Se Guds lam, gjort til synd for os

Af Eskild Skov Særkjær

Overskriften henviser selvfølgelig til Jesus, der som Guds lam bærer verdens synd og blev gjort til synd for os. I denne gennemgang skal vi se på ham, der for mennesker ikke er noget, fordi de ikke kan se Guds herlighed i det, han gør; og som derfor den dag i dag stadig er en forargelse for jøder, og for hedninger en dårskab, 1. Kor. 1:23.

Vi begynder dér, hvor han efter den sidste nadver er gået over til Oliebjerget, til Getsemane have. Tre af hans disciple har han taget med sig. Han behøver de andres støtte, og ønsker den, men de kan ikke lindre hans lidelser. Han bærer jo verdens synd på sig. Men selv i denne time ser Jesus længere end til sin egen situation, og han siger til sine disciple:

‘Våg og bed, for at I ikke skal falde i fristelse’. I denne krisenat er de i fare. Forargelsen lurer på dem, fristelsen til at finde Jesus for ynkværdig: 'Han, som har al magt, hvorfor befrir han ikke sig selv fra hans mange lidelser, som skal komme over ham i de næste mange timer?

Jesus havde gentagne gange fortalt dem om det, der skulle ske, og løftet sløret for, hvorfor han må lide og dø, men de forstod det ikke. Tre gange beder han dem om at våge og bede, for at de ikke skal falde i fristelse - og tre gange går han afsides for at bede til sin himmelske Fader med ordene: ‘Fader, tag denne kalk fra mig, dog ikke, som jeg vil, men som du vil’. Allerede nu mærker han den forfærdelige syndebyrde, han som Guds lam må bære, og foran ham venter døden og Dødsrigets gru. Dette gjorde, som der står, at ‘han kom i dødsangst’, og han bad da han endnu mere indtrængende til sin Fader, alt imens hans sved blev som bloddråber. Han kunne blive fri, men ønskede dog endnu mere at gøre det, han var kommet til jorden for at gøre. Hebræerbrevets forfatter skriver, at da han med høje råb og tårer opsendte bønner og nødråb til ham, der kunne frelse ham fra døden, blev han bønhørt og friet fra sin angst, Hebr. 5:7.

Han blev bønhørt! Alle, der tror på Gud, bliver bønhørt, men måske på en anden måde, end de havde regnet med. Jesus blev således ikke fri for at gøre Guds vilje, for han havde jo netop bedt om, at den måtte ske! - men angsten, og måske også fristelsen til at blive fri for syndens byrde, og dens straf, forsvandt - og fra denne stund var han nu igen helt og fuldt klar til at gå den vej, der lå foran ham, lidelsens vej til døden.

Snart efter kommer vagten, anført af Judas, imod ham. ‘Ham, jeg kysser, ham er det’, havde han sagt til dem. Det kunne se ud til, at de også havde planer om at tage Jesu disciple til fange, for de hører ham sige: ‘Når det er mig, I leder efter, så lad disse gå’. Som hyrden går imellem ulven og fårene, sådan går Jesus imellem sine venner og fjender. Alligevel kalder han Judas for sin ven. Er det ikke en fejl, for han har jo lige vist, at han ikke er det? Jo, men Jesus kom jo for at frelse syndere, selv de allerværste; det er der utallige beviser på. Jeg tror, at selv her rækker Jesus sin hånd ud for at frelse Judas, som om han med ordet ‘ven’ vil sige: ‘Når det går op for dig, hvad du har gjort, så skal du selv i denne time vide, at du endnu har tid til at vende om og blive frelst’. Gennem tiden har Jesus sagt dette til hvert eneste menneske, som vil hører ham tale til dem. Hvilken vidunderlig frelser.

Han kom jo for som Guds lam at dø for alle deres synder. Derfor lod han sig binde, dog i overflødige reb. Han havde jo allerede selv bundet sig til denne time, og således føres han frem for rådet. Her havde Kajfas tidligere kommet med dette råd: “Det er bedre, at én mand dør for folket, end at hele folket går til grunde”. Kajfas så dog kun disse profetiske ord ud fra et jordisk perspektiv, men set fra det himmelske frelsesperspektiv vidner de samme ord om, at ‘således elskede Gud verden, at han gav sin Søn, den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv’, John. 3:13.

