Ray Comfort

Forkynder Ray Comfort det sande evangelium?

Af Eskild Skov Særkjær

Ray Comfort (RC) er fra New Zealand. Han er en god taler som benytter sig af rammende fortællinger, krydret med en humor, som gør at forsamlingen opløftes, mens han underviser om, hvordan man skal evangelisere ved hjælp af loven og hvordan man ved tro kan blive ’en gang frelst – altid frelst. Igen og igen understreger han vigtigheden af at bruge loven for at domfælde den ugudeliges synder så han kan angre og blive sand omvendt. Hvis der ikke undervises i loven vil det være umuligt for synderen at angre på den rette måde og kan derfor ikke blive frelst uden denne forkyndelse. Han benytter samme den samme undervisning om loven overfor alle, uanset hvem der tales til. For nylig var der en, som var kommet i tvivl om hans læres sandhed og spurgte:

”Ray Comforts tjeneste har hjulpet mig i mit vidnesbyrd og forståelse af at angre ved at bruge loven i evangeliseringen. Men jeg er bekymret! På den ene side synes han meget hengivet til at prædike det sande evangelium og nå så mange sjæle som han kan. På den anden side synes han at være meget økumenisk”.

Er der noget galt? Ray Comfort (RC) ønsker jo tydeligvis at prædike det sande evangelium. Betyder det så ikke, at alt andet så må være detaljer i forhold til det væsentlige, som må være at nå så mange sjæle som muligt? Men virkeligheden er, at det ikke drejer sig om små meningsforskelle, men at den grundlæggende lære om synd og retfærdiggørelse er ændret så meget i forhold til den nytestamentlige lære, at der forkyndes et andet evangelium som er så farlig, at det kan føre til fortabelse for dem, som lytter til RC. Det skal vi lidt se nærmere på i denne artikel.

Indholdsfortegnelse

Som calvinist tror RC på læren: en gang frelst – altid frelst

RC er nyevangelisk, liberal og økumenisk

Den falske lære om lydighed

Forståelse af synd

RC inddeler alle troende i to grupper

Ingen omsorg for de nyomvendte

Forkyndelse af loven er nødvendig for at få den rette anger og blive sand omvendt.

Kildehenvisninger

Som calvinist tror RC på læren: en gang frelst – altid frelst.

RC er calvinist som tror som nævnt på læren ’en gang frelst – altid frelst’. Det betyder, at RC underviser om, at hvis man er sand kristen (eller sand omvendt, som RC udtrykker det), så er det umuligt at falde fra troen igen. Det kommer fx til udtryk på denne måde:

· ”Dette kommer til at lyde lidt radikalt, men hvis en eller anden er en sand omvendt, så vil han aldrig falde fra”.¹

^·”Hvis Gud har frelst dem, vil Gud bevare dem. Hvis de er født af Gud, vil de aldrig dø”.²

· “Hvis du angrer og placerer din tro på Jesus Kristus, vil han give dig evigt liv og du kan vide, at din evighed er sikret”.³

Det betyder helt konkret, at man ikke behøver at bekymre sig om sit evige tilholdssted, himlen. Synd og syndsbekendelse får derfor en underordnet betydning for den sande kristne og betyder reelt intet i forhold til frelsen, for man kan jo ikke falde fra den levende Gud, uanset hvad man gør eller ikke gør (se senere). Hvis nogen tydeligt ikke lever op til lovens krav og ’synder med vilje’ som det hedder, så drejer det sig ifølge RC ikke om frafald, for det er umuligt og er derfor et tydeligt bevis på, at denne person aldrig har været en sand omvendt. Denne calvinistiske lære hævder desuden, at den enkelte faktisk er forudbestemt til enten frelse eller fortabelse. Læs den alvorlige advarsel mod calvinismen falske lære på tagryggen’.⁴

Ray Comfort er nyevangelisk, liberal og økumenisk

På sin hjemmeside beskriver RC sig selv som en ’new evangelical’. Denne bevægelse beskriver sig selv som nykarismatisk og økumenisk og afviger så meget fra den sunde lære, at den må betragtes som ekstrem farlig. Disse ’nyevangeliske’ er desuden liberalister, som går kraftigt imod enhver fundamentalistisk kristendom som de generelt foragter. De mener, at de ved at forenkle det bibelske budskab og fortie eller negligere upopulære bibelske læresætninger bedre kan få mennesker til at forstå det kristne budskab og modtage Jesus. En har sagt det således:

”Den centrale fejl hos de ny evangeliske er ikke så meget det kætteri som de prædiker, men mere den sandhed, som de ikke prædiker”.⁵

