Opstandelsen fra de døde og evigt liv

Af diakon Eskild Skov Særkjær

 

I denne gennemgang skal vi se lidt på det, der står i bibelen om opstandelsen fra de døde, og på det evige liv, der venter os, som tror på Jesus Kristus og hans frelsesværk. Vi begynder med at læse følgende par vers fra Hebræerbrevet, hvor vort håb beskrives således:

      “Dét har vi som et sjælens anker, der både ligger sikkert og fast og når ind bag forhænget; hvor Jesus gik ind som forløber for os, idet han blev ypperstepræst på Melkisedeks vis evindelig”, Hebr. 6:19-20.  

 

Som teksten siger, er vort håb funderet på noget, der ligger fast inde bag forhænget, dvs. hos Gud. Og når der står, at det både ligger sikkert og fast som et anker dér, betyder det, at selvom vi ikke kan se det - det ligger jo bag forhænget - så er der intet på jorden, der kan få ankeret til at flytte sig. Vort håb om et evigt liv ligger altså fast hos Gud. Han er vor garant, og i versene forud står der da også, at hans beslutning derom er urokkelig. Dernæst tilføjer hebræerbrevets forfatter, som vi læste, at Jesus gik ind som en forløber for os. Det er det samme, Jesus underviste sine disciple om, da han sagde:

      “Tro på Gud og tro på mig. I min Faders hus er der mange boliger. Hvis ikke, havde jeg sagt jer det; thi jeg går bort for at gøre en plads rede for jer. Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at hvor jeg er, dér skal også I være”, John. 14:1-3. 

 

Af det, Jesus siger, forstår vi, at når alt er gjort klar til vores ankomst, så vil han komme igen for at hente os, for at vi skal være dér, hvor han er. Da vil der ske det, Paulus taler om, når han siger:

      “Så sandt vi tror, at Jesus er død og opstanden, skal også Gud ved Jesus føre de hensovede frem sammen med ham.., derefter skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykket tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften; og så skal vi altid være sammen med Herren”, 1. Tess. 4:14. 17..

 

Som vi kan se, så henviser dét, at vi altid skal være sammen med Herren, til evigheden hos ham. Men før vi ser nærmere på, hvad dét vil sige, så skal vi et øjeblik se på nogle bibelske tekster, hvori det forklares, hvad der menes med, at vi skal opstå med vore legemer. I dag er der mange, desværre også mange teologer, der mener, at der slet ikke vil komme nogen fysisk opstandelse, og derfor opstod Jesus efter deres mening heller ikke fysisk fra de døde. De afdødes legemer bliver med andre ord i graven for altid. En, som kalder sig kristen, har for nylig forklaret det på denne måde:

      “Når evangelisterne taler om opstandelse, så har vi mennesker i dag svært ved at forstå, hvad de mener. Vi har en anden erfaringsverden, som vi tolker Bibelen ud fra. Vi ved, at en fysisk opstandelse ikke er mulig..”.

 

En nylig undersøgelse i Danmark viste, at det kun er 11% af dem, der kalder sig kristne, der tror på en bogstavelig legemlig opstandelse fra de døde. 'Det er egentlig også ligegyldigt, hvad vi tror', siger den tidligere biskop over Fyns stift, Kresten Drejergaard, for ifølge ham er det helt uden betydning - og han bruger derefter Jesu opstandelse som eksempel og siger:

      “Det er ørkesløst at diskutere, om Jesu opstandelse engang i fortiden har fundet sted som en fysisk, legemlig, åndelig, symbolsk eller fiktiv begivenhed. Hvis det bliver påske, er det en begivenhed, der finder sted, hvor vi er. Ellers finder den ikke sted”.

 

Som jeg tolker det, han siger, så mener han, at dét, vi måtte mene om Jesu opstandelse, ikke har nogen reel betydning for den kristne tro i dag - for det vigtigste er, at vi oplever ham som den levende i vor midte. Men hvordan kan vi opleve den sande Jesus som den levende i vor midte, hvis han ikke er opstået legemligt, som han har sagt det? Det kan vi selvfølgelig ikke! Derfor taler den tidligere biskop, og mange andre med ham, om 'en anden Jesus' end ham, der er opstået fra de døde som en førstegrøde af de hensovede. Når vi læser, hvad der står i bibelen om Jesu opstandelse fra de døde, er der ingen tvivl om, at den siger, at han opstod med det samme legeme, som han havde i sit jordeliv. De bibelske vidner fortæller da også, at Jesu legeme ikke længere var i graven, samt, at hans disciple gentagne gange så den opstandne som den, de kendte fra tiden, før han døde - og de rørte ved hans naglemærker og såret i hans side.

 

Dertil kommer, at han ved flere lejligheder spiste sammen med dem, og beviste ved dette, at det ikke var en ånd, de så, men at han virkelig opstod fra de døde med sit eget fysiske legeme. Dette er en understregning af, at Jesu opstandelse ikke på nogen måde kan forstås som en åndelig, symbolsk eller fiktiv begivenhed, som mange tror i dag.

 

Jesus opstod altså med det samme legeme, som han havde i sit jordeliv! Og dog var det anderledes. Han opstod med et forvandlet og udødeligt legeme - og således skal vi se ham i himlen. Vi læser, at han efter sin opstandelse kunne færdes i andre dimensioner, og fra den fysiske verden fx træde ind i den åndelige og tilbage igen, uden at være begrænset af tid, rum og stof. Således kunne han fx gå ud af graven, selvom stenen stadig var forseglet foran indgangen til den, og senere gå gennem lukkede døre.

 

I evangelierne læser vi desuden om, at Maria, der på et tidspunkt ude ved graven finder ud af, at hun taler med den opstandne Jesus og vil række ud for at røre ved ham, hører, at Jesus siger til hende: ‘Rør ikke ved mig, jeg er jo endnu ikke faret op til min Fader’. Men senere samme dag opfordrede han sine disciple til netop at røre ved ham. Hvad var der sket i mellemtiden? Jeg vil ikke her forsøge at udlægge den åndelige betydning af det, der skete, men kun pege på, at i løbet af dagen var Jesus taget op til sin Himmelske Fader i sit opstandelseslegeme, for senere samme dag at vende tilbage igen. Det betyder, at uanset hvor langt der er til Himlen - det kan jo være millioner af lysår væk - så viser det, at hans forvandlede og overnaturlige legeme ikke er længere begrænset af det jordiske stof.

 

Og således skal også vore legemer på samme måde være forvandlet ved opstandelsen fra de døde. Det er det, Paulus taler om, når han skriver, at

      “. er vi sammenvoksede med ham (Jesus) ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans”, Rom. 6:5.

 

Johannes taler om det samme, når han skriver:

      “I elskede, nu er vi Guds børn, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi engang skal blive Men vi ved, at når Han åbenbares, skal vi blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er”, 1. John. 3:2.

 

Den kristne tro, håb og vished er, som vi ved, bygget op på det, Gud har åbenbaret os i sit ord og i vore hjerter. Vi tror derfor, at så sandt vi har taget imod Jesus, død for vore synder, så tilhører vi Gud, og når vi dør, skal vi opstå igen, som Jesus opstod fra de døde. Hvis dette ikke var sandt, så ‘er vort budskab jo tomt, og jeres tro er også tom’, skriver Paulus og fortsætter:

      “Hvis Kristus ikke er opstået, så er jeres tro forgæves; så er I endnu stadig i jeres synder, så er altså også de, der er hensovet i Kristus, gået fortabt”, 1. Kor. 15:17-18.

 

Tænk, hvis det var således! Det er det, Paulus har i tankerne, når han fortsætter og skriver, at hvis Jesus ikke var opstået, så skal 'vi heller ikke opstå', og vort håb om opstandelsen ville så ikke være andet end en tom illusion. Men vi ved, at vort håb er et levende håb, og at det derfor er sandt, når Paulus lige efter understeger, at Kristus 'ER opstået fra de døde som en førstegrøde af de hensovede’, v. 20.

 

I denne tro ved vi derfor også, at vi ligesom ham skal opstå med vore fysiske legemer, som da vil være forvandlet til at være himmelske, ukrænkelige og udødelige. Peter taler om det samme, når han skriver dette i sit første brev:

      “Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforkrænkelig og ubesmittelig og uvisnelig arv, gemt i Himlene til jer, som i Guds kraft bliver bevaret ved tro til en frelse, der er beredt til at åbenbares i den sidste tid’, 1. Pet. 1:3-5.

