Se Guds lam, gjort til synd for os
Af Eskild Skov Særkjær
Overskriften
henviser selvfølgelig til Jesus, der som Guds lam bærer verdens synd og blev
gjort til synd for os. I denne gennemgang skal vi se på ham, der for mennesker
ikke er noget, fordi de ikke kan se Guds herlighed i det, han gør; og som
derfor den dag i dag stadig er en forargelse for jøder, og for hedninger en
dårskab, 1. Kor. 1:23.
Vi
begynder dér, hvor han efter den sidste nadver er gået over til Oliebjerget,
til Getsemane have. Tre af hans disciple har han taget med sig. Han behøver de
andres støtte, og ønsker den, men de kan ikke lindre hans lidelser. Han bærer
jo verdens synd på sig. Men selv i denne time ser Jesus længere end til sin
egen situation, og han siger til sine disciple:
‘Våg og
bed, for at I ikke skal falde i fristelse’. I denne krisenat er de i fare.
Forargelsen lurer på dem, fristelsen til at finde Jesus for ynkværdig: 'Han,
som har al magt, hvorfor befrir han ikke sig selv fra hans mange lidelser, som
skal komme over ham i de næste mange timer?
Jesus havde
gentagne gange fortalt dem om det, der skulle ske, og løftet sløret for,
hvorfor han må lide og dø, men de forstod det ikke. Tre gange beder han dem om
at våge og bede, for at de ikke skal falde i fristelse - og tre gange går han
afsides for at bede til sin himmelske Fader med ordene: ‘Fader, tag denne kalk
fra mig, dog ikke, som jeg vil, men som du vil’. Allerede nu mærker han den
forfærdelige syndebyrde, han som Guds lam må bære, og foran ham venter døden og
Dødsrigets gru. Dette gjorde, som der står, at ‘han kom i dødsangst’, og han bad
da han endnu mere indtrængende til sin Fader, alt imens hans sved blev som
bloddråber. Han kunne blive fri, men ønskede dog endnu mere at gøre det, han
var kommet til jorden for at gøre. Hebræerbrevets forfatter skriver, at da han
med høje råb og tårer opsendte bønner og nødråb til ham, der kunne frelse ham
fra døden, blev han bønhørt og friet fra sin angst, Hebr. 5:7.
Han blev
bønhørt! Alle, der tror på Gud, bliver bønhørt, men måske på en anden måde, end
de havde regnet med. Jesus blev således ikke fri for at gøre Guds vilje, for
han havde jo netop bedt om, at den måtte ske! - men angsten, og måske også
fristelsen til at blive fri for syndens byrde, og dens straf, forsvandt - og
fra denne stund var han nu igen helt og fuldt klar til at gå den vej, der lå
foran ham, lidelsens vej til døden.
Snart
efter kommer vagten, anført af Judas, imod ham. ‘Ham, jeg kysser, ham er det’,
havde han sagt til dem. Det kunne se ud til, at de også havde planer om at tage
Jesu disciple til fange, for de hører ham sige: ‘Når det er mig, I leder efter,
så lad disse gå’. Som hyrden går imellem ulven og fårene, sådan går Jesus imellem
sine venner og fjender. Alligevel kalder han Judas for sin ven. Er det ikke en
fejl, for han har jo lige vist, at han ikke er det? Jo, men Jesus kom jo for at
frelse syndere, selv de allerværste; det er der utallige beviser på. Jeg tror,
at selv her rækker Jesus sin hånd ud for at frelse Judas, som om han med ordet
‘ven’ vil sige: ‘Når det går op for dig, hvad du har gjort, så skal du selv i
denne time vide, at du endnu har tid til at vende om og blive frelst’. Gennem
tiden har Jesus sagt dette til hvert eneste menneske, som vil hører ham tale
til dem. Hvilken vidunderlig frelser.