Der er for omfattende her at komme ind på den lære, som præger den nyevangeliske bevægelse og derfor vil jeg kun komme med stikord om den nyevangeliske lære, som bl.a. er karakteriseret ved:

a. At de afviser, at der er en adskillelse mellem dem og verden, såvel som mellem diverse kristne samfund.

b. At de erstatter denne adskillelse fra verden med dialog med den.

c. At de afviser de mere negative aspekter af bibelsk kristendom

d. At de benytter sig af en døm-ikke filosofi ved læremæssige forskelligheder.

e. At de ophøjer kærlighed og enhed som værende over den bibelske lære.

f. At de har en anti-fundamentalistisk holdning

g. At de har en modsigende inkonsekvens i læren (noget, som RC-konceptet også klart viser)

h. At de deler de bibelske sandheder op i disse to kategorier: vigtigt og ikke-vigtigt.

i. At de ophøjer social politisk aktivitet op på samme niveau som missionsbefalingen.

j. At de er neutrale i forhold til den åndelige krigsførelse.⁶

En talsmand for de ny evangeliske siger det således:

”Jeg er træt af fundamentalisterne og deres lovtrældom… Jeg følger MacArthur (en leder indenfor nyevangelisterne), fordi han prædiker Bibelen og ikke altid taler om standarder (normer).. Vi er blevet for meget adskilt (fra verden). Lad os i kommunikation (dialog) bygge kærlighedsbroer (til disse).⁷

Tolkningen af, at man må ophøre med at være adskilt fra verden og i stedet indgå i dialog for at forstå og hjælpe hinanden er en hjørnesten for alle, som bekender sig til den nyevangeliske bevægelse. Et eksempel: I 1994 underskrev og udgav den romerske katolske kirke og de ny evangeliske et fælles dokument, som bl.a. giver udtryk for følgende:

”Det er hverken teologisk legitimt eller klogt at bruge ressourcer på at erhverve proselytter fra et kristent fællesskab (de ny evangeliske) til et andet kristent fællesskab (katolikker)”⁸.

Ligesom de nyevangeliske er RC også økumenisk og mener at sande omvendte ikke skal være optaget af at dømme, hvad der er den rette lære. Denne tolkning gør, at RC aldrig siger til mennesker i fx den katolske kirke, at de skal forlade deres kirkesamfund, når de er blevet omvendt. Det betyder i praksis, at de bare kan fortsætte med afgudsdyrkelsen dér. De nyevangeliskes benægtelse af nødvendigheden om ’adskillelse’ fra andre kirkesamfund og verden har medført, at de gerne går i dialog med Vatikanet, adventister og endda mormoner med det formål at lære af hinanden.⁹

RC siger gang på gang, at han ikke tager stilling. RC mener ligesom denne bevægelse i øvrigt, at man ikke skal konfrontere mennesker med deres synspunkter i deres lære, selvom det strider med den bibelske. Læs de alvorlige advarsler mod den ny evangeliske bevægelse falske lære på vedlagte linkadresse.¹⁰

Den falske lære om lydighed

Når RC kommer ind på det at være sand omvendt, så forekommer ordet ’adlyd’ hele tre gange oftere end ordet ’nåde’. Et typisk citat fra RC’s hjemmeside lyder således:

”de havde alle samme mål (under mødet): at skubbe sig selv over på den anden side af deres almindelige frygt og begrænsninger, (for) at adlyde Herren mere fuldt, vidne mere frimodigt og gå hjem igen mere ivrig end nogensinde”.

Hvem ønsker ikke at være villig til at adlyde Herren mere og vidne mere frimodigt og være mere ivrig? Det vil de fleste sikkert gerne! Og det vil nok også få nogle til at forsøge at tage sig sammen. Og så beslutte sig. Især når der samtidigt undervises om, at hvis de ikke gør det, så er det beviset på at de ikke er frelst og går derfor fortabt (se senere). Men enhver kristen ved eller bør vide, at lydighed ikke kommer fra os eller fra vores anstrengelser men ud fra, at ’Kristi kærlighed tvinger os’ til at tjene ham og til at bede om mere af Åndens frugt i vores liv. De kristne må undervises ret om dette. Det er ikke ud fra en begejstring fra et møde, at vi kan producere frugt for Herren, men alene ud fra Helligåndens virke i os at vi kan sige: ’Vi kan ikke lade være med at vidne om det vi har set og hørt’, Ap. g. 4:20.

