Billedresultat for shema yisrael adonai eloheinu adonai echad

 

 

Shema yisrael adonai eloheinu adonai echad

             Af Eskild Skov Særkjær

 

I denne gennemgang skal vi se på åbenbaringen af Gud fra et vers GT, som Israel har som deres trosbekendelse, og ud fra dette vers skal vi se nærmere på, hvad der står om den treenige Gud i bibelen. Her læser vi:

      "Hør Israel, Herren vor Gud, Herren er én". 5. Mos. 6:4.

 

På hebraisk lyder trosbekendelsen som vist i overskriften. Når jøderne i daglig tale henviser til, eller omtaler deres trosbekendelse, omtaler de den ved enten kun at bruge de to første ord: 'Shema Yisrael', altså 'Hør Israel' - eller blot 'Shema - Hør'.

 

Vi er så vant til at høre, at jøderne nærmest kun var optaget af lovens ord, og ikke af lovens ånd, men det er dog ikke hele sandheden. Mange var (og er) nemlig meget mere optaget af at høre, hvad Gud havde og har at sige til dem. Derfor siger de, at ordet 'Shema' [hør] er det vigtigste ord i toraen [loven/GT]. For 'hvis vi ikke hører' siger de, så 'kan vi ikke gøre det nødvendige for at kunne vandre ret for Herren'. Og det har de jo ret i.

 

Befalingen om at høre Guds ord er derfor også et af de oftest benyttede ord i GT. Lad os se på blot et af disse eksempler, som vi finder i indledningen til de 10 bud i forrige kapitel, og som Gud befalede Moses at sige til folket:

      "Hør Israel, de anordninger og lovbud, som jeg kundgør jer i dag! Lær dem og hold dem omhyggeligt", 5. Mos. 5:1.   

 

Her er der selvfølgelig ikke bare tale om at høre med ørerne, men også at høre og forstå den åndelige mening og dybde i det, Gud siger. Det at høre Gud og modtage dét i hjertet er derfor det vigtigste, der siges til os i bibelen, også i NT. Da en skriftklog fx kom til Jesus og spurgte ham om, hvilke bud der er det største, svarede han:

      "Det første er: 'HØR Israel, Herren vor Gud, Herren er én; og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl af hele dit sind og af hele din styrke", Mark. 12:28-30.

 

Et andet eksempel finder vi fx i brevet til romerne. I kap. 10 nævner Paulus, hvordan Gud vil frelse alle, som påkalder ham. Men, siger han: for at mennesker kan komme til tro på Jesus og blive frelst, er det selvfølgelig nødvendigt, at der er nogen, der først sendes ud til at fortælle om det, for, siger han:

      "troen kommer af det, der høres, og det, som høres, kommer i kraft af Kristi ord", Rom 10:12-17.

 

Det ord, der tales om, er, som der står, Kristi ord, og det er det samme som Guds ord, for Jesus siger jo, at 'den, der hører mig, hører min Fader'. Igen og igen begyndte han sine taler med at sige: 'Hør og forstå' [Matt.15:10] og 'den, som har øre, han høre' [Matt. 11:15, 13:9,43]. I John. 10:16 siger Jesus, at 'fårene hører min røst', og et andet sted: 'Den, som er af sandheden, hører min røst', John. 18:37. Ud fra Guds ord kan vi derfor konkludere, at det vigtigste for os er, at vi lytter til det, Gud har at sige til os gennem Ordet, altså ved Jesus Kristus, ved hans Ånd. At høre ham er nemlig forudsætningen for den enkeltes trosvandring gennem livet, ligesom det var tilfældet for Israels folk.

 

Vi skal tilbage til Israels trosbekendelse, hvor vi efter ordene 'Hør Israel' nu skal se på de næste ord, hvor der på dansk står: 'Herren vor Gud', og disse ord er som førnævnt en oversættelse af disse to hebraiske ord: 'Adonai Eloheinu'.

 

Lad os først se lidt på det hebræiske navn Adonai, som er oversat til, og betyder, Herren på dansk. Det kommer måske som en overraskelse for nogle, at der slet ikke står Adonai på grundsproget - og derfor er det egentlig også forkert, at der står Herren på dansk, for det er ikke Guds navn. Der står nemlig, at Guds navn er JHWH (eller YHWH, som de hebraiske konsonanter ofte oversættes til). På hebraisk står der nemlig: שמעה ישראל, ה 'אלוהים, ה' היא שלנו. Direkte oversat fra hebraisk står der nemlig:

      'Shema Yisrael JHWH Eloheinu JHWH Echad'.

    

I vor danske bibel burde der derfor stå: 'Hør Israel, JHWH vor Gud, JHWH er en'. Selvfølgelig kan vi ikke udtale Guds navn med disse fire konsonanter, for Gud havde selvfølgelig åbenbaret sit navn med de tilhørende vokaler, men da disse vokaler ikke blev skrevet ned - det var kun konsonanterne, der blev det, så blev disse vokaler kun mundtlig overleveret, og blev efterhånden glemt. Årsagen hertil var, at det ifølge jødiske overlevering kun var ypperstepræsten, der måtte udtale Guds hellige navn [og kun på den store forsoningsdag]; og derfor var der ikke andre, som kendte det. Det betød, at da templet blev ødelagt, og der ikke længere var brug for ypperstepræster, så forsvandt den rigtige udtale også helt. 

 

Dette gjorde, at jøderne, som altid har haft ærefrygt for Guds navn, omskrev det til 'Adonai', hver gang de i GT så de fire konsonanter i Guds navn JHWH. Det er denne jødiske tradition, som de fleste bibeloversættere også har fulgt, som når der på dansk står 'Herren' i div. Bibeloversættelser - dog undtagen i 1992-oversættelsen, som har valgt at oversætte Guds hellige navn til Jahve. Er dét så det rigtige navn? Det vender jeg tilbage til. Jehovas vidner hævder, at den rigtige udtale er Jehovah (som dog ikke giver forklaring på, hvorfor de har sløjfet den sidste konsonant). Dette navn er dog bevisligt forkert, selvom de har handlet i god tro. Nogle af vore salmedigtere har jo også brugt navnet Jehovah på Gud. Årsagen til denne fejl er en forkert tolkning af Guds navn i den hebraiske bibel. I den står Adonais vokaler nemlig over Guds navns fire konsonanter, så det med latinske bogstaver kom til at se således ud: JaHoWaH.

 

Baggrunden hertil var og er, at jøderne, for ikke at komme til at misbruge Guds navn, som der jo advares mod i det tredje af de ti bud, i stedet har brugt (og bruger stadig) navnet Adonai, hver gang de kom til de fire konsonanter på hans navn i Tanach (GT). Vokalerne eksisterede på dette tidspunkt ikke som skriftlig lyd, og derfor blev Guds hellige navn kun mundtlig givet videre fra generation til generation. Da vokalerne senere kom til, indførte man Adonais vokaler som anført ovenfor, og det gjorde man for at minde læserne om, hvad de skulle sige i stedet. Det har således aldrig været meningen, at de to navne blev blandet sammen, som Jehovas Vidner (og andre) i deres uvidenhed har gjort, og som de derfor burde rette. I dag mener de fleste seriøse sprog- og bibelforskere, at Guds navn snarere er (eller kunne være)  JaHWeH, på dansk Jahve, bl.a. fordi dette navn lydmæssigt passer bedre med den hebraiske opbygning af de enkelte ord. Som vi ser, har vi sløjfet den sidste konsonant i Guds navn, ligesom Jehovas vidner har gjort det. Men, som førnævnt er der ingen, der med sikkerhed kan vide, om det er den helt rigtige udtale. I mangel af bedre vil jeg dog i det følgende bruge denne udtale af Guds navn.

 

Men uanset om vi siger Jahve, JHWH eller Adonai har dog på hebraisk dét tilfælles, at de står i ental, og det har dermed bevaret den oprindelige forståelse af, at Gud er én, som der står. Men, som vi skal se, så er det dog på samme tid tydeligt, at denne ene og almægtige Gud på samme tid åbenbarer sig som den, der er mere end én. Altså det samme, som i resten af bibelen. Lad os se et par eksempler på dette:

 

Når David fx i Salme 110:1 siger, at 'Herren [JHWH/Jahve] sagde til min Herre', så er det tydeligt, at Herren er Gud Fader, som taler til Davids Herre, som er Kristus (Jesus). Men når der i Zak. 14 står, at Herren vil komme tilbage til vor jord og sætte sine fødder på Oliebjerget, så er vi klar over, at der her ikke tales om Gud Fader, men derimod om Herren Jesus Kristus.

 

Et andet eksempel: Forud for indtoget i Jerusalem palmesøndag sender Jesus sine disciple hen for at hente et æsel, som han kan ride på. Derefter siger han til dem:

      'Hvis nogen spørger, hvorfor I løser det, skal I sige: Herren har brug for det, Matt. 21:1-3.

 

Det ville normalt være det naturligste, hvis Jesus havde sagt: 'I skal sige, at jeg Jesus, har brug for det', men det gør han ikke. I stedet siger han: 'Herren har brug for det'. Som jeg ser det, betyder denne formulering, at Herrens navn skal forstås mere bredt. For det var nemlig ikke 'kun' Jesus, der havde brug for det, men Gud Fader og Guds Ånd havde også brug for det, for, som det fremgår af det næste vers:

      "Dette skete, for at skriften skulle gå i opfyldelse, der siger: Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig og ridende på et æsel..", Matt. 21.

 

Overalt i bibelen er der på samme måde henvisninger til den treenige Gud. Det sker fx, når Moses og de forskellige profeter skriver, at 'så siger Herren', eller 'Herren talte til mig'. Det sker i alt ca. 6000 gange i GT. Også her er det den treenige Gud, der taler. Det er også ham, David henviser til, beder til og taler om i sine mange salmer.

 

Det, der er citeret ovenfor fra bibelen, bliver endnu tydeligere, når han som i Israels trosbekendelse omtales som 'Herren Gud'. I GT sker dette i alt 792 gange. Lad os nu gå tilbage til dagens tekst, hvor vi stadig ser på ordene 'Adonai Eloheinu', som er oversat til Herren (vor) Gud.

 

Vi har allerede set på Herrens navn, der står i ental, og det betyder selvfølgelig, at han er én. Men det følgende navn på Gud, Eloheinu, står derimod i flertal, og det kan kun betyde, at selvom Gud er én, så er han på samme tid flere end én. Når der på hebraisk står Adonai Eloheinu, som er oversat til 'Herren vor Gud', så skyldes det, at her står Elohim i genitiv, og derfor bliver det da også korrekt oversat til 'vor Gud'. Ordet Eloheinu betyder altså konkret, at selvom der kun er én Gud, så er han alligevel flere end én - og det betyder, at Israels trosbekendelse åbenbarer, og kan oversættes, således: "Herren er én [og er] vor 'treenige' Gud".

 

Der findes faktisk et andet ord på hebraisk, som bibelens forfattere, ved Helligånden, ville havde brugt, hvis teksten skulle understrege, at han ikke er treenig. For, hvis der havde stået Gud i ental, så ville der nemlig ikke stå Elohim på hebraisk, men i stedet Eloáh. Det betyder konkret, at hvis der havde stået Eloáh, så ville dette ord også være blevet oversat med én Gud, på nøjagtig samme måde som i vore bibler, men nu bare i betydningen: ’Én udelelig Gud, som ikke kan være treenig'. Men det har han ikke gjort en eneste gang. Gennem hele bibelen har Gud nemlig konsekvent åbenbaret sig som Elohim (eller Eloheinu), dvs. som én Gud, som er flere (nemlig tre) i sin person. Derfor er det forkert, når fx både jøder og Jehovas Vidner påstår, at åbenbaringen af Guds navn i bibelen udelukker, at han kan være én treenig Gud.

 

At Gud Herren er én, og treenig, bekræftes desuden også af den sidste del af Israels trosbekendelse, hvor der står, at Adonai Echad, som er oversat med 'Herren er én' (eller egentlig 'Herren én'). Det må da betyde, at Herren Gud er én udelelig enhed, ikke sandt? Jo, hvis det hebraiske ord Echad betyder det samme, som når vi på dansk siger: 'Der er kun én person til stede'. Men det betyder det hebraiske ord ikke.

 

Ordet Echad betyder nemlig det samme, som hvis man fx taler om en trekant. Alle ved, at der kun er én trekant, selvom den består at tre selvstændige sider. Det er da også derfor, at man som symbol på Guds treenighed ofte bruger en trekant. Det er også det samme hebraiske ord, der bruges i dag, hvis de fx taler om én klase vindruer. Der er kun én klase, men alligevel ved vi, at det betyder, at denne ene klase selvfølgelig består af mange enkelte vindruer.

 

Det betyder, at man med god ret kan oversætte Israels trosbekendelse således:

      "Hør Israel, Herren (Jahve) er vor treenige Gud, som i sin enhed (alligevel) er flere".

 

Dermed henviser dette vers i bibelen selvfølgelig til den samme treenige Gud, som igen og igen, og især i NT har åbenbaret sig som Faderen, Sønnen og Helligånden. Han er den ene sande Gud fra evighed og til evighed! Og dog er han tre i sit guddomsvæsen. Det er det, vi kalder treenighedslæren. Vi kan spørge: hvorfor fremgår det ikke tydeligere i GT, end det gør? Svaret hertil er at, gennem hele bibelen er Guds åbenbaring af sig selv fremadskridende. Dette gælder ikke bare bibelens treenighedslære, men det gælder fx også åbenbaringen af Guds frelseshistorie, af Gud som historiens Gud, af det evige liv, og af Guds herlighed.   

 

Vi har allerede set, at Elohim er et flertalsnavneord, og betyder, at selvom der kun er én Gud, er han tre i sin enhed. Men, kan man så spørge: Hvorfor omtaler bibelen så kun Elohim som værende én Gud (med stort G), når der er tale om Himlens Gud, mens det ikke er tilfældet, når der er tale om andre guder? Det er jo det samme ord, der bruges, ikke sandt? Jo! Jamen, hvordan kan vi så med sikkerhed vide, at der fx ikke skal stå 'Hør Israel, Herren vore guder' i Israels trosbekendelse? Det er der en simpel årsag til.

 

Her skal vi have fat i en vigtig hebraisk grammatisk regel, der siger:

      Hvis et navneord, udsagnsord eller tillægsord i en sætning står i ental, så skal et evt. følgende flertalsnavneord, som fx Elohim, også læses som et entalsnavneord.

 

Denne regel betyder konkret, at når Herren (eller Jahve) som i Israels trosbekendelse står i ental, så skal det efterfølgende navneord, som her Eloheino, også gøre det, selvom dette navn står i  flertal. Dog mister navnet ikke sin flertalsbetydning, men betyder 'flere i den ene Gud' (med stort G). Og modsat: hvis den samme grammatiske regel som ovenfor nævnt derimod mangler i et bibelvers, så kan Elohim ikke betyde én Gud, men derimod 'flere guder', og det gør bibelen da også konsekvent. Faktisk sker dette 183 steder i GT. Her skal vi kun se på et enkelt vers fra 5. Mos. 5:7, hvor vi har det første af de ti bud, og her står der ifølge den omtalte regel korrekt: "Du må ikke have andre guder [Elohim] end mig".

 

Der ligger altså en fantastisk åbenbaring af den treenige Gud gennem hele bibelen, i hver eneste sætning, hvor Guds navn nævnes. Dette kan umuligt være en tilfældighed. For hvis Gud ville åbenbare sig som én Gud, der ikke er treenig, så ville bibelens forfattere som nævnt ikke havde brugt navnet flertalsnavneordet Elohim, men de ville i stedet havde brugt entalsnavneordet Eloáh. Så ville hans navn vidne om, at han ikke kunne være én treenig Gud. Det ville svare til, for at bruge det samme billede fra før, at der kun var én eneste drue på vindrueklasen - men så ville der jo heller ikke længere være tale om én klase vindruer.

 

Lad os ganske kort se på et andet konkret eksempel fra GT, hvor vi ser den samme grammatiske understregning af, at Gud er én treenig Gud. Lad os se på teksten i bibelens første vers, hvor der står:

      "Bereschit bara Elohim veæth hasha majim veæth haaræsh”.

      "I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden"

 

I dette vers er det danske udsagnsord 'skabte' oversat fra det hebraiske 'bara', men da dette ord står i ental på hebraisk, så skal og kan Elohim (Gud) ifølge den føromtalte hebraiske grammatik også her forstås som én Gud, selvom det er et flertalsnavneord.

 

På dansk bøjer vi ordene og siger: 'en Gud, flere guder..', men det gør man ikke på hebraisk. Derfor er det alene versets grammatiske opbygning, der afgør, om der er tale om én Gud eller flere guder. Det betyder, at det første vers i bibelen egentlig burde, eller kunne, være oversat således: 

      "I begyndelsen skabte Gud, som er flere [nemlig tre], himmelen og jorden".