 

Dette er vort håb, og vi ved, at dét er sandt, fordi Gud har sagt det i sit ord, som er oplyst af hans Hellige Ånd. Efter opstandelsen fra de døde har vi et evigt liv hos Gud, og vi kan slet ikke fatte den herlighed, der til vores store glæde venter os dér. Vi skal nu se lidt på, hvad der står i bibelen om denne herlighed. Faktisk står der ret meget - og det vil jeg nu, som jeg forstår det, sammen med nogle få andre vidnesbyrd forsøge at samle til én beretning, som om vi allerede var kommet dertil: 

 

Det første, vi ser i Himlen, er Gud Fader, der sidde på tronen, som det er beskrevet i Åb. 4, og foran tronen står Jesus som det evige Guds lam, ligesom slagtet, som der står i Åb. 5. Og mens vi betragter Lammet, viser han os vor tjeneste for ham, og vi forstår, at vi nu står foran Kristi domstol, hvor alt vil blive dømt og belønnet. Et eksempel på en sådan belønning har vi i Matt. 10:42, hvor Jesus siger;

      "Den, som giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi han er en discipel, sandelig siger jeg jer: han skal ikke gå glip af sin løn", jfr. 1. Kor. 3:12-15.

 

Måske synes vi ikke, at vi har gjort meget, men Jesus har lagt mærke til selv det mindste, og det vil vi blive belønnet for. Og på den dag, hvor vi når frem til opstandelsen fra de døde, vil han sige:

      "Kom hid, min Faders velsignede! Arv det rige, som har været jer beredt fra verdens grundvold blev lagt. Thi jeg var sulten, og I gav mig at spise; jeg var tørstig, og I gav mig at drikke; jeg var fremmed, og I tog jer af mig; jeg var nøgen, og I gav mig klæder; jeg var syg, og I så til mig; jeg var i fængsel, og I besøgte mig", Matt. 25:33-36.

 

Mens vi står der foran ham, ser vi hans herlighed og kærlighed, som vi næsten ikke kan løsrive os fra. Vi sætter os ved hans fødder, og hører ham undervise os om alt det, der hører Guds rige til, og for alvor vil vi sammen med alle de hellige fatte

      “hvor stor bredden og længden og højden og dybden er (at..) kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så at (I/vi ved den) kan fyldes med hele Guds fylde”, Ef. 3:18-19.

 

Det er så vidunderligt at høre ham udlægge skrifterne for os, at vi kun kan prise og tilbede ham, der sidder på tronen, og Lammet, og kan kun glæde os over, at vi har hele evigheden til at forstå alt det, han fortæller os, og som han har beredt til os. Noget af det første, vi hører, forstår og ser, er dét, han også har sagt til os i sit ord, og som fx er omtalt i Åb. 21, hvor der står:

       “Jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Se, nu er Guds bolig hos menneskene, og han skal bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud selv skal være hos dem, og han skal tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere; thi det, som var før, ER NU forsvundet”, v. 3-4.

 

Samtidig med, at vi hører dette, lægger vi mærke til de mange engle, der står omkring tronen, og som vi ser overalt. Bibelen fortæller, at deres tal er ‘titusinde titusinder, og tusinde tusinder’ (= flere 100 millioner, men her i betydningen utallige') Overalt hører vi dem lovprise Jesus for hans frelsesværk, idet de siger:

      “Værdig er Lammet, det slagtede, til at få kraft og rigdom og visdom og styrke og pris og ære og lov”, Åb. 5:12.

 

Sammen med dem lovpriser vi også Gud, og vi synger med på Moses' og Lammets sang, der begge handler om udfrielse. I disse er det beskrevet, at værket er fuldendt, og med glæde og tak ser vi tilbage på Jesu fuldbragte frelsesværk - og vi fryder os over igen og igen at prise ham for det, han har gjort for os.   

 

Lige efter dette ser vi et bord, dækket og pyntet som til et bryllup - og vi hører en mangfoldig himmelsk hærskarer af engle give Lammet ære, og vi hører dem sige:

      "Lad os glæde og fryde os og give Gud ære; thi Lammets bryllupsdag er kommet, og hans brud har gjort sig rede", Åb. 19:7.

 

Straks efter sker der det, at der bliver givet bruden, der jo billedlig set er os

      ".. en skinnende ren lindedklædning at iføre sig; thi linnedklædningen er de helliges retfærdige gerninger..”, Åb. 19:8.