Men RC mener noget helt andet med det at være lydig. Ifølge ham kan man kun være en kristen, hvis man er lydig. Faktisk er frelsens grundvold bygget op på denne lære. Mange tror at det her drejer sig om, at vi som Jesu disciple tager kristendommen alvorligt. Men det er det ikke! Det bagved liggende filosofi er, at man ud fra menneskets lydighed kan se, om et menneske er sand omvendt eller ej. RC underviser gang på gang om, at hvis man er sand omvendt, så er man lydig. Og modsat, hvis man ikke er lydig (ud fra RC konceptet), så er man ikke en sand omvendt – og har heller aldrig været det. Calvinismen siger jo netop, at et menneske som tilsyneladende har været frelst, men så er ulydig, så har dette menneske i virkeligheden aldrig været frelst’.

Forståelse af synd

Vi har allerede været inde på, at RC ud fra loven søger at vise og bevise, at alle mennesker har brudt alle Guds love og må angre og vende sig til Jesus for at blive en sand omvendt. Men når han skal tale om synd, som disse sande omvendte begår, er han meget svævende og inkonsekvent. Selvom han siger, at alle sande omvendte også synder, så kommer han ikke ind på at tale om, at sådanne synder ifølge Bibelen skal bekendes for til stadighed at stå ren ind for Gud. Det dødsens alvorlige er, at en sådan undladelse i forkyndelsen let kan resultere i, at de sande omvendte falder fra den sande tro og går fortabt. Årsagen til at denne sandhed forties, skyldes at den ingen betydning har i forkyndelsen. For når man er evig frelst er synden intet problem, og derfor er der ingen grund til at være på vagt eller frygte synden, døden eller djævelen.

Desuden betragter RC nærmest sådanne synder, som de sande omvendte begår, som bagateller som Gud tilsyneladende ikke bekymrer sig om. Og det er alle de synder, som ikke er nævnt i de 10 bud.

Ifølge RC bryder de sande omvendte aldrig disse bud. Hvis nogen begår sådanne synder, så er denne person derfor heller ikke en sand omvendt troende. Han siger:

”Jeg har syndet siden jeg blev en kristen, men det har været imod min vilje. Jeg har taget et stykke chokoladekage, eller ladet et lystfuld begær gå igennem sindet. Men, hvis jeg synder med vilje, så er jeg en hykler og er overhovedet ikke en kristen”.¹¹

For RC er de 10 bud altså rettesnoren for om man er en sand kristen eller ej. Budskabet er enkelt og let at forstå: Hvis man holder de 10 bud, er man en kristen, men hvis man bryder dem så har man aldrig været det. Her kommer han dog gang på gang ind på denne læres inkonsekvens. Ifølge RC beskrives kong David eksempelvis som en, der var en sand omvendt, mens Judas omtales som en, der aldrig har været en sand omvendt, fordi han var en tyv og senere forrådte Jesus.¹² Problemet med, at David både begik hor og mord forties fuldstændigt, da en sådan syndetilstand nødvendigvis må betyde, at David ifølge RC konceptet aldrig har været sand omvendt. Som nævnt ignorerer RC sådanne problemstillinger fuldstændigt. Og derfor kommer han heller ikke på noget tidspunkt ind på, at David bekendte hans synder for Gud for igen at få livet i Ham tilbage, for ifølge RC kommer sande omvendte aldrig ud i en situation, hvor en sådan bøn er nødvendig, salme 51:1-14.

Hvad så med Judas? Er det sandt, at han aldrig har været sand troende, som RC hævder? Nej, det stemmer heller ikke med den bibelske lære. For det første ville Jesus aldrig have udvalgt Judas til at være discipel, hvis han ikke var omvendt. For det andet ville Jesus aldrig have sendt ham ud for at prædike evangeliet, hvis han ikke var en sand omvendt. Skriften siger altså ikke, at David blev frelst, fordi han ikke syndede eller ikke-syndede, men fordi han fik tilgivelse for sine synder. Og Judas gik heller ikke fortabt, fordi han aldrig har været troende, men fordi han på et tidspunkt – i modsætning til David - valgte at forblive på syndens vej.