 

Denne grammatiske regel bruges i alle de vers, hvor der korrekt står Gud (med stort G) i bibelen, og det er, så vidt jeg husker, ca. 6000 gange, og er dermed et af de største vidnesbyrd i bibelen om Guds treenighed. Der er utallige andre vidnesbyrd i bibelen på dette. Jeg vil kort nævne nogle få af disse, som er hentet fra NT:

 

Det første (eksempel fra NT) er hentet fra Jesu afskedstale, hvor han underviser sine disciple om, at han snart vender tilbage til sin Fader i himlen, men, siger han: I skal ikke være bekymret, for

      "Jeg vil bede Faderen, og han skal give jer en anden talsmand til at være hos jer til evig tid", John. 14:16. 

 

Men så, lige efter siger Jesus, at når denne talsmand, Helligånden kommer, så vil Faderen og Sønnen også komme til dem. Han siger nemlig:

      "Jeg vil ikke efterlade jer faderløse, jeg kommer til jer", John. 14:18.

 

Vi ved, at Jesus vendte tilbage til sin Fader i Himlen efter sin opstandelse, og derfra sendte han Helligånden til os, som han har lovet. Jesus er altså i Himlen, og sidder ved Faderens højre hånd, jfr. fx Hebr. 1:3. Og så siger han alligevel, at

      1): jeg vil ikke efterlade jer faderløse, og 2): 'jeg kommer til jer'.

 

Det betyder konkret, at selvom Jesus nu er hos sin Fader i Himmelen, så vil han alligevel på samme tid også være her, ligesom Faderen også vil være det. Dét, Jesus siger, er dermed et mægtigt vidnesbyrd om, at Gud Fader, Søn og Helligånd fuldt ud er til stede hos os ved sin Ånd, fordi han er én sand treenig Gud. Det samme kan også siges på denne måde: Faderen og Sønnen bor i os ved Helligånden.

 

Det stemmer da også 100% med dét, Jesus sagde i sine afskedsord til sine disciple i Matt. 28:20: "Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende". Læg også mærke til, at når Jesus derefter siger: '.. gør alle folkeslag til mine disciple, idet i døber dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn', så siger han ikke navne, og årsagen her er, ligesom det er tilfældet i Israels trosbekendelse, at 'Herren er én'

 

Lad os se et andet eksempel fra NT. I 1. Kor. 12 nævnes de 9 nådegaver, som den treenige Gud har givet til menigheden. Læg mærke til, hvordan der med lidt forskelligt ordvalg siges det samme om henholdsvis Ånden [Helligånden], Herren [Jesus] og Gud [Fader]:

      "Der er forskellige nådegaver, men Ånden er den samme", v. 4

      "Der er forskellige tjenester, men Herren er den samme", v. 5

      "Der er forskellige kraftige virkninger, men Gud er den samme, som virker alt i alle", v. 6.

 

Som vi ser, vidner disse vers om, at Faderen, Sønnen og Helligånden tilsammen virker det samme i os og gennem os, fordi der er tale om den samme treenige Gud.

 

Det sidste eksempel, jeg vil tage med i denne gennemgang, er et af de mest tydelige vidnesbyrd om Guds treenighed i bibelen, og det står i 1. John. 5:7-8. Desværre har man pga. bibelkritik klippet en væsentlig del ud af den overleverede grundtekst. Lad os nu først se på teksten, som den står i den danske bibel:

      "Thi der er tre, som vidner: Ånden, vandet og blodet; og de tre stemmer overens", 1. John. 5:7-8.

 

Ånden henviser selvfølgelig til Helligånden. De fleste tror, at vandet henviser til dåben, men her henviser det vistnok snarere til Gud, som har givet os sit ord. Og så har vi blodet, som selvfølgelig er Kristi dyrebare blod. Der er altså tre vidnesbyrd om den treenige Gud her på jorden, som stemmer overens. Men, som nævnt står der mere i grundteksten.

 

For, lige forud for dét, der står i den danske bibel, står der som nævnt også noget andet og meget vigtigt på grundsproget, nemlig om den treenige Guds vidnesbyrd fra Himmelen. I min gamle danske bibel, som er fra før bibelkritikken holdt sit indtog, står der nemlig helt korrekt efter grundsproget:

      "Der er tre som vidner i Himmelen: Faderen, Ordet [= Kristus] og Den Hellige Ånd, og disse tre er ét" (og så bagefter kommer dét før citerede); "og der er tre vidner på jorden, og de tre stemmer overens".

