-filer/image005.jpg)
Judas ulykke og dom
En advarsel fra Gud, et profetisk forbillede på vores tid!
Af Eskild Skov Særkjær
I denne
gennemgang skal vi se på Jer. 4, men indledningsvis skal vi dog først læse de
tre første vers i kap. 1, hvor der står:
"Ord af
Jeremias, Hilkijas søn, en af præsterne i Anatot i Benjamins land, til hvem
Herrens ord kom i Amons søn, kong Josias af Judas dage, i hans herredømmes 13.
år, og fremdeles i Josias' søns, kong Jojakim af Judas dage, indtil slutningen
af Josias' søns, kong Zedekias af Judas 11. regeringsår, til Jerusalems
indbyggere førtes i landflygtighed i den femte måned".
Josias,
der er nævnt ovenfor, var konge i Sydriget Juda, i perioden 639-
Det gjorde
han, fordi han elskede dem. Når vi læser det, Jeremias' har skrevet og advaret
folket om, så er det tydeligt, at det ikke kun var talt til dem, som levede
dengang, men er skrevet som en profetisk advarsel til alle folk gennem alle
tider. Her stemmer det ord, der står i NT, hvor vi læser:
"Alt, hvad der førhen er skrevet, er
jo skrevet, for at vi kan lære deraf..", Rom. 15:4.
Det
betyder konkret, at budskabet, som Jeremias kom med dengang, stadig er lige
aktuel, også for dem, der regner sig som kristne, at de dog må høre Guds kald
og lade sig omvende, før det er for sent. Og advarslen er den samme i dag:
'Vend om, ellers vil ulykken og dommen også komme over jer'.
Det vil
være alt for omfattende at se på alt det, som Jeremias har sagt til folket på
Guds vegne, og derfor skal vi her nøjes med at se på den første del af kapitel
4 - og til at begynde med skal vi kun læse de første fem vers:
“Omvender du
dig, Israel, lyder det fra Herren, så vend dig til mig; hvis du fjerner dine
væmmelige guder, skal du ikke fly for mit åsyn. Sværger du: Så sandt Herren
lever, redeligt, ærligt og sandt, skal folkeslag velsigne sig ved ham og rose
sig af ham. Thi så siger Herren til Judas mænd og Jerusalems borgere: Bryd jer
nyjord og så dog ikke blandt torne! Omskær jer for Herren og fjern jeres
hjertes forhud, Judas mænd og Jerusalems borgere, at min vrede ikke slår ud som
ild og brænder uslukket for jeres onde gerningers skyld. Forkynd i Juda og
Jerusalem, kundgør og tal, lad hornet gjalde i landet, råb, hvad I kan og sig:
Vi går ind i de faste stæder. Rejs banner hen imod Zion, fly uden standsning!
Thi ulykke sender jeg fra nord, et vældigt sammenbrud”, v. 1-6.
Det første
vi hører, er igen kaldet til omvendelse. Gud vil ikke deres ulykke, og derfor
advarer han dem igen om det, der kommer til at ske, hvis de ikke gør det. I NT
skriver Paulus, at 'Gud vil, at alle mennesker skal frelses og komme til
erkendelse af sandheden’, 1. Tim. 2:4. Det vil Gud! Men vil de mennesker, som
han taler til, det også? Som vi ved, har Gud skabt mennesker, så de kan af egen
fri vilje kan vælge mellem ‘livet og lykken, døden og ulykken’, som han siger i
5. Mos. 30:15. Han siger derfor, at når de omvender sig, så må de omvende sig
til ham. Der er nemlig mange falske røster, som kalder på mennesker, men som
fører vild. Sådan var det også på Jeremias’ tid, hvor Gud siger, at ‘mit folk
har skiftet sin ære (dvs. Herren) bort for det, der intet gavner', som der står
i kapitel 2:11.
Guds appel
til folket i vers 2 viser, at de stadig kan nå at omvende sig til ham, inden
det er for sent, og forblive i den velsignelse, som de er udvalgt til at være,
og række den videre ud til alle folkeslag. Men, som vi ved, så gled denne
velsignelse dem af hænde, fordi de ikke kunne eller ville gøre det, Gud havde
bedt dem om, og derfor blev de heller ikke velsignet af løftet.
