Derfor er jeg ikke muslim

Et kortere uddrag fra en omfattende bog med samme overskrift

Af Eskild Skov Særkjær

Bogen fangede straks min opmærksomhed, da jeg tilfældigt ’faldt’ over den. Og da jeg begyndte at læse den, fandt jeg hurtigt ud af, at det var en helt igennem usædvanlig bog, som man ikke bliver færdig med. Det er tydeligt, at forfatteren, Ibn Waraq, [som af gode grunde er et pseudonymt navn] har en særdeles god indsigt i det emne, han omhandler. Ibn Waraq er født ind i en muslimsk familie, og hans erindringer fra denne tid præger bogen. I forordet skriver han således, at ’så snart jeg var i stand til selv at tænke, kasserede jeg alle de religiøse dogmer, der var blevet prakket mig på’.

Årsagen til, at bogen blev til, skyldes dog noget helt andet. Han fandt hurtigt ud af, at islam fra sin fødsel og frem til i dag overalt har været undertrykkende og efterladt sig spor af ødelæggelser, nedslagtninger og plyndringer i sit kølvand. Han skriver, at denne terror vil fortsætte, fordi koranens såvel som islams struktur er terror, og derfor kan islam ikke overleve uden.

Forfatteren skriver, at ’hver gang, jeg har tvivlet på, om det var klogt at beskrive sådan en bog, har nye mord i Guds og islams navn begået i Algeriet eller Iran eller Tyrkiet eller Sudan ansporet mig til at gøre den færdig’. I sin gennemgang af islam har forfatteren læst og analyseret en stor mængde kildemateriale fra den arabiske og muslimske historie, og må på dette grundlag siges at være særdeles godt klædt på til fagligt at kunne uddybe og dokumentere sine mange anklager, som han gennem bogen retter mod islam.

I min gennemgang af bogen har jeg citeret mange afsnit direkte, men for begrænsningens skyld har jeg også indimellem måttet forkorte, omskrive og udelade andre. Indrykkede citater er alle hentet fra hans omfattende kildemateriale, som nok er flere hundrede. I stedet vil jeg opfordre enhver til selv at læse bogen. Og endelig; for ikke at lave om på forfatteren ordvalg, har jeg måttet lade ordet ’Gud’ forblive i de citerede tekster, selvom det rettelig havde stået Allah. Men nu til forfatterens gennemgang af, hvorfor han ikke er muslim:

Oversigt: Muhammed

Muhammed og Mekka

Fra reformator til massemorder

Koranen

Etik og moral i islam

Islam og kvindesyn

Islam: civilisation og historie

’Dar al-Islam’ eller ’Dar al-Harb’

Eksempler på grusomme muslimske ledere

Diskriminerende love, skatte og tvangsomvendelser

Kirker og synagoger under islam

Islam i de sidste hundrede år

Demokrati og menneskerettigheder

Eksemplet Salman Rushdie

Modstand af at tænke selv, og mod udgivelser af bøger

To kritikere i Egypten

Islam og Vesten

Moderate muslimer?

Epilog

Hvor står det?

Muhammed

Forskere [selv de mest islam-positive] er tvunget til at erkende, at

- ”vi ved meget lidt om Muhammeds liv, før han trådte frem som Guds budbringer - sammenlignet med den sagnagtige biografi, der værdsættes af de troende, ved vi praktisk talt intet”.

Alt tyder på, at Muhammed hovedsageligt overtog grundlaget for sin tro og religiøse praksis fra jøderne. På næsten hver eneste side [i koranen] møder man enten episoder fra hebraisk historie, eller kendte jødiske legender [også fra Talmud], eller detaljer fra rabbinsk lov og skik, eller argumenter, der går ud på, at islam er [en fortsættelse af] Abraham’ og Moses’s tro. To vigtige passager i koranen antyder, at han kan have haft en jødisk lærer [rabbiner?]. I Sura 25:5 anklager de vantro ham for at lytte til de gamle [jødiske] historier, som han har fået dikteret af en anden. I Sura 16:103 siger åbenbaringens engel: ”Vi ved udmærket, hvad de siger: Det er kun en dødelig, der har undervist ham, men hans [dvs. underviserens] sprog er fremmed, mens dette [sprog, som engelen taler] er et klart arabisk sprog [og er dermed det guddommelige sprog og åbenbaring, som benyttes i koranen].

I koranens tidlige Sura'er fremgår det klart, at jøderne og deres religion gjorde et stort indtryk på Muhammed, og han gjorde sit yderste for at stille dem tilfreds ved at antage deres skikke. Han prøvede at overbevise dem om, at han blot videreførte de gamle profeters traditioner. I bogen henvises der til, at koranen indeholder en mængde af jødiske og ’rabbinske-hebraiske’ ord, jødiske doktriner, moralske og ceremonielle love, osv.

Hertil kom, at Muhammed havde en meget tåget fornemmelse af jødisk kronologi. Han vidste, at Saul, David og Salomon fulgte efter patriarkerne, men havde ikke orden på nogen af de andre profeter eller hvilken tid, de levede i.

- ”Han havde intet hørt om Jesu afstamning [at han fx nedstammede fra David], og forbandt Moses med Jesus [uden at forstå den tidsmæssige afstand]… Det fremgår af hans sammenblanding med Maria, Jesu mor, [som han mente var identisk] med Mirjam, der var søster til Moses og Aron”. I Sura 19:27 står der, at efter Jesu fødsel kom folk til Maria og sagde: ’Oh Maria.. du søster af Aron..”.

Selvom islam bevisligt er fuld af fejl, så fastholder muslimer disse fejl, fordi de har valgt at tro på koranens guddommelige åbenbaring.

Trods alle de hændelser og skikkelser, som Muhammed har lånt fra GT [og det er mange], er de fleste forskere enige om, at han ikke kan have haft noget førstehåndskendskab til det.

- ”En hvilken som helst oversættelse [af GT] ville have udelukket de grove afvigelser, unøjagtigheder og vrangforestillinger, som han næsten uden undtagelse lægger for dagen, når hans åbenbaring inddrager oplysninger fra det GT, eller for den sags skyld det NT…

- ”Når [han kunne lave] en så stupid historie ud af det vigtigste i det kristne sakramente, som det skete i Sura 5:111f. – en af de senere dele af koranen [beviser, at han] ikke har vidst noget om den kristne kirke”.

Kristendommen var vidt udbredt i Arabien på Muhammeds tid, men det var sandsynligvis i den syriske skikkelse [jakobittisk eller nestoriansk], og der var mange betydelige kristne familier. Flere kilder viser, at Muhammed en overgang viste kristendommen stor interesse. Men alligevel lykkedes det ham aldrig at forstå treenighedslæren – og det, han siger om den i koranen, stammer udelukkende fra kætterske sekter. [Treenighedslæren benægtes i Sura 4:171, 5:73,75, 116]. Muhammed troede fejlagtigt, at treenigheden [måske pga. katolsk påvirkning] bestod af Gud, Jesus og Maria.

I Sura 4:157 benægtes Jesu korsfæstelse:

- ”Men de dræbte ham ikke, og de korsfæstede ham ikke; blot så det sådan ud”.

Nogle har sluttet, at dette er noget, Muhammed har fundet på, men vi ved, at der var adskillige kætterske sekter, som benægtede korsfæstelsen..

Tanken om, at Allah vejleder og hjælper de troende gennem åbenbaringer.. var af central betydning for Muhammeds udvikling. Han var blevet fundamentalt påvirket af de lærde jøders dybe kendskab til deres hellige skrift: ”De kender Bogen som de kender deres egne børn!” [Sura 2:14, 6:20]. Han blev fast besluttet på, at hans tilhængere skulle have en arabisk bog og lære den på samme måde.

Der er meget, der taler for, at Muhammed har været under stærk indflydelse fra samaritanere. Fx bliver trosbekendelsen ’der er ingen Gud uden den Ene’ konstant gentaget i den samaritanske liturgi. I den muslimske trosbekendelse lyder det: ’Der er ingen Gud uden Allah’. Den muslimske formular ’I Guds navn’ [bismillah] findes i de samaritanske skrifter som ’beshem’ [samme betydning]. Samaritanerne holdt Moses højt i hævd som den profet, for hvem loven blev åbenbaret. Og ligesom dem synes Muhammed kun at have kendt de fem Mosebøger foruden salmerne, og røber [ligesom dem] intet kendskab til de profetiske eller historiske skrifter. [mange flere sammenligninger s. 140-143].

Muhammed var ikke nogen original tænker og formulerede ingen nye etiske principper, men lånte dem også mere og mere fra andre [religioner]. I begyndelsen opfattede Muhammed ikke sig selv som en religionsstifter, men understregede altid islams forbundenhed med de andre store [især monoteistiske] religioner.

Hvordan kunne en billedstormer og kompromisløs monoteist som Muhammed nogen sinde gøre denne hedenske overtro til en del af islams inderste væsen? Fra begyndelsen anså Muhammed Jerusalem som islams helligste by og som muslimer skulle vende sig til, når de bag. De fleste historikere er enige om, at hvis jøderne og de kristne havde forkastet Moses og Jesus [som Muhammed regnede med], og accepteret Muhammed som profeten [over de andre], så ville de stadig vende sig mod Jerusalem. Men da det ikke skete, blev Muhammed vred – og meget belejligt fik han en ordre fra Gud om at ændre bederetningen [kiplaen] fra Jerusalem til Mekka [Sura 1:142-34].

I 613 begyndte han at tale offentligt. En historiker gør opmærksom på, at han talte ’til store menneskemasser på.. en dialekt fuld af selvmodsigelser, grovheder og tåbeligheder’.

- ”Reelt var det en fejl af Muhammed at påberåbe sig en ophøjet profetrolle, og denne opfattelse er den dag i dag uløseligt behæftet med fejl og har medført et sådant virvar af løgnehistorier, forplumring og intolerance, at det er tvivlsomt, om [..] Muhammed overhovedet talte sandt, eller om han ikke snarere var en ærgerrig charlatan, forkvaklet og overfladisk. Altså ikke noget sandhedsvidne, men en spradebasse!”.

En anden historikers dom lyder sådan:

- ”Hans koran er en dum og langtrukken absurditet. Vi tror ikke, som han, at Gud skrev det”.

Muhammed og Mekka

I begyndelsen tog muslimer og hedenske arabere sammen til Mekka – til samme liturgier, samme sten og samme Allah – indtil Muhammed fik en åbenbaring om, at det [nu] kun var muslimer, der måtte deltage i pilgrimsfærden til Mekka [Sura 9:28]. [dvs. dem, der var der først, blev udelukket].

I det 10. år fulgte Muhammed med på pilgrimsrejse til Mekka, til sine hedenske forfædres gamle religion, og hver en detalje af de overtroiske liturgier, han udførte, blev normen i islam. Hedenske skikke bortforklares ved at opfinde muslimske legender.

Forfatteren citerer fra ’afgudsbillernes bog’, hvor der står:

”[Vi] bliver nødt til at betragte det faktum, at Muhammed.. inddrog et antal – lettere modererede eller helt uforandrede – hedenske skikke og trossætninger..”.

En længere beskrivelse af identiske ritualer under pilgrimsfærden [Hajj] mellem muslimer og hedenske arabere i Mekka springes over.

Mekka var et knudepunkt for persisk kultur, og påvirkede alle områdets arabere og muslimerne

”Fra et etisk standpunkt er pilgrimsfærden til Mekka, med sin overtro og sit barnagtige ritual, en plet på den muhamedanske monoteisme”.

Mekka blev erobret år 630.

Kabbaen og den sorte sten i Mekka

Den sorte sten er – så vidt vides – en meteorit, og dens berømmelse skyldes utvivlsomt det forhold, at den faldt fra ’himlen’. Muslimer mener, at Kabbaen først blev bygget i himlen, hvor der stadig står en model. Adam opførte Kabbaen på jorden, men den blev ødelagt under syndfloden. Abraham genopførte den med Ismaels hjælp.

Den sorte sten var oprindelig hvid, men blev sort ved de mange syndere, der gennem tiden rørte stenen. Den sorte sten blev tilbedt i forskellige dele af den arabiske verden. Clement af Alexandria skrev år 190 e.Kr., at ’araberne tilbeder sten’, idet han henviste til den sorte Dusares-sten ved Petra. Maximus Tyrius skrev i det 2. årh. e.Kr., at ’araberne hylder, jeg ved ikke hvilken guddom, som de gengiver ved hjælp af en firkantet sten”. De antikke persere hævdede, at den sorte sten blev efterladt i Mekka sammen med andre hellige genstande og billeder.. og at den var et symbol på Saturn.

Muhammed overtager dyrkelsen af Hubal [Allah] fra hedningerne i Mekka

Hubal blev tilbedt i Mekka, og hans billede var oprindelig opstillet inde i Kabbaen over en udtørret brønd, i hvilken man kastede offergaver. Før billedet af Hubal i stenen, var Hubal [identisk med] selve stenen. Muhammed var rasende over Hubalkulten, hvor de dyrkede de tre gudinder, som blev kaldt Allahs døtre – men han gik ikke imod dem [fordi han så måtte gå imod kernen i sin egen tro]. Hubal og Allah betragtes som identiske af de fleste.

Allah stammer fra de hedenske arabere, og indgik i personnavne længe før Muhammed [også i hans egen familie]. Før Muhammed blev Allah altid omtalt som hovedguden eller som en stor guddom. De hedenske Allah-tilbederes forbrydelse var ikke, at de tilbad den hedenske Allah i Mekka for det anerkendte Muhammed – men at de også tilbad andre guder. Muhammed fandt det ikke nødvendigt at indføre en ’ny Gud’, men ribbede den hedenske Allah for sine ledsagere og gjorde ham til den eneste gud. Koranens Gud er grusom, vred og stolt – egenskaber som man ikke kan beundre. Alt hvad der sker i denne verden, er forordnet af Gud – selv det onde - har han besluttet [forudbestemt].

Den tolerante Muhammed i Mekka

De hedenske mekkanere tolererede ham indtil han begyndte at angribe deres guder. Mekka var å dette tidspunkt et blomstrende handelscenter, idet byen havde vundet kontrol med mange handelsveje. Derfor kom oppositionen mod Muhammed fra velstående købmænd, der frygtede hans succes og vendte sig mod hans kritik af deres levemåde. For at opnå fred med mekkanerne håbede Muhammed på kompromis med de mekkanske købmænd – også på det religiøse plan, hvor han går på kompromis med sin monoteisme. Det er den hændelse, der genfortælles i ’De sataniske vers’ [se dette afsnit]. I denne periode blev Muhammed og hans familie muligvis boykottet af de magtfulde købmænd.

I den tid mødte Muhammed en gruppe folk fra oaserne ved Yathrib [Medina], som indså, at Muhammed måske kunne hjælpe dem med deres hjemlige politiske problemer. De tilegnede sig islam.. og vente tilbage til Medina for at prædike den nye religion. I 622 tilbød en større gruppe fra byen deres støtte.. Muhammed opfordrede sine mekkanske tilhængere til at emigrere til Medina [han var selv den sidste til at forlade byen]. Det er denne udvandring [hidjra], der senere blev gjort til starten af den muslimske tidsregning i 622 [16. juli]. Medina bar beboet af otte store arabiske og tre større jødiske klaner. Gennem mange år havde der været stridigheder mellem dem.. Med det formål at skabe politisk stabilitet oprettede Muhammed et samfund af sine tilhængere fra Mekka og Medina – hvorefter alle vigtige problemer skulle forelægges ham og Gud. Alle disse nye ordninger ’indeholdes i et dokument, der kaldes Medina-konstitutionen’.

- ”I den mekkanske periode af hans liv er der ikke noget spor af personlige hensyn eller uværdige motiver.. Muhammed var dengang ikke andet, end hvad han gav sig ud for: ’en simpel prædikant og advarer. Han var en foragtet og afvist profet, som ønskede at reformere. Han har muligvis fejlet i valget af de rigtige midler til at nå sit mål, men der er ikke.. grund til at betvivle, at han anvendte disse midler i god tro og med et ærligt formål”.

I disse tidlige Sura’er finder vi fx følgende tolerante holdninger overfor anderledes troende:

- ”I må følge jeres religion, og jeg min” [Sura 109].

- ”Vi ved udmærket, hvad de vantro siger, men I skal ikke tvinge dem” [Sura 50:45].

- ”Oh Herre, disse er mennesker, som ikke tror. Bær over med dem og ønsk dem ’fred’. Til slut vil de erkende deres dårskab’ [Sura 43:88f.].

En undtagelse er Sura 2:256, som betragtes som et medinesisk vers:

- ”Der er ingen tvang i religionen”.

Fra reformator [i Mekka] til massemorder [i Medina]

Scenen skifter i Medina. Efterhånden, som Muhammed havde øget sin politiske og militære magt i Medina, blev han mere selvsikker og vendte sig fra at være ”en, der overtalte, til at være en lovgiver og kriger, der forlangte lydighed”. Sura 2, 4, 5, 8, 9, 22 og 47 er fra den medinesiske tid og ”viser Muhammed sig i sit mest krigeriske, dogmatiske og intolerante hjørne”. Muslimske teologer er alle enige om, at Muhammed [efter denne tid] ikke tilstod Arabiens afgudsdyrkere nogen form for religiøs tolerance. Deres eneste valg var døden eller accepten af islam. Der skal almindeligvis ikke vises nåde mod de vantro, og koranen er fuld af makabre beskrivelser af de straffe, der venter dem:

§ ”Hvad de vantro angår, for dem skal der sys klædninger af ild, og kogende vand skal hældes over deres hoveder, hvorved alt, hvad der i deres indvolde og under deres hud, vil blive opløst, og de vil blive straffet med jernstænger besat med kroge” [Sura 22:19-21].

I disse medinesiske vers befaler koranen alle muslimer til at bekæmpe og dræbe de vantro:

§ ”Når I møder de vantro, så slå hovedet af dem; når I har slagtet mange af dem, skal I omhyggeligt binde de øvrige tilfangetagne” [Sura 47:4].

Muhammed begyndte hurtigt at udsende overfaldskommandoer, der skulle angribe.. mekkanske karavaner på vej til Syrien. I begyndelsen havde han [og hans mænd] ikke held med sig og han skiftede taktik: Han begyndte at angribe karavanerne i den hellige måned, som de hedenske arabere også havde før islam. I denne hellige måned var blodsudgydelser forbudt. Derfor var Medinas indbyggere chokerede over vanhelligelsen af den hellige måned – men så fik han en åbenbaring, hvori Allahs godkendte og retfærdiggjorte, at muslimer ”førte krig i den hellige måned som et mindre onde end [andres] fjendskab mod islam” [Sura 2:217]. Snart efter gik Muhammed støtte af byens ledende mænd, der selv indvilligede i at deltage i overfaldene. Faktisk var han ikke andet end chef for en gruppe røvere, der var uvillige til at tjene til livets opretholdelse ved ærligt arbejde.

På omtrent dette tidspunkt blev Muhammeds forhold til jøderne meget anspændt, fordi de ikke [som de andre] ville accepterer ham som deres profet. Se videre under ’politiske mord og massakrer på jøderne’. Det var på dette tidspunkt, at ham begyndte at udvikle ideen om Abrahams religion. Islam blev gjort til en uafhængig og overlegen religion, og brød derfor helt med kristendommen og jødedommen. Efter dette blev jøderne i Medina enten dræbt eller fordrevet.

§ - Fra 624-27 er der flere slag mellem en ’talrig hær’ fra Mekka [som forsvarede karavanerne mod overfald] og Muhammed. Efterhånden lykkedes det for Muhammed at vinde slagene.

§ - I 628 undertegner Muhammed en traktat, hvorved muslimerne får tilladelse til at foretage en pilgrimsfærd til Mekka året efter. På dette tidspunkt var Muhammed magtfuld nok til at prøve at erobre Mekka, hvilket han gjorde i 630. Han befæstede sin magt i det centrale Arabien, og med tiden sluttede de fleste af de arabiske stammer sig til ham.

- I 631 havde Muhammed en hær på 30.000 mand, og havde planer om at angribe byzantinerne [i Palæstina], og han havde visioner om at udstrække sin magt uden for Arabien. Men hans død i 632 satte en stopper for det.

