Den videre vandring fra bjerget Horeb mod løfternes land

Af Eskild Skov Særkjær

 

 

 

Billedresultat for Horeb bjerg

 

 

Vi har nu fulgt israelitterne fra Egypten til Horeb bjerg, som ligger i den nuværende Saudi-Arabien. I den forrige artikel så vi på selve opholdet ved bjerget, og har set på mange beviser, som fastslår, at dette er det rigtige sted. Og, som vi så, så var alt det, som Gud havde givet Moses befaling om på bjerget, nu blevet udført, og Israels folk er dermed klar til opbrud. 

 

Dette opbrud nævnes kun indirekte i 2. Mos. 40, og bliver her flettes sammen med, at Herren åbenbarede sig herlighed for folket inden afrejsen, og forkyndte, at han ville være med dem på den videre vandring mod det forjættede land. Ja, faktisk var det ham, som dermed bestemte, hvor længe de skulle blive på de enkelte steder undervejs. Lad os læse teksten, som kommer lige efter, at Moses og folket på Guds forordning var blevet færdige med at opstille tabernaklet, som også kaldes åbenbaringsteltet:

   "Da dækkede skyen åbenbaringsteltet, og Herrens herlighed fyldte boligen; og Moses kunne ikke få ind i åbenbaringsteltet, fordi skyen havde lagt sig derover, og Herrens herlighed fyldte boligen. Men under hele deres vandring brød israelitterne op, når skyen løftede sig fra boligen; og når skyen ikke løftede sig, brød de ikke op, men ventede, til den atter løftede sig. Thi Herrens sky lå over boligen om dagen, og om natten lyste ild i skyen for alle israelitternes øjne under hele deres vandring", 2. Mos. 40:34-38.

 

Det var altså Gud, som helt igennem styrede deres vandring; og hvor længe, de skulle slå lejr på deres rute gennem ørkenen. Ifølge 4. Mos. 33 blev det i øvrigt til i alt 46 lejrpladser, og det giver et gennemsnit på lidt over 10 måneder pr. lejrplads. Nu kunne det være spændende at se på de enkelte lejrpladser, såvel som deres rute gennem ørkenen, der som bekendt afsluttes med, at de nåede Jordanfloden, som de måtte overskride for at komme til løfternes land, men det skal vi ikke. For det første ville det tage al for lang tid. For det andet er der en del lejrpladser, som er mere eller mindre ukendte for os i dag, bl.a. fordi, bibelen giver for få ledetråde om selve ruten. Derfor skal vi, i det følgende, ikke længere følge israelitterne på deres vandring fra lejrplads til lejrplads, som vi ellers har gjort indtil nu. I stedet skal vi i det følgende se på gamle optegnelser, om de kan fortælle os lidt om, hvorvidt Israels folk har været i dette store område, som bibelen fortæller - et landområde, som strækker sig fra det nuværende Saudi-Arabien i syd, og derfra videre op nordpå til det område, der svarer til det nuværende Jordan.

 

Gamle kort vidner om israelitternes ørkenvandring, og ophold i området.

De nuværende arabiske landenavne er for de flestes vedkommende af nyere dato. Fx fik de  to landområder, der bliver nævnt i forbindelse med israelitternes ørkenvandring, først deres nuværende navne for ca. 100 år siden. Saudi-Arabien, som er den yngste stat, fik således først dets navn i 1932, og Jordan blev som bekendt først oprettet som et britisk mandatområde i 1920. Indtil dette tidspunkt brugte man i overvejende grad stadig de samme ældgamle by- og stednavne, som kunne være flere tusind år gamle. Men da den Arabiske halvø blev etableret i moderne tid, skød mange nye byer op, og infrastrukturen ændrede landkortet; og samtidig hermed blev de fleste gamle sted- og bynavne ændret. Det betyder konkret, at hvis man skal man opspore de gamle navne på en fx tidligere jødisk indflydelse, så er det nødvendigt at bruge se på de kort, der er 100 år gamle, eller ældre. Sådanne gamle kort findes heldigvis stadig. Lad os se på nogle af disse gamle navne:

 

Ruben:

Ruben var den ældste af Jakobs sønner, og grundlagde en af Israels 12 stammer. Ruben er et hebraisk navn, som man derfor ikke kan forvente at finde i de arabiske lande. Men, på gamle landkort er et alligevel et stort ørkenområde på den arabiske halvø, som er navngivet 'Rub al Khãli'1, og som direkte oversat betyder 'Rubens ørken'. Khäli kan dog også betyde 'Ruben, kaldæeren', for tilnavne som fx denne blev nemlig ofte givet for at indikere, hvem dennes forfader var - og i dette tilfælde var det som bekendt Abraham. Det er således sandsynligt, at Rubens stamme er blevet omtalt på denne måde under deres lange vandring i den arabiske ørken. 'Rub al Khãli' synes således at være et af de mange spor, som går tilbage til Israels folks, herunder stammen Rubens, langvarige ophold i området.

