Den katolske
kirkes modreformation … gennem svig og mord!
Af Eskild Særkjær
Siden
reformationen kom til Danmark for næsten 500 år siden, har vi tilhørt den evangelisk-lutherske
kirke og har ligesom dens stiftere betragtet reformationen som en nødvendighed
for at fastholde den sande tro og lære. Men den katolske kirkes klerikale
magtfaktor (præstevældes indflydelse og magt over lægfolket
og stræben efter politisk magt) har ikke bare stiltiende accepteret, at lyset
fik lov til at bryde frem og åbenbare sandheden om Jesus Kristus. Derfor har
dem romerske katolske kirke (fremover den katolske
kirke) igen og igen forsøgt sig med modreformationer for både religiøst og
politisk at få den evangelisk-lutherske kirke tilbage til ’moderkirken’, som
den katolske kirke kalder sig selv. Religiøst foregår det ved hjælp af
’overtalelse’ og økumeni (se min artikel: Den katolske kirkes strategi og mål –
at forene alle til Antikrist) og politisk foregår det ved hjælp af magt. I
denne artikel skal vi se på, hvorledes jesuitterne ihærdigt arbejder for at
genskabe den katolske kirkes magt og herredømme, som gik tabt ved reformationen
og derved etablere et nyt forenet Europa under pavedømmet.
Jesuitternes
hemmelige arbejdsplan
De
fleste ved ikke meget om jesuitterne. Men skal man forstå den katolske kirkes
hemmelige krig for at skabe en modreformation, må vi vide noget om jesuitternes
arbejdsmetoder og planer. Slår man op i Lademanns leksikon fortæller den kun
følgende om jesuiterordenen:
”Opbygningen er militær; streng lydighed mod overordnede
kræves.. og ubetinget lydighed mod paven. Uddannelsen til jesuit er omhyggelig
og langvarig, nu normalt 10 år..”.
Den katolske
kirke er i reglen ligeså fåmælt. Jesuitterne, som er den katolske kirkes
redskab for at gennemtvinge en katolsk modreformation gennem svig og mål, har
nemlig forpligtet sig til aldrig at røbe denne kirkes hemmelige strategi og mål
for at ødelægge det, som reformationen førte med sig.
For
at få et større indblik i, hvem jesuitterne er, hvad formålet er med den lange
uddannelse og hvilke arbejdsmetoder de benytter sig af for at nå deres
hemmelige mål, har jeg for en stor del benyttet mig af de dokumentationer og
vidnesbyrd, som tidligere katolikker er kommet med. Flere af disse er tidligere
jesuitpræster, og har derfor et indgående kendskab til, hvilken hemmelig opgave
og arbejdsplan, som jesuitterne udfører for den katolske kirke.
Jesuitterne
eller ’Jesu Samfund (latin ’Societas Jesu’) er en
hemmelig romersk katolsk orden, som blev grundlagt 1540 af ’Den hellige Ignatius af Loyola’, og er blevet
oprettet med det klare mål at ødelægge den protestantiske kirke, omstyrte alle
demokratiske, som kom i kølvandet på reformationen, og endeligt at få hele
verden til politisk og religiøst at underordne sig den katolske kirke.
Edsaflæggelse
For at blive jesuit forpligter den troende katolik gennem
en ed til 100 % at tjene den katolske kirke og være villig til at slå ihjel for
at fremme dens mål. Her følger et uddrag af edsaflæggelsen:
”Jeg..(jesuittens navn), erklærer og sværger i påhør af
Gud den Almægtige, den velsignede Jomfru Maria… at Hans Hellighed Paven er
Kristi stedfortræder og det sande og eneste hoved for den Katolske eller
Universelle Kirke..
Derfor vil jeg til det yderste.. forsvare denne
(katolske) lærdom.. imod.. enhver kættersk eller protestantisk autoritet,
specielt den lutheranske kirke i Tyskland, Holland, Danmark, Sverige og Norge,
og.. kirker af England, Skotland og udgreningerne af
(de) samme nu i Irland og i Amerikas kontinent, og hvor som helst ellers.. der
måtte være modstandere af den hellige romerske moderkirke.
Jeg fordømmer og fornægter nu enhver troskab til enhver
protestantisk eller liberal konge, prins eller stat, eller lydighed mod deres
love, dommere eller embedsmænd.. Og (jeg vil) gøre mit yderste for at udrydde
de kætterske protestantiske.. lærdomme og at ødelægge alle deres foregivne
magter, lovligt eller på anden måde (dvs. ulovligt)..
Jeg lover og erklærer ydermere, at til trods for, jeg
tilslutter mig hvilken som helst religion (pga. taktik), som er kættersk i
forhold til.. moderkirkens interesse; at i fortrolighed at hemmeligholde alle
hendes agenters råd fra tid til anden, som de betror mig og ikke at røbe -
direkte eller indirekte - med ord, skrivelser eller under nogen omstændigheder
noget som helst, men at udføre alt hvad der skulle foreligge, pålagt eller
åbenbaret til mig, af dig min åndelige fader, eller (af) andre af denne hellige
orden.
Jeg lover og erklærer ydermere, at jeg ikke vil have min
egen mening eller vilje.. men vil uden betænkning adlyde alle.. ordre, jeg
måtte modtage fra mit overhoved i Pavens og Jesu Kristi milits.. Jeg lover og
erklærer ydermere, at når muligheden byder sig, vil jeg lave og føre
ubarmhjertig krig, hemmelig og åbent, imod alle kættere, protestanter.. (og)
udrydde dem fra hele jordens overflade…”.1
Den katolske
kirkes ’hemmelig politi’
Jo mere man får kendskab til den ubarmhjertige krig imod
alle kættere og protestanter, som jesuitterne er forpligtet til, jo større
grund er til at anse dem for at være ”en af historiens mest frygtindgydende
religiøse angrebshær - en specialstyrke, som ikke går
i vejen for noget som helst”, som en tidligere jesuit har beskrevet det. I dag
er der ca. 102.000 jesuitter, som opererer i de forskellige lande. Når man ikke
hører meget til dem, så betyder det ikke, at de så ikke har nogen betydning
eller at de er for få til at udgøre nogen reel fare (se senere), men blot det,
at de ikke vil afsløres. Den kendte forfatter Olav Valen-Sendstad
skrev (i 1960), at
”som Hitler havde sit Gestapo og som Moskva har sit
hemmelige politi – som var og er de egentlige magthaveres medforbrydere,
således har Rom sit ’hemmelige politi’: jesuitterne og deres ’inkvisisionsdomstole’ i gammel og ny tid. Og hvad tortur og
blodsudgydelse angår beholder det pavelige ’politi’ med sin mange århundredes
historie en overlegen plads nr. 1 foran både Hitler og Stalins ’politi’.2
Jesuitterne har altid opereret i og ud fra den katolske
kirke på denne måde. Og har derfor ofte været så involveret i landskadelig
virksomhed, at de blev forbudt i det ene land efter det andet.
