I denne
gennemgang skal vi se på de fire vers fra Daniels bog, kap. 9, som giver en
vidunderlig og detaljeret profeti om tiden for Jesus komme - og hvad der skal
ske med det jødiske folk og for Jerusalem. Det er versene 24-27. Vi skal nu
læse disse vers et efter et fra den danske bibel - og undervejs vil jeg
indimellem citere fra grundteksten, når den danske oversættelse er for upræcis
til at forstå profetiens præcise og nøjagtige indhold. Disse citater har jeg indsat som indskudte
parenteser i denne artikel. Vi skal nu læse det første vers:
"70
uger er fastsat over dit folk og din hellige by, indtil overtrædelser er
fuldendt, syndens mål fuldt, misgerningen sonet [forsoning for uretfærdige er
sket], evig retfærdighed hidført [føres frem], syn og profeti beseglet og en
højhellig helligdom salvet", Dan. 9:24.
Det
første vi skal se på, er omtalen af de 70 uger. På grundsproget står der ikke
70 uger, men 70 syvere, som næsten har samme betydning. At det ikke er
almindelige uger, forstås dog klart ud fra grundtekstens grammatik, hvor man
kan se, at der er tale om en anden slags uger end de almindelige. Det har da
også altid været en almindelig tolkning blandt både jøder og kristne, at der
her ikke er tale om 70 år, men 70 åruger [70 x 7 år] = 490 år, som der også
står i fodnoten i min bibeloversættelse.
At det virkelig
er tale om 70 åruger, som er 490 år, og ikke almindelige uger, bliver da også
tydeligt, når vi læser teksten. Fx er det aldeles umuligt, at alt det, der
nævnes i den, kunne ske over en periode på 70 uger, altså mindre end 1½ år. For
det andet, så viser det sidste vers i profetien da også, at der er tale om uger
á 7 år. Som vi skal se, når vi kommer dertil, så handler dette vers om 'den
store trængsel' i endetiden. Her bliver
denne ene, sidste uge omtalt som 2 halve uger, men går vi til fx Åbenbaringen,
er det tydeligt, at disse 2 halve uger skal forstås som 3½ år x 2. Denne sidste
åruge vender jeg tilbage til, når vi kommer frem til v 27.
Det er i
øvrigt ikke det eneste sted i GT, at dage eller uger bliver omregnet til år og
åruger. Et (par) skriftsted/er, som viser dette, er:
"Som
I brugte 40 dage til at undersøge landet, således skal I undgælde for jeres
misgerninger i 40 år, ét år for hver dag, og således få mit mishag at
føle", 4. Mos. 14:34.
Og
"deres
misgernings år gør jeg til lige så mange dage for dig, 190 dage; så længe skal
du bære Israels hus' misgerning", Ez. 4:5.
Forhistorien
til det, der nævnes i profetien, er følgende
Gud
havde gentagne gange lovet, som fx i Dan. 9:2, at jøderne ville komme tilbage
til deres land efter, at de har været Babels fanger i 70 år. Og således skete
det. Men, årsagen til deres skyld var der stadig - den var ikke sonet, og
derfor kommer Gabriel til Daniel og fortæller, at der derfor skal gå endnu en
tid, før misgerningen er sonet - dog ikke af dem selv, men af Jesus
Kristus.
Vi skal
nu se nærmere på teksten, som siger, at 490 år er fastsat over jødefolket og
Jerusalem, INDTIL det, der står i vers 24, vil gå i opfyldelse. I GT åbenbarer
Gud, at folkets synder ikke kan sones uden et syndoffer. Det vidste de troende
jøder. De vidste også, at den gamle pagts syndofre ikke kunne sone eller
borttage deres synder, men at der skulle et andet og evigt offer til; nemlig
dét, som Gud vil give dem i forbindelse med den nye pagt. Det er det, der
henvises til i dette, og i de følgende vers.