Den lære, som RC præsenterer vidner om, at han hverken kender syndens magt, natur eller omfang. Eller forstår Guds store nåde i Jesus Kristus, Virkeligheden er nemlig, at alle synder mod Gud hver eneste dag – og det både ubevidst og bevidst. Det er eksempelvis synd, når de kristne hver dag pga. ’kødet’ ikke altid gør det, som de gerne vil, jfr. Gal. 5:17. Det samme er tilfældet, når de kristne ikke ophøjer Gud eller vidner så meget om ham, som de burde gøre. Bevidste synder er i øvrigt ikke kun dem, som vi vil beskrive som ’store’ synder, som beskrives i de 10 bud, som fx tyveri, løgn, utugt osv. - men handler i høj grad lige så meget om de ’små synder’, som ingen lægger mærke til som eksempelvis tanker eller undladelsessynder. I Guds øjne er der altså ingen forskel! Det betyder, at alle kristne synder med vilje hver dag. Hvis det var sandt, at en person som begår sådanne synder ikke er og aldrig har været en kristen, så ville der næppe være nogen tilbage, som kan stå rene og retfærdiggjort ind for Gud. Det læremæssige problem er nemlig at Jesu blod, som er det eneste som til stadighed kan rense den enkelte fra dets synder, i princippet er fjernet fra evangeliet. Det er nok ikke tiltænkt, men indirekte forsøger RC at få mennesker til at stå udenfor Guds nåde, så de på dommens dag i stedet står overfor Guds vrede. Derfor er hans forkyndelse dødsensfarlig for alle, som lytter til ham.

RC inddeler alle troende i to grupper

Ifølge RC er der to grupper af omvendte blandt de kristne, og består af sande omvendte og falske omvendte. De sande er dem, som tilhører Gud fordi de har angret, tror på Gud og altid er lydige og bærer frugt. De falske omvendte er dem, som ikke er lydige. Dvs.: Så længe et menneske er lydig, bliver dette menneske betragtet som sand omvendt, også selvom han synder uden at bekende sine synder, eller har en falsk lære. Men hvis han (på et tidspunkt) ikke er lydig (overfor RC konceptet), så er han en falsk omvendt. Problemstillingerne ved denne fremstilling er, som vi har set, store fordi de forårsager fortielse, benægtelse og omfortolkning af den bibelske lære.

Denne calvinistiske teologi betyder, at de falske omvendte har været dødfødt fra begyndelsen, fordi der aldrig har været liv i dem. RC udlægger derfor lignelsen om sædemanden i Matt. 13 til at betyde, at der aldrig har været liv i de tre første typer korn, fordi de ikke har klaret den. Men har han ret i denne tolkning? Nej, for det er tydeligt, at det kun var det korn, som faldt på vejen som ikke slog rod. De andre gjorde det og betyder selvfølgelig at der var liv i dem, i det mindste for en tid. Men dette benægter RC. Han ignorerer derfor som nævnt alle de advarsler i Bibelen, som påpeger muligheden for frafald fra den levende tro, og de mange eksempler, hvor man kan se at dette er sket.¹³

Ingen omsorg for de nyomvendte

RC underviser om, at det er nødvendigt og godt, at de nye kristne møder trængsel, fristelse og forfølgelse, fordi.

· Det altid skaber altid vækst i de sande omvendte

· Og den falske omvendte vil derigennem angre og tro eller visne og dø.¹⁴

Det en forfærdelig lære, som forårsager at mange nye kristne simpelthen dør pga. manglende omsorg. RC ligestiller trængsel, fristelse og forfølgelse med en plante som ikke får sol. Ligesom planten behøver sol for at vokse, således skal den nyomvendte også have sol for at vokse. Ifølge RC er solen identisk med trængsler, fristelser og forfølgelser, som han mener, er nødvendige for at afsløre om de er sande troende eller om de er falske troende. Beskyttelse er derfor ’det værste du kan gøre’ ved planten (de nyomvendte), siger han og fortsætter:

· Hvis omvendelsen er sand vil han gro. (den sande troende står altid fast og kan ikke falde fra).

· Er omvendelsen falsk, vil han ikke klare solen (trængslerne, fristelserne osv.) og bevirke at han visner og dør.

Denne forkyndelse skaber en falsk sikkerhed for den som erklæres for sand omvendt – han får at vide, at alt er OK, mens man måske efter Bibelens lære i stedet er på vej til fortabelsen. Modsat får den, som ikke lever op til den kristne standard at vide, at man ikke en sand omvendt kristen (og har heller aldrig været det). Og det skaber selvfølgelig frygt og usikkerhed at få dette at vide. Modsat denne lære advarer Paulus de sande kristne mod den store risiko for at falde fra, hvis de ikke hele tiden er på vagt:

· Kor. 10:12. Du som tror, at du står fast PAS PÅ at du ikke falder

· Rom. 11:19-23 advarer mod ikke at være overmodig og arrogant.