 

Derudover er der også en 'Wadi al Rub' i området, altså Rubens wadi. En wadi bliver beskrevet som et flodleje i et ørkenområde, der normalt kun er vandførende under regntiden, og ligger ellers udtørret i resten af året. Men, kunne man spørge: hvis israelitterne vandrede rundt i de 40 år, hvordan kunne Ruben stamme så havde fået en wadi opkaldt efter sig? Det kunne de nok heller ikke, hvis de kun har været på gennemrejse. Men der er intet i vejen for, at de på deres vandring gennem ørkenen sammen med de øvrige stammer havde opholdt sig på et bestemt område i 2-3, eller måske endda flere år. Vi har tidligere været inde på, at de i snit har været 10 måneder på hvert lejrplads i ørkenen, og da det fremgår, at flere af disse ophold har været kortvarige, har andre ophold selvfølgelig varet i længere tid. Der var altså tid nok til, at de havde udforsket de områder, de havde opholdt sig, og opkaldt dem efter sig. Det er forresten heller ikke usandsynligt, at nogle besluttede at slå sig til at slå sig permanent ned i nogle af de områder, de kom forbi på vejen, og som efterfølgende navngivet efter deres egne navne, stammer eller ledere.

 

Et eksempel, som viser, at nogle bosatte sig udenfor løfternes land.

Et konkret eksempel på dette er der faktisk i bibelen.  I 4. Mos. 32 beskrives, hvordan Ruben og Gads stammer, og Manasses halve stamme valgte at bosætte sig i Gilead, som ligger i den østlige del af Jordan, altså udenfor løfternes land. Det fremgår, at de synes godt om stedet, og de forsvarede derefter deres ønske på denne måde:

   "Vi vil kun bygge kvægfolde til vore hjorde her og byer til vore familier; men selv vil vi ruste os til kamp og drage i spidsen for israelitterne, til vi har bragt dem hen til deres sted; imens skal vore familier blive i de befæstede byer i ly for landets indbyggere. Vi vil ikke vende tilbage til vore huse, før enhver af israelitterne har fået sin arvelod; thi vi vil ikke have arvelod sammen med dem på den anden side af Jordan og længere borte, eftersom vi har fået arvelod her på denne side af Jordan, på østsiden", 4. Mos. 32:16-19.

 

Bemærk, at teksten nævner nogle, som bosatte sig i det område, som er det nuværende Jordan, men læg mærke til, at der også nævnes nogle, der havde bosat sig 'længere borte'. Det er selvfølgelig ikke til at vide, hvilke grupper, der henvises til, men det er i alle fald nogle, som har valgt at slå sig ned i disse områder. Et af disse steder kunne være 'Rub' al Khãli', såvel som de mange andre steder, som vi skal se i det følgende? De mange israelske navne i dette store arabiske ørkenområde synes i alle fald at bekræfte alt det, der står i bibelen om deres ørkenvandring, lejrpladser og bosættelser. Lad os nu se på nogle flere eksempler, som vidner om dette:

 

Asher:

 

Asher (eller Aser) var - og er - som bekendt også én af de tolv israelske stammer. På et fransk kort fra 1780 er indtegnet et område, som kaldes 'Tribu de Beni Ass'. Beni er et hebraisk ord, som betyder 'søn af'. Altså søn af Ass, som på arabisk er lig med Ashers stammenavn. Tribu de Beni Ass betyder altså direkte oversat: "Stammeområdet, tilhørende Ashers søn [muligvis sønner]. Ingen arabere har, så vidt vides, nogensinde heddet Asher, men det er til gengæld et ganske almindeligt israelsk navn, også i dag. Dette indikerer, at føromtalte stammeområde, som tilhører Ashers søn, må have fået sit navn i forbindelse med denne stammes tilstedeværelse engang i fortiden.

 

Moses:

På gamle kort er der flere steder, der kan have forbindelse med Moses. På den Arabiske halvøs sydvestlige spids, tæt ved Mekka, er der fx to steder, der kan forbindes med Moses. På seks gamle landkort, hvor det ældste er fra 1650, og det yngste fra 1863, bliver disse to områder navngivet med følgende fem almindelige, kendte varianter af Mose navn i Mellemøsten: Mousa, Mosa, Mosek, Musa, Moushid.

 

Det største historiske vidnesbyrd om Moses' ophold her i ørkenen, er nok den tidligere omtalte 'Mose brønd', som kan spores tilbage til den samme tid, som 2. Mosebog nævner. Dette kort over 'Moses' Well' er fra 1790.

 

Josef:

Josef er en nøglefigur, både pga. hans position i Ægypten under den syvårige hungersnød, og fordi, han fik tildelt to stammeområder [Manasse og Efraim] i det Forjættede Land. På den formodede rute dertil, dukker hans navn også op på gamle landkort fra 1683, 1719 og 1749, og med følgende navnevariation: Iasuf og Josuf.

