Det blev tilregnet os

Det er blevet tilregnet os!!

.. en gennemgang af romerbrevet, kap 3-4

Af Eskild Skov Særkjær

Til indledning skal vi læse et enkelt vers fra Rom. 4, som jeg senere vil vende tilbage til:

"Hvad siger nemlig skriften: Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed", vers 3.

I denne gennemgang skal vi se på dette kapitlet, hvor Paulus taler om og underbygger, at den nævnte tro er en frelsende tro, og som er gældende for alle, der 'vandrer i sporene af den tro', som Abraham havde. Men for at forstå baggrunden for, hvad det vil sige, skal vi først se lidt på det, der er beskrevet i kap. 3.

Her vil jeg begynde med at citere dét - der i min bibel fra 1948 - står som overskrift til de første 20 vers i kapitlet:

“Jøderne har ganske vist (ud fra det, der er omtalt i kap. 2) Guds forjættelser, men da jøder og hedninger lever i synd, er hele menneskeslægten hjemfalden til Guds straf”.

Bibelen lægger ikke skjul på, at sådan er situationen for ethvert menneske. Paulus underbygger denne kendsgerning med et citat fra GT, hvori Gud siger:

“Der er ingen retfærdig, ikke én; der er ingen forstandig, der er ingen, der søger Gud; afvegne er alle, til hobe fordærvede, ingen gør godt, end ikke en eneste..”, vers 9b-12.

Det er mange, der forsøger at bilde andre ind, at det ikke står så slemt til, som citatet siger, men bibelen siger, at vi gør vel i at agte på det, der står skrevet, fordi det fortæller os sandheden om menneskers situation uden Gud. Mange jøder - og for den sags skyld også mange kristne - tror, at de kan blive frelst ved at holde loven, altså ved at være from og gøre godt. Engang var der fx en, der mente, at en person som Indira Gandhi, som i sit liv viste næstekærlighed i handling, som en selvfølge var selvskrevet til Himlen. Men problemet er, at aldrig så mange gode gerninger kan frelse et menneske. Alligevel er der mange, der er overbevist om, at hvis de bare holder loven, så godt, som det nu er muligt, så kan Gud ikke andet end være tilfreds med deres indsats - den er vel også bedre end ingenting? Hertil svarer Paulus alvorligt, at

“I hans (Guds) øjne vil intet menneske blive retfærdiggjort (frelst) ved lovgerninger; ved loven når man nemlig kun (til) at erkende sin synd”, vers 20.

Læg mærke til, at Paulus fastslår, at loven ikke kom til for at frelse nogen, for det kan den ikke - men den kom derimod til, for at ethvert menneske må se sin egen syndighed, for ‘at hver mund skal stoppes og hele verden stå strafskyldig for Gud’, som der står i verset forud. Gennem hele bibelen understreges det samme igen og igen, nemlig, at loven kom til, for at de alle må omvende sig og erkende, at deres frelse afhænger af Guds barmhjertighed og nåde ved den frelse og Frelser, som han ville sende. De kendte jo skriften, her fra salme 17:7, hvor David siger, at ‘Gud er en frelser for dem, der sætter lid til hans højre’, (som i GT er et navn på Jesus Kristus).

De hellige i landet har derfor også altid vidst, at Gud ville oprejse dem 'et frelses horn i sin tjener Davids hus, som han havde lovet ved sine hellige profeters mund fra fordums tid', som det er beskrevet i Luk. 1:69-70. Og det var det, der gik i opfyldelse, da Gud i sin kærlighed til den faldne skabning sendte sin Søn, den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.

I de bibelske tekster forklares det videre, at enhver, der har modtaget Jesus Kristus i tro, ved Guds nåde er blevet retfærdiggjort, dvs. gjort retfærdig. Det bliver forklaret således i skriften:

“Den, som ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive (ifølge grundteksten ‘gjort til’) Guds retfærdighed i ham”, 1. Kor. 5:21.

