Et pant på vor arv

Beseglet, som pant på vor arv

Af Eskild Skov Særkjær

I denne gennemgang skal vi se på den besegling, som vi fik, da vi kom til tro på Jesus, og som er et pant på den arv, Gud har lovet og som også kaldes ‘hans (altså Jesu) arv iblandt de hellige’. Lad os begynde med at læse, hvad der står om dette i brevet til Efesus:

“I ham blev også I, da I hørte sandhedens ord, evangeliet om jeres frelse - ja, i ham blev også I, da I kom til troen, beseglet med Helligånden, som var forjættet os, og som er pant på vor arv, så hans ejendomsfolk kan blive forløst, hans herlighed til lov og pris. Derfor kan jeg, siden jeg har hørt om jeres tro på Herren Jesus og jeres kærlighed til alle de hellige, ikke holde op med at takke for jer, når jeg nævner jer i mine bønner. Og jeg beder om, at vor Herres Jesu Kristi Gud, herlighedens Fader, vil give jer visdoms og åbenbarings Ånd i jeres erkendelse af ham, og at han vil oplyse jeres hjertes øjne, så I forstår, hvilket håb han kaldte jer til, hvor rig på herlighed hans arv er iblandt de hellige, og hvor overvældende stor hans magt er i os, som tror. Det er den samme vældige styrkes indgriben, hvormed han virkede i Kristus, da han opvakte ham fra de døde og satte ham ved sin højre side i den himmelske verden”, Ef. 1:13-20.

Ud fra Apg 19-20 ved vi, at det var Paulus, som førte menigheden i Efesus til tro, og underviste dem herefter i tre år. Denne undervisning i Guds ord har været meget grundig, for i sin afskedsprædiken siger han, at han havde forkyndt dem ‘hele Guds råd’, Apg 20:31. Kort efter kom han til Jerusalem, hvor han, som vi ved, blev taget til fange og ført til Kæsarea, og derfra videre til Rom - og det er herfra, at han i år 61 skriver brevet til sine medkristne i Efesus.

Som det fremgår af brevet, var han bekymret for de enkelte kristnes ve og vel dér, men blev glad og opmuntret, da han hørte, at de er vokset i troen, og han kunne herefter ikke holde op med at takke Gud for dem, når han nævnte dem i sine bønner. Han skriver altså ikke til kristne, der er nybegyndere i troen, men underviser dem i de mange dybere åndelige sandheder, der kun kan forstås af dem, som er vokset i troen og lever Gud nær. Her skal vi dog kun se på det ovenfornævnte afsnit, der handler om den besegling af Helligånden i vore hjerter, der er givet os og alle ved troen på Jesus, og hvor det fremgår, hvor rig på herlighed denne arv er iblandt de hellige.

Dog begynder han med i vers 13 at henvise til, hvad der skete dengang, 'I hørte sandhedens ord, evangeliet om jeres frelse’, og kom til tro på Jesus. Dette ord kaldes for ‘sandhedens ord’, fordi det er Guds ord, som ved Helligånden bliver levende i de mennesker, der modtager det. Det er det, der ligger i versets sidste del, hvor der står, at de i denne tro blev 'beseglet med Helligånden, der var forjættet'.

Når der står, at de blev beseglet med Helligånden, så betyder det helt det samme som at være født af Ånden, som hvor Jesus siger, at 'skal blive hos jer og skal være I jer til evig tid', John. 14:16-17.

At være beseglet med Guds Ånd betyder altså, at han altid vil være med os, og at hans besegling ikke skal brydes før den dag, før vi er hjemme hos Gud i herligheden. At være 'beseglet med Helligånden' betyder desuden, at Gud ikke er en fraværende Gud, men at han derimod er en nærværende Gud.

Som det fremgår, vil han heller ikke bare bo i os som en midlertidig gæst, som måske ikke længere vil være der i morgen, for han har jo sagt, at han vil være der ‘indtil forløsningens dag'. Helligåndens besegling i vore hjerter er Guds garanti eller pant på, at han holder ord.

