Herre, lad mig se din herlighed

 

 

 

 

Billedresultat for Jesus herliggør Gud

 

 

 

Af Eskild Skov Særkjær

 

Lad os først læse teksten i 2. Mos. 33:9,12-13, som vi skal se nærmere på i denne gennemgang:

   "Når Moses kom ind i teltet, sænkede skystøtten sig og stillede sig ved indgangen til teltet; da talede Herren med Moses.. (og) Moses sagde til Herren: 'Se, du siger til mig: Før dette folk frem! Men du har ikke ladet mig vide, hvem du vil sende med mig; og dog har du sagt: Jeg kender dig ved navn, og du har fundet nåde for mine øjne! Hvis jeg nu virkelig har fundet nåde for dine øjne, så lær mig dine veje at kende, at jeg kan kende dig og finde nåde for dine øjne; tænk dog på, at dette folk er dit folk!' Han svarede: 'Skal mit åsyn da vandre med, og skal jeg således føre dig til målet?' Da sagde Moses til ham: 'Hvis dit åsyn ikke vandrer med, så lad os ikke drage herfra! Hvorpå skal det dog kendes, at jeg har fundet nåde for dine øjne, jeg og dit folk? Mon ikke på, at du vandrer med os, og der således viser os, mig og dit folk, en udmærkelse frem for alle andre folkeslag på jorden?' Herren svarede Moses: 'Også hvad du der siger, vil jeg gøre, thi du har fundet nåde for mine øjne, og jeg kender dig ved navn'. Da sagde Moses: 'Lad mig dog skue din herlighed!' Han svarede: 'Jeg vil lade al min rigdom drage forbi dig og udråbe Herrens navn foran dig, thi jeg viser nåde, mod hvem jeg vil, og barmhjertighed mod hvem jeg vil.' Og han sagde: 'Du kan ikke skue mit åsyn, thi intet menneske kan se mig og leve.' Og Herren sagde: 'Se, her er der et sted i min nærhed, stil dig på klippen dér! Når da min herlighed drager forbi, vil jeg lade sig stå i klippehulen, og jeg vil dække dig med min hånd, indtil jeg kommer forbi. Så tager jeg min hånd bort, og da kan du se mig bagfra; men mit åsyn kan ingen skue!' (1932-oversættelsen).

  

I denne tekst læser vi om Moses, som indtrængende beder Gud Herren om at gå med folket på deres vandring, et forbillede på vores vandring mod himlen. Læg mærke til, at Moses heller ikke kun taler om den forestående, fysiske vandring gennem ørkenen, men også om den åndelige vandring. I vers 13 siger han til Gud:

   "Hvis jeg nu virkelig har fundet nåde for dine øjne, så lær mig dine veje at kende, at jeg kan kende dig..", v. 13

 

Det er på denne baggrund, vi skal forstå, hvad det egentlig er, Moses har på hjerte, og beder Gud om at få. I vers 12 siger Moses til Herren:

   "Du siger til mig. Før dette folk frem! Men du har ikke ladet mig vide, hvem du vil sende med mig!"

 

Hvad taler han om? Har Gud ikke sagt, at han vil være med dem? I forbindelse med den brændende tornebusk sagde han fx dette til Moses:

   "Jeg er steget ned for at udfri dem (israelitterne) fra Ægyptens hånd og føre dem bort fra dette land til et godt og vidstrakt land, der flyder med mælk og honning..", 2. Mos. 3:8.

 

Jo! Gud havde lovet, at han vil være med Moses, og med folket. Men, tidligere i 2. Mos. 33 siger han:

   "Selv vil jeg ikke drage med i din midte, thi du er et halsstarrigt folk; drog jeg med, kunne jeg tilintetgøre dig undervejs", vers 3b.