Forhøret begynder. De vil gerne vide, hvem han er, og hvad han vil. Jesus svarer: "Jeg har talt frit ud i verden, og i det skjulte har jeg intet talt. Spørg dem, der har hørt det, om hvad jeg har talt, se, de ved, hvad jeg har sagt". De ved det, fordi de har hørt det. Han har sagt dem sandheden, og mange er kommet til tro på, at han er Guds Søn og verdens frelser - men de fleste ville ikke tro på det, de hørte - men vi ved, at Gud har talt ved ham, der er Ordet. Dette ord behandler man på én af to måder: Enten lukker man ørene for det, eller man lytter til det, lader det komme til orde og gransker skrifterne, om det forholder sig således, som det er sagt.

I deres ulydighed og ligegyldighed overfor det, de hørte, havde ypperstepræsterne og de ældste bestemt, hvad der skulle ske med Jesus. De havde dog et problem: Gennem tre år havde det jødiske råd sendt nogle ud for at finde noget at anklage ham for, og de har sat et utal af fælder op for at få ham til at modsige sig selv og skriften, men det hele har været forgæves. De havde intet på ham. Alene dette burde havde fået dem til at standse op og besinde sig. Men i forsøgte de med falske vidner at fordreje hans ord; men da de både er utroværdige og modsiger hverandre, har de brug for flere vidner. Til sidst forhørte de Jesus og spurgte ham: ‘Er du da Guds Søn’? Og da han svarede dem og sagde: ‘JEG ER det’, sagde de til hverandre: Hvad skal vi med flere vidnesbyrd. Han har hånet Gud!

På denne baggrund fældes Jesus - på sandheden. Han, som er Guds Søn og troens ypperstepræst, han, som er prøvet i alle ting ligesom os, dog uden synd, han dømmes nu af folket og folkets ypperstepræster. ‘Så fældede de alle den dom over ham, at han var skyldig til døden’, læser vi. Uden at hans dommere aner det, dømmer de ham til OGSÅ at sone deres synd. Jovist, det er bedre, at én dør for folket, end at hele folket går til grunde.

Så fører de ham til Pilatus. De måtte få ham med på deres plan, fordi romerne havde frataget dem myndigheden til at henrette nogen. De var derfor klar over, at de måtte have noget med i anklagen, som en romersk ret ikke vil acceptere. Så da Pilatus spurgte dem: ‘Hvilken anklage har I at fremføre mod denne mand’, svarede de:

“Vi er kommet efter, at denne mand vildleder vort folk og forbyder at give kejseren skat og siger om sig selv, at han er Kristus, en konge”.

Det var anklagens tre punkter, hvor de to første er løgn, og hvor kun det sidste er sandt. Det ser dog ud til, at Pilatus hurtigt gennemskuede den indflettede løgn om, at han havde forbudt at betale skat. For dette var der nemlig dødsstraf for, men alligevel siger Pilatus lidt senere til dem: ‘Jeg finder ingen skyld hos ham, der fortjener dødsstraf’. Denne anklage prellede derfor af på ham. Men jeg tror, at han tænkte: 'Der må da være noget i anklagen, siden de kommer til mig, for hvorfor skulle de ellers ulejlige mig, repræsentanten for den romerske ret. Han spørger derfor Jesus: ‘Hvad har du gjort?’ Jesus fører samtalen over på det, der var sandt i anklagen, og siger:

“Havde mit rige været af denne verden, så havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle overgives til jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden”.

Så er du altså dig en konge, siger Pilatus, og Jesus svarer:

“Du har ret, jeg er en konge. Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommen til verden, at jeg skal vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden, hører min røst”.

Det er som om, at Pilatus på en måde forstår og accepterer, at Jesus er en konge, men det med sandheden forstår han ikke. Som for de fleste andre mener han også, at sandheden er relativ, og han spørger derfor også: ‘Hvad er sandhed?’ Han forstår det ikke, men han aner nok, at sandheden er det, han lige har hørt; sandheden om et rige og om en konge, som denne verdens store og mægtige ikke kan formå noget imod. Vi kender ikke hans tanker, men i samtalens forløb bliver han i alle fald mere og mere klar over, at Jesus er uskyldig i alle de rejste anklager.

Af denne grund fører han igen Jesus ud til hans mange anklagere, og de kommer med de samme falske anklager som tidligere, og han svarer dem ikke. Så har de kun én anklage tilbage, som ganske vist ikke kommer den romerske ret ved, men de bruger den alligevel. De må få Pilatus med på den, ellers har det hele været forgæves. De siger derfor til ham:

“Vi har en lov, og efter den lov er han skyldig til døden, fordi han har gjort sig selv til Guds Søn”.

