Herre, lad
mig se din herlighed
|
|
|
|
|
Af Eskild Skov Særkjær
Lad os først læse teksten i 2.
Mos. 33:9,12-13, som vi skal se nærmere på i denne gennemgang:
"Når Moses
kom ind i teltet, sænkede skystøtten sig og stillede sig ved indgangen til
teltet; da talede Herren med Moses.. (og) Moses sagde til Herren: 'Se, du siger
til mig: Før dette folk frem! Men du har ikke ladet mig vide, hvem du vil sende
med mig; og dog har du sagt: Jeg kender dig ved navn, og du har fundet nåde for
mine øjne! Hvis jeg nu virkelig har fundet nåde for dine øjne, så lær mig dine
veje at kende, at jeg kan kende dig og finde nåde for dine øjne; tænk dog på,
at dette folk er dit folk!' Han svarede: 'Skal mit åsyn da vandre med, og skal
jeg således føre dig til målet?' Da sagde Moses til ham: 'Hvis dit åsyn ikke
vandrer med, så lad os ikke drage herfra! Hvorpå skal det dog kendes, at jeg
har fundet nåde for dine øjne, jeg og dit folk? Mon ikke på, at du vandrer med
os, og der således viser os, mig og dit folk, en udmærkelse frem for alle andre
folkeslag på jorden?' Herren svarede Moses: 'Også hvad du der siger, vil jeg
gøre, thi du har fundet nåde for mine øjne, og jeg kender dig ved navn'. Da
sagde Moses: 'Lad mig dog skue din herlighed!' Han svarede: 'Jeg vil lade al
min rigdom drage forbi dig og udråbe Herrens navn foran dig, thi jeg viser
nåde, mod hvem jeg vil, og barmhjertighed mod hvem jeg vil.' Og han sagde: 'Du
kan ikke skue mit åsyn, thi intet menneske kan se mig og leve.' Og Herren
sagde: 'Se, her er der et sted i min nærhed, stil dig på klippen dér! Når da
min herlighed drager forbi, vil jeg lade sig stå i klippehulen, og jeg vil
dække dig med min hånd, indtil jeg kommer forbi. Så tager jeg min hånd bort, og
da kan du se mig bagfra; men mit åsyn kan ingen skue!' (1932-oversættelsen).
I denne
tekst læser vi om Moses, som indtrængende beder Gud Herren om at gå med folket
på deres vandring, et forbillede på vores vandring mod himlen. Læg mærke til,
at Moses heller ikke kun taler om den forestående, fysiske vandring gennem
ørkenen, men også om den åndelige vandring. I vers 13 siger han til Gud:
"Hvis jeg nu
virkelig har fundet nåde for dine øjne, så lær mig dine veje at kende, at jeg
kan kende dig..", v. 13
Det er
på denne baggrund, vi skal forstå, hvad det egentlig er, Moses har på hjerte,
og beder Gud om at få. I vers 12 siger Moses til Herren:
"Du siger til
mig. Før dette folk frem! Men du har ikke ladet mig vide, hvem du vil sende med
mig!"
Hvad
taler han om? Har Gud ikke sagt, at han vil være med dem? I forbindelse med den
brændende tornebusk sagde han fx dette til Moses:
"Jeg er
steget ned for at udfri dem (israelitterne) fra Ægyptens hånd og føre dem bort
fra dette land til et godt og vidstrakt land, der flyder med mælk og
honning..", 2. Mos. 3:8.
Jo!
Gud havde lovet, at han vil være med Moses, og med folket. Men, tidligere i 2.
Mos. 33 siger han:
"Selv vil jeg
ikke drage med i din midte, thi du er et halsstarrigt folk; drog jeg med, kunne
jeg tilintetgøre dig undervejs", vers 3b.
Det er
vigtigt, vi forstår det, vi læser. Gud (Fader) kan ikke selv vandre med, 'thi
intet menneske kan se mig og leve', siger han gentagne gange i GT. I NT forklares
årsagen til dette med, at han 'bor i et lys, som intet menneske kan komme nær,
som intet menneske har set, ej heller kan se', 1. Tim. 6:15.