 

Israel:

 

Som bekendt gav Gud Jakob tilnavnet Israel, og siden har dette navn været identisk i bibelen med Israels folk, og ofte også med Israels land. Dette forhold er da også hovedbaggrunden for, at den nye jødiske stat fik dette navn i 1948. Man skulle derfor ikke tro, at dette navn kunne dukke op i de arabiske ørkenområder, hvor alt jødisk nu på det nærmeste er blevet ikke-eksisterende. Men jo, også Israels navn findes på gamle kort over området. På vestkysten af vore dages Yemen (tæt på Det Røde Hav) er der et sted, som i 1845 er navngivet som 'Ras Israel'. Ras betyder næs [halvø], hvad man også kan se, det er på kortet4. Dette engang navngivne israelske navn er helt sikkert blevet opkaldt efter Israels folk, for det er utænkelig, at araberne har opkaldt et område efter dem. Også dette navn er et vidnesbyrd om, at de har været i området, sandsynligvis i forbindelse med deres langvarige ørkenvandring. På moderne kort er også dette spor blevet fjernet, idet 'Ras Israel' er ændret til 'Ras Isa'.

 

Andre lejrpladser

Der er mange andre, gamle stednavne på den sandsynlige rute på vej til Det Forjættede Land, som efter alt at dømme også er blevet navngivet i forbindelse med israelitternes ørkenvandring. Der er fx et område, som var navngivet som 'Gads land', et andet 'Beitel' [Betel], som ikke betyder noget på arabisk, men som på hebraisk betyder 'Guds hus'. Ud over disse, og lignende kendte navne fra bibelen, er der også andre hebraiske navne, som dog er mere ukendte. Det er fx stednavne som Jamin, Ohad og Jakin, som er navne på Simeons sønner. Eller fx Tara eller Tera, som må henvise til Abrahams far, Tera.

 

Derudover er der også en række navne, som er opkaldt efter de begivenheder, som skete i forbindelse med det israelitternes ørkenvandring, og som er nævnt i bibelen. Et eksempel herpå er Kora. Vi husker, at et tidligt tidspunkt under ørkenvandringen udfordrede han Moses' lederskab sammen med 250 andre af Israels ledere. Ifølge 4. Mos. 16 var Kora en indflydelsesrig levit, og i kapitlet beskrives, hvordan oprøret endte med hele oprørsgruppens død. Det er derfor ikke utænkeligt, at dette sted blev navngivet til ihukommelse af det, der var sket, ligesom så mange andre steder. Lidt vest for vore dages Medina, gengiver adskillelige gamle kort, en wadi, som hedder 'Koras [eller Kuras] wadi'. Som tidligere nævnt er en wadi identisk med et oftest tørt flodleje.

 

Andre hebraiske spor i Arabien?

Det burde ikke overraske nogen, at der har været jøder i de beskrevne arabiske områder, sandsynligvis siden den blev befolket for 3500 år siden, altså tidsmæssigt ca. samtidig med Israels folks udvandring fra Ægypten.

 

Fx skriver en historieskriver i det 12. årh. eft.Kr., at der boede adskillelige hebraiske stammer i Arabien. Og en anden, fra det 15. årh. eft.Kr, skriver, at han havde kontakter med hebræere fra Aden, som hævdede, at de var Mose' sønner. På samme tid var der nogle i Arabien, som erklærede, at de var hebræere fra Rubens stamme. En anden beskriver, efter at have besøgt Yemen i 1830'erne og han har stødt på nogle hebræere fra Dans stamme i den sydlige del af den Arabiske halvø. Mens vi er ved Yemen, så viser et gammel kort fra 1764 en fortegnelse over de forskellige befolkningsgrupper, som boede i forskellige kvarterer en by ved navn Moka. Uden for bymuren ser man et område, der på fransk er navngivet 'Quartier des Juifs', som på dansk betyder 'de jødiske kvarterer'.

 

Tilstedeværelsen af hebræere i Arabien er ofte blevet bemærket, rapporteret og undersøgt. Desuden er det velkendt, at der har været flere jødiske immigrationsbølger fra den Arabiske halvø til Palæstina, som det hed dengang; det, som senere blev vore dages Israel. Her kan vi som eksempel tænke på de mange yemenitiske jøder, som i begyndelse af 1950'erne brød op fra den sydlige del af Yemen, og slog sig ned i Israel.

 

Med henvisning til det assyriske og babylonske fangenskab har man ofte antaget, at alle disse jøder var - eller kunne være - en del af de forsvundne 12 stammer, som i disse år i stigende grad bliver 'fundet' rundt omkring i verden, og rejser efterfølgende til Israel - og det er da sikkert også tilfældet med mange af dem. Men den nyere slægtsforskning påviser, at mange af omtalte jødiske grupper, der var/er bosiddende i den arabiske ørken, er kommet til området før det føromtalte fangenskab2. Fx har man ved den moderne dna-teknik, der har undersøgt de jødiske befolkningsgruppers beslægtethed over hele verden, kommet frem til, at mange af de jøder, der kommer fra den Arabiske Halvø, stammer fra en slægtsgren, som går længere tilbage end 'de forsvundne stammer' fra det 6. og 8. årh. f.Kr. Der er således sandsynligt, at disse mange jøder kan være efterkommere af dem, som ifølge førnævnte tekst fra 4. Mos. 32 valgte at slå sig ned i forskellige arabiske områder, og kom således ikke til at bo i det forjættede land.

