Af
Jeg har netop haft en længere brevveksling
med en, som bl.a. forsøgte at overbevise mig om, at hvis man er blevet frelst,
så kan man ikke miste den igen. Han kaldte det ’en gang frelst, altid frelst’!
En lære, som i øvrigt er identisk med læren om ’evig sikkerhed’. Han påpegede
nogle vers fra bibelen, som efter hans mening beviste det. Bibelvers, som jeg
kommer tilbage til i denne artikel. Men der var noget galt! Han havde nemlig
kun taget de skriftsteder med, som underbyggede hans påstand, mens alle de vers
blev ignoreret, som handlede om, hvad der også står skrevet. Det er for resten
på nøjagtig den måde, de fleste falske lærdomme er fremkommet. Som bekendt kan
man få bibelen til at underbygge hvad som helst – som fx Jehovas Vidner og
fremgangsteologien har gjort det. Jeg gjorde ham derfor opmærksom på nogle af
de ca. 200 skriftsteder i NT, som klart viser, at det at være frelst ikke
betyder, at man ikke kan falde fra på et senere tidspunkt, og det derfor er
vigtigt konstant at være årvågen og på vagt.(A) Men alle de vers fra
Guds Ord prellede fuldstændig af på ham – han havde fundet ’sandheden’!
Desværre lod han sig ikke påvirke af de mange bibelske advarsler, som klart
modsagde hans bibeltolkning. I den videre brevveksling stod det klart, at han
ikke ville bøje sig for skriftens samlede vidnesbyrd, men klart valgte at
ignorere dem fuldstændig. Og det er noget af det værste, man kan gøre, hvis man
ønsker at vandre i Sandhedens lys.
(A) fx Matt. 7:13-14,
24:4-5, 11, 24, Luk. 21:8, 26, 1. Kor. 6:9, 10:5-
Han var nemlig blevet grebet af
den nycalvinistiske lære, som især i de sidste par år har bredt sig med lynets
fart – også i Danmark. En lære, som er dødsensfarlig, fordi den tilsidesætter
Guds alvorlige formaninger om at være på vagt overfor enhver synd og mod at
falde fra den levende og frelsende tro. Læren går nemlig ud på, at den kristne
kan være 100 % sikker på den evige frelse, uanset om den kristne lever i et
syndigt eller helligt liv. Det kommer fx til udtryk på denne måde:
”Der
er ingenting der kan hindre en troende fra en dag at blive herliggjort.. Når en
person først er retfærdiggjort, er hans frelse garanteret – han er så sikker,
som hvis han allerede var blevet retfærdiggjort i Himmelen”[i]
Selvom denne lære, hvis
tilhængere i øvrigt kalder for nycalvinistisk kristendom[ii],
så er den ikke forenelig med bibelens sunde lære, og må beskrives som både
farlig og falsk. Alligevel er den blevet populær, især blandt dem, som bekender
sig til at være såkaldte nyevangeliske kristne.[iii]
Fælles for dem er nemlig, at de i et tæt samarbejde har forsøgt at gøre
kristendommen populær for det moderne menneske. Hvis man skal forsøge at vurdere
den lære, som nycalvinismen står for, så bliver man også nødt til at undersøge
dens kilder og inspiration. Og derfor bliver vi nødt til kort at se på, hvad
den nyevangeliske bevægelse såvel som calvinismen står for, og derefter gå over
til en grundigere redegørelse af læren ’en gang frelst, altid frelst’, som jeg
har valgt at kalde læren.
Hvis
man kort skal beskrive den lære, som præger den nyevangeliske bevægelse[iv], så bliver hovedtemaet, at de i
deres ivrighed for at udbrede evangeliet har nedtonet bibelens ’strenge’ omtale
af omvendelse, efterfølgelse, helligelse, og taler derfor ofte om ’alles
frelse’ og benægter, at der er et helvede for dem, som ikke bliver frelst (Gud
kan ikke nænne, at nogen ikke blive frelst, eller går fortabt). Velvidende, at
der er forskelle på de nyevangeliske menigheder, så er der alligevel nogle
fællestræk, som adskiller dem fra den
klassiske kristendom. Vi skal se på nogle af de væsentligste:
a) de afviser, at der behøver at være en adskillelse mellem
dem og verden, såvel som mellem diverse kristne samfund.
b) Den bibelske omtale af at være adskilt fra verden er
erstattet med dialog med den.
c) de afviser de negative aspekter (og omtale) af bibelsk
kristendom.
d) de benytter sig af en ’døm ikke’ filosofi ved læremæssige
forskelligheder.
e) de ophøjer kærlighed og enhed mellem kristne som værende
over den bibelske lære.
f) de har en anti-fundamentalistisk holdning, hvorved de
bibelske sandheder bliver relative.
g) de har en modsigende inkonsekvens i læren.
h) de deler de bibelske sandheder op i disse to kategorier:
vigtigt og ikke-vigtigt.
i) de ophøjer social politisk aktivitet op på samme niveau
som missionsbefalingen.
j) de er neutrale i forhold til den åndelige krigsførelse.[v]
Jean Calvin (1509-1564) sluttede
op om reformationen i 1534 og var, efter Martin Luther den mest betydningsfulde
reformator. Efter 1536 virkede Calvin som prædikant i Geneve, hvor han sammen
med Guilaume Farel[vi] skabte
en reformeret menighed. I 1559 grundlagde han et præsteakademi i Geneve, og fik
stor indflydelse på reformationens udvikling i store dele af Europa. Det
vigtigste af hans mange skrifter er ’Institutio religionis Christianae’ (på
dansk: Instruktion i den kristne tro), som bl.a. omfatter:
A: læren om retfærdiggørelsen ved troen på Jesus,
B: betingelsesløs
udvælgelse, hvor han mente, at nogen var forudbestemt (B) til evigt
liv, andre var forudbestemt til evig fortabelse (se næste afsnit), og
C: som følge deraf
fulgte læren om ’imodståelig
nåde’. Calvin mente, at når nogen var forudbestemt til frelse, så ville det
selvfølgelig ikke være muligt at miste den. Calvin beskriver bl.a. denne
umulighed således: ’Når Gud suverænt havde til hensigt at frelse nogen, så vil
denne person selvfølgelig også være (forblive) frelst”[vii] og [viii]
(B) Prædestination betyder ’forudbestemmelse’,
dvs. Guds forudbestemmelse af mennesker til frelse og fortabelse. Nogle
teologer har talt om en ’brudt forudbestemmelse’, hvor Gud har udvalgt nogle mennesker
til frelse men ikke nogen til fortabelse, mens andre mener at forudbestemmelse
kun er mulig hvis den gælder både til frelse og fortabelse (Calvin). http://www.kristendom.dk/leksikon/P/
Efter hans død byggede hans
efterfølgere ’en mur omkring hans læresætninger’. De sagde, ”vi holder os til Calvin”, - og de
kaldtes fremover calvinister. Baggrunden for at forstå den calvinistiske såvel
som den nycalvinistiske lære om ’en gang frelst, altid frelst’ kan ikke forstås
uden at man også kommer ind på læren om forudbestemmelse. Denne lære betyder
nemlig, at nogle simpelthen bliver født til at blive frelst, mens andre
er født til at gå fortabt.
En tilhænger af læren om
forudbestemmelse skriver på sin hjemmeside, ’hvorfor han blev calvinist’[ix].
Han skriver videre, at det var Charles Spurgeon[x],
som inspirerede ham til at vende sig til denne tro og lære. Senere i artiklen
nævner han, at han egentlig ikke vil beskrive ham selv som calvinist, men at
han ligesom Spurgeon bruger ordet, fordi det er en bekvem måde at forklare hvad
han mener og står for - ’ligesom vi bruger ordet treenighed for at beskrive
Gud’, skriver han og fortsætter:
”Men
Spurgeons argumenter alene overbeviste mig ikke. Jeg ønskede mere end
argumenter. Jeg ønskede beviser fra skriften. Arthur Pink[xi]
gjorde jobbet færdig for mig og gav mig disse værdifulde skriftsteder…:
-
Es. 53:8 ’.. han
ramtes for mit folks overtrædelser’,
-
Matt. 1:21 ’for han
skal frelse sit folk fra deres synder’,
-
John. 10:11 ’den gode
hyrde sætter sit liv til for fårene’..”.
Han fortsætter med at skrive, at
han ud fra disse (og andre) skriftsteder blev overbevist om, at bibelens lære
er, at nogle mennesker er forudbestemt til at blive frelst, og afslutter med
denne konklusion af de ovenfornævnte vers:
”Bemærk,
at han døde for SIT FOLK, han frelste SIT FOLK fra dets synder, og han døde kun
for fårene (ikke for bukkene)..”
Man skulle tro, at alle kristne
kan se, at denne udlægning er forkert og manipulerende. Men desværre er der
mange, som mangler den nødvendige bibelkundskab for at kunne afsløre sådanne
påstande som løgn. Teksterne henviser nemlig slet ikke om, at nogle er
forudbestemt, men er en henvisning til, hvad Gud vil gøre for dem, som vender
sig til ham og bliver ’hans folk’.
For en tid siden skrev en meget
fortvivlet kristen, at han var ude i en åndelig krise, efter at han havde læst
en bog som bl.a. handlede om udvælgelse (forudbestemmelse). Forfatteren til
bogen havde nemlig ud fra Rom. 8:29-30 og Ef. 1:5 forklaret, at det kun er dem,
som fra evighed af var forudbestemt til frelse, der kan blive frelst. Men alle
de andre, som ikke var forudbestemt til at blive frelst, kan derfor heller ikke
blive det! Og han fortsatte med disse ord:
”jo
mere jeg læser dette, desto mere synes jeg, at det må være sådan, som denne
forfatter forklarede det. Og der står jeg uden at vide om jeg er en af dem, som
er bestemt til frelse eller ikke”.
Og
han slutter med i fortvivlelse at spørge:
”Er
der kun nogen enkelte mennesker, som er forudbestemte til frelse? I så fald,
hvorledes kan jeg så vide, om jeg er en af disse forudbestemte?”
Ordet forudbestemt (på græsk
’proorizo’) forekommer i alt seks gange i NT, men på ingen af disse steder
bliver de brugt i forbindelsen med et menneskets frelse. Disse kan deles op i
følgende emner:
1: I Ap.g. 4:28 bliver ordet brugt i forbindelse med Kristi død, hvor
teksten siger at hans død var forudbestemt, altså fra evighed af.
2: I 1. Kor. 2:7 bruges det samme ord i forbindelse med ’Guds visdom’,
og verset skriver, at den var ’forudbestemt for at føre os til herlighed’.
De sidste fire følgende
skriftsteder bruges ordet forudbestemmelse ganske vist i forbindelse med
mennesker, men aldrig i forbindelse med frelsen:
3: I de omtalte vers fra Rom. 8:29-30 står der
netop ikke, at ’dem som Gud forud kendte, dem har han også forudbestemt til at
blive frelst”, som nogle lærer - men derimod, at ”dem som Gud forud kendte, dem
har han også forudbestemt til at blive hans Søns billede lige”. Og det er jo
noget helt andet. Den omtalte forudbestemmelse handler altså slet ikke om
frelsen, men om, at de frelste engang skal forvandles til at ’blive hans Søns
billede lige’
4: De sidste to skriftsteder, som ofte trækkes
frem som bevis for, at nogle er forudbestemt til frelse (og andre ikke), er Ef.
1:5 og 11. Men det handler disse vers jo netop ikke om. I stedet står der, at ’Gud i sin kærlighed
har forudbestemt os til barnekår hos sig ved Kristus Jesus’. Teksten taler
altså slet ikke om, at nogen er forudbestemt til frelse eller ej, men derimod
om, hvad Gud i sin store nåde og kærlighed forud har besluttet at gøre ved dem,
som tager imod ham.
Ifølge Guds Ord er ingen
forudbestemt til frelse og andre til fortabelse. Tænk bare på det kendte vers John.
3:16.. Hvis man forestillede sig, at nogen var forudbestemt til evig frelse og
andre til evig fortabelse, så ville eksempelvis John 3:16 være utroværdig, for
her står følgende:
”Thi
således elskede Gud verden (dvs. alle mennesker), at han gav sin Søn, for at
enhver, som tror, ikke skal fortabes, men have et evigt liv”.
Ud fra
denne tekst er der tre faktorer, som vi skal være opmærksomme på:
1: Hvis læren om forudbestemmelse var sandt, så ville John 3:16 være
en stor løgn. For den siger jo, at Gud vil give frelsen til ’enhver, som tror’.
2: Det andet vi skal bemærke er, at når Skriften taler om ’enhver’,
så menes der ’enhver’, og ikke blot nogle udvalgte.
3: Det tredje vi skal bemærke er, at dette vers såvel som bibelen i
øvrigt altid forudsætter det enkelte menneskets ’frihed til at vælge’, hvem de
vil tilhøre, som det fx kommer til udtryk i følgende vers:
”Jeg har forelagt jer
livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet, idet du elsker
Herren din Gud og adlyde hans røst og hænger ved ham; thi deraf afhænger dit
liv…”, 5. Mos. 30:19-20.
I gennemgangen af ’et bibelsk
nej’ til forudbestemmelseslæren kommer man ikke udenom det vers i bibelen, som
de hævder, er det ultimative bevis på, at de har ret. Her står der nemlig
følgende:
”Da
hedningerne hørte dette, blev de glade og priste Herrens ord, og de kom til
troen, så mange, som var bestemt til det evige liv”, Ap.g. 13:48.
Dette vers kan ganske rigtigt
umiddelbart forstås sådan, at de omtalte blev frelst, fordi de var forudbestemt
til det. Men før vi forsøger at forstå tekstens mening, er det vigtig at huske,
at Guds Ord aldrig modsiger sig selv. Dertil kommer, at enhver sag (inkl. udlægning
af skriften) skal afgøres af to eller tre
vidner. (C) Det er med tanke på dette, at Peter skriver:
”Og
dette skal I først og fremmest vide, at ingen profeti (eller tekst) i skriften
lader sig tyde egenmægtigt..”, 2. Pet. 1:20.
(C) Se
5. Mos. 17:6, 19:15, Matt. 18:16, 20, 1. Kor. 14:29, 1. Tim. 5:19, Hebr. 10:28,
1. John. 5: 7-8.
Det er nødvendigt, at vi altid
husker denne gode og bibelske regel i tolkningen af Guds ord, for at enhver
teori eller lære må blive bedømt ud fra ’den røde tråd’, som findes i hele
bibelen. Ellers kan der let ske det, som er omtalt i Ef. 4:13-14, og advarer os
og siger,
”at
vi ikke mere skal være umyndige, der kastes og drives hid og did af alle mulige
lærdomme, efter som vinden blæser, ved menneskers terningespil, når de
underfundigt forleder til vildfarelse..”.
Det er nemlig vildfarelse at hive
enkelte vers ud af den bibelske sammenhæng, og på dette grundlag lave eller
forsvare en lære, som er fremmed for den bibelske helhedstanke- og budskab. Men
det er netop det, som forkyndere af ’en gang frelst, altid frelst’ har gjort
ved dette og andre vers.
Verset kan være svær at forstå,
og kan derfor let blive misbrugt til falske lærdomme, hvis man ikke er
agtpågivende. Det er netop med tanke på det svære i de breve, som Paulus har
skrevet, at Peter kommer med følgende kommentar:
”I
dem findes der ting, som er vanskelige at forstå, og som de ukyndige og
ubefæstede til deres egen fortabelse fordrejer, ligesom de gør med de øvrige
skrifter”, 2. Pet. 3:16.
Bibelen advarer os altså enhver imod
at udlægge skriften på en måde, som i virkeligheden fordrejer Guds Ord, og som
derfor får mennesker til at fare vild fra sandheden, og som kan resultere i
fortabelse. Og så hjælper det ikke, at man har troet aldrig så meget på læren
om, at man er forudbestemt til at blive frelst. Derfor er det langt bedre at
tage sandheden til sig nu, end at bygge sin fremtid og frelse på en løgn, og
dermed risikere ’for sent’ at miste det alt sammen.
Hvordan skal Ap.g. 13:48 da
forstås? Jeg har allerede været inde på, at den selvfølgelig ikke modsiger den
øvrige skrift, som fx John. 3:16. De græske ord, som er oversat til, at de var
’bestemte til’ evigt liv, handler derfor heller ikke om forudbestemmelse, men
derimod om at være skikkede eller værdige til det evige liv. Meningen er da
også, at de var værdige (og dermed bestemte) til det evige liv, fordi de havde
taget imod Jesus Kristus som frelser. Dette, at de var værdige skal nemlig ses
i modsætning til, at jøderne lige forinden havde modsagt og spottet det, som Paulus
forkyndte, hvorefter han vendte sig fra dem med disse ord:
”Det
var nødvendigt, at Guds ord først skulle tales til jer; men siden I forkaster
det og ikke agter jer selv værdige til det evige liv, se, så vender vi os nu
til hedningerne”, v. 46.
Årsagen til, at de forkastede
evangeliet skyldes altså ikke, at de var forudbestemt til at gå fortabt, men
fordi de af egen fri vilje havde besluttet at forkaste det. En fri vilje, som
har trange kår for dem, som har tilsluttet sig læren om forudbestemmelse. I denne
tekst har vi igen et vidnesbyrd om, at evangeliet efter Guds vilje også blev
forkyndt for dem, men at det er den enkeltes ’ja’ eller ’nej’ som afgør, om de
bliver det.
Som de fleste andre falske lærdomme
benytter fortalerne af læren ’en gang frelst, altid frelst’ sig også af bibelen
som argumentation for deres påstande. Men det betyder ikke, at læren dermed er
’bibelsk’. Fælles for de nye kristendomsforståelser er nemlig, at man ensidigt
tager de tekster frem, som kan tages til indtægt for det, man ønsker den skal
sige, som fx: Der er ingen evig fortabelse; alle (eller de fleste) bliver
frelst; de kristne er forpligtet til at holde loven, fremgangsteologi, troens
magt, total sejr over synd, evig sikkerhed, en gang frelst, altid frelst, osv.
Derimod udelades eller bortforklares de tekster, som taler imod denne specielle
og yderliggående tolkning. Vi skal se på nogle af de tilsyneladende bibelske
argumenter, som bliver brugt for at forsvare læren om ’en gang frelst altid
frelst’, og derefter se på, om disse står prøve ved en nøjere gennemgang af
Guds Ord.
Gang på gang hævdes det, at den
kristne ikke kan gå fortabt. Kendte
kristne ledere er talsmænd for denne lære, som fx Charles Spurgeon, Billy
Graham, Pat Robertson, Charles Stanley og Ray Comfort m.fl.[xii].
I artiklen ’Helvedes bedst bevarede hemmelighed’, hævder sidstnævnte bl.a.:
”Hvis
Gud har frelst dem, vil Gud (også) bevare dem. Hvis de er født af Gud, vil de
aldrig dø. Hvis han har begyndt sin gode gerning i dem, vil han fuldføre den
til dén dag. Hvis han er troens ophav, han vil også være den, som fuldender
deres tro… Han er i stand til at bevare dem fra fald og præsentere dem som
fejlfri for Hans herligheds nærvær med overvældende glæde. Jesus sagde, at
ingen kan rykke dig ud af min Faders hånd”[xiii]
Alt
dette er på en måde sandt, men det får slagside, når han benytter sådanne
citater til at bevise, at de kristne, pga. Guds kærlighed og forudbestemmelse
vil blive frelst. Ifølge ham er denne frelse nemlig sikret, uanset om de lever
i synd eller ej. Hvis ’helvedes bedst bevarede hemmelig’ levede op til sit
navn, så burde den i stedet omhandle det virkelige helvedes bedst bevarede
hemmelighed.
Dan Corner, en kristen forkynder,
som advarer mennesker mod læren ’en gang frelst, altid frelst’, lader djævelen
sige følgende som en illustration af denne læres farlighed:
’Det
er den bedste løgn jeg har fundet på imod de retfærdige. Hvis du er som de
fleste, så er der mulighed for, at jeg vil (kan) bedrage dig og tage dig til
fange igen’[xiv].
Når
synd forties eller ignoreres, så kan de af den grund let miste det evige liv,
som de ellers er så sikre på at have opnået. Bliv ikke bedraget af djævelen,
når ’helvedes bedst bevarede hemmelighed’ bliver forkyndt.
I bogen
”The Five Points of Calvinism”, som forsvarer den calvinistiske tanke,
udtrykkes den guddommelige sikring således: ”Sande troende falder i fristelser,
og de begår alvorlige synder, men disse synder forårsager ikke at de mister
deres frelse eller adskiller dem fra Kristus” (s. 56).[xv]
Det kan ikke siges tydeligt nok:
Det er en af djævelens bedst bevarede hemmeligheder, at den kristne kan være
sikker på at blive frelst, uanset hvordan den kristne har levet sit liv.
Fortalerne for læren ’en gang
frelst, altid frelst’ bruger tilsyneladende mange gode og bibelske argumenter
for at forsvare deres synspunkter. Men man skal ikke undersøge deres tekster
ret meget, før man finder ud af, at de ikke stemmer med den sunde lære. I store
træk beskrives læren næsten ens, selvom der selvfølgelig også er nogle mindre
forskelle i tolkningen af den. En af tilhængerne beskriver læren om ’en gang
frelst, altid frelst’ på denne måde:
’En
kristen er født på ny (genskabt) når de tror (John.3:16, Tit. 3:5)! For at en
kristen kan miste sin frelse, er det nødvendigt at han bliver ugenskabt.
Bibelen giver ingen beviser for at den nye fødsel kan blive taget fra os.’.
Og videre:
”John.
3:15 stadfæster, at enhver der tror på Jesus Kristus vil ’have evigt liv’. Hvis
du tror på Kristus i dag, og har evigt liv, men mister det i morgen, så var det
aldrig ’evigt’ liv overhovedet. Derfor: hvis du mister din frelse, vil løftet om
evigt liv i bibelen være en fejl”.
Efter
mange lignende udsagn kommer han med følgende konklusion:
”Når
vi først er frelst, er vi altid frelst. Vores frelse er helt bestemt en evig
sikkerhed”[xvi]
Det
samme er Sven-Jørn Hougaard inde på i sin bog ’Menighedens stilling i Guds
plan’, hvor han bl.a. hævder, at det ikke muligt for den frelste at falde ud af
nåden. Alle talsmænd for denne lære
argumenterer for, at den nye fødsel garanterer de kristne ’evig sikkerhed’ (som
er synonym med ’en gang frelst, altid frelst). Tilhængerne af læren citerer
ofte en masse skriftsteder for at bevise, at den er bibelsk. Den nye fødsel
næsten altid opstillet på bevislisten som den første, største og bedste bevis,
som det også fremgår af eksemplet ovenfor. Se i øvrigt den grundige udredning
af den falske lære, hvor mere end 50 af de såkaldte ’beviser’ for ’en gang
frelst, altid frelst’ bliver gennemgået, men som i bibelens lys bliver afsløret
som den falske og dødsensfarlige lære, den er.[xvii]
og [xviii]
Uanset om tilhængerne af læren ’en
gang frelst, altid frelst’ har taget den til sig pga. ønsketænkning, manglende
bibelforståelse, falsk forkyndelse eller dæmoniske lærdomme, så kan en
gennemgang af dens lærepunkter ikke holde til en bibelsk bedømmelse, og læren
må derfor beskrives som sekterisk, farlig og ubibelsk. I næste afsnit vil jeg
berøre nogle af de skriftsteder, som bevidst eller ubevidst bliver ignoreret
eller tvangsfortolket ud af deres sammenhæng for at få den bagvedliggende
teologi til at fremstå som bibelsk - og vil på dette grundlag søge at give et
bibelsk modsvar, vise hen til dets helhedssyn og pege på det, som der også står
skrevet.
Når et menneske omvender sig og
kommer til tro på Jesus Kristus, modtager det Guds Ånd til syndernes forladelse
og bliver født på ny, og er dermed frelst. Den kristne bliver dermed et Guds
barn, Kristi medarvinger og får borgerskab i Himlen. Alt dette har Gud gjort
for os i Kristus. I ham er vi tilgivet! I ham er vi frelst! Det er sket! Men vi
kommer ikke uden om, at bibelens også lærer, at frelsen på samme tid også er
noget fremtidigt!
Gang på gang sondrer bibelen
nemlig mellem nutid og fremtid, mellem et ’nu’ og et ’endnu ikke’. Et par
eksempler herpå:
1.
John. 3:2 ”I
elskede! nu er vi Guds børn, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi engang
skal blive. Men vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ham lige, thi vi
skal se ham, som han er”.
1. Pet. 1:8-9 ”Ham elsker I uden (nu) at se ham; på ham
tror I uden nu at se ham, og over ham skal I fryde jer med en usigelig og
forherliget glæde, idet I når troens mål, jeres sjæles frelse…”
Vi skal
bemærke, at der tales om, at vi (som har taget imod Kristus) nu er blevet Guds
børn (frelst), og derfor kan/skal vi allerede nu fryde os over at kunne tro på
ham. Men samtidigt er frelsen også noget fremtidig, som først fuldt ud bliver
opfyldt den dag, hvor vi har nået troens mål, som er den dag, hvor Jesus
åbenbares. Det er denne store bibelske beskrivelse af et ’nu’ og et endnu
ikke’, som klart viser, at selvom vi er
begyndt (godt) på vejen til Himlen, så er vi endnu ikke nået frem, jfr. Gal.
3:3. Og på den vandring vi har foran os, advarer Gud os gang på gang mod de
mange farer og fjender, som forsøger at lokke os væk fra Ham, som er Vejen,
Sandheden og Livet. Vi skal læse, hvad Paulus skriver om dette:
”Så giv da agt på jer selv og på hele den hjord, i hvilken
Helligånden satte jer som tilsynsmænd, for at I skal vogte Guds kirke, som han
købte med sit eget blod. Jeg ved, at efter min bortgang skal der iblandt jer
komme glubske ulve, som ikke vil spare hjorden. Og af jeres egen midte skal der
fremstå mænd, som fører falsk tale for at drage disciplene efter sig. Vær
derfor årvågne... (Ap.g.20:28-31).
Hvorfor
blev denne alvorlige advarsel skrevet, hvis det var umuligt, at kristne kan
falde fra troen og på den måde miste det evige liv? Hvorfor advarer Paulus de kristne mod
’glubske ulve, som ikke vil spare hjorden og om ’mænd, som fører falske tale for
at drage disciplene efter sig’ - hvis det ikke netop betyder, at der er en stor
fare for, at det vil ske og dermed mister frelsen såvel som det evige liv. Det
er netop derfor, at bibelen så mange gange formaner os om at ’give agt’ og være
’årvågne’.
Ud fra
Israels historie giver hebræerbrevet med et eksempel på, hvordan jøderne, efter
at Gud havde frelst dem ud af Ægypten, alligevel faldt fra ham og mistede
frelsen, Hebr. 3:7-11. Der står, at eksemplet er skrevet som et advarende
belæring til os om, at vi på lignende måde kan miste frelsen,
Flere
lignende eksempler fra jødernes historie finder i 1. Kor. 10, hvor mange
forskellige typer af frafald bliver nævnt. Men det var for vores skyld, at
disse eksempler kom med i bibelen. For at vi kan lære af dem, så vi ikke går
fortabt. De blev til advarende eksempler for os, står der i både v. 6 og 11. Og
Rom. 15:4 fortsætter
”alt, hvad der forhen er skrevet, er jo skrevet, for at vi
kan lære deraf, så vi ved udholdenhed og ved den trøst, skrifterne giver, kan
bevare vort håb (frelse)”.
De
mange advarende eksempler er altså givet til os, for at vi på vores vandring
mod himlen skal undgå det, som jødernes vandring mod det forjættede land var et
billede på. Eksemplerne er netop taget med, for at advare de kristne om, at
enhver troende kristen på lignende måde kan falde fra på vandringen mod himlen.
Risikoen for et sådant frafald og den evige fortabelse fremgår klart af de
efterfølgende vers:
”Se til, brødre! At der aldrig i nogen af jer skal findes
et ondt, vantro hjerte, så han falder fra den levende Gud. Men forman hverandre
hver dag, så længe det hedder ’i dag’, for at ikke nogen af jer skal forhærdes
ved syndens bedrag. Thi vi har del i Kristus, såfremt vi holder den tillid, vi
havde i begyndelsen, urokkelig fast til det sidste”, Hebr. 312-14.
Læs
disse vers igen! Tilhængere af læren ’en gang frelst, altid frelst’ vil aldrig
høre denne alvorlige advarsel fra deres egne forkyndere. De bliver nemlig let og
elegant sprunget over, fordi de hverken stemmer med ens forudfattede meninger
eller passer ind i den bagvedliggende teologi. Hvordan nogen tør ignorerer
sådanne advarsler er uforståelig, for det betyder jo at de på denne måde
spiller hasard med deres egen og andres frelse.
Den
alvorlige formaning fra Israels historie i hebræerbrevet afsluttes med disse
alvorsord:
”Lad os derfor stræbe efter at gå ind til den hvile, for
at ingen skal falde fra som de og blive et lignende eksempel på ulydighed”,
Hebr. 4:11
Det er
moderne at påstå, at det evige liv nærmest automatisk kan erhverves. Du skal
bare tro, så vil Gud frelse dig, siges der overalt i den moderne forkyndelse.
Og det er da også en del af sandheden, men det er bare ikke hele sandheden.
Bibelen siger nemlig utvetydigt, at den enkelte også må omvende sig. Paulus
skriver eksempelvis, at Gud har udsendt ham med frelsens budskab
”for at åbne deres øjne, så de må omvende sig fra mørke til
lys, fra Satans magt til Gud, for at de kan få syndernes forladelse og
arvelod…”, Ap.g. 26:18
Allerede
her ser vi, at for at forblive (eller blive) frelst vi må være villige til at
omvende os. Med til omvendelse hører, at vi må angrer vore synder, bekender dem
for Gud og ønsker at leve et helligt liv. Det er på dette grundlag, at Peter
skriver:
”Men ligesom han, der kaldte jer, er hellig, således skal
også I være hellige i al jeres færd”, 1. Pet. 1:15.
At
omvende sig til Gud er ikke noget, der kun skete engang for måske mange år
siden. Og på samme måde betyder det at være frelst heller ikke, at det der
skete dengang, automatisk giver dig adgang til himlen. Hvis vi skal have et ret
og vedblivende fællesskab med Gud, så må vores frelse og indvielse til ham
stadig fornyes. I 1. John. 1:9 står der derfor:
”Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og
retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed”.
Vi ser
altså, at vor daglige bøn om tilgivelse er nødvendig. Bønnen er en beskrivelse
af, hvordan vi forholder os til synden, samtidigt med at den er nødvendig for
at vi må modtage Guds tilgivelse. Men ønsker vi den?
Menneskets
frie vilje bliver nemlig ikke sat ud af kraft, fordi Gud i sin store nåde har
frelst det fra syndens og Satans lænker. Bibelen advarer os bl.a. med disse
ord:
’hvorledes skal vi kunne undslippe, hvis vi ikke bryder os
om så stor en frelse’, Hebr. 2:3
Svaret
er, at det kan vi ikke! Hvis vi fravælger ham, hans nåde og tilgivelse, så kan
vi heller ikke blive frelst! Og det uanset hvor meget vi forsøger at bilde os
selv ind, at alt er i orden. Lyt til, hvad Guds ord også siger:
”Hans hus er vi, såfremt vi til det sidste holder
urokkelig fast ved vor frimodighed og vort håb, som vi priser os lykkelig
over”, Hebr. 3:6.
Såfremt
vi holder fast! Det er vigtige ord, som er blevet glemt af mange i den moderne
forkyndelse. I 1. Kor. 6:9-11 kan vi læse, hvor galt det kan gå. Teksten
handler om nogle kristne, som er begyndt godt på vejen. Deres synder er blevet
aftvættet; de er blevet retfærdiggjort og helliget ved Jesus Kristus og ved
Guds Ånd. Men på et tidspunkt har der været noget, der er gået galt! Måske har
de bare stolet på et lignende budskab som i dag om ’en gang frelst, altid
frelst’ – og har derfor ladet stå til? Måske har de troet, at uanset hvordan de
lever det kristne liv, så var frelsen garanteret? Men så var det, at Paulus
måtte formane dem, og advare dem mod ikke at fare vild og miste frelsen. Og han
skrev derfor til dem, og mindede dem om, at uretfærdige ikke skal arve Guds
rige. Det betyder kort og godt til dem, som levede på den måde, at de så ville
miste frelsen og gå fortabt.
Gang på
gang fastslår bibelen, at Gud har gjort frelsen betinget af det enkelte
menneskets reaktion på den:
-
om vi i det hele taget ønsker at blive i ham, også når det koster
noget at være en kristen;
-
om vi vil følge ham, når han beder os om at gå i hans fodspor, i
daglig overgivelse
-
og om vi ønsker at leve et helligt liv ved Åndens hjælp?
Der er en
(lang) vej at gå, inden vi er hjemme: Den kaldes den smalle vej, men til
gengæld kan vi være sikre på at komme frem til det himmelske mål, fordi Gud har
lovet at ville bevare os og holde os fast, til vi er helt fremme ved Guds evige
rige.
Hvis vi
et øjeblik forestillede os, at det ikke var muligt at falde fra troen, som
bekendere til ’en gang frelst, altid frelst’ læren hævder, så var der ingen
grund til bibelen advarer os så kraftigt mod, at det sker. Men sandheden er da
også, at advarslerne om at være agtpågivende overfor frafald såvel som enhver
falsk lære, i den grad hører med til den sunde lære. Ja, det vil være umuligt
at forkynde evangeliet uden også at advare mod dens efterligninger, også dem,
som er nævnt i denne artikel.
Bibelen
giver os utallige eksempler på, at kristne kan falde fra, og det derfor er
nødvendigt altid at være på vagt overfor synd, falsk lære og dæmoners
påvirkning. Jeg vil her nævne nogle enkelte:
-
Gal. 3:3-4 ”Er I da så uforstandige? I begyndte i Ånd (i
Kristus); vil I nu fuldende i kød (dvs. uden livet i Kristus). Har I da oplevet
så meget til ingen nytte?”