Det
vidste Moses, og derfor stillede han heller ikke noget spørgsmål om, hvorfor
han ikke kunne det. Og derfor er det, at han spørger: Hvem er det så? Han
forstod det ikke helt! Gud havde flere gange forklaret ham, og andre troende i
den gamle pagt, at han vil sende en anden, en, som i GT kaldes for Herrens
engel, eller blot en engel, som der står i vers 2:
"Jeg sender
en engel foran dig, og han skal drive (de forskellige fjender, der nævnes)
bort".
Moses
forstod godt, at denne engel på en måde var Gud selv, men alligevel forstod han
det ikke helt. Hvordan kan Gud være med, når han har sagt, at han ikke er det?
Det
er som om, Moses tænker: Er denne engel Gud? Eller tager jeg fejl? Hvem er han?
Måske
havde Moses tænkt på de mange gange, denne engel havde åbenbaret sig som Gud. Et
eksempel på dette finder vi i 1. Mos. 32, som beskriver Jakobs brydekamp med
Gud om natten, og beretningen ender med, at Gud siger til ham:
"Dit navn
skal ikke mere være Jakob, men Israel; thi du har kæmpet med Gud og mennesker
og sejret", v. 28.
Af
denne tekst fremgår det tydeligt, at Jakob havde kæmpet med Gud, men andre
steder fra GT fremgår det, at det ikke er Gud Fader, han havde kæmpet med, men
én anden, der selv er Gud. Profeten Hoseas gengiver fx den samme begivenhed således:
".. I moders
liv overlisted han (= Jakob, som der tales om i verset forud) sin broder, han
stred med Gud i sin manddom, ja, stred med en engel og sejred, bad ham med gråd
om nåde; i Betel traf han ham og talte med ham dér. Herren, Hærskarers Gud,
Herren er hans navn", Hos. 12:4-6.
I disse vers sættes der altså
lighedstegn mellem Gud og hans engel, som endda klades med de samme
guddomsnavne som Gud selv. Igen og igen ser vi det samme gennem hele GT. Derfor
er det, at mennesker i den gamle pagt igen og igen tror, at de skal dø, når de
tror, de har set Gud. Men, i virkeligheden var det ikke ham, men hans engel.
Det
er da også denne engel, der er omtalt i vers 2, og som selv er Gud, som vil gå
foran folket, og lede dem, som hyrden leder sine får. Altså nøjagtig det samme,
som der står om Jesus i NT. Han bliver jo åbenbaret som den, der 'er den samme,
i går, i dag, ja til evig tid'. Derfor er der ingen modsætning mellem det vi
læste før, hvor Gud siger: Jeg går med jer, og her, hvor Gud siger: Min engel
går med jer!
På
Moses' spørgsmål i vers 12: Hvem vil du sende med? - stiller Gud dette
spørgsmål til ham (i vers 14):
"Skal mit åsyn da vandre med, og skal
jeg således føre dig til målet?"
Vi
skal et øjeblik standse her! Hvad er det egentlig, Gud spørger Moses om? Skal
mit åsyn vandre med? Nogle bibler, som fx 1992-biblen, tolker disse ord til, at
Gud siger:
"Jeg vil selv gå med og skaffe dig et
sted at bo".
Disse
bibeloversættere tror altså, at Guds åsyn er identisk med Gud selv. Det er det
også, og så har de desværre alligevel mistet det, Gud egentlig siger i verset. For
vi har jo lige læst, at han ikke selv kan gå med, men at han i stedet vil sende
'en engel'. Der er altså tale om en anden person i Guds treenighed.