 

Disse retfærdige gerninger, der nævnes her, er hverken vore gode gerninger, eller lønnen derfor - men henviser til Jesu retfærdighed, dvs. til alt det, han har gjort for os, og som vi har taget imod i tro, mens vi var på jorden. Da vil vi igen prise Gud og bryde ud i lovprisning, som der står skrevet hos Esajas:

      "Jeg vil glæde mig højlig i Herren, min sjæl skal juble i min Gud; thi HAN klædte mig i frelsens klæder, hylled mig i retfærds kappe, som en brudgom, der binder sit hovedbind, som bruden, der fæster sine smykker", Es. 61:10.

 

Når bibelen taler om Jesus som brudgommen, og menigheden, de enkelte kristne som hans brud, og om det himmelske bryllup, er det et billede på den herlige og evige forening og samvær med deres Frelser, som har løskøbt dem. Og bryllupsmåltidet skal efter min vurdering forstås som et konkret og herligt (evigt) fællesskabsmåltid. Mange kristne forstår ikke, at vi som opstandne skal spise sammen med Jesus, for 'er det ikke lidt jordisk at tænke således'? Men bibelen siger det jo. Som allerede nævnt spiste Jesus jo gentagne gange sammen med sine disciple, efter at han var opstået fra de døde (Apg 10:41), og bibelen lægger da heller ikke skjul på, at det samme skal vi, når vi engang er opstået fra de døde. Det sker fx med den bibelske henvisning til bryllupsmåltid (uden mad?), og når Jesus i forbindelse med påskemåltidet lige før sin lidelse og død siger, at

      “fra nu af skal jeg ikke mere drikke af denne vintræets frugt før den dag, da jeg skal drikke den ny sammen med jer i min Faders rige”, Matt. 26:29.

 

Det, Jesus siger her, henviser dog sandsynligvis til den dag, hvor hele Israel senere bliver frelst og kommer ind i Guds rige. Det er denne dag (tid), Jesus henviser til, når han siger:

      “Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget”, Matt. 8:11.

 

Også her taler Jesus først og fremmest til det jødiske folk, men gælder underforstået alle dem, der ud over hele jorden har modtaget Jesus Kristus som deres frelser.

 

Før vi sammen med alle de hellige kan sætte os til bords i det himmelske, skal vi lidt tilbage i tiden - lige bortset fra, at evigheden ikke kan opdeles i tid. For når vi kommer frem, da ser vi engle gøre sig klar til vise os de himmelske boliger, som Jesus har talt om. Hvad menes der mon med det, han sagde om disse boliger? Jeg tror, at det betyder dét, der ligger lige for, nemlig, at vi skal have hver vores bolig i det nye Jerusalem. En dr. Jaerock Lee, der i et syn har set himlen, og som efterfølgende har beskrevet, hvad han så deroppe, bl.a. dette om de himmelske boliger, fortæller:

      "Jeg så, at.. i byen (det) Ny Jerusalem er de himmelske huse ved at blive bygget.. De bliver bygget af engle og ærkeengle i overensstemmelse med deres (nye) ejeres smag, og Herren holder opsyn. Dette er et af de privilegier, som de mennesker, der kommer til (det) Ny Jerusalem, kan nyde..", 'Himlen ll'.

 

Jeg tror, at det, der her er sagt, stemmer godt med det, der venter os i de himmelske boliger, som Jesus er ved at berede til os. Han har jo skabt os med et ønske om altid at være sammen med vor frelser, og på samme tid være sammen med vores slægt og familie, og sådan tror jeg også, at det er i evigheden. Gud har jo skabt mennesket med familiebånd, og omgivet af venner, og så vidt jeg kan se, vil disse bånd på en måde også bestå i evigheden - og som vi er knyttet sammen her på jorden, vil vi også være det i det himmelske.

 

Fx står der flere gange i GT, at den afdøde blev begravet og 'samlet til sin slægt'. At der ikke tænkes på at blive forenet i et fælles familiegravsted, er indlysende, fordi det nogle steder fremgår, at den afdøde slet ikke blev begravet på det samme sted som den slægt, som de skulle samles til. Det kan kun betyde, at når de troende dør, vil Gud hente deres sjæle hjem til sig i Himlen, hvorfra de venter på den endelige opstandelse - der som bekendt sker den dag, hvor Menneskesønnen kalder deres legemer ud fra gravene, for at de med ånd, sjæl og legeme skal være sammen med ham i de himmelske boliger, jfr. John. 5:28-29. Hvornår det sker, ved vi ikke, men der er noget, vi ved, nemlig, at så snart de himmelske boliger er gjort klar, vil Jesus komme for at hente os hjem til sig.