Det er en alvorlig anklage, og jeg er overbevist om, at Pilatus tænkte: Hvad kommer det egentlig mig ved? Han ville dog gerne vide lidt mere om det, og han tager derfor Jesus ind i borgen igen og spørger ham, men han svarer ham ikke.

“Pilatus siger da til ham: Svarer du mig ikke? Ved du ikke, at jeg har magt til at give dig fri og magt til at lade dig korsfæste? Jesus svarede: Du havde aldeles ingen magt over mig, hvis ikke den blev givet ovenfra; derfor har den, som overgav mig til dig, større synd”, John. 19:10-11.

Pilatus troede stadig, at han havde magten i sine hænder, men kongen over det rige, han lige havde hørt om, og som står over alle andre konger, korrigerer ham: Du har aldeles ingen magt over mig, hvis ikke den blev givet ovenfra’. Det er let at forestille sig, at Pilatus tænkte: ‘Hvordan kan han sige det? Hvor mange har jeg ikke dømt til korsfæstelse eller anden straf i de fire år, jeg har haft embedet? Og så siger denne fange, at min magt er underlagt ham!'

Mærkeligt nok siger han ikke Jesus imod. Pilatus var jo kendt for at være en grusom mand, der let kom op i det røde felt. Hvorfor siger han da intet? Kan det måske være pga. eftertanke, at han tier? Jeg kan forestille mig, at han tænkte på det, Jesus lige har sagt om, at han slet ikke har nogen magt, når det kommer til stykket. Måske er det for at bevise, at han har det, at han i stedet går ud til folkeskaren og siger til dem: ‘Jeg finder ingen skyld hos ham, derfor VIL JEG give ham fri’. Men knap havde han sagt det, han ville gøre, før der skete noget, der gjorde, at han alligevel ikke kunne eller turde gøre det alligevel. Ypperstepræsterne råbte nemlig op og sagde:

“Hvis du giver ham fri, er du ikke kejserens ven. Enhver, som gør sig selv til konge, sætter sig op imod kejseren”.

En anklage helt ude af proportioner. Pilatus havde dømt i mange sager, men havde aldrig hørt noget lignende: Jeg tror, at han tænkte: 'Jeg er sat til at være anklager og dommer over jøderne; et ord fra mig er nok, og i stedet anklager de mig personligt, og siger, at hvis jeg frigiver Jesus, er jeg ikke kejserens ven’. De fleste mener, at udtrykket ‘kejserens ven’ er en titel, som kejseren personligt tildeler udvalgte personer. Det var sikkert kun tomme trusler, de var kommet med, for kejseren ville næppe tro mere på dem, end på ham, der er i hans tjeneste, og som var hans ven? Alligevel blev han bange, og for at slippe for at tage stilling, sendte han ham til Herodes.

Herodes har hørt meget om Jesus, og ønskede at se ham gøre et mirakel. Men sådan er Jesus ikke! Og da Herodes ikke fik noget ud af hans møde med Jesus, blev han hurtigt sendt tilbage. Der var altså ikke andet for, end at Pilatus selv måtte tage stilling og få Jesus dømt. Han vidste jo, at Jesus var uskyldig og burde frigives, og det burde være en let for en, der set fra et jordisk perspektiv har magten til det, men han turde ikke. Men, der var stadig én mulighed tilbage, og den bruger han. Han henter Barabbas, en af de værste fanger, de har i fængslet, og ham vil folket bestemt ikke ønske frigivet, tænker han. Og med disse to stående foran sig, siger han:

“Det er skik hos jer, at jeg ved påsken giver en fange fri; vil I nu, at jeg skal frigive jer jødernes konge? Da råbte de alle igen og sagde: Ikke ham, en Barabbas. Og Barabbas var en røver”.

Vi ved ikke meget om Barabbas, hvis navn betyder ‘Faderens søn’. Egentlig et underligt navn, for det siger ikke meget om ham, og så gør det det alligevel. Man fornemmer nemlig, at der kunne være en særlig samhørighed mellem faderen og sønnen. Formentlig var hans fulde navn Jesus Barabbas, altså Jesus, faderens søn. Og dér, ved siden af ham står den Jesus, som med rette er og kan kaldes for Faderens Søn. Han er også Menneskesønnen! ikke en menneskesøn, men Menneskesønnen, som var villig til at bære verdens synd på sig op på korsets træ. Også Barabbas’ synd har han taget på sig.