I Medina

”blandedes verdslig magt, storhedsdrømme og tilfredsstillelse af egne lyster hurtigt med det store mål i profetens liv.. Budskaber fra himlen blev frit benyttet til at retfærdiggøre politiske handlinger på præcis samme måde, som de blev brugt til at indskærpe religiøse forskrifter. Kampe blev kæmpet, henrettelser blev beordret og territorier indlemmet – under foregivende af at være sanktioneret af den Almægtige. Endog personlige lyster blev ikke bare undskyldt, men opmuntret af Guds bifald eller ordre. Fx i begæret efter sin adopterede søns hustru [gik imod alt, hvad han havde fået åbenbaret, men i en ny åbenbaring tog] Gud skarpt til genmæle mod profetens skrupler og tillod en skilsmisse..”.

Tidligere havde han fået en åbenbaring om, at han som profet måtte have flere hustruer end de andre. Men nu truede en skandale – og det krævede en ny åbenbaring. Forhistorien er, at en af hans hustruer Hafsas overraskede Muhammed i sengen med Maria, en koptisk trælpige. Ifølge egne forskrifter var dette strengt forbudt – og var det andre end ham selv, var de helt sikkert blevet henrettet. Hustruen var rasende, og Muhammed bad hende indstændigt om at tie stille og lovede at holde sig fra Maria. Men Hafsas kunne ikke tie.. men fortalte det til de andre kvinder i haremmet.. Muhammed modtog herefter en åbenbaring, som bl.a. har følgende ordlyd:

- ”Oh profet! Hvorfor har du nægtet dig selv det, som Gud har tilladt dig [altså Maria] pga. din lyst til at stille dine hustruer tilfreds.. Profeten havde betroet en hemmelighed til en af sine hustruer, men hun fortalte den videre, og Gud har røbet den for ham.. Hvis han [Muhammed] lader sig skille fra jer [hustruer], vil Gud i stedet give ham hustruer, der er mere lydige mod Gud..”.

Det må siges at være en meget belejlig profeti. For med disse ord har han ikke bare fået Guds godkendelse til sin umoralitet – men har også fået Guds tilladelse til at lade sig skille fra sine genstridige hustruer. Muhammed bruger da også denne åbenbaring mod sine hustruer og truer med at erstatte dem med mere underdanige kvinder. Det skal tilføjes, at en sådan skilsmisse socialt ville være katastrofalt for dem.

- ”Som det naturlige resultat kan vi fra Muhammeds ankomst til Medina spore en markant og hastigt forfald i det system, han indskærpede [tidligere]. Friheden blev erstattet med intolerance, vold trådte til i stedet for overtalelse. De åndelige våben, der først blev anvendt mod højere mål, blev snart benyttet til at fremme det timelige herredømme – og det timelige herredømme blev derefter anvendt til at tilføre de åndelige våben større vægt.. den Almægtiges navn gav frygtelig styrke til statens sværd; og statens sværd gav rigeligt afkast ved at ødelægge ’Guds fjender’ og ofre dem ved den nye religions alter. ’Dræb de vantro, hvor I end finder dem’ blev nu islams motto..

- Den varme og enkle hengivenhed, der åndede fra profeten og hans tilhængere i Mekka, blev snart blandet med verdslige motiver og således degenerere troen til vild fanatisme eller fordampede i en livløs rutine af formelle ceremonier.. Muhammeds sværd og koranen er de stædigste fjender af civilisationen, friheden og sandheden, verden endnu har set”.

Historien beretter om mange store blodbad på Muhammeds og islams fjender. En række mord begyndte, og Muhammed vendte sig nu hensynsløst mod sine fjender [som tidligere havde afvist eller hånet ham]. Fx gav han ordre til henrettelse af al-Madr, fordi han i Mekka ’havde fortalt bedre historier end profeten selv’. Muslimske kilder fortæller dette om en anden fange:

- ”To dage efter blev Okba beordret ud til henrettelse. Han vovede at gå i rette [med profeten] og forlangte at få at vide, hvorfor han skulle behandles hårdere end de andre fanger. ’Pga. dit fjendskab mod Gud og hans profet’, svarede Muhammed. ’Og min lille pige!’ skreg Okba ud af sin sjæls bitterhed, ’ hvem vil tage sig af hende?’ Profeten råbte: ’helvedes ild’, og på stedet blev ofret hugget ned. Muhammed fortsatte: ’Elendige usling og forfølger! Vantro mod Gud, mod profeten og mod hans bog! Jeg takker Herren, som har slået dig ihjel, og derved bragt lindring for mine øjne”.

Igen bliver disse mord sanktioneret af en åbenbaring: ’Det tilkommer ikke en profet at tage fanger, før han har nedslagtet [dem] i landet” [Sura 8:67].

Fra nu af gik Muhammed over til at skaffe sig af med enhver opposition, der var farlig for ham.

- ”Endog hemmelige samtaler blev rapporteret til profeten, og på grundlag af sådanne oplysninger accepterede han en fremgangsmåde, der var både grusom og skrupelløs”.

Der er rigtig mange beretninger om, at Muhammed bestiller mord – og velsigner efterfølgende dem, der har begået dem. F.ekx. blev en mor gennemboret med et sværd, mens hun sov, fordi hun i et digt havde ’hånet profeten’. Og med samme motiv myrdes en gammel mand, også, mens han sover.

I de muslimske hadither, som siges at være Muhammeds mundtlige overleveringer og som derfor betragtes med ærbødighed, er der grusomme beretninger om Muhammeds blodtørst. Et eksempel herfra:

- ”Nogle af folkene fra Ukl-stammen kom til profeten og antog islam, men de kunne ikke klare luften i Medina og ville gerne rejse igen.. Og de fornægtede islam og stjal kamelerne. Så sendte profeten nogle mænd efter dem, og de blev fanget og bragt tilbage til Medina. Profeten gav ordre til, at hugge deres hænder og fødder af som straf for tyveri, og deres øjne skulle stikkes ud. Men profeten standsede ikke blødningen, og de døde alle”.

Blandt profetens følgesvende blev drab bortforklaret som ’tjenester over for islam’.

Grusomme massakrer på jøderne

Som nævnt tidligere var der flere jødiske stammer og hedenske klaner i Medina [navnene nævnes]. Disse lå i indbyrdes stridigheder, da Muhammed gjorde sit indtog i 622. I det nævnte dokument [Medina-konstitutionen] indgik han ’en aftale og en pagt med jøderne, der sikrede dem retten til deres religion og besiddelser, samt foreskrev dem deres rettigheder og pligter. Nogle kilder mener, at

- ’Muhammed nedfældede denne konstitution med det ene formål at neutralisere de [stærke] jødiske klaners politiske indflydelse [hvorved] han prøvede at vinde tid, indtil han kunne finde en gunstig lejlighed til at undertvinge dem’.

En anden beskriver baggrunden for samme dokuments på denne måde:

- ”Gennem sin alliance med Medinas arabiske stammer vandt profeten tilstrækkelig styrke til gradvis at gennemføre en antijødiske politik trods tøven fra sine medinesiske allierede.. Faktisk sigtede denne aftale blandt stammerne fra første færd at uddrive jøderne. Dokumentet var derfor ikke en pagt med jøderne. Tværtimod var det en formel hensigtserklæring om at adskille Medinas arabiske klaner fra deres jødiske naboer, som de havde levet sammen med indtil dette tidspunkt”.

I begyndelsen var Muhammed nødt til at gå forsigtigt frem, eftersom ikke alle medinensere havde budt ham velkommen, og hans økonomiske stilling var svag. Det fremgår, at flere arabiske ledere besluttede at støtte Muhammed og deltog oven i købet i røvertogterne. Således begyndte medinenserne langsomt at acceptere Muhammed, men jøderne blev ved med at afvise hans profetiske mission [af ham som ’deres profet’] og begyndte at kritisere ham, idet de sagde, at visse dele i hans åbenbaringer modsagde deres egne hellige skrifter. Muhammeds accept af visse jødiske skikke var til ingen nytte, og han blev klar over, at jøderne udgjorde en reel fare for hans voksende magt i Medina.

Muhammed afventede Muhammed nu blot en gunstig lejlighed til at angribe jøderne. Den kom pga. et mindre skænderi på en markedsplads. Muhammed gjorde intet for at bilægge ’den lille episode’, selvom han var bundet af venskabstraktaten.

- ”Og havde der ikke været et uforsonligt fjendskab, og havde der ikke allerede truffet beslutning om at udrydde israelitterne, kunne meningsforskellene let være bilagt”.

Derefter begyndte han at udsende overfaldskommandoer mod dem [ligesom han har gjort det mod Mekkas købmænd]. Til sidst overgav jøderne sig, og der blev straks truffet forberedelse til deres henrettelse. Men en leder i Medina ’talte deres sag’, og Muhammed var nødt til at bøje sig, da han endnu ikke følte sig sikker nok til at afvise en sådan anmodning. I tiden derefter bliver mange enkelte jøder i området myrdet.

I år 627 havde Muhammed brug for en sejr og besluttede at angribe den jødiske stamme Banu Nadir, som siges at havde udtrykt glæde over muslimernes nederlag [i et tidligere slag]. Under påskud af at havde modtaget en guddommelig advarsel om, at de havde til hensigt at dræbe ham, beordrede Muhammed dem til at forlade Medina i løbet af ti dage, idet han ellers truede dem med døden… De forlod byen og sluttede sig til jøderne i Khaybar, kun for at blive massakreret dér to år senere..

I 628 angreb Muhammed Khaybar-oasen i 628, lod en af de jødiske ledere torturere for at finde stammens skjulte skatte, og da jøderne overgav sig, tillod han dem at blive ved med at dyrke deres oase på betingelse af, at de gav ham halvdelen af deres afgrøder. Muhammed forbeholdt sig også retten til at ophæve traktaten og udvise jøderne, når som helst han måtte ønske det. Og det gjorde han ca. et år senere, hvor de alle blev massakreret. Denne retfærdige straf over jøderne henvises der udførligt til i Sura 59. Denne massakre har siden tjent som både godkendelse og retfærdiggørelse til, at muslimer kan begå traktatbrud, tortur og mord – og tjener som model for de senere traktater, som de muslimske erobrere tilstod de besejrede folk [dhimmier] i områderne uden for Arabien.

Under en belejring af Mekka i 627 var den jødiske stamme Banu Quraiza med til at forsvare Medina, men forholdt sig ellers neutral. Der blev rejst tvivl om deres loyalitet, og efter belejringen gik Muhammed i offensiven mod dem. Da de var klar over, at de ikke havde nogen chance for at overleve, indvilligede den jødiske stamme sig for at overgive sig på betingelse af, at

’de forlod Medina tomhændet’. Dette afviste Muhammed. De fik en allieret til at gå i forbøn for dem, men da han kom tilbage, svarede han ved at lade

- ’sin hånd glide over halsen, idet han lod dem forstå, at de måtte kæmpe til den bitre ende, idet døden var det eneste, de kunne håbe på’.

Den grusomme nedslagtning af Medinas jøder er beskrevet på denne måde:

- ”I løbet af natten blev der gravet render tvært over byens markedsplads, der var store nok til at rumme mændenes døde kroppe. Om morgenen gav Muhammed, der selv overværede tragedien, ordre til, at de mandlige fanger skulle hentes ud i grupper.. Hver gruppe.. blev tvunget til at sætte sig på kanten af udgravningen.. så blev de halshugget og kroppene kastet i graven.. Slagteriet, der begyndte om morgenen, varede hele dagen og fortsatte oplyst af fakler indtil aften. Efter således at have vædet markedspladsen med blodet fra 7-800 ofre, og efter at havde givet ordre til, at jorden skulle glattes ud over deres jordiske rester, drog Muhammed hjem fra det rædselsfulde skue for at trøste sig med den yppige Rihana, hvis mand og samtlige mandlige slægtninge netop var gået til under massakren”.

Byttet blev fordelt, slavepigerne givet som gaver, kvinderne solgt, ejendommen bortauktioneret. Og ja, en åbenbaring kom ned fra himlen og retfærdiggjorde den strenge straf, der var udmålt over jøderne:

- ”Og Han fordrev jøderne, der havde hjulpet dem, fra deres befæstede positioner. Og han fyldte deres hjerter med rædsel. Nogle dræbte I, og nogle tog I til fange” [Sura 33:26f.].

Koranen

Koranen indeholder 114 Sura’er [kapitler].

Ifølge traditionen blev koranen samlet af Uthman [år 644-56], som var den 3. kalif. En af hans generaler bad kaliffen lave en samling, eftersom der var opstået alvorlige stridigheder blandt hans tropper fra forskellige provinser om den rette forståelse af koranen. Det er denne version, som ifølge rettroende muslimer er den ’sande koran’, og som derfor indeholder hele åbenbaringen. Og som sådan er den blevet bevaret uden ændringer eller variationer af nogen art, og at accepten af den uthmaniske koran stort set var alment udbredt og anerkendt fra den første dag, den blev udsendt.

Men dette standpunkt kan ikke underbygges med historiske vidnesbyrd. Tværtimod. Det kan fastslås, at det tidligste biografiske materiale [om Muhammed og koranen], blev skrevet af Ibn Ishaq år 750 (148 år efter Muhammeds død]. Men endnu mere kritisk er det, at hans arbejde er gået tabt og eksisterer i dag kun i en stærkt revideret version fra år 834. Faktisk synes koranen at bære ’spor af at være komponeret så sent som op mod det 11. årh.’.

Muslimske kommentatorer.. har erkendt, at profeten overførte trossætninger og skikke til koranen [og islam] fra især jødiske kilder og fra hedenske naboer, særligt pilgrimsfærden til Mekka. Mange seriøse muslimske forskere drager også koranens ægthed i tvivl – der henvises især til syv af de mest ansete muslimske koran-kommentatorer, hvorfra der citeres fra gennem bogen. Der er adskillelige uforenelige traditioner for koranens tilblivelse – og derudover er der flere versioner af de enkelte nedskrevne traditioner [som bliver gennemgået].

Koranen – en åbenbaring fra himlen

Alligevel bliver muslimer ved med at hævde, at koranen bogstaveligt er kommet direkte ned til Muhammed fra himlen ved, at engelen Gabriel dikterede åbenbaringen til profeten, som gentog den efter ham, som derefter afslørede den for verden. Koranen er givet til Muhammed på ’rent arabisk’ og regnes for at have en evig eksistens i himlen, hvor den ligger på en ’velbevaret tavle’ [Sura 85:22]. Det er bl.a. grunden til, at børn tvinges til at recitere hele koranen [eller dele af den] udenad på arabisk – også selvom de ikke forstår et ord. Men det er heller ikke formålet med recitationen. ”Ordenes mening bliver aldrig skænket en tanke”, men

- ”Koranen bliver simpelthen reciteret, fordi recitationen antages at være et fortjenstfuldt arbejde. Denne negligering af ordenes mening når et sådant højdepunkt, at endog de højlærde, som har studeret kommentarerne – for ikke at tale om lægmænd – undlader at bemærke, når de vers, de reciterer, fordømmer det som syndigt, som de selv og deres tilhørere gør hver dag..”.

Gud er dens [og islams] kilde – og ethvert forsøg på at finde menneskelige kilder til nogen del af den er ikke bare forgæves og meningsløs, men også blasfemiske. Derfor kan koranen ikke diskuteres. For en muslim betyder det, at koranen fra ende til anden er gudgiven og uforanderlig. Det er derfor blasfemi at påstå, at koranen fx er menneskeværk, eller at Muhammed har haft en finger med i spillet ved dens tilblivelse.

Kristne og jøder i koranen

Synet på de kristne er en smule venligere end synet på jøderne, men koranen anklager dem alligevel for at forfalske de hellige skrifter:

- ”De er sandelig vantro, som siger: ’Gud er den tredje af tre’, for der er kun ’en Gud; og hvis de ikke holder op med at sige, hvad de gør, vil en streng straf ramme de vantro”. [Sura 5:73].

De kristne anklages også for at tilbede Jesus som Guds søn. Ligesom jøderne anses de for at være ledt på vildspor og må bringes tilbage til den sande religion, dvs. islam.. Den holdning, som koranen opfordrer muslimer til at have til jøderne, ”kan kun beskrives som antisemitisk og er bestemt ikke fremmende for en bedre forståelse, tolerance eller sameksistens”:

- ”I troende, tag ikke jøder og kristne som venner. De er kun hinandens venner. Hvis nogen af jer tager dem som venner, er han sandelig en af dem. Gud vil ikke retlede dem, der handler ondt” [Sura 5:51].

- ”Erklær krig mod dem, der fik skriften åbenbaret, men som hverken tror på Gud [altså Allah] eller dommedag, og som ikke forbyder det, som Gud og hans apostel har forbudt, og som nægter at anerkende den sande religion [islam], indtil de uden forbehold betaler en kopskat og bliver fuldstændig undertvunget” [Sura 9:29f.].

- Da jøderne ”får mange til at vende ryggen til Guds [altså Allahs] vej, har vi forbudt dem god og sund føde, som tidligere var tilladt dem; og.. vi har forberedt en frygtelig straf for de vantro blandt dem” [Sura 4:160f.].

Sådanne holdninger er ikke forældet, fordi ’de forbliver Guds egne, uskabte ord som [derfor] er gyldig til alle tider og på alle steder; og ifølge alle muslimer er dens tanker absolut sande og unddraget enhver kritik’.

Et problem i koranen fjernes ved at tilføje et ord i bydeform

Men problemet er bare – hvis man ellers tør sige det – at koranen indeholder en mængde passager, som tydeligvis er udtalt af Muhammed. Fx kan den talende ikke være Gud i åbningsuraen [Fatiha]:

- ”Lovet være Gud, verdenernes herre.. Dig tjener vi, og dig beder vi om hjælp. Led os på den rette vej, vejen for dem, du viser nåde..”.

Det er tydeligt, at disse ord er en bøn henvendt til Gud. Dette er et stort problem for muslimer, som skal tro, at ethvert ord er fra Gud uden menneskers [Muhammeds] medvirken. Derfor har muslimer fundet på en løsning. Vanskeligheden fjernes simpelthen ved at tilføjer bydeforme ’Sig:’ ved begyndelsen af Suraen. Altså: ’Sig: lovet være Gud..’ osv… I Sura 27:91 er det igen tydeligt Muhammed, der siger: ’Jeg har fået befaling om at tjene denne bys herre’. Men i oversættelser fra arabisk tilføjes ordet ’Sig’ også her i begyndelsen af teksten. I Sura 114 udtaler Muhammed ordene:

- ’Skulle jeg søge nogen anden dommer end Gud, når det er Ham, der til jer har nedsendt denne bog [koranen]’.

I sin oversættelse føjer Yusuf Ali ordet ’sig’ til begyndelsen af sætningen – selvom ordet heller ikke her findes i den arabiske originale. Denne ændring er sket [og sker] gjort uden en kommentar eller fodnote. På samme side er der mange andre eksempler på sådanne bevidste ændringer af koranen.

Denne bydemåde af ordet ’sig’ optræder 350 gange i koranen - og er enten tilføjet i senere koransamlinger – eller af oversættere af koranen med det formål ’at fjerne de talløse lignende, pinlige vanskeligheder’.

Muhammed tillader ’en skriver’ at ændre i koranens tekst

Et andet eksempel på, at koranen er ændret eller tilpasset af mennesker [og som derfor ikke længere er Allahs uforandrede og evige ord i himmelen] er i beretningen om Abd Allah ibn Sad Abi Sarh:

- ”Han havde gennem nogen tid været en af de skrivere, som i Medina var ansat til at nedskrive åbenbaringerne. I et antal tilfælde havde han, med profetens billigelse, ændret versenes slutord. Når profeten havde sagt: ’Og Gud er mægtig og vis’, foreslog Abd Allah, at man i stedet skrev ’vidende og vis’. Profeten svarede, at han ingen indvendinger havde. Efter at have oplevet en serie ændringer af denne type, afsvor Abd Allah islam med henvisning til, at hvis åbenbaringerne stammede fra Gud, kunne de ikke ændres på foranledning af en skriver som ham selv..!”

Masser af ophævede passager i koranen

Koranen vrimler med modsigelser af enhver art – men muslimerne har en bekvem doktrin, som ofte benyttes. Ifølge denne doktrin er mange passager i koranen ophævet af vers, der senere er blevet åbenbaret med en forskellig eller modsat mening. Der er op mod 500 sådanne ophævede passager i koranen. Dette princip åbenbarede Gud for Muhammed i Sura 2:105:

- ”Hvilke vers, vi [altså Gud] end sletter eller får jer til at glemme, så bringer vi et, der er bedre eller lige så godt”.