I GT
er Guds åsyn da også, ligesom det er tilfældet med Herrens engel, næsten altid
en beskrivelse af Kristus som Gud, i sin enhed med sin Fader, før han blev
menneske. Lad os se på et enkelt vers fra salmerne, som tydeliggør, at der er
tale om Jesus:
"De fik ej
landet i eje med sværdet, det var ej deres arm, der gav dem sejr, MEN det var
din højre (hånd), din arm og dit ansigts lys (ordret: åsyn eller nærvær), thi
du havde dem kær..", salme 44:4.
Fra 2. Mos. 33 så vi, at det var Herrens
engel, dvs. Jesus, som ville gå med folket, og i tilbageblikket her i salmen
beskrives det samme om ham. Han er den, der fulgte med og skaffede dem sejren.
Og så, lige efter, bliver han præsenteret med tre af sine andre navne, som han
åbenbares med i GT: Han er Guds højre hånd; og ligesom en hånd er ét med
legemet, således er Jesus også ét med Faderen. Det samme er tilfældet med
henvisningen til Guds arm og åsyn. Gennem hele GT beskriver hånd, arm og åsyn på
forskellig måde, Jesus i GT.
Det
forstod Moses på en måde godt. Guds engel og Guds Åsyn er en og samme person,
og derfor svarer han Gud således:
"Hvis dit åsyn ikke vandrer med, så lad
os ikke drage herfra", v. 15.
I
vers 17 forsikrer Gud igen om, at han vil gøre det, Moses beder om. Det er jo
herligt! Han har jo frelst ham, og har lovet at være hos ham gennem hele livet.
Altså det samme, som vi giver udtryk for. Eller som David, der i salme 23
siger: 'mit bæger flyder over!' Men det
betyder ikke, at Gud så ikke vil give os mere, hvis vi beder ham om det - for
det vil han!
Derfor
fortsætter Moses sin samtale med Gud og siger: 'Lad mig dog skue din herlighed',
v. 18. Jeg ønsker at se lidt af den herlighed, der udstråler fra dig! Hvad er
det for en herlighed? Det er den samme herlighed, som de første mennesker kunne
se, da de vandrede sammen med Gud Herren i haven. Lad os kort gå tilbage til
dengang, de første mennesker mistede Guds herlighed, og dernæst frem til ham,
der var/er i stand til at genoprette det, der gik tabt. Dette tab beskriver
Brorson på denne måde i salmen 'Den yndigste rose er funden':
Alt siden vi tabte den ære, Guds billedes
frugter at bære,
var verden forvildet og øde, vi alle i
synden bortdøde.
Da Gud skabte mennesket i sit
billede, så var det hans tanke, at vi mennesker altid skulle leve i hans
nærhed, og se hans herlighed. Og når de så denne herlighed, kom den ind over
dem således, at de selv blev bærere af den. Det var en herlig tid!
Men, i forbindelse med syndefaldet
skete der det forfærdelige, at de første mennesker begyndte at se på sig selv.
Tænk, hvis vi kan blive som Gud! Jo, djævelen vidste godt, hvad der ville ske,
hvis de hoppede på denne løgn. Da skete der det, som Luther siger:
".. at
mennesket, fra at være vendt op mod Gud, blev bøjet ind - drejet ind i en
spiral mod sig selv. De vendte ikke længere sit blik mod Gud, men tog selv Guds
plads. Nu blev de 'som Gud' - Gud blev selvet i deres liv. Det er syndefaldet".
Fra at være mennesker, der afspejlede
Gud, blev de altså i stedet et spejlbillede på selviskheden og synden. Alt,
hvad der har med mennesker at gøre, afspejler syndens virkelighed. Vi ser den
overalt. Ingen behøver at være i tvivl om, hvorvidt synden stadig er i verden
eller ej. Ifølge bibelen er den også inde i dit og mit hjerte. Jeremias
skriver:
"Hjertet er svigefuldt fremfor alt, det
er sygt, hvor kender det", Jer. 17:9.
Jeg
bryder mig ikke om at tænke på, at dette også er sagt om mig. Jeg vil, som de
fleste andre, helst pynte på det og sige:
'Jeg er ikke helt så
slem, som teksten siger! Mit hjerte er da ikke svigefuldt; jeg indrømmer, at
jeg er synder, men svigefuld - nej, det er jeg ikke!'