De
jødiske rabbinere er enige om, at versene handler om Messias.. 'Han er vor
retfærdighed', siger de. Det bekræftes også i NT. I Rom. 3:21 står der fx, at
'i ham er der åbenbaret en retfærdighed fra Gud'. Og, et andet sted: Gud vil
give en evig retfærdighed til enhver, som tror på ham. I Es. 53 siger Gud dette
ved Esajas:
·
"Han blev såret
for vore overtrædelser, knust for vor brødes skyld, og til fred kom straf over
ham. Vi fik lægedom ved hans sår.. Når han kendes, skal min retfærdige tjener
retfærdiggøre de mange, han, som bar deres overtrædelser", Es. 53:5,10.
Det
næste, vi læser i Dan. 9:24 er, at 'syn og profeti [er] beseglet' - i
betydningen 'det er fastsat', dvs. det,
som Gud har sagt det i sit ord, kommer til at ske. I Kristus opfyldes alt det,
som profeterne har set og talt om. Det, som han har gjort for at sone
misgerningen, kan og skal ikke gøres om.
Det
sidste, vi læser om i vers 24, er, at 'en højhellig helligdom salves' - eller,
som der står i grundteksten, at 'det allerhelligste skal salves'. Det
allerhelligste kan henvise til templet, og nogle kristne mener da også, at
disse ord henviser til genopbygningen og indvielsen af templet i endens tid, og
det er da også en mulighed (især fordi verset ser ud til først fuldt ud at
blive opfyldt, når de 490 år er gået - dvs. når Jesus 2. gang kommer synligt
tilbage til jorden). Men det er også nærliggende at tro, at det, ligesom alt
andet i verset, henviser til Jesus. Fx vidner Jesus om sig selv og siger:
·
Jesus siger: "Herrens
Ånd er over mig, fordi han salvede mig", Luk. 4:18
·
"I kender det
budskab, hvordan Gud salvede Jesus med Helligånd og kraft", Ap.g. 10:38.
Vers 25:
"Og
du skal vide og forstå; fra den tid ordet om Jerusalems genrejsning og
opbyggelse udgik, indtil en salvet, en fyrste, kommer, er der syv uger; og i
toogtresindstyve uger skal det genrejses og opbygges med torver og gader under
tidernes trængsel".
Lad os
først se på den salvede fyrste, der nævnes, og som er Jesus. Dette bliver endnu
tydeligere på grundsproget, hvor teksten kalder ham for Messiasfyrsten. I
verset giver Daniel nøje information om, hvornår han vil komme og sone deres
[og vore] synder. Men inden vi ser på selve udregningen, så lad os først
undersøge, hvornår nedtællingen til det, der nævnes i disse vers, skal begynde.
Det er tydeligvis ikke med det samme, for der gives en konkret anvisning: Den
begynder, når 'ordet om Jerusalems genrejsning og opbyggelse udgik'. Hvornår
skete det?
Lad os et
øjeblik igen se på den jødiske historie omkring den tid, der tales om. I
Men ca.
60 år senere var tiden inde. I Neh. 2. kan vi læse, at i kong Artaxerxes 20.
regeringsår udsendte han et dekret, som gjorde det muligt for de jøder, som
stadig var i Babel (de havde det for godt til at vende tilbage), at rejse til
den ødelagte by Jerusalem og opbygge den.
Ifølge
Nehemias 2:1 skete det i år
"..fra
den tid ordet.. udgik, indtil en salvet, en fyrste, kommer, er der 7 uger og 62
uger. Den (byen Jerusalem) skal genrejses og opbygges..".
Profetien
siger altså ikke, at Jesus vil komme efter de første 7 åruger, der tales om i
profetien, men først, når der tilsammen er gået 7 og 62 åruger, altså 483 år.
En hurtig udregning viser, at vi så kommer frem til år 30 (som bekendt findes
år 0 ikke). Vi vender tilbage til år 30 om lidt.
Vi skal
nemlig først lige se på de syv åruger (49 år). Hvorfor nævnes de? Hvad betyder
disse år? Det henviser til det, som den ene del af verset omtaler, nemlig at
Jerusalem skal genrejses og opbygges. Ifølge den jødiske historie tog det netop
49 år, og som tog sin begyndelse, da ordet udgik. Det betyder konkret, at byen
var genrejst i år
Tilbage
til år
I dag
ved de fleste, at Jesus ikke blev født år nul, men 4-7 år tidligere. De fleste
regner dog med år 4 før år nul. Hvis vi går ud fra dette år, kan vi hurtigt
regne ud, at han blev døbt af Johannes Døber og begyndte sin gerning i år 26.