Det er værd at bemærke, hvor tidsbundet Guds ’evige’ ord er. Hvis Gud er mægtig til at bevare sit ord uforandret, og har en kopi i himlen af hvert eneste ord – behøver han så virkelig at udstede befalinger, som så hurtigt må laves om, fordi de ikke længere gælder? Hvorfor kunne han ikke gøre det rigtigt første gang, når han dog er alvis? ”Hvis man antager, at koranen er Guds ord, burde der ikke være noget spor af menneskelig intellektuel ufuldkommenhed i noget, som Gud siger”. Doktrinen om de ophævede vers gør også nar af det muslimske dogme, at koranen er den nøjagtige og uforanderlige gengivelse af den oprindelige skrift, som opbevares i himlen. Hvis Guds ord er evigt, uskabt og af altomfattende betydning, hvordan kan vi så tale om, at Guds ord kan overtrumfes eller forældes? Skal man foretrække nogle af Guds ord frem for andre? Det skal man tydeligvis, når så mange vers senere er annulleret. Muslimer er derfor endt i den mærkelige situation, at hele koranen bliver reciteret som Guds ord, skønt den indeholder mange passager, som må betragtes som ikke sande eller gyldige. Med andre ord erkendes det, at 3 % af koranen er falsk. [Et længere citat viser denne modsigelse tydeligt, ikke medtager her].

Lad os tage et [andet] eksempel: Enhver ved, at muslimer ikke må drikke vin som følge af forbuddet i Sura 1:219 – og mange ville utvivlsomt blive overrasket over at læse Sura 16:67: ’Og blandt frugterne har i palmen og vinstokken, hvorfra I får vin og sund næring..’. Muslimske ledere har forsøgt at bortforklare denne modsigelse med, at der er tale om alkoholfri vin, men på arabisk er der ingen tvivl om, at der er tale om berusende drikke. Verset om berusende vin ”henviser til tiden, før berusende drikke blev forbudt; dette er en mekkansk Sura, og forbuddet kom i Medina”.

Vi kan se, hvor nyttig og bekvem man kan bruge doktrinen om ophævelse af vers, og på den måde redde islams apologeter ud af problemerne. Selvom tidspunktet for åbenbaringerne ikke kan bevises, så opdeles deres gyldighed efter, om det handler om de tidlige åbenbaringer i Mekka eller de senere åbenbaringer i Medina. Alle de passager i koranen, der prædiker tolerance, findes kun i mekkanske Suraer [er de tidlige og derfor ugyldige], mens alle de passager, der befaler drab, halshugning og lemlæstelse, er medinesiske [er de senere og derfor gyldige]. Således er ’tolerance’ blevet ophævet af ’intolerance’. Når der i 9:5 står: ’Dræb afgudsdyrkerne, hvor end I finder dem’, så er det evigt gyldigt, fordi åbenbaringen kom i Medina – og ophæver derved 124 mekkanske vers, der opfordrer til tolerance og tålmodighed.

Vi har set flere eksempler på, at koranen ikke er en ’ren’, 100 % autentisk bog fra himlen. Dertil kommer, at den indeholder utallige grammatiske fejl. Desuden er der mindst 275 ord i koranen, som slet ikke er arabisk, men indført fra aramæisk, hebraisk, syrisk, etiopisk, persisk og græsk. Selve ordet ’koran’ er heller ikke arabisk, men syrisk.

Mange detaljer fra hedenskaben i koranen

Desuden indeholder koranen rigtig mange detaljer fra det gammelarabiske hedenskab, specielt hvad angår ritualerne og pilgrimsfærden til Mekka. [Sura 22,27-29, 5:2]. Et eksempel på arabisk hedenskab, som ufordøjet er overtages af islam, er, at muslimer den dag i dag kaster småsten mod Satan og kysser den sorte sten i Mekka. Overalt ser vi de samme hedenske navne på helligdomme, halvmåne og samme hedenske liturgi. Vi kan også spore af hedenskabet i navnene på visse gamle guddomme [Sura 53:19, 71:23]. [Navnet Allah var som bekendt en hedensk guddom før islam, og var/er det jo stadig, selvom han blev pudset af, min kommentar].

I forskellige Suraer befaler englene at tilbede Adam [Sura 7:11, 15:29, 18:50, 20:116]. Alle adlød undtagen Satan [og det var dermed ifølge islam en del af hans oprør mod Gud].

Sammenligning mellem persisk og muslimsk tro på gerningsretfærdighed.

Tanken om, at man kan gøre sig religiøst fortjent ved at fremsige forskellige dele af koranen, er et ekko af den persiske tro, Zarathustrismen, som gjorde forsøg på det samme ved at recitere ’Avestas Vendidad’. I begge religioner løser recitationen af hellige bøger mennesket fra enhver skyld, men har påtaget sig på jorden. Begge har en doktrin om mizan [balance] mellem vægtskålene, på hvilke alle menneskers handlinger skal vejes [Sura 21:47]. Under deres indflydelse beregner muslimerne værdien af gode og dårlige handlinger i form af vægtenheder. Fx siges profeten at have sagt: ’Hver den, der siger en bøn over den dødes båre, tjener en kirat, men den der deltager i ceremonien, indtil liget er begravet, tjener to kirat… Og en fællesbøn har tyve gange højere værdi end en individuel bøn.

Ifølge muslimske kommentatorer vil englen Gabriel på dommedag holde vægten, hvorpå de gode og onde handlinger skal vejes, idet vægtens ene skål hænger over paradiset og den anden over helvede. På samme måde med zarathustrismens dommedag, hvor to engle vil stå på broen mellem himlen og helvede og undersøge hver person, der kommer forbi. En engel, der repræsenterer guddommelig barmhjertighed, holder en vægt i hånden og vejer alle menneskers handlinger: Hvis de gode handlinger har overvægt, vil folk få lov til at komme ind i himlen, i modsat fald vil den anden engel, som repræsenterer Guds retfærdighed, kaste dem i helvede..

Den muslimske skik med fem daglige bønner er også af persisk oprindelse. Først forordnede Muhammed kun to daglige bønner, derefter en tredje, som omtalt i koranen – fordi de svarede til de jødiske ’shakharith, minkah og arbith’. Men efter at havde mødt zarathustriernes hengivenhed i deres tro, overtog muslimerne denne skik, da de ikke ønske at stå tilbage for dem i hengivenhed. Herefter tilbad muslimerne deres Gud fem gange om dagen som imitation af persernes fem bønner .

Detaljerne om Muhammeds himmelfart på et vinget hvidt dyr er også lånt fra den zarathustriske litteratur, herunder opstigningen gennem himlene til den 7. [en omfattende sammenligning i bogen].

De sataniske vers og koranen

’De sataniske vers’ stammer fra ulastelige muslimske kilder [al-Tabari, Ibn Sa’d, Waqidi], og derfor kan muslimer ikke bebrejde vantro for at have fabrikeret den.

I sit forsøg på et kompromis med Mekkas købmænd, modtog Muhammed i den første tid dér en åbenbaring, at mekkanernes yndlingsguder ’al-Lat, al-Uzza og Manat’ [Allahs døtre, de første ofte forkortet til Lat og Uzza] kunne betragtes som guddommelige væsner, hvis indgriben påvirkede Gud. En dag sad han sammen med nogle af Mekkas fremtrædende mænd, og begyndte at recitere Sura 53, der beskriver Gabriels første besøg hos Muhammed, og som fortsætter således:

- ”Han så ham [Gabriel].. og visselig så han nogle af sin Herres største tegn. Hvad mener I om Lat og Uzza. Og desuden Manat, den tredje.. disse er de ophøjede kvinder, hvis forbøn man sandelig bør søge”, Sura 53:13-20.

På dette sted får vi dog at vide, at det er Satan, som lagde ham disse forsonlige og kompromissøgende ord i munden. Men det åbenbarede Gud først senere for ham. Under alle omstændigheder var mekkanerne naturligvis henrykte over denne anerkendelse af deres guder, og siges at have bedt til dem sammen med muslimerne.

Men Muhammed fik besøg af Gabriel, der irettesatte ham og fortalte ham, at den sande slutning på verset i stedet burde havde været:

- ”Hvad! Skal I have mandlige efterkommere, men Han [Gud] må nøjes med kvindelige? Det er i sandhed en uretfærdig fordeling! Disse [Lat, Uzza og Manat] er ikke andet end navne, som I og jeres forfædre har fundet på”, Sura 53:21-23.

Muslimer har altid følt sig utilpas ved denne historie, idet de har været uvillige til at tro, at profeten kunne have givet en sådan indrømmelse til afgudsdyrkelsen – og vil i alle fald ikke acceptere, at nogle afslører noget sådant. Der er i øvrigt ingen grund til at afvise denne tidlige islamhistorie. Det forekommer utænkeligt, at den skulle være opfundet af en gudfrygtig muslim som al-Tabari, eller at han kunne have accepteret den fra en tvivlsom kilde. Tværtimod peger alt på, at ’de sataniske vers’ i begyndelsen var en del af Muhammeds tro [som han som så meget andet havde overtaget], samt, at hans recitation af de nævnte koranvers om de tre gudinder var en meget omhyggeligt kalkuleret plan fra Muhammeds side for at vinde mekkanernes støtte.

Ifølge Muhammed er disse oprindelige vers forfalskninger af Satan, som havde dikteret dem til ham. De sataniske vers har været med i de tidlige udgaver af koranen [ellers kunne Muhammed ikke recitere fra dem], men er senere blevet fjernet. Versene har muligvis haft plads mellem vers 20 og 21 i Sura 53. Men når Satan kunne lægge ham sådanne sataniske vers i munden, hvordan kan vi [og muslimer] så stole på, at det ikke også kan være sket i andre sammenhænge? [jfr. S. Rushdie]

Troen på ’jinnerne’

Muslimsk litteratur fortæller om Muhammeds nære ven, Hassan ibn Thabit, at han begyndte at skrive poisi under indflydelse af en kvindelig jinn:

- ”Hun traf ham på en af Medinas gader, sprang på ham, holdt ham nede og tvang ham til at fremsige tre vers. Derefter var han digter, og versene kom til ham.. direkte inspireret af jinnerne. Han henviser selv til sine ’brødre, jinnerne’, der væver kunstfærdige ord for ham, og fortæller, hvordan vægtige linjer er blevet sendt ned til ham fra himlen.. ”.

Det underlige er, at de vendinger, han bruger, er præcis de samme, som bruges om Koranens nedsendelse eller åbenbaring. Der peges på en usædvanlig overensstemmelse mellem disse..

Muhammed blev ligesom han kastet til jorden og tvunget til at skrive det, som blev ’sendt ned til ham fra himlen’. ”.. Gabriel omtales som Muhammeds ledsager, akkurat som om han var digterens jinn-ledsager, og det samme [arabiske] ord ’nafatha’ [blæse op], bruges om en der fortryller – altså en jinn, der inspirerer en digter.

Der er en omfattende litteratur om de antagelser, der omgiver jinner. De betragtes som ’halvguder eller mellemvæsener, som i en vis udstrækning har menneskelig natur’ (187). Troen på jinnerne er officielt anerkendt af koranen, og inddeles i fem kategorier: jann’er, jinn’er, shaitan’er, ifrit’er og marid’er. ”De sidstnævnte er de mest magtfulde og jannerne er omskabte jinner, ligesom aber og svin er omskabte mennesker.. shaitan bliver almindeligvis brugt til at betegne en ond ånd; en rarid er en ond ånd af den mest magtfulde slags”. Mange onde jinner bliver dræbt af stjerneskud, som bliver ’slynget mod dem fra himlen’. Jinner viderefører deres art gennem forbindelser med menneskelige væsener, og afkommet får del i begge forældres natur. [flere eksempler nævnes].

I koranen er der talrige hentydninger og henvisninger til jinnerne. Sura 72 har ligefrem titlen ’Jinnen’. Troen på jinner er derfor også fuldt ud anerkendt af den officielle islam, og man har taget konsekvensen af denne eksistens. ”Deres status [i islamisk lov] er i alle henseender blevet drøftet og fastlagt, og de mulige forbindelser mellem dem og menneskeheden, særligt hvad angår spørgsmål om giftermål og ejendom, er blevet undersøgt”.

Det ’onde øje’

Koranen sanktionerer også en anden udbredt overtro i hele den muslimske verden: Det onde øje betragtes som en meget hyppig årsag til ulykke [Sura 113:2]. Muhammed siges selv at have troen på øjets skæbnesvangre indflydelse. Asma bint Umais fortæller, at hun sagde:

- ”Oh profet, Jafars familie er under skæbnevanger indflydelse af det onde øje. Må jeg bruge besværgelser mod dem eller ikke? Profeten sagde: Ja, for hvis der er noget i verden, der kan overvinde skæbnen, så er det et ondt øje”.

Forudbestemmelseslæren i koranen

- ”Alle ting er blevet skabt efter en fastlagt forordning” [Sura 54:49].

- ”Ingen kan dø, hvis det ikke sker med Guds tilladelse i overensstemmelse med den bog, der fastsætter livets længde” [Sura 3:145].

- ”I [muslimer] dræbte dem ikke [i krigen], men Gud dræbte dem” [fordi det var forudbestemt] [Sura 8:17].

- ”Ingen ulykke sker på jorden eller i jer selv, som ikke allerede er nedfældet i bogen, før vi skabte dem” [Sura 57:22].

Indenfor islam er alt forudbestemt – og derfor møder vi [de] derfor heller ikke en kærlig Gud i islam, som har omsorg for sin skabning og som elsker den. Men de møder tværtimod en Gud, som er ligeglad med det enkelte menneske:

- ”Da Gud.. besluttede at skabe den menneskelige race, tog han.. en klump jord, hvorfra hele menneskeheden blev dannet.. og efter at have delt klumpen i to lige store portioner, kastede han den ene halvdel i helvede, idet han sagde: ’Disse [går] til den evige ild, og jeg er ligeglad’, og han slyngede den anden halvdel ind i himlen, idet han tilføjede: ’.. og disse [går] til paradis, jeg er ligeglad’..”.

”Her ser vi et fuldgyldigt begreb om prædestinationen [forudbestemmelseslæren], der skal læres – og tros i koranskolerne. Paradis og helvede er aldeles uden forbindelse med guddommens kærlighed eller had, eller med skabningens fortjenester og mangler, eller god og dårlig opførsel; og ifølge teorien er det rimeligt, fordi de handlinger, som vi kalder gode eller onde, rigtige eller forkerte, onde eller dydige, i deres væsen alle er ét og har samme ene udspring og fortjener derfor hverken ros eller dadel, straf eller belønning.. Med andre ord, han brænder det ene menneske i al evighed.. og ophøjer det andet til absolut nydelse i et evigt bordel blandt fyrre himmelske konkubiner, blot fordi han finder behag i det, og fordi han vil det sådan”.

Den sjette artikel i den islamiske tro ’Taqdir’ indeholder

- ’den absolutte forordning om godt og ondt’. I den står der bl.a., at ”alt, hvad der er sket og vil ske i denne verden, hvad enden det er godt eller ondt, helt og holdent udspringer af den guddommelige vilje og uigenkaldeligt er nedfældet på en velbevaret tavle med skæbnens pen” .

Menneskets frie vilje til at vælge er nærmest ikke-eksisterende indenfor islam. For den står i total modsætning til koranen, hvor Guds almagt hævdes overalt. Ifølge koranen er den vilje totalt underlagt Guds vilje i en sådan grad, at mennesket ikke kan siges at have sin egen vilje. Som vi har set det ovenfor, så betyder det konkret, at når ikke-troende ikke tror på Gud, så er det Gud, som ikke vil, at de skal tro.

Etik og moral i koranen og islamisk lov

Det kan siges meget kort: ’Der er ingen etik i islam’. Muslimer får simpelthen ordre til at adlyde Allahs uudgrundelige vilje. ’Godt’ og ’ondt’ defineres ud fra, hvad koranen og islamisk lov anser for tilladt eller forbudt. Altså: ’noget er godt, hvis Gud vil det, og dårligt, hvis Gud forbyder det. Det muslimske synspunkt synes at ’indebære, at lydighed mod moralske regler blot er udtryk for en klog, men slavisk efterlevelse af en lunefuld tyrans vilkårlige krav”.

Islamisk lov – sharia

Den afskyvækkende behandling af kvinder, ikke-muslimer, ikke-troende, kættere og slaver var [er] en direkte konsekvens af de principper, der er nedlagt i koranen og udviklet af islamiske jurister.

Islamisk lov er totalitær i sit stærke ønske om at kontrollere ethvert aspekt af individets liv fra fødsel til død. Heldigvis har loven ikke altid været anvendt i sin fulde konsekvens [fx er der i flere muslimske lande en vis tolerance overfor fx vin-drikning]. På andre områder har praksis været strengere, end det forlanges af sharia. Omskæring omtales ikke i koranen, men anbefales af de fleste islamiske jurister.

Hadith [og sunna]

Hadith er samlinger af [mundtlige] udsagn og handlinger, der tilskrives profeten og kan føres tilbage til ham gennem en serie af formodede troværdige vidner. Ud over at berette, hvad Muhammed sagde og påbød, rummer disse traditioner også, hvad der blev gjort i hans nærvær, og hvad han ikke forbød – endog udsagn og handlinger af profetens ledsagere er medtaget.

Hadith bør holdes skarpt adskilt fra ’sunna’, idet Hadith dækker ’mundtlige meddelelser, der stammer fra profeten’ [hvis ord ofte bliver betragtet som ligeså vigtige som koranen].

Sunna [profetens sædvane] omfatter hans handlinger, ytringer og uudtalte accept – og henviser til en religiøs eller juridisk pointe, uden at der nødvendigvis findes en mundtlig tradition bag den. Med andre ord, noget kan accepteres som sunna, uden at der er en hadith knyttet til det.

Ikke specialister og ikke-muslimer er ikke tilstrækkeligt opmærksomme på, med hvilken ærefrygt muslimer betragter hadith, hvis ord ofte bliver antaget som Guds eget ord som i koranen. Hertil kommer, at hadith tjener som basis for [al] islamisk lov og således for selve islam. Hadith spiller en hovedrolle i tolkningen af koranen.

Sunni-muslimer anerkender ’seks korrekte og autentiske [hadith] samlinger’ [fra år 870-915]. Til denne liste tilføjes Ahmed ibn Hanbal, hvis store encyklopædi over de mundtlige traditioner rummer næsten 29.000 traditioner og er blevet gjort til genstand for from læsning.

En forsker dokumenterer, at et stort antal hadither, der blev accepteret af selv de mest kritiske muslimske samlinger, er ’rene falsknerier fra de sene 8. og 9 årh. Der opstår en slags paniksituation blandt islamiske historikere ’og udtænkte falske måder, hvorpå de kunne holde skepticismen stangen’, fx ved at opfinde nogle historiske huller mellem [hadith] og historiske tradition [som om det ikke vedrører samme tid]. Forsøget dækker over forsøg på historisk svindel.

Efter sin død blev profeten efterfulgt af fire af sine tilhængere som ledere af det muslimske samfund, som efterhånden kom i større og større indbyrdes stridigheder og krig [striden mellem sunni- og shiamuslimer stammer fx fra denne tid]… Resultatet blev, at der opstod en gruppe af fromme mænd, som skamlæst fabrikerede traditioner til gavn for samfundet, og som kunne give dem profetens autoritet.

Med tiden skabte historiefortællerne sig en god indkomst ved at opfinde underholdende hadither, som de godtroende masser ivrigt slugte. ’Udstedelsen af hadither sank meget tidligt ned til at være en god forretning’. Selvfølgelig var mange muslimer klar over, at falsknerier florerede.. Men selv de seks [tidligere omtalte] hadith samlinger.. var ikke så nøjeregnende, selvom der var stor forskel på deres kriterier for at ’optage en hadith som ægte’. En [muslimsk] kritiker fra det 10. årh. henviser til to af værkerne og peger på ’svagheden i 200’ af deres hadither.

En islamforsker skriver, at generelt eksisterer der ingen hadith, som troværdigt kunne tilskrives profeten, selv om nogle af dem i den sidste ende kunne have deres rod i hans lære.