 

Her i Vesten er vi slet ikke opmærksomme på, hvor klart dette er forstået i Mellemøsten. Fx har en Ali Hafiz i sin bog om den Arabiske Halvøs historie, denne interessante arabisk kommentar om ruten for udvandringen, såvel som for nogles vedkommende, senere bosættelse i området:

   "Da Moses, fred være med ham, gik af sted for at foretage pilgrimsfærden, blev han fulgt af et antal af Israels børn. På deres vej hjem passerede de gennem Madina og fandt der en lighed med en by hvor en Profet skulle dukke op, som beskrevet i Tawrat, som profeternes Segl. Nogle af dem bosatte sig i et område, der hørte til den by, der kendes som Souk Kamaka"3. 

 

Der er ingen grund til at tro, at forfatteren har haft nogen speciel interesse i at indføre denne passage, hvis der ikke er noget historisk belæg for det. Selvom bibelen ikke beskriver ruten i detaljer, så stemmer den ovenfor beskrevne rute ret godt med denne. Enhver der har studeret deres rute gennem ørkenen, ved, at det er umuligt præcisere den, da en stor del af de lejrpladser, der er angivet i 4. og 5. Mosebog, er ukendte for os i dag. Det samme er tilfældet med de områder og byer, som nogle af folket valgte at slå sig ned i. Lad os nu se på tre af de væsentligste udsagn i det, Ali Hafiz har beskrevet, og sammenligne det med det, vi ved fra bibelen, eller som godt kan stemme med den:

1.'Moses.. gik af sted for at foretage pilgrimsfærden, og blev fulgt af et antal af Israels børn'. Når arabere taler om pilgrimsfærd, er dét det samme som at sige, at de tog af sted for at besøge 'et helligt sted'. Fx bliver bjerget Jabal Al Lawz, det arabiske navn for Sinai eller Horeb, regnet som et sådant helligt sted. Selvom det, der siges, ikke stemmer helt med bibelen, så er det heller ikke pointen. Den er nemlig, at han vedkender det bibelske og historiske vidnesbyrd om, at Moses såvel som Israels folk engang har været her. For det var jo kun på dette tidspunkt, under ørkenvandringen, at Moses, som nævnt, blev 'fulgt af et antal af Israels børn'.

 

2.Ali Hafiz skriver videre: 'På deres vej hjem passerede de gennem Madina'. Israels folks eneste 'hjem' var det forjættede land, som på den tid kaldtes Kana'an. Det var med andre ord dér, hvor Abraham, Isak og Jakob havde deres hjemland. Hvis Israels folk havde taget en direkte kurs fra den sydlige del af den Arabiske Halvø mod det forjættede land, kunne de ikke undgå at passere Madina (det nuværende Medina). Det stemmer altså helt fint med den rute, som mange i forvejen har gættet sig til og anført som sandsynlig. 

 

3.Og han fortsætter: 'Nogle af dem bosatte sig i et område, der hørte til den by, der kendes som Souk Kamaka'. Ifølge denne tekst havde nogle af israelitterne forladt hovedgruppen for at slå sig ned på den Arabiske halvø for omkring 3400 år siden, som igen svarer til den tid, hvor den Arabiske Halvø fik sin første fastboende befolkning. 'Souk Kamaka' betyder i øvrigt 'et handelssted', og det er det samme sted som Mekka i dag. Læser man koranen, arabisk litteratur eller den arabiske historie, er det velkendt, at for 1400 år siden, såvel som tidligere, boede der mange jøder i og omkring Mekka.

  

Ved Nebo bjerg i det nuværende Jordan

 

Vi skal nu tilbage til selve ørkenvandringen, som efter ca. 40 år var ved at nå sin afslutning. Vi har fulgt israelitterne hele vejen fra Ægypten over Det Røde Hav ved det nuværende Aqababugt, og over til den Arabiske halvø, hvor de gennem 40 år har vandret rundt og opholdt sig i. Især i det sidste år var de kommet længere op nordpå end tidligere, og de var nu kommet til Nebo bjerg, og skulle snart ved selvsyn se ud over det forjættede land fra toppen. Det var ved foden af dette bjerg, at Gud gav Moses befaling om at stige op på det, for at han skulle se ind i det land, han havde lovet Israels folk, men ikke selv komme derind. I 5. Mos. 32:49-52 siger Gud nemlig dette  ham:

   Stig op på Abarimbjerget der, Nebobjerget i Moabs land overfor Jeriko, og se ud over Ka'naens land, som jeg vil give israelitterne i eje! Og så skal du dø på det bjerg, du bestiger, ligesom din broder Aron døde på bjerget Hor og samledes til sin slægt, fordi I handlede troløst imod mig iblandt israelitterne ved Meribat-Kadesj' vand i Zins ørken, fordi I ikke helligede mig blandt israelitterne. Thi herovrefra skal du se ud over landet, men du skal ikke komme derind, ind i det land, jeg vil give israelitterne".