Lukas skriver nemlig:
"Jesus var omkring 30 år gammel, da
han begyndte [sin gerning]", Luk. 3:23.
I NT ser
det desuden ud til, at Jesus trådte frem for folket og begyndte sin gerning om
efteråret. Ud fra evangelierne ved vi, at der fra denne tid gik ca. 3½ år, til
han blev taget til fange og korsfæstet. Det ved vi pga. følgende forhold:
Ifølge evangelierne var tre andre påskehøjtider i den mellemliggende tid; to,
hvor Jesus var i Jerusalem og én, hvor han blev i Galilæa. Derudover gik der en
tid, fra han begyndte sin gerning, til den første påske kom, og det anslås at
være ca. 6 måneder. Det giver i alt ca. 3½ år, og vi er dermed kommet frem til
påsken i år 30, som Daniel har forudsagt.
Ja, også
det med Jesu død i påsken er forudsagt. Ifølge Neh. 2:1 udgik befalingen om
Jerusalems genopbygning nemlig i nisan måned, år
Generelt
forstod de jødiske rabbinere og det jødiske folk, at dette vers viste dem tiden
for Messias' komme. Bl.a. derfor var jøderne på Jesu tid da også generelt i en
stor forventning om, at han kunne stå
frem og vise sig for dem 'når som helst. Hvad var så årsagen til, at de som
folk ikke modtog Jesus som Messias? Der er selvfølgelig flere årsager, som vi
ikke skal se på her. Men en af dem bliver forklaret på denne måde af
jødedommens mest anerkendte bibelforsker Rambam [Maimonides], som levede ca.
1000 år efter Kristus. Han siger, at
"de
lærde fædre havde regnet tiden ud, men tiede om det, da de var bange for, at
det jævne folk ville fare vild' - altså komme til tro på Jesus og 'blive
kristne', hvis de fik dette at vide".
Det var
en forklaring: De jødiske disciple skulle jo nødig blive kristne. Andre jødiske
rabbiner giver en anden grund: 'Fejlen fejlen ligger i, at vi så ham ikke, for
vi var ikke parate til at modtage ham'. Dette syn kommer fx frem i Bønnen
'Makzorim', som bliver bedt hvert år til forsoningsdagen, og som begynder med
ordene:
"Messias,
vor retfærdighed, har [været her, men vi så ham ikke. Derfor har han] vendt sig
bort fra os, vi er adspredt, og der findes [derfor] ingen, som kan forløse
os"1 [det i parentes er omtalt i sammenhængen].
Det, der
her siges, giver stof til eftertanke. Må mange jøder dog se, at deres Messias
er død og opstået for deres synder, og vil frelse enhver, som kommer til ham.
Vi skal
nu læse det næste vers i profetien:
"Men
efter de 62 uger [altså efter først 49 år og derefter 434 år] skal en salvet
[Messias] bortryddes uden dom, og byen og helligdommen skal ødelægges tillige
med en fyrste. Og enden kommer med oversvømmelse og indtil enden skal der være
krig, den fastsatte ødelæggelse", v. 26.
Profetien
siger altså, at når de (7 og) de 62 åruger, som er nævnt i vers 24-25, er gået,
skal en salvet [grundteksten: Messias] ryddes bort. I den danske bibel står, at
det sker 'uden dom'. Oversættelsen er ikke korrekt. Ifølge grundteksten står
der, at 'Messias skal bortryddes [dø], men ikke for sig selv', dvs. han døde
ikke for sine egne synder. For Jesus blev dømt, selvom retssagen mod ham var en
skueproces, og hans korsfæstelse og død var et regulært justitsmord.
Evangelierne fortæller, at han blev dømt på falske udsagn! De jødiske ledere
havde nemlig forud bestemt, at han skulle dø.
