af en fyrstes folk'.

 

Også denne del af profetien gik bogstavelig i opfyldelse, da  romerne kom og belejrede Jerusalem i år 66, og efter 3½ år blev byen og templet fuldstændigt ødelagt. Den primære årsag hertil var, at jøderne ikke ville anerkende kejserens guddommelighed, som ifølge romerne var det samme som at forkaste kejserens overhøjhed. Derfor kom de nu for at underkue og knuse deres modstand, og de omringede Jerusalem med krigshære, netop som Jesus og Daniel har beskrevet det. Der var ingen, som kunne bryde ud af deres jerngreb, og flygte. Dvs.: Der var nogle troende jøder (jødekristne), der undslap, fordi de havde lyttet til Jesus, som med en tydelig henvisning til Daniel havde advaret dem og sagt:

      "Når I ser Jerusalem omringet af krigshære, skal I vide, at dens ødelæggelse er nær: Da skal de, der er i Judæa, flygte op i bjergene; og de, der er inde i byen, skal drage ud af den; og de, der er på landet, skal ikke ty ind i den. Thi det er straffens dage, da alt det, som står skrevet, skal gå i opfyldelse", Luk. 21:20-22.

 

Men, hvordan kunne de troende så flygte, for byen var jo omringet af krigshære? Der skete det besynderlige, at i begyndelsen af belejringen trak romerne af uforklarlige årsager sig pludselig væk fra byen. Dette gjorde, at de fleste i byen troede, at faren var drevet over. Men disciplene huskede og troede det, Jesus havde sagt og flygtede, som de havde fået besked på, og undslap den rædsel, som fulgte. Kirkefaderen Eusebios fortæller, at alle kristne slap ud før den store og endelige belejring.

 

Den jødiske historieskriver Josefus, som har skrevet bogen 'den jødiske krig', fortæller her, at

      'hungersnøden i byen efterhånden blev så stor, at tusinder og atter tusinder døde, og kvinder spiste deres egne børn. De, der forsøgte at flygte, blev pryglet og mishandlet på det grusomste, for derefter at blive korsfæstet. Det skete for mindst 100.000. Inde i byen var der efterhånden så mange lig, at man ikke længere havde kræfter til at begrave dem. Efter 3 års belejring kapitulerede jøderne og åbnede byens porte for romerne, og byens borgere blev herefter enten myrdet eller ført bort i fangenskab'2.

 

Dette var folket skæbne; men hvad skete der med templet og byen, som ifølge profetien ville blive ødelagt af en fyrstes folk? Denne del gik selvfølgelig også i opfyldelse. Det skete på denne måde: Josefus fortæller, at

      'en romerske hærfører Titus gav ordre om, at templet ikke skulle ødelægges, og gjorde sit bedste for at bevare Jerusalem. Han ønskede kun at tugte/straffe jøderne, så de ikke mere ville gøre oprør mod Rom og den romerske kejser. Men en af soldaterne kastede 'en brand' ind i templet. Titus forsøgte at få soldaterne til at slukke ilden, men der blev en sådan råben og skrigen, at dette ikke lykkedes. I stedet blev der 'kastet flere brande ind i templet', som snart stod helt i flammer. Med byen gik det på samme måde, kun her og der var der nogle få rester tilbage'

 

På den måde gik det i opfyldelse, at byen og helligdommen skulle ødelægges af en fyrstes folk. Josefus fortæller videre, at

      'på den dag, da hæren kom ind i byen, var der ekstra mange jøder forsamlede i templet, fordi der samme morgen stod en falsk profet frem og profeterede, at folket, mens de var forsamlede i templet, skulle skue, hvorledes Gud ville redde sit folk. Men i stedet blev de flammernes bytte'3. 

 

Josefus, som skrev dette, var overbevist om, at dette var en opfyldelse af Daniels profeti - og han siger derfor:

      "Om alt dette har Daniel profeteret og skrevet om for mange år siden. Daniel efterlod sig.. (dette skrift) på Guds befaling for at give den, som gransker historien et vidnesbyrd om, hvor stor ære Gud havde vist ham; og for at overbevise tvivlerne.. "4.