Det er det, Martin Luther kaldte ‘det salige bytte’. Jesus blev gjort til synd, da han byttede plads med os, for at vi kunne få del i hans retfærdighed og derved blive gjort retfærdige. Det er da også det, der ligger bag de næste meget indholdsrige vers i Rom. 3, hvor Paulus forklarer og uddyber, hvad det vil sige:

“Men NU er der uden lov åbenbaret en retfærdighed fra Gud, hvorom loven og profeterne vidner, en retfærdighed fra Gud ved tro på Jesus Kristus for alle dem, der tror; thi der er ingen forskel. Alle har jo syndet og mangler herligheden fra Gud og bliver retfærdiggjorte uforskyldt af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus, hvem Gud ved hans blod fremstillede som sonemiddel, ved tro; det gjorde Gud for at vise sin retfærdighed…”, vers 21-25a.

Når vi læser en tekst som denne, er det tydeligt for enhver, at midlet til at blive retfærdiggjort alene skyldes Guds nåde ved Jesus Kristus, ved hvem vi har fået syndernes forladelse ved hans blod. Teksten gør det altså klart, at et menneske ikke kan blive gjort retfærdige af Gud på andre måder. Det er på dette grundlag, at Paulus fortsætter og skriver (i vers 26-28), at intet menneske har noget at rose sig af overfor Gud, for der står jo, at han ‘retfærdiggør den, som har tro på.

Årsagen til, at Paulus så kraftig understreger denne ufortjente nåde, skyldes vistnok, at han var klar over, at nogle jøder i menigheden argumenterede for, at det var nødvendigt at holde loven - og forsøgte at bevise dette ved at henvise til forskellige tekster i GT, som måske den fra Ez. 20:9-11, hvor Gud bl.a. har sagt dette til dem:

“For mit navns skyld greb jeg.. ind. Jeg (førte) dem ud af Ægypten og bragte dem ud i ørkenen; og jeg gav dem mine anordninger og kundgjorde dem mine lovbud; det menneske, som gør efter dem, skal leve ved dem..”.

Vi hører ligesom deres spørgsmål til Paulus: ‘Når det nu er sandt, at Gud har sagt, at vi skal holde loven, hvordan kan du, Paulus, så sige, at det ikke gælder mere?’ Svaret er, at Gud, hverken her eller alle andre steder taler om, hvordan jøderne (og andre) kan blive frelst eller retfærdiggjort, men taler derimod om, hvordan de som hans folk skal leve et helligt liv. Beviset for det er bl.a., at før han gav dem loven, havde han forbilledligt frelst dem ved blodet og sagt, at de var hans folk. Derfor var det, at de skulle vise dette ved at leve et helligt liv. Lige efter citatet fra før, hvor Gud siger, at ‘det menneske, som gør efter dem (hans lovbud) skal leve ved dem’, tilføjer han da også, at ‘jeg Herren er den, som helliger dem (jer)’. De kunne altså ikke gøre hans vilje, hvis han ikke først griber ind for at forvandle deres hjerter. Derfor siger Gud da også igen og igen til dem, som fx i eksemplet fra før, at han har grebet ind og frelst dem for sit navns skyld - dvs. frelst dem ved ham, som han ville sende til jorden.

Som vi læste det i vers 19, kan loven som førnævnt ikke frelse nogen, men vise dem deres utilstrækkelighed og synd, og det peger således på, at alle behøver at blive retfærdiggjort ved en andens retfærdighed. Paulus understreger derefter meget tydeligt, at Gud derfor 'er retfærdighed, når han retfærdiggør den, som har tro på Kristus', vers 26, og altså helt 'uden lovgerninger', vers 28. Derefter fastslår han, i det sidste vers i kapitlet, at det gælder alle mennesker, jøder såvel som hedninger.

Dette er så vigtigt for læserne at forstå, at Paulus nu bruger et helt kapitel til at vise og bevise, at dét, han har sagt om retfærdiggørelsen ved tro, og som gælder for både jøder og hedninger, fuldt ud er bevidnet i den gamle pagt - og bruger Abraham som eksempel. Lad os til at begynde med læse de tre første vers i kapitel 4:

“Hvad skal vi sige, at Abraham, vor kødelige stamfader, har opnået? Hvis Abraham blev retfærdiggjort af gerninger, har han jo noget at rose sig af; dog ikke overfor Gud. Hvad siger skriften: Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed”, 4:1-3.