I John.
kap. 11 beskrives det, at ypperstepræsterne og farisæerne kaldte rådet sammen
og sagde:
"Hvad
skal vi gøre? Denne mand gør jo mange tegn. Hvis vi lader ham blive sådan ved,
vil alle tro på ham og romerne vil tage både land og folk fra os. Men en af
dem, Kajfas, som var ypperstepræst det år, sagde til dem: I forstår da heller
ingen ting! og I tænker ikke på, at det er bedre for jer, at ét menneske dør
for folket, end at hele folket går til grunde", John. 11:47-50.
På denne
måde brugte Gud Kajfas til at forudsige Jesu død. At det er bedre, at Jesus
dør, end at hele folket går til grunde. Jesus kunne blive fri. Han kunne fx
bare have sendt 6 legioner (=72.000) engle, men han gjorde det ikke. Han måtte
dø for dem, for at folket skulle gå grunde og fortabes, men han døde 'ikke for
sig selv', som profetien siger. Det er det samme, der siges om Jesus i 2. Kor.
"han
døde i alles sted, for at de, der lever, ikke mere skal leve for sig selv, men
for ham, som døde og opstod for dem", 2. Kor. 5:15
Det er
det samme, som Esajas giver udtryk for i kap. 53:
"Han
blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brødes skyld; os til fred kom
straf over ham, vi fik lægedom ved hans sår. Vi for alle vild som får, vi
vendte os hver sin vej, men Herren lod falde på ham den skyld, der lå på os
alle.. Fra trængsel og dom blev han taget, men hvem i hans samtid tænkte, da
han reves fra de levendes land, at han ramtes for mit folks
overtrædelser", Es. 53:5-6,8
Som vi
har set, så var der ved Jesu død [i år 30] gået 69 af de 70 åruger [483 år],
som ifølge v. 24 er tilmålt jøderne og Jerusalem [Guds folk og by]. Her stopper
Gud foreløbig nedtællingen. Når vi læser sidste del af vers 26, er det
tydeligt, at der er tale om en ikke nærmere forklaret tidsperiode, der skal gå
indtil enden, som beskrives nærmere i vers 27. Denne indskudte tid har nu varet
i næsten 2000 år.
Men
hvorfor er der er denne tid skjult? Hvorfor har Gud sat nedtællingen i stå?
Svaret finder vi i de vers, vi lige har læst. Profetien handler ikke om
kirkehistorien, som i bibelen også bliver omtalt som 'hedningernes tider', men,
som vi har set, handler den derimod om jøderne og om Jerusalem. Profetien beskriver
altså ikke den tid, der er nu.
I GT var
det en hemmelighed, at Gud ville tage sig et folk ud af hedningerne. I NT
åbenbares det, at det skyldtes, at Israel som folk sagde nej til Jesus som
Messias, frelser og konge. Da skete der det, som Paulus siger i Ap.g., at
'evangeliet skal tages fra jer og gives til hedningerne'. Et andet sted
forklarer Paulus det, der er sket, på denne måde:
"Der
er kommet forhærdelse over en del af Israel, indtil hedningernes fuldtalligt er
gået ind, og så skal hele Israel frelses..", Rom. 11:25-26.
Hedningernes
er stadig ikke gået fuldtalligt ind, men det varer ikke længe. Det er altså den
tid, som er tilmålt hedningerne, der gør, at Gud satte profetien over Jerusalem
og det jødiske folk på pause, og går i gang igen, når den sidste tid på 7 år
begynder, lige efter, at menigheden er bortrykket.
Der er i
øvrigt mange lignende indskudte tider i GT, hvor Gud stopper det profetiske ur
[over Israel og Israels folk], fordi der er noget andet, der skal ske, før
tiden tæller igen. Et par eksempler herpå finder vi i Es. 11:1-10 og Zak.
9:9-10.
Vi skal
nu tilbage til Dan. 9:26. Efter profetien om Jesu død indskydes det, at 'byen
og helligdommen skal ødelægges tillige med en fyrste'. Det er dog forkert oversat.