Han kom jo
for som Guds lam at dø for alle deres synder. Derfor lod han sig binde, dog i overflødige
reb. Han havde jo allerede selv bundet sig til denne time, og således føres han
frem for rådet. Her havde Kajfas tidligere kommet med dette råd: “Det er bedre,
at én mand dør for folket, end at hele folket går til grunde”. Kajfas så dog
kun disse profetiske ord ud fra et jordisk perspektiv, men set fra det
himmelske frelsesperspektiv vidner de samme ord om, at ‘således elskede Gud
verden, at han gav sin Søn, den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke
skal fortabes, men have evigt liv’, John. 3:13.
Forhøret
begynder. De vil gerne vide, hvem han er, og hvad han vil. Jesus svarer: "Jeg
har talt frit ud i verden, og i det skjulte har jeg intet talt. Spørg dem, der
har hørt det, om hvad jeg har talt, se, de ved, hvad jeg har sagt". De ved
det, fordi de har hørt det. Han har sagt dem sandheden, og mange er kommet til
tro på, at han er Guds Søn og verdens frelser - men de fleste ville ikke tro på
det, de hørte - men vi ved, at Gud har talt ved ham, der er Ordet. Dette ord
behandler man på én af to måder: Enten lukker man ørene for det, eller man
lytter til det, lader det komme til orde og gransker skrifterne, om det
forholder sig således, som det er sagt.
I deres
ulydighed og ligegyldighed overfor det, de hørte, havde ypperstepræsterne og de
ældste bestemt, hvad der skulle ske med Jesus. De havde dog et problem: Gennem
tre år havde det jødiske råd sendt nogle ud for at finde noget at anklage ham
for, og de har sat et utal af fælder op for at få ham til at modsige sig selv
og skriften, men det hele har været forgæves. De havde intet på ham. Alene
dette burde havde fået dem til at standse op og besinde sig. Men i forsøgte de
med falske vidner at fordreje hans ord; men da de både er utroværdige og
modsiger hverandre, har de brug for flere vidner. Til sidst forhørte de Jesus
og spurgte ham: ‘Er du da Guds Søn’? Og da han svarede dem og sagde: ‘JEG ER
det’, sagde de til hverandre: Hvad skal vi med flere vidnesbyrd. Han har hånet
Gud!
På denne
baggrund fældes Jesus - på sandheden. Han, som er Guds Søn og troens
ypperstepræst, han, som er prøvet i alle ting ligesom os, dog uden synd, han dømmes
nu af folket og folkets ypperstepræster. ‘Så fældede de alle den dom over ham,
at han var skyldig til døden’, læser vi. Uden at hans dommere aner det, dømmer
de ham til OGSÅ at sone deres synd. Jovist, det er bedre, at én dør for folket,
end at hele folket går til grunde.
Så fører
de ham til Pilatus. De måtte få ham med på deres plan, fordi romerne havde
frataget dem myndigheden til at henrette nogen. De var derfor klar over, at de måtte
have noget med i anklagen, som en romersk ret ikke vil acceptere. Så da Pilatus
spurgte dem: ‘Hvilken anklage har I at fremføre mod denne mand’, svarede de:
“Vi er kommet
efter, at denne mand vildleder vort folk og forbyder at give kejseren skat og
siger om sig selv, at han er Kristus, en konge”.
Det var
anklagens tre punkter, hvor de to første er løgn, og hvor kun det sidste er
sandt. Det ser dog ud til, at Pilatus hurtigt gennemskuede den indflettede løgn
om, at han havde forbudt at betale skat. For dette var der nemlig dødsstraf
for, men alligevel siger Pilatus lidt senere til dem: ‘Jeg finder ingen skyld
hos ham, der fortjener dødsstraf’. Denne anklage prellede derfor af på ham. Men
jeg tror, at han tænkte: 'Der må da være noget i anklagen, siden de kommer til mig,
for hvorfor skulle de ellers ulejlige mig, repræsentanten for den romerske ret.
Han spørger derfor Jesus: ‘Hvad har du gjort?’ Jesus fører samtalen over på
det, der var sandt i anklagen, og siger:
“Havde mit rige
været af denne verden, så havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle
overgives til jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden”.