”Mellem 1555 og 1931 blev Jesu Samfund udstødt fra mindst
83 lande, stater og byer, for at tage del i politiske rænker og nedbrydende
komplotter imod statens velfærd. Ifølge jesuitpræst Thomas J. Campell er praktisk talt alle instanser af eksklusion
grundet politiske intriger, politisk infiltration, politisk omstyrtning og
tilskyndelse til politisk oprør”.3
I
Danmark blev jesuitterne af samme grund forbudt i 1643. Men det betød ikke, at
jesuitter forsvandt fra Danmark, for de kunne stadig ”virke i København hos spanske,
franske eller tyske gesandter”. Men da religionsfrihed blev sikret ved
Grundlovens indførelse i 1849, blev dette forbud ophævet, og jesuitterne kunne
herefter igen operere mere frit.4
Lademanns leksikon: gesandt (tysk):
diplomat af næsthøjeste rang; varetager sin stats interesser og indberetter om
forholdene i opholdslandet. Nyder eksterritorialret samt ret til uhindret
kontakt med sin regering og betaler hverken skat eller told. Siden 2.
verdenskrig er titlen næsten forsvundet, idet de fleste gesandtskaber,
deriblandt næsten alle danske, er blevet ophøjet til ambassader.
De fleste ved ikke, at der i dag er jesuitter i mange af
de højtstående lederpositioner i de evangelisk-lutherske kirker. Der findes
jesuitiske højskoler til at uddanne unge pastorer, som derefter kan infiltrere
de protestantiske kirker, så at de gennem økumenisk arbejde på at få de kristne
til at acceptere den katolske kirke, så de vender tilbage til den.5
Vi skal lidt senere se, at denne taktik i høj grad er lykkedes. Men først skal
vi tilbage til tiden lige efter Martin Luther.
Katolsk
modreformation gennem krig
Kun
30 år efter Luthers død indledte den katolske kirke den første modreformation,
som kom til at omfatte det meste af Europa. Det skete ved hjælp af den dertil
oprettede jesuitterorden (i 1550). Vi skal se et
enkelt eksempel fra Frankrig, hvor historien beretter om, at:
”75.000 protestanter blev koldblodigt slagtet. Rom
festede, trykte en mønt for at ihukomme den store sejr og sang deres ’Te Deums’. Paven bestilte den italienske kunstner Vasati, til at male et vægmaleri af massakren, som stadig
hænger i Vatikanet”.6
Historien
beretter om mange lignende slag i denne første store modreformation, som
kulminerede i den blodige 30-årskrig (1618-48), som den katolske kirke dog
tabte. Der blev derefter lagt planer for, hvordan de i fremtiden kunne nedkæmpe
reformationen med dens frihedsidealer og modstand overfor den katolske kirkes
politiske magt og antikristelige ånd. Det vil føre for vidt at komme ind på
alle de forsøg på modreformation, som den katolske kirke har været involveret i
siden. De fleste er vel næppe klar over, at både 1. og 2. verdenskrig var
planlagt den katolske kirkes jesuitter, og hvilken hovedrolle de spillede. For
at belyse dette vil jeg tage nogle få eksempler frem fra sidste verdenskrig.
Hitler
beundrede jesuitterne.
Det
var ikke et tilfælde, at nazipartiet startede i Tysklands mest katolske by
München, som også blev betragtet som jesuitternes højborg. Det var heller ikke
et tilfælde, at alle naziledere var katolikker.
Hitler var opdraget af jesuitter, som han beundrede og som blev hans
forbillede. Han var en varm tilhænger af deres hemmelige lære og idegrundlag
såvel som den ydre fremtoning. Det samme kan siges om stort set alle ledere
indenfor nazismen. Den tyske efterretningstjeneste Gestapo var blevet opbygget
af Heinrich Himmler i henhold til de jesuitiske
ordensprincipper.7 Hitler fortalte sine venner: ”Jeg kan se Himmler som vores Ignatius of Loyla”,8 der som tidligere nævnt var jesuitternes
grundlægger, og som også var ordenens første grusomme og blodtørstige leder.
Historien beskriver, at jesuitternes skrift ’Positiv Kristendom’ blev adopteret
af Hitler som ’officiel synspunkt og politik’ og hvordan nazisterne blot
”gentager de antijødiske argumenter fra den ’positive
kristendom’, som på den tid blev forkyndt vidt og bredt over hele Tyskland af jesuitt-paterne.. Tidligere katolikker dokumenterer i
tidsskriftet ’Converted Catholics
Magasin’,9 at ”Hitler lærte den
organiserede antisemitisme af katolikker og jesuitter, og at jesuitter i Central-Europa og USA er ledende kræfter i antisemitismen.
Og antisemitisme er et programmatisk led i den verdensomspændende modrevolution
som ledes af Vatikan-jesuitterne”.10
Var det
jesuitter, som forfalskede Luthers skrifter mod jøderne?