 

Det er vigtigt, vi forstår det, vi læser. Gud (Fader) kan ikke selv vandre med, 'thi intet menneske kan se mig og leve', siger han gentagne gange i GT. I NT forklares årsagen til dette med, at han 'bor i et lys, som intet menneske kan komme nær, som intet menneske har set, ej heller kan se', 1. Tim. 6:15.

 

Det vidste Moses, og derfor stillede han heller ikke noget spørgsmål om, hvorfor han ikke kunne det. Og derfor er det, at han spørger: Hvem er det så? Han forstod det ikke helt! Gud havde flere gange forklaret ham, og andre troende i den gamle pagt, at han vil sende en anden, en, som i GT kaldes for Herrens engel, eller blot en engel, som der står i vers 2:

   "Jeg sender en engel foran dig, og han skal drive (de forskellige fjender, der nævnes) bort".

 

Moses forstod godt, at denne engel på en måde var Gud selv, men alligevel forstod han det ikke helt. Hvordan kan Gud være med, når han har sagt, at han ikke er det?

Det er som om, Moses tænker: Er denne engel Gud? Eller tager jeg fejl? Hvem er han?

 

Måske havde Moses tænkt på de mange gange, denne engel havde åbenbaret sig som Gud. Et eksempel på dette finder vi i 1. Mos. 32, som beskriver Jakobs brydekamp med Gud om natten, og beretningen ender med, at Gud siger til ham:

   "Dit navn skal ikke mere være Jakob, men Israel; thi du har kæmpet med Gud og mennesker og sejret", v. 28.

 

Af denne tekst fremgår det tydeligt, at Jakob havde kæmpet med Gud, men andre steder fra GT fremgår det, at det ikke er Gud Fader, han havde kæmpet med, men én anden, der selv er Gud. Profeten Hoseas gengiver fx den samme begivenhed således:

   ".. I moders liv overlisted han (= Jakob, som der tales om i verset forud) sin broder, han stred med Gud i sin manddom, ja, stred med en engel og sejred, bad ham med gråd om nåde; i Betel traf han ham og talte med ham dér. Herren, Hærskarers Gud, Herren er hans navn", Hos. 12:4-6.

 

I disse vers sættes der altså lighedstegn mellem Gud og hans engel, som endda klades med de samme guddomsnavne som Gud selv. Igen og igen ser vi det samme gennem hele GT. Derfor er det, at mennesker i den gamle pagt igen og igen tror, at de skal dø, når de tror, de har set Gud. Men, i virkeligheden var det ikke ham, men hans engel.

 

Det er da også denne engel, der er omtalt i vers 2, og som selv er Gud, som vil gå foran folket, og lede dem, som hyrden leder sine får. Altså nøjagtig det samme, som der står om Jesus i NT. Han bliver jo åbenbaret som den, der 'er den samme, i går, i dag, ja til evig tid'. Derfor er der ingen modsætning mellem det vi læste før, hvor Gud siger: Jeg går med jer, og her, hvor Gud siger: Min engel går med jer!

 

På Moses' spørgsmål i vers 12: Hvem vil du sende med? - stiller Gud dette spørgsmål til ham (i vers 14):

   "Skal mit åsyn da vandre med, og skal jeg således føre dig til målet?"

 

Vi skal et øjeblik standse her! Hvad er det egentlig, Gud spørger Moses om? Skal mit åsyn vandre med? Nogle bibler, som fx 1992-biblen, tolker disse ord til, at Gud siger:

   "Jeg vil selv gå med og skaffe dig et sted at bo".

 

Disse bibeloversættere tror altså, at Guds åsyn er identisk med Gud selv. Det er det også, og så har de desværre alligevel mistet det, Gud egentlig siger i verset. For vi har jo lige læst, at han ikke selv kan gå med, men at han i stedet vil sende 'en engel'. Der er altså tale om en anden person i Guds treenighed.  

 

I GT er Guds åsyn da også, ligesom det er tilfældet med Herrens engel, næsten altid en beskrivelse af Kristus som Gud, i sin enhed med sin Fader, før han blev menneske. Lad os se på et enkelt vers fra salmerne, som tydeliggør, at der er tale om Jesus:

   "De fik ej landet i eje med sværdet, det var ej deres arm, der gav dem sejr, MEN det var din højre (hånd), din arm og dit ansigts lys (ordret: åsyn eller nærvær), thi du havde dem kær..", salme 44:4.

 

Fra 2. Mos. 33 så vi, at det var Herrens engel, dvs. Jesus, som ville gå med folket, og i tilbageblikket her i salmen beskrives det samme om ham. Han er den, der fulgte med og skaffede dem sejren. Og så, lige efter, bliver han præsenteret med tre af sine andre navne, som han åbenbares med i GT: Han er Guds højre hånd; og ligesom en hånd er ét med legemet, således er Jesus også ét med Faderen. Det samme er tilfældet med henvisningen til Guds arm og åsyn. Gennem hele GT beskriver hånd, arm og åsyn på forskellig måde, Jesus i GT.

 

Det forstod Moses på en måde godt. Guds engel og Guds Åsyn er en og samme person, og derfor svarer han Gud således:

   "Hvis dit åsyn ikke vandrer med, så lad os ikke drage herfra", v. 15.

 

I vers 17 forsikrer Gud igen om, at han vil gøre det, Moses beder om. Det er jo herligt! Han har jo frelst ham, og har lovet at være hos ham gennem hele livet. Altså det samme, som vi giver udtryk for. Eller som David, der i salme 23 siger: 'mit bæger flyder over!'  Men det betyder ikke, at Gud så ikke vil give os mere, hvis vi beder ham om det - for det vil han!

 

Derfor fortsætter Moses sin samtale med Gud og siger: 'Lad mig dog skue din herlighed', v. 18. Jeg ønsker at se lidt af den herlighed, der udstråler fra dig! Hvad er det for en herlighed? Det er den samme herlighed, som de første mennesker kunne se, da de vandrede sammen med Gud Herren i haven. Lad os kort gå tilbage til dengang, de første mennesker mistede Guds herlighed, og dernæst frem til ham, der var/er i stand til at genoprette det, der gik tabt. Dette tab beskriver Brorson på denne måde i salmen 'Den yndigste rose er funden':

   Alt siden vi tabte den ære, Guds billedes frugter at bære,
   var verden forvildet og øde, vi alle i synden bortdøde.

 

Da Gud skabte mennesket i sit billede, så var det hans tanke, at vi mennesker altid skulle leve i hans nærhed, og se hans herlighed. Og når de så denne herlighed, kom den ind over dem således, at de selv blev bærere af den. Det var en herlig tid!

 

Men, i forbindelse med syndefaldet skete der det forfærdelige, at de første mennesker begyndte at se på sig selv. Tænk, hvis vi kan blive som Gud! Jo, djævelen vidste godt, hvad der ville ske, hvis de hoppede på denne løgn. Da skete der det, som Luther siger:

   ".. at mennesket, fra at være vendt op mod Gud, blev bøjet ind - drejet ind i en spiral mod sig selv. De vendte ikke længere sit blik mod Gud, men tog selv Guds plads. Nu blev de 'som Gud' - Gud blev selvet i deres liv. Det er syndefaldet".

 

Fra at være mennesker, der afspejlede Gud, blev de altså i stedet et spejlbillede på selviskheden og synden. Alt, hvad der har med mennesker at gøre, afspejler syndens virkelighed. Vi ser den overalt. Ingen behøver at være i tvivl om, hvorvidt synden stadig er i verden eller ej. Ifølge bibelen er den også inde i dit og mit hjerte. Jeremias skriver:

   "Hjertet er svigefuldt fremfor alt, det er sygt, hvor kender det", Jer. 17:9.

 

Jeg bryder mig ikke om at tænke på, at dette også er sagt om mig. Jeg vil, som de fleste andre, helst pynte på det og sige:

   'Jeg er ikke helt så slem, som teksten siger! Mit hjerte er da ikke svigefuldt; jeg indrømmer, at jeg er synder, men svigefuld - nej, det er jeg ikke!'