Så er du
altså dig en konge, siger Pilatus, og Jesus svarer:
“Du har ret,
jeg er en konge. Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommen til verden, at jeg
skal vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden, hører min røst”.
Det er som
om, at Pilatus på en måde forstår og accepterer, at Jesus er en konge, men det
med sandheden forstår han ikke. Som for de fleste andre mener han også, at sandheden
er relativ, og han spørger derfor også: ‘Hvad er sandhed?’ Han forstår det
ikke, men han aner nok, at sandheden er det, han lige har hørt; sandheden om et
rige og om en konge, som denne verdens store og mægtige ikke kan formå noget
imod. Vi kender ikke hans tanker, men i samtalens forløb bliver han i alle fald
mere og mere klar over, at Jesus er uskyldig i alle de rejste anklager.
Af denne
grund fører han igen Jesus ud til hans mange anklagere, og de kommer med de
samme falske anklager som tidligere, og han svarer dem ikke. Så har de kun én
anklage tilbage, som ganske vist ikke kommer den romerske ret ved, men de bruger
den alligevel. De må få Pilatus med på den, ellers har det hele været forgæves.
De siger derfor til ham:
“Vi har en lov,
og efter den lov er han skyldig til døden, fordi han har gjort sig selv til
Guds Søn”.
Det er en
alvorlig anklage, og jeg er overbevist om, at Pilatus tænkte: Hvad kommer det
egentlig mig ved? Han ville dog gerne vide lidt mere om det, og han tager
derfor Jesus ind i borgen igen og spørger ham, men han svarer ham ikke.
“Pilatus siger
da til ham: Svarer du mig ikke? Ved du ikke, at jeg har magt til at give dig
fri og magt til at lade dig korsfæste? Jesus svarede: Du havde aldeles ingen
magt over mig, hvis ikke den blev givet ovenfra; derfor har den, som overgav
mig til dig, større synd”, John. 19:10-11.
Pilatus
troede stadig, at han havde magten i sine hænder, men kongen over det rige, han
lige havde hørt om, og som står over alle andre konger, korrigerer ham: Du har aldeles
ingen magt over mig, hvis ikke den blev givet ovenfra’. Det er let at forestille
sig, at Pilatus tænkte: ‘Hvordan kan han sige det? Hvor mange har jeg ikke dømt
til korsfæstelse eller anden straf i de fire år, jeg har haft embedet? Og så
siger denne fange, at min magt er underlagt ham!'
Mærkeligt
nok siger han ikke Jesus imod. Pilatus var jo kendt for at være en grusom mand,
der let kom op i det røde felt. Hvorfor siger han da intet? Kan det måske være
pga. eftertanke, at han tier? Jeg kan forestille mig, at han tænkte på det,
Jesus lige har sagt om, at han slet ikke har nogen magt, når det kommer til
stykket. Måske er det for at bevise, at han har det, at han i stedet går ud til
folkeskaren og siger til dem: ‘Jeg finder ingen skyld hos ham, derfor VIL JEG give
ham fri’. Men knap havde han sagt det, han ville gøre, før der skete noget, der
gjorde, at han alligevel ikke kunne eller turde gøre det alligevel.
Ypperstepræsterne råbte nemlig op og sagde:
“Hvis du giver
ham fri, er du ikke kejserens ven. Enhver, som gør sig selv til konge, sætter
sig op imod kejseren”.
En anklage
helt ude af proportioner. Pilatus havde dømt i mange sager, men havde aldrig
hørt noget lignende: Jeg tror, at han tænkte: 'Jeg er sat til at være anklager
og dommer over jøderne; et ord fra mig er nok, og i stedet anklager de mig
personligt, og siger, at hvis jeg frigiver Jesus, er jeg ikke kejserens ven’.
De fleste mener, at udtrykket ‘kejserens ven’ er en titel, som kejseren
personligt tildeler udvalgte personer. Det var sikkert kun tomme trusler, de var
kommet med, for kejseren ville næppe tro mere på dem, end på ham, der er i hans
tjeneste, og som var hans ven? Alligevel blev han bange, og for at slippe for
at tage stilling, sendte han ham til Herodes.