Jo! Vi har en nærværende Gud. Han ved, hvordan vi har det, og ved Guds Ånd og ord fortæller han os, hvor meget han elsker os, og bedrøves, hvis vi vælger at gøre noget, der er imod hans vilje og vej. Desuden tilgiver han os, hver gang vi kommer til ham med vore synder, og helliger os, så vi bliver mere og mere himmelsindet, alt imens han leder os af rette veje for sit skyld. I GT får Guds Ånd bl.a. dette vidnesbyrd af Nehemias:

"Du.. lyste for dem på vejen, de skulle vandre. Du gav dem din gode Ånd for at give dem indsigt", Neh. 9:19b-20a.

Ja, alt dette gør Helligånden i os og for os, som vi er beseglet med til forløsningens dag. Beseglingen i vore hjerter er dermed et vidnesbyrd om, og et levende billede på, hvem der ejer os og hvem vi tilhører. Et konkret eksempel på, hvad der menes med en besegling, kan vi læse om i Jer. 32. Her befaler Gud Jeremias at købe et bestemt stykke jord, selvom tiden for at købe på dette tidspunkt ikke ligefrem var gunstig. Efter dette står der, at han tog 'købsbrevet’ (dvs. skødet), der åbenbart både bestod af ét, der var forseglet, og et, der var åbent.

Efterfølgende sagde Gud nemlig dette til ham:

"Tag disse skøder, både det forseglede og det åbne, og læg dem i et lerkar, så de kan holde sig i lange tid", v. 8-14.

Dette skødebrev i to dele var altså et bevis på, at det stykke jord, Jeremias havde købt i vidners nærvær, var hans retmæssige ejendom. Det åbne henviser muligvis til det, der ligger lige for, nemlig at alle umiddelbart kunne se, at handlen var gået retsmæssigt til. Men senere, når vidnerne er borte, og hvor nogle kunne finde på at hævde, at det ikke er hans jord - dette henviser indirekte til Israel - så kan alle se, at jorden tilhører Jeremias' efterkommere. Så vidt jeg kan se, så kan det åbne skødebrev henvise til, at alle rent historisk kan se Israels ret til landet, hvis de altså vil - mens det forseglede skødebrev, som kun kan læses og forstås af de troende, kan henvise til Guds profetiske ord og løfter til Israel, og dermed indirekte også på hans løfter til os. At det er forseglet betyder altså, at det er skjult for de vise i denne verden.

Ja! Gud har jo også købt os og prisen betalt, som der står i 1. Kor. 6:20. Vi er hans, ja, faktisk er vi 'et åbent brev fra Kristus', skriver Paulus. Det betyder, at man 'åbent' kan se, hvem vi tilhører. Og dog kan mennesker omkring os alligevel ikke se, hvad det vil sige, fordi det er skjult for dem. Men for os, som ved Guds nåde kan se, er det et vidnesbyrd i vore hjerter om, at vi tilhører ham, og kan, som der står i salme 90:14 'fryde og glæde os alle vore dage'.

Pga. den nævnte besegling af Helligånden ved vi nemlig, at prisen er betalt og at vi er Guds ejendomsfolk. Som nævnt ser mennesker omkring os ikke denne besegling, men jeg tror, at magterne og myndigheder i den åndelige verden gør det, og derfor raser de og forsøger at frarøve os troen på Guds ord og hans mange løfter deri.

For, ligesom de med al kraft bekæmper jødernes ret til staten Israel, så vil de også med al kraft forsøge at bilde os ind, at dét, at vi er beseglet med Helligånden, bare er noget, vi føler og tror, og er derfor ikke virkeligt. Og her er det så, at vi må stå ham imod, så vi kan holde stand mod djævelens snigløb og mod ondskabens åndemagter i himmelrummet, Ef. 6:11-12, jfr. 2:2.

