Har Livets Ord i Sverige ændret sin teologi?
Eskild Særkjær

Det er en kendt sag, at mange kristne føler, at der er behov for et tiltagende samarbejde med Livets Ord i Sverige, fordi de mener, at ’Livets Ord ikke længere lægger vægt på det, som adskiller deres lære i forhold til andre kristne retninger’, som f.eks vranglæren om JDS. Men Livets Ord har ikke ændret sin teologi. Livets Ord har på Internettet udsendt en erklæring, hvori de fastslår, at deres lære er ganske, som da den i sin tid begyndte. Dette har stået på deres hjemmeside nu i et halvt år . Men desværre er der mange, som i samarbejdets navn ignorerer dette faktum.

Indhold på denne side:

har Livets Ord i Sverige ændret sin teologi?
Har Kenneth Hagin ændret sin teologi?
Hvad er det for en lære?
Blev Jesus gjort til ét med djævelens natur?
Blev frelsen ikke fuldbragt på korset?
Forfatterens navn og adresse
 

 

Har Kenneth Hagin ændret sin teologi?

Da jeg så, at Fred V. Hjortland, Norge, der udgiver bladet Apologeten, havde lagt et afsnit af sin udmærkede bog Korsets og blodets evangelium på Internettet, besluttede jeg at anvende nogle oplysninger derfra om Trosbevægelsen, som er en farlig trussel mod folk og menigheder, der ikke har visdom nok til at se, at denne lære ikke er bibelsk. For yderligere at dokumentere deres uændrede lære vil jeg citere et brev fra Kenneth Hagin Ministries, 16. April 1999, skrevet til Fred V. Hjortland og bragt i bogen Korset og blodets evangelium. I oversættelse lyder det:

"Kære Hr. Hjortland! ... Som svar på dit spørgsmål studerer vi vore bøger nøje, at de hele tiden må være på linje med de åbenbaringer, vi har modtaget fra Herren, og efter alt at dømme må vi vedgå, at vi hele tiden lærer mere og mere om de dybder, der er i Guds ord.... Vi traf det valg at trække bogen The Name Of Jesus ud af produktion af forskellige grunde, men om teologien i bogen har der aldrig været tvivl. Øjensynlig har den norske forlægger valgt at fortsætte med at udgive bogen på norsk. Og jeg forsikrer, at det er fuldkommen i orden at fortsætte med at studere den på ethvert sprog, der kunne ønskes...    Kenneth E. Hagin

Vi ser altså, at Kenneth Hagin, der som bekendt er Trosbekendelsens fader, stadig fastholder den lære, som de begyndte på i sin tid.

Men hvad var det for en lære?

Det var en lære, der var i kollisionskurs med Bibelens om korset og blodet, de to mest grundlæggende punkter, der er overgivet os fra apostlene. I Hebr. 9:22 står: "Uden blods udgydelse sker der ikke forladelse." Har vi ikke Jesu blod som fundament for vor tro og tror, at Gud på grund af Jesu forsoningsdød har tilgivet os, kan der ikke ske nogen forladelse.

Det er så enkelt, at alt skulle være så ligetil. "Men der opstod også falske profeter iblandt folket, ligesom der også iblandt eder vil komme falske lærere, som vil liste fordærvelige vranglærdomme ind… og bringe en brat undergang over sig selv." 2.Peter 2:1.

Læren fra Livets Ord er en fordærvelig vranglære, fordi den forkynder, at vi skal se bort fra blodet og korset. Vor frelse er ifølge Livets Ords lære vundet ved, at Jesus som en synder blev plaget af Satan i helvede i tre dage og tre nætter. Derefter kunne Gud sige: Nu er det nok – på grund af dette offer tilgiver jeg hvert menneske, som har levet!

Først ser Livets ord/Trosbevægelsen bort fra betydningen af Jesu død på korset, og derefter bort fra hele Bibelens lære om, at det er ved blodet, vi får tilgivelse. Men tænk på disse ord: "Se, dette er pagtens blod, den pagt, HERREN har sluttet med jer på grundlag af alle disse ord." 2.Moseb. 24:8. I 3.Moseb. 16:19 står: "…og han skal syv gange stænke noget af blodet derpå med sin finger og således rense det og hellige det for israelitternes urenheder." Og i 3.Moseb. 17:10-11: "…om nogen af Israels hus eller af de fremmede, der bor iblandt dem, nyder noget blod, så vender jeg mit åsyn mod den, der nyder blodet, og udrydder ham af hans folk. Thi kødets sjæl er i blodet, og jeg har givet jer det til brug på alteret til at skaffe jeres sjæle soning; thi det er blodet, som skaffer soning, fordi det er sjælen.". Og et vigtigt vidnesbyrd om, at det er blodet, der er baggrund for den nye pagt: "Ligeså tog han også kalken efter aftensmåltidet og sagde: "Denne kalk er den nye pagt i mit blod, det, som udgydes for jer." Luk. 22:20.

Denne vigtige lære om blodet som sonemiddel er fjernet fra Livets Ords forkyndelse og erstattet med en filosofi, som er en hån mod vor Herre Jesus Kristus.

Fred V. Hjortland skriver: "Guds sande tjenere har altid reageret mod løgn og bedrag. Og sådan burde det selvfølgelig også være i vore dage. Guds tjenere er aldrig blevet kaldet til tavshed og fejhed, men derimod til at stå frem og forkynde Guds ord med styrke og frimodighed. I vor tid er der et utal af falske profeter og falske bevægelser rundt om os. Nogen er så sekteriske og så afvigende, at de er lette at afsløre. Andre er mere farlige og vanskeligere at konstatere, fordi de arbejder inde i de sædvanlige kristne miljøer og prøver at dække sig med "fåreuld", så godt de kan." Citat slut.

Lad os slå fast, at Jesus sagde: "Det er mit blod, som udgydes for jer." Dette blod blev udgydt på korset. Det er de to hjørnesten, vor tro skal bygges på: Korset og blodet! Om dem, som forvansker dette, klare budskab, siger Paulus: "Som vi før har sagt, så siger jeg nu igen: Dersom nogen forkynder jer evangeliet anderledes, end I har modtaget det, han være en forbandelse!" Gal. 1:9.

"Jesus blev gjort til et med Djævelens natur"!

Når jeg igen skriver og advarer mod Trosbevægelsen, er det fordi jeg tænker på de mange, som ikke klart kan se, hvilken skade "ulve i fåreklæder" kan udrette, hvorved de får talrige mennesker til at miste det mål, de er kaldet til.

Hjortland skriver videre: "Der er forøvrigt to væsentlige og interessante forhold at mærke sig, når det gælder JDS læren (Jesus døde åndeligt).Det første er, at Bibelen aldrig noget sted eller nogen gang siger om Jesus, at han døde åndeligt, eller at han blev pint i helvede. Læren savner fuldstændig bibelsk grundlag. "No mention is made in the Bible of this mythical spiritual death." (Moreno Dal Bello) {Ingen omtale findes i Bibelen om denne mystiske, åndelige død.}

Det andet er, at lærens ophavsmand, E.W.Kenyon, faktisk indrømmer, at Jesu disciple ikke kendte til denne lære! På bagsiden af bogen: What happened from the Cross to theThrone? står: "Endog hans disciple… vidste ikke hvad som hændte i løbet af de tre dage og nætter…, men vi må kende til disse tre dage, thi det vil opbygge troen i os….."

Kenyon – og hans disciple – vil altså have os til at tro på noget, som Jesu disciple ikke troede på! Hvem vil dog lade sig narre til at tro sådant noget?" Citat slut.

Er du indfanget i denne, ubibelske lære, må du kaste den bort, dersom du vi være sammen med Herren Jesus i evigheden. Kun troen på, at Jesu blod renser fra al synd, giver dig adgang til Guds evige rige.

Det er løgnelære at forkynde, at Jesus døde åndeligt, og at antage Kenyons ord: "Han blev gjort til et med Djævelens natur." Frank Eidem: Hvad forsoningen tilbyder dig! side 11. Dette punkt passer ikke med Bibelen, som siger: "Jesus Kristus er i går og i dag den samme, ja til evig tid." Hebr. 13:8. Jesus var uden synd, da han for vor skyld blev korsfæstet. Også alle forbillederne på Jesus skulle være fejlfrie. "Når nogen bringer HERREN et takoffer af hornkvæget eller småkvæget enten for at indfri et løfte eller som frivilligoffer, da skal det være et lydefrit dyr, for at det kan vinde Guds velbehag." 3.Moseb. 22:21.