På grundsproget står der nemlig, at
'byen og helligdommen skal ødelægges af en
fyrstes folk'.
Også
denne del af profetien gik bogstavelig i opfyldelse, da romerne kom og belejrede Jerusalem i år 66,
og efter 3½ år blev byen og templet fuldstændigt ødelagt. Den primære årsag
hertil var, at jøderne ikke ville anerkende kejserens guddommelighed, som
ifølge romerne var det samme som at forkaste kejserens overhøjhed. Derfor kom
de nu for at underkue og knuse deres modstand, og de omringede Jerusalem med
krigshære, netop som Jesus og Daniel har beskrevet det. Der var ingen, som
kunne bryde ud af deres jerngreb, og flygte. Dvs.: Der var nogle troende jøder
(jødekristne), der undslap, fordi de havde lyttet til Jesus, som med en tydelig
henvisning til Daniel havde advaret dem og sagt:
"Når
I ser Jerusalem omringet af krigshære, skal I vide, at dens ødelæggelse er nær:
Da skal de, der er i Judæa, flygte op i bjergene; og de, der er inde i byen,
skal drage ud af den; og de, der er på landet, skal ikke ty ind i den. Thi det
er straffens dage, da alt det, som står skrevet, skal gå i opfyldelse",
Luk. 21:20-22.
Men,
hvordan kunne de troende så flygte, for byen var jo omringet af krigshære? Der
skete det besynderlige, at i begyndelsen af belejringen trak romerne af
uforklarlige årsager sig pludselig væk fra byen. Dette gjorde, at de fleste i
byen troede, at faren var drevet over. Men disciplene huskede og troede det,
Jesus havde sagt og flygtede, som de havde fået besked på, og undslap den
rædsel, som fulgte. Kirkefaderen Eusebios fortæller, at alle kristne slap ud
før den store og endelige belejring.
Den
jødiske historieskriver Josefus, som har skrevet bogen 'den jødiske krig',
fortæller her, at
'hungersnøden
i byen efterhånden blev så stor, at tusinder og atter tusinder døde, og kvinder
spiste deres egne børn. De, der forsøgte at flygte, blev pryglet og mishandlet
på det grusomste, for derefter at blive korsfæstet. Det skete for mindst
100.000. Inde i byen var der efterhånden så mange lig, at man ikke længere
havde kræfter til at begrave dem. Efter 3 års belejring kapitulerede jøderne og
åbnede byens porte for romerne, og byens borgere blev herefter enten myrdet
eller ført bort i fangenskab'2.
Dette
var folket skæbne; men hvad skete der med templet og byen, som ifølge profetien
ville blive ødelagt af en fyrstes folk? Denne del gik selvfølgelig også i
opfyldelse. Det skete på denne måde: Josefus fortæller, at
'en
romerske hærfører Titus gav ordre om, at templet ikke skulle ødelægges, og
gjorde sit bedste for at bevare Jerusalem. Han ønskede kun at tugte/straffe
jøderne, så de ikke mere ville gøre oprør mod Rom og den romerske kejser. Men
en af soldaterne kastede 'en brand' ind i templet. Titus forsøgte at få
soldaterne til at slukke ilden, men der blev en sådan råben og skrigen, at
dette ikke lykkedes. I stedet blev der 'kastet flere brande ind i templet', som
snart stod helt i flammer. Med byen gik det på samme måde, kun her og der var
der nogle få rester tilbage'
På den
måde gik det i opfyldelse, at byen og helligdommen skulle ødelægges af en
fyrstes folk. Josefus fortæller videre, at
'på
den dag, da hæren kom ind i byen, var der ekstra mange jøder forsamlede i
templet, fordi der samme morgen stod en falsk profet frem og profeterede, at
folket, mens de var forsamlede i templet, skulle skue, hvorledes Gud ville
redde sit folk. Men i stedet blev de flammernes bytte'3.