Det
er en kendt sag, at nazismen og andre antisemitter ofte henviser til, at Luther
også var det som argument for, at alle af natur er eller må være det for at
overleve. Men var han det? Den officielle historie er, at Luther i 1523 troede,
at jøderne ville omvende sig ved, at man forkyndte evangeliet for dem og –
modsat den katolske kirke – være venlig mod dem. Men da han 20 år senere var
gammel og syg og så, at jøderne ikke havde omvendt sig, blev han gal og ændrede
derfor sit standpunkt mod dem. Hans nye negative syn på jøderne skulle være
begyndt således: ”Efter at havde set en del blasfemisk, anti-kristen litteratur
skrevet med jødisk pen, havde han forandret sin holdning”. Og videre: ”Hvad
skal vi kristne gøre med dette.. forbandede jødiske rase?” Og derefter kommer
udtalelserne, som så ofte bliver citeret og (mis)brugt af antijøder: ”Først bør
vi sætte ild på deres synagoger.. (osv. osv.)”.11
Men
derved fik han jo igen det samme antisemitiske syn, som den katolske kirke
havde og som han tidligere havde forkastet. Kan det være sandt, at Luther, som
elskede Guds ord og som kæmpede for den Bibelske sandhed, pludselig skulle give
sig til at udgive hadske skrifter imod dem – og omtale jøderne som forkastede
og forbandede? Kan det passe, at Luther på sine gamle dage faldt tilbage til
den katolske kirkes vranglære? Ham, som ellers havde fået ’et godt vidnesbyrd’
efter et langt liv?12
Følgende
spørgsmål trænger sig på:
”Hvorfor skulle Martin Luther overhøre Bibelens lære om
at elske det jødiske udvalgte folk og hade dem, når han ved Helligåndens lys
netop opdagede nåden?”.13
Eller
er der en anden forklaring? Efter en grundig research om jesuitternes hemmelige
krig mod alle kættere og protestanter har den kristne forfatter Eric Jon Phelps skrevet den afslørende bog ’Vatican
Assassins (Vatikanets snigmord). I denne dokumenterer
han deres mange forsøg på at ødelægge reformationen i deres had mod de
evangeliske kirker. Og i jesuitternes skrifter finder han frem til, at det i
virkeligheden ikke var Luther, som er forfatter til de antisemitiske skrifter,
som siges at stamme fra ham, men var tværtimod et jesuitisk forsøg på at
miskreditere ham og dermed kvæle reformationen. Han skriver:
”Igennem årene, mens Loyolas sønner
underviste ved det tyske lutheranske universitet i byen Tübingen, ændrede de
nogle af den bibeltroende Martin Luthers skrifter. De
søgte og lykkedes med at fremstille den store reformator som en gal,
jødehadende, religiøs fanatiker…”.14
For
mig lyder det sandsynlig. For det første er jo netop denne beskidte og
hemmelige arbejdsmetode, som jesuitterne ofte benytter sig af. For det andet er
særdeles mærkeligt, hvis Luther så mange år efter, at han har fundet friheden
og er blevet løst fra antisemitisme såvel som det katolske bånd, pludselig
skulle gå tilbage og udvikle en sådan negativ og hadefuld ånd, som kommer til
udtryk gennem disse skrifter.
Hitler
overtager ’sværdet’ fra jesuitterne til at slå ihjel.
Jøderne
var et større problem for nazisterne end protestanterne, fordi de blev
betragtet som de egentlige ’bagmænd’ i kristendommen og dermed også
”de virkelige skyldige i dannelsen af det jødisk-kristne
verdensbillede. De.. kunne altså ikke, som de tysk-kristne ’omvendes’ til at
blive gode borgere i det nazistiske tusindårsrige. De måtte (derfor) fysisk
fjernes”.15
Det var hovedsagelig igennem denne organisation, at over
6 millioner jøder døde. Inkvisitionen var igen i fuld gang.
Ligesom
jesuitterne, så hadede nazisterne også den protestantiske kirke og gjorde alt
for at knuse den. Det er
”et historisk faktum, at mens paven straks efter Hitlers
magtovertalelse fik et konkordat med Hitler, så kom den protestantiske kirke
ind i en stadig hårdere kamp med nazismen”.16
Lademanns leksikon: ”konkordat: overenskomst mellem en stat og
den romersk-katolske kirke vedrørende spørgsmål af fælles interesse.. Visse
konkordater har fået langtrækkende historisk betydning.. Ved konkordatet 1929 (Lateran-forliget) med Mussolini forsonede paven sig omsider
med den verdslige magt i Italien, men sikrede samtidig kirken store
forrettigheder i landet, herunder indflydelse på ægteskabslovgivning og
undervisning. Dette konkordat blev 1984 afløst af et nyt.. hvorved kirkens
politiske indblanding blev noget afsvækket, skønt den bevarede væsentlige
særrettigheder. Af andre kendte konkordater er der det i 1933 med Tyskland og
Østrig, som Hitler dog siden tog ringe hensyn til.”
I
virkeligheden var det konkordatets positive syn på nazismen (om omvendt), som
fik den store betydning for Hitlers magt. Man kan slet ikke forstå nazismens
ideologi og politik, hvis man ikke også sætter sig ind i de katolske tanker om
modreformation. For nazismen var som et sværd i pavens hånd. Da kejser Wilhelm
f.eks. besøgte Vatikanet før 2. verdenskrig og skulle forklare, hvilken rolle
Tyskland havde i pavens øjne, sagde han:
”Jeg betragter det som interessant, at paven ved denne
anledning sagde til mig, at Tyskland må blive den katolske kirkes sværd”.17
En af
Hitlers nære medarbejdere Franz von Papen, som også
var jesuit og som fik Hitler til magten, sagde følgende: ”Det tredje rige
(Hitlers rige) er den første verdensmagt, som ikke bare kender, men også
praktiserer pavemagtens vigtige principper”.18
Mein Kampf
Det
er Hitler, som har skrevet bogen ’Mein Kampf’. Det tror de fleste i alle fald. Men en katolik ved
navn Otto Strasser, som var Hitlers ven under krigen,
har i sin biografi ’Hitler and I’ afsløret, at Hitler ganske vist havde skrevet
’Mein Kampf’ i 1925 under
sit fængselsophold for højforræderi mod Tyskland - men den ikke egnet til
udgivelse, fordi indholdet ’var en veritabel lapkaus
af selvfølgeligheder..(og) personlige meninger’, og med ’en masse mere eller
mindre usammenhængende tanker’. Det var først efter, at jesuitpræsten Staempfel havde omskrevet ’Mein Kampf’ for Hitler, at bogen kunne benyttes og udgives som
en kampskrift. En anden forfatter skrev, at denne ”Pater Staempfel,
en meget lærd mand og redaktør for et katolsk blad, skrev det alt sammen om
igen i en ny redaktion”.19
Denne tjeneste kom dog til at koste jesuitpræsten livet.