Når Gud derefter,
i vers 3, tiltaler jøderne og siger, at de skal bryde sig nyjord, og ikke så blandt
torne, så betyder det vistnok det samme som i vers 1. Folkets afskyelige guder sammenlignes
med torne på marken, og når de sår blandt disse, dvs. sætter deres lid til dem,
så er det dømt til at mislykkes. Når Gud derefter opfordrer dem til bryde nyjord
(ordret fra grundteksten: ‘opbryd dyrkbar jord’) så betyder det, at de må vende
sig fra disse torne, og i stedet vende sig til ham, som er den eneste, der kan
velsigne dem i landet og i deres fremtid.
Det er også
det, han taler om i det næste vers, hvor han igen indtrængende opfordrer dem
til at vende om af hele deres hjerte, og ikke bare på skrømt, som der står i
3:10. I både GT og NT bliver denne omvendelse som her kaldt for hjertets
omskærelse, som er det samme som den nye fødsel. Ezekiel, som levede på den
samme tid som Jeremias, skriver om det samme, når han siger:
“Gør jer fri
for alle overtrædelser, I har øvet imod mig, og skab jer et nyt hjerte og en ny
ånd; thi hvorfor vil I dø, Israels hus. Thi jeg har ikke lyst til nogens død,
lyder det fra den Herre Herren; Omvend jer derfor, så skal I leve”, Ez.
18:31-32.
Det er det
samme, apostelen Johannes henviser til, når han siger at ‘alle dem, som tog
imod ham, gav han magt til at blive Guds børn’, John. 1:12. Selvom de ikke
fuldt ud forstod denne frelse, så var det ikke et spørgsmål, om de forstod det,
men om de i tro ville tage imod denne frelse i deres hjerter.
Som
allerede nævnt, så siger Gud, at alternativet til livet og lykken er døden og
ulykken. Dét har Gud aldrig lagt skjul på, og det er da også dét, han taler om,
når han nu igen beder dem om at omvende sig til ham, ‘at min vrede ikke slår ud
som ild og brænder uslukket for jeres onde gerningers skyld’, v. 4. Dette taler
både til dem og os om dom og fortabelse, men fordi Gud elsker alle, derfor
lyder hans kald også til dem alle. Den dag vil nemlig komme, hvor det er for
sent, og til dem, som ikke har taget imod frelsen, vil han sige:
“Gå bort fra
mig, I forbandede! til den evige ild, som er beredt Djævelen og hans engle”,
Matt. 25:41.
I lyset af
det bibelske ord betyder det at være forbandet, at de tiltalte står uden - og
udenfor - den velsignelse, som Gud havde tiltænkt dem. Hvor trist, at
mennesker, som Gud sendte Jesus for at frelse, ikke vil frelses. I vers fem ser
vi da også folkets reaktion på Guds kald til omvendelse. De hører advarslen,
men i stedet for at vende om til den eneste Gud, der kan hjælpe dem, gør de det
modsatte. De tror nemlig, de kan undgå den truende fare på en anden måde.
Derfor kalder landets præster og profeter folket sammen, lader hornet gjalde i
hele landet og siger til dem: ‘Flok jer sammen! Vi går ind i de faste stæder’,
eller mere korrekt: ‘de befæstede byer’. Meningen med disse ord er, at de tror,
at byens fæstningsværker vil redde dem - og siger dermed indirekte, at de ikke
behøver Gud for at blive reddet. I stedet for at dyrke gudernes Gud, som der
står i Dan. 11:37-38, så slår de deres lid til ‘fæstningernes gud’.
I bibelen
er ordet fæstning som her ofte et billede på det, mennesker slår sin lid til.