 

Vers 26 fortsætter: Og enden kommer med oversvømmelse, og indtil enden skal der være krig, den fastsatte ødelæggelse. Vi ser, at teksten taler tydeligt om tiden frem til endens bestemte tid, altså om det, der skal ske lige før, Jesus kommer synligt tilbage til jorden. Tidsmæssigt er vi nu kommet næsten 2000 år længere frem i tiden. Oversvømmelse og krig nævnes som det, der i særlig grad skal præge endens tid. Der fokuseres især på, at der skal være krig og oversvømmelse. Lukker vi øjnene op, sker det for vore øjne i dag. Udover den bogstavelige oversvømmelse kan dette ord muligvis også henvise til Antikrist, som i endens bestemte tid vil oversvømme landene med sine hære. Hans erobringstogter bliver nemlig ofte omtalt på denne måde i bibelen. Et eksempel:

      "Ved endens tid skal Sydens konge prøve kræfter med ham [Antikrist], og Nordens konge [igen Antikrist] stormer imod ham med vogne, ryttere og skibe i mængder og falder ind i landene, oversvømmer og overskyller dem", Dan. 11:40.

 

Det er muligvis til den samme begivenhed, som Jesus til i Luk. 21:25-26, hvor han i forbindelse med tiden lige forud for hans 2. komme, siger:

      "Der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene ængstes i rådvildhed over havets og brændingens brusen. Mennesker skal dåne af rædsel og gru for det, der skal komme over jorderige; thi himlenes kræfter skal rystes..".

 

Vi er nu kommet frem til det sidste vers, som handler om profetiens sidste syv år; som er den store trængsel, som bliver forklaret og uddybet nærmere i Åbenbaringsbogen. Vi skal ikke komme nærmere ind på det, der kommer til at ske under den store trængsel, men skal kun ganske kort se på det, der er beskrevet om den i forbindelse med det, der er omtalt i verset:

      "Og pagten skal ophæves for de mange i én uge, og i ugens sidste halvdel skal slagtoffer og afgrødeoffer ophøre, og ødelæggelsens vederstyggelighed skal sættes på det hellige sted, indtil den fastsatte undergang udøser sig over ødelæggeren".

 

Hvad er det for en pagt? Mange tror, at det er Guds pagt med jøderne, men det stemmer ikke med skriftens vidnesbyrd, som siger, at Gud aldrig vil bryde eller ophæve den pagt, som han har lovet det jødiske folk. Det må derfor være en anden indgået pagt, der nu ophæves. Så vidt jeg kan se, så er det den samme pagt, som Esajas kalder 'en pagt med døden'.

 

Af bibelen fremgår det, at i forbindelse med den store trængsel vil jøderne oprette en pagt med Antikrist, som lover dem guld og grønne skove. I ugens første halvdel [de første 3½ år i trængselstiden] tror de på hans budskab om fred og lykke; og da han genopbygger templet i Jerusalem, og gør store tegn og undere for deres øjne, så bliver mange jøder overbevist om, at han er Messias. Men Paulus fortæller, at det er Antikrist, som beskrives som 'lovløshedens menneske', og fortsætter: Det er

      "han, som sætter sig imod og ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så han tager sæde i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud", 2. Tess. 2:4.

 

Efter de første 3½ år ophæver Antikrist så den fredspagt, som han tidligere [af taktiske grunde] har indgået med jøderne. Han gør nu det samme, som syrerkongen Antiokus d. 4 Epifanes, som er det største forbillede på Antikrist i bibelen, gjorde 170 f.Kr. Ifølge bibelen vil der også være mange andre paralleller mellem disse to. Antiokus Epifanes kom også først med et fredsbudskab, og mange jøder troede på ham. Men i virkeligheden ville han noget andet.