For Hitler var meget mistroisk og ”frygtede.. , at paterens viden om hans egen
svaghed kunne blive farlig, og lod blandt mange andre (også) pater Staempfel dræbe.. 30. juni
Velsignet af
paven til krigen
Pius X1 og Pius X11 afslog gentagne gange at fordømme Hitler og andre
nazister for deres forbrydelser under 2. verdenskrig, endsige ekskommunikere
dem.20 Den katolske kirke ville heller ikke annullere det konkordat,
som pave Pius X11 havde indgået med Hitler. Tværtimod
blev nazismen opmuntret og velsignet af den katolske kirke til at gå i krig mod
de evangeliske og demokratiske lande og til udryddelsen af jøderne. Det vil
føre for vidt her at gennemgå de flere hundrede eksempler på svig og vold, som
nazismen med pavens velsignelse og jesuitterne hjælp gennemførte som katolsk
modreformation under 2 verdenskrig, og som én gang for alle skulle gøre det af
med alle protestanter og demokratier. Derfor vil jeg kun give nogle få
eksempler, som belyser dette.
Forræderiet
i Frankrig
I
Frankrig er der i over 100 år udkommet en avis med navnet ’Action Francaisse’, som blev drevet af fanatiske ’politiske
katolikker’. Det er et andet ord for jesuitter. På dette tidspunkt var Frankrig
antifascistisk og det hemmelige mål var at tvinge landet til at blive til en
katolsk og fascistisk styret regering, som politisk ville samarbejde med Rom.
Denne avis var voldsom antisemitisk og forårsagede en bølge af raseri overfor
jøderne i Frankrig. Det var denne hetz, som i 1884 blev årsag til justitsmordet
på den jødisk-franske officer Dreyfus. De fleste
katolikker i Frankrig godtog de antisemitiske påstande og var overbevidst om
hans skyld. Det var for resten, da Dreufus-sagen var
på det højeste, at ”Pave Leo X111 viste ’høj pavelig ære’ mod den franske
forfatter Eduard Drumont
for hans antisemitiske bog ’det jødiske Frankrig’..”.
I
1939 tjente Action Francaisse - som altså både er en
avis og vist nok også en politisk bevægelse – Hitlers sag ved at sprede
uenighed og defaitisme over Frankrig.
Lademanns
leksikon: ”Defaitisme (fransk): opgivelsesånd; den
opfattelse, at en given krig er umulig at vinde, hvorfor modstand lige så godt
kan opgives med det samme”.
Action
Francaisse havde med dets propaganda mod jøder,
kristelige demokrater og andre liberale kredse bragt sig i en mægtig
diktatorisk lederstilling i katolske intellektuelle kredse. En af de ledende
var general Weygand, som i 1940 var Frankrigs
militære øverstkommanderende.
”Han var jesuitternes redskab.. og de placerede ham i en
nøglestilling i det eneste land, som spærrede vejen for et fascistisk
herredømme på det europæiske kontinent: det var hans opgave at forråde det til
fjenden. Og det fuldførte Weygand ved fire placerede
træk”.
De
fire forræderiske træk, som Weygand foretog og som
blev årsag til Frankrigs nederlag, var:
·
At lade den franske
hær være så desorganiseret og demoraliseret i fredstid, at nazisejren
kunne sikres”. Og så følger en masse historiske facts. Her vil jeg kun nævne,
at han gennem katolsk militær dominans forårsagede
·
”at alle forsøg på
at øge luftvåbenstyrken fra 20.12 1936 og senere automatisk blev nedvoteret. Da
så Hitler invaderede Rhinland måtte statsminister Sarraut
konstatere, at den franske hær ikke havde nogen luftværnkanoner, ingen
antitankkanoner, og var ude af stand til endog en delvis mobilisering mod
Hitler. Da så Hitler gik til angreb forår 1940, så var den franske hær moden
for sammenbrud”.
·
På det tidspunkt, da
Hitler var i færd med at invadere Frankrig – efter at Polen var likvideret,
søgte Weygand at vinde Hitlers gunst ved at foreslå
’et fransk angreb på Rusland..’. På den måde fortalte han indirekte, at den
franske hær var ’fraværende’, og Hitler derfor bare ’ganske roligt kunne gøre
med Frankrig, hvad han ønskede’.
·
Derefter saboterede Weygand krigen i Mellemøsten sammen med andre jesuitter.
Han afslog f.eks. at sende franske tropper til Ægypten, da Mussolini truede det
med stadig voksende troppemængde. På dette tidspunkt havde Frankrig ikke
kapituleret, og det var derfor naturligt, at de deltog, dels fordi de var
’allierede’ og dels fordi Frankrig havde forpligtet sig til at beskytte de
franske kolonier i Afrika.
·
Da Weygand overtog overkommandoen i 1940, havde Frankrig haft
mulighed for at ’kæmpe langvarige og opholdende kampe, mens dens hovedstyrker
var blevet ført til England og Nordafrika for fortsat kamp’. England
appellerede for at få hvert eneste disponibelt skib ”og flertallet i den franske
regering og præsidenten i Nationalforsamlingens begge kamre var enige”. Men Weygand saboterede alle direktiver og nedlagde veto. Han
lod ingen kampordre gå ud, men gik i stedet ind for betingelsesløst
kapitulation. Via jesuitten Patain - som var statschef
i ’Vichy-regeringen i 1940-4421 - blev det
også forhindret, at den franske flåde kunne komme i sikkerhed.
”Efter sammenbruddet kom Weygand
med i Vichy-regeringen, og søgte som sådan at
muliggøre enhver fransk modstand mod Hitler, og brugte sin stilling til at
tillade nazisterne at komme over til Nordafrika”.22
Og
dette var (i en meget forenklet form) baggrunden for at forstå årsagen til, at
Frankrig så hurtigt overgav sig til Hitler uden modstand. Og hvorfor Frankrig
så aktivt støttede nazisterne under 2. verdenskrig. Efter Frankrigs fald i 1942
skrev ’The Catholic International’ i begejstring: ”Er
det ikke herligt? Frankrig har mistet sin flåde (som jo skete ved katolsk svig)
og genvundet sin sjæl”. Og ’Observatore Romano’
skrev, at (jesuitten og statschefen) Petain var
hovedet for Frankrigs genopbygning, og.. var en inspiration for Frankrigs
ungdom’. Herefter følger en lovprisning af Frankrigs fald til fascismen.23
Den katolske
kirkes samarbejde med Japan
Som vi
kan se af ovenstående eksempel, er det tydeligt, at den katolske kirke ikke
’bare fulgte med strømmen’, men at den tværtimod var en hovedkraft mod de
allierede. I de fleste politiske beslutninger var Vatikanet direkte involveret
og handlede altid til nazismens fordel. Vi skal se et eksempel herpå:
”Kort efter Mussolinis magtovertagelse i Italien, gav
pave Pius X1 nogle interessante gestus overfor Japan.
