Når Israel er skurken

 

Fra bladet Hashivah (tilbagekomsten), nr. 1/2020.

Den messianske jøde dr. David Goldberg er redaktør,

og artiklen af samme herunder er oversat af Eskild Særkjær.

 

 

 

Mediernes rolle.

At så mange mennesker har fejlagtige opfattelser om Israel, beror delvis på, at toneangivende nyhedsmedier i så overvældende grad er fjendtlig indstillet til den jødiske stat. Det er tydeligt, at journalister deler samme venstre-ekstreme politiske og socialøkonomiske indfaldsvinkler. Deres manuskript, lyd- og billedmateriel er for største del negative. Som offer for arabisk/muslimsk propaganda og sine egne fordomme ser nyhedsmedier bort fra historiske fakta, blæser på sammenhængen og ignorerer (den gammeldags) bibelske forkyndelse, som handler om Israel og jøderne.

 

Om du har livet kært, så vær tavs

Nyhedsmedierne tiger også om et andet forhold. Fakta om de palæstinensiske arabers situation, hvor folket undertrykkes af deres egne arabiske ledere, udsættes for trakasserier og bliver opfordret til voldshandlinger, holdes nede i fattigdom, og får kun lige sine humanitære behov tilgodeset, betragtes ikke som nyhedsværdige.

 

Det er ingen hemmelighed, at en journalist som værdsætter sig eget liv, knap tør våge at publicere en kritisk rapport mod den palæstinensiske forvaltning (PA), eller mod terroristbevægelsen Hamas i de områder, disse kontrollerer. Journalisterne får detaljerede instruktioner om, hvad der forventes, at de skriver om PA's og Hamas virksomhed, og hvilke emner som er forbudt, ja til og med hvilke ord, som de får lov til at bruge. Den eneste kritik, som tillades er den, som rettes mod Israel. De rapporterer altså på en måde med en kniv for struben. Ligene af dem, som ikke har adlydt PA og Hamas, er blevet en advarsel for alle andre.

 

Ulykkeligvis har de, som læser dagblade i Berlin, Montreal eller Stockholm, ingen anelse om dette, men tror antagelig, at de har fået et dækkende billede af situationen i Mellemøsten. Men, det er dog ikke kun journalister, som er forsigtige. Fx skulle end ikke PA's ordfører Mahmoud Abbas våge at indgå en fredsaftale med Israel uden at udfordre samme skæbne, som ramte den egyptiske præsident Anwar Sadat, som blev myrdet d. 6. oktober 1981. Det billede, som PA's hær af propagandister og talsmænd spreder ud er, at det palæstinensiske folk menneskerettigheder til stadighed krænkes, og at de derfor daglig lever i angst og forfølges, og er derudover gjort hjemløse og deres landområder okkuperet, alt sammen pga. Israel brutalitet. Sådan ser billedet ud.

 

Hvor forsvandt pengene hen?

Sandheden er den, at disse områder bogstaveligt overskylles af kapital. Men milliarder er gemt væk på hemmelige private konti i Schweiz og andre steder. Næringslivet er i tilvækst.., byggeindustrien oplever højkonjunktur, nye byer vokser op og tilgangen til almen uddannelse er bedre end resten af den arabiske verden. Milliardærernes, bygherrernes og de utallige ledende embedsmænds pompøse paladser og prangende residenter afslører et 'Luksuspalæstina' for de få udvalgte. Og denne overklasse anmoder alligevel EU, USA og Asien om at fortsætte med at bundskrabe sine velgørenhedsreserver for at hjælpe menneskemasserne i de palæstinensiske flygtningelejre.

 

Der findes aktive socialplejeprogrammer til at hjælpe disse med behov og infrastruktur, så at PA kan fungere korrekt, men der er så stor misbrug pga. korruption og svogerpolitik, at det har resulteret i kronisk underskud og en udbredt arbejdsløshed. Den lettilgængelige og konstruerede syndebuk er altid Israel, og derfor retter de letlurede masser sin vrede mod jøderne i stedet for deres egne ledere.

 

Nøglen til økonomisk uafhængighed

Men indenfor et specifikt område er der dog altid penge til rådighed. Når de, der bliver terrorister, involveres i vold mod jøder, arresteres og fængsles af Israel, får de en heltestatus, og deres familier understøttes via månedlige palæstinensiske pensioner, hvis størrelse tilpasses kriminalitetens art. Fx betales massemord på jøder langt mere generøst end et ikke-dødeligt knivangreb

 

Hele Israel er palæstinensisk

Den gængse opfattelse er, at palæstinenserne bare modsætter sig de såkaldte israelske ulovlige bosættelser i Judæa og Samaria (som er omtalt som Vestbredden). Men dette er ikke andet end en leg med ord. Den muslimsk-arabiske journalist Bassam Tawil påpeger, at majoriteten af palæstinensiske medier betragter hele Israel som 'de okkuperede Palæstina' ('Palestinians: Why Allow Facts to Get in the Way', Gatestone Institut, 28. august 2019). Han siger:

      "De gør ingen forskel på en jøde, som bor på Vestbredden og en jøde inde i selve Israel. For dem er alle jøder automatisk bosættere og kolonisatører, og alle steder i Israel: Tel Aviv, Haifa, Ashkelon, Ashdod, Eilat... er okkuperede. I de palæstinensiske øjne er hele Israel okkuperet og en bosættelse.. palæstinensiske mediers ordvalg og forvanskninger er intet andet en del af en mangeårig palæstinensiske hetskampagne mod Israel og jøderne".    

 

Anklager mod Israel

I den historieversion som PA spreder ud til medierne, fremstår oprettelsen af Israel år 1948 som årsagen til den palæstinensiske vrede. Men dette er ren fantasifoster. For det første gik der 20 år, før nogen palæstinensisk identitet udkrystalliserede sig. Hele regionen befolkedes af araber med varierende herkomst, som indvandrede fra udlandet for at få job i den blomstrende økonomi, som jøderne skabte under den britiske overhøjhed. Indfødte arabere, hvis familier har boet i området i generationer, blev talt med som en del af Israels befolkning.  For det andet begyndte det antijødiske had lang tid før David Ben-Gurion udråbte den selvstændige israelske stat 14. maj 1948. Arabisk pøbel, som blev ophidset af sine ledere, udførte massakrer mod de jødiske samfund i Tel Hai og Nabi Musa 1920, i Jaffa 1921 og 1936, og i Safed i 1929.

 

I august 1929 spredtes et falsk rygte i Hebron om, at to arabere blev dræbt af jøder. Straks samlede en mængde vrede muslimer i ivrig forventning om at få tilfredsstillet deres blodtørst. Vidnesbyrdene indeholder uhyggelige detaljer. Jødiske kvinder og piger blev voldtaget og lemlæstet. Ægtefæller og fædre blev tvunget til at se på. Derefter blev de også slagtet, en for en. Børn og ældre massakreredes uden benådning. Totalt blev der myrdet 67 jøder for øjnene af briterne.

 

Det nye PLO stræber efter fred

Tres år senere synes freden at være inden for rækkevidde. En hvirvelvind af diplomatisk aktivitet i 1990'erne kulminerede i et møde i Gaza d. 14. december 1998, ved hvilken daværende USA-præsident Bill Clinton fremtrådte ind for den palæstinensiske befrielsesorganisations (PLO) ordfører Yassir Arafