Gud vil give os fremtid og håb

Af diakon Eskild Skov Særkjær

Jeg vil her til indledning læse disse vers fra profeten Jeremias:

"Så siger Herren: Når 70-sindstyve år er gået for Babel, vil jeg se til jer og på jer opfylde min forjættelse om at føre jer tilbage hertil. Og jeg ved, hvilke tanker jeg tænker om jer, lyder det fra Herren, tanker om fred og ikke om ulykke, at jeg må give jer fremtid og håb. Kalder I på mig, vil jeg svare jer; beder I til mig, vil jeg høre jer; leder I efter mig, skal I finde mig; såfremt I søger mig af hele jeres hjerte vil jeg lade mig finde af jer, lyder det fra Herren, og vende jeres skæbne og sanke jer sammen fra alle folkeslag og fra alle de steder, jeg har bortstødt jer til, lyder det fra Herren, og føre jer tilbage til det sted, fra hvilket jeg førte jer bort", Jer. 29:10-14.

Vi kender sikkert alle de løfter, som Gud har givet til Israels folk i GT [og i NT]. Disse løfter er konkrete, og fordi det er Gud, der taler, vil de selvfølgelig også gå i opfyldelse. Forud for den tekst, vi har foran os, har Gud gentagne gange forgæves bedt sit folk om at omvende sig, men da det ikke skete, sendte Gud en fjende over dem, og de førte folket i landflygtighed til Babel. Gud havde sagt, at det ville ske, hvis de ikke omvender sig, men de troede det ikke.

Hvorfor den hårde dom? Årsagen finder vi indirekte i teksten: "Jeg ved, hvilke tanker jeg tænker om jer.., tanker om fred og ikke om ulykke, at jeg må give jer fremtid og håb". Han elsker dem og ønsker ikke, at de skal gå fortabt. Problemet med os mennesker er, at vi ikke kan tåle at have det for godt, for så glemmer vi måske, at det er Gud, som giver os de gode kår, vi har fået. Det er derfor, at Gud ofte tillader, at vi bliver ramt af forskellige slags modgang, for at vi må få det, han har lovet. Det skyldes altså ikke, at Gud ikke under os det bedste, men vort åndelige liv kan bare ikke altid tåle det. Et eksempel finder vi i Dommerbogen, hvor vi læser, at da Israels folk kom ind i Kanaans land, fik de besked på at udrydde deres (som også er Guds) fjender fra landet. Men da det gik dem (for) godt i landet, som de havde fået, skete følgende katastrofe:

"Da gjorde israelitterne, hvad der var ondt i Herrens øjne.. de forlod Herren, deres fædres Gud, som havde ført dem ud af Ægypten [verden], og holdt sig til andre guder, og [de] tilbad dem og krænkede Herren", Dom. 2:11-12.

Det bliver altid et folk til ulykke, når de vender sig fra Herren. Men Gud ønsker at vende ulykken til lykke, fremtid og håb. Derfor gør Gud hvad han kan, for at de må komme i en situation, hvor de kan indse, at det er den levende og almægtige Gud, som kan frelse dem, og ikke deres afguder. Det gør han på mangfoldige måder, og på den måde, der tjener den enkelte bedst. Overfor Israels folk skete det på denne måde:

"Herren.. gav dem til pris for de omboende fjender, så de ikke længere kunne holde stand mod deres fjender. Hvor som helst de rykkede frem, var Herrens hånd imod dem og voldte dem ulykke, som Herren havde sagt og tilsvoret dem. Således bragte han dem i stor vånde. Men når de så råbte til Herren, lod han dommere fremstå, og de frelste dem fra deres hånd, som udplyndrede dem", Dom. 2:14-16.

De havde derefter igen en tid med gode kår. Det hænger altid sammen: Hvis et land eller et folk skal være under Guds velsignelse, så må folket ydmyge sig og vende sig til den levende Gud. Det er netop sådanne eksempler, vi finder vi i dommerbogen. Hver gang, folket vendte sig bort fra Gud og 'gjorde det, der var ondt i Guds øjne', gik det dem dårligt. De kunne tydeligvis ikke undvære hans tugt, hvilket gjorde, at han sagde:

"jeg vil ikke mere bortdrive dem foran dem et eneste af de folk, som Josua lod tilbage ved sin død, for at jeg ved dem kan sætte Israel på prøve, om de omhyggeligt vil følge Herrens veje, som deres fædre gjorde, eller ej", Dom. 2:21-23.