Men
Gud siger: Jo, du er! Teksten handler altså også om mig og mit hjerte. Luther
indså, at det også gjaldt ham. Det var på dette grundlag, at han kom til den
erkendelse, at 'min gudsdyrkelse genspejlede aldeles fordærvet i mit hjerte'. Han
så, at han slet ikke genspejlede Gud, men derimod synden, som boede i ham. Han
grublede over, hvordan han mon kunne finde en nådig Gud, der ville tilgive hans
mange synder. Gud har jo sagt utvetydigt og klart, at 'den, der synder, skal dø'. Luthers frygt for denne
dømmende retfærdighed har han beskrevet således:
”Disse ord ’retfærdig’ og ’Guds retfærdighed’ virkede på
min samvittighed som et lyn. Hørte jeg dem, blev jeg forfærdet. Er Gud
retfærdig, så må han (nødvendigvis også) straffe”.
Han skriver videre:
”Men ikke desto mindre bankede jeg vedholdende på hos
Paulus på det pågældende sted (fra Rom. 3, (hvor han taler om Guds retfærdighed
i Jesus Kristus), idet jeg brændende tørstede efter at vide, hvad Paulus mente.
Indtil jeg endelig ved Guds barmhjertighed fik øje på ordenes sammenhæng (da) begyndte
jeg at forstå Guds retfærdighed som den retfærdighed, i.. hvilken den
retfærdige lever ved Guds gave, nemlig af tro.. Nu følte jeg mig genfødt, og
som gennem åbne døre kommet ind i Paradis. Da viste der sig straks for mig et
andet ansigt gennem hele skriften.. Så stort det had var, hvormed jeg havde
hadet ordet ’Guds retfærdighed’, så stor var nu den kærlighed, med hvilken jeg
priste dette ord som det allerlifligste”.
Han
så med andre ord Guds herlighed, som er den samme, som Moses ønskede at se. For
det er nemlig ved Jesus Kristus, Gud åbenbarer den for os. Jeg vender om et
øjeblik tilbage til, hvordan Moses kunne se denne herlighed, når Jesus
tilsyneladende først åbenbarede den for de troende i forbindelse med den nye
pagt. Men lad os først se på nogle få tekster fra NT, som fortæller os lidt om
Jesus som den, der viser os, og er, Guds herlighed.
Johannes
skriver:
"Og Ordet
blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som
den enbårne Søn har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed", John. 1:14.
Hebræerbrevets
forfatter fortsætter og siger, at
"Han (Jesus)
er hans (Guds) herligheds afglans og hans væsens udtrykte billede, og bærer alt
med sit mægtige ord", Hebr. 1:3.
Hvis
du vil se glansen fra Guds herlighed, så er der kun et sted, du kan se det - og
det er ved at se på Jesus. Paulus vidner også om, at han har erfaret denne
sandhed, idet han skriver:
"Thi Gud, som
sagde: Af mørke skal lys skinne frem, blev selv et skinnende lys i vore
hjerter, for at kundskaben om Guds herlighed på Kristi åsyn må lyse
klart", 2. Kor. 4:6.
Her
beskriver Paulus, at Gud er blevet et skinnende lys i vore hjerter ved kundskaben
om den herlighed, der er over Jesu ansigt. Hvis du vil se Guds herlighed, er
det altså ved at se på Jesu Kristus, for ellers ser du ingenting. Og, ser du
med troens øjne Jesus og hans herlighed, så ser du også Gud og hans herlighed. Dette
ser vi tydeligt i Jesu ypperstepræstelige bøn.
Det
var den sidste aften før Jesu lidelse og død. Jesus var kommet til Getsemane,
og ser tilbage på sit liv og tjeneste, og så beder han til Gud, og i bønnen
siger han så: 'Fader, 'jeg har herliggjort dig på jorden, og jeg har gjort
dette ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre', John. 17:4. Den
gerning, Jesus taler om, er alt det, som hans Fader har lagt til rette for ham.