-
2. Kor. 6:1 ”Som medarbejdere formaner vi jer også til, at det
ikke må være forgæves, I har modtaget Guds nåde (dvs. frelsen)”.
-
Ӂnden siger med klare ord, at i de sidste tider skal nogle falde
fra troen, idet de lytter til forførende ånder og dæmoners lærdomme”, 1. Tim.
4:1
-
”Thi der kommer en tid, da de (troende) ikke vil finde sig i den
sunde lære, men for at leve efter deres egne lyster skaffe sig lærere i
hobetal, efter hvad der kildrer deres ører”, 2. Tim. 4:2.
I
modsætning til de moderne forkyndere så Paulus, at mennesker konkret faldt fra
nåden, led skibbrud på deres tro, forlod Gud, vendte sig fra Jesus for i stedet
at følge Satan, osv. For Paulus var det ikke et spørgsmål om, hvorvidt de har
været sande troende eller ej, som nogle mener. Det er simpelthen
skriftforfalskning at påstå, at alle disse aldrig har været frelst. Når nye
kristne lytter til sådanne skrift citerende falske hyrder og profeter, så er de
i stor fare for at miste fodfæste.
Når der undervises om tesen ’en
gang frelst, altid frelst’, så bliver konklusionen som vi allerede har set,
automatisk den at den kristne ikke kan falde fra, uanset hvor syndigt de måtte
leve. Det betyder ikke, at synden benægtes, men snarere at den i forhold til
frelsen ingen grund er til at bede om tilgivelse for den, eller anspore de
kristne til at leve helligt. Efter at Ray Comfort har talt om, at det er
umuligt for en kristen at falde fra, så siger han:
”Siger
jeg, at en ægte omvendt aldrig synder? Selvfølgelig ikke.. Enhver kristen har
en kamp med verden, kødet og djævelen. Og nogle gange falder han i synd”.[xix]
Der er altså enighed om, at også
kristne synder. Men forkyndelsen har en slagside, fordi man efterlades med et
indtryk af, at alt er i orden, samt at den enkelte ikke behøver at tænke så
meget på, hvordan de lever. Igen og igen lægges hovedvægten på garantien for,
at man ikke kan miste frelsen, som man først har modtaget den. Ray Comfort
siger det fx således:
”..
dette kommer til at lyde lidt radikal, men hvis nogen er virkelig frelst, han
vil aldrig falde fra”[xx].
Men hvad så med dem, som har
været kristne, men som tydeligt for alle ikke længere er det! Er deres frelse
også sikret? Da forkyndere af læren ’en gang frelst, altid frelst’ påstår, at
det er umuligt at falde fra – og de så alligevel gør det (!), så forklares
deres ’frafald’ på denne smarte måde: De har i virkeligheden aldrig været
kristne.
Ray Comfort hævder eksempelvis ud
fra lignelsen om sædemanden i Matt. 13, at enhver plante, som Jesus omtaler og
som spirer frem og vokser, og efterfølgende visner og dør, i virkeligheden
aldrig har haft livet i sig. Han påstår, at deres (kristne tro og) liv aldrig
har været ægte, men har kun bestået af en falsk tro. Han henviser derefter til
John MacArthur, som har sagt nøjagtig det samme. Kan denne udlægning være sand?
Hvis du spurgte en gartner, om han mener, ’at en plante dør fordi det aldrig
har været liv i det’, så ville han nok le af dig og undre sig over, at du kan
sige sådan noget sludder. Men det er hvad disse mennesker lærer.[xxi]
Og et andet sted siger han: ’Det,
som vi fejlagtig kalder tilbagefald, er det ikke. De, som synder og falder (fra troen), er nogle, som aldrig har været der (i den sande
tro) fra begyndelsen.’ Ja, falske forkyndere
kommer ofte ud i en masse sludder for at bortforklare det indlysende.
Tilhængerne af læren om ’en gang
frelst altid frelst’ siger vist nok aldrig direkte, at det ikke betyder så
meget, om man som kristen synder eller ikke. Men det er jo det, der menes, når
der gang på gang understreget, at synd aldrig kan bringe din frelse i fare. Og
resultatet er da også, at i kølvandet af, at læren udbredes, opstår der ofte
ligegyldighed overfor synd og syndsbekendelse, efterfølgelse og helligelse, og
er derfor med til at skabe åndelig lunkenhed og død. Deres efterhånden store
fællesskab med den såkaldte nyevangeliske bevægelse gør, som tidl. nævnt ikke
sagen bedre. Det er svært at afgøre, hvilke af de to bevægelser, som smitter
hinanden mest, men de nyevangeliske er nok de mest liberale og tillader mere
verdslighed. Men efterhånden blandes disse to bevægelser godt og grundigt
sammen, og derfor finder ofte, at calvinistiske og ’nyevangeliske’ holdninger
trives i hinandens selskab, og at forkyndere erklærer sig at være både det ene
og det andet[xxii].
Begge bevægelser
mener da også, at Gud pga. Jesu forsoning ikke længere ser deres synd, og kan
derfor i princippet risikofrit synde uden konsekvenser. Som følge deraf giver
det indirekte en autorisation til både verdslighed og liberalisme, hvor alt
åndeligt er ’lige godt’, og hvor synd og hellighed nærmest bliver ligeværdige
alternativer i menighederne. Hvorfor skulle en tilhænger anstrenge sig for at
adlyde evangeliet og gå i Jesu fodspor efter en sådan undervisning, eller angre
og bekende sine synder, eller bede om at leve et helligt liv, når han får at
vide, at det ingen betydning har for frelsen.