Han brød en århundrede gammel Vatikan-tradition ved
at ordinere orientalske biskopper. Pius X11 fortsatte
denne politik og satte to japanske biskopper over det undertvungne Korea. På
den måde lykkedes det Vatikanet at stille sig i en gunstig position overfor de
japanske imperialister, idet det tydeligt skinnede igennem, at den katolske
kirke var.. værdig til at tjene Japans interesser..
Da Japan gik i krig mod Kina omkring midt i 30’erne,
sendte Vatikanet direktiver til sine missionærer i Kina om at samarbejde med
japanerne. Da den japanske udenrigsminister Matsuoka
i 1934 besøgte Hitler og Mussolini, havde han en hemmelig konference med Pius X1. I 1938 gav paven (de) japanske katolikker lov til
at bøje sig i tilbedelse for kejseren, på trods af alle gamle, katolske
doktriner.
I 1936 trak paven den amerikanske ærkebiskop Mooney tilbage som ’apostolisk delegat’ i Japan og
installerede i stedet den akse-venlige Morella.. Og i
1942 meddelte Vatikan-avisen ’Observatore
Romano’, at den ’Hellige Stol’ havde oprettet diplomatiske forbindelser med
Japan. Den amerikanske regering advarede Vatikanet mod dets skridt - til ingen
nytte. Utallige vidnesbyrd tyder på, at Berlin-Rom-Tokio-aksen (antikomintern-staterne) fik udstrakt hjælp fra de katolske
klerikale (præstevælde) i sin spionage mod USA i det fjerne østen.. Som tak for
hjælpen blev den katolske mission i Japan begunstiget på alle måder under
krigen, mens den protestantiske mission ganske enkelt blev stoppet både i Japan
og i japansk-okkuperede lande...”. 24
Samme
forræderi overalt
Man
kunne fortsætte med også at tale om, hvordan den katolske kirkes gennem 2. verdenskrig
forsøgte at skabe deres modbydelige modreformation i lande som Ungarn, Polen,
Spanien, Jugoslavien, Sydamerika, Mexico. Forræderiet er den samme overalt, og
hele tiden ser vi det katolske magthierarki i arbejde - ledet af jesuitter men
dirigeret af Rom.
Da
Hitler f.eks. gennemførte ’Anschluss’ i 1938 i Østrig, så var den helt på linje
med den katolske kirkes politik. Det var derfor nærmest en selvfølge, at der
kort efter
”udstedtes en officiel, katolsk proklamation til det
østrigske folk om, at det måtte støtte ’Stortyskland’ og dets fører mod
kommunismen. Proklamationen var undertegnet af alle biskopper og ærkebiskopper
i Østrig med kardinal Innitzer i spidsen”.25
I
1939 havde den katolske kirke fået indsat general Franco - som også var jesuit
- som diktator i Spanien, og han blev ’leder af Spaniens eneste tilladte
parti’. Den dag Hitler døde, skrev den katolske presse følgende rosende
nekrolog over hans liv:
”Adolf Hitler, den katolske kirkes søn, døde mens han
forsvarede (det katolske syn på) kristenheden. Det er derfor forståeligt, at
der ikke findes ord til at klage over hans død, idet der findes så mange der
ophøjer hans liv. Over hans jordiske levninger står hans sejrrige
dydighedsfigur.. Må Gud give Hitler hans sejrskrans”.26
Man
kan spekulere på, hvorfor den katolske kirke er så begejstret og interesseret i
demokratiets fald såvel som protestantismens tilintetgørelse, hvis det ikke er,
at den herigennem kan igen kan blive den eneste og officielle religion i en
kommende ’forenede stater’, som efter planen skal strække sig ud over hele
jorden.
Flugtruten
Odessa
Simon
Wiesenthal beskriver i sin bog: ’Retfærdighed, ikke hævn’, om den katolske
kirkes rolle i forbindelse med den oprettede nazi-flugtrute
’Odessa’ efter 2 verdenskrig. Han skriver f.eks., at det var den katolske
kirke, som organiserede nazisternes flugt og skjulte dem for de allierede.
Samt, at de primært flygtede til de mest strenge katolske lande i Sydamerika.
Her var de hjertelig velkomne og kunne for det meste bosætte sig frit, endda
ofte under deres egne navne, fordi de ikke behøvede at frygte for at blive
udleveret. Disse katolske lande har nemlig ikke været berørt af den europæiske
reformation og modreformation, og har heller ikke måttet tilpasse sig i
’konkurrencen til demokrati og protestantismen’. Her har den katolske kirke,
trods afstanden til Europa, haft stor betydning for fortolkning og efterlevelse
af den katolske kirkes dogmer for de fleste katolikker i verden.
Katolsk
modreformation gennem EU
Da
modreformationen under 2 verdenskrig også slog fejl, oprettede man ved
jesuitternes hjælp andre metoder til at nå til samme mål. Det sker f.eks.
gennem EU, som arbejder ihærdigt på at fremme den katolske kirkes politiske og
antikristelige arbejde. I dannelsen af EU stod stærke katolske personligheder.