Islam og kvindesyn

Kvindernes vilkår før og under islam

Flere gange i bogen kommer forfatteren ind på islams meget negative kvindesyn [se fx koranen og ’Islam og FN]. På mange områder fik kvinderne det værre under islam.

- ”Koranen opmuntrede til polygami, og hvor det tidligere havde været undtagelsen, blev det nu en af grundpillerne i den islamiske ægteskabsret. Det medførte en afgørende forværring af gifte kvinders samfundsmæssige stilling sammenlignet med den, de havde haft i det førislamiske Arabien, hvilket blev yderligere understreget af den kendsgerning, at mange seksuelle forhold, som havde været aldeles agtværdige i det førislamíske Arabien, blev forbudt af islam”.

På de næste sider fortsættes med at beskrive kvinderne før islam, hvor de hverken var lukket inde eller tilsløret, og ’hvis bidrag til fællesskabet var højt værdsat og respekteret’. Under islam blev kvindernes vilkår betydelig forværret. Faktisk er der sket en voldsom tilbagegang for ’den arabiske kvinde inden for islamisk filosofi og kultur i modsætning til hendes stilling på Muhammeds tid ifølge islamisk ånd’. Muslimske intellektuelle forklarer, at ’det ikke er islam, man skal bebrejde denne kvindeundertrykkelse, men den religiøse myndigheds ondartede indflydelse’. Andre argumenterer for, at disse traditioner ikke skyldes islam, men derimod ’tvivlsomme muslimer med suspekte motiver’. For at bevise islams uskyld fordrejes de skriftlige beviser på islams iboende fjendskab mod kvinder.. For hver tekst, hvor man kan henvise til gode forhold for kvinder under islam, kan man fremdrage en snes andre, der modsiger den.

- ”Faktisk er islam den dybeste årsag til undertrykkelsen af muslimske kvinder og den vigtigste forhindring for en forbedring af deres stilling. Islam har altid betragtet kvinder som mindreværdige skabninger på enhver måde – fysisk, intellektuelt og moralsk. Dette negative syn er guddommeligt sanktioneret i koranen, bekræftet af hadith og videreført af teologerne, kustoder for den muslimske lære og uvidenhed’.

Kvinder er mindreværdige

Flere koranvers bevidner, at det muslimske samfund foretrækker drengefødsler. Eksempel:

- ”Når en af dem får underretning om.. [at en pige er født], formørkes hans ansigt, og han rammes af tungsind”, Sura 43:17.

En piges fødsel betragtes stadig som en katastrofe i islamiske samfund. Arveretten bidrager kun til hendes elendighed og til hendes afhængighed af manden. Hvis hun er enebarn, modtager hun kun halvdelen af arven efter sin far, idet den anden halvdel går til de mandlige medlemmer af hendes fars familie. Dette animerer fædre og mødre til at foretrække drengebørn frem for pigebørn, således, at de kan efterlade al deres ejendom til deres egne efterkommere. Situationen er endnu værre, når en kvinde mister sin mand, idet hun kun får en fjerdedel af arven. Hvis den afdøde efterlader sig mere end én hustru, skal de alle deles om denne fjerdedel. Hvad arveretten angår, modtager en kvinde stadig kun halvt så meget som en mand, og har ikke selv nogen kontrol over sin ejendom

På alle planer behandler islam generelt kvinder som mindreværdige, ikke blot i forhold til deres mænd, men også i forhold til dyrene. Hun kommer allersidst i rækkefølgen. ’Kvinder har mindre forstand og tro’, lyder en berømt hadith. Kvinder anses for at være urene, og ikke kun i menstruationsperioden. Det beskrives, at Muhammed [derfor] aldrig havde rørt ved en kvinde, der ikke tilhørte ham. Når kvinder, der lovede ham troskab, bad om at trykke hans hånd, svarede han: ’Jeg rører aldrig kvinders hænder’. Her er et par eksempler fra hadither om dette emne:

- ”Det er bedre for en mand at blive oversprøjtet af en gris end at strejfe en kvindes albue, som han ikke har ret til”.

- ”Den, der rører håndfladen på en kvinde, som ifølge loven ikke er hans, vil få brændende gløder hældt på sine håndflader på dommens dag”.

De fleste muslimer afviser kategorisk, at der er nogen kvindeundertrykkelse i islam. Nogle beskriver endda Muhammed som datidens ’kvindesagsforkæmper’. Selvom ’Dictionary of Islam’ ganske vist først anfører, at kvinders stilling under islamisk lov er aldeles utilfredsstillende, så fortsætter teksten med, at det ”alligevel må indrømmes, at Muhammed afstedkom en omfattende og tydelig forbedring af forholdene for Arabiens kvindelige befolkning”. To af de reformer, som ofte nævnes, er dels ’forbuddet mod levende begravelser af uønskede pigebørn’ og reglerne om ’kvindernes arveret’. Undersøgelser viser dog, at sådanne begravelser [før islam] har været meget sjældne, men at muslimske forfattere har overdrevet hyppigheden for at understrege islams påståede overlegenhed.

Ægteskab, skilsmisse og ægteskabsbrud?

Et muslimsk ægteskab er kun gyldigt, hvis der er flere vidner til det. Ifølge muslimske jurister skal ’en sådan flerhed bestå af [mindst] to mænd, men ikke to, tre eller tusind kvinder’. Muslimske jurister deler enstemmigt det synspunkt, at mænd står over kvinder i kraft af deres fornuft, viden og evner til at overskue ting. Og da det er manden, der har det økonomiske ansvar for familien, er det også naturligt, at han har total magt over kvinden. De samme jurister overser de ændrede sociale forhold, der har betydet, at en kvinde udmærket kan bidrage økonomisk til familiens underhold, for magten over kvinderne er en guddommelig befaling og således en del af naturens orden. Det betyder, at kvinderne ’skal være indelukket i hjemmet’, fordi de ikke har erfaring med verden udenfor - men hvordan skal de også kunne have erfaring, når det ikke er dem tilladt at søge at få den? Her er et eksempel på denne logik:

- Ved at forlade hjemmet risikerer en kvinde ”at blive udsat for farer, der ikke stemmer overens med kvindekønnets åndelige egenskaber.. At forlade hjemmet er det samme som at modsætte sig Guds vilje, og det fordømmes af islam. Hendes huslige forpligtelser er begrænsede, og det gælder derfor også den erfaring, hun kan opnå, hvorimod mandens opgaver udenfor hjemmet omfatter en bredere horisont..”.

Islam har givet manden midlerne til at straffe sin hustru, hvis hun ikke er ham lydig [Sura 4:34]. Hun har derimod ingen ret til at formane sin mand, og mænd advarer mod at lytte til kvinder. En hadith lyder: ’Så snart en mand begynder at adlyde en lunefuld kvindes indskydelser, kaster Gud ham i helvede”. Ifølge teologerne har manden ret til at straffe sin hustru korporligt i en lang række tilfælde, ikke kun ved at lade hånt om mandens krav, men også ’hvis hun forlader huset uden tilladelse eller gyldig grund, der anerkendes af loven’. Ifølge en hadith har Muhammed givet følgende befaling til manden: ’Hæng din pisk op, hvor din kone kan se den’.

Enhver muslimsk mand kan når som helst lade sig skille fra sine hustruer og forstøde dem uden formaliteter, forklaringer eller godtgørelse. Det er tilstrækkeligt, at manden fremsiger sætningen: ’Du er skilt’ – og det er en realitet. I indtil tre måneder kan skilsmissen tilbagekaldes, men hvis manden tre gang gentager ordene: ’Du er skilt’, er skilsmissen endegyldig.. En skilsmisse afhænger udelukkende af mandens vilje og lune – han kan forstøde sin hustru, uden at hun har gjort sig skyldig i dårlig opførsel, ja, uden overhovedet at angive nogen grund.

Ifølge islam har skal en anklage om voldtægt bevidnes af fire vidner, hvoraf hovedvægten skal være mænd. To kvinders vidneudsagn har samme værdi som én mands, men en dom kan ikke effektueres alene på kvindelige vidner.. Hvis en mand brød ind i en sovesal for kvinder og voldtog en halv snes af dem, ville han ikke risikere noget, eftersom der ikke ville være mandlige vidner. Et voldtægtsoffer ville tøve med at henvende sig til retssystemet, hvis hun ikke kan stille med fire mandlige vidner [eller tre mandlige vidner og to kvindelige], men hvem kan det? En kvindes udsagn er ikke tilstrækkeligt i sådanne sager, og kan hun ikke levere de nødvendige juridiske beviser, så har hun en meget ringe chance for at opnå en retfærdig proces og risikerer endda at blive dømt for ’falske anklager’. En Pakistansk dommer Zharoor ul-Hag forklarer:

- ”Hvis en kvindes ord var tilstrækkeligt i sådanne sager, ville ingen mand være sikker”.

I tilfælde, hvor en mand mistænker sin hustru for ægteskabsbrud eller benægter faderskabet til børn, er hans vidnesbyrd lige så tungtvejende som fire mænds. ”Hvis en mand anklager sin hustru men ikke har andre vidner end sig selv, skal han sværge fire gange ved Gud, at hans anklage er sand. Og den femte [ed] skal være, at han nedkalder Guds forbandelse over sig selv, hvis han lyver..”. En kvinde har ikke samme ret til at rejse anklage mod sin mand på lignende måde..

Love, som diskriminerer kvinderne: ’Det Pakistanske eksempel’

’Det er hårdt at være kvinde i Pakistan’ sagde en pakistansk kvinde i 1990, efter at hun blev suspenderet fra sit job på et hotel, fordi hun havde givet en mand hånden. Og da nogle kvinder protesterede i Rawalpindi, kom en Pakistansk mulla med denne udtalelse mod dem:

- ”Lad disse kvinder være advaret. Vi vil rive dem fra hinanden. Vi vil give dem så frygtelige straffe, at inden for fremtiden vil vove at hæve stemmen mod islam”.

Vicepolitichef i Lahore, fru Farkander Iqbal, gav følgende beskrivelse af situationen for de pakistanske kvinder:

- ”I dag eksisterer der ikke længere nogen respekt for kvinder i Pakistan, og forbrydelser mod dem er vokset dramatisk. De påstår at have ’islamiseret’ os. Hvordan kan man islamisere folk, der allerede er muslimer? Lige siden [præsident] Zia gav mullaerne magt [i 1977], synes det som om enhver mand føler, at han kan gribe enhver kvinde og rive hende i stykker”.

Zia tog magten ved et militærkup i 1977, fordi islamiseringsprocessen i Pakistan gik for langsom.

Han indførte krigsretstilstand og total pressecensur og begyndte at oprette landet efter den ’islamiske ånd’. Han indrømmede åbent, at islam stod i modsætning til demokratiet, og indførte islamiske love, der var diskriminerende for kvinder. De mest berygtede af disse love er forordningerne om zina og hudud, der indebærer islamiske straffe i form af amputation af hænder og stening [ved utugt]. I praksis beskytter disse love voldtægtsmanden, for en voldtaget kvinde oplever ofte at blive anklaget for utroskab og utugt. For kan hun ikke modbevise anklagen ved, at fire ’uberygtede, voksne og mandlige’ muslimer har overværet akten og kan bevidne overgrebet, så er det hende, der er offeret, mens voldtægtsmanden går fri. Efter islamisk skik [og altså ikke kun i Pakistan] lægger zina- og hudud-lovene større vægt på mænds – end på kvinders – vidnesbyrd. Hvis voldtægten medfører graviditet, bliver det automatisk taget som en indrømmelse af, at kvinden godvilligt har været med til utroskab eller utugt, men ikke som tegn på voldtægt. Et par eksempler:

- ”I en by i den nordlige Punjab-provins blev en kvinde og hendes to døtre klædt nøgne, slået og udsat for offentlig massevoldtægt, men politiet nægtede at forfølge sagen”.

- ”en 13-årig pige blev bortført og voldtaget af en ’ven af familien’. Da pigens far rettede anklage mod voldtægtsmanden, blev pigen fængslet efter at være blevet beskyldt for zina [ulovlig kønslig omgang]. Faderen måtte bestikke politiet for at få sin datter løsladt. Det traumatiserede barn blev derefter gennempryglet som straf for at have vanæret familien”.

- ”Safia Bibi, en næsten blind 16-årig tjenestepige, blev voldtaget af sin arbejdsgiver og dennes søn. Voldtægten medførte graviditet, og pigen fødte et uægte barn. Tjenestepigens far anlagde sag mod de to mænd, men de blev frikendt, fordi der ikke var det nødvendige antal mandlige vidner. Derimod var svangerskabet et bevis på utugt, og pigen blev idømt tre års fængsel, 30 piskeslag og en bøde på 1000 rubees. Dommeren anførte, at han havde afsagt en muld dom af hensyn til pigens unge alder og stærkt nedsatte syn…”

Pakistans menneskeretskommission kunne i en rapport berette, at en kvinde bliver voldtaget hver tredje time, og at hver anden gerningsmand er ganske ung. En undersøgelse, foretaget af kvinderets-organisationen Women’s Action Forum viste, at 75 % af alle fængslede kvinder sad inde efter anklage for zina. Mange af disse er fængslet i årevis, inden deres sag kommer for.

Anklagen for zina er med andre ord et nyttigt redskab for enhver mand, der vil slippe af med en kone eller selv ønsker at slippe for straf for at være en voldtægtsmand. Hun bliver øjeblikkelig arresteret og sat i fængsel. Før man indførte disse love, var der 70 kvindelige fanger i Pakistan, men tallet er nu vokset til mange tusinder. Til sammenligning er der kun få muslimske mænd, som er fængslet pga. denne lov.

Betingelser for at få lov til at gå udenfor hjemmet

Som anført har en kvinde kun tilladelse til at forlade hjemmet, hvis manden har givet sin tilladelse, eller hvis hun ifølge loven har en gyldig grund til det. De fleste muslimer mener, at da Muhammed i Sura 33:33 beordrer sine hustruer i at blive hjemme, så gælder det alle muslimske kvinder. I konservative kredse er der opregnet en systematisk liste, under hvilke en kvinde kan forlade sit hus:

Ud over de allerede nævnte eksempler [som godkendelse, gyldig grund mv.] kan nævnes:

- ”Hun skal være godt tildækket, også hvad hovedet angår, for at undgå at friste nogen mand, der måtte være i nærheden; hun skal gå med bøjet hoved og hverken se til højre og venstre”.

- ”Klædedragten skal være af et tykt materiale..[og] skal hænge løst”.

- ”Hun må ikke bruge parfume. Profeten har sagt: Enhver kvinde, der bruger parfume og går forbi mænd, er en horkvinde”.

- ”[Profeten har sagt]..: ’I kvinder har ikke lov til at gå blandt mænd – hold jer til siden”.

- ”Hvis hun er i en butik eller på et kontor, må hun undgå at blive ladt alene med en mand bag en lukket dør. Profeten har sagt [at] djævelen [så] blander sig og udretter stor skade”.

- ”Hun må aldrig give en mand hånden”.

- ”Selv om hun befinder sig i en venindes hus, må hun ikke afføre sig nogen beklædningsgenstand, der dækker hende, for det tilfælde, at en mand skjuler sig i huset.. Enhver kvinde, der tager sin kappe af..[i dette hus], sønderriver den indpakning, der beskytter hende i Guds øjne”.

- Hun skal altid ledsages [overvåges] af en mandlig værge.

De fleste muslimske retslærde giver kvinderne så stor ’frihed’, at de kan tage sig af alle slags jobs undtagen [det, der er forbudt]:

- dem, der er uforenelige med hendes tro,

- dem, der er uforenelige med hendes feminine natur [der nævnes billetkontrollør, politi, danser],

- jobs, som hun af fysiske grunde ikke kan bestride, f.eks. arbejde på en fabrik.

- jobs, der indebærer brug af hest [tolkes ofte som alle transportmidler] eller cykel.

- dem, som er uforenelige med hendes køn [at blive dommer eller imam].

Under disse love er der denne fodnote:

- ”Alt arbejde, der kunne styrke kvindens selvfølelse, og som kan give hende personlig tilfredsstillelse og bekræfte hendes personlige frihed, betragter de muslimske tænkere som nedværdigende og æreløst”.

Nogle reformistiske tænkere hævder, at enhver muslimsk kvinde har frihed til at arbejde med det, de har lyst til. Men hvis man undersøger deres synspunkter nærmere, ser man, at deres frihed til at arbejde stort set har samme begrænsninger som hos de konservative retslærde, og må nærmest kun have jobs, hvor de kan tage sig af kvinder, f.eks. ’lærerinder for piger, sygeplejersker, der kun tager sig af kvinder; læger for kvinder’ osv.

Det er tydeligt, at muslimske mænd er bange for, at så snart en kvinde forlader sin mands hus, vil hun straks falde i synd. De indskrænker enhver kontakt mellem mænd og kvinder til [frygten for] sex, og derfor er det nødvendig med, at de overvåges.

Sløret [hijab]

Det arabiske ord hijab oversættes somme tider med ’slør’, men kan betyde alt, hvad der forhindre noget i at blive set: en skærm, et forhæng og en mur [herunder forpligtelsen til at være ’indelukket’ i hjemmet]. Roden i verbet hajaba betyder ’at skjule’, og forstås både bogstaveligt og moralsk. Hijab påbydes i koranen [Sura 33:32f., 53, 59, 24:31]:

- ”Påbyd troende kvinder at vende blikket bort fra fristelse og bevare deres dyd; at tildække deres ynder.. at trække deres slør sammen over barmen..”.

Sløret, og påbuddet om, at muslimske kvinder skal blive hjemme, kom sammen med islam. Det er klart, at beduinkvinderne nød betydelig frihed. De ledsagede deres mænd på lange vandringer og gjorde sig uundværlige i lejrene. Men alt dette skulle ændre sig, efterhånden som islam fik magt og betydning. Hijabs egentlige ”funktion er at tildække awra’en [er alt det, der skal skjules med hensyn til værdighed og stolthed] Hvad kvinder angår, er de helt awra”. Der er forskellige tolkninger på, hvad det vil sige. Ifølge de tre sunnitiske retsskoler ’må en kvinde kun blotte sit ansigt og sine hænder i en nødsituation – hvis der f.eks. er behov for lægehjælp’. Ifølge den fjerde retsskole [som er opkaldt efter Abu Hanifa] må kvinderne derimod gerne ’vise ansigt og hænder, blot det ikke leder til fristelse, forførelse eller ufred’. Denne tilladelse er dog ikke så liberal, som den lyder: Hvis en kvinde eksempelvis ’smiler eller ser køn ud, kan ulemaen* pålægge hende at tage sløret på igen’. *En ulema er en lærd retsperson, som fx en mufti eller imam.

I 1992 skrev en rapporter fra New York Times således om situationen i Iran:

- ”Den mest synlige kamp for kvinders rettigheder udkæmpes stadig gennem beklædningen. I de 13 år med revolution er måske intet andet emne blev debatteret med et sådant raseri som regler for, hvad der udgør ’god hijab’: ’Forskning beviste, at kvindehår havde en slags udstråling’, der kunne friste mænd, sagde Irans første præsident under revolutionen, Abol-Hassan Banisadr, i den islamiske republiks første dage, og i de følgende år blev kvinder fornærmet, arresteret, idømt bøder og endog pisket for dårlig hijab.. Næst efter den altdækkende chador, der holdes på plads med hånden eller tænderne, er den mest acceptable beklædning.. ”.

Navne på de mange forskellige slør beskrives [og springes over her]. Gennem historien er sløret betragtet som symbol på de muslimske kvinders slaveri. For mange muslimske kvinder har sløret været et symbol på deres slaveri. Da en gruppe kvinder kæmpede for at få en større frihed i Ægypten i 1923, står der, at lederen og hendes ligesindede ’trodsigt kastede deres slør i havet’. I 1927 var der en lignende ’afhijabiserings’ kampagne i det kommunistiske Turkestan:

- ”Ikke færre end 87.000 uzbekiske kvinder afførte sig åbent deres ’sorte munkekutter’, men ikke før 300 af deres medsøstre var blevet dræbt af de muslimske familiers mandlige overhoveder for at have forrådt islam”.