Hvis RC teori og teologi om at fristelse og forfølgelse er godt for den sande omvendte, så ville vi vel kunne se denne lære direkte eller indirekte i Bibelen? Men Bibelen siger det modsatte:

1. Hvorfor bad Jesus sine disciple om at bede til Gud for at de bliver ledt væk fra fristelse og befriet fra djævelen (Matt. 6:13)? Hvis fristelser er Guds vilje og hjælp til at få de nye kristne til at vokse, hvorfor så bede som Jesus opfordrer os til eller forsøge at forhindre denne åndelige vækst? Denne lære er ekstrem farlig og sender mennesker i fortabelse

2. RC mener at man ved at beskytte den falske omvendte mod ’solen’ giver dem en falsk tro eller sikkerhed på at de er frelst, mens de i virkeligheden går fortabt pga. denne falske tro eller sikkerhed. ’Ville det ikke være bedre at stå tilbage og lade solen åbenbare hans sande tilstand frem for at give ham en falsk sikkerhed for at han er frelst”, spørger han.¹⁵ Hos RC er der ingen forkyndelse af omsorg for de nye kristne, tværtimod.

3. Hvorfor bliver kristne fortalt at vi skal holde os fra det onde i enhver skikkelse, hvis det onde i virkeligheden er et gode? (1. Tess. 5:22)?

4. Hvorfor var Paulus bekymret for at Timoteus skulle lide skibbrud i troen ligesom det skete med Hymenæus og Alexander, hvis han ikke gjorde noget for at forebygge dette? (1. tim. 1:19-20). Og hvorfor kommer Paulus i det hele taget med denne advarsel mod at falde fra, hvis dette ikke kan ske?

5. Hvis forfølgelse altid er et gode for den sande troende, hvorfor lærte Jesus så, at det netop er gennem forfølgelse at den frelsende tro kan ophører med at eksistere, Luk. 8:13? Og hvorfor lærte Jesus sine disciple, at de under forfølgelse på et sted skulle flygte til et andet sted, Matt. 10:23? Dette skulle de netop gøre for at undgå forfølgelse, men hvis den altid vil gavne, så opfordrede Jesus jo til, at de troende skulle flygte fra det, som Gud havde bestemt at de skulle igennem for at de sande troende kan vokse og for at de falske troende kan visne og dø.

6. Hvorfor skal de kristne ifølge Bibelen bede om at blive befriet fra onde mennesker, hvis forfølgelse fra dem vil hjælpe den sande kristne til at gro, og den falske kristne til at angre eller visne eller dø? (2. Tess. 3:2).

RC understreger igen og igen, at det er nødvendigt, at de nyomvendte kommer igennem div. trængsler og fristelser for enten at vokse eller for at visne og dø. Det betyder, at jo mere trængsel og fristelser, som der kommer over dem, des bedre er det! Det værste er at han understreger, at de ikke under nogen omstændigheder skal have hjælp til at klare det. For så hindrer man den sande omvendte i at vokse, og den falske omvendte i at angre sin situation og blive sand omvendt.*^10B

Af samme grund underviser RC derfor også om, at de omvendte ikke må holde sig væk fra de ufrelse venner, som han havde før han blev frelst. Nej, siger han: ”lad solskinnet af trængsel, fristelse og forfølgelse komme over ham. Hvis han er ægte vil han vokse. Hvis han er falsk vil han visne og dø!’.¹⁶ Det betyder, at hvis han fx ikke vokser, men falder i synd pga. fristelse fra sine gamle venner, så viser dette, at han ikke er kristen. RC ignorerer totalt den bibelske lære om, at man på alle måder må værne om de nyfrelste for at de ikke skal snuble under allehånde fristelser, prøvelser og forfølgelser.

Jeg var engang ude og rense beplantede marker fri for ukrudt, som stod højt over det, som var spiret frem. Hvis jeg ikke - i landmandens sted - havde givet det beplantede de bedste vækstbetingelser, havde ukrudtet kvalt det hele. På samme måde er det med Guds rige. Hvis vi ikke giver de nye spirer (nye kristne) de bedste vækstbetingelser og har omsorg for dem og fjerner ukrudtet, så er vi medvirkende til, at de kvæles og dør. Og det er netop det, som RC gør! Hos ham er der ingen nåde – der er ikke plads til ’svage’ kristne – i stedet kastes de hen til djævelen som bytte.

Forkyndelse af loven er nødvendig for at få den rette anger og blive sand omvendt.