 

Moses havde tidligere bedt om, at han dog måtte komme derind, men Gud havde sagt nej. Men trods det triste budskab gør han nu det, Gud havde sagt:

   "Derpå steg Moses fra Moabs sletter op på Nebobjerget, til tippen af Pisga, lige overfor Jeriko; og Herren lod ham skue ud over hele landet: Giliad lige til Dan, hele Naftali, Efraims og Manasses land, hele Judas land indtil havet i vest, Sydlandet og Jordan-egnen, sænkningen ved Jeriko, palmestaden, lige til Zoar. Og Herren sagde til ham: Det er det land, jeg tilsvor Abraham, Isak og Jakob, da jeg sagde: Dit afkom vil jeg give det! Nu har jeg ladet dig skue ud over det med dine egne øjne; men du skal ikke drage derover! Og Moses, Herrens tjener, døde der i Moabs land, som Herren havde sagt. Og han begravede ham der i dalen lige over for Bet-Peor. Indtil denne dag har intet menneske kendt hans grav. Moses var 120 år, da han døde..", 5. Mos. 34:1-7a.

 

 

 

 

Dette sted er i dag et berømt udflugtsmål i Jordan. På fotoet ses der ud mod det forjættede land, og pilene viser de byer om områder i Israel, som kan ses herfra i klart vejr. Ikke langt derfra er der et monument, som markerer stedet for det sted, Moses fik løfterne om landet. Fra udgravninger i området ses tidligere beboelser med mosaikgulve, som signalerer rigdom og velstand. Desuden er der også her ruiner fra en basilika og en kirke4.

Vi kunne have fortsat og set på Israels historie gennem GT, hvordan de kom ind i det forjættede land, og hvordan det efterhånden blev en regulær stat. Men det skal vi ikke i denne gennemgang. Det er jo et stykke af Israels historie, som mange på mangfoldige måder udførligt har bearbejdet og bevidnet. Fx har 'Selskabet for Bibelsk Arkæologi'5, gjort et stort og glimrende arbejde for at påvise og dokumentere det samme, som jeg har forsøgt at gøre gennem denne artikelserie - nemlig, hvordan arkæologien igen og igen bevidner bibelens vidnesbyrd om, at den helt igennem er pålidelig, og stemmer derfor også ned til selv den mindste detalje, også i tiden efter israelitternes indvandring ind i  Kana'ens land.

 

Israels land til evig ejendom

I stedet skal vi nu her til sidst se lidt på de mange løfter om det forjættede land, som Gud har givet til Israels folk, og som har afgørende betydning for at forstå Israels historie, som vi kan læse om i bibelen, og som stadig pågår den dag i dag. Lad os lige læse et af de ovenfor citerede vers igen, hvori Gud netop præciserer dette løfte, idet han siger:

   "Det er det land, jeg tilsvor Abraham, Isak og Jakob, da jeg sagde: Dit afkom vil jeg give det", 5. Mos. 34:4.

 

I dette vers gentager Gud de to løfter, som han gentagne gange har givet tidligere, og som han tilsvor Abraham, Isak og Jakob. Det første løfte handler om det landområde, som Moses fik lov til at se ind i, og som israelitterne kort efter indtog. Det viser os, at Gud holder ord, et stort vidnesbyrd til os om, at det, Gud har lovet os, selvfølgelig også vil blive opfyldt. Det andet løfte, Gud gav, handler om folket, idet han siger: 'Dit afkom giver jeg landet'. Han har jo al magt i Himlen og på jorden, og derfor kan han selvfølgelig også give dette land til dem, han vil, et løfte, som han bekræfter gentagne gange gennem bibelen.  

 

I tilknytning til løftet om, at Israels folk skal få landet i eje, understreger Gud også igen og igen, at det ikke bare gjaldt, dengang de stod overfor at skulle ind i landet for ca. 3500 år siden. Gud lover, at det skal være deres evige ejendom. Lad os læse nogle vers, som understreger dette. I 1. Mos. 17 taler Gud til Abraham, Israels grundlægger og fader, og siger:

   "Jeg opretter min pagt mellem mig og dig, og dit afkom efter dig fra slægt til slægt.. Jeg giver dig.. hele Kana'ens land til evigt eje, og jeg vil være deres Gud.. Sara skal føde en søn, som du skal kalde Isak, med ham vil jeg oprette [i betydningen: igen bekræfte] min pagt, og det skal være en evig pagt, der skal gælde hans afkom efter ham", 1. Mos. 17:7-8, 19, 21.

 

I denne tekst lover Gud Abraham hele tre gange, at han giver dette land, altså Israels land - i evig ejendom til Abrahams afkom, gennem Isak. Dette løfte bekræfter han senere overfor Isak og Jakob, der som bekendt fik tilnavnet Israel, 1. Mos. 26:1-5 og 28:13-14. I 5. Mos. 7 forklarer Gud, at det ikke var:

   "fordi I er større end alle de andre folk, at Herren har fattet velbehag til jer og udvalgt jer, thi I er det mindste af alle folk; men fordi Herren elskede jer, og fordi han ville holde den ed, han tilsvor jeres fædre, derfor var det, at Herren med stærk hånd førte jer ud og udløste dig af trællehuset.. så du (dermed) kan vide, at Herren din Gud er den sande Gud, (og) den trofaste Gud..", 5. Mos. 7:7-9.