Derfor bliver ordet fæstning da også gentagne gange i bibelen brugt synonymt
med det sted, hvortil de troende søger tilflugt og beskyttelse. Det sker fx,
når David med dette og med andre synonyme ord igen og igen lovpriser Herren, og
siger:
"Herre (du
er) min klippe, min borg, min befrier, min Gud, mit bjerg, hvor jeg søger
tilflugt, mit skjold, mit frelses horn, min fæstning, min tilflugt og min
frelser, som redder mig fra vold”, 2. Sam. 22:3.
Når folket
derimod kaldes sammen til en fæstning, skabt af mennesker, så er det åndeligt
set dømt til at mislykkes. I GT er der flere eksempler på, at folket tror sig
sikre i deres befæstede byer, men pga. synd i deres midte kan det ikke redde
dem. Og således heller ikke her. I vers 6 advarer Gud dem mod at stole på deres
egen kraft, for den eneste redning er, at de vil lytte til ham. I den aktuelle
situation siger han, at hvis de vil redde livet, så må de flygte uden at
standse. Thi ulykken kommer fra nord, står der, og ‘et vældigt sammenbrud’ vil
komme som følge deraf. Denne ulykke fra nord var dengang det babylonske rige -
og i endens tid vil der igen komme en ulykke fra nord, og med det samme budskab.
Det er nemlig om den, Jesus advarede jøderne om, da han sagde:
“Når I da ser
‘ødelæggelsens vederstyggelighed’, hvorom der er talt ved profeten Daniel… han
give agt! så skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene.. thi da skal der
komme en stor trængsel, hvis lige ikke har været fra verdens begyndelse indtil
nu, og heller ikke senere skal komme..”, Matt. 24:15-21.
Lad os nu
læse de næste fire vers hos Jeremias:
“En løve steg
op fra sit krat, en folkehærger brød op, gik bort fra sin hjemstavn for at gøre
dit land til en ørk; dine byer skal hærges, så ingen bor der. Derfor skal I
klæde jer i sæk og klage og jamre, thi ej vender Herrens glødende vrede sig fra
os. På hin dag, lyder det fra Herren, skal kongen og fyrster tabe modet,
præsterne stivne af skræk og profeterne slås af rædsel; og de skal sige: Ak,
Herre, HERRE! Sandelig, du førte dette folk og Jerusalem bag lyset, da du
sagde: I skal have fred! Nu har sværdet nået sjælen”, v. 7-10.
I det
første vers læste vi, at Gud beder folket om at omvende sig for at undfly den
kommende ulykke og dom - og her fortæller Gud dem gennem to billeder, hvad der
kommer til at ske. I det første taler han om en løve, der kommer og overfalder
landet. Løven, der også beskrives som ‘en folkehærger’, er Babels konge, der
snart vil komme for at angribe landet og føre folket i landflygtighed - og når
han kaldes løven, er det sikkert fordi, at det reelt er Djævelen, der står bag
denne babylonske magt. Det er ham, der står bag alt det onde i denne verden, og
han bekæmper derfor Gud og alt, hvad der er hans. I NT forklarer Peter det på
denne måde:
“Vær ædru og
våg; jeres modstander, Djævelen, får omkring som en brølende løve og søger,
hvem han kan opsluge. Stå ham imod, faste i troen…”, 1. Pet. 5:8-9a.
Det er da også
ham, der står bag Antikrist, der vil komme i endens tid, og som profetien også
sigter på, idet han ligesom Djævelen imiterer Jesus som løven af Juda, og 'ophøjer
sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så han tager sæde i Guds tempel
og udgiver sig for at være Gud', 2. Tess. 2:4.
På hin dag
- altså på den dag, der tales om i fremtiden - skal folket klæde sig i sæk og
‘klage og jamre’, og de skal forstå, at dét, der er kommet over dem, skyldes
‘Herrens glødende vrede’. Vi kan spørge: Hvordan kan det være Guds vrede? For
der står jo, at det er fjenden, der kommer for at ødelægge. Begge dele er
sandt! Fjenden kan nemlig ikke gøre det, som han gerne vil, hvis Gud ikke
tillader eller vil det. Det er det, der forklares i det første kapitel, hvor
Gud siger dette til Jeremias:
“Nordfra skal
ulykke syde ud (dvs. komme) over alle landets indbyggere; thi se, JEG HIDKALDER
alle nordens riger, lyder det fra Herren… og JEG VIL AFSIGE DOM over dem for
deres ondskab”, Jer. 1:14-15a, 16.