 

Hvilket vidunderligt vidnesbyrd fra himmelen om Faderen, Sønnen og Helligåndens fuldkomne enhed. Sådan kunne vi blive ved med at pege på bibelens mange vidnesbyrd om den treenige Gud; vidnesbyrd, som stemmer helt med det, vi har set på i Israels trosbekendelse. Men så kommer spørgsmålet: Hvad med jøderne? Kan de ikke se dét, vi kan se, når det står så klart i skriften?

 

Her skal vi være opmærksomme på, at mennesker altid først kan se en sandhed, når Gud åbenbarer den for den enkelte. Bibelen siger fx, at der er lagt et slør hen over skriften, så mange ikke kan se eller forstå dét, som Gud har åbenbaret for os i Jesus Kristus.

 

Det betyder ikke, at de jøder, som ikke tror på Jesus, ikke kan se det mindste af det, skriften siger og åbenbarer. De prøver at forstå det, som der står i Tanach (GT), og mange har da også lagt mærke til, at der er tre forskellige udtryk, som passer på Gud, men som nævnt forstår de ikke Guds treenighed, fordi det først åbenbares, når Gud fjerner dækket fra deres øjne, 2. Kor. 3:14-16. Vi skal nu se to eksempler på, hvordan se forsøger at forstå det med treenigheden, og læg så mærke til, hvor tæt de er på at beskrive Guds treenighed. Det første er fra en gammel jødisk fortolkning af salme 2, hvor Gud tiltales med disse ord:

      "Du er en trofast hyrde, og om dig er det sagt: Kys Sønnen. I dybet er du stor, du Israels lærer og engles lærer, tjenende engles. Den højeste Søn, Den hellige Søn, lovet være hans navn og Hans hellige Ånd" [Zohars bog, del 3, side 303, gengivet i 'Kristus i GT', s. 71].

 

Som vi ser, så er det den treenige Gud, som blev nævnt; Gud Fader, Søn og Helligånden. Det er Gud (Fader), som her beskrives som 'en trofast hyrde', hans Hellige Søn er selvfølgelig Messias Jesus, og til sidst nævnes hans hellige Ånd. 

 

Et andet eksempel. Den finske evangelist Risto Santala har boet det meste af sit liv i Israel, og har erhvervet sig en stor indsigt i den jødiske tro og tænkning i dag og ned gennem årtusinder. I sin bog: 'Kristus i det gamle testamente' beskriver han følgende om deres tro på treenigheden:

      "I de fromme jødernes bydel i Jerusalem, 'Mea Sjearim', finder man et typisk kristent billedmotiv i synagogerne. Det er en ligesidet trekant med Guds øje tegnet i midten. Jøderne tror [nemlig] også på treenigheden i Guds åbenbaring. Ifølge den kender de Gud som Skaberen, Shekinah som Den Hellige Ånd, og [Guds ord, personliggjort] i Toraen [moseloven]", s. 51.

 

I de jødiske skrifter bliver toraen ofte omtalt som ordet, og personliggjort til at være Messias - som det da også sker i NT; og Guds herlighed bliver omtalt som den Ånd, som vil komme. Som vi kan se, henviser den ovenfornævnte jødiske opfattelse af toraen også til Guds treenighed, men dog uden, de forstår, hvad det egentlig betyder.

 

Således er er utallige vidnesbyrd om Guds treenighed, både i og udenfor skriften. Vi har set på nogle af disse steder, som bevidner det, der er åbenbaret om Gud i bibelen, og især i Israels trosbekendelse. Denne sandhed om den treenige Gud, som har åbenbaret sig som Faderen, Sønnen og Helligånden, er simpelthen 'bibelens røde tråd'.

 

Hvad skal vi så bruge denne viden til? Først og fremmest for, at vi kan kende og forstå lidt mere af Guds åbenbaring af sig selv som én sand treenig Gud, som lever i evighedernes evigheder; han, ved hvem vi har fået syndernes forladelse og det evige liv. Hvad er mere vidunderligt at lære ham bedre at kende gennem hans åbenbaring til os om sig selv?

 

Lad os nu her til sidst høre og modtage den velsignelse, som den treenige Gud først gav til jøderne, og som han derefter har givet os ved vor Herre Jesus Kristus:

      "Herren [den treenige Gud] velsigne dig og bevare dig! Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig! Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred", 4. Mos. 6:24.

 

AMEN