 

Gud kan altså kendes på, at det, han har lovet, er sande og går derfor også i opfyldelse. Derfor var det, at han førte israelitterne ud af Ægypten, gennem ørkenen, for til slut at føre dem ind i løfternes land, gælde for evigt. At de senere, pga. ulydighed mod Gud, måtte drage i landflygtighed, ændrer ikke ved dette. Derfor gentages løfterne da også i forbindelse med alt det, der skal ske, når de efter deres lange landflygtighed atter skal kommer tilbage til det land. Derfor er det, at mange kristne gennem kirkehistorien har set frem til, at Gud ville gøre netop dette for dem. Derfor kan man på en måde godt sige, at selvom staten Israel blev oprettet i 1948, så var det alligevel ikke et nyt land, for det var jo det samme land, som de har fået til evig eje, og som Gud derfor gang på gang omtaler som 'deres land', som de skal eje 'til evig tid'. Lad os se på nogle af disse konkrete løfter:

 

Nogle profetier om, at Israels folk igen samles i deres land

Lad os først se på et løfte fra Gud til Israels folk, som siger, at som han dengang førte Israels folk til det forjættede land, således vil han igen samle det, men denne gang fra hele verden, altså i en endnu større målestok:

   "Se, derfor skal dage komme, lyder det fra Herren, da det ikke mere hedder. Så sandt Herren lever, der førte israelitterne op fra Ægypten! men: Så sandt Herren lever, der førte og bragte Israels hus' afkom op fra nordens land og fra alle de lande, til hvilke han havde bortstødt dem! Og de skal bo i deres land", Jer. 23:7-8.

 

Læg mærke til, hvor præcis løftet er. Lang tid før, de blev spredt til hele verden, fortalte Gud, at de vil komme tilbage fra hele verden, og således er det gået. I dag er jøderne kommet til Israel fra 124 lande, og stadig flere er på vej. De fleste jøder bor dog stadig i diasporaen [adspredelsen], og det viser, at profetierne om, at de alle vil komme til Israel, endnu ikke fuldt ud har nået sin opfyldelse. Men det vil ske! Det ved vi, fordi Gud har sagt det. Lad os nu se på nogle flere profetier, hvor han understreger dette løfte. I Esajas tiltaler han Israels folk og siger:

   "Frygt ikke, thi jeg er med dig! Jeg bringer dit afkom fra østen, sanker dig sammen fra vesten, siger til norden: Giv hid! - til sønden: Hold ikke tilbage! Bring mine sønner fra det fjerne, mine døtre fra jorden ende", Es. 43:5-6.

 

Gennem profeten Ezekiel siger Gud det samme:

   "Jeg vil hente jer fra nationerne, samle jer fra alle landene og bringe jer til jeres land.. Og I skal bo i landet, som jeg gav jeres fædre, og I skal være mit folk, og jeg vil være jeres Gud.. og det øde land skal blive dyrket, i stedet for, at det har været en ødemark for alles øjne, som kom forbi. Og de skal sige: Dette land, som lå øde, er blevet lig Edens have, og byerne, som lå øde, er blevet opbyggede og beboede. Da skal nationerne, der er tilbage rundt om jer, kende, at jeg, Herren, bygger.. og beplanter det, der var øde. Jeg, Herren, har talt det, og jeg vil gøre det", Ez. 36:24, 28, 34-36.

 

Læg mærke til det, at Gud igen siger det samme, som han sagde til Abraham, Isak og Jakob, og op gennem hele Israels historie: 'Jeg har givet jer dette land', og dette løfte står derfor stadig ved magt, også selvom de i en tid ikke har boet der. For, den samme Gud, som har givet det første løfte: 'jeg giver jer dette land', har også givet det andet løfte, hvori han siger, at 'jeg bringer jer til jeres land'. Det betyder konkret, at Israels land aldrig kommer til at tilhøre et andet folk. Det kan det ikke! De har fået andre lande, men jøderne har fået Israels land - af Gud.

 

Bibelkritikken får indflydelse på tolkningen

Vi tror det, fordi Gud har sagt det. Men, hvad så med de mange bibelkritikere, som argumenterer for, at alle løfter om jødernes tilbagevending til Israels land, ikke taler om i dag, men om dengang, de vente hjem fra de 70 års fangenskab i Babylon, som vi fx kan læse om i Ezra og Nehemias. En af disse kritikere er professor Svend Holm-Nielsen, som var chefoversætter for den bibel, som vi fik i 1992. I en artikel, som blev bragt i KD forud for udgivelsen, hævder han, at

   "der ikke (er) nogen forbindelse mellem jøder i Gammel testamente i oldtiden, og så moderne zionisme" = er jødernes ønske eller gudgivne trang om at komme tilbage til deres land"6.