 

Men Gud siger: Jo, du er! Teksten handler altså også om mig og mit hjerte. Luther indså, at det også gjaldt ham. Det var på dette grundlag, at han kom til den erkendelse, at 'min gudsdyrkelse genspejlede aldeles fordærvet i mit hjerte'. Han så, at han slet ikke genspejlede Gud, men derimod synden, som boede i ham. Han grublede over, hvordan han mon kunne finde en nådig Gud, der ville tilgive hans mange synder. Gud har jo sagt utvetydigt og klart, at  'den, der synder, skal dø'. Luthers frygt for denne dømmende retfærdighed har han beskrevet således:

”Disse ord ’retfærdig’ og ’Guds retfærdighed’ virkede på min samvittighed som et lyn. Hørte jeg dem, blev jeg forfærdet. Er Gud retfærdig, så må han (nødvendigvis også) straffe”.

 

Han skriver videre: 

”Men ikke desto mindre bankede jeg vedholdende på hos Paulus på det pågældende sted (fra Rom. 3, (hvor han taler om Guds retfærdighed i Jesus Kristus), idet jeg brændende tørstede efter at vide, hvad Paulus mente. Indtil jeg endelig ved Guds barmhjertighed fik øje på ordenes sammenhæng (da) begyndte jeg at forstå Guds retfærdighed som den retfærdighed, i.. hvilken den retfærdige lever ved Guds gave, nemlig af tro.. Nu følte jeg mig genfødt, og som gennem åbne døre kommet ind i Paradis. Da viste der sig straks for mig et andet ansigt gennem hele skriften.. Så stort det had var, hvormed jeg havde hadet ordet ’Guds retfærdighed’, så stor var nu den kærlighed, med hvilken jeg priste dette ord som det allerlifligste”.

 

Han så med andre ord Guds herlighed, som er den samme, som Moses ønskede at se. For det er nemlig ved Jesus Kristus, Gud åbenbarer den for os. Jeg vender om et øjeblik tilbage til, hvordan Moses kunne se denne herlighed, når Jesus tilsyneladende først åbenbarede den for de troende i forbindelse med den nye pagt. Men lad os først se på nogle få tekster fra NT, som fortæller os lidt om Jesus som den, der viser os, og er, Guds herlighed. 

 

Johannes skriver:

   "Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den enbårne Søn har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed", John. 1:14.

 

Hebræerbrevets forfatter fortsætter og siger, at

   "Han (Jesus) er hans (Guds) herligheds afglans og hans væsens udtrykte billede, og bærer alt med sit mægtige ord", Hebr. 1:3.

 

Hvis du vil se glansen fra Guds herlighed, så er der kun et sted, du kan se det - og det er ved at se på Jesus. Paulus vidner også om, at han har erfaret denne sandhed, idet han skriver:

   "Thi Gud, som sagde: Af mørke skal lys skinne frem, blev selv et skinnende lys i vore hjerter, for at kundskaben om Guds herlighed på Kristi åsyn må lyse klart", 2. Kor. 4:6.

 

Her beskriver Paulus, at Gud er blevet et skinnende lys i vore hjerter ved kundskaben om den herlighed, der er over Jesu ansigt. Hvis du vil se Guds herlighed, er det altså ved at se på Jesu Kristus, for ellers ser du ingenting. Og, ser du med troens øjne Jesus og hans herlighed, så ser du også Gud og hans herlighed. Dette ser vi tydeligt i Jesu ypperstepræstelige bøn.

 

Det var den sidste aften før Jesu lidelse og død. Jesus var kommet til Getsemane, og ser tilbage på sit liv og tjeneste, og så beder han til Gud, og i bønnen siger han så: 'Fader, 'jeg har herliggjort dig på jorden, og jeg har gjort dette ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre', John. 17:4. Den gerning, Jesus taler om, er alt det, som hans Fader har lagt til rette for ham. Det betyder, at når vi ser Jesu liv, død og opstandelse, så ser vi også Guds herlighed og forunderlige nærvær.