Sveriges ambassadør ved Vatikanet, Lars Bergquist
sagde det således:
”Vi må ikke glemme, at EU en gang blev grundlagt af meget
hengivne katolikker som (tyskeren) Adenauer, (franskmanden) Schuman og
(italieneren) De Gasperi”.27
Den katolske kirke har spillet en ”meget aktiv rolle ved
oprettelsen af det Europæiske Fællesskab, og i det historiske øjeblik, den 25.
marts 1957, da Rom-traktaten blev underskrevet, kimede klokkerne fra alle Roms
kirker”.28 Under overskriften ’Hedensk fødsels-sal
for EU’ skriver Karmel-Nytt, at traktaten blev
underskrevet i en sal på samme sted på Capitol højen i Rom, hvor Jupiters
tempel - som var bolig for Roms øverste gud (den falske Kristus).29
Ved underskrivning af traktaten knyttede den italienske udenrigsminister Gaitano Martino da også
”forbindelsen mellem antikkens Rom og det forenede Europa”, da han sagde:
”I Rom blev grunden lagt for vor politiske, juridiske og
samfundsmæssige ordning i vor civilisation. I den samme by rejser vi støttepiller
op for det Europa, som vi ønsker, skal være én enhed, fremgangsrigt og stærkt
som kejsernes Rom”.30
Den
katolske presse har ikke lagt skjul på, at oprettelsen af EF (EU) var et
mægtigt skridt frem imod en ny katolsk magtstilling. En katolsk nyhedsavis
skrev eksempelvis i 1962, at ”ikke siden Romerrigets tid har den hellige stol
blevet tilbudt et samlingspunkt lig Fællesmarkedet”.31 Gang på gang
nævner den katolske presse, hvilke ’fordele’, de forskellige europæiske lande
ville have ved at gå ind i et fællesskab med den katolske kirke. Og taler
derfor varmt for, at de forskellige lande tilsammen ville kunne ”udvikle sig
til en virkelig økonomisk og monetær union, meget lig det I har i Amerika. Vi
vil virkelig til sidst skabe Europas forenede stater”.32 Men det er
ikke en hvilken som helst union (enhed), der tænkes på. Formålet er som et led
i den katolske kirkes modreformation at føre de forskellige demokratier ind
under den katolske ’klerikale’ (præstevældets) styreform, tro og lære. The Catholic Herald skrev eksempelvis
følgende om Englands optagelse i fællesskabet:
”Fællesmarkedet vil være en ideel måde at føre England
ind i den traditionelle kristne (katolske) enhed, som det engang var en del af,
og som jeg oprigtig håber, skal ske med England i fremtiden”.33
De
fleste tænker måske nok ikke over, at den katolske kirke allerede fra starten
(gennem stålunionen, Efta, EF og nu EU) har styret
Europas politik i det skjulte og fået katolikker ind i de topstillinger, hvor
afgørelserne tages. Grunden er, som det katolsk blad ’The Missionary’
skriver, at:
”Mange ikke-katolikker frygter os som en politisk
organisation og er bange for, at den katolske kirke skal dominere og herske. Vi
arbejder i stilhed, med alvor og effektivitet.. for at nå netop dette mål”.34
Denne
taktik er ikke ny. I et hyrdebrev fra 1880 udtaler pave Leo X111 det nødvendige
i, at
”Alle katolikker må være aktive elementer i det daglige
politiske liv i det land, hvor de bor. Alle katolikker må udøve sin magt for at
bidrage til, at nationernes grundlove bliver formet efter den Sande Kirkes
principper”.
Drømmen om
Romerrigets genrejsning
Det
er tydeligt, at den katolske kirke vil gøre alt for, at alle demokratier i
Europa og alle lande indenfor det tidligere Romerrige på et eller andet
tidspunkt - med eller mod de enkelte landes vilje - skal vende tilbage til Rom.
Thoralf Gilbrant har i en
artikelserie om Romerrigets genrejsning skrevet følgende historiske
tilbageblik:
”Historien fortæller om flere forsøg på atter at samle
Europa til en enhed. Kristenheden opstod som en politisk faktor ved konkordat
mellem paven og europæiske fyrster. Hele tiden var det pavekirkens mål at samle
det land (landområde), som havde tilhørt det romerske rige i en federation med
romerkirken som højeste myndighed. Dette er den egentlige europæiske ide.
Den franske konge, Karl den Store, samlede under vældige
erobringskrige det meste af Europa under sin herskerstav og genrejste faktisk
det Vestromerske rige. Juledag år 800 blev han af paven kronet til romersk kejser.
Riget faldt imidlertid snart fra hinanden igen.. alle middelalderens forsøg på
at genrejse det romerske rige mislykkedes.
Først med Napoleon Bonaparte kom ideen om samling af
Europa igen til et gennembrud. Da de franske styrker stormede ind i Italien,
Tyskland og Spanien, var motivet at frigøre disse folk og forene dem i en stor
europæisk federation. I 1804 lod Napoleon sig krone til kejser af paven..
Napoleons magtstilling blev kortvarig. Hans forsøg på at samle Europa
mislykkedes.
Hitlers forsøg på at forene Europa var lige ved at
lykkes. Hele verden måtte sætte sine ressourcer ind på at stoppe aksemagterne.
Hitlers tredje rige var tænkt som et tusindårsrige, og.. ideen var at
genoprette det romerske rige..
Efter den anden verdenskrig blev tanken om at samle
Europa igen taget op. I løbet af forbavsende kort tid havde både sejrherrer og
de besejrede i Vesteuropa samlet sig om denne europæiske idé. Sir Winston
Churchill tog til orde for dannelsen af Europas forenede stater (og sagde):
’Jeg ser ikke nogen grund til, at der.. ikke skulle opstå et Europas forenede
stater, som ville forme dette kontinent på en måde, som man ikke har set magen
til siden det romerske imperiums fald, og hvor alle mennesker kunne leve sammen
i fred, retfærdighed og velstand”.35
Drømmen
om et sådant idyllisk fredsrige i en verden som forkaster Kristus og vælger
Antikrist, var og er ved at blive en realitet. Men de fleste ser ikke denne
dødsensfarlige udvikling..