 

Har denne professor, og alle de andre, der siger det samme som ham, et pointe? Nej! For det stemmer slet ikke med bibelens mange udsagn og profetier. Som vi har set, så siger Gud jo klart og utvetydigt, at 'jeg vil hente jer fra nationerne, samle jer fra alle landene og bringe jer til jeres land'. Fra alle lande! Det kunne derfor ikke gå i opfyldelse, da de jøder, som blev ført som fanger til det babylonske rige, kom tilbage til deres land igen. For det andet, så var alle de jøder, som blev taget til fange af assyrerne 150 år før, heller ikke begyndt at komme tilbage, før nu. Profetierne henviser derfor bevisligt til en senere begivenhed, nemlig til den, som vi er øjenvidne til, at Gud gør i vore dage.

 

Men, hvordan kan bibelkritikere, som fx den føromtalte professor så ignorere de mange profetier fra bibelen, som understreger forbindelsen mellem oldtidens jøder, og så det, der sker i dagens Israel?

I den samme artikel fra KD giver han forklaringen. Her siger professoren nemlig ligeud, at han ikke kan fatte, 'at folk i Grundtvigs fædreland kan tillægge det døde ord så stor autoritet'. Han kalder altså direkte, at bibelen, herunder dens mange profetier om fx jødernes tilbagevending til deres land, for 'døde ord' - altså helt uden betydning. Desværre er der mange, som går i hans fodspor, og er på den måde også med til at nedbryde andre menneskers tro på Guds ord som inspireret, ja, indåndet af Gud. Selvom han har titlen af professor i teologi, har han således slet ikke noget lys over Guds ords eviggyldige sandhed, og derfor er bibelen for ham kun døde ord, og intet andet.

 

Som bibeltro kristne er vi dog ikke interesseret i at lytte til tåber, der ikke vil tro på det, der står skrevet, selvom der, som vi har set i denne gennemgang, er så mange arkæologiske og historiske vidnesbyrd, der taler klart om Guds ords pålidelighed. Og ser vi frem i stedet for tilbage, er der ligeså mange vidnesbyrd, og til et af disse er vi endda øjenvidner til i vore dage, men som for blot 150 år siden så temmelig umuligt ud: Det var Jesu ord om figentræet!

 

Se på figentræet..

Som vi har set i denne gennemgang, er dette ord på mangfoldige måder blevet bevidnet gennem israelitternes mangeårige historie - en historie, som endnu ikke er færdigskrevet. For at følge med i Guds arbejde i verden - såvel som profetiernes opfyldelse i vore dage, opfordrer Jesus os fx til at 'se på figentræet', som er et billede, der er hentet fra GT og henviser til Israel, og til 'alle de andre træer', som er et billede på alle andre nationer. I en kristen lovsang begynder omkvædet med ordene: 'Se på tegnene i verden, lyt til sejrherrens skridt'. Det stemmer! Vi ser på tegnene, som Jesus har opfordret os til, og i disse ser vi tydeligt, at Gud er i fuld gang med at opfylde de løfter, som han, efter sit ord, har givet til Israels folk.

 

Som vi har set, peger indvandringen til det forjættede land dengang, også frem på noget fremtidigt; nemlig frem til det, Gud har sagt, vil ske i de sidste tider, lige før Jesus kommer igen. Nogle af disse tegn, som varsler hans snarlige komme, er begyndt at gå i opfyldelse. Det største tegn er som førnævnt det jødiske folk, som i årtusinder har været spredt rundt omkring i verden, men som nu i stigende grad er begyndt at vende hjem til deres land igen; til det land, som for blot 150 år siden blev beskrevet som et øde og tomt område, men som nu bliver opdyrket og er begyndt at 'blomstre som en rosengård'. Modsat de mange bibelkritikere, som ikke ser noget som helst, kan alle kristne, som læser bibelen se en klar og tydelig forbindelse mellem datidens og nutidens Israel, mellem profetierne og deres opfyldelse. Ikke bare nu, i 'bagklogskabens lys', men også dengang, der endnu ikke var tegn på, at der ville ske noget. Vi skal se et par eksempler på dette.

 

I sine studienotater til Romerbrevet 11 skrev John Wesley fx dette i 1781, om det kommende Israel:

   "Så mange profetier refererer til denne store begivenhed, at det er overraskende, at nogen kristen kan tvivle på det"7.

 

Det samme var den berømte forkynder Charles Spurgeon overbevist om. Under en gudstjeneste i 1855 kom han denne erklæring om Israels oprettelse:

   "Jeg synes ikke, vi tillægger genoprettelsen af det jødiske folk tilstrækkelig betydning. Vi giver det ikke tilstrækkelig opmærksomhed. Men.. hvis der er noget, der er lovet i bibelen, så er det dette.. Jeg kan ikke tænke mig, at man kan læse bibelen uden at se klart, at der vil blive en virkelig genoprettelse af Israels børn"8.