Ved uafhængighedsfestlighederne i 1928 beordrede shahen af Afghanistan sin hustru til at tage sløret af i fuld offentlighed. Efter denne skandale blev shahen tvunget til at trække i land og opgive sine planer om kvindefrigørelsen, og han blev tvunget til at abdicere..

Tilsløringen er ikke bare et symbol på kvindens trældom; den symboliserer også faderens, broderens og mandens komplette mangel på tillid til kvinden og samtidig deres trang til at eje hende. For broderen og faderen er hun kun en handlesvare, som ikke må tilsmudses og som derfor skal vogtes. For manden er hun en genstand til brug i hjemmet, og som omhyggeligt skal indpakkes og gennes af vejen, for at andre ikke skal begære hende..

Kvinder er dæmoniske og svigefulde

Muslimer lærde påstår, at de ifølge islam har et positivt syn på sex, og henviser som bevis til forskellige værker derom – men fælles på disse værker er, at de udelukkende er skrevet for mænd.. Kvinders seksualitet benægtes ikke, men betragtes som evig en kilde til fare. I et berømt værk spørger en sheik: ’Ved I [ikke], at kvinders religion sidder i deres vagina’? I hans svar giver han udtryk for, at hendes seksualitet er at betragte som ’djævelens værk’.

En af de største arabiske digtere, Abu-Nuwas [756-814], har udgivet en ’komplet oversigt over kvinders fejl’. Nogle er disse fejl er:

- ”Kvinder er dæmoner og som sådan blev de født.

- Ingen kan stole på dem, som alle ved.

- Hvis de elsker en mand, skyldes det kun en lune.

- Og den mand, de er ondest mod, elsker dem ment.

- Væsener fulde af svig og kneb er de, og jeg forsikrer at den mand, som i sandhed elsker jer, er fortabt. Den, der ikke tror mig kan bevise, jeg har ret, ved gennem år at lade sig besnære af en kvindes kærlighed.

- Er du gavmild af gemyt, har du sikkert givet dem alt, hvad du ejede år ud og år ind. Bagefter vil de sige: ’Jeg sværger ved Gud, at jeg aldrig har fået en eneste ting af ham! Og når du har gjort dig fattig for deres skyld, bliver deres daglige krav for evigt ’giv’.

Kan de ikke tjene på dig, vender de dig ryggen. De vil lyve om dig og bagtale dig og bruger gerne en slave når herren er ude.

Bevar os, oh Gud, fra kvinders kneb, og særligt de gamles. Lad det ske”.

Islams kultur og civilisation er i bund og grund kvindefjendsk, og afsløres af de mange udtalelser, som de forskellige kaliffer, ministre, filosoffer og teologer er kommet med gennem tiderne. [Der nævnes mange, men jeg nøjes med] Ali, profetens fætter og den 4. kalif, som er berømt [!] for disse kvindefjendske udtalelser:

- ”Kvinden er et onde, og hvad værre er: hun er et nødvendigt onde! Man skal aldrig bede en kvinde om et råd, for hendes råd er værdiløst. Gem dem, så de ikke kan se andre mænd! .. Tilbring ikke for meget tid i deres selskab, for de vil føre dig i undergang! Mænd, I skal aldrig nogensinde adlyde jeres kvinder. Lad dem aldrig råde jer om noget.. Når de er alene, glemmer de religionen og tænker kun på sig selv og snart drejer [det sig kun] om deres kødelige lyster.. De har tre egenskaber, der er en vantro værdige.. Lad os trygle Gud om hjælp med deres heksekunster”.

Som vi ser, betragtes kvinderne af disse som svigefulde, listige, utaknemmelige, liderlige - kort sagt indgangen til helvede. Ifølge moderne muslimske kommentatorers fortolkning kan det ikke være anderledes, fordi

- ’list, svig og lumskhed er uadskillelige dele af kvindens natur. Ikke bare er hun uvillig til at forandre sig; hun er af natur ude af stand til at gøre det. Hun har intet valg”.

Overalt i deres poesi og teologi ser man den foragt, som den muslimske mand har [eller bør have] overfor kvinden. I det berømte muslimske værk ’Den duftende have’ fra det 16. årh. fremgår det, at Gud [nærmest kun] skabte kvinden med det formål at tilfredsstille manden seksuelt. En hustru, der afviser sin mand, bliver set på som en alvorlig forbrydelse, og manden har derfor ’ret til at straffe hende fysisk’, hvilket også er guddommeligt sanktioneret i koranen. Hun kan også miste retten til underhold og beskyttelse. Ifølge ægyptisk lov [artikel 67 i civilret] ’fortaber en kvinde sin ret til underhold, hvis hun afviser at give sig hen til sin mand uden gyldig grund”.

I talløse hadither, som de islamiske love hviler på, belæres vi om, at det er en religiøs pligt for kvinderne at stå på pinde for manden og adlyde ham. Her er nogle eksempler fra disse:

- ”Hvis jeg havde haft mulighed for at beordre nogen til at kaste sig i støvet for andre end Gud, ville jeg have beordret kvinder til at kaste sig i støvet for deres mænd.. En kvinde kan ikke opfylde sine forpligtelser mod Gud uden først at have opfyldt dem, hun skylder sin mand”.

- ”Den kvinde, der dør, og med hvem hendes mand har været tilfreds, kommer i Paradis”.

- ”Helvedes ild kom til mig i en drøm, og jeg bemærkede, at den frem for alt var fuld af kvinder, som havde været utaknemmelige. Var det mod Gud, at de var utaknemmelige? De havde ikke vist nogen taknemmelighed mod deres mænd for alt, hvad de havde fået af ham..”.

- ”Aldrig vil et folk få heldet med sig, hvis det betror sine anliggender til en kvinde”.

Paradis (nærmest) ’kun for mænd’?

Det er meget sjældent og sporadisk, at kvinder omtales i forbindelse med paradiset. Til gengæld kredser koranen og forskellige hadither meget om den straf, som venter dem i helvede til gengæld for deres ulydighed [der tales i det hele taget meget lidt om deres lydighed]. Som ovenfor beskrevet kan en kvinde nærmest kun være sikker på at komme i paradis, hvis manden har været tilfreds med hende. Det ser ud til, at kvindernes skæbne er uinteressant for de muslimske mænd.

Til gengæld svømmer litteraturen over med den lykke, der venter de muslimske mænd i paradiset.

Den muslimske himmel beskrives som det sted, hvor mændene kan få stillet deres kødelige lyst. Det er ikke deres hustruer, der beskrives – for de glimrer som nævnt ved deres fravær. Det understreges derimod, at de himmelske jomfruer ’er skabt af Gud til at belønne’ de trofaste muslimske mænd’.

- ”Men for de gudfrygtige er [der] en salig bolig: indelukkede haver og vinmarker, og unge piger med svulmende bryster som ledsagere..”, Sura 78:31-34.

- ”I disse haver skal der være kyske og smukke jomfruer.. nymfer, velbevogtede i deres telte.. som hverken mand eller jinn har rørt for dem”, Sura 55:70-74.

- ”Vi skabte paradisjomfruerne for dem..” , Sura 56:35.

Islam: civilisation og historie

Islamisk til tider højere civilisation er sket på trods af islam, og ikke pga. den. [s. 23)

- Tag fx digterkunsten. Muhammed hadede digtere [Sura 26,224].

- islamisk kunst: Muhammed forbandede dem, der malede og tegnede mennesker og dyr, og følgelig regnes disse aktiviteter for ulovlige.

- I sin introduktion til arabisk malerkunst er Hadith fuld af fordømmelser af ’folk, der laver billeder af figurer’ og kaldes ’de værste mennesker’.

Når man så alligevel kan henvise til islamisk kunst, litteratur, filosofi og videnskab, skyldes det ikke islam, men derimod fra ældre civilisationer. Nogle af de vigtigste repræsentanter for videnskab og filosofi var enten ikke-muslimer eller direkte fjendtligt indstillede til nogle eller alle islams grundsætninger .

Den arabiske historie begynder med islam

Muslimer har generelt afskåret millioner af mennesker fra arabernes egen, tidligere historie. Historien skal nemlig tjene teologien. Ifølge muslimsk teologi bliver tiden før islam derfor konsekvent omtalt som en mørkets tid. ”I de pakistanske skolebøger, jeg kikkede på, begynder historien med Arabien og islam”. Foragten for den hedenske fortid bliver ved med at begrænse muslimers historiske forestillingsevne og indsnævrer deres intellektuelle horisont. I hvert fald i begyndelsen var videnskaberne egyptologi, assyriologi og iranologi områder, der udelukkende beskæftigede europæiske og amerikanske forskere..

Man skal helt frem til det 19. årh. for at finde et muslimsk land, der begyndte at interessere sig for sin før-islamiske fortid. Den ægyptiske historie havde [ligesom i alle de muslimske lande] tidligere begyndt med arabernes [muslimers] erobringer af landet. Men i 1868 offentliggjorde en ægyptisk sheik Rifa al-Tahtawi også landets fortid under faraonerne, og uden at definere den ud fra islam eller panarabisme.. Hans bedrift er så vigtig, fordi det var første gang.. at nogen havde vovet at udfordre det officielle muslimske dogme, at de før-islamiske tider var præget af barbari og uvidenhed og derfor ikke fortjente opmærksomhed. Han vovede at lovprise det hedenske Egypten og at give stemme til den tanke, at der alligevel var alternativer til den islamiske civilisation, og at civilisationer har antaget og stadigt kan antage forskellige former.

Hvis denne historiske opdragelsesproces kunne gå videre i andre muslimske lande.. ville det [også] medføre.. en større tolerance over for andre måder at leve på samt en simpel forøgelse af den historiske viden, der har været så begrænset og snæver.. Hvis det.. kristne Ægypten kunne betragtes som en ligeberettiget kilde til stolthed, ville man så ikke acceptere kopterne som ægyptiske landsmænd, i stedet for at de som nu er en forfulgt minoritet i det land, som de selv stammer fra..?

Islam overtager arabernes krigeriske adfærd

Araberne har altid været et krigerfolk, som levede af at plyndre og udbytte en bofast befolkning. Islam var en krigsmaskine, som ikke holdt sig tilbage for noget, når den først var gået i gang. I et sådant militært teokrati er krig en normal aktivitet. Araberne ledte ikke engang efter et motiv til at føre deres krige; deres sociale organisation krævede krig, og uden sejre ville den være brudt sammen. Den islamiske ekspansionisme, der savner et konkret mål udspringer således fra en krigsindstillet arabisk baggrund. For de arabiske krigere var ’sandt’ ligesom i islam ensbetydende med succesrig, og ’forkert’ betød mislykket. Dette er baggrunden for, at [flere nævnes] gik over til islam, endnu inden erobringen af Mekka. Det var ikke Muhammeds religion, som var drivkraften.

Khalid, den succesrige general under kampene mod byzantinerne, beskrives som en, der ’ikke interesserede sig for andet end krig’.. Det samme kan siges om Amr ibn al As, Egyptens erobrer, og om Uthmann ibn Talha, der samlede sig en formue af fra sine erobringer.. I den muslimske litteratur skal man se langt efter historier om deres omvendelse.

Blodig rivalisering i islams historie

Den tidlige muslimske historie peger på en blodig rivalisering mellem de nordlige og sydlige arabere.. og selv i dag er krige mellem dem ikke ophørt. Traditioner, der blev tillagt profeten, blev fabrikeret og ’misbrugt til racemæssig rivalisering’. Efterhånden, som araberne erobrede flere og flere områder, førte stammernes rivalisering om de vigtigste embeder ofte til blodige borgerkrige.

Islams lærde bliver dog ved med at udbrede myten om, at islam tilstod sine ikke-muslimske undersåtter ligebehandling; de taler om en tid, da alle de forskellige religiøse samfund levede i fuldkommen harmoni i de islamiske lande.. Dette rosenrøde, men falske billede af islam er opbygget ved bl.a.

- at ignorere ødelæggelsen og massakrerne under den arabiske erobring;

- ved at forlade sig på muslimske kilder, som om de skulle være pålidelige;

- ved at ignorere eller undskylde profetens rædselsfulde opførsel over for jøderne;

- ved at ignorere de intolerante, fjendtlige, antijødiske, antikristne og frem for alt antihedenske holdninger, der udtrykkes i koranen, og som har været kilde til megen intolerant, fanatisk og voldelig opførsel mod alle ikke-muslimer hele vejen gennem islams historie.

Slaveri

Koranen accepterer slaveriet som institution og anerkender den fundamentale ulighed mellem herre og slave /Sura 16:75f.]. Og det er tilladt at holde slaver som konkubiner [Sura 4_3. 25:6, 33:50-52, 70:75f.]. Profeten tog selv mange fanger under sine krige mod de arabiske stammer, og de, der ikke blev løskøbt, blev gjort til slaver.

Under islam har slaver ingen lovlige rettigheder overhovedet; de betragtes som ’ting’, som deres herres ejendom. Man kan gøre med dem, hvad han vil, sælge dem, give dem væk, osv. Slaver kan ikke være værge.. og kan ikke aflægge vidnesbyrd overfor en domstol.

I de første år efter de arabiske erobringer blev et stort antal slaver erhvervet ved tilfangetagelse.. Araberne var dybt indblandet i en udstrakt netværk af slavehandel. De gennemsøgte slavemarkerne i Kina, Indien og Sydøstasien; der var tyrkiske slaver fra centralasien, fra Det byzantinske Imperium, hvide slaver fra centralasien og Østeuropa, sorte slaver fra Vestafrika og Østafrika. Hver by i den islamiske verden havde sit slavemarked.

Den vigtigste forsyningskilde til slaver var de konstante overfald på landsbyerne i Dar al-Harb, samt de mere disciplinerede militære ekspeditioner, som skulle rense ud i de vantros byer. (343). Efter plyndringen af Esesus i 781 blev 7000 grækere sendt i fangenskab.. Ved plyndringen af Thessaloniki i 903 blev 22.000 kristne delt ud mellem de arabiske befalingsmænd eller solgt som slaver. I 1064 lagde sultan ’Alp Arslan’ Georgien og Armenien øde.

Fra det øjeblik, de blev fanget, og til det tidspunkt, de blev solgt, blev slaverne tvunget til at finde sig i nedværdigende og umenneskelige forhold; hundreder døde af udmattelse og sygdom.

"De ’heldige’ blev hustjenere, mens de uheldige blev udnyttet til det yderste i saltminerne, til tørlægning af sumpe eller til at arbejde i plantagerne. Skønt det er forbudt i islam, blev kvindelige slaver udlejet som prostituerede… ”Den kvindelige slave holdes udelukkende for at tilfredsstille sin herres seksuelle lyster og bliver solgt, når han er træt af hende; derfor går hun fra herre til herre som et stykke kvindeligt vraggods”.

Når man diskuterer kvindens lod under islam, er der en tendens til næsten at glemme den kvindelige slaves skæbne, behandling, levevilkår og meget begrænsede rettigheder.

Dhimmier

En ikke-muslim bliver kaldt for en dhimmi, når de har overgivet sig til at være under islam. Når en dhimmi har accepteret den muslimske overherredømme [alternativet er døden] og indvilget i at betale en tribut til gengæld for ’muslimsk beskyttelse’, bliver der indgået en overgivelsestraktat.

- ”Traktaten medfører.. alle de forpligtelser, der følger med, særlig betaling af tribut, dvs. den faste kopskat [jizya] og jordskat [kharaj].. Ikke-muslimer må bære en særlig klædedragt og skal tydeligt afmærke deres huse, som ikke må bygges højere end muslimers.. de skal vige for muslimer; de må ikke forarge muslimerne ved åbent at udføre deres religion eller udføre deres særlige skikke, så som at drikke vin; de må ikke bygge nye kirker, synagoger.. og de er udelukket fra de særlige muslimske privilegier”.

En dhimmi kan ikke aflægge vidnesbyrd mod en muslim, og han kan ikke være værge for sit barn, hvis det er muslim. Og ”da en dhimmi ikke kunne vidne mod en muslim, gik hans muslimske modpart altid fri, og dhimmien blev nødt til at bruge bestikkelse for at slippe fri af anklagerne”. En muslimsk jurist Sarakhsis [død 1090] konkluderede, at ’en uærlig muslimsk ord er mere værd end en ærlig dhimmis’.

Forskellige hadither forbyder også en dhimmi at udøve nogen som helst myndighed over en ikke-muslim. Forskellige koranvers blev brugt til at nægte dhimmier adgang til offentlige embeder [fx Sura 3:28]. Der er dog flere eksempler på, at dette ikke altid blev håndhævet. Det førte ofte til offentlige opstandelse, fanatisme og vold [flere muslimske lande nævnes]. Mange dhimmier blev tvunget til at konvertere for at beholde deres poster. Dhimmiernes stilling var trods div. løfter om beskyttelse yderst sårbar og konstant truet. F.eks. var de i konstant fare for at blive gjort til slaver. [se slaveri]

Alle forskere er enige om, hvad selv ikke apologeter for islam kan benægte, at dhimmiernes situation gradvis blev værre.. Siden er der opstået myten om, at i tiden før denne forværring havde ’hersket fuldkommen harmoni mellem de forskellige religioner, særligt i det muslimske Spanien..’. Men

- ’vidnesbyrdene fra dem, der gennemlevede rædslerne under berbernes [muslimske dynastiers] erobringer og almoravidernes* invasion beviser, at [denne historieskrivning] er falsk. Den enkle og verificerbare historiske sandhed er, at det mauriske Spanien oftere var et land i oprør end det var et land, der levede i fred’. Var der nogensinde tolerance? Spørg jøderne i Granada, der blev massakreret, i 1066, eller de kristne, som almoraviderne deporterede til Marokko i 1126..”.

* Almoraviderne var en fanatisk muslimsk sekt, som i særlig grad udbredte islam med sværdet.

’Dar al-Islam’ eller ’Dar al-Harb’

Menneskeheden opdeles i to grupper – muslimer og ikke-muslimer. Muslimerne er medlemmer af det muslimske samfund ’ummaen’, som behersker områderne i Dar al-Islam [Islams hus], hvor islams forordninger er fuldt udbredte. Ikke-muslimer er ’harbier’ og er derfor i Dar al-Harb [Krigens hus], som omfatter ethvert vantro land, der endnu ikke er undertvunget af islam - men hvis skæbne det er.. at overgå til islamisk retshåndhævelse, enten gennem omvendelse eller gennem krig [harb]. Alle slags krigshandlinger er tilladt i Dar al-Harb.

Når Dar al-Harb er undertvunget, bliver harbierne krigsfanger. Imanen.. der forstår gudstjenesten i moskeen, kan gøre med dem, hvad han vil, alt efter omstændighederne. Vé den by, der står imod og derefter tages med storm af en islamisk hær. En mængde materiale dokumenterer, at konsekvensen af at gøre modstand mod muslimernes angreb, vold og plyndringer var særdeles hård. Så skete det ofte [oftest!], at ’alle mænd blev hugget ned, og kvinderne og børn taget som slaver. Alene af den grund blev mere end 40.000 iranere nedslagtet ved erobringen af Istakhr.

Jihad som våben

Intetsteds kommer islams totalitære karakter tydeligere frem end i tanken om Jihad, den hellige krig, hvis endemål er at erobre hele verden og underkaste den eneste sande tro, Allahs lov. Islam alene er sandheden givet – der findes ingen mulighed for frelse udenfor. Det er en hellig pligt – udtrykt i koranen og traditionerne [bl.a. Hadith] – for alle muslimer at udbrede sandheden til hele menneskeheden. Jihad er en guddommelig institution, der er påbudt med det præcise mål at fremme islam. Muslimer skal anstrenge sig, kæmpe og dræbe i Guds navn:

- ”De, der tror, kæmp for Guds sag” [Sura 4:76].

- ”Dræb dem, der forbinder andre guder med Gud, hvor end I finder dem” [Sura 9:5].

- ”Sig til de vantro: Hvis de afstår fra deres vantro, skal de tilgives det, der nu er fortid; men hvis de vender tilbage til den [vantroen], så kender de allerede den dom, der ramte de gamle! Kæmp da imod dem, indtil striden er slut..” [Sura 8:38f.].

Det er en alvorlig synd for en muslim at undslå sig for kampen mod de vantro; de, der gør det, vil ligesom de vantro komme til at stege i helvede:

- ”I troende, når I møder vantro.. der forbereder sit til slag, så vend ikke ryggen til dem.[Enhver der gør] skal pådrage sig Guds vrede, og helvede skal blive hans hjem: i sandhed en ond bolig” [Sura 8:15f.].