Herodes
har hørt meget om Jesus, og ønskede at se ham gøre et mirakel. Men sådan er
Jesus ikke! Og da Herodes ikke fik noget ud af hans møde med Jesus, blev han
hurtigt sendt tilbage. Der var altså ikke andet for, end at Pilatus selv måtte tage
stilling og få Jesus dømt. Han vidste jo, at Jesus var uskyldig og burde
frigives, og det burde være en let for en, der set fra et jordisk perspektiv
har magten til det, men han turde ikke. Men, der var stadig én mulighed
tilbage, og den bruger han. Han henter Barabbas, en af de værste fanger, de har
i fængslet, og ham vil folket bestemt ikke ønske frigivet, tænker han. Og med
disse to stående foran sig, siger han:
“Det er skik
hos jer, at jeg ved påsken giver en fange fri; vil I nu, at jeg skal frigive
jer jødernes konge? Da råbte de alle igen og sagde: Ikke ham, en Barabbas. Og
Barabbas var en røver”.
Vi ved
ikke meget om Barabbas, hvis navn betyder ‘Faderens søn’. Egentlig et underligt
navn, for det siger ikke meget om ham, og så gør det det alligevel. Man
fornemmer nemlig, at der kunne være en særlig samhørighed mellem faderen og sønnen.
Formentlig var hans fulde navn Jesus Barabbas, altså Jesus, faderens søn. Og
dér, ved siden af ham står den Jesus, som med rette er og kan kaldes for
Faderens Søn. Han er også Menneskesønnen! ikke en menneskesøn, men
Menneskesønnen, som var villig til at bære verdens synd på sig op på korsets
træ. Også Barabbas’ synd har han taget på sig.
Siden hen
havde Barabbas sikkert tænkt på det forunderlige, men har det mon fået nogen
betydning for hans evige liv? En legende fortæller, at han gik med ud til
korset, hvor han omvendte sig og blev frelst, og vi kunne ønske, at han blev
det. Men vi ved det ikke! Men vi ved dog, at han kommer os ved. For ligesom
Barabbas er også jeg dømt - dømt for min skyld. Men jeg ved også, at jeg er
blevet fri - for Jesu skyld.
‘Da
flettede de en krone af torne og satte den på hans hoved’. Gud tillader denne
fornedrelse, ja, det er endda hans vilje, at dette må ske. Nu står han her, som
må bære den forsmædelse, som kom over menneskeheden, da Gud på syndefaldets dag
sagde, at pga. synden er døden kommet over alt liv, og jorden skal være
forbandet, og bære torn og tidsel. Tornekronen er et forbandelsens tegn, og
derfor må Jesus tage den på sig. I menneskers øjne er han blevet en narrekonge,
med krone og kappe, og med et rør som et scepter; med knæfald og hyldestråb, og
med spyt og slag i ansigtet.
Vi læser
videre:
"Da gik
Jesus ud med tornekronen og purpurkappen på. Og Pilatus siger til dem: Se,
hvilket menneske. Da nu ypperstepræsterne og tjenerne så ham, råbte de og
sagde: Korsfæst ham! Korsfæst ham! .. Da Pilatus så, at han intet kunne
udrette.., tog han vand, og i mængdens påsyn vaskede han sine hænder og sagde:
Jeg er uskyldig i denne mands blod, det bliver jeres sag. Men hele folket
svarede og sagde: Hans blod komme over os og vore børn".
Derefter
lod han Jesus lod han 'piske og prisgav han, så de kunne gøre med ham, som de
ville’. Her læser vi, at Pilatus gjorde to ting, før han overgav Jesus til
korsfæstelse. Først lod han ham piske. En pisk bestod af flere lædersnore, og
på hver af dem var der en masse små skarpe og spidse pigge med modhagere på,
med det formål at de skulle bore sig dybt ind i kødet på den dømte, og flå
kødet af på tilbagevejen. Det var så smertefuldt og ofte med så store blodtab,
at mange døde efter denne straf.