Enhver jøde ved, at Paulus citerer skriften korrekt. Der står intet i skriften om, at Abraham blev retfærdiggjort af gerninger, men derimod, at ‘han troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed’, som der står i vers 3. Disse ord kan også oversættes fra græsk til, som det gør flere andre steder i kap. 4, at det blev ham tilregnet. Faktisk bliver dette græske ord brugt i alt 10 gange i kapitlet, og det viser, hvor vigtigt det er at forstå betydningen heraf. Når de bibelske tekster taler om, at Gud tilregner mennesker sin nåde, frelse eller retfærdighed, betyder det, at han tilskriver eller lægger noget til, som denne person ikke har fortjent - og det betyder det også i dette kapitel. Bibelen giver os flere billedlige eksempler på dette.

I en lignelse fortæller Jesus fx om en mand, der skylder 10.000 talenter til en konge (Gud) - det er dog ikke penge, der er tale om, men hans syndeskyld, og på den dag, han skal betale sin gæld, kan han ikke gøre det. Gælden er simpelthen for stor. De fleste er klar over, at det er et stort beløb, men tænker ellers ikke over, hvor meget det egentlig er - men omregnet til i dag svarer det til 60 millioner daglønne. Når gælden angives til at være så høj, er det for at demonstrere, hvor skyldig, som manden i lignelsen - og alle vi andre, der åndelig set er i den samme situation - er overfor Gud. At den er så høj, viser kun, at manden ikke har nogen mulighed for at betale gælden, men til hans store overraskelse forvandles hele den tragiske situation pga. hans herres (Guds) nåde, for som der står:

“Da ynkedes den tjeners herre inderligt over ham og lod ham gå og eftergav ham gælden”, Matt. 18:27.

Som allerede nævnt handler lignelsen ikke om penge, men den illustrerer Guds underfulde tilgivelse og frelse. Det, der pga. synden var umuligt for den omtalte mand - og os - at gøre noget ved, dét gjorde Gud, da han sendte sin Søn, som betalte vores skyld, da han gav sit liv som løsesum for alle. Ifølge bibelen bliver denne løsesum tilregnet enhver, som tror og tager imod hans fuldbragte frelsesværk. Abraham så selvfølgelig ikke Guds frelse ved hans Søn så tydeligt, som vi gør det, men der står, at han troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed - og tidligere sagde Jesus dette om ham:

“Abraham, jeres fader, frydede sig over at skulle se min dag, og han fik den at se og glædede sig”, John. 8:56.

Hvor meget Abraham så og forstod, ved vi ikke, men som vi læste, blev hans tro regnet ham til retfærdighed. Det samme kan vi sige om alle andre troende i den gamle pagt. De forstod nemlig ligesom os, at

“af nåden er I frelst ved tro; det skyldes ikke jer selv, Guds er gaven; det skyldes ikke gerninger, så nogen kan rose sig..”, Ef. 2:8-9.

Det er altså skriftmæssigt umuligt, at et menneske kan blive retfærdiggjort på andre måder. Når de jødekristne i menigheden anså Abraham som deres fader, så må de derfor også kunne indse, som der står i vers 2, at han ikke havde noget, han kunne rose sig af overfor Gud - og således har de det heller ikke. Alt skyldes nemlig Guds nåde og ikke noget som helst andet. Det er det, Paulus underbygger i de næste par vers, hvor han siger:

“Men den, som har gerninger at opvise, ham tilregnes lønnen ikke af nåde, men efter fortjeneste; anderledes med den, som ikke har gerninger at opvise, men tror på Ham, som retfærdiggør den ugudelige: ham tilregnes hans tro til retfærdighed”, vers 4-5.

Det er altså et enten, eller. Enten tror vi, at vi selv i egen kraft, gode gerninger eller fromhed kan blive erklæret ren og retfærdig ind for Gud, eller så må vi tage imod den retfærdighed, som Gud giver alle, der tager imod i tro. Det siger sig selv, at når der om den første (i vers 4) siges, at hans løn tilregnes ham efter fortjeneste, så kan denne løn aldrig gå i plus, ikke engang for den mest ihærdige. Som i Jesu lignelse skylder han for meget. Skriften siger nemlig, at ‘den, der holder hele loven, men blot på ét punkt snubler, er blevet skyldig i alle’, Jak. 2:10. Og så er der ifølge vers 5 alligevel håb om frelse, for nu nævnes der en, der ikke har noget at fremvise, men står med tomme hænder overfor Gud. Han ved, at han ikke kan frelse sig selv, men sætter alene sin lid til Kristus, ham, som Gud har lovet at ville sende, og som retfærdiggør den ugudelige, og denne tro bliver regnet ham til retfærdighed.