 

Når Jesus lidt tidligere bad til sin Fader, og sagde: 'Fader, herliggør dit navn!' så betyder det, han sagde, dette: 'Lad mig nu blive det slagtede lam, som jeg var bestemt til, før verden blev til; dengang, jeg sagde ja til at gå i døden for alle mennesker. Det er jo derfor, jeg er kommet til denne time.' På den måde bekræftede han sit 'ja' til at fortsætte. For ham var korset det forfærdeligste af alt. Men for os er korset blevet det mest velsignede af alt. For det var jo dér, Gud fjernede mine synder.

 

Vi skal tilbage til 2. Mos. 33. Moses stod i en situation, hvor han ønskede at se den samme herlighed, som der tales så meget om i den nye pagt, og han fik den at se, står der, og blev derfor også selv et genskin af den. Men, hvordan kunne Moses se denne herlighed, for vi har jo lige set, at det er Jesus, der er Guds herlighed og afglans? Han var jo endnu ikke blevet åbenbaret? Sådan er der mange, der tror, men svaret er, at hans herlighed også (i alle fald delvis) blev åbenbaret i den gamle pagt.

 

Her må vi huske, at Jesus var udvalgt til at være Guds lam, før verdens grundvold blev lagt, og derfor så Gud på en måde hans frelsesværk som allerede gjort. Det er bl.a. derfor, at 'livets bog' også bliver beskrevet som 'det slagtede lams bog'; ikke fra det tidspunkt, Jesus døde, men fra evighed af, som der står. Det betyder konkret, at før vi kom til, så Gud Jesu sejr på Golgata som en evig gyldig og gældende sejr. Det var denne sejr, de troende i den gamle pagt kunne se lidt af. Man kan sige, at Golgata på en måde kaster sin herlighed ind over de troende i den gamle pagt. Vi må også huske, at Jesus desuden konkret var med sit folk i den gamle pagt, og åbenbarede derved sig selv, og dermed også hans herlighed, som han havde den fra Faderen. Det er det, vi ser et eksempel på i 2. Mos. 33.

 

Når Gud fortæller Moses, at han skal få lov til at se hans herlighed drage forbi, v. 22, så var det altså Jesus, han så - for det er jo alene ham, der viser os Gud og er 'hans herligheds afglans og hans væsens udtrykte billede', som vi læste det før fra Hebr. 1:3. Det stemmer helt med det, Jesus siger et andet sted: 'Den, der har set mig, har set Faderen'!

 

Men, for at se ham, som er og åbenbarer Guds herlighed, siger Gud til Moses, at han skulle stille sig på en bestemt klippe i hans nærhed, v. 21. Så vidt jeg kan se, er denne klippe et andet billede på Jesus. Vi husker sikkert, at i 1. Kor. 10:3 beskrives han som den 'klippe, som fulgte med' sit folk i den gamle pagt, altså det samme, som der står om Herrens engel og åsyn. Det er da også dét, beskrivelsen af klippen i 2. Mos. 33 er et billede på. I GT er der da også, ligesom i NT, mange henvisninger til Jesus som klippen, som fulgte med. Lad os her nøjes med at se på to af disse:

   "Lad mit hjertes tanker nå frem for dit åsyn, Herre, min klippe og min genløser", salme 19:15.

   "Kom i hu, at Gud var (er) deres klippe, Gud den Allerhøjeste deres genløser", salme 78:35.