Denne
piskning var dermed mere brutal end den, loven foreskrev. Derudover foreskrev
loven, at den, der er blevet pisket, ikke måtte straffes yderligere, men i
deres ivrighed for at få Jesus dømt blæste de også her på, hvad loven sagde. Raseriet
mod Jesus vil ingen ende tage - og derfor hånes og spottes han stadig den dag i
dag, og hans svar er: Jeg elsker min Fader, og jeg elsker dem, han elsker. Derfor
siger han: 'Jeg er derfor kommet for at gøre din vilje, min Gud'.
Guds
vilje! Der har vi det igen. Det, der sker, er Guds vilje. Hvorfor og hvordan,
det er ikke givet os at udgrunde. Blot skimter vi i troen, at her står himlens
og jordens konge, han, som på samme tid er Guds Søn og Menneskesøn, Davids
Herre og Davids søn, og siger ja til at gøre Guds vilje.
Det næste var,
at Pilatus vaskede sine hænder og sagde: 'Jeg er uskyldig i denne mands blod'.
Og dog var det også for hans synd og skyld, at Jesus blev overgivet til døden. Men
det forstod han ikke, men det var jo derfor, at Jesus blev menneske, for at
'han som en trofast ypperstepræst kunne sone han såvel som folkets synder'.
Vejen går
nu mod Golgata. Han er uden skyld, og dog er han skyldig, for, som der står:
“Herren lod falde på ham den skyld, der lå på os alle”. Han, ‘den eneste,
helligste, reneste, der har gået på vor jord’, blev gjort til synd for os. De
lader ham bære sit kors, men på vejen derud segner den piskede og tornekronede Jesus
af smerte, blodtab og af den fysiske og åndelige byrde, der lå på ham. Da
tvinger de en mand, der er på vej hjem fra arbejde, til at bære korsplanken den
sidste del af vejen. Hans navn er Simon af Kyrene. Vi ved ikke, hvilke tanker,
han gjorde sig, men da Paulus i sit brev nogle år senere sender en hilsen til
sine venner i Rom, da er hans sønner blandt de troende i menigheden.
Da de var
kommet ud til Golgata - det har formentlig taget 2-3 timer, da korsfæstede de Jesus
sammen med to forbrydere, den ene ved hans højre side, og den anden ved hans
venstre side. Tilsyneladende var alle hans anklagere også taget sig tid til at
gå med derud sammen med Pilatus. For da Jesus var blevet korsfæstet, står der:
“Pilatus havde
også affattet en indskrift og sat den på korset; der stod ‘Jesus fra Nazaret,
jødernes konge’. Denne indskrift læste nu mange af jøderne; thi det sted, hvor
Jesus blev korsfæstet, lå nær ved byen, og den var skrevet på hebraisk, latin
og græsk. Da sagde jødernes ypperstepræster til Pilatus: Skriv ikke: ‘Jødernes
konge’, men ‘Han sagde: Jeg er jødernes konge’. Pilatus svarede: ‘Hvad jeg
skrev, dét skrev jeg’”.
Pilatus
vidste, at Jesus var uskyldig, og troede muligvis også på hans udsagn om, at
han var en konge, og ville derfor med dette understrege, hvad han mente i den
sag. Men det var nok også en gudgivet tanke, for på hebraisk, hvor det første
bogstav i hvert ord blev skrevet med stort, stod der nemlig tydelig for enhver
Guds navn JHWH (som vi ved, er det INRI på latin). Det kunne være dét, der fik
ypperstepræsterne til at kræve en ændring på teksten - men som de altså ikke
fik. De havde jo besluttet, at han ikke var, eller skulle være, deres konge. Vi
læser videre:
".. de,
der gik forbi, spottede ham og sagde: Hvis du er Guds Søn, så stig ned fra
korset. Sådan spottede også ypperstepræsterne sammen med de skriftkloge og de
ældste ham og sagde: Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Er han
Kristus, Israels konge, den udvalgte? Lad ham frelse sig selv og nu stige ned
fra korset, så vi kan se det, så vil vi tro på ham..”.