 

Hvad skal vi lave i evigheden, har jeg hørt mange sige. Engang hørte jeg endda en sige, at 'der nok bliver ret kedeligt i himlen, når alt det, som vi glæder os over hernede, ikke er der mere’. Det er dog helt misforstået. Kan man fx forestille sig, at Gud skulle gøre evigheden dårligere end det, han har skabt her på jorden? Eller at menneskene ikke længere skal bruge deres hjerner til at udforske alt det i det himmelske, som vi er skabt til at gøre på jorden? Jeg kan ikke! Jeg tror, at der vil være noget for enhver smag, ligesom det er på jorden, bare endnu herligere - og således, at fx alle 'med grønne fingre', som naturelskere og læseheste til fulde kan få alle deres behov dækket.

 

'Sagde du bøger? Kan det virkelig passe, at der er bøger i Himlen?' Ja, hvorfor ikke? Det er der da også flere, der har beskrevet, efter at de ved forskellige lejligheder har fået et syn af det himmelske - og herunder også den føromtalte forfatter. Nogle har endda set hele biblioteker dér, og det kan jeg også sagtens forestille mig, at der er. Bibelen nævner da også flere slags bøger i Himlen, omend af en anden slags end dem, vi kender fra jorden. Johannes beskriver fx, at ‘bøger blev åbnet, og endnu en bog blev åbnet: livets bog’, Åb. 20:12.

 

Den sidstnævnte bog bliver også omtalt som ‘det slagtede lams bog’. I denne bog står der meget mere end vore navne. Jeg tror, at den desuden også fortæller os om alt det, der står i bibelen, og giver os svar på de tusinder af spørgsmål, som vi ikke har kunnet forstå under vort jordeliv. Det er muligt, at denne bog er inddelt i mange bøger ligesom bibelen, som kaldes bøgernes bog - og beregnet til, at vi kan læse i disse gennem evigheden, og bliver dog alligevel aldrig færdige med dem.  

 

Vi bliver heller aldrig færdige med at udforske alt det andet, der kun ganske kort er berørt i bibelen, og som vil være meget herligere end noget, vi kan forestille os, før vi er der. Alt dette herlige kan vi forresten udforske i al evighed, når vi ønsker det, for vi bliver aldrig trætte, eller har brug for at sove. Desuden bliver der aldrig mørkt, og med en lille omskrivning af Jesu ord i bibelen, hører vi nu vor Herre og frelser sige dette til os:

      “Der skal ingen nat være mere, og vi trænger ikke til lys fra lampe eller lys fra sol, thi Gud Herren skal lyse over os.. Disse ord er troværdige og sande”, Åb. 22:5-6.

 

Det er dette lys, der oplyser byen, og overalt, hvor lysets stråler rammer, brydes det i mange farver, ligesom lyset, der brydes i den regnbue over Guds trone, som Johannes har beskrevet det for os. I dette lys ser vi nu ud over byen, og som der står i bibelen, hører vi, at dens bredde, længde og højde er ens, nemlig 12.000 stadier, og det svarer til 2.400 km. på hvert led, hvis der altså er tale om jordiske mål. Byen er altså en kæmpestor by, men den har en herlighed over sig, så den kan slet ikke sammenlignes med en jordisk by.

 

Vi har ikke ord for dét, vi ser, og derfor har Gud også forud 'kun' fortalt os om det i billeder, som vi kan forstå. Som fx, når han ifølge Åb. 21:11 fortæller, at det nye Jerusalem funkler som ‘den dyreste ædelsten’, og dens gader 'ligner rent guld'. Og så ser vi det samme, som Johannes også har beskrevet, nemlig ‘en flod af livets vand, klart som krystal’. Han fortæller videre:  

      “Fra Guds og Lammets trone vælder den ud midt i stadens (hoved)gade. På begge sider af floden vokser livets træ, som bærer frugt tolv gange; hver måned giver det sin frugt; og bladene fra træerne er til lægedom for folkene”, Åb. 22:1-2.