I Esters bog kan vi læse om en anden besegling. Haman, rigets øverste, lagde planer om at myrde alle jøder i riget. Med svig og løgn lykkedes det for ham at få kongen over på sin side, og han gav ham sin seglring til i hans navn til at udsende en skrivelse, som Haman havde forfattet, til alle i riget. Heri var der et påbud om, at man på en bestemt dag skulle slå alle jøder i riget ihjel, 3:13. Da Mordokaj, dronning Esters onkel og fortrolige, hørte om denne plan, bad han hende om at gå til kongen for at få hans hjælp til, for at dette ikke måtte ske. Kongen var lydhør, men sagde, at han ikke kunne trække den ovenfornævnte skrivelse tilbage, for, som der står:

“en skrivelse, der én gang er udgået i kongens navn, og forseglet med det kongelige segl, kan ikke kaldes tilbage”, 8:8.

Kongen gav dem da i stedet sin seglring, for at dronning Ester og Mordokaj med hans autoritet kunne forfatte en ny skrivelse til alle jøder i riget, og som gav dem ret til overalt at forsvare sig. Som vi ved, skete det med Guds velsignelse, og som der står, kunne 'ingen holde stand imod dem, thi frygt for dem, var faldet over alle folkene', 9:2.

Hos profeten Daniel læser vi om en anden besegling. I kap. 6 læser vi, at på kongens befaling var Daniel blevet kastet ned i en løvekule, hvorefter der blev lagt en sten over åbningen – og som derefter blev beseglet med kongens og hans stormænds signetring, for 'at der ingen ændring skulle ske i Daniels sag', som der står, v. 18, jfr. 8:8. Dog ved vi, at der skete en ændring, for de havde ikke regnet med Gud, som havde en anden plan med Daniel,

Det samme var tilfældet, da Jesus blev gravlagt, og hvor vi læser, at ypperstepræsterne og farisæerne fik Pilatus til at forsegle stenen og sætte soldater til at holde vagt. Dette gjorde de for at være sikre på, at Jesus blev i graven, og for at hans disciplene ikke skulle vælte stenen fra og stjæle liget, og så sige, at Jesus var opstået fra de døde. Hvordan det så skulle kunne lade sig gøre, når soldaterne holdt vagt, er et godt spørgsmål. Men så skete der noget, de ikke havde regnet med, og som de heller ikke kunne forhindre, nemlig, at Jesus opstod fra de døde og gik ud af graven. Ingen jordisk besegling kunne forhindre det, der skete.

Da Jesus tog tilbage til sin Fader efter sit fuldbragte frelsesværk, efterlod han sig sin dyrt købte ejendom i verden - og som sikkerhed mod, at hans fjender skulle stjæle denne ejendom, havde han sagt sit segl på den. Dette segl kan ligesom seglet på Jesu grav ikke brydes af nogen jordisk eller åndelig magt eller myndighed. Det er nemlig et hjertesegl, der er beseglet med guddommelig magt og myndighed af Guds Hellige Ånd.

Som vi har set, så viser den nævnte hjertebesegling, at Helligånden bor i os, og at vi derfor tilhører Gud, som har gjort os retfærdige og hellige - men der er meget mere at sige om den. Den er nemlig også givet os som en beskyttelse mod den kommende dom. Et billede på denne dom er beskrevet i kapitel 9 hos profeten Ezekiel. Kapitlet handler om, at Gud sendte en engel (vistnok en kerub) til Jerusalem for at udrydde den florerende afgudsdyrkelse dér, thi, som han siger:

“Israels og Judas hus’ brøde er såre, såre stor, thi landet er fuldt af blodskyld og byen af retsbrud; thi de siger, at Herren har forladt byen, og at Herren intet ser”, v. 9.

Men før englen kunne straffe Israel for det, de havde gjort, gav Gud ham denne befaling: “Sæt et mærke på de mænds pander, der sukker og jamrer over alle de vederstyggeligheder, som øves i dets midte! Og til de andre engle, der fulgte lige efter, sagde Gud:

“Gå efter ham ud gennem byen og hug ned. Vis ingen medynk eller skånsel..! Men ingen af dem, der bærer mærket, må I røre! Begynd ved min helligdom!”, v. 6.

Et lignende eksempel har vi i Åb. 7:2-3, og hvor Johannes skriver:

“Og jeg så en anden engel stige op fra solens opgang med den levende Guds segl; og han råbte med høj røst til de fire engle, hvem det var givet at skade jorden og havet, og sagde: Gør hverken jord eller hav eller træer nogen skade, før vi har beseglet vor Guds tjenere på deres pander”.