Med
største lethed kunne Jesus gøre det, de hånede ham for ikke at kunne gøre, og på
den måde vise sin guddomsmagt. Hvilken fristelse til at overlade dem til deres
egen skæbne. Men, selv her i smerten, spotten og fristelsen til at opgive,
elskede han den fortabte menneskehed, og han bad derfor til sin himmelske Fader
og sagde: ‘Tilgiv dem, thi de véd ikke, hvad de gør’. Hvilken kærlighed!
Tidligere har han med tanke på sin lidelse og død sagt: ‘Større kærlighed har
ingen end den at sætte livet til for sine venner’.
På korset
viser Gud os sin store kærlighed til hver og eneste af os. Han hænger dér for
dig og mig, ja, for hele verdens synd. Også for de to omtalte forbrydere, der
hænger ved siden af ham. På et tidspunkt indser den ene, at dét, der står på
Jesu kors, er sandt; at han er en konge, som lider og dør for også sine synder,
og han siger derfor til ham: ‘Jesus! kom mig i hu, når du kommer i dit rige’.
Og Jesus svarer ham og siger: ‘Sandelig siger jeg dig: i dag skal du være med
mig i Paradis!’
Røveren er
dermed den første, der går sejrende hjem til Gud, én, som ellers har forspildt
alt. Heraf kan vi lære, at ingen fordømmes pga. sine synders størrelse, eller
for deres mængde, eller for manglende kundskab eller gode gerninger. Georg Geil
har sagt det på denne måde:
'Der dømmes kun
på det manglende suk efter Jesu nåde og frelse. Hvor dét suk er i et menneske,
dér er det skabt ved Gud Helligånd - og derfor får det sit svar’.
Jeg tror, at dette er sandt. Et sted, hvor Luther skriver om
det samme, siger han:
“.. vi er som
ham. Lad os derfor råbe til Kristus, så han kan svare os med sit: Ja, ja -
sådan, som han svarede røveren”.
Snart
efter brister det allersidste, Jesus endnu ejer: Guds nærhed. Alt jordisk har
han afskrevet. Nu afskriver hans himmelske Fader ham. Vi mærker smerten i Jesu
ord, da han i sin store nød råber ud i mørket: “Eli! Eli! Lama sabaktani, min
Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”
Forladt af
Gud! Hvorfor skulle det ske? Bibelen giver os svaret: Han, som ikke kendte til
synd, han blev gjort til synd for os. Her gik det førnævnte profeti fra Esajas
i opfyldelse: ‘Herren lod falde på ham den skyld, der lå på os alle’. Det var
altså for vores skyld, for at 'også jeg' kan gå fri! I en af vore sangskatte
lyder det: ‘Hvilken byrde han bar, da han syndoffer var, da han tog al vor
skyld og vor skam’. Ja, hvilken byrde, han bar! Men dét var alligevel ikke det
værste! Der blev nemlig lagt en endnu tungere byrde på ham, og det skete, da
han blev forladt af sin Fader. Det var ikke en fremmed, der forlod ham, men det
var hans himmelske Fader, 'min Gud'.
Nu bar han
ikke alene vore synder! Nu blev han som allerede nævnt også gjort til synd for
os, og blev derfor forbandet af Gud. Det skete, skriver Paulus, ‘for at vi
kunne blive Guds retfærdighed i ham’. Det betyder konkret, at lige så virkelig,
som Jesus er gjort til synd for os, lige så virkelig står vi pletfri i Guds
øjne - for Jesu skyld. Kun ved ham er fortabelsens vej blevet brudt.