I salme 78 omtales Gud handlen med Israels folk gennem tiden på denne måde:

"Når han [Gud] vog [dvs. slog] dem, søgte de ham, vendte om og spurgte om [efter] Gud, kom i hu, at Gud var deres klippe, Gud den Allerhøjeste, deres genløser", Salme 78:34-35.

Og således var tiden også forud for jødernes [Judas] landflygtighed. Det er underligt, men den menneskelige natur har vist, at den næsten kun vil tage ved lære, når der kommer modgang. Så kommer de ofte med sådanne spørgsmål: 'Hvorfor sker dette?’ ’Hvorfor tillader Gud dette?' Og ’hvorfor skal jeg have det sådan, når han kan gøre et under, og få problemet til at forsvinde?’ Som det er omtalt i salme 78, får det ofte mennesker, også i dag, til at vende om og spørge efter Gud.

I øjeblikket har vi det godt i Danmark, og måske vil den tid snart kommet, hvor Gud siger dette til os i Danmark, som han gjorde det i dengang:

I mange år har jeg igen og igen velsignet jer. Men I tiltagende grad har I vendt jer fra mig, så meget, at I nu helt har glemt mig. Derfor siger jeg til jer: Jeg ønsker stadig at velsigne jer, og hvis I ikke frivilligt vender om, må jeg tugte jer, at I må søge mig og blive frelst. Det, jeg har sagt om Israel, gælder også jer: For det, der 'skete med dem, var advarende eksempler, og det blev skrevet til påmindelse for jer..', 1. Kor. 10:11.

Skriften siger, at Gud formaner, tugter og velsigner for at få mennesker til at "søge Gud, om de dog kunne famle sig frem til ham og finde ham, så sandt han ikke er langt borte fra en eneste af os", Apg 17:27. Gud har ikke efterladt mennesker uden lys og vidnesbyrd om sig selv. I John. 1:5 står der således om Jesus:

"Og lyset [Kristus] skinner i mørket, og mørket fik ikke bugt med det", John. 1:5.

Derfor bad han i både den gamle og i den nytestamentlige tid mennesker om at omvende sig, inden det blev for sent, ligesom han også i dag beder gør det. I Apg 17:30-31 siger han dette ved apostelen Paulus:

"Vel har Gud båret over med uvidenhedens tider, men nu sender han mennesker det budskab, at de alle og alle vegne skal omvende sig. Thi han har fastsat en dag, da han vil dømme jorderig med retfærdighed ved en mand, som han har bestemt dertil, og det har han gjort troværdigt for alle ved at lade ham opstå fra de døde".

Når Gud sender trængsler og ulykker, så er det selvfølgelig ikke selve trængslen eller ulykken, som ligger ham på sinde, for han ser længere frem. Han siger derfor: Det, der sker med jer nu, hvor I bliver tugtet, ser måske nok ud som streng straf, men der er et overordnet formål bagved. Jeg har jo gjort det, der er sket, fordi jeg elsker jer. Derfor siger jeg:

"Lad din ulykke gøre dig klog og lære af dit frafald, kend og se, hvor ondt og bittert det er, at du svigtet Herren, din Gud..", Jer. 2:19.

Gud har altså ikke opgivet det enkelte menneske, fordi det synder, eller fordi det er kommet bort fra Gud. Men han vil gøre alt, hvad han kan for, at det må omvende sig og blive frelst. I hebræerbrevet står der, at 'Gud tugter den, han elsker'. Hvorfor? Af den simple grund, at den enkelte må blive frelst. I 1. Tim. 5:24 står disse tankevækkende ord:

"Nogle menneskers synder er åbenbare og kommer forud for dem til dom; men hos andre kommer de først frem bagefter".

Jeg forstår verset sådan, at det siger, at nogle menneskers synder bliver afsløret og dømt af Gud i dette liv, for at de, som udøver dem, vender om og bliver eller forbliver frelste. De andre menneskers synder forbliver skjult for dem, måske fordi de alligevel ikke vil omvende sig, og de får derfor først sin dom efter døden [til fortabelse]. Det er som om, Paulus skriver: Er det så ikke langt, langt bedre at blive tugtet nu - end bagefter, hvor det er for sent at vende om?

Jeg tror, vi skal se Guds tugt i dette lys. I GT nævnes Guds tugt over Israel til omvendelse mange gange, som det fx står beskrevet i denne tekst fra dommerbogen:

"Dette er de [fjendske] folkeslag [herunder kan vi sætte div. trængsler, åndsmagter, som], Herren lod blive tilbage for ved dem at sætte Israel på prøve.., så det kunne komme for dagen, om de ville lyde de bud, Herren havde givet deres fædre ved Moses", Dom. 3:1a, 4b.

Måske kan vi sætte lighedstegn mellem det, der skete dengang, og det der sker nu i og omkring Israel. Af de bibelske beretninger ser vi, at Gud ofte tillader, at Israel blev omringet af fjender, for at de måtte vende sig til ham i deres nød, og råbe til ham. For han har sagt: 'Kalder I på mig, vil jeg svare jer.., leder I efter mig, skal I finde mig; såfremt I søger mig af hele jeres hjerte, vil jeg lade mig finde af jer'. Læg mærke til ordvalget, som er typisk i GT: 'I skal finde mig, såfremt I søger mig.. så vil jeg lade mig finde af jer'. Betydningen er, at hvis et menneske omvender sig af hele sit hjerte og søger Gud, så vi han lade sig finde og åbenbare sig for vedkommende. Han vil så at sige komme det menneske i møde, om det end famler sig frem mod ham i blinde. Igen og igen siger han, som fx her hos profeten Malakias:

'Vend om til mig, så vil jeg [også] vende om til jer', Mal. 3:7

Nu er det selvfølgelig ikke sådan, at alle ulykker og trængsler har noget med synd at gøre, eller hvor formålet er at få os til at omvende os. Vi kan fx bare tænke på Daniel og hans tre venner. Selvom de var retfærdige i Guds øjne, så kom de ligesom de andre i både landflygtighed og trængsel. Men, kan man spørge: Når disse og alle andre troende bliver beskrevet som retfærdige, hvorfor blev og bliver de så ramt af trængsler og modgang, som ligner dem, de ikke troende møder for at få dem til at omvende sig? De retfærdige behøver da ikke at blive tugtet? Nej, ikke som de andre, men når vi læser bibelen, ser vi, at det, der er til tugt til opdragelse og omvendelse for de ikke-troende, dét bruger Gud [indimellem] til at rense og hellige de troende. Det er betydningen bag, at de fjender, som 'Herren lod blive tilbage (skete), for.. at sætte Israel på prøve', som der står gentagne gange i GT, bruger han som en tugt til omvendelse for nogle og til hjerteransagelse for andre.

Uanset, hvad årsagen er til, at en ulykke, sygdom eller trængsler rammer os, så bruger Gud det altid til at tjene hans overordnede plan. Til dem som fx pga. synd eller frafald er kommet bort fra Gud, står der:

"Han har langmodighed med jer, da han ikke vil, at nogen skal fortabes, men at alle skal nå til omvendelse", 2. Pet. 3:9.

Og til alle dem, som tilhører Gud, skriver Paulus:

'Vi ved, at alle ting samvirker til gode for dem, som elsker Gud..", Rom. 8:28.

Derfor er budskabet fra Gud til hele folket da også det samme som nævnt i Jer. 29, og som er værd her at citere igen:

"Jeg ved, hvilke tanker, jeg tænker om jer.., tanker om fred og ikke om ulykke, at jeg må give jer fremtid og håb. Kalder I på mig, vil jeg svare jer; beder I til mig, vil jeg høre jer; leder I efter mig, skal I finde mig..", v. 11-13.

Guds hjertemotiv og mål med hans plan med ethvert menneske er, som vi kan se, at give dem alle en fremtid og et håb om lykke. For ca. 2600 år siden havde Gud givet jøderne det løfte, at han ville føre dem tilbage til deres eget land igen, når der var gået 70 år. Disse 70 år svarer til et menneskeliv, og disse år taler da også symbolsk om, at alle mennesker har et bestemt angivet antal år til sin rådighed, inden den dag kommer, hvor de skal fremvise, om de i den afmålte tid har valgt Jesus som deres frelser eller ej. For, som der står: Det er menneskets lod en gang at dø, og derefter dømmes, Hebr. 9:27. Hvordan vil de blive dømt? Det kommer netop an på, om den enkelte har taget imod frelsens redningskrans, inden dette jordiske liv rinder ud. Og for alle dem, der har gjort dette, står der i det næste vers, at når Jesus kommer igen, så vil det ske til frelse for dem, der bier på ham – dvs., sat deres lid til hans fuldbragte værk.