 

Han kunne selvfølgelig ikke forudse, at det hele skete så hurtigt, som tilfældet var; at staten Israel ville blive oprettet mindre end 100 år senere. At den tid, som Gud havde lovet og talt om for så mange år siden om Israels folk og land, så snart begyndte at gå i opfyldelse. Og så har vi kun set begyndelsen. Ifølge profetierne har Israel jo stadig det allerbedste i vente.

 

Fremtiden

I forbindelse med profetierne om, at jøderne skal vende tilbage fra alle lande, siger Gud fx dette til dem ved Jeremias:

   "Se, dage skal komme, lyder det fra Herren, da jeg opvækker David en retfærdig spire, og han skal herske som konge og handle viseligt og øve ret og retfærd i landet. I hans dage skal Juda frelses og Israel bo trygt. Og det navn, man skal give ham, er: Herren vor retfærdighed", Jer. 23:5-6.

 

Det der her siges, er, at Messias, Jesus Kristus, skal komme til Israel igen - i GT bliver han netop flere gange omtalt som denne spire, som spirede frem, da han kom første gang - og 'skal herske som konge i Israel, og øve ret og retfærd i landet', når han kommer tilbage til jorden. En mængde profetier peger på den herlighed, der vil følge hans genkomst. Som eksempler kan nævnes Es. 11 og 35, som nok er de bedst kendte kapitler, som beskriver dette fredsrige nærmere. Det er til det samme rige, der henvises til i Luk. 1:31-35, hvor engelen Gabriel kommer til jomfru Maria, og siger dette til hende om den søn, hun skal føde:

   ".. du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes Søn; og Gud Herren skal give ham Davids, hans faders trone. Han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans kongedømme", Luk. 1:31-33. 

 

Når Jesus kommer igen, da skal alt det, der står skrevet om dette land og folk, og som Gud  forbilledligt førte folket hen til ved Moses, og ind i ved Josva, få sin fulde opfyldelse. Profetien om, at de skulle gå ind til hans hvile, blev nemlig ikke opfyldt dengang, men venter stadig forude. Derfor står der dette om dem:

   "I tro døde alle disse uden at have opnået, hvad der var forjættet; men de så det og hilste det i det fjerne og bekendte, at de var fremmede og udlændinge på jorden", Hebr. 11:13.

 

Når den dag kommer, skal alle de jøder, som har modtaget Jesus som deres frelser, nået frem til målet for deres rejse, og da vil Gud sige dette til dem:

   'Fra gammel tid (KJ) åbenbarede Herren sig for det (for dig og sagde): Jeg har elsket dig med en evig kærlighed, derfor drog jeg dig i nåde.. Syng med glæde, Jakob, og jubl som de første blandt nationerne, kundgør med lovsang og sig: Herren har frelst sit folk, Israels rest", Jer. 31:2-7.

 

Epilog:

Gennem serien har jeg flere gange henvist de mange arkæologiske og historiske vidnesbyrd, som taler klart om Guds ords pålidelighed, men som desværre bliver modsagt på det groveste. Som et eksempel på dette kom docent dr. Theol. John Strange, fra Københavns Universitets Teologiske Fakultet, med i en kronik i Kristeligt Dagblad, angående om bibelens pålidelighed:

   "Man kan ikke finde beviser for et sagn"

og

   "En historisk underbyggelse af bibelen gennem arkæologi er i bedste fald naiv og i værste fald løgnagtig"9.

 

Så ved vi det! De vise har talt.. eller har de? Står de over Gud, som har gives os et overvældende vidnesbyrd om sig selv, og dét uanset om der er tale om det, der står i bibelen om skabelsen, syndfloden, Israels folks 400 års ophold i Ægypten, de 10 plager, udvandringen af Ægypten, under Moses' ledelse, og den efterfølgende 40-årige lange ørkenvandring? Svaret er: Nej! Derimod udbasunerer de deres egen dårskab ved at gå imod det, der ligger åbent for enhver, som vil undersøge, hvad der er sandt. Af bibelen fremgår det, at Gud ikke efterladt sig uden vidnesbyrd, hverken om sig selv eller om hans gerninger, for han er historiens Gud; ja, han er vores Gud, og derfor han også åbenbaret sandheden for os, som tror på ham og det, han har gjort gennem historien.

 

Tak og lov og pris og evig ære være vor Gud og Fader, som har åbenbaret dette for hans børn.

 

Amen

 

 

Kildehenvisninger:

  1. Dette og de følgende billeder er kopieret fra bogen Exodus, af Dr. Lennart Möller, side 382-386 og 392-393.
  2. Samme, side 394
  3. Samme, side 400
  4. http://www.rejseavisen.dk/jordan-mosaikkerne-paa-nebo-bjerget.html
  5. http://www.bibelskarkaeologi.dk/
  6. Kristeligt Dagblad, 14. jan. 1989, med overskriften: Bibelkritik og tyrkertro
  7. Et ord fra Jerusalem, nr. 8, 2012
  8. samme
  9. Kristeligt Dagblad, d. 23/6 2004

 

 

 

Hvis denne side ikke er fundet via forsiden, så klik venligst her for at få adgang til flere artikler