Siden hen havde Barabbas sikkert tænkt på det forunderlige, men har det mon fået nogen betydning for hans evige liv? En legende fortæller, at han gik med ud til korset, hvor han omvendte sig og blev frelst, og vi kunne ønske, at han blev det. Men vi ved det ikke! Men vi ved dog, at han kommer os ved. For ligesom Barabbas er også jeg dømt - dømt for min skyld. Men jeg ved også, at jeg er blevet fri - for Jesu skyld.

‘Da flettede de en krone af torne og satte den på hans hoved’. Gud tillader denne fornedrelse, ja, det er endda hans vilje, at dette må ske. Nu står han her, som må bære den forsmædelse, som kom over menneskeheden, da Gud på syndefaldets dag sagde, at pga. synden er døden kommet over alt liv, og jorden skal være forbandet, og bære torn og tidsel. Tornekronen er et forbandelsens tegn, og derfor må Jesus tage den på sig. I menneskers øjne er han blevet en narrekonge, med krone og kappe, og med et rør som et scepter; med knæfald og hyldestråb, og med spyt og slag i ansigtet.

Vi læser videre:

"Da gik Jesus ud med tornekronen og purpurkappen på. Og Pilatus siger til dem: Se, hvilket menneske. Da nu ypperstepræsterne og tjenerne så ham, råbte de og sagde: Korsfæst ham! Korsfæst ham! .. Da Pilatus så, at han intet kunne udrette.., tog han vand, og i mængdens påsyn vaskede han sine hænder og sagde: Jeg er uskyldig i denne mands blod, det bliver jeres sag. Men hele folket svarede og sagde: Hans blod komme over os og vore børn".

Derefter lod han Jesus lod han 'piske og prisgav han, så de kunne gøre med ham, som de ville’. Her læser vi, at Pilatus gjorde to ting, før han overgav Jesus til korsfæstelse. Først lod han ham piske. En pisk bestod af flere lædersnore, og på hver af dem var der en masse små skarpe og spidse pigge med modhagere på, med det formål at de skulle bore sig dybt ind i kødet på den dømte, og flå kødet af på tilbagevejen. Det var så smertefuldt og ofte med så store blodtab, at mange døde efter denne straf.

Denne piskning var dermed mere brutal end den, loven foreskrev. Derudover foreskrev loven, at den, der er blevet pisket, ikke måtte straffes yderligere, men i deres ivrighed for at få Jesus dømt blæste de også her på, hvad loven sagde. Raseriet mod Jesus vil ingen ende tage - og derfor hånes og spottes han stadig den dag i dag, og hans svar er: Jeg elsker min Fader, og jeg elsker dem, han elsker. Derfor siger han: 'Jeg er derfor kommet for at gøre din vilje, min Gud'.

Guds vilje! Der har vi det igen. Det, der sker, er Guds vilje. Hvorfor og hvordan, det er ikke givet os at udgrunde. Blot skimter vi i troen, at her står himlens og jordens konge, han, som på samme tid er Guds Søn og Menneskesøn, Davids Herre og Davids søn, og siger ja til at gøre Guds vilje.

Det næste var, at Pilatus vaskede sine hænder og sagde: 'Jeg er uskyldig i denne mands blod'. Og dog var det også for hans synd og skyld, at Jesus blev overgivet til døden. Men det forstod han ikke, men det var jo derfor, at Jesus blev menneske, for at 'han som en trofast ypperstepræst kunne sone han såvel som folkets synder'.

Vejen går nu mod Golgata. Han er uden skyld, og dog er han skyldig, for, som der står: “Herren lod falde på ham den skyld, der lå på os alle”. Han, ‘den eneste, helligste, reneste, der har gået på vor jord’, blev gjort til synd for os. De lader ham bære sit kors, men på vejen derud segner den piskede og tornekronede Jesus af smerte, blodtab og af den fysiske og åndelige byrde, der lå på ham. Da tvinger de en mand, der er på vej hjem fra arbejde, til at bære korsplanken den sidste del af vejen. Hans navn er Simon af Kyrene. Vi ved ikke, hvilke tanker, han gjorde sig, men da Paulus i sit brev nogle år senere sender en hilsen til sine venner i Rom, da er hans sønner blandt de troende i menigheden.