Katolsk
modreformation gennem Vatikan 2
Derefter
kom 2. Vatikankoncil. Det blev tilrettelagt af pave Johannes 23. og blev holdt
i fire samlinger fra oktober 1962 til december 1965; pave Johannes døde 1963 og
efterfulgtes af pave Paul 6. Koncilet dannedes af over 2000 katolske biskopper
fra alle dele af verden, og hvortil var indbudt et stort antal observatører fra
ikke-katolske kirker. Koncilets skabte
”først og fremmest en katolsk selvransagelse og førte..
den romersk-katolske kirke et vigtigt skridt i retning af erklæret og aktivt
fællesskab med de øvrige kristne trossamfund. I dekretet om økumenien (1964)
betegnes ikke-katolske kristne som kristne brødre og deres kirkesamfund som
Helligåndens redskab for Guds frelse på jorden… 400 års ’modreformation’ er
definitivt bragt til ophør. Uden at opgive sin identitet har pavekirken for
første gang i historien åbent erkendt, at også den lever i et pluralistisk
samfund, sådan at den både religiøst og politisk må indlade sig i dialog med
tidens mennesker.”36
Men
er det sandt, at den katolske kirke nu betragter ’ikke-katolske kristne som
kristne brødre og deres kirkesamfund som Helligåndens redskab for Guds frelse
på jorden’? Er det sandt, at 400 års modreformationen nu definitivt er bragt
til ophør? Kan det passe, at den katolske kirke nu har fornyet sig så meget, at
den er blevet evangelisk? De fleste tror det og er overbevist om, at paven og
den katolske kirke nu kan og skal betragtes som en sand kristen kirke, som de
kan være eller blive ét med. Jo - der er virkelig sket en fornyelse under dette
koncil. I det ydre har den katolske kirke ændret sig meget. Gudstjenesten
foregår f.eks. ikke længere på latin (i Europa), og den katolske kirke er
tilsyneladende blevet meget mere tolerant overfor de protestantiske kirker. Men
er det i virkeligheden kun strategi og taktik for at få alle protestanter til
at tro på fornyelsen - for dermed at få dem til at søge enhed med ’moderkirken’
i Rom? Tænk nøje over den katolske kirke tolkning af Vatikandokumentet:
”Den fremtrædende mening med dette råd
(2. Vatikankoncil) er ikke.. en diskussion af den ene eller artikel om
det fundamentale kirkes doktrin.. Men (er en) fornyet, afklaret og rolig
tilslutning til hele kirkens lære, i sin helhed og korrekthed, som det stadig
skinner igennem i handlingerne i Trent (Council of
Trent), og 1. Vatikankoncil (i 1870).. Indholdet i den gamle doktrin om troens
pant er en ting, og måden på hvilken den præsenteres er en anden”.37
Læg
mærke til ordvalget, hvor der tales om en ’fornyet, afklaret og rolig
tilslutning til hele kirkens lære i sin helhed og korrekthed’ og går
derfor videre med at tale om, at det kun er ’måden’ som er en anden, men ikke
indholdet. Det betyder konkret, at indholdet i det moderne vatikandokument
er fornyet af taktiske grunde, men at den katolske kirkes lære har de
samme antikristelige tanker og modstand mod protestantismen som tidligere. Men
alligevel tror de fleste, at når den katolske kirke taler om økumeni, så må det
betyde det, at de ligesom alle andre gør et velment og kristeligt ”forsøg på at
nedbryde skrankerne mellem de kristne kirkesamfund”, og hvor alle derfor lytter
og lærer af hinanden.38 Men sådan er det ikke! Den tidligere
katolske præst E. Drewermann, beskriver f.eks., hvad
den katolske kirke mener med økumeni. I sin omtale af Paul Johannes 2’s
rundskrivelse fra 1995 ’Ut Unum
sint’ konkluderer han følgende:
”Det, som paven mener med økumeni i rundskrivelsen, er
blot en udvidelse af den romersk-katolske kirkes krav om at have magt over alle
andre trosretninger”.39
Selvom
mange altså tror, at den katolske kirkes tale om økumeni betyder, at den
katolske kirke at opnå et sandt kristent fællesskab, så er det ikke sandt” Den
arbejder nemlig stadig på at kvæle protestantismen såvel som al demokrati og
frihed – men altså på en anden måde end tidligere.
Fremtiden: Det
1. og det 2. dyr
Alle
religioner er tilsyneladende villig til at acceptere paven som den kommende
verdensleder. I et seminar, som blev afholdt af new age, blev Bill Lambert, som
var leder for seminaret spurgt, om det kunne tænkes, at paven var den verdensleder,
som på det rette tidspunkt vil rejse til Jerusalem og være ”en passende
modtager af The Christ. Dette blev bekræftet..”.40
Nu skal man ikke lade sig forvirre af, at der bliver talt om Kristus. Det er
der mange, som gør, også new age. Men det er bare ikke den sande Kristus. En
organisation under new age kom med følgende udsagn:
”Ordet Maitreya er altid blevet
associeret med Messias (Kristus), som vil komme for at forene verden og
sammensmelte alle religioner under et banner. Denne forventning går nu i
opfyldelse. Blandt de kristne og jøder som Messias, buddhister og hinduer som Maitreya, og muslimer som Madhi
eller Muhammed. Maitreya bærer alle disse navne..”.41
Jeg
tror ikke, at den katolske kirke med paven som ’Kristi Stedfortræder’ er
Antikrist, men alt tyder på, at han (og pavedømmet) er eller er på vej til at
blive identisk til at være den store skøge, som ifølge
Bibelen vil samarbejde med Antikrist og stille al sin magt til hans rådighed.
Lamberts indrømmelse på seminaret peger da også i den retning, idet Lambert
efterfølgende sagde, at paven som en spydspids for den økumeniske bevægelse vil
forberede den ny verdensordens religion. Hvilken ære! Det er helt sikkert, at
paven vil få de troende til at gå i krig for Antikrist for at fremme den ny
verdensorden og verdensreligion, som nu er ved at blive markedsført af dem
begge. Fra begyndelsen vil den katolske kirke og new age give tilladelse til,
at enhver også dyrker sin egen religion.42 Men senere kræver
Antikrist at blive tilbedt som den eneste Gud. I Åb.
kap. 13 tales der tydeligt om, at den falske profet (paven) vil slå de
mennesker ihjel, som ikke vil tilbede det første dyr. Gennem tiden har de
myrdet millioner og de vil gøre det igen. De tror, at de gør det for Kristus –
men i virkeligheden tjener er det for Antikrist, som muligvis kommer fra new
age.
Jeg
vil ikke her komme nærmere ind på denne new age verdensbevægelse, som har lagt
udførlige og detaljerede planer for at omforme verden til en kommende ’ny
verdensorden’ – og som taler om, at der må en tredje verdenskrig til for at få
’det fjerde rige’ til at blomstre. Nazismens bestræbelser for at oprette ’det
tredje rige’ under 2. verdenskrig var ifølge new age en slags generalprøve på
den kommende verdenskrig. Nazismens filosofi og dæmoni er på en lang række så
identiske, at det for mig at se er tydeligt, at de trods forskelle i læren er
forenet i deres fælles opgave, som derfor også arbejder hen imod samme mål.