Det er
altså Herren, der står bag den kommende ulykke, og det skyldes alene deres
ondskab, og ikke fordi, Gud elsker at gøre det. Derfor er det, at han igen og
igen advarer dem, for at de ikke skal rammes af hans vrede - og beder dem om at
lytte til, og tro på ham, der som er den eneste kan frelse dem fra den kommende
dom. Man kan næsten høre sorgen i hans stemme, når han et sted spørger dem ved
sin tjener Jeremias og siger:
“Hvorfor
nedkalder I stor ulykke over jer selv…? Følgen bliver, at I udrydder jer selv”,
Jer. 44:7-8:
Det samme vil
ifølge skriften ske under den store trængsel, hvor folket vender sig bort fra
Gud i stedet for at vende sig til ham. I et syn af den store trængsel, der engang
vil komme over jorden, ser apostelen Johannes i et syn, at
‘.. skjulte sig
i huler og mellem bjerge og klipper, og de sagde til bjergene og klipperne:
Fald over os og skjul os for hans åsyn, som sidder på tronen, og for Lammets
vrede”, Åb. 5:15-16.
Når
Jeremias beskriver, at folket rammes af Guds glødende vrede, fremgår det, at
det især skyldes landets konger, fyrster og præster. Hvis de tre konger, der
henvises til, og som blev det efter deres fader, var gudfrygtige ligesom ham, ville
de have lyttet til Guds ord, og gjort, hvad der i den aktuelle situation var
ret i hans øjne. I stedet gjorde de det modsatte. Det samme kan siges om
præsterne og profeterne, de, som skulle vejlede kongen såvel som den jævne
befolkning, om at holde sig til Gud og øve ret. I stedet forkyndte de budskabet
om, at 'alt er vel', mens de beroligende siger: ‘Her er Herrens tempel, Herrens
tempel, Herrens tempel’, som der står i 7:4 - i betydningen:’ Når templet er
her, så er Gud her også, og derfor er der ingen fare på færde’. Hertil svarer
Gud dem og siger, at når de gør alt det onde, som er nævnt, og dyrker
forskellige afguder, vil det ikke gavne dem. Derfor nytter det intet, siger
Gud, at
“de kommer.. og
står for mit åsyn i dette hus, som mit navn nævnes over og siger: Vi er frelst”,
7:10.
Men det er
ikke slut med det. Som sagt kender de egentlig godt Guds frelsesvej, men når så
dommen kommer over dem, som han har forudsagt og advaret dem imod, så har de den
frækhed at beskylde ham for at være en løftebryder, og de siger til ham: 'Du
førte dette folk og Jerusalem bag lyset, da du sagde: I skal have fred! Nu har
sværdet nået sjælen'. Det er en
forfærdelig anklage, og dog er det ofte det, mennesker gør, når ‘ulykken
kommer’ over dem. Det er sandt, at Gud er kærlig og ønsker deres frelse, og det
er jo netop derfor, at han beder dem om at omvende sig til ham, så de kan undfly
det, der kommer over jorden - og i tro tage imod den frelse (og Frelser), som
han vil sende. Det stemmer med ordene i NT, hvor der står, at
'Om ham (Jesus)
vidner alle profeterne, at ENHVER, som tror på ham, skal have syndernes
forladelse ved hans navn", Apg 10:42.