RC vender igen og igen tilbage til lovens betydning som betingelse for, at mennesker kan angre og modtage frelsen. Han siger det fx på denne måde:

”Lad mig præcisere vad jeg prøver at sige i dag. Den store afgørende faktor for, hvorvidt vi ved Guds hjælp producerer sande eller falske omvendte eller ej, er den rette brug af Guds lov. Lad mig gentage dette. Den store afgørende faktor, hvorvidt vi producerer ægte eller falske omvendte, går tilbage til hvorvidt vi imiterer Jesus eller ej, følger Mesterens vej og bruger loven udførligt for at bringe kundskab af synd”.¹⁷

Det er tydeligt, at RC mener, at man ikke kun skal forkynde loven lejlighedsvis, men altid. For hvis loven ikke forkyndes, så kan der ikke fremproduceres sande omvendte, mener han. På den måde er loven i realiteten blevet en erstatning for den bibelske frelse, hvor det er forkyndelsen af Kristus alene, som ved Helligånden overbeviser mennesker om synd, dom og retfærdighed. Ifølge NT er det alene Jesus Kristus, som giver os mulighed for at tro, for han er troens banebryder og fuldender, Hebr. 12:2. Bibelen giver utallige eksempler på, hvordan mennesker bliver præsenteret for evangeliet. I de fleste af disse bliver loven overhovedet ikke nævnt, og når det så endelig sker, bliver loven kun omtalt perifert og bliver (primært) ikke benyttet for at få mennesker til at komme til Jesus og blive frelst.

Stort set alle bibelske eksempler viser med al tydelighed, at det vigtigste i al forkyndelse er at pege på Jesus, og ud fra skrifterne vise og bevise, at han er død og opstanden for dem. Generelt skal de kristne ikke forkynde loven for ikke-kristne, men derimod være et vidne om Jesus død og opstandelse. Det er en misforståelse at tro, at man altid skal bruge loven for at overbevise mennesker om synd for derved at få mennesker til tro på Jesus, når Bibelen ikke gør det. Hvis vi tror, at vi har et bedre program eller koncept, så afslører det i virkeligheden vores arrogance mod Gud og hans ord.

Evangeliet betyder netop ’det glædelige budskab’, og det er netop det som vi skal fortælle mennesker. Med i denne forkyndelse hører selvfølgelig, at mennesker må forstå at de er syndere, som har brug for Jesus Kristus for at blive frelst (løskøbt) fra lovens forbandelse. Der er altså intet galt med loven i sig selv, for den er god, hvis den bruges ret, 1. Tim. 1:8-11. Men man må forstå, at når budskabet om Jesus Kristus som er død og opstanden lyder, så er det primært ikke ved loven men ved Guds virksomme Ånd og kraft, at mennesker bliver ramt af ordet i deres hjerter så de spørger: Hvad skal vi gøre for at blive frelst, Ap.g. 2:37. Derfor står der heller ikke, at betingelsen for at angre er at de (først) må høre loven blive forkyndt. Og derfor sagde apostlene da heller ikke til tilhørerne: ’Erkend at du har overtrådt de 10 bud og kom så til Jesus og bliv frelst’. Men: det var ved forkyndelsen af evangeliet om Jesus, at Helligånden rørte deres hjerter, så at de var rede til at blive frelst. Der er altså intet galt i at forkynde for mennesker, at de i henhold til loven er syndere, så længe vi er opmærksomme på, at det ikke er loven, som kan overbevise om synd, men alene ved Guds nåde ved den Hellige Ånd. Vi vil så gerne lægge noget til evangeliet for at give budskabet mere kraft, men det er ikke bibelens vej og sådanne tiltag vil derfor være med til at forplumre forståelsen af, hvor mægtigt Guds nåde virker ved ordet om Jesus Kristus død og opstanden. Dette sker, når RC fx hævder, at loven altid skal forkyndes som betingelse for, at ikke-kristne skal blive sande omvendte. Ud fra denne falske lære drager han den konklusion, at de mennesker, som er blevet omvendte uden at høre lovens forkyndelse, kun er falske omvendte, og tilhører derfor ikke Gud. Hvis det som RC påstår, er sandt, så er der millioner, som har taget imod frelsen i Jesus Kristus og lever som hans disciple, som i virkeligheden ikke sande kristne. Og så er forfatteren til bogen ’En gurus død’ det heller ikke. Bogen giver en fantastisk skildring af en indisk guru, som bliver kristen. Af den lange biografi vil jeg nøjes med at citere nogle få linjer fra side 103, hvor en kvinde vidner for ham om Jesus, og som resulterer i hans omvendelse.