Det betyder, at når vi ser Jesu liv, død og opstandelse, så ser vi også Guds herlighed
og forunderlige nærvær.
Når
Jesus lidt tidligere bad til sin Fader, og sagde: 'Fader, herliggør dit navn!'
så betyder det, han sagde, dette: 'Lad mig nu blive det slagtede lam, som jeg var
bestemt til, før verden blev til; dengang, jeg sagde ja til at gå i døden for
alle mennesker. Det er jo derfor, jeg er kommet til denne time.' På den måde
bekræftede han sit 'ja' til at fortsætte. For ham var korset det forfærdeligste
af alt. Men for os er korset blevet det mest velsignede af alt. For det var jo
dér, Gud fjernede mine synder.
Vi
skal tilbage til 2. Mos. 33. Moses stod i en situation, hvor han ønskede at se
den samme herlighed, som der tales så meget om i den nye pagt, og han fik den
at se, står der, og blev derfor også selv et genskin af den. Men, hvordan kunne
Moses se denne herlighed, for vi har jo lige set, at det er Jesus, der er Guds
herlighed og afglans? Han var jo endnu ikke blevet åbenbaret? Sådan er der
mange, der tror, men svaret er, at hans herlighed også (i alle fald delvis)
blev åbenbaret i den gamle pagt.
Her
må vi huske, at Jesus var udvalgt til at være Guds lam, før verdens grundvold
blev lagt, og derfor så Gud på en måde hans frelsesværk som allerede gjort. Det
er bl.a. derfor, at 'livets bog' også bliver beskrevet som 'det slagtede lams
bog'; ikke fra det tidspunkt, Jesus døde, men fra evighed af, som der står. Det
betyder konkret, at før vi kom til, så Gud Jesu sejr på Golgata som en evig
gyldig og gældende sejr. Det var denne sejr, de troende i den gamle pagt kunne
se lidt af. Man kan sige, at Golgata på en måde kaster sin herlighed ind over
de troende i den gamle pagt. Vi må også huske, at Jesus desuden konkret var med
sit folk i den gamle pagt, og åbenbarede derved sig selv, og dermed også hans
herlighed, som han havde den fra Faderen. Det er det, vi ser et eksempel på i
2. Mos. 33.
Når
Gud fortæller Moses, at han skal få lov til at se hans herlighed drage forbi, v.
22, så var det altså Jesus, han så - for det er jo alene ham, der viser os Gud
og er 'hans herligheds afglans og hans væsens udtrykte billede', som vi læste
det før fra Hebr. 1:3. Det stemmer helt med det, Jesus siger et andet sted: 'Den,
der har set mig, har set Faderen'!
Men, for at se ham, som er og åbenbarer Guds herlighed,
siger Gud til Moses, at han skulle stille sig på en bestemt klippe i hans
nærhed, v. 21. Så vidt jeg kan se, er denne klippe et andet billede på Jesus. Vi
husker sikkert, at i 1. Kor. 10:3 beskrives han som den 'klippe, som fulgte
med' sit folk i den gamle pagt, altså det samme, som der står om Herrens engel
og åsyn. Det er da også dét, beskrivelsen af klippen i 2. Mos. 33 er et billede
på. I GT er der da også, ligesom i NT, mange henvisninger til Jesus som
klippen, som fulgte med. Lad os her nøjes med at se på to af disse:
"Lad mit
hjertes tanker nå frem for dit åsyn, Herre, min klippe og min genløser",
salme 19:15.
"Kom i hu, at
Gud var (er) deres klippe, Gud den Allerhøjeste deres genløser", salme
78:35.