Når Gud i den gamle pagt taler om, at han vil give folket fremtid og håb, så taler han altså ikke kun om deres tilbagekomst til landet Israel, men han taler på samme tid også om det evige fremtidshåb, som er ligger klar i himlen til hver den, som tror på den frelser (på hebraisk Yahshua), som Gud vil sende til dem. Dengang så de frem til det, der ville ske den dag, hvor han kommer for at frelse dem, som vi ser tilbage på den samme dag. At det gjaldt ethvert menneske i den gamle pagt, som det gælder ethvert menneske i den nye pagt, ses klart af, at bibelen klart siger, at hans frelse gælder for enhver, som tror, jfr. fx John 3:16. At der ikke kun er tale om os i den nye pagt, ses også ganske klart ved, at der i apostlenes gerninger står følgende:

”Om ham (Jesus) vidner alle profeterne, at enhver, som tror på ham, skal få syndernes forladelse ved hans navn”, Apg 10:43.

Her vil jeg indskyde, at de omtalte profeter selvfølgelig ikke holdt det, de ud fra Guds ord havde forstået, hemmeligt for alle i deres samtid. Her kan vi fx tænke på David, der skriver:

”Du løfter mig op fra dødens porte, at jeg kan forkynde din pris, juble over din frelse i Zions datters porte”, Salme 9:15

David taler altså om at forkynde Guds pris dér, hvor folket samles for at høre nyt. Og om et andet sted, hvor folket også forsamlede sig, skriver han

”I en stor forsamling forkyndte jeg (din) retfærd (ifølge grundsproget: retfærdighed). Se, mine læber lukkede jeg ikke, Herre, du ved det”, Salme 40:10.

Mange andre troende fra den gamle pagt vidner om det samme. Vi ved ikke, hvor meget, de forstod af den frelse, de havde hørt fra Gud, og som de efterfølgende nedskrev og vidnede om overfor andre, men som vi så et eksempel på fra Apg 10, så kan vi se, at de forstod, at enhver, som tror på ham, dvs. på Jesus, skal få syndernes forladelse ved hans navn – og dvs. tage imod Jesus, deres Messias, i deres hjerter. Det er dette håb, som for dem og for os er det sande og virkelige fremtidshåb. Derfor bliver troen på det evige liv ved Jesus da også omtalt som de troendes håb i både GT og i NT. I Salme 33:18 er det beskrevet på denne måde:

”Herrens øje ser til gudfrygtige, til dem, der håber på nåden, for at fri deres sjæl fra Døden..”.

Det er egentlig helt det samme, som Paulus taler om, når han fx skriver dette i sit brev til Titus:

"udsendt, fordi der er håb om evigt liv, som Gud, der ikke lyver, har forjættet fra evige tider", 1:2.

Hebræerbrevets forfatter fortæller, at dette vort håb 'har vi som et sjælens anker, der både ligger fast og sikkert og når ind bag forhænget, hvor Jesus gik ind som forløber for os..', Hebr. 6:18-19.

Den fremtid og det håb, der er tale om, er altså at tilhøre Gud, og dvs. at være eller blive frelst og komme hjem til ham, når Jesus kommer igen. Det var jo det, 'løfternes land' i GT er et billede på. I Hebræerbrevet omtales dette lands forbilledlige betydning på denne måde:

"I tro bosatte han [Abraham] sig i det forjættede land som i et fremmed land og boede i telte med Isak og Jakob, medarvingerne til den samme forjættelse; thi han ventede på staden med de faste grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud", Hebr. 11:9-10.

Vi ser da også af teksten i Jer. 29, at den ikke kun handler om at komme tilbage til Israel efter de 70 år, som man kunne tro ved en overfladisk læsning, men at den også handler om en anden og senere tilbagekomst, og hvor de skal blive frelst. Det er om denne tid, vers 11-14 i det samme kapitel peger frem mod. Vi læste jo, at når de søger Gud af hele deres hjerte, vil han lade sig finde af det jødiske folk. Dette er slet ikke sket fuldt ud endnu. Men den dag, de søger mig af hele deres hjerte, siger Herren [i vers 14], så siger Gud (med min tolkning i parentes):

"jeg vil vende jeres skæbne og sanke jer sammen fra alle de folkeslag og alle de steder, jeg har bortstødt jer til.. (profetien taler altså om den store landflygtighed på 2000 år, som er gået fra år 70..) og føre jer tilbage fra det sted, fra hvilket jeg førte jer bort" (blev delvis opfyldt i 1948).