 

Makkabæerbøgerne fortæller, at han ville indføre den hellenistiske religion i Israel og dermed ødelægge jødedommen indefra. Han nedrev brændofferalteret i templet og byggede i stedet nogle hedenske altre i templet, bl.a. også til den græske gud Zeus. For at håne Gud og besudle templet, ofrede han bl.a. en gris på dette alter. På den måde AFSKAFFEDE han de gammeltestamentlige ofringer. Desuden brændte han deres hellige bøger og forbød jøderne at holde moseloven eller holde gudstjeneste. De jøder, som lod sig omskære, blev straffet med døden. 80.000 blev efterfølgende dræbt eller solgt som slaver. Det førte til et voldsomt opgør, som startede den 3½ år lange og blodige makkabæerkrig, der som bekendt endte med sejr for disse makkabæere (jøder), hvorefter de fik en delvis selvstyre, og en nogenlunde fredelig tid de næste 100 år.

 

Det, Antikrist vil gøre, vil være mange gange værre end det, Antiokus gjorde. Jesus henviser da også til 'ødelæggelsens vederstyggelighed, hvorom der er talt ved profeten Daniel' for at beskrive det, Antikrists vil gøre i forbindelse med templet såvel som Jerusalem under den store trængsel. I de sidste 3½ år af den store trængsel vil Antikrist have et regime, som vil få nazismens ondskab til at blegne. Jesus siger, at det bliver så forfærdelig

      "at dersom de dage ikke blev afkortet, da blev intet menneske frelst [reddet], men for de udvalgtes [= jøder] skyld skal de afkortes", Matt. 24:22.

 

Det ender ikke her. Her i det sidste vers skriver Daniel, at 'den fastsatte undergang udøser sig over ødelæggeren'. Det er Antikrist, som omtales således. Ifølge bibelen afsluttes den store trængsel med, at Antikrist bliver dømt og kastet i ildsøen af Jesus, når han kommer synligt tilbage til vor jord. I Dan. 7:26-27, som taler om den samme dom over Antikrist, men også om den følgende herlighed (1000-årsrige), står der:

      "Men så sættes retten (efter den tid og det terrorregime, der nævnes i forrige vers), og hans (Antikrists) herredømme fratages ham og tilintetgøres og ødelægges for evigt. Men riget og herredømmet og storheden, som tilhørte alle rigerne under himmelen, skal gives den Højestes helliges folk, dets rige er et evigt rige, og alle magter skal tjene og lyde det".

 

Det, disse vers beskriver, er, at de 70 åruger er ovre, antikrist og det onde er borte for evigt, og Gud opretter det 1000-årsrige, som han har sagt det. Da opfyldes det, at  hele Israel skal blive frelst. Da går det, der henvises til i vers 24 om det 70. åruge, i opfyldelse. Efter de første 69 åruger (483 år) kom Jesus for at dø for deres (og vore) synder, men det er først efter den sidste åruge, at de som folk modtager Jesus som deres Messias, Frelser og Herre. Da skal det gå i opfyldelse, som er talt ved profeten Esajas:

      "Hærskarers Herre gør på dette bjerg [Goltata/Zion] et gæstebud for alle folkeslag med fede retter og stærk vin.. Og han borttager på dette bjerg sløret, som tilslører alle folkeslag, og dækket, der dækker alle folk. Han opsluger døden for stedse. Og den Herre Herren aftørrer tåren af hver en kind og gør ende på sit folks skam på hele jorden, så sandt Herren har talt. På hin dag skal man sige: Se, her er vor Gud, som vi biede på, og som frelser os; Her er Herren, som vi biede på. Lad os juble og glæde os over hans frelse", Es. 25:6-9.

 

AMEN

 

Kildemateriale:

1.      Jan Bygstad: 'Kristus i det gamle testamente', s. 33-35

2.      Flavius Josefus: 'Jødernes krig', bind 6, side 352-361

3.      Flavius Josefus: 'Jødernes Krig', bind 6, side 359

4.      Flavius Josesus: Citathenvisning bortkommet, se dog Josefus' vidnesbyrd om Daniel på http://www.eyewitness.no/utdragav.htms

 

Til toppen af siden

 

Hvis denne side ikke er fundet via forsiden, så klik venligst her for at få adgang til flere artikler