”.. jeg rejste mig og tænkte at jeg ville bede hende om at gå, det var jo helt meningsløst at fortsætte samtalen, men så sange hun noget som fik mig til at sidde ned igen. ’Bibelen siger at Gud er en kærlighedens Gud. Og jeg vil gerne fortælle dig hvordan det gik til, at jeg blev kendt med ham.’ Jeg var lamslået. Ikke i alle mine år som hindu havde jeg aldrig hørt at Gud er kærlighed! Jeg lyttede forbløffet da hun fortsatte. ’Netop fordi han elsker os ønsker han at trække os nær til sig… ”.

Vi skal nu se på nogle eksempler fra NT for at påvise, at loven ikke har den betydning i forhold til frelsen, som Ray Comfort igen og igen hævder.

1. John. 4:7-42 omhandler Jesu samtale med den samaritanske kvinde. Heller ikke her er der nogen forkyndelse af loven, men Jesus viser hende hvad der er hendes største behov. RC skriver, at Jesus forkyndte lov og henviser til v. 18.¹⁸ Men det er tvangsfortolkning, for Jesus brugte ikke hendes livsførelse for at beskrive, at hun har brudt loven (det vidste hun i forvejen), men for at få hende til at forstå, at Jesus er hendes frelser.

2. John. 7:53-8:11 omhandler kvinden, som var grebet i hor. Jesus kunne have benyttet chancen til at fortælle hende, at hun ud fra Guds lov var en synder, men det gjorde han ikke. Tværtimod sagde han: Jeg fordømmer dig heller ikke, gå bort og synd fra nu af ikke mere. Det betyder, at når mennesker møder Jesus, vil han skabe det behov og den forvandling, som han ’kræver’.

3. Ap.g. 3:12-26. Ud fra de GT profetier vidner Peter og Johannes om Jesu død og opstandelse. Der var heller ikke her nogen forkyndelse af loven for at få tilhørerne til at forstå deres synd, for det er nemlig ikke den, men forkyndelsen af evangeliet om Jesus, som skaber troen og bevirker frelsen. Vi skal derfor ikke lægge noget til, for Han skal nok selv vise hvad netop deres synd er, jfr. Ap.g. 2:37.

4. I Ap.g. 4:1-21 læser vi om, hvordan Peter og Johannes forsvarer sig for Rådet. Anklagen handler ikke om, at de har talt om loven, men at de ’i Jesus forkyndte opstandelsen fra de døde’, og dette er da også det vidnesbyrd, som bragte dem frem for Rådet. Heller ikke her taler de om loven men siger, at ”vi kan ikke lade være med at tale om det, vi har set og hørt”. Dette er evangeliets forkyndelse, som bevirker, at mennesker bliver frelst, v. 12. Det er Jesus alene, som skaber troen og forvandlingen, ikke bare til frelse, men også til hellighed og forløsning, 1. Kor. 1:31. Forkyndelse af loven som redskab eller forudsætning for at forstå evangeliet er ikke-bibelsk og skaber forvirring og lovmæssighed.

5. Ap.g. 5:19-20 Her fortæller Herrens engel til apostlene, hvad de skal forkynde for folket: ’Tal til folket alle livets ord’. Bemærk, at de ikke får nogen befaling om at forkynde loven til folket, en lov, som ikke kan føre til liv (heller ikke i RC-konceptet) og derfor beskrives den som ’dødens lov’ (Rom. 8:2). Loven hører derfor ikke med til forkyndelsen af ’livets ord’, som er Jesus, død og opstanden.

6. Ap.g. 5:29-32. Her læser vi om apostlenes forsvar for Rådet. Igen er det Jesu død og opstandelse, som er i fokus. Ordet om, at man skal ’adlyde Gud mere end mennesker’ er ikke nogen henvisning til loven, som RC hævder, men henviser derimod til Rådets forbud om at forkynde om Jesus. Igen ser vi, at der er fokus på Jesus. Bemærk, at udgangspunktet i evangeliet er, at Jesus er ophøjet til fører og frelser, at det er Ham som giver Israel omvendelse og syndernes forladelse. Det er ikke loven, som kan skabe noget godt – ikke engang ønsket om omvendelse (hvis den er sand). Dette sker alene i mødet med Jesus.

7. Ap.g7. Stefanus forsvarstale, hvor han kort kommer ind på, at ’I modtog loven, men ikke holdt den’, v. 53. Men denne henvisning til loven skete ikke for at få dem til at se deres synd, for denne tale var en beskrivelsen af, at tilhørerne ligesom deres fædre ikke ønsker at se sandheden, fordi ’I sætter jer op imod Helligånden’ og er derfor ligesom de rede til at slå ihjel, v. 51-52.