Da de var kommet ud til Golgata - det har formentlig taget 2-3 timer, da korsfæstede de Jesus sammen med to forbrydere, den ene ved hans højre side, og den anden ved hans venstre side. Tilsyneladende var alle hans anklagere også taget sig tid til at gå med derud sammen med Pilatus. For da Jesus var blevet korsfæstet, står der:

“Pilatus havde også affattet en indskrift og sat den på korset; der stod ‘Jesus fra Nazaret, jødernes konge’. Denne indskrift læste nu mange af jøderne; thi det sted, hvor Jesus blev korsfæstet, lå nær ved byen, og den var skrevet på hebraisk, latin og græsk. Da sagde jødernes ypperstepræster til Pilatus: Skriv ikke: ‘Jødernes konge’, men ‘Han sagde: Jeg er jødernes konge’. Pilatus svarede: ‘Hvad jeg skrev, dét skrev jeg’”.

Pilatus vidste, at Jesus var uskyldig, og troede muligvis også på hans udsagn om, at han var en konge, og ville derfor med dette understrege, hvad han mente i den sag. Men det var nok også en gudgivet tanke, for på hebraisk, hvor det første bogstav i hvert ord blev skrevet med stort, stod der nemlig tydelig for enhver Guds navn JHWH (som vi ved, er det INRI på latin). Det kunne være dét, der fik ypperstepræsterne til at kræve en ændring på teksten - men som de altså ikke fik. De havde jo besluttet, at han ikke var, eller skulle være, deres konge. Vi læser videre:

".. de, der gik forbi, spottede ham og sagde: Hvis du er Guds Søn, så stig ned fra korset. Sådan spottede også ypperstepræsterne sammen med de skriftkloge og de ældste ham og sagde: Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Er han Kristus, Israels konge, den udvalgte? Lad ham frelse sig selv og nu stige ned fra korset, så vi kan se det, så vil vi tro på ham..”.

Med største lethed kunne Jesus gøre det, de hånede ham for ikke at kunne gøre, og på den måde vise sin guddomsmagt. Hvilken fristelse til at overlade dem til deres egen skæbne. Men, selv her i smerten, spotten og fristelsen til at opgive, elskede han den fortabte menneskehed, og han bad derfor til sin himmelske Fader og sagde: ‘Tilgiv dem, thi de véd ikke, hvad de gør’. Hvilken kærlighed! Tidligere har han med tanke på sin lidelse og død sagt: ‘Større kærlighed har ingen end den at sætte livet til for sine venner’.

På korset viser Gud os sin store kærlighed til hver og eneste af os. Han hænger dér for dig og mig, ja, for hele verdens synd. Også for de to omtalte forbrydere, der hænger ved siden af ham. På et tidspunkt indser den ene, at dét, der står på Jesu kors, er sandt; at han er en konge, som lider og dør for også sine synder, og han siger derfor til ham: ‘Jesus! kom mig i hu, når du kommer i dit rige’. Og Jesus svarer ham og siger: ‘Sandelig siger jeg dig: i dag skal du være med mig i Paradis!’

Røveren er dermed den første, der går sejrende hjem til Gud, én, som ellers har forspildt alt. Heraf kan vi lære, at ingen fordømmes pga. sine synders størrelse, eller for deres mængde, eller for manglende kundskab eller gode gerninger. Georg Geil har sagt det på denne måde:

'Der dømmes kun på det manglende suk efter Jesu nåde og frelse. Hvor dét suk er i et menneske, dér er det skabt ved Gud Helligånd - og derfor får det sit svar’.

Jeg tror, at dette er sandt. Et sted, hvor Luther skriver om det samme, siger han:

“.. vi er som ham. Lad os derfor råbe til Kristus, så han kan svare os med sit: Ja, ja - sådan, som han svarede røveren”.

Snart efter brister det allersidste, Jesus endnu ejer: Guds nærhed. Alt jordisk har han afskrevet. Nu afskriver hans himmelske Fader ham. Vi mærker smerten i Jesu ord, da han i sin store nød råber ud i mørket: “Eli! Eli! Lama sabaktani, min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”

Forladt af Gud! Hvorfor skulle det ske? Bibelen giver os svaret: Han, som ikke kendte til synd, han blev gjort til synd for os. Her gik det førnævnte profeti fra Esajas i opfyldelse: ‘Herren lod falde på ham den skyld, der lå på os alle’. Det var altså for vores skyld, for at 'også jeg' kan gå fri! I en af vore sangskatte lyder det: ‘Hvilken byrde han bar, da han syndoffer var, da han tog al vor skyld og vor skam’. Ja, hvilken byrde, han bar! Men dét var alligevel ikke det værste! Der blev nemlig lagt en endnu tungere byrde på ham, og det skete, da han blev forladt af sin Fader. Det var ikke en fremmed, der forlod ham, men det var hans himmelske Fader, 'min Gud'.