Derfor
gælder Jesu ord, som han talte til sine disciple, også alle dem, der både før
og siden tager sin tilflugt i ham, når han siger:
“Kom hid alle
I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile”, Matt. 11:28
Dette har
han lovet, og det holder. Men, for at få den hvile, han taler om, så må den enkelte
komme til ham - og det er da også derfor, at han siger: kom! Ordet 'hvile' betyder
også at få Guds fred, hjælp og frelse. Desværre er der mange, der næsten som dengang
tror, at de er frelst, hvis de fx blot er døbt og går i kirke, og for øvrigt opfører
sig ordentligt. Og når ulykken så kommer over dem 'på hin dag', vil de også som
dengang sige: 'Herre, du har ført dette folk bag lyset, for du har lovet os fred,
men nu er sværdet nået sjælen'. Og svaret er: Nej, det er ikke Gud, der har
ført nogen bag lyset, men som førnævnt er det helt og holdent dem selv. De
siger nok, at de kender ham, men deres ord afslører dem. Her stemmer det ord,
som han har talt ved profeten Esajas:
"Eftersom
dette folk kun holder sig nær med sin mund og ærer mig med sine læber, mens
hjertet er fjernt fra mig, og fordi deres frygt for mig blev tillærte
menneskebud.. (derfor har) Herren.. udgydt over jer en dvalens ånd, tilbundet
jeres øjne (profeterne) tilhyldet jeres hoveder (seerne)", Es. 29:13, 10.
Måske kan
et menneske bedrage andre, så de tror, al 'her har vi en kristen, der tjener
Gud af hele deres hjerte', men Gud ser og ved, om vedkommende kun er kristen i
det ydre, eller om han også er det i hjertet. Derfor er det, at Gud advarer det
enkelte mennesker, for at det må redde livet - om ikke i dette, så i det
kommende.
I det
næste billede, som vi har i vers 11-12, sammenlignes den kommende dom med 'et
glødende vejr fra ørkenen', et billede på fjendens snarlige og hurtige komme.
Men trods denne dom, som nu vil komme over landet, så rækker Gud dog i sin nåde
stadig sin hånd ud til frelse og siger til hver den, som vil høre hans kald (v.
14):
"Rens dit
hjerte for ondt, Jerusalem, at du må frelses! Hvor længe skal dit indre huse de
syndige tanker?”
Med dette
udsagn siger Gud, at selvom folket nu ikke længere kan undfly ulykken, så kan
de stadig nå at blive frelst. Dette vers hører både til de forrige vers, og til
de næste, som vi skal se på nu:
“Thi hør, en
råber fra Dan, et ulykkesbud fra Efraims bjerge; Kundgør folkene: Se! Lad det
høres i Jerusalem! Belejrerne kommer fra et land i det fjerne, de opløfter
røsten mod byerne i Juda. Som markens vogtere stiller de sig rundt omkring det,
thi genstridigt var det imod mig, lyder det fra Herren. Det kan du takke din
færd, dine gerninger for; det skyldes din ondskab; hvor bittert! Det gælder
livet”, v. 15-18.
Tidligere
i kapitlet har vi læst Guds gentagne advarsler til dem om, at han vil sende
ulykken over dem, hvis de ikke omvender sig fra deres synder. Men nu er det for
sent, siger han, for fjenden er allerede på vej for at stjæle, slagte og
ødelægge, som djævelen også gør det. Dog kan den enkelte stadig redde livet,
men det sidste udkald.
Dans
område, der ligger nordligst i Israel, er det første sted i landet, der ser, at
fjenden er på vej, og ‘en råber’ skynder sig til Jerusalem for at fortælle det
til dem. Men, som der står i vers 13, så er fjendens heste hurtigere end ørne -
og derfor er der kun ganske få af byens indbyggere, der kan nå at flygte, før byen
er omringet og belejret, og som vers 17 henviser til. Vi ved, at denne
belejring varede i tre år, og den blev så hård, at Jeremias senere beskriver
den som en tid, hvor
“.. blide
kvinders hænder kogte deres børn; da mit folks datter brød sammen, blev de dem
til føde”, Klage 4:10
Nu gik
alvoren op for dem, og nu klager de over, at de igennem så lang tid har
ignoreret alle Guds advarsler - og alligevel tillader de, som vi har set, at
skyde skylden på Gud. Men, som vi har set, og véd, så fører han aldrig nogen
bag lyset. Jeg har prøvet at tælle de mange gange, hvor hos profeten Jeremias indtrængende
har advaret folket om den kommende dom, men det er nærmest umuligt - og stoppede,
da jeg kom til de 50 gange. Derfor er det latterligt, at de siger det, de gør,
og Gud korrigerer dem derfor også og siger:
"Det kan du
takke din færd, dine gerninger for; det skyldes din ondskab; hvor bittert! Det
gælder livet!