I
det næste vers præciseres det, at Moses skulle stille sig på et bestemt sted på
klippen. I den danske oversættelse står, at det var i klippehulen, men det er
forkert oversat. På grundsproget står der nemlig, at han skulle stille sig 'i klippekløften'
eller 'i klippens brudsted'. Jeg tror, at det også er et billede på Jesus, som
ifølge bibelen blev brudt for os. Det er denne klippe, der synges om i sangen,
som begynder således: 'Klippe, du som brast for mig, lad mig skjule mig i dig!'. Det
er nemlig dér, og kun dér, at Gud kan åbenbare sin herlighed. Et møde med ham
forvandler livet, og Moses blev da heller aldrig mere den samme.
I
det næste kapitel læser vi, at da Moses kommer ned fra bjerget, da vidste han
ikke selv, at hans ansigt strålede, og var blevet et genskin af Guds herlighed:
"Da Moses
steg ned fra Sinaj bjerg med vidnesbyrdets to tavler i hånden, vidste han ikke,
at hans ansigts hud var kommet til at stråle, ved at han talede med ham (dvs.
Gud), 2. Mos. 34:29.
Det
fortæller os noget væsentligt. Intet menneske kan være sammen med Gud uden at
blive forvandlet, og uden at se (i det mindste lidt) af den herlighed, som Sønnen
åbenbarer - og er. Der var i øvrigt også andre i den gamle pagt, som så Jesu
herlighed. Fx siger Jesus et sted, at 'dette sagde Esajas, fordi han så hans
(Jesu) herlighed og talte om ham', John. 12:41.
I
GT så de troende kun denne herlighed i små glimt. Men i NT åbenbares det, at
det dække, der dækkede for Guds herlighed i den gamle pagt, nu er forsvundet.
Det beskriver Paulus på denne måde:
"Alle vi, som med et utildækket ansigt
skuer Herrens herlighed i et spejl, forvandles til det samme billede, fra
herlighed til herlighed, eftersom det kommer fra Åndens Herre", 2. Kor.
3:18
Baggrunden
til det, der siges i dette vers, er hentet fra den førnævnte tekst fra 2. Mos.
34, som beskriver, at efter mødet med Gud skinnede Moses' ansigt af Guds
herlighed, og måtte derfor, som der står i vers 34, efterfølgende 'tildække sit
ansigt for folket, men hver gang han trådte frem for Herrens åsyn for at tale
med ham, fjernede han det'. Og det er så her, Paulus skriver, at ’nu’ kan vi
alle komme frem for Gud, for der er ikke længere noget, der dækker.
Da
skuespilleren Anna Larssen Bjørner mødte Jesus, skrev hun sangen: 'Engang
levede jeg for verden'. I det andet vers beskriver hun, hvad der skete, da
Jesus kom ind i hendes liv:
Sløret drog han fra mit øje, viste mig sin herlighed.
Sig mig, er det da et under, verden blegnede derved?
Nej,
det var ikke et under! For nu er der ikke længere noget dække! Gud drog det bort
fra mit øje, og viste mig sin herlighed. Vi har tidligere set på syndens spejl,
men her får vi lov til at se ind i et andet spejl, og i dette spejl ser vi Guds
herlighed; vi ser Jesus, korset, og hans ophøjelse. Det er det, der holder!
Altid.
Læg
mærke til, at Gud siger: 'Nær ved mig er der et sted, stil dig der'. Dér, og
kun dér, på klippen, ser vi Guds herlighed. Dér ser vi herligheden fra Jesu
Kristi kors. Dér ser vi alt det, alle andre ikke kan se. Dér ser vi et hjerte,
der kendte og kender vor 'nød og pine', som vi synger i en julesalme, og som
derfor kom herned for at frelse os fra alt det, der adskilte os fra Gud. Det er
denne, hans frelse, som bliver beskrevet således i salme 40:
"Han bøjed
sig til mig og hørte mit skrig. Han drog mig op af den brusende grav, af det
skidne dynd, han satte min fod på en klippe, gav skridtene fasthed, en ny sang
lagde han i min mund, en lovsang til vor Gud. Mange skal se det og frygte og
stole på Herren", Salme 40:1-3.
Amen
Hvis
denne side ikke er fundet via forsiden, så klik venligst her for at se flere artikler