Nu bar han ikke alene vore synder! Nu blev han som allerede nævnt også gjort til synd for os, og blev derfor forbandet af Gud. Det skete, skriver Paulus, ‘for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham’. Det betyder konkret, at lige så virkelig, som Jesus er gjort til synd for os, lige så virkelig står vi pletfri i Guds øjne - for Jesu skyld. Kun ved ham er fortabelsens vej blevet brudt.

Han bar verdens synd, og han bar Faderens vrede over synden, alt imens han blev hånet af de omkringstående, og konstant fristet til at opgive sit frelsesværk. Vi hører ikke meget om hans konstante og voldsomme legemlige lidelser, som er værre end det, der allerede er beskrevet - og dog får vi et lille indblik i dem, når vi læser salme 22, hvori disse er beskrevet. Og nu, hvor han i den dybeste kval tørster, siger han:

".. min gane er tør som et potteskår, til gummer klæber min tunge".

Men end ikke denne dulmen får han, for de giver ham sur eddike på en svamp. Det plejer romerne at give til de korsfæstede, når de bad om at få noget at drikke, og således også Jesus. Han tager det, selvom hans tørst kun bliver værre af det. Så desperat er han. Og så var det nok alligevel ikke kun derfor: Også dette måtte han lide for vor skyld. For mennesker har han lidt, og i hvad der vil komme, vil han lide med mennesker.

Da lød hans ord: ‘Der er fuldbragt!’ Aldrig har vi hørt lifligere ord. Nu har hans livs mål fuldt - og dét, han kom for, dét gælder for mig. For mig har han gjort fyldest. Aldrig mere behøver synd at komme mellem os og Gud. Hvem tør herefter komme med den påstand, at vi ikke betyder noget for Gud? Beviset er Jesu lidelse og død - for os. Det er ikke tomme ord, at bibelen nævner hans kærlighed til os, som fx i John. 3:16. Hvem kan sætte ord på en sådan kærlighed? Og dog har vi lært kærligheden at kende ved, at Han satte sit liv til for os, som apostlen Johannes har formuleret det.

Det er i denne kærlighed, at han tog vor synd på sig. Den er med andre ord taget bort, udslettet, betalt - eller hvad ord vi nu vil bruge. Vi har fået en kopi af regningen med vor skyld, og den er stor: 'Syndens løn er døden', står der. Men, Gud ske tak: der er en tilføjelse: Tværs hen over den står der nemlig med store bogstaver: ‘Betalt med Jesu Kristi dyrebare blod’. Det er Guds gave til hver eneste menneske, som har taget imod den.

Da alt nu er fuldbragt, og frelsen er tilvejebragt, og givet til os ‘én gang for alle’, råbte han: ‘Fader, i dine hænder betror jeg min ånd!’ Døden er den sidste fjende, men nu er den besejret. Døden er overvundet, og den, som herefter betror sig i Guds hænder, véd, at nu er der intet, der kan forhindre, at hans sejr også er, og kan blive, vores sejr. Her opfyldes det, som Jesus har sagt til Marta og til hver eneste af os:

“Jeg er opstandelsen og livet; den, som tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal i al evighed ikke dø. Tror du det?”

Da Jesu frelsesværk var fuldbragt, ‘bøjede han hovedet og opgav ånden’. Med en forbryder ved hånden går Jesus ind til livet i Paradis. Og med ham går enhver, som tror på ham, en dag også ind til livet hos Gud. Måske gjorde han, der stod ved korset og holdt vagt, det også, for vi læser, at

".. da høvedsmanden, som stod der lige over for ham, så, at han udåndede på denne vis, sagde han: Sandelig, den mand var Guds Søn.

Denne høvedsmænd kunne godt være den ene af de to høvedsmænd, der tidligere var kommet til Jesus og fået hans hjælp, og i så fald var det ved dét, han sagde på korset, og nu også det, der skete ved Jesu død, der fik ham til at tro, at han måtte være Guds Søn, og dét fik ham måske også til at ane, hvorfor han døde? At han var den uskyldige, som døde for de skyldige, altså også for ham?

At det gælder enhver, anskueliggjorde Gud ved, at i det samme øjeblik, Jesus døde, revnede forhænget i templet, fra øverst til nederst, et fysisk bevis på, at vi nu ved ham har adgang til Faderen, for han

".. som ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham".

Hvilken vidunderlig frelser, vi har i Jesus Kristus.

Amen