 

Denne flod og dens mange forgreninger vander alt i det nye Jerusalem, som fx træer, buske, blomster, fugle og dyr, og det er ubeskriveligt dejligt at drikke. På samme måde er frugten på livets træ, som vokser på begge sider af floden, ubeskrivelig dejlig at spise. Den føromtalte forfatter, der fortæller om det, han har set i Himlen, beskriver det på denne måde:

      "På begge sider af den gyldne vej er der blomster i mange farver og størrelser, som byder os velkommen, og hilser os med deres duft. Bag dem er der gyldne områder med mange slags træer, og haven er meget smuk. Blomster i alle regnbuens farver.. afgiver en enestående duft... På træerne hænger der mange lækre frugter mellem de skinnende grene og blade.. (Disse frugter).. er så lækre, at hele kroppen bliver fyldt med energi og velbehag".

 

Så ser vi noget andet, som er ubegribeligt fra et jordisk perspektiv. Hvordan skal vi forstå det, Johannes har beskrevet således om os, og om Lammet:

      “De har tvættet deres klæder og gjorde dem hvide i Lammets blod. Derfor står de nu foran tronen og tjener ham dag og nat i hans tempel; og han, som sidder på tronen skal opslå sit telt over dem. De skal ikke sulte mere og ikke tørste mere, ikke heller skal sol eller nogen hede stikke dem. Thi Lammet, som står midt for tronen, skal være deres hyrde og lede dem til livets vand; og Gud skal tørre hver tåre af deres øjne”, Åb. 7:14b-17.

 

Hvordan kan vi stå foran Gud og Lammet, som står midt for tronen, og på samme tid vandre rundt med ham i det himmelske? Som jeg nævnte det tidligere, er der ingen tid i Himlen, og derfor er det hele skrevet i nutid - som om, at det sker på 'samme tid', og så vidt jeg kan se, må versene henvise til, at det ene følger det andet.

 

Meget af det, der siges om det himmelske, kan vi som allerede nævnt ikke forstå, før vi kommer dertil. Det gælder fx, når der i citatet står, at livets vand vælder ud fra Guds og Lammets trone, samtidig med, at han som vor hyrde vil lede os til det. Nej, fra et jordisk perspektiv forstår vi det ikke, men når vi er der, afdækkes alle hemmeligheder - som der står skrevet:

      “Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opkommet i noget menneskes hjerte (det har) Gud.. beredt for dem, der elsker ham”, 1. Kor. 2:9.

 

I det nye Jerusalem ser vi også glarhavet, eller glashavet, som det er oversat til i de nyere bibler. Hvad er det for noget? Først og fremmest er det et hav! - men det betyder selvfølgelig ikke, at det er lavet af glas, men det er vistnok en henvisning til havets udseende, som er ren og klar - ‘ligesom krystal’, som der står i bibelen. Det er altså på en måde ligesom havet på jorden, bare endnu mere herligt - og Joni, som brækkede nakken i sin ungdom og som siden har siddet i kørestol, skriver i en af sine bøger, at hun glæder sig til at springe i dette himmelske hav, når hun i opstandelsen igen har fået sin fulde førlighed tilbage.

 

Det, der her er sagt, er kun en lille del af alt det herlige, som Gud har beredt for os i sit rige. Men vi må også lige se lidt på byens herlige mure og porte. Byens størrelse gør dog, at skulle vi gå gennem byen, ville turen være fuldstændig uoverkommelig. Men med vore opstandelseslegemer kan vi, ligesom Jesus, på et øjeblik være der, hvor vi gerne vil være. Et af disse steder er netop den prægtige og imponerende bymur, der ifølge Åb. 19 bl.a. består af røde og grønne jaspisstene. Desuden ser vi, at selve muren er bygget op på tolv grundstene, som funkler af ‘alle slags prægtige ædelstene’, og at Lammets tolv apostles navne står skrevet på dem.

 

Et andet sted, vi har glædet os til at se, er byens i alt tolv prægtige porte. Som Johannes har beskrevet det, består hver af disse porte af én stor perle; og ved portene står tolv engle; og over portene står ‘navnene på Israels børns tolv stammer’. Jeg tror, vi kan andet end at tale sammen om det, vi ser, og om betydningen af navnene på byens grundstene og over dens tolv porte - men vi forstår, at det sikkert har et sammenhæng med det vers i bibelen, hvori der står, at vores adgang til Faderen er opbygget ‘på apostlenes og profeternes grundvold med Jesus Kristus selv som hovedsten’, Ef. 2:18-20. Måske skal det nye Jerusalems mure og porte således i al evighed være et evigt vidnesbyrd om Jesu Kristi frelsesværk, som Gud har beredt til os, før verden blev til? Det vil der være rig lejlighed til at spørge Jesus om, enten når vi sidder og lytter til, at han udlægger evangeliet og Guds riges hemmeligheder for os, eller når vi går rundt sammen med ham i det himmelske, som hans disciple gjorde det på jorden.