Peter skriver: "…det var ikke med forkrænkelige ting, sølv eller guld, at I blev løskøbte fra jeres tomme vandel, som var overleveret jer fra fædrene, men med Kristi dyrebare blod som et lydeløst og uplettet lams." 1.Peter 1:18-19. Og: "Thi en sådan ypperstepræst var det også, som sømmede sig for os, en from, uskyldig, ubesmittet, adskilt fra syndere og ophøjet over himlene; en, som ikke hver dag har nødig, som ypperstepræsterne, at frembære ofre først for sine egne synder, derefter for folkets; thi dette gjorde han een gang for alle, da han ofrede sig selv." Hebr. 7:26-27.

Johannes skriver: "I ved, at han blev åbenbaret, for at han skulde borttage synderne; og der er ikke synd i ham." 1.Joh. 3:5. Og det stærkeste vidnesbyrd om Jesu renhed står i Joh. 14:30: "Jeg skal herefter ikke tale meget med eder; thi denne verdens fyrste kommer, og han har slet intet i mig."

"Frelsen ikke fuldbragt på korset"!

Trosbevægelsen er fuldkommen på vildspor i sin fortolkning af 2.Kor. 5:21, hvor der står: "Den, som ikke kendte synd, har han (Gud Fader) gjort til synd (underforstået syndoffer) for os, for at vi skulle blive Guds retfærdighed i ham." Her er brugt det græske ord hamartia, der med lige ret oversættes til synd og syndoffer.

Dr. Sven Reichman fra Sverige skriver, at "når vi går til det Gamle Testamente, kan vi konstatere, at på hebræisk anvendes samme ord for både synd og syndoffer… Det må derfor anses for fuldt muligt at oversætte 2.Kor. 5:21 således:

"Han, som ikke vidste af synd, blev for vor skyld gjort til et syndoffer." Sven Reichman: Det er ikke fra Gud, alt som glimrer, side 92.

Der findes ingen godtagelige årsager til at tro på Trosbevægelsens lære. Men der findes alle tænkelige velunderbyggede grunde til at tro på Bibelen.

JDS-tilhængerne bruger mange bibelske vendinger for at narre dig ind i deres lære. De taler om korset, forsoningen og så videre, men de mener ikke det samme, som Bibelen giver udtryk for.

Hjortland citerer fra Hagins bog: What happened from the cross to the Throne? hvor der står: "Værket blev ikke fuldbragt på korset." Citat slut. Det er en af Satans største løgne.

I Hagins bog: Den troendes autoritet står: "Vort problem er, at vi forkynder for meget om korset…. Korset er egentlig et sted for nederlag." Citat slut.

Den norske avis Dagen tager i sin lederartikel 21. August 2000 et forbilledligt klart standpunkt imod JDS-læren. Deri står bl.a. : "I de sidste år har vi mødt en lære om Jesu forsoningsværk, som lægger vægt på, at Jesus døde åndeligt. Denne lære kaldes JDS-læren efter det engelske udtryk "Jesus Died Spirituelly". Men den må på det stærkeste afvises som ubibelsk."

Er du med i en menighed, der godkender en del af JDS læren, er du på farlig grund og på direkte kollisionskurs med Bibelen. Mener du noget med din kristendom, bør du lære, hvad Bibelen siger om blodet og korset og om frelse og fortabelse og ikke lytte til falske profeters lærdomme. Du bør kun søge de kilder, der lærer dig ret om sandhedens vej. Jesus er vejen, sandheden og livet.

Du kan ikke sige til Gud på dommens dag: Jeg troede, at det var sandt, det jeg hørte…! Gud tager kun mod retfærdiggjorte syndere, som er renset ved tro på Jesu blod. Til alle andre vil det lyde: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild!

Kast alt det materiale ud, der taler Trosbevægelsens sag. Og gå ikke til møder og stævner, der er præget af denne lære. Er du fæller med dem og du ikke omvender dig, vil de forfærdelige ord også lyde til dig engang.

Redigeret af Eskild Særkjær efter en tidl. artikel af Holger Særkjær

Hvis denne side ikke er fundet via forsiden, så klik venligst her for at få adgang til flere artikler