Som vi ved, så betyder denne besegling, at de omtalte Guds tjenere går fri fra den dom over jorden, der er beskrevet. På lignende måde er det med os. At vi er beseglet med Guds Hellige Ånd betyder, at vi går fri, når Jesus kommer for at dømme hele jorden. Så dyrebart og vigtigt er seglet, vi har fået - og da vi ved, at seglet også er en pant på vor arv, så ved vi så også, at vi tilhører Gud i al evighed.

Hvad ligger der egentlig i ordet pant? I dag betyder en pant lidt andet, end den gør i bibelen. Ifølge GT er et pant fx den første udbetaling på en købt ejendom, og den gør dermed handlen bindende for begge parter - og er en sikkerhed for, at restbeløbet også vil blive indbetalt. Og selvom et menneske måske kunne finde på at bryde en sådan aftale, så vil Gud aldrig gøre det med sine. Pantet på vor arv i vore hjerter betyder altså, at selvom vi endnu ikke har taget arven i besiddelse, så har Gud stillet sig selv som sikkerhed for, at vi vil få den ved opstandelsen fra de døde.

Ja! Da får vi vor arv, som vi allerede nu har fået hans pant på. Når der i bibelen tales om arv, så er der især fire udsagn, som går igen, og det er, at de troende

1. skal arve 'evigt liv', jfr. Matt. 19:29.

2. skal arve 'Guds rige’, jfr. 1. Kor. 6:9-10.

3. skal arve ‘jorden’, jfr. Matt. 5:5.

4. skal arve sammen med Jesus, jfr. Ef. 3:6.

Ofte flettes disse udsagn mere eller mindre sammen, som de da også gør her i Ef. 1 - og de hænger da også uløseligt sammen i den fulde forløsning, der er omtalt. Hvilken herlig dag, det bliver for os, og for Gud, for det bliver, som der står, 'hans herlighed til lov og pris'.

Hvad arven består af, kommer teksten i Åb. 21 lidt mere ind på. Her taler Jesus først om den hellige stad, som er beredt til os - og videre, at han vil føre os til kilderne med livets vand, og at Gud selv skal bo hos os og være hos os. Hans løfter til os afsluttes dér med, at ‘den, der sejrer, skal arve dette’ - eller mere korrekt ‘alle ting’.

Når der står, at vi skal ‘arve alle ting’, henviser det til alt dét, der er nævnt ovenfor, nemlig, at vi skal arve sammen med Jesus. Det stemmer helt med, at hebræerbrevets forfatter skriver, at det er Kristus, Gud ‘har indsat som arving OVER alle ting’, Hebr. 1:2. Når vi så alligevel er inkluderet i denne arv, skyldes det alene, at han har gjort os til hans medarvinger. Det stemmer da også helt med det, der står forud for afsnittet i efeserbrevet, og hvor der i vers 11 står, at ‘I ham har vi også fået vor arvelod’.

Alt det ligger der i den besegling med Helligånden, og som er en pant på vor arv - og ja, der ligger endda endnu mere i det. For det er jo grunden til, at vi som Paulus i afsnittet beder om, at Gud ved hans Ånd vil oplyse vore hjerters øjne, så vi forstår, hvilket håb han kaldte os til, og hvor rig på herlighed, hans arv er iblandt os, som overalt også kaldes de hellige. Her har vi en anden betydning af ordet arv: Her tales der jo om 'hans arv', altså om Jesu arv, og som er hans alene. Når bibelen taler om denne arv, så handler det oftest om alle dem, Jesus ved sin lidelse og død har vundet sig gennem tiden, og som er kommet til tro på ham. Det fremgår da også tydeligt i kapitlet, hvor Paulus taler om, at dét, Jesus kom for at gøre, det gjorde han, for at vi, som der står i vers 14, ‘skal være hans herlighed til lov og pris’.