 

Vi har nu set på lidt af det underfulde og herlige, som vi får lov til at se i det himmelske Jerusalem, og som apostelen Johannes har set komme 'ned fra Himmelen fra Gud, rede som en brud, smykket for sin brudgom', Åb. 21:2. Hvordan forstår vi det, der siges her? Det betyder vistnok, at vi i al evighed skal bo i det himmelske Jerusalem, mens vi på samme tid vil være på den nye jord, så snart vi går ud gennem byens porte. På den måde opfyldes skriftens ord om, at vort borgersamfund er i Himlen, samtidig med, at vi har fået løftet om, at vi 'skal arve jorden", Matt. 5:5.

 

Det, vi vil få som arvelod, vil simpelthen være ‘såre godt’, på en måde ligesom dengang før syndefaldet, da Gud satte mennesket i Edens have. Hvordan var den? Jeg tror, at menneskers mest pragtfulde parker med deres maleriske landskaber, deres krystalklare søer og floder og flydende strømme, deres skovbevoksede partier, de velduftende og mangeartede blomster, de jublende fugle og alle slags dyr, kan give os et billede af, hvordan det var i Eden, og hvordan det må være i Guds Paradis.

 

Vi kan vel ikke forestille os, at der skulle være ringere der, hvor Gud er og bor, og på den nye jord, end alt det skønne og herlige, som vi kan fryde og glæde os over på den nuværende jord, og som er skabt ved Kristus og til Kristus? Det kan vi ikke! Vor kærlighed til blomster, dyr, fugle og træer, bjerge, dale, søer og floder er da heller ikke kun noget, Gud har ønsket at opmuntre os med på vor pilgrimsrejse mod Himlen, men det er noget, han har lagt ned i vore hjerter som et billede af den uforgængelige og ubegrænsede virkelighed i Guds paradis i Himlen.

 

De skønneste steder, mennesker har set her på jorden, bliver ofte kaldt for Paradis. Sådanne steder er da også billeder af det, der venter os i Himlen, og på den nye jord. Den herlige have, som blev kaldt Edens have er da også en genspejling af Guds Paradis. Begge ord, som er af persisk oprindelse, betyder forresten også helt det samme, og kan oversættes til at være 'en stor park/have med en ubeskrivelig skønhed'. Mange har da også gennem tiden gjort Edens have til at være synonym med Paradis. Det sker fx i den græske oversættelse af GT. Og det gør mange salmedigtere også. Her kan vi fx bare tænke på salmen: 'I østen stiger solen op', hvor der i vers 2 beskrives, at solen, altså den himmelske sol, 'kommer fra den favre kyst, hvor Paradiset lå', for så i det næste vers at tilføje, at den sender os en hilsen 'fra Edens morgenrød'.

 

I den forbindelse lægger vi også mærke til, at meget af det, der er omtalt i 1. Mos. 2 fra Edens have, også er omtalt i beskrivelsen af det himmelske Jerusalem. Her vil jeg blot nævne livets træ, som var i Edens have, der som beskrevet også er tilstede i det kommende Paradis.

 

Som vi har set, er beskrivelsen af Eden et billede på det kommende Paradis, og henviser på samme tid både til ‘det himmelske Jerusalem', og til den nye jord; en jord, der vil ligne det, der var engang, men som dog er ubeskrivelig meget herligere. Når vi snart er kommet dertil, kan vi kun glæde os over, at vi har hele evigheden til at udforske alt det vidunderlige, som Gud har beredt til dem, der elsker ham - og fra Jesus selv skal vi høre om alt det fra skriften, der handler om ham og om Guds riges herlighed. Vi kan kun tilbede ham og prise ham for, at han har ført os ud af mørket og over til sit underfulde lys, og som forud har fortalt os om alt det herlige evige liv, som vi kan læse om i hans ord - han, som har vidnet om det til os ved sin apostel Johannes og sagt:

      “Disse ord er troværdige og sande.. De er opfyldt. Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden. Den der tørster, vil jeg give af kilden med livets vand uforskyldt. Den, der sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans (og hendes) Gud, og han (og hun) skal være min søn (og datter)”, Åb. 21:5-7.

 

Amen