Paulus citerer nu David for at underbygge det, han lige har sagt:

“Således priser også David det menneske saligt, som Gud tilregner retfærdighed uden gerninger: Salige de, hvis overtrædelser er forladt, og hvis synder er skjult; saligt den mand, som Herren ikke tilregner synd”, vers 6-8.

Det første ord i vers 6 kæder troen på ham, der ifølge de forrige vers retfærdiggør den ugudelige, sammen med betydningen af, hvad det vil sige. Disse vers afslører, at dét at være retfærdighed ind for Gud er det samme som at få sine synder tilgivet, ligesom den føromtalte mand i Jesu lignelse, der fik hele sin skyld eftergivet. Det er så stort og vidunderligt, at David, såvel som alle troende, kun kan prise Gud for hans store nåde imod os, hvorved han ikke længere tilregner ham eller os den synd, vi har øvet. Læg mærke til, at David taler i nutid, og det betyder, at han ved, at han allerede er blevet tilgivet og retfærdiggjort - alt sammen for Guds navn skyld, som der står, og det er det samme som at sige 'for Jesu navns skyld'. Det stemmer med, at Johannes skriver til dem, der vandrer i lyset, at: ‘jeres synder er tilgivet jer for hans navns skyld’, 1. John. 2:12.

Som vi ser, blev Guds retfærdighed tilregnet Abraham, og således er det også blevet tilregnet os, da vi kom til tro. Men de jødekristne var tydeligvis ikke helt sikker på, at dette også gælder hedninger, for eksemplerne fra GT er jo skrevet til jøderne, der biologisk set både er Abrahams og Davids efterkommere - og desuden er det jo også kun dem, som har fået loven. Paulus begynder derfor at forklare, hvordan det kan være, at det, der står skrevet om at blive retfærdiggjort af tro, ikke kun gælder for jøder, men også gælder alle andre:

“Gælder nu denne saligprisning de omskårne alene eller tillige de uomskårne? Vi siger jo: Troen blev regnet ham til retfærdighed. Hvorledes blev den ham da tilregnet? efter at han var blevet omskåret, eller medens han endnu var uomskåren? Ikke efter at han var blevet omskåret, men medens han endnu var uomskåren. Og omskærelsens tegn fik han som et segl på den retfærdighed af tro, han havde som uomskårne; og således skulle han blive fader for alle uomskårne, som tror, så at retfærdighed kunne blive dem tilregnet, og tillige fader for de omskårne, til dem, der ikke alene er omskårne, men også vandre i sporene af den tro, vor fader Abraham havde om uomskåren”, vers 9-12.

Som alle andre jøder kendte de jødekristne selvfølgelig svaret på de retoriske spørgsmål, som Paulus stiller her. De vidste, at Abraham troede Gud, og denne tro blev tilregnet ham til frelse, før han blev omskåret. På dette tidspunkt havde Gud endnu ikke talt om, at det jødiske folk skulle være hans ejendomsfolk, og derfor er Abrahams tro et eksempel til efterfølgelse for alle, for jøder såvel som for hedninger.

Derved blev han en fader til alle, uomskårne og omskårne, dvs. alle hedninger og alle jøder, der ifølge vers 12 ‘vandrer i sporene af den tro, vor fader Abraham havde om uomskåren’. Et andet sted behandler Paulus spørgsmålet: Hvad skulle da omskærelsen? men det lader vi ligge, og jeg vil derfor her kun lige henvise til vers 11, hvor der står, at ‘omskærelsens tegn fik han som et segl på den retfærdighed af tro, han havde som uomskåren’. Omskærelsen frelser altså ingen, men er ‘kun’ et ydre segl eller vidnesbyrd på, at loven, der kom senere, bygger på den samme tro, som Abraham havde. Det er det, han nu går over til at forklare nærmere:

“Thi det var ikke ved loven, at Abraham eller hans slægt fik den forjættelse, at han skulle arve verden, men ved tros-retfærdighed. Thi hvis de, der bygger på loven, er arvinger, så er troen uden betydning og forjættelsen sat ud af kraft. Thi loven fremkalder Guds vrede, men hvor der ingen lov er, er der heller ingen overtrædelse. Derfor skete det ved tro, for at det kunne være af nåde, så at forjættelsen kunne stå fast for hele slægten, ikke alene for den, der er af loven, men også for den, der er af Abrahams tro. Han er jo fader til os alle (som der står skrevet. Jeg har sat dig til mange folkeslags fader) over for Gud, som han troede på, Gud, som gør de døde levende og nævner det, der ikke er, som om det var”, vers 13-17.

Her fortæller Paulus, at Abraham troede på Guds tilsagn om, at han skulle arve verden, og i denne tro blev han en fader til alle, der ligesom ham troede ’på Gud, som gør de døde levende og nævner det, der ikke er, som om det var’, vers 17. At tro som Abraham betyder altså at tro på alt, hvad Gud har sagt, både når han taler om nåde og frelse, som vil blive tilregnet dem og os ved tro, og når han taler om de dødes opstandelse og det evige liv. Denne tro og vished kan ingen få ved hjælp af ved loven, for den kan som førnævnt kun vise mennesker deres synd og skyld, og den kan derfor også kun fremkalde Guds vrede. Vi har set, at det enkelte menneskets retfærdighed (tro på egen fortjeneste) ikke er noget værd, for ‘der er ingen retfærdig, ikke én’, for igen at citere kap. 3:10. For ‘det, som var umuligt for loven, fordi den var magtesløs pga. kødet, det gjorde Gud, da han sendte sin egen Søn..’, skriver han lidt senere i brevet, 8:3.

Så sandt, som vi tror på dette, så har vi ifølge forjættelsen fået syndernes forladelse og evigt liv i troen på Jesus. Og det alene, fordi Gud i sin store nåde har skænket os sig selv og sin dyrebare retfærdighed til os, i tro. Dette har vi modtaget i tro, og derfor kaldes denne tro i vers 13 for ‘tros-retfærdighed’.

Fra vers 18 fortsætter han med at forklare, hvad denne tro konkret betød for Abraham gennem hans liv:

“Og han troede mod håb med håb, så han blev fader til mange folkeslag, som det var sagt: således skal dit afkom være. Og uden at svækkes i troen kunne han se på, at hans eget legeme allerede var udlevet (han var nær ved 100 år), og at Saras moderliv var udlevet; på Guds forjættelse tvivlede han ikke i vantro, men han blev styrket i troen og gav Gud æren, fuldt forvisset om, at det, Gud har forjættet, har han også magt til at gøre. Derfor blev det også regnet ham til retfærdighed”, vers 18-22

Umiddelbart kan det godt se ud til, at Paulus med henvisningen til Abrahams tro her kun taler om hans tro på, at Gud ville give ham den søn, han har lovet, altså Isak. Det er korrekt, at Paulus tager afsæt i denne søn, men så går han hurtigt over til at tale om Abrahams tro på en anden 'løftesøn', som vil være til en velsignelse for alle folkeslag - og det er Kristus. For Abrahams afkom peger jo på ham, som der står skrevet:

“Nu blev forjættelserne tilsagt Abraham og hans afkom; det hedder ikke ‘dine afkom’, som om det gjaldt mange, men ‘dit afkom’, som når der tales om én, og det er Kristus, Gal. 3:16.

Abraham troede Gud, og det er i denne tro, at han så frem til det ene afkom, som kan frelse enhver, som tror, og som engang vil gøre de døde levende. Det er i denne tro, at der et andet sted står, at ‘han ventede på staden med de faste grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud’ - og selvom døden kom først, så betød det intet. Lige efter står der nemlig, at han sammen med alle de troende ‘så og hilste det i det fjerne og bekendte, at de var fremmede og udlændinge på jorden’, Hebr. 11:10, 13.