Kan vi virkelig være hans herlighed? Er vi virkelig så dyrebare for ham? Ja, så sandt, at vi er hans børn. De fleste kristne er ikke vant til at se sig selv som en dyrebar skat for Jesus, men det er faktisk sådan, han ser på dem! Tænk her et øjeblik på, at Gud sendte sin Søn til jorden for at dø for os, for at vi og alle kan gå fri og blive frelst. Hvorfor gjorde han det? Det gjorde han, fordi han elskede og elsker os. Som der står skrevet:

"Deri består kærligheden: ikke i, at vi har elsket Gud, men i, at han elskede os og sendte sin Søn til soning for vore synder", 1. John. 4:10.

Det er på dette grundlag, at Jesus i sin ypperstepræstelige bøn til sin Fader siger:

"Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre", og kort efter: "Jeg ER herliggjort i dem", John. 17:5, 10.

Man kan sammenligne det, han her siger, med en kunstner, der bliver æret gennem sit værk, og således bliver vor Herre Jesus Kristus også æret og beundret gennem sit mesterstykke, som er alle hans hellige, og som også indimellem også kaldes ‘de herlige’, fx i salme 16:3.

At han virkelig mener det, han siger, kommer ofte til udtryk i skriften. I en af Jesu lignelser taler han fx om en købmand (som er et billede på sig selv), der leder efter og finder en kostbar perle, som er skjult i en mark. Men han vil ikke nøjes med denne ene perle, for han sælger alt, hvad han har og køber hele marken - et billede på, at han giver sit liv for at få hele jorderig i eje. Da dette er sket, har han nu retten til at grave i marken og samle alle perler (dvs. mennesker) til sig, som billedligt talt vil lade sig samle op. Nede i jorden har perlerne ingen værdi, og er snavsede (et billede på synd), men han ser deres værdi, og forsøger at samle så mange op som muligt og derefter rense dem. Jo! Hver eneste af dem er dyrebare for ham.

Det stemmer med skriften, der bruger udsagn som, at ‘vi er hans dyrt købte ejendom’ (1. Kor. 6:20, 1. Pet. 1:18-19), ‘hans mesterværk’ (Ef. 2:10), Faderens gave til Sønnen (John. 17:10), ‘lemmer på hans legeme’ (Ef. 5:30)), ‘hans brud’ (Åb. 19:7), osv. Fordi vi er hans dyrt købte perler, så skal vi snart, som der står i Ef. 5:27, fremstilles for ham ‘som herlig, uden plet og rynke eller andet sådant’. Alt dette ligger der i den rigdom ‘på herlighed, hans arv er iblandt de hellige’.

Der er nogle, som siger, at vi blot er arme syndere, men faktisk fortæller bibelen os, at sådan skal vi ikke se på os selv. Ifølge bibelen er det sandt nok, at vi er syndere, men på samme tid er vi benådede og retfærdiggjorte syndere. Det betyder, at når Gud ser os gennem sin Søns sejr på korset, så ser han os hver især som noget uhyre værdifuld, ja, som skønne perler, for at blive i billedet fra før.

Det stemmer med vers 4 i kapitlet, hvor der står, at Gud har 'udvalgt os i ham til at være hellige og uden dadel for hans åsyn'. Dette ser vi med troens øjne, for uden tro ser vi måske kun vor egen mangelfuldhed, skrøbelighed og synd, og forstår ikke, at Gud kan se os som hellige og dvs. uden synd og dadel. Men heldigvis handler det ikke om, hvad vi ser i os selv, eller føler, men om, hvad Gud siger i sit ord, og ved Helligånden, vi har fået som pant og arv i vore hjerter.

Disse ord stemmer da også helt med skriftens øvrige vidnesbyrd om os. Som fx, når hebræerbrevets forfatter skriver dette om Jesus, og om os:

"med et eneste offer har han for bestandig ført dem, der helliges til fuldendelse", Hebr. 10:14.

Det græske ord for fuldendelse betyder egentlig perfektion, og derfor kan verset også oversættes på denne måde:

"Med et eneste offer har han for bestandig ført dem, der helliges, til perfektion".