8. Ap.g 9 omhandler Paulus’ omvendelse. Han blev ikke omvendt ved, at Jesus eller Ananias først forkyndte loven for ham. Det kunne ellers være tiltrængt, da Paulus jo netop mente at være retfærdiggjort ved loven. Det eneste budskab som Paulus fik, var Jesus som sagde til ham: ’Jeg er Jesus, som du forfølger’. I kapitlet er der ikke en eneste henvisning til loven.

9. Ap.g 10 handler om, at Kornelius (og hans hus) modtager evangeliet af Peter. Men det sker ikke ved, at loven forkyndes som et middel til at se sin synd. Men Kornelius ønskede at kende Gud og det var nok, v. 4, 33-34. På dette grundlag forkyndte Peter evangeliet om Jesu død og opstandelse og siger, at ’enhver, som tror på ham, skal få syndernes forladelse’. Der tales ikke om, at de først kan få syndernes forladelse, hvis de efter loven forstår og erkender syndens natur og Guds vrede over den – men budskaber er at enhver som tror, skal få syndernes forladelse. Er det nok til frelse? JA!

10. I Ap.g 16:30-32 læser vi om en ufrelst person, som spørger Paulus og Silas, hvordan han skal blive frelst. Bemærk, at svarer ikke inkluderer, at loven først må forkyndes, som RC påstår. Men de fortalte, at han måtte ’tro på Herren Jesus, og du vil blive frelst, du og dit hus’. Igen kan vi se, at forkyndelsen handlede om evangeliet om Jesus. Og derefter talte de Herrens Ord til frelse for dem og de blev straks derefter døbt.

Jeg kunne blive ved med at nævne eksempler fra både NT såvel som fra kirkehistorien, som klart viser, at loven ikke behøver at blive forkyndt som en betingelse for at mennesker kan komme til tro, som RC som tidligere nævnt hævder. Her vil jeg nøjes med at henvise til flere eksempler fra NT: Ap.g 11:20-21, 13:13-43, 26-41, 14:15, 17:3, 22-32, 18:1-6, 24-28, 19:37, 22:1-21, 23:1-11, 24:10-21, 25:8, 26:1-32, 28:23-24. Hele tiden er det Jesus og ikke loven, som forkyndes for de nyfrelste. Det er ham og ham alene, som frelser. Hertil er loven ubrugelig og er med til at lede mennesker på vildspor, hvis man bruger den, som RC gør det. RC forsøger igen og igen at gøre forkyndelsen af loven til at lyde bibelsk og citerer mange skriftsteder for at bevise at hans lære er den rigtige. Men de fleste er en tvangsfortolkning frem for den sande. Et eksempel er Ap.g 28:23-24. Her taler Paulus jo om Mose lov, og RC tolker skriftstedet til at betyde, at det (også) her handler om, at loven (først) må forkyndes for at jøderne ved den må erkende sig som lovbryder eller synder, for derefter at blive sand omvendt. Det er mærkeligt, at RC ignorerer, at henvisningen til loven slet ikke handler om det som RC påstår, men handler derimod tydeligt om at Mose lov, som altså er mere end de 10 bud også vidner om Jesus (ligesom GT i øvrigt), jfr. 2. Mos. 23:20-22.

Denne gennemgang burde være nok til, at enhver som ønsker at kende sandheden, må kunne se, at det er en falsk lære, som RC præsenterer for de kristne, og som let kan medfører fortabelse for dem, som lytter til ham. Hertil advarer Bibelen:

”I elskede! Nu mens jeg er ivrigt optaget af at skrive til jer om vor fælles frelse, ser jeg mig nødsaget til i et brev at formane jer til at stride for den tro, som én gang for alle er blevet overgivet de hellige..” og ”Hvis der nemlig kommer nogen og prædiker en anden Jesus end ham, vi prædikede, eller I får en anden ånd end den, I fik, eller et andet evangelium end det, I tog imod, så finder I jer kønt deri”, Judas 3, 2. Kor. 11:4.

Til toppen af siden

Hvis denne side ikke er fundet via forsiden, så klik venligst her

Kildehenvisninger:

1 http://www.evaangelicalourteach.org/Comfort Transcript.htm

2 Ray Comfort: ’Hell’s Best Kept Secret’

3 http://www.livingwaters.com/witnessingtool/ihopei'mgoingtoheavenwhenidie.shtml

4 http://www.tagryggen.dk/show_article.php?num=395

5 http://www.wayoflife.org/fbns/john-macarthur-newevang.html

6 http://www.wayoflife.org/fbns/fundamen2.htm

7 http://www.wayoflife.org/fbns/john-macarthur-newevang.html

8 samme

9 http://wayoflife.org/fbns/fundsmen2.htm (del 2)