- ”Hvis I ikke kæmper, vil han straffe jer strengt, og give jeres plads til andre” [Sura 9:39].

De, som dør i kampen for.. islam, vil blive rigeligt belønnet i livet efter dette:

- ”Lad dem kæmpe for Guds sag, som bytter livet i denne verden med det liv, der skal komme; for hvem der end kæmper på Guds vej, om han bliver dræbt eller sejrer, ham vil vi rigeligt belønne” [Sura 4:74].

Det fremgår med al tydelighed, at koranen ikke taler om slag i overført betydning eller om moralske kampagner [som mange muslimer påstår, min bemærkning]. Den taler bogstavelig om krig [jihad], hvor det gælder om at myrde enhver, som ikke går ind for islam. At læse den slags blodtørstige påbud i en hellig bog er chokerende.

Blasfemiparagraffen som våben

Blasfemi og kætteri overfor Gud og profeten skal ifølge koranen straffes med døden. I vore dage er blasfemi simpelthen et redskab, som muslimske regeringer bruger til at lukke munden på enhver opposition; eller som et middel, som enkeltpersoner eller stat kan benytte til at gøre et regnskab op; eller til at dømme og straffe ’kætteri’. I mange islamiske lande er frygten for at blive stemplet som kætter derfor altgennemtrængende. Islamiske kilder fortæller om det problem, som en af deres egne, den betydningsfulde og store filosof Averroes, kom ud for, da han blev fremstillet for regenten for Almohade [berber] dynastiet, Abu Yaqub Yusuf [ca. år 1150]. Denne brød sig ikke meget om filosoffer og bad Averroes svare på, om

- ”filosofferne betragtede himlen som en evig substans, eller om den havde en begyndelse. Averroes blev så rædselsslagen ved dette [farlige] spørgsmål, at han ikke kunne tale. Yusuf beroligede ham, og så begyndte han at demonstrere, hvor lærd han var”.

Havde Averroes ikke frygtet konsekvenserne ved et forkert svar, ville den ellers veltalende filosof næppe have opført sig som beskrevet.

Et tegn på, at kætteri ikke blev [og bliver] tolereret under islam, er den kendsgerning, at folk, der ønskede at skaffe en rival af vejen, ofte greb til at anklage personen for kætteri.

- ”F.eks. skabte Abu Ubaid [ca. år 750] sig et navn ved Abbasside-hoffet og blev hurtigt forfremmet. Skinsyge embedsmænd, der tog hans succes fortrydeligt op, anklagede Abu Ubaids søn for kætteri. Sønnen blev beordret til at indfinde sig for kaliffen og bedt om at læse op af den koran, der lå foran ham. [Men] da han stort set var analfabet, hakkede han sig gennem nogle linier. Det blev opfattet som bevis for, at han var fritænker, hvorfor han blev henrettet”.

En rapport i The Economist peger på den manipulation af ’blasfemi’, der finder sted i Pakistan, og som bekymrer Pakistans kristne:

-" En afgørelse i Lahores High Court har for nylig bestemt, at Pakistans blasfemilove kan anvendes på alle islams profeter. Og da Jesus ifølge islam er en profet, kan denne lov bruges mod de kristne, som tilbeder Jesus som Guds søn" [fordi de kristne derved fordrejer koranens udsagn om ham].

Islam vender sig mod tankens frihed, og enhver nytænkning risikerer at blive kaldt ’blasfemi’, som straffes med døden.. Islams historie vidner om regelmæssige henrettelser af forskellige muslimske grupper, der anklagede dem for kætteri eller undergravende virksomhed. En af de største forhindringer for islams udvikling i retning af frit demokrati er dens understregning af, at denne religion udtrykker Guds slutgyldige ord – den endelige opskrift på, hvordan man skal leve: Islam tillader aldrig muligheden af alternativer. I et frit demokrati derimod betyder frihed for tanke, tale og presse, at man har ret til at diskutere, friheden til at fremlægge en alternativ filosofi; flertallet har ikke ret til at forhindre et mindretal i at udtrykke sin uenighed, kritik eller afstandtagen.

Islams voldelige fremfærd i Dar al-Harb

Gennem islams erobringshistorie fremgår det med al tydelighed, at ikke-muslimer overhovedet ingen rettigheder har. Der gives mange eksempler i bogen, hvorfra jeg blot tager nogle få uddrag:

- ”Patriarken Sofronius af Jerusalem [634-48] anså invasionsstyrkerne for ’gudløse barbarer’. Der brændte kirker, ødelagde klostre, vanhelligede kors og som på det grusomste bespottede Kristus og kirken. I 639 døde tusinder som følge af den hungersnød og pest, der fulgte efter ødelæggelserne og plyndringerne”.

- Efter profetens død organiserede kalif Abu Bakr invasionen i Syrien. Under felttoget i 634 blev hele området mellem Gaza og Cæsarea lagt øde; 4000 bønder, kristne, jøder og samaritanere, der simpelthen forsvarede deres jord, blev massakreret…

- I en krønike, som biskop Johannes af Nikiu nedskrev [mellem 693 og 700] berettes om Amr ibn al-As’ erobring af Ægypten. For ham var det muslimske åg ”tungere end det åg, som Farao havde lagt på Israel”. Under sin fremmarch i Ægypten erobrede Amr byen Behnasa.. og udryddede indbyggerne ”enhver, der overgav sig til dem [muslimerne], blev massakreret, de skånede hverken de gamle, kvinderne eller børnene”.. I Nikiu blev hele befolkningen hugget ned.

Islams grusomme erobringshistorie vises gennem rigtig mange eksempler. Fx fortæller armenske kronikører fra det 7. årh. fortæller, hvordan armenierne næsten blev total udryddet, og hvordan muslimer decimerede befolkningen i Assyrien og tvang en del af indbyggerne til at antage islam. Derefter beskrives, hvordan kalif Muawiya plyndrede Cypern og grundlagde sit herredømme ved en stor massakre. Det samme forfærdelige skue skete i Nordafrika: Tripoli blev plyndret i 643; Kartago blev nedbrændt til grunden og de fleste af dens indbyggere dræbt. Derefter beskrives muslimernes fremfærd i Anatolien, Mesopotamien, Syrien, Irak og Iran.

I 712 gav kommandant ibn Qasim – forud for invasionen af Irak - ordre om, at ”bringe ødelæggelse til de vantro.. [og] at indbyde og tilskynde de vantro til at antage den eneste sande tro på Guds enhed.. og enhver, der ikke underkaster sig islam, skal behandles hårdt og tilføjes skade, indtil han underkaster sig.. Den muslimske hær brugte tre dage på at nedslagte indbyggerne… Efter en tid blev Qasim mere tolerant og tillod mange at fortsætte i deres erhverv og dyrke deres religion. Dette blev dog ikke tolereret af Iraks guvernør, som kraftigt irettesatte ham i et brev, hvori der bl.a. står:

- ”[Koranens] måde at tilstå benådning på.. er forskellig fra den, du har indført.. I koranen siger den store Gud [Sura 47:4]: ’Oh, I sande troende, når I møder de vantro, hug da hovedet af dem’. Denne ordre fra den store Gud er en stor ordre og skal respekteres og følges. Du burde ikke være så glad for at vise nåde, at du afviser det fortjenstfulde i denne handling. Fra nu af skal du ikke vise nogen fjende nåde, og du skal ikke skåne nogen af dem.. Min udtrykkelige ordre er, at alle mænd, der har kæmpet, skal dræbes, og deres sønner og døtre skal fængsles og beholdes som gidsler”.

Islams historie beretter, at Qasim derefter beordrede, at dette skete. Det fortælles, at omtrent 6000 kæmpende mænd blev massakreret ved denne lejlighed; i andre muslimske kilder står der 16.000.

- "I år 1000 drog sultan Mahmud Ghazni, som var overhovedet for det tyrkisk-aghanske, hærgende gennem Indien, idet han ødelagde, plyndrede og massakrerede befolkningen – hvilket han retfærdiggjorde med konstante henvisninger til Koranens ordre om at dræbe afgudsdyrkere. ”I løbet af 17 invasioner ’ødelagde Mahmud fuldstændig landets rigdom..”. Alene i et af slagene blev 50.000 dræbt. Det var dog ikke kun ikke-muslimer, som blev dræbt. I 1010 invaderede han Dawuds kongerige og slagtede et stort antal af hans kætterske undersåtter".

- ”[Efter Konstantinopels fald i 1453 tilstod] sultan Mehmet sine soldater de tre dages plyndring, som de havde krav på. De strømmede ind i byen.. dræbte alle, som de fandt på gaderne, mænd, vinder og børn uden forskel. Blodet flød i strømme ned ad stejle gader.. Men snart var lysten til nedslagtning stillet. Soldaterne indså, at fanger og værdifulde genstande ville give dem større profit” [Fra bogen: The Fall of Constantinople, 1453].

I gennemgangen af muslimske erobringer refereres der bl.a. til N. Stillmans bog ’The Jews of Arab Lands.. hvori han i sin konklusion bl.a. giver denne historiske oversigt fra det 7. til det 19 årh.:

- ”[Arabernes] invasion af Mellemøsten var på ingen måde nogen glædelig, befriende oplevelse. Der var meget død og ødelæggelse. Indbyggerne i de byer, der blev taget med storm, blev enten dræbt eller taget til fange, og deres ejendom blev beslaglagt. Jizya og Kharaj [skatterne] blev en knugende byrde for de ikke-muslimske bønder, som møjsommeligt måtte skaffe sig til livets opretholdelse i en subsistensøkonomi.

De muslimske myndigheder var først og fremmest optaget af, at skatterne blev betalt, og at dhimmi-undersåtterne på forskellige, mere eller mindre ydmygende måder anerkendte islams overherredømme. Så længe ikke-muslimerne rettede ind, fik de tilstået en hel del indre selvstyre. Men selv hvad angik styringen af deres egne anliggender, var de ikke ganske fri for regeringens opsyn og til tider direkte indblanding.. Ikke-muslimer kunne aldrig fuldstændig frigøre sig fra deres dhimmi-status.

Krisetider bragte folkets raseri på kogepunktet. Jøderne var en lille, forsvarsløs minoritet, hvis status som vantro og ydmyge tributbetalere var fastslået i islamisk lov”.

Jødiske arkiver rummer talrige ’historier om ilde behandling, ydmygelser og forfølgelse’ [af jøderne]. Der samme skete også for de kristne og andre troende, men forfølgelsen af jøder synes at være den mest omfattende. Mange lande og årstal angives som dokumentation [fx Yemen i 1165 og 1678, Aden i 1198, Bagdad i 1333 og 1345, Persien i 1642-66 osv., osv.].

- ”I Kairouan [nuv. Tunesien] blev jøderne forfulgt og tvunget til at udvandre i 1016..; I Tunis blev de i 1145 tvunget til at konvertere eller rejse, og i de følgende årtier var der voldsomme anti-jødiske forfølgelser over hele landet. [Noget] lignende.. gentog sig i Marokko efter massakren på jøderne i Marrakesh i 1232 [og i Fez blev 6000 dræbt året efter]. I hele den muslimske verden fra Spanien til Den arabiske Halvø gik plyndringer og drab på jøder i svang, sammen med konfiskatoriske skatter, afsondring i ghettoer, tvangen til at bære letgenkendelige mærker på tøjet [en opfindelse, hvor islam kom middelalderens kristne Europa i forkøbet] og andre ydmygelser”.

I det muslimske Spanien blev mange hundrede jøder dræbt i perioden 1010-13, og 4000 af Grenadas jødiske befolkning ’blev massakreret under de muslimske optøjer i 1066’.

I mindst 300 år måtte de kristne finde sig i endnu en ydmygelse, der sjældent omtales, nemlig den skik, der kendes som ’devshirme’. Den blev indført af den osmanniske sultan Orkhan [1326-59] og indebar, at man regelmæssigt greb en femtedel af alle kristne drengebørn fra de erobrede områder. Efter at være blevet omvendt til islam blev disse børn i alderen 14-20 år trænet til at blive janitsharer. Med tiden blev de tilbagevendende bortførelser en årlig begivenhed…

Det siger sig selv, at dette system lå åbent for alle slags misbrug. De ansvarlige for hvervningen tog ofte flere børn end foreskrevet og solgte ’overskuddet’ tilbage til forældrene. Forældre, der var ude af stand til at tilbagekøbe deres børn, måtte finde sig i, at de blev solgt som slaver. Deshirme institutionen blev afskaffet i 1656, mens et parallelt system, der skaffede 6-10 årige børn til uddannelse i sultanens harem, fortsatte indtil det 18. årh.

Eksempler på grusomme muslimske ledere

Storinkvisitoren

Under Al-Mahdi og al-Hadi [som regerede fra 775-86] blev undertrykkelsen, forfølgelsen og henrettelserne drevet igennem med en endnu større vildskab [end de andre, som også var grusomme]. Særlige domstole blev oprettet for at forfølge kættere, og hele inkvisitoren blev anført af storinkvisitoren, kaldet Sahih al-Zanadiqa. Blot et rygte var tilstrækkeligt til, at inkvisitoren øjeblikkeligt tog skridt til at rejse anklager mod en mistænkt. Ofte blev undersåtterne arresteret i massevis, fængslet og til slut stillet for inkvisitoren eller herskeren, som udspurgte dem om deres tro. Hvis de mistænkte afsvor deres kætterske religion, blev de løsladt; hvis de afslog, blev de halshugget og deres hoveder hængt op i en galge; andre blev korsfæstet.

Det siges, at en mand ’Abu Nuwas’ gik ind i en moske, mens imamen reciterede Sura 109:1, som begynder med ’Oh, I vantro..’. Og da Nuwas råbte: ’her er jeg’, blev han beskyldt for at have indrømmet, at han var vantro. Det var kun med nød og næppe, at han slap for inkvisitoren.

Sultan Baibars [fra ca. 1265]

Historien kan bl.a. berette følgende om denne sultan:

- ”Fra Toron [i Syrien] sendte han en hærafdeling for at ødelægge den kristne landsby Qara mellem Homs og Damaskus, som han mistænkte for at være i kontakt med frankerne. De voksne indbyggere blev massakreret og børnene solgt som slaver. Da de kristne fra Akko sendte en deputation for at bede om lov til at begrave de døde, afviste han det brutalt, idet han sagde, at hvis de savnede lig af martyrer, ville de finde dem hjemme. For at virkeliggøre sin trussel marcherede han ned til kysten og slagtede hver kristen, der faldt i hans hænder”.

Hvad angår Baibars og muslimernes erobring af Antiokia i 1268, skriver Runciman: ’Endog de muslimske kronikører var chokerede over det blodbad, der fulgte’.

Den blodige og berygtede Timor Lenk

I det 14. og 15. årh. fulgte den terror, der blev spredt af den berygtede Timor Lenk. Han henviste konstant til koranen og prøvede at vende hvert eneste af sine slag til en hellig krig, selvom han i mange tilfælde kæmpede mod andre muslimer… [der nævnes flere plyndringstogter mod Georgien].

- ”I 1403 vendte han tilbage for atter at plyndre landet, idet han ødelagde 700 større landsbyer og mindre byer, massakrerede indbyggerne og jævnede alle de kristne kirker i Tiflis med jorden”

En historiker sammenligner Timor Lenk med de grusomme mongoler, men skriver, at han var værre, idet han havde smag for religiøse mord og anså drab ’som en pligt og hellig mission’.

En historiker skriver, at årsagen til, at Timor Lenk så ihærdigt førte krig mod troens fjender skyldes hans fromhed overfor koranen, som understreger, at ’den største ophøjelse, en mand kan opnå, er personligt at føre krig mod dem’. Under et af hans [mange] erobringstogter til Indien beskrives hans grusomme fremfærd mod de indiske fanger:

- ”Under påskud af, at de 100.000 hindufanger i Delhi udgjorde en risiko for hans hær, gav Timur Lenk med koldt blod ordre til deres henrettelse. Han dræbte tusinder og lod sejrssøjler opføre af de afhuggede hoveder: På vejen ud af Indien plyndrede han Mirja, nedrev monumenterne og flåede de hinduistiske indbygger levende – ’en handling, hvorved han opfyldte sit højtidelige løfte om at føre hellig krig’.

Overalt ødelagde han systematisk de kristne, og Mesopotamiens [de kristne ] nestorianere og jakobitter har aldrig genvundet deres tidligere styrke. I Sivas blev 4000 kristne levende begravet; i Tus var der 10.000 ofre; i Bagdad 90.000; i Isfrahan 70.000.

Massakrerne på armenierne

Armeniens kristne har altid lidt særlig meget under muslimske forfølgelser, og historien kan bevidne mange store og blodige massakrer mod disse. I 704-05 samlede kalif Walid 1. Armeniens adelsmænd i Skt. Gregors kirke i Araxis og brændte dem til døde. Resten blev korsfæstet og halshugget, mens deres kvinder og børn blev taget som slaver. Armenierne led endnu mere mellem 852 og 855.

I de næste 1000 år oplevede armenierne stort set den samme forfølgelse og undertrykkelse, som er beskrevet om de andre befolkningsgrupper i området. Jeg henviser derfor her til massakrerne på armenierne i 1894, 1995 og 1896. I forbindelse med fjendtligheder mellem Rusland og Tyrkiet søgte armenierne russisk beskyttelse, men det forhindrede ikke massakren på mere end 250.000 armeniere.. Mange landsbyer blev nedbrændt og hundreder af kirker plyndret. Flere massakrer fulgte i 1904 og 1909, da 30.000 armeniere mistede livet..

- ’Ifølge en artikel i Revue Enclopedique i 1896 blev massakrerne i 1894-96 udført efter en bevidst plan om intet mindre end en metodisk udryddelse af armenierne’.

Da de ikke kunne udholde tanken om en anden nationalitet på tyrkisk jord, begyndte tyrkerne en likvidering af armenierne, som sluttede med de berygtede massemord i 1915, der er blevet beskrevet som det første folkemord i det 20. årh… De fleste historikere og armeniere mener, at

- ’over 1 million armeniere systematisk og med koldt blod blev udryddet – tusinder blev skudt, druknet [bl.a. børn] og kastet ud fra klipper; de overlevende blev deporteret eller gjort til slaver’.

Dette kan dårligt beskrives som andet end et folkemord, der synes at have gjort et dybt indtryk på Hitler, og som meget vel kan have tjent som model for hans eget folkemord på jøderne.

Folkemordet på armenierne var blot den naturlige kulmination af en guddommeligt sanktioneret politik mod ikke-muslimer – intet mindre end en jihad foranstaltet af muslimer, som var de eneste, der fik del i byttet: ofrenes huse og deres ejendele, jorden og de kvinder og børn, der blev gjort til slaver. Det var ikke en isoleret hændelse, men en bevidst politik med det formål at eliminere ethvert tilløb til nationalisme blandt dhimmierne og at bevare det erobrede område under islamisk jurisdiktion [Det er også dette [åndelige og politiske] princip, som ligger til grund for islams jihad mod Israel, Europa og USA, min anmærkning].

Diskriminerende love, skatter og tvangsomvendelser

Det gennemgående tema er ’tvangsomvendelse af jøderne’ i de forskellige lande i en periode over 1300 år. Jøderne fik ofte valget ’omvendelse til islam eller døden. Islamisk historie er også fuld af referencer af tvangsomvendelser af kristne og andre. Et omfattende materiale dokumenterer, at de ofte stod overfor valget ’islam eller døden’. En fransk rejsende fra det 17. årh. beskriver, hvorledes der i Anatolien ’hver dag er adskillige grækere, der bliver tvunget til at blive tyrkere’.

Stillet over for konstant ydmygelse og nedværdigelse og fiskal [skat] og social undertrykkelse er det ikke overraskende, at mange dhimmier søgte en udvej af deres umulige situation ved at konvertere. Men selv om de teknisk set ikke direkte blev ’tvunget’ under dødstrusler, kan man alligevel kun betragte disse konverteringer som tvungne. I hvert fald er der ingen moralsk forskel på de to slags ’omvendelser’.