Josefus,
som skrev dette, var overbevist om, at dette var en opfyldelse af Daniels
profeti - og han siger derfor:
"Om
alt dette har Daniel profeteret og skrevet om for mange år siden. Daniel
efterlod sig.. (dette skrift) på Guds befaling for at give den, som gransker
historien et vidnesbyrd om, hvor stor ære Gud havde vist ham; og for at
overbevise tvivlerne.. "4.
Vers 26
fortsætter: Og enden kommer med oversvømmelse, og indtil enden skal der være
krig, den fastsatte ødelæggelse. Vi ser, at teksten taler tydeligt om tiden
frem til endens bestemte tid, altså om det, der skal ske lige før, Jesus kommer
synligt tilbage til jorden. Tidsmæssigt er vi nu kommet næsten 2000 år længere
frem i tiden. Oversvømmelse og krig nævnes som det, der i særlig grad skal
præge endens tid. Der fokuseres især på, at der skal være krig og
oversvømmelse. Lukker vi øjnene op, sker det for vore øjne i dag. Udover den
bogstavelige oversvømmelse kan dette ord muligvis også henvise til Antikrist,
som i endens bestemte tid vil oversvømme landene med sine hære. Hans
erobringstogter bliver nemlig ofte omtalt på denne måde i bibelen. Et eksempel:
"Ved
endens tid skal Sydens konge prøve kræfter med ham [Antikrist], og Nordens
konge [igen Antikrist] stormer imod ham med vogne, ryttere og skibe i mængder
og falder ind i landene, oversvømmer og overskyller dem", Dan. 11:40.
Det er
muligvis til den samme begivenhed, som Jesus til i Luk. 21:25-26, hvor han i
forbindelse med tiden lige forud for hans 2. komme, siger:
"Der
skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene ængstes i
rådvildhed over havets og brændingens brusen. Mennesker skal dåne af rædsel og gru
for det, der skal komme over jorderige; thi himlenes kræfter skal
rystes..".
Vi er nu
kommet frem til det sidste vers, som handler om profetiens sidste syv år; som
er den store trængsel, som bliver forklaret og uddybet nærmere i
Åbenbaringsbogen. Vi skal ikke komme nærmere ind på det, der kommer til at ske
under den store trængsel, men skal kun ganske kort se på det, der er beskrevet
om den i forbindelse med det, der er omtalt i verset:
"Og
pagten skal ophæves for de mange i én uge, og i ugens sidste halvdel skal
slagtoffer og afgrødeoffer ophøre, og ødelæggelsens vederstyggelighed skal
sættes på det hellige sted, indtil den fastsatte undergang udøser sig over
ødelæggeren".
Hvad er
det for en pagt? Mange tror, at det er Guds pagt med jøderne, men det stemmer
ikke med skriftens vidnesbyrd, som siger, at Gud aldrig vil bryde eller ophæve
den pagt, som han har lovet det jødiske folk. Det må derfor være en anden
indgået pagt, der nu ophæves. Så vidt jeg kan se, så er det den samme pagt, som
Esajas kalder 'en pagt med døden'.
Af
bibelen fremgår det, at i forbindelse med den store trængsel vil jøderne
oprette en pagt med Antikrist, som lover dem guld og grønne skove. I ugens
første halvdel [de første 3½ år i trængselstiden] tror de på hans budskab om
fred og lykke; og da han genopbygger templet i Jerusalem, og gør store tegn og
undere for deres øjne, så bliver mange jøder overbevist om, at han er Messias.
Men Paulus fortæller, at det er Antikrist, som beskrives som 'lovløshedens
menneske', og fortsætter: Det er
"han,
som sætter sig imod og ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom,
så han tager sæde i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud", 2.
Tess. 2:4.
Efter de
første 3½ år ophæver Antikrist så den fredspagt, som han tidligere [af taktiske
grunde] har indgået med jøderne. Han gør nu det samme, som syrerkongen Antiokus
d. 4 Epifanes, som er det største forbillede på Antikrist i bibelen, gjorde
Makkabæerbøgerne
fortæller, at han ville indføre den hellenistiske religion i Israel og dermed
ødelægge jødedommen indefra. Han nedrev brændofferalteret i templet og byggede
i stedet nogle hedenske altre i templet, bl.a. også til den græske gud Zeus.