Mennesker
vil blive ført ind i det samme bedrag, når Antikrist kommer; han som ifølge
skriften
“skal komme i
Satans kraft, og med al løgnens magt og tegn og undere og med al
uretfærdighedens forførelse over for dem, der fortabes, fordi de ikke tog imod
kærlighed til sandheden, så de kunne blive frelst. Derfor sender Gud over dem
en vildførende magt, så de tror løgnen..”, 2. Tess. 2:9-11.
Denne
tekst henviser til det, der vil ske under den store trængsel, og hvor Guds
vrede kommer over dem, som ikke vil vide af ham og hans frelse ved Jesus
Kristus. Men som dengang er der håb, for Gud rækker stadig hånden ud, for om
muligt at frelse nogle af dem. Derfor er det så tragisk, at de på trods af
dette, og med udsigt til en evig fortabelse, ikke omvendte sig, så de gav ham
ære, som der står i Åb. 16:9. Det sker dybest set ikke, fordi de ikke kan, men
fordi de ikke vil, og derfor står der da også, at de i stedet for at omvende
sig gav sig til at spotte Himmelens Gud.
Det er
altså ikke Gud, der vil, at mennesker går fortabt, som nogle mener, men pga.
det, som der står i vers 18. Men, er der nogle, der vil spørger: ‘Er det ikke
troen på Jesus, der er afgørende for, om det enkelte menneske bliver frelst
eller går fortabt? Hvad menes der så med gerninger? Det korte svar herpå er
dét, Jesus giver til de jøder, der kom til ham med spørgsmålet: ‘Hvad skal vi
gøre for at udføre Guds gerninger?’ Hans svar var: “Dette er Guds gerning, at I
tror på den, han har sendt’, John. 5:28-29.
Læser vi
videre i Johannes evangeliet, ser vi, at de ikke troede ham, og derfor vendte
de sig heller ikke til ham. Hvor er det bittert, siger Gud. Han sendte jo netop
sin Søn til jorden for at frelse alle, og kaldet til omvendelse lyder derfor
stadig til mennesker, om de dog blot vil høre, inden det pludselig en dag er for
sent. Det er jo livets mening og mål, at de tager imod Jesus og bliver frelst.
For at understrege alvoren i dette siger Gud lige efter: ‘Det gælder livet!'
Ja, det
gælder i sandhed livet. Sådan var det dengang, og sådan er det stadig. I det
profetiske ord har vi tydeligt set, at Gud siger, hvad der vil ske, hvis det
enkelte menneske ikke vender sig til ham og bliver frelst. De ser det ikke, men
vi ser det. Lad os derfor gøre det samme som Jeremias, og lade hans ord blive
til vore, når han i det sidste vers, jeg vil tage med her, åbenbarer sin store
nød for de ufrelste, og hvor han ikke kan andet end at sige det, som Gud har
lagt på hans hjerte:
"Mit
indre, mit indre! Jeg skælver! Mit hjertes vægge vånder sig i mig, ej kan jeg
tie. Thi hornets klang må jeg høre, skrig fra kampen", v. 19.
Som
Jeremias havde en stor nød for sit folk dengang, og ikke kunne tie, således må også
vi have en stor nød for mennesker omkring os - for vi kan jo se, at så mange ikke
tror på det, Gud har sagt, hvis de i det hele taget har hørt om det. Det gælder
livet! Må vi derfor gøre det samme, som da Peter og Johannes stod for Rådet, og
gav dem det svar, da det forbød dem at tale eller lære i Jesu navn:
"Vi kan ikke lade være med at tale om
det, vi har set og hørt", Apg. 4:20.
Klokken slår, tiden går,
evigheden os forestår.
Lad os da bruge den kostbare tid,
tjene vor Herre med al vor flid,
så skal vi nok komme hjem.
Amen!