 

I det næste vers præciseres det, at Moses skulle stille sig på et bestemt sted på klippen. I den danske oversættelse står, at det var i klippehulen, men det er forkert oversat. På grundsproget står der nemlig, at han skulle stille sig 'i klippekløften' eller 'i klippens brudsted'. Jeg tror, at det også er et billede på Jesus, som ifølge bibelen blev brudt for os. Det er denne klippe, der synges om i sangen, som begynder således: 'Klippe, du som brast for mig, lad mig skjule mig i dig!'. Det er nemlig dér, og kun dér, at Gud kan åbenbare sin herlighed. Et møde med ham forvandler livet, og Moses blev da heller aldrig mere den samme.

 

I det næste kapitel læser vi, at da Moses kommer ned fra bjerget, da vidste han ikke selv, at hans ansigt strålede, og var blevet et genskin af Guds herlighed:

   "Da Moses steg ned fra Sinaj bjerg med vidnesbyrdets to tavler i hånden, vidste han ikke, at hans ansigts hud var kommet til at stråle, ved at han talede med ham (dvs. Gud), 2. Mos. 34:29.

 

Det fortæller os noget væsentligt. Intet menneske kan være sammen med Gud uden at blive forvandlet, og uden at se (i det mindste lidt) af den herlighed, som Sønnen åbenbarer - og er. Der var i øvrigt også andre i den gamle pagt, som så Jesu herlighed. Fx siger Jesus et sted, at 'dette sagde Esajas, fordi han så hans (Jesu) herlighed og talte om ham', John. 12:41.

 

I GT så de troende kun denne herlighed i små glimt. Men i NT åbenbares det, at det dække, der dækkede for Guds herlighed i den gamle pagt, nu er forsvundet. Det beskriver Paulus på denne måde: 

   "Alle vi, som med et utildækket ansigt skuer Herrens herlighed i et spejl, forvandles til det samme billede, fra herlighed til herlighed, eftersom det kommer fra Åndens Herre", 2. Kor. 3:18

 

Baggrunden til det, der siges i dette vers, er hentet fra den førnævnte tekst fra 2. Mos. 34, som beskriver, at efter mødet med Gud skinnede Moses' ansigt af Guds herlighed, og måtte derfor, som der står i vers 34, efterfølgende 'tildække sit ansigt for folket, men hver gang han trådte frem for Herrens åsyn for at tale med ham, fjernede han det'. Og det er så her, Paulus skriver, at ’nu’ kan vi alle komme frem for Gud, for der er ikke længere noget, der dækker.

 

Da skuespilleren Anna Larssen Bjørner mødte Jesus, skrev hun sangen: 'Engang levede jeg for verden'. I det andet vers beskriver hun, hvad der skete, da Jesus kom ind i hendes liv:

   Sløret drog han fra mit øje, viste mig sin herlighed.
   Sig mig, er det da et under, verden blegnede derved?

 

Nej, det var ikke et under! For nu er der ikke længere noget dække! Gud drog det bort fra mit øje, og viste mig sin herlighed. Vi har tidligere set på syndens spejl, men her får vi lov til at se ind i et andet spejl, og i dette spejl ser vi Guds herlighed; vi ser Jesus, korset, og hans ophøjelse. Det er det, der holder! Altid.

 

Læg mærke til, at Gud siger: 'Nær ved mig er der et sted, stil dig der'. Dér, og kun dér, på klippen, ser vi Guds herlighed. Dér ser vi herligheden fra Jesu Kristi kors. Dér ser vi alt det, alle andre ikke kan se. Dér ser vi et hjerte, der kendte og kender vor 'nød og pine', som vi synger i en julesalme, og som derfor kom herned for at frelse os fra alt det, der adskilte os fra Gud. Det er denne, hans frelse, som bliver beskrevet således i salme 40:

   "Han bøjed sig til mig og hørte mit skrig. Han drog mig op af den brusende grav, af det skidne dynd, han satte min fod på en klippe, gav skridtene fasthed, en ny sang lagde han i min mund, en lovsang til vor Gud. Mange skal se det og frygte og stole på Herren", Salme 40:1-3.

 

Amen

Hvis denne side ikke er fundet via forsiden,klik venligst her for at se flere artikler