For at håne Gud og besudle templet, ofrede han bl.a. en gris på dette alter. På
den måde AFSKAFFEDE han de gammeltestamentlige ofringer. Desuden brændte han
deres hellige bøger og forbød jøderne at holde moseloven eller holde
gudstjeneste. De jøder, som lod sig omskære, blev straffet med døden. 80.000
blev efterfølgende dræbt eller solgt som slaver. Det førte til et voldsomt
opgør, som startede den 3½ år lange og blodige makkabæerkrig, der som bekendt
endte med sejr for disse makkabæere (jøder), hvorefter de fik en delvis
selvstyre, og en nogenlunde fredelig tid de næste 100 år.
Det,
Antikrist vil gøre, vil være mange gange værre end det, Antiokus gjorde. Jesus
henviser da også til 'ødelæggelsens vederstyggelighed, hvorom der er talt ved
profeten Daniel' for at beskrive det, Antikrists vil gøre i forbindelse med
templet såvel som Jerusalem under den store trængsel. I de sidste 3½ år af den
store trængsel vil Antikrist have et regime, som vil få nazismens ondskab til
at blegne. Jesus siger, at det bliver så forfærdelig
"at
dersom de dage ikke blev afkortet, da blev intet menneske frelst [reddet], men
for de udvalgtes [= jøder] skyld skal de afkortes", Matt. 24:22.
Det
ender ikke her. Her i det sidste vers skriver Daniel, at 'den fastsatte
undergang udøser sig over ødelæggeren'. Det er Antikrist, som omtales således.
Ifølge bibelen afsluttes den store trængsel med, at Antikrist bliver dømt og
kastet i ildsøen af Jesus, når han kommer synligt tilbage til vor jord. I Dan.
7:26-27, som taler om den samme dom over Antikrist, men også om den følgende
herlighed (1000-årsrige), står der:
"Men
så sættes retten (efter den tid og det terrorregime, der nævnes i forrige
vers), og hans (Antikrists) herredømme fratages ham og tilintetgøres og
ødelægges for evigt. Men riget og herredømmet og storheden, som tilhørte alle
rigerne under himmelen, skal gives den Højestes helliges folk, dets rige er et
evigt rige, og alle magter skal tjene og lyde det".
Det,
disse vers beskriver, er, at de 70 åruger er ovre, antikrist og det onde er
borte for evigt, og Gud opretter det 1000-årsrige, som han har sagt det. Da
opfyldes det, at hele Israel skal blive
frelst. Da går det, der henvises til i vers 24 om det 70. åruge, i opfyldelse.
Efter de første 69 åruger (483 år) kom Jesus for at dø for deres (og vore)
synder, men det er først efter den sidste åruge, at de som folk modtager Jesus
som deres Messias, Frelser og Herre. Da skal det gå i opfyldelse, som er talt
ved profeten Esajas:
"Hærskarers
Herre gør på dette bjerg [Goltata/Zion] et gæstebud for alle folkeslag med fede
retter og stærk vin.. Og han borttager på dette bjerg sløret, som tilslører
alle folkeslag, og dækket, der dækker alle folk. Han opsluger døden for stedse.
Og den Herre Herren aftørrer tåren af hver en kind og gør ende på sit folks
skam på hele jorden, så sandt Herren har talt. På hin dag skal man sige: Se,
her er vor Gud, som vi biede på, og som frelser os; Her er Herren, som vi biede
på. Lad os juble og glæde os over hans frelse", Es. 25:6-9.
AMEN
Kildemateriale:
1.
Jan Bygstad: 'Kristus
i det gamle testamente', s. 33-35
2.
Flavius Josefus: 'Jødernes
krig', bind 6, side 352-361
3.
Flavius Josefus:
'Jødernes Krig', bind 6, side 359
4.
Flavius Josesus:
Citathenvisning bortkommet, se dog Josefus' vidnesbyrd om Daniel på
http://www.eyewitness.no/utdragav.htms
Hvis
denne side ikke er fundet via forsiden, så klik venligst her for at få adgang
til flere artikler