Ligesom det er forudsagt i Åbenbaringen kap. 17. Her nævnes det, at skøgen rider
på dyret – og det betyder jo netop, at de begge samarbejder og bevæger sig hen
imod samme mål. Men alligevel er der forskel mellem dem. For mens den katolske
kirke (paven) er skøgen og dyret er Antikrist (fra new age?), så står dragen
(Satan) bag begge og forbereder den totale krig mod Gud den Almægtige. Men
hvordan denne kamp ender – det ved vi!
Bibelen siger:
”De
skal føre krig mod Lammet, og Lammet skal sejre over dem, fordi det er
herrernes Herre og kongernes Konge, sejre sammen med dem, som er i dets følge,
de kaldede og udvalgte og trofaste”43
Epilog:
Som
vi har set, er ugudeligheden i den katolske kirke blevet større og større siden
reformationen.44 Dertil kommer dens anstrengelser for at fremme den
nye verdensorden, som kan favne alle religioner og som ’Kristus skal regere
over, når han åbenbarer sig’. Men det er bare ikke den sande Kristus, som de
forbereder og længes efter, men derimod Antikrist. I litteraturlisten henviser
jeg vil bøger og artikler, som behandler dette nærmere45
Gud
siger til hver den, som tror på ham – og som derfor også ønsker at følger ham:
”Drag ud fra hende, mit folk! For at I ikke skal gøre jer delagtige pga. hendes
umådelige yppighed”.46
- - - - - - - - - - - - -
Litteraturhenvisning:
1 http://www.tagryggen.dk/print af Kim
Andersen: ’Den morderiske Romersk Katolske Kirke’, del 1.
2 Olav Valen-Sendstad: 'Moskva-Rom'.
Fjorten epistler om verdenspolitikken og det 20’de århundres
motrevolutjon, udgivet i
3 J.E.C. Shepherd, Canadisk historiker, 1987, ”The Babington
Plot”, s. 12
4 Artikel i Katolsk
Orientering 12/9 1990 med overskriften: ’Jesuitterordenen
450
5 http://www.tagryggen.dk/print i
artiklen ’Katolske bedragere’, af Kim Andersen
6 http://www.tagryggen.dk/print Kim
Andersen: ’Assorterede katolske mord (en håndfuld fra havet
7 Waite: ’The Psycopaathic God Adolph
Hitler’, s. 32, 1977
8 The secret Story of the Jesuits, s. 167
9 Olav Valen-Sendstad:
’Moskva-Rom', s.
10 Samme, s. 41
11 Dr. Michael Brown: Det
dere har gjort mot en af
disse..’, s. 29 og H. Leuner: ’et strejf gennem
jødernes historie 70-19, samt Olav Valen-Sendstad:
'Moskva-Rom', s. 30-31
12 Hebr.
11:1-2
13 http://www.tagryggen.dk/print fra
artiklen: ’Den morderiske Romerske Katolske Kirke, del 2
14 Eric Jon Phelps:
15 Ordet & Israel,
juni 2005, s. 16
16 Olav Valen-Sendstad: 'Moskva-Rom', s. 37
17 The Kaisers Memoirs, s. 211, Harper & Bros. 1922)
18 Der voelkircher beobachter, 14. januar 1932
19 Olav Valen-Sendstad: 'Moskva-Rom', s. 38 citerer bogen af Otto
Strasser: ’Hitler and I’ og ’The secret history of the Jesuits’ s. 138
20 jfr. artiklen
’Jesuitterne i dag’ fra http://www.tagryggen.dk/print
21 Efter 2. verdenskrig
blev Petain dødsdømt for landsforræderi, men blev
benådet og i stedet idømt livsvarigt fængsel
22 Olav Valen-Sendstad: 'Moskva-Rom': Kap. 7 giver en analyse og en
beskrivelse af ’den klerikale fascisme i Frankrig’
23 Olav Valen-Sendstad: 'Moskva-Rom', s. 48
24 Olav Valen-Sendstad: 'Moskva-Rom', s. 53.
25 Olav Valen-Sendstad: 'Moskva-Rom', s. 51
26 The God Fathers, s. 16-26
27 Sydsvenskan’,
16/10 91 under overskriften: ’Vägen till EG (EU) går via Rom”
28 Thoralf
Gilbrant i en artikelserie i ’Tidens tegn’ fra
70’erne med overskriften: ’Europas forenede stater’
29 Se evt. videre i artiklen ’den katolske kirkes strategi og mål: At
forene alle til Antikrist, i afsnittet ’Jomfru Maria’ er identisk med Babels
øverste afgud’.
30 Karmel-Nytt,
nr. 11, 2005
31 Thoralf
Gilbrant citerer Torchs
Roma-korrespondent, 1962
32 Jean Monnet i et
interview til Readers Digest
i oktober 1970
33 The Catholic Herald d. 8/6 1962
34 Det katolske blad ’The Missionary’, juni 1909, s. 69
35 Thoralf
Gilbrant i en artikelserie i ’Tidens Tegn’ fra
70’erne med overskriften: ’Romerrikets gjenreisning’
36 Lademanns leksikon på
CD, 2005).
37 Dokuments of Vatican 2, s. 715
38 Lademanns leksikon,
2005, Cd-rom
39 Jfr. min artikel ’Den
katolske kirkes strategi og mål: at forene alle til Antikrist’-
40 http://www.tagryggen.dk
i artiklen: Noter fra
seminar ang. den Ny Verdensorden. Af Kim Andersen
41 Constance
Cumbye: Regnbuens skjulte farer, s. 21
42 Se ’De lutherske kirker på vej tilbage
til den katolske kirke’ i afsnittet: På vej mod en global religion
43 Åb. 17:14
44 Se artiklerne af undertegnede: ’Martin Luther
– og reformationens nødvendighed’ og ’Den katolske kirkes strategi og mål: at
forene alle til Antikrist’.
45 Olav Valen-Sendstad:
’Moskva-Rom'' & ’Lægekunst: tro og overtro’, s. 9-148, jfr. ’Babylon Mistery Religion, ancient and modern’ & div. artikler om den katolske kirke på http://tagryggen.dk.
46 Åb. 18:3
Hvis denne side ikke er fundet via forsiden,
så klik venligst her for at få adgang til flere artikler