Han bar
verdens synd, og han bar Faderens vrede over synden, alt imens han blev hånet
af de omkringstående, og konstant fristet til at opgive sit frelsesværk. Vi
hører ikke meget om hans konstante og voldsomme legemlige lidelser, som er
værre end det, der allerede er beskrevet - og dog får vi et lille indblik i dem,
når vi læser salme 22, hvori disse er beskrevet. Og nu, hvor han i den dybeste
kval tørster, siger han:
".. min gane er tør som et potteskår,
til gummer klæber min tunge".
Men end
ikke denne dulmen får han, for de giver ham sur eddike på en svamp. Det plejer romerne
at give til de korsfæstede, når de bad om at få noget at drikke, og således
også Jesus. Han tager det, selvom hans tørst kun bliver værre af det. Så
desperat er han. Og så var det nok alligevel ikke kun derfor: Også dette måtte
han lide for vor skyld. For mennesker har han lidt, og i hvad der vil komme,
vil han lide med mennesker.
Da lød
hans ord: ‘Der er fuldbragt!’ Aldrig har vi hørt lifligere ord. Nu har hans
livs mål fuldt - og dét, han kom for, dét gælder for mig. For mig har han gjort
fyldest. Aldrig mere behøver synd at komme mellem os og Gud. Hvem tør herefter
komme med den påstand, at vi ikke betyder noget for Gud? Beviset er Jesu
lidelse og død - for os. Det er ikke tomme ord, at bibelen nævner hans
kærlighed til os, som fx i John. 3:16. Hvem kan sætte ord på en sådan kærlighed?
Og dog har vi lært kærligheden at kende ved, at Han satte sit liv til for os, som
apostlen Johannes har formuleret det.
Det er i
denne kærlighed, at han tog vor synd på sig. Den er med andre ord taget bort,
udslettet, betalt - eller hvad ord vi nu vil bruge. Vi har fået en kopi af
regningen med vor skyld, og den er stor: 'Syndens løn er døden', står der. Men,
Gud ske tak: der er en tilføjelse: Tværs hen over den står der nemlig med store
bogstaver: ‘Betalt med Jesu Kristi dyrebare blod’. Det er Guds gave til hver
eneste menneske, som har taget imod den.
Da alt nu
er fuldbragt, og frelsen er tilvejebragt, og givet til os ‘én gang for alle’,
råbte han: ‘Fader, i dine hænder betror jeg min ånd!’ Døden er den sidste
fjende, men nu er den besejret. Døden er overvundet, og den, som herefter
betror sig i Guds hænder, véd, at nu er der intet, der kan forhindre, at hans
sejr også er, og kan blive, vores sejr. Her opfyldes det, som Jesus har sagt
til Marta og til hver eneste af os:
“Jeg er
opstandelsen og livet; den, som tror på mig, skal leve, om han end dør. Og
enhver, som lever og tror på mig, skal i al evighed ikke dø. Tror du det?”
Da Jesu
frelsesværk var fuldbragt, ‘bøjede han hovedet og opgav ånden’. Med en
forbryder ved hånden går Jesus ind til livet i Paradis. Og med ham går enhver,
som tror på ham, en dag også ind til livet hos Gud. Måske gjorde han, der stod
ved korset og holdt vagt, det også, for vi læser, at
".. da
høvedsmanden, som stod der lige over for ham, så, at han udåndede på denne vis,
sagde han: Sandelig, den mand var Guds Søn.
Denne høvedsmænd
kunne godt være den ene af de to høvedsmænd, der tidligere var kommet til Jesus
og fået hans hjælp, og i så fald var det ved dét, han sagde på korset, og nu
også det, der skete ved Jesu død, der
fik ham til at tro, at han måtte være Guds Søn, og dét fik ham måske også til
at ane, hvorfor han døde? At han var den uskyldige, som døde for de skyldige,
altså også for ham?
At det
gælder enhver, anskueliggjorde Gud ved, at i det samme øjeblik, Jesus døde,
revnede forhænget i templet, fra øverst til nederst, et fysisk bevis på, at vi
nu ved ham har adgang til Faderen, for han
".. som
ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds
retfærdighed i ham".
Hvilken
vidunderlig frelser, vi har i Jesus Kristus.
Amen