Mange ikke-muslimer blev også tilskyndet til omvendelse som følge af økonomisk nødvendighed. Mange af disse ’økonomiske konvertitter’ blev senere henrettet for at have antaget islam med det formål at slippe for at betale kopskatten og jordskatten. Atter andre forsøgte at slippe for forfølgelse og tvang til omvendelse ved at emigrere

Diskriminerende skatter

Kharaj var en slags jordskat, der.. medførte, at bonden ikke længere ejede jorden, men arbejdede som fæster. Kharaj symboliserede også sejrherrernes gudgivne ret til de vantros og besejredes jord. Teoretisk var bønderne beskyttet, men i ustabile perioder led de meget.

Jizya var en kopskat, som i overensstemmelse med koranens Sura 9:29 skulle betales individuelt ved en ydmygende offentlig ceremoni for at minde dhimmierne om, at de var mindre være end de troende [muslimer]. Den muslimske koran-kommentator al-Zamakh-shari [1075-1144] tolker Sura 9:29 således:

- ”Jizya skal tages fra dem, samtidig med, at de bliver ydmyget. [Dhimmien] skal komme personligt, og han skal gå, ikke ride. Når han betaler, skal han stå op, mens skatteopkræveren sidder. Opkræveren skal gribe ham i nakkeskindet, ryste ham og sige: ’betal jizyaen!’, og når han betaler, skal man slå ham over nakken”.

De skriftlige kilder til udviklingen i Palæstina, Ægypten, Mesopotamien, Armenien, Anatolien og Persien afslører, at familier, der ikke kunne betale den knugende jizya, blev tvunget til at udlevere deres børn.

Ud over [også] at betale højere handels- og rejseskatter end muslimer blev dhimmierne underkastet andre former for fiskal [tvangsmæssig skatte]undertrykkelse. I perioder med økonomiske vanskeligheder greb de muslimske herskere ofte til den udvej at pålægge dhimmierne arbitrære [vilkårlige] skatter. Kirkeledere blev sat i fængsel og tortureret, indtil der blev betalt løsepenge for dem.

De nævnte skatter viste sig at være en så knugende byrde, at mange landsbyer blev opgivet, efterhånden som landsbyboerne flygtede til bjergene eller prøvede at forsvinde ind i de store byers anonymitet for at undslippe skatteopkræveren. F.eks. var kopterne blevet så fuldstændig ruineret af skatterne i det nedre Ægypten, at de gjorde oprør i 832.

- ”Den arabiske guvernør undertrykte opstanden med stor grusomhed [og] brændte oprørernes landsbyer, ødelagde deres vinmarker, haver og kirker. De, der ikke blev massakreret, blev deporteret”.

Andre diskriminerende love

Som nævnt levede ikke-muslimer under mange diskriminerende love. På alle planer bliver en dhimmi altid betragtet som en mindreværdig person i forhold til en muslim. F.eks. blev enhver bøde, som en muslim er blevet idømt, automatisk halveret, hvis ofret er den dhimmi. Ingen muslim kunne blive henrettet for nogen forbrydelse begået mod en dhimmi. Anklager mod dhimmier for gudsbespottelse var temmelig hyppige, og straffen var døden. Eftersom hans vidnesbyrd ikke blev accepteret af retten, blev dhimmien tvunget til at konvertere for at redde sit liv. Omvendt kunne en dhimmi ofte.. ”blive dømt til døden, hvis han vovede at handle i selvforsvar mod en muslim, selv om der var tale om legitimt selvforsvar”. Blot et uforsætligt drab på en muslim kunne medføre døden eller udvisning af hele det ikke-muslimske samfund.

Selv om en muslimsk mand har lov at gifte sig med en kristen eller jødisk kvinde, må en ikke-muslim ikke gifte sig med en muslimsk kvinde. Straffen for et sådant ægteskab.. er døden.

Nogle af ulemperne ved at være dhimmi er opsummeret i ’Umars pagt’, der sandsynligvis blev nedfældet i det 8. årh. under Umar ibn Abd al-Aziz [regerede 717-20], og som stadig er gyldig:. I denne pagt skal dhimmierne afgive dette løfte:

”Vi lover

- at vi i vore byer og deres omegn ikke vil bygge nye klostre, kirker..

- at holde vore porte vidt åbne for den forbifarende..

- at levere tre dages mad og husly til enhver muslim, der kommer til os.

- at vi ikke holder offentlige religiøse ceremonier.

- at vi ikke forsøger at omvende nogen..

- at vi ikke afholder nogen af vores slægt fra at antage islam, hvis de ønsker det..

- at vise ærbødighed for muslimerne og rejse os fra vore sæder, når de ønsker at sætte sig ned..

- at vi ikke fremviser vore kors eller vore bøger noget sted, hvor muslimer færdes..

- at vi ikke hæver stemmen under gudstjenesten i vore kirker, eller når der er muslimer til stede..

- at vi ikke at bygger huse, der er højere end deres”

Pagten tilføjer: ”Enhver, der forsætligt slår en muslim, sætter denne pagts beskyttelse over styr”.

Kirker og synagoger under islam

De fire vigtigste retsskoler indenfor sunniislam er enige om ’spørgsmålet om opførelsen af nye kirker eller synagoger’. Al-Sharani [fra det 19. årh.] opsummerer det således:

- ”Alle skoler er enige om, at det ikke er tilladt at bygge nye kirker eller synagoger i islams byer. De har afvigende holdninger til spørgsmålet, om det er tilladt i byernes nærhed [navne nævnes].. Et andet spørgsmål er, om det er tilladt at restaurere eller genopføre forfaldne kirker eller synagoger i islamiske lande.. Abu Hanifa [en af dem, som tillader det] tilføjer den betingelse, at kirken skal være på et sted, der fredeligt har overgivet sig; hvis det blev erobret med magt, er det ikke tilladt. Ahmed [en af modstanderne].. siger, at det aldrig er tilladt at restaurere eller genopføre forfaldne [kirker og synagoger]”.

Ligesom de kristnes og jødernes skæbne varierede fra land til land.. gjorde kirkernes og synagogernes skæbne det også. Nogle muslimske herskere var tolerante, andre var yderst intolerante.. Nogle kaliffer ikke bare respekterede ikke-muslimernes rettigheder, men betalte også for reparationer af enhver kirke, der var ødelagt under muslimske pøbeloptøjer. Der nævnes mange eksempler på det modsatte. Allerede fra begyndelsen risikerede kirker at blive jævnet med jorden som resultat af herskernes tilfældige lune. Ofte tog den muslimske befolkning sagen i egne hænder [der nævnes mange eksempler på de plyndringer og ødelæggelser, som mange kirker og klostre blev udsat for i de erobrede områder]. Alene fra Ægypten bliver nævnt følgende tre eksempler:

- Under erobringen af Tana i Ægypten ødelagde kalif Marwan [744-750] alle kirker undtagen en, og han forlangte 3000 dinarer for at skåne den.

- ”Al-Hakim.. gav [vist nok 924] ordre til, at kirkerne i de områder, han herskede over [i Mellemøsten], skulle ødelægges. Deres værdigenstande blev røvet, og guld- og sølvkarrene blev solgt på markederne.. Kirkejordene blev konfiskeret, og enhver der bad om det, fik noget. En muslimsk historiker beretter, at over 30.000 kirker, som var blevet bygget af grækerne, blev ødelagt i Ægypten, Syrien og andre steder…”.

- Optøjer i Kairo i 1321.. medførte ’ødelæggelsen af kirker over hele Ægypten – i alt gik det ud over mere end 50 kirker’.

Normalt brød muslimer sig ikke om, at andre former for religionsudøvelse [end deres egen] foregik offentligt: Det skete ofte, at ”ringning med kirkeklokker, blæsen i vædderhorn og offentlig fremvisning af kors, ikoner, bannere og andre religiøse genstande blev alt sammen forbudt”.

Islam i de sidste hundrede år

Hvert århundrede har sine rædselsberetninger. Forfølgelse og massakrer fulgte muslimerne i de forskellige lande [rædslerne i mange lande omtales]. Overfor de kristne var det ofte almindeligt at dræbe dem eller sælge dem som slaver, og nedbrænde deres kirker.

- ”Fra det sene 18. årh. og op igennem det 19. årh. blev fordrivelser, udbrud af pøbelvold og endog massakrer stadig hyppigere. Mellem 1770-86 blev jøder fordrevet fra Jedda, og de fleste af dem flygtede til Yemen. I 1790 blev jøder massakreret i Tetuan i Marokko; i 1828 i Bagdad. I 1834 begyndte en cyklus af vold og plyndring i Safed. I 1839 skete der en massakre på jøder i Meshed i Iran, der blev fulgt af tvangsomvendelser af de overlevende; en massakre på jøder fandt også sted i Barfurusk i 1867. I 1840 blev jøderne i Damaskus udsat for den første af en lang række anklager for ritualmord i mange byer. Andre udbrud fulgte i Marokko, Algeriet, Tunesien, Libyen og i Mellemøstens arabiske lande”.

I det 20 årh. kan man nævne den ondskabsfulde antisemitiske litteratur, der er produceret i den islamiske verden gennem de seneste 40 år. Meget af denne hadefulde litteratur består af oversættelser fra europæiske sprog som Hitlers Mein Kampf og Zions vises protokoller…

Ifølge koranen og islam er alle ikke-muslimer troens og dermed også alle muslimers fjender. Ifølge islam er de dermed også betragtet som mindreværdige. Den hellige krigs indre logik kan derfor ikke tolerere andre religioner eller holdninger til livet end islam. De lever i Dar al-Harb [krigens hus], og muslimerne har pligt til gennem jihad at sørge for, at alle lande kommer ind under Dar al-Islam [islams hus]. Metoderne til at nå dette mål er i princippet ligegyldige. Det er disse principper, der også ligger til grund for den moderne jihad mod Israel, Europa og USA.

Politisk succes [og muslimers vrede over nederlag til Vesten]

Der nævnes mange eksempler på islams politiske succes i mange lande [hvor islam har fået/taget politisk indflydelse]. Disse eksempler har jeg dog valgt at springe over i denne gennemgang, og nøjes med at citere hans konklusion herpå:

- ”Politisk succes bekræftede islam, og verdenshistoriens gang beviste religionens sandhed. Muslimer kæmpede for at udstrække islams grænser og for at ydmyge de vantro; kampen var hellig, og belønningen for de faldne var evig lyksalighed. En sådan tro, som selve islams historie synes at bekræfte ud over al tvivl, fremkaldte selvsikkerhed hos muslimerne og stærke overlegenhedsfølelser. Følgelig kunne den lange række af nederlag til det kristne Europa [og Israel – min bemærkning] ikke undgå at underminere muslimernes selvrespekt og resultere i en omfattende moralsk og intellektuel krise. For militære nederlag var ikke bare nederlag i denne verden, men såede også tvivl om sandheden i selve den muslimske åbenbaring”.

I denne sammenhæng er det ikke overraskende, at muslimske intellektuelle med få undtagelser har indgydt de muslimske masser had til Vesten, hvilket i det lange løb ikke kan undgå at forsinke reformprocessen, accepten af forandring og indførelse af menneskerettigheder og retsstat – kort sagt alle de tanker, der opstod i Vesten, og som betragtes som fundamentale træk ved den vestlige civilisation.

Det er en nedslående kendsgerning, at under Golfkrigen sympatiserede næsten hver eneste muslim med Saddam Hussein, fordi han ’stod op mod vesten’. Denne forklaring opsummerer hele fornemmelsen af islams kommen til kort og mindreværdsfølelsen overfor vesten. Den muslimske verden er ilde faren, når den øjner håb hos en tyran, som har myrdet tusinder af sine egne landsmænd – arabere, kurdere, sunnier, shiiter, muslimer og jøder. For dem er det altid ’dem’ [i vesten] mod ’os’ [i de muslimske lande]. Hver eneste dårligdom, hver eneste fiasko i den muslimske verden bliver stadig tilskrevet Vesten, Israel eller en eller anden zionistisk sammensværgelse.

Muslimer påvirkes af deres ledere til at definere sig selv negativt: [Den enkelte skal være], ”som han er, i kraft af den, han hader, ikke i kraft af den, han elsker eller solidariserer sig med” [dvs. fællesskabet består i et målrettet had, min tilføjelse]. Uvægerligt vil de.. hylde den fortid [hvor]

- ”en enkelt muslim helt alene kunne besejre 100 vantro [det får de fortalt, min tilføjelse].. Hans folk ville [stadigt] være stort og hans stat almægtig, hvis det ikke havde været for imperialisternes intriger”.

Demokrati og menneskerettigheder

Kong Fahd af Saudi-arabien: ”Det demokratiske system, der dominerer i verden, er ikke et passende system for mennesker i vores region. Systemet med frie valg er ikke passende for vores land”.

Målestokken for demokratiets niveau i enhver kultur er behandling af kvinder og mindretal. Islamisk lov fornægter kvinders og ikke-muslimske religiøse mindretals rettigheder. Det vises dem ingen tolerance, men får valget mellem døden eller omvendelse. Jøder og kristne bliver behandlet som andenklasses borgere. Som følge af læren om Muhammed som den sidste af de sande profeter og om islam som den endegyldige og mest fuldkomne åbenbaring fra Gud, bliver alle anderledes troende og tænkende forfulgt, chikaneret og fysisk overfaldet.

Koranen understreger konstant pligten til at adlyde de etablerede [muslimske] myndigheder, Det betyder, at enhver, som gør oprør mod en muslimsk øvrighed, også gør oprør mod Gud:

- ”Oh I som tror! Adlyd Gud, og adlyd profeten og dem iblandt jer, der har myndighed”, Sura 5:29, jfr. Sura 8:83.

Under islam er det Gud og den hellige lov, der sætter grænserne for livets dagsorden. Også for ikke-muslimer, hvis rettigheder bliver opsummeret således

- ”Grundlaget for de islamiske holdninger til de vantro er krigens lov; de skal enten konverteres, underkaste sig eller dræbes [bortset fra kvinder, børn og slaver]. Almindeligvis griber man kun til den sidste mulighed, hvis de to første afvises.. Krigsfanger [bliver dog] enten gjort til slaver eller dræbt, eller de lades i live som frie dhimmier eller bliver udvekslet med muslimske krigsfanger”.

I modsætning hertil kan nævnes den amerikanske menneskerettighedserklæring, som beskytter det enkelte menneske mod regeringen..

- ”De første ti samt det 14. tillæg til den amerikanske forfatning begrænser regeringens magt; beskytter individet mod uretfærdige handlinger fra regeringens side; beskytter individernes religionsfrihed, ytringsfrihed, pressefrihed, demonstrationsfrihed, frihed til fredeligt at samles, ligesom de beskytter anklagede for forbrydelser mod overgreb. De forhindrer enkeltstater i at berøve nogen sine borgerlige rettigheder”.

Islam og FN

Bogen giver en grundig gennemgang af FN’s verdenserklæring om menneskerettighederne fra 1948, og sammenligner de forskellige artikler med islamisk lov og doktrin. Islam bryder med dem alle. I denne gennemgang medtages nogle få for at sammenligne disse med islam love:

Artikel 1:

”Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd”.

Artikel 2:

”Enhver har krav på de rettigheder og friheder, som nævnes i denne erklæring, uden forskelsbehandling af nogen art, f.eks. på grund af race, farve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social oprindelse, formueforhold, fødsel eller anden samfundsmæssig stilling..”

Artikel 3:

Enhver har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed.

Artikel 4:

”Ingen må holdes i slaveri eller trældom; slaveri og slavehandel under alle former skal være forbudt”.. Muslimer har ret til at leve sammen med enhver af deres kvindelige slaver [Sura 4:3]; de har ret til at bemægtige sig gifte kvinder, hvis de er slaver [Sura 4:24].

Artikel 5:

”Ingen må underkastes tortur eller grusom, umenneskelig eller vanærende behandling eller straf”.

Ifølge islamisk love er kvinder mindreværdige; deres vidneudsagn for en domstol er kun halvt så meget værd som en mands; deres bevægelsesfrihed er strengt begrænset; de kan ikke gifte sig med ikke-muslimer [jfr. ’Islams kvindesyn’]. Ikke-muslimer, der lever i muslimske lande, har ringere status under islamisk lov; de kan ikke vidne mod en muslim. Saudi-Arabien følger traditionen fra Muhammed, der sagde: ’To religioner kan ikke eksistere i Arabiens Land’, og forbyder derfor ikke-muslimer at dyrke deres religion, bygge kirker, eje bibler, osv...

Muslimske retslærde opdeler generelt synder i store synder og små synder. Af de sytten store synder er vantro [mod islam] den største, og bliver betragtet som mere afskyelig end mord, tyveri, ægteskabsbrud. Slaveri er godkendt i koranen. Vi har set, hvilke straffe, der venter dem, der overtræder den hellige lov: amputationer, korsfæstelse, stening til døde, piskning.. Efter menneskelige normer er de islamiske retsregler umenneskelige, men muslimer hævder generelt, at disse regler ikke kan bedømmes ud fra menneskelige kriterier, fordi de er af guddommelig oprindelse.

Artikel 18:

”Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed: denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro og frihed til enten alene eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro gennem undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse og overholdelse af religiøse forskrifter”. [denne artikel er forkortet en del].

Under islam er det klart, at ingen har ret til at skifte religion, hvis man er født i en muslimsk familie.

Dobbeltmoralsk accepterer muslimer med glæde konvertitter til deres egen religion, men en muslim må ikke lade sig omvende til en anden religion. Det vil være frafald, som straffes med døden. En betydelig [muslimsk] kommentator al-Baidawi [1291] befaling er stadig gældende, fordi budskabet er det samme som i koranen og i hadith:

- ”Hvem der end vender ryggen til sin tro, åbent eller hemmeligt, tag ham og dræb ham, hvor end du finder ham, som enhver anden vantro. Hold dig ganske borte fra ham. Accepter ikke forbøn for ham”.

Artikel 19:

”Enhver har ret til menings- og ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til at hævde sin opfattelse uden indblanding og til at søge, modtage og meddele oplysning og tanker ved et hvilket som helst meddelelsesmiddel og uanset landegrænser”.

De rettigheder, der rummes i artiklerne 19 og 19 er systematisk blevet overtrådt i de fleste muslimske lande, som fx Iran, Pakistan og Saudiarabien. Kristne i disse lande bliver ofte arresteret på anklager for blasfemi og deres rettigheder bliver nægtet dem. På samme måde er snesevis af anderledes tænkende muslimer i de pågældende lande (og områder) blevet generet, arresteret, torteret og i visse tilfælde halshugget.. [eksempler nævnes]. Ahmadiyya-muslimerne bliver betragtet som kættere, fordi de ikke anser Muhammed for at være den sidste profet fra Gud. Efter deres mening er den sidste profet nemlig bevægelsens grundlægger, Mirza Ghulam Ahmed [død 1908]. Ahmed påberåbte sig ikke en ny åbenbaring af guddommelig lov, som kunne supplere eller træde i stedet for koranen. Men han betragtede sig selv som al-masih [Messias] og mahdi [en som Muhammed - en slags Messias], hvis opgave er at genoplive islam. Disse er næsten altid blevet genstand for diskrimination og forfølgelse i de islamiske lande. I midten af 1970’erne opfordrede Moslem World League muslimske regeringer over hele verden til at skride ind overfor ahmadiyaer og dræbe dem. Gennem Pakistans historie er denne bevægelse derfor også blevet udsat for voldsom forfølgelse og alvorlig blodsudgydelse. I 1984 blev der gennemført en lovgivning for at begrænse deres virke, og de måtte ikke længere kalde sig muslimer (hvad de dog stadig gør).

Islam accepterer ikke FN’s menneskerettigheder

Under islam har der aldrig udviklet sig noget, der minder om de forestillinger, der er beskrevet ovenfor. Mennesker har pligter overfor Gud – men det er kun Gud, som har rettigheder. Under islam er der ikke nogen ’ligeret for mennesker til frihed’. Intetsteds i moderne muslimske diskussioner er der en klar redegørelse for ’menneskelige rettigheder’. Islams tro og politiske program kan aldrig forenes med et liberalt demokrati’.

Islamiske fundamentalister har til hensigt at ’regere gennem islamiske regler, hvis de kommer til magten’. De vil indføre ’den islam, der kommer til udtryk i islamisk lov og med alt, hvad den indebærer.