Læg desuden også mærke til, at han med ordene 'har ført' ikke taler om noget, der skal ske engang, men om, at det allerede ER sket. Det er da også det, hebræerbrevets forfatter taler om et andet sted, hvor han (på grundsproget) skriver om Jesus, at ‘han har ført de mange til herlighed’ (Hebr. 2:10), og betyder helt det samme, som jeg før citerede fra Jesus bøn til sin Fader, og hvor han siger: ‘Jeg ER herliggjort i dem’.

Jo! Åndelig set er vi allerede ført ind i den herlighed, som engang fuldt ud skal åbenbares for os, og dér indsat som Kristi medarvinger. Det skete ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, hvor vi blev oprejst med ham, og hvor vi blev ført over fra mørket til lyset i Guds rige. Det betyder konkret, at vi ved ham har den samme adgang til Faderen, som han selv har.

Alt dette er vigtigt at få fat på, og derfor beder Paulus om, at Gud ved Helligånden, som i teksten kaldes visdoms og åbenbarings Ånd, vil oplyse vore hjertets øjne i vor erkendelse af ham, dvs. forstå, hvem Gud er, og hvad han har gjort og vil gøre for os, så vi forstår, hvilket håb kan kaldte os til.

Bibelen taler meget om dette håb. Troen og håbet hænger simpelthen så nøje sammen, og man egentlig godt kan sige, at troen er håbets grundvold - og at håbet er at tro det, Gud har sagt i sit ord om fx Jesu komme, de helliges opstandelse og det evige liv. Apostlen Peter kalder dette vort håb ‘et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde’, 1. Pet. 1:3. Det er et levende håb, fordi Helligånden, som bor i os, og som har givet os troen på Jesus, er en levende pant og garant, som har gjort håbet levende for os. I troen og håbet har vi den samme overjordiske kraft, som virkede i Kristus, da han opstod fra de døde. Det betyder konkret, at vi, som Paulus skriver i brevet til romerne, er

“fuldt forvisset om, at det, Gud har sagt, har han også magt til at gøre”, Rom. 4:21.

Alt det, vi har set på i denne gennemgang, er en virkelighed, som vi fik en pant på, da vi kom til tro på Jesus og beseglet med Helligånden. I ham har vi fået den rigdom, der er beskrevet i kapitlet. En rigdom, som for os begyndte med det, der er beskrevet i vers 7, hvor der står: ‘I ham har vi syndernes forladelse ved hans blod, så rig som Guds nåde er’ (sidste del kan også oversættes således: ‘Så rig er Guds nåde'!), og som afsluttes med, at vi en dag bogstaveligt og synligt vil komme til at se, ‘hvor rig på herlighed, hans arv er iblandt de hellige’.

Hvor meget mere der ligger i arven, får vi en lille fornemmelse af det, Peter begejstret priser Gud for i sit første brev:

“Lovet være Gud, vor Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforkrænkelig og ubesmittelig og uvisnelig arv, gemt i Himlene til jer, som i Guds kraft bliver bevaret ved en tro til en frelse, der er beredt til at åbenbares i den sidste tid”, 1. Pet. 1:3-5.

Peters lovprisning af alt det, Gud har beredt til os, fortsætter. I det følgende ser han først på vores nuværende situation, og afslutter så med dette udsagn:

“Ham elsker I uden at have set ham; på ham tror I UDEN NU at se ham, og over ham SKAL I fryde jer med en usigelig og forherliget glæde, idet I når troens mål, jeres sjæles frelse”, v. 8-9.

Ja, alt dette og meget mere skal vi se, og bogstaveligt komme ind i, når den vidunderlige dag kommer, hvor alt det, Gud har sagt i sit ord, bliver opfyldt for vore øjne. Men det største og bedste er dog, at vi skal se Gud Fader og Søn i al deres herlighed, og for evigt juble over den frelse, der er blevet givet os, da Jesus døde på korset for vore synder. Her til slut vil jeg læse et enkelt vers af apostlen Johannes, der skriver dette til alle, som har taget imod Jesus som deres frelser:

“I elskede, nu er vi Guds børn, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal blive. Men vi ved, at når Han åbenbares, skal vi blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er”, 1. John. 3:2.

Amen!