Men der er mere at sige. I det næste kapitel skriver Jeremias om, hvad der sker derefter. Der vil komme en stor trængsel over Israel, men siger Gud: fra den skal han frelses, Jer. 30:7. Profetien rækker altså helt frem til den dag i endens tid, hvor de skal frelses. Det sker, når de søger Gud af hele deres hjerte. Bibelen taler utallige steder om den velsignelse, der kommer, når han vil lade sig finde af dem. Ved profeten Hoseas fortæller Gud om, hvad der vil ske i forbindelse med den store trængsel, efter jøderne lange landflygtighedsperiode på 2000 år. For forståelsens skyld indfletter jeg igen mine tolkninger i parentes:

"Jeg (Jesus) går i mit sted igen (Jeg går bort for at gøre en plads rede for jer), indtil de bøder (erkender) mig i deres trængsel (den store trængsel). (Da siger de): Kom, vi vil tilbage til Herren! Han sønderrev, han vil og læge. Han slog os, vil også forbinde. Om to dage (2000 år fra Jesu død!) gør han os levende, rejser os op på den tredje (dvs. ved 1000-årsrigets begyndelse); da lever vi for hans åsyn", Hos. 5:15-6:2.

Det er om den samme forunderlige dag, at Gud siger dette ved profeten Zakarias:

"Og så udgyder jeg over Davids hus og Jerusalems indbyggere nådens og bønnens ånd, så de sker hen til ham [mig], de har gennemstunget, og sørger over ham, som man sørger over en enbåren søn [der er død], og holder klage over ham, som man holder klage over den førstefødte", Zak. 12:10.

Vi går tilbage til Jer. 29, hvor Gud giver os et enestående indblik i sine tanker - og frelsesplan for alle mennesker. Vi hører, at de vidner om fred over dem og ikke om ulykke, og således vil Gud give dem og os både fremtid og håb. Han har også fortalt, hvordan vi får det, han har talt om. Vi hører igen ordene:

”Kalder I på mig, vil jeg svare jer; beder i til mig, vil jeg høre jer! Leder I efter mig, skal I finde mig, såfremt I søger mig af hele jeres hjerte, vil jeg lade mig finde af jer, lyder det fra Herren, og vende jeres skæbne..”, Jer. 29:12-14a.

Det kan ikke siges mere tydeligt og klart! I bibelen understreges det jo igen og igen, at det, han har sagt i Jer. 29 gælder for ’enhver, som tror..!’ Hvilken fremtid og hvilket håb der tales om, beskrives ganske tydeligt i skriften - som fx i Hebræerbrevet, i det såkaldte troskapitel, som jeg tidligere har citeret fra, og som jeg vil gøre igen. Som vi ved, handler kapitlet om de troende fra den gamle pagt, men teksten afslutter dog med at understrege, at det selvfølgelig også gælder for alle troende i den nye pagt. Her står der nemlig:

”Skønt alle disse fik godt lov for deres tro, oplevede de ikke at se forjættelsen (om frelsen og evigt liv hos Gud) opfyldt. Thi Gud havde for vor skyld noget bedre for øje, så de ikke skulle nå fuldendelsen, uden at vi var med”, Hebr. 11:39-40.

Her til sidst kan vi så spørge: Hvad består denne nævnte forjættelse og fuldendelse af? Og hvad var det, Abraham og alle de andre nævnte i kapitlet så frem til? Det var jo netop det, Gud havde lovet dem om deres fremtid, og som var deres evighedshåb. Her læser jeg fra vers 13:

”I tro døde alle disse uden at have opnået, hvad der var forjættet; men de så og hilste det i det fjerne og bekendte, at de var fremmede og udlændinge på jorden. De, som taler sådan, viser jo derved, at de søger efter et fædreland. Og hvis de havde tænkt på det, de var udvandret fra, havde de haft tid nok til at vende tilbage; men nu står deres hu til et bedre, nemlig det himmelske fædreland; derfor skammer Gud sig ikke ved dem, ved at kaldes deres Gud; thi han har beredt dem en stad”.

Den stad, Abraham og alle de andre troende så frem til, og som skriften hele tiden peger frem mod, er den samme, vi ser frem til, og er den, som apostlen Johannes ser og hører om i Åb. 21. Det beskriver han bl.a. således:

”Jeg så den hellige stad, det ny Jerusalem, komme ned fra Himmelen fra Gud, rede som en brud, smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Se, nu er Guds bolig hos menneskene, og han skal bo hos dem, og han skal tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere; thi det, som var før, er nu forsvundet”, vers 3-5.

Ja, det er dét, der er vævet som en rød tråd gennem hele bibelen, og som alt i den egentlig handler om. Det er vor fremtid og vort håb. Det er vores destination!! Til det kan vi kun sige det samme, som alle troende vil gøre det, når de når det himmelske mål og står foran Guds trone, idet de priser ham og siger:

”Ham, som sidder på tronen, og Lammet være lov og pris og ære og magt i evighedernes evigheder”, Åb. 5:13.

AMEN! Halleluja!