Abraham var med andre ord ‘fuldt forvisset om, at det, Gud har forjættet, har han også magt til at gøre’, og det uanset, om det går kort eller lang tid til, at det opfyldes. Det er det, der tales om, når teksten siger, at ‘han troede mod håb med håb’, vers 18. Disse ord fortæller, at selvom det fra et jordisk perspektiv ser umuligt ud, og som derfor kunne friste Abraham til at miste modet og få ham til at tænke: 'Det går aldrig i opfyldelse!' så troede han dog på trods af dette alligevel fuldt ud på det, Gud havde sagt 'med håb'.

I vers 11-12 læste vi, at Abraham ved sit eksempel blev fader til alle dem, der vandrer i sporene af den tro, han havde som uomskåren, og på den måde blev han ved sin tro og sit håb ’fader til mange folkeslag’. I kapitlets sidste vers følger Paulus op på, hvad dét, han har beskrevet i kapitlet, betyder for disse folkeslag, og herunder også for os, der tror som ham:

“Men ikke for hans skyld alene står det skrevet, at det blev ham tilregnet, men også for vor skyld, hvem det skal tilregnes, os, som tror på ham, som opvakte Jesus fra de døde, vor Herre, der blev givet hen vor vore overtrædelsers skyld og opvakt for vor retfærdiggørelses skyld”, vers 23-25.

Ikke for hans skyld alene.., men også for vor skyld. Når Abrahams tro beskrives så grundig, er det, for at han ved dette eksempel vil give os tro på og vished om den retfærdighed, som Gud vil skænke enhver, som kommer til ham. Gennem GT er der forresten givet os mange eksempler på dette. I kap. 15 sammenfatter Paulus vidnesbyrdene fra GT på denne måde:

“Alt, hvad der forhen er skrevet, er jo skrevet, for at vi kan lære deraf, så vi ved udholdenhed og ved den trøst, skrifterne giver, kan bevare vort håb”, Rom. 15:4.

Vi kan og skal altså lære noget af alt det, der står skrevet. Også når skriften taler om, hvad et menneske stiller op med sin synd, og hvordan det kan få syndernes forladelse i Jesu navn, og ved dette blive erklæret retfærdiggjort af Gud. Som vi har set, skyldes det 'ikke gerninger, så nogen kan rose sig’, men alene ved, at det bliver ham tilregnet. Som der står i kapitlets sidste vers, så kan et menneske kun frelses ved, at vi tror på ham, ‘der blev givet hen for vore overtrædelsers skyld, og opvakt for vor retfærdiggørelsens skyld’. Det første er til at forstå. Som der står skrevet: ‘Han blev gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham’. Men hvad betyder det næste, hvor der står, at Gud opvakte Jesus for vor retfærdiggørelsens skyld! Hvad betyder det? Bliver mennesker da ikke retfærdiggjort pga. Jesu Kristi død for vore synder? Jo, dette er sandt! Men Jesu død og opstandelse hænger dog nøje sammen, og derfor var det først ved hans opstandelse, at hans fuldbragte værk blev tilregnet os. Det er det, Paulus taler om, når han et sted skriver, at ‘hvis Kristus ikke er opstået, så er jeres tro forgæves; så er I endnu stadig i jeres synder”, 1. Kor. 15:17.

Jesu opstandelse hænger altså sammen med hans død på korset, og det er i troen på den levende og herliggjorte frelser, at vi blev frelst og fri fra syndens herredømme og med ham oprejst til et evigt liv - og det er i denne tro, at Gud erklærer et menneske for retfærdig. Vi kan derfor slet ikke komme til Gud og få syndernes forladelse, hvis vi ikke tror, at som Jesus har sejret over synden, har han også sejret over døden og djævelen, og er opstået fra de døde.

Jeg vil slutte med at citere de første to vers i kap. 5, som netop vidner om, at det er ved at tro på det, der står i 4:25 om Jesu død og opstandelse, der gør, at Gud erklærer os for retfærdige, og dermed fået adgang til hans nåde, og kan derfor nu prise os lykkelige over håbet om Guds herlighed:

“Da vi nu er retfærdiggjorte af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus, ved hvem vi i troen har fået adgang til den nåde, som vi nu står i; og vi priser os lykkelige over håbet om Guds herlighed”.

Amen