I modsætning til FN’s ’Verdenserklæringen om Menneskerettighederne’, som islam finder afskyelige, mødtes muslimer i 1981 for at udforme en islamisk menneskerettighedserklæring, som udelod alle de friheder, der modsiger islamisk lov. Endnu mere bekymrende er det forhold, at FN’s erklæring i 1981 om afskaffelse af religiøs diskrimination efterfølgende blev revideret pga. pres fra muslimske lande, og af samme grund blev henvisningen til ’retten til at skifte religion’ i artikel 18 også slettet; Tilbage i artiklen er der kun ’retten til at have en religion’.

Eksemplet ’Salman Rushdie’

Den bedst kendte fatwa er nok den, som ayatollah Khomeini udsendte over Salman Rushdie i 1989. I dens umiddelbare kølvand fulgte interviews og artikler af vestlige intellektuelle, arabister og islamologer, der bebrejdede Rushdie for at have nedkaldt den [selvforskyldte] barbariske dom over sit eget hoved. Der fulgte nedladende bemærkninger om, at man burde have forståelse for de sårede følelser hos muslimerne.. En af disse skrev:

- ”Jeg ville ikke fælde en tåre, hvis nogle britiske muslimer, der beklager hans dårlige manerer, passede ham op på en mørk gade og forsøgte at forbedre dem. Hvis det kunne få ham til at styre sin pen, ville det gavne samfundet, og litteraturen ville ikke lide skade”.

Intetsteds i disse artikler var der kritik af fatwaen [opfordring af mord]. Derimod blev der foreslået, at Rushdies bog blev forbudt eller fjernet fra handelen. Bemærkelsesværdigt nok var der INTET forsvar for demokratiets grundlæggende principper om ytringsfrihed, uden hvilken der ikke kan ske menneskeligt fremskridt. Man skulle ellers have troet, at forfattere og intellektuelle ville have været rede til at dø for netop dette princip.

Andre argumenter lød i samme forbindelse:

- ’Det er ikke islam, men derimod ekstremister, der har kapret koranen’ [og]

- ’Islam er en tolerant religion.. Det, som han [Khomeini] har indført i Iran, er ikke rigtig islamisk, men en grotesk karikatur. Islam har altid tolereret uenighed”.

Her angriber forfatteren alle, der forsvarer løgnen i islam – og tror fejlagtigt, at årsagen er ’den fælles åndelige kamp, som alle monoteistiske religioner er optaget af”. For at bevise det går han i sin gennemgang tilbage til ’Det økumeniske Vatikanerkoncil’ i 1962, som medgav, ’at islam havde givet menneskeheden vigtige sandheder om Gud, Jesus og profeterne”. Hos kristne og jøder er der stort set ingen islam-kritik [selvom islam begår dokumenteret grusomheder mod disse], at han ”slet ikke [finder det] overraskende, at kristne og jødiske religiøse ledere rykkede sammen om at fordømme Rushdie – næsten uden at sige en lyd mod den ukristelige opfordring til mord.

Vatikanets halvofficielle talerør L’Osservatore Romano, kritiserede Rushdie mere massivt end Khomeini. Mange kardinaler og biskopper kaldte ’De sataniske vers’ en fornærmelse mod islam.

The Economist skrev: ”Rabbinere, præster og mullaer synes at have forenet sig for at begrænse ytringsfriheden for at undgå, at et medlem af deres flok får sine følelser såret.. Rushdie-affæren viser ikke blot, at nogle muslimer ikke forstår værdien af ytringsfrihed. Den viser også, at mange vestlige gejstlige heller ikke gør [det]”.

Det er uærligt at ville frikende islam ved at anvende sådanne fraser. For alle tidligere eksempler på pøbeloptøjer [som i Iran] viste, at almindelige muslimer meget let bliver fornærmede over, hvad de betragter som forhånelser af deres hellige bog, deres profeter og deres religion. For alle muslimer tror, at det er deres pligt at forsvare koranen, som i bogstavelig forstand er Guds ord. Det drejer sig altså IKKE kun om nogle få fanatiske fundamentalistiske muslimer.

For at retfærdiggøre fatwaens mordtrusler mod Rushdie gennemgik iranske talsmænd detaljerne i Muhammeds liv, og fandt masse af eksempler på politiske mord – endog mord på forfattere, der havde skrevet satiriske vers mod profeten. Her er uddrag af Khomeinis intolerante tale:

- ”Islam forpligter alle.. til at forberede sig på erobringen af [andre] lande, således at islams lov bliver adlydt i ethvert land i verden.. De, som studerer islams hellige krig, vil forstå, hvorfor islam ønsker at erobre hele verden.. De, der intet ved om islam [som vestens naivister], fremstiller det, som om islam fraråder krig. De er tåbelige. Islam siger: Dræb alle de vantro.. hug dem ned med sværdet og spred [deres hære].. Hvad godt der end findes, eksisterer takket være sværdet og i skyggen af sværdet! Mennesker kan ikke bringes til at adlyde undtagen med sværdet! Sværdet er nøglen til paradiset, der kun kan åbnes for hellige krigere! Der er hundreder af andre vers [fra koranen] og hadith, der opfordrer muslimer til at værdsætte krigen og til at kæmpe. Betyder det, at islam er en religion, der forhindrer mænd i at føre krig? Jeg spytter på de tåbelige sjæle, der fremsætter en sådan påstand.

Hvis koranen er Guds ord, som alle muslimer tror, og som ubetinget skal adlydes, hvem er så mest logisk, Khomeinis udtalelser eller ’islams vestlige apologeter’?

Rushdies 'forbrydelse':

Som ikke muslim har han digterisk beskrevet en sandhed, som muslimer har et ambivalent forholdt til og som de derfor ikke bryder sig om at høre. Tidligere var det normalt [vis ikke altid], at det kun muslimer, som måtte leve i frygt for fatwaer. Men efter Rushdie-sagen har muslimer i stigende grad set, at de også kan være et mægtigt våben mod ikke muslimer: De skal afskrække dem fra at fornærme muslimer og islam.

Modstand mod at tænke selv, og udgivelser af bøger

Rusdhie-affæren er et af mange eksempler på, at ortodokse muslimer bekæmper ytringsfriheden. Men det er dog ikke noget nyt! Ifølge den traditionelle beretning beordrede kaliffen Umar efter erobringen af Alexandria [i det 12 årh.], at det store bibliotek skulle ødelægges. Argumentet var:

- ”Hvis disse skrifter af grækerne stemmer overens med Guds bog, er de unyttige og behøver ikke at blive bevaret, hvis de strider mod den, er de skadelige og burde tilintetgøres”.

Det siges, at bøgerne blev brugt til at opvarme ovnene i byens talrige bade.

Europæisk forskning synes dog at vise, at der er ’pyntet’ på historien for at retfærdiggøre en senere afbrænding af kætterske ismaelittiske bøger.

I det følgende har forfatteren hentet nogle eksempler fra bogen ’The Rushdie Affair’, af Daniel Pipes

Den sudanesiske teolog Mahmud Muhammad Taha

Mahmud M Taha forsøgte at begrænse koranens rolle som retskilde. Han mente, det var på tide at udtænke nye love, der bedre imødekom folks behov i det 20. årh. Men.. i 1968 erklærede ’de religiøse autoriter’ i Khartoum ham skyldig i frafald, der ifølge islamisk lov normalt straffes med døden. Hans skrifter blev brændt, men selv undgik han henrettelse i 17 år. Så blev han anklaget igen, og i en alder af 76 år blev han offentligt hængt i Khartoum i januar 1985.

Iraneren Ali Dashti mod og tragiske skæbne:

Ali Dashti skrev bogen ’Treogtyve år’ i 1937 – men blev først udgivet i 1974 [vist i Beirut, da det iranske shahregime mellem 1971-77 forbød offentliggørelsen af enhver religiøs kritik]. Bogens titel henviser til Muhammeds 23’ års karriere som profet. Over ½ million bøger menes at være solgt i piratudgave fra 1980-1986 i Iran. I denne bog

- forsvarer han ’den rationelle tanke’ og kritiserer den ’blinde tro’,

- afviser energisk alle de mirakler, som senere, overivrige muslimske kommentatorer har tilskrevet Muhammed.

- Sætter spørgsmålstegn ved, at koranen [altid] er Guds eget ord. Peger på, at muslimske lærde tidligere åbent [turde] indrømme, ’at koranen struktur og syntaks [indhold] ikke er mirakuløse’. Han nævner, at koranen indeholder

- sætninger, der er ufuldstændige, og som ikke er fuldt forståelige uden hjælp fra kommentatorer;

- fremmedord [som først er opstået og indført senere];

- usædvanlige arabiske ord, og ord, der ikke er brugt i deres sædvanlige betydning

- unøjagtige adjektiver og verber, som ikke er i overensstemmelse med køn eller tal.

- ulogiske og ugrammatikalske anvendte stedord, som ofte savner reference (osv).

Ali Dashti hævder videre, at:

- Koranen indeholder ”ikke noget nyt i form af ideer, der ikke allerede er udtrykt af andre'.

- Alle koranens moralske forskrifter er selvindlysende og almindeligt anerkendte.

- Dens historier er i identisk eller lettere tilpasset form taget fra overleveringer af jøder eller kristne, hvis rabbinere og munke Muhammed havde mødt og rådspurgt under sine rejser.

- Hvad angår moralske læresætninger.. kan koranen ikke betragtes som mirakuløs. Muhammed gentog principper, som menneskeheden allerede havde udtrykt i tidl. årh.

- Mange af islams pligter og ritualer er skikke, som hedenske arabere havde overtaget fra jøderne.

Ifølge forfatteren er Muhammed en ’upålidelig type, der nedlader sig til politiske mord og fjerner alle modstandere, og profetens følgesvende blev drab bortforklaret som ’tjenester over for islam’. Han hævder, at ’koranens Gud er grusom, vred og stolt – egenskaber, som man ikke kan beundre’. Sluttelig konkluderer han, at ’koranen ikke er Guds ord, eftersom den indeholder mange eksempler på forveksling af de to talende, Gud og Muhammed. [Koranen betragtes som alene Allahs ord og derfor er det et problem, når det er tydeligt, at det er Muhammed, der taler, se senere]

Dashti døde i 1984 efter 3 år i Khomeinis fængsler, hvor han blev torteret, selvom han var 83 år på det tidspunkt. Før han døde, sagde han til en ven:

- ”Hvis shahen havde tilladt bøger som denne at blive udgivet og læst af befolkningen, ville vi aldrig have haft en islamisk revolution”.

To kritikere i Ægypten

I 1986 skrev sagfører Nur Farwaj en artikel, der kritiserede shariaerne for at være ’en samling af reaktionære stammeregler, som er uegnet for det moderne samfund’. Samme år offentliggjorde en anden ægyptisk sagfører Faraj Foda en pamflet med titlen ’Nej til sharia’, der tog til orde for en adskillelse af religion og stat, idet islam ikke kunne levere.. [den] ramme, der var nødvendig for at styre en moderne stat. Hans essay fik stor succes og blev oversat til mange sprog i den arabiske verden.

Et arabisk værk ’L’Islam en questions’, som er udgivet i 1986, besvarer 24 arabiske skribenter følgende 5 spørgsmål:

1. Har islam stadig en universel mission?

2. Kunne islam være en regeringsform i en moderne stat?

3. Er en islamisk regeringsform et uomgængeligt skridt i den muslimske og arabiske folks udvikling?

4. Er det fænomen positivt, der under betegnelsen ’islams genkomst’ har kunnet iagttages i de fleste muslimske lande gennem det seneste årti?

5. Hvad er islams hovedfjende i dag?

Svarene gør det klart, at de fleste af disse arabiske intellektuelle ikke betragter islam for svaret på den islamiske verdens sociale, økonomiske og politiske problemer. Flertallet er tydeligvis tilhængere af den sekulære stat. Ni forfattere svarer ’NEJ’ til spørgsmål 2. Selv de skribenter, der svarer JA til dette spørgsmål, gør det meget tøvende og ledsaget af betingelser som

- ’under forudsætning af, at rettigheder bliver respekteret’ [og]

- ’blot der er tale om en moderne tolkning af islam’.

Næsten alle bedømmer ’islams genkomst’ som et negativt fænomen og betragter religiøs fanatisme som den største fare, der truer alle muslimer. En af dem besvarer spørgsmål 2 på denne måde:

- ”Nej. Absolut ikke. Det er umuligt! .. Vi så det, da [den sudanesiske leder] Nimeiri ønskede at bringe sharia’en i anvendelse. Det virkede ikke. Eksperimentet sluttede pludseligt, efter at nogle hænder og fødder var hugget af.. Der kom en reaktion fra de muslimske masser mod den slags. F.eks. forekommer stening af kvinder næsten ikke undtagen i Saudi Arabien. .. Islam er absolut uforenelig med en moderne stat... Nej, jeg kan ikke se, hvordan islam kunne være en regeringsform”.

Denne mand har haft en fatwa hængende over hovedet siden 1983, og prøvede trods dødstrusler at fortsætte sit arbejde så normalt så muligt i Algeriet, idet han forklædt flyttede fra sted til sted.

Den europæiske historie skal takke islam

Det er paradoksalt, at muslimer ofte ønsker at påpege den indflydelse, som islam har haft på skabelsen af de moderne Europa, dvs. de muslimske bidrag til en civilisation, som de angiver at foragte. Amerikanerne ville ikke have gået på månen, får vi at vide, hvis det ikke havde været for ’det arabiske bidrag til de eksakte videnskaber’. Samtidig bliver Vesten stemplet som overfladisk, materialistisk, dekadent, irreligiøs og videnskabsfikseret. Denne videnskabelige materialisme står i skarpt kontrast med muslimernes egen påståede overlegne åndelighed og dybsindighed.

Muslimer vil forsætte med at foragte videnskab og opdagelser, hvis de bliver ved med at betragte videnskab som ’åndløs’.. Faktisk har vestlige forskere - pga. den forskning, som muslimer foragter - givet muslimerne deres kultur og historie tilbage, som ellers var gået tabt… Men den vedvarende fordømmelse af al vestlig ’materialisme, gør muslimer blinde for Vestens åndelige bedrifter og nægter muslimer adgang til Europas rige arv, som burde være hele menneskehedens eje og stolthed, ligeså meget som f.eks. islams rige arkitektoniske arv er kilden til menneskelig stolthed og forundring. Mozarts og Beethovens musik og renæssancens kunst burde studeres ligeså meget ved islamiske lærdomssæder som islamisk filosofi; sekularismen burde åbne den intellektuelle horisont for muslimer, som i øjeblikket bliver fodret med forvanskede fremstillinger af, hvad vestlig kultur står for.

Moderate muslimer?

Selvom der i disse år tales meget om moderate muslimer, så vil de, hvis de da er rettroende muslimer, altid opdele verden i to klasser, muslimerne og ’de andre’, som betragtes som mindreværdig. Jo mere en muslim værner som sin tro, jo mere radikal [krigerisk] vil han være. Den moderate muslim, som enten ’ikke er så troende’ eller som på trods af islam udviser menneskelighed overfor ikke-muslimer, har trange kår. Ifølge koranen bliver han dermed automatisk gjort til Guds fjende og vil blive straffet af ham [jfr. citater om dette i koranen]. Derudover vil han [ligesom en ikke-muslim] automatisk blive betragtet som en af islams fjender.

- ”Hvis en muslim på nogen måde støttede djimmiernes religion, blev han tre gange beordret til at angre, og hvis han var genstridig, blev han dræbt”.

Epilog

I min gennemgang har jeg fået det meste af bogens dokumentation bekræftet, idet jeg har studeret forskellige bøger om emnet og har gentagne gange set, hvad muslimer selv skriver (på internettet). Undervejs har jeg mange gange haft lyst til at citere nogle af disse, fordi de har givet et vigtigt supplement til det, som er med i bogen. Nogle af de vigtigste er de erfaringer, som andre tidligere muslimer har fået under deres opvækst og som de nu beretter om, efter at de har fundet sandheden, Jesus Kristus. Mange af dem beskriver nogle forhold under islam, hvor de har levet under vilkår, som ligner det, som Ibn Warraq har skrevet om. Og mange gange har jeg tænkt, at det ville være rart, hvis de sidste års tiltagende islamisme er taget med. Men så ville det jo ikke længere være en saglig gennemgang af bogen, som ikke er helt ny. Derfor har jeg, som jeg skrev i indledningen, i denne gennemgang valgt at lade forfatterens beskrivelse af, hvorfor han ikke er muslim, tale for sig selv.

- - - - - - - - - - - - - - -

Hvor står det i bogen?

Som jeg nævnte i indledningen, har jeg valgt ikke at medtage de utallige henvisninger til diverse muslimske kilder. I stedet har jeg valgt at nævne bogens sider ud fra de temaer, jeg har refereret til, og citeret fra:

Muhammed: side 59,79, 98, 103-105, 112-113, 120, 132.

Muhammed og Mekka: side 77-80, 83-85, 92.

Kabaen og den sorte sten i Mekka: side 85

Muhammed overtager dyrkelsen af Hubal [Allah] fra hedningerne i Mekka: side 31, 82, 85

Den tolerante Muhammed i Mekka: side 132-135

Fra reformator [i Mekka] til massemorder [i Medina]: side 31, 146-147, 153-154, 165, 321, 599

Grusomme massakrer på jøderne: side 151-157, 323

Koranen: side 117-118, 121, 127-129

- En åbenbaring fra himlen: side 74, 170

- Kristne og jøder i koranen: side 322-323

- Et problem i koranen fjernes ved at tilføje et ord i bydeform: side 170-172

- Muhammed tillader ’en skriver’ at ændre i koranens tekst: side 182

- Masser af ophævede passager i koranen: side 183-184

- Mange detaljer fra hedenskaben i koranen: side 76, 105

- Sammenligning mellem persisk og muslimsk tro på gerningsretfærdighed: side 93-94

- De sataniske vers og koranen: side 133, 165-167, 179

- Troen på ’jinnerne’: side 87-88, 187

- Det ’onde øje’: side 89

- Forudbestemmelseslæren: side 197, 204-205

- Etik og moral: side 200

Islamisk lov – sharia: side 25

Hadith [og sunna]: side 118-119, 121-125

Islams kvindesyn

- Kvindernes vilkår før og under islam: side 426-428

- Kvinder er mindreværdige: side 425, 439

- Ægteskab, skilsmisse og ægteskabsbrud: 451-557, 465

- Love, som diskriminerer kvinderne: ’Det Pakistanske eksempel!’: side 466-469

- Betingelser for at få lov til at gå udenfor hjemmet: side 461-63

- Sløret: side 459-60

- Kvinder er dæmoniske og svigefulde: side 424, 434-36

- Paradis, nærmest ’kun for mænd’: side 445-47

Islam: civilisation og historie: side 24

- Den arabiske historie begynder med islam: 291-293, 300-301, 311

- Islam overtager arabernes krigeriske adfærd: side 326

- Blodig rivalisering i islams historie: side 320-326

- Slaveri: side 305-306

- Dhimmier: side 275, 341-42, 352-355

- ’Dar al-Islam’ eller ’Dar al-Harb’: side 325f.

- Jihad som våben: side 282, 324, 348, 354, 368, 500

- Blasfemipagraffen som våben: side 266-57, 412

- Islams voldelige fremfærd i Dar al-Harb: side 235-36, 327-330, 337-340, 345

- Eksempler på grusomme muslimske ledere: side 348-49, 353-54, 373-75

- Tvangsomvendelser: side 338, 350

- Diskriminerende skatter: side 341, 344

- Andre diskriminerende love: side 343-347

- Kirker og synagoger under islam: side 247, 346

- Islam i de sidste århundrede: side 353

- Politisk succes [og muslimers vrede over nederlag til vesten]: side 314-16

Demokrati og menneskerettigheder: side 261, 274-276

- Islam og FN: side 261-268

- Islam accepterer ikke FN’s menneskerettigheder: side 267-68, 279

- Eksemplet ’Salman Rushdie’: side 36-40, 67

- Modstand mod udgivelser af bøger [et tidligere eksempel]: side 292

- Når nogle muslimer forsøger at ’kritisere’ islam: side 29-35

- Den europæiske historie skal takke islam, 306, 314, 340

- Moderate muslimer?: side 355

Til toppen af siden

Hvis denne side ikke er fundet via forsiden, så klik venligst her for at se flere artikler