Velvidende, at der blandt disse
er mange nidkære kristne, som ikke kan drømme om personligt at tage det let med
synden, så er det et faktum, at læren indbyder tilhængerne til at gøre ’den
smalle vej’ til Himlen til en bred boulevard, som vil frelse de fleste, hvis
ikke alle. Der er efterhånden mange
fortalere for dette synspunkt. De henter bl.a. inspiration til denne tolkning
fra bibellærere og forkyndere som eksempelvis Charles Spurgeon, som var en
ivrig fortaler for Calvins lære[xxiii].
I sin prædiken ‘himlen og
helvede’[xxiv]
tager Spurgeon udgangspunkt i Matt. 7:13-14, hvor Jesus siger, at vejen til himlen
er smal, og der kun er få som går på den, mens vejen til helvede er bred, og
der er mange som går på den. Men i stedet for at advare mennesker mod den brede
vej, så går han i sin forkyndelse hurtigt over til, at sådan havde Jesus ikke
ment det:
”Jeg
må bekende! Jeg har ingen ønske om en meget ubetydelig himmel, og elsker at
læse i bibelen, at der er mange rum i min Faders hus.. Hvor ofte hører jeg
ikke, at mennesker siger: ’Åh! Snæver er porten og smal den vej som leder til
livet, og der er kun få som finder det. Der vil kun være få i himlen, for de
fleste vil gå fortabt’. Mine venner, jeg er uenig med jer. Tror du at Kristus
vil lade djævelen overvinde ham? At han vil lade djævelen få flere i helvede
end der vil være i himlen? Nej! Det er umuligt! For da ville Satan kunne le af
Kristus. Der vil være flere i himlen end der er bland de fortabte! Gud siger,
at ’et stort antal, som intet menneske kan tælle, vil blive frelst’. Men han
siger aldrig, at ’et stort antal, som intet menneske kan tælle, vil gå fortabt!’
Og det er gode nyheder for mig! Hvis der er så mange, som bliver frelst,
hvorfor skulle jeg så ikke blive frelst? Hvorfor skulle du ikke? Hvorfor skulle
mennesker derovre i mængden ikke kunne sige: ’Er jeg ikke en af de mange, som
vil blive frelst?’..”
Hvem ville ikke ønske, at alle
mennesker blev frelst? Eller i det mindste ’de fleste’? Vi ved, at Gud gør det!
Det var derfor Jesus døde! Hvorfor bliver alle så ikke frelst? Fordi mennesker
ikke bliver frelst ved hverken ønsketænkning eller forudbestemmelse, men om vi
af egen fri vilje vælger ham eller ej. Derfor er det farligt at tage
udgangspunkt i en lære, som ikke findes i bibelen, men måske nok passer godt
med ens egne forudfattede og logiske meninger. Bibelens omtale af, at et stort
antal mennesker kommer i himlen, eller dens henvisning til, at dér er der
’mange rum’, tilsidesætter jo på ingen måde ikke Jesu udsagn om, at der kun er
få som går på den vej, som fører til livet, mens der er mange som går på den
vej, som fører til helvede. Hvilken myndighed har han – og alle andre, som
hævder det samme som ham– til at gøre den smalle vej til en bred vej, og til at
hævde, at bibelens omtale af, at der kun er få (i forhold til de mange) ikke
gælder. Og endelig manipulerer han med Gud ord, når han i sin udlægning af,
hvor mange der bliver frelst ikke tager højde for, at det ikke er antallet af
frelste, som afgør om ’jeg’ bliver frelst, men om jeg har taget imod Jesus
Kristus som min frelser.
Paulus beskriver nogle, som
tilsyneladende er kristne ledere, men i virkeligheden er de ”falske apostle,
svigagtige arbejdere, der giver sig skin af at være Kristi apostle”. Og Paulus
fortsætter med at sige, at dette ikke er mærkeligt, for Satan giver sig jo også
skin for at være en lysets engel, 2. Kor. 11:13-15. Det kan være svært at
afsløre alle de mange falske lærdomme, som tilsyneladende kommer fra Gud, men
som i virkeligheden stammer fra løgnens fader, djævelen. For de hellige gælder
det derfor om hele tiden at være på vagt, så de i alt må være agtpågivende
overfor Guds Ord, og har et lydhørt øre overfor Helligåndens vejledning. Det
alvorlige er, at når mennesker lytter til en falsk forkyndelse som den, der er
beskrevet i denne artikel, så får de let en forkert forståelse og overbevisning
om, at de er frelst og dermed adgang til Himlen, når de skal herfra, også
selvom det ikke er sikkert, at det er tilfældet.
Hvis det er dig, der tror, at det
hele nok skal gå, og måske derfor heller ikke interessere i at undersøge sagen
nærmere, så vil jeg sige følgende til dig (med en lille omskrivning):
”Jeg
formaner dig til at holde øje med dem, som volder splittelserne og føre
mennesker til fald ved at afvige fra den lære, du modtog; hold dig borte fra
dem”, Rom. 16:17
Må Gud velsigne
dig, så du ikke tager fejl af målet, og kan undfly enhver falsk lære.
Hvis denne side ikke er fundet via forsiden, så klik venligst her for at få adgang til flere artikler
[iii] Se gennemgangen af læren på: http://logosresourcepages.org/Positions/timothy_2.htm
[vi] Guilaume Farel (1489-1565), en reformationsleder, som Calvin samarbejdede meget med i Schweiz
[x] Charles Spurgeon (1834-1892) var baptistpræst, men var en ivrig forsvarer og fortaler for calvinismens lære, som han mente var Guds åbenbarede sandhed. Se fx http://www.spurgeon.org/calvinis.htm
[xi] Arthur Pink (1886-1952), kendt bibellærer indenfor calvinismen, som har uddybet teologien. http://www.pbministries.org/books/pink/pinks_archive.htm
[xxiv] Hele prædiken kan læses på: http://www.biblebb.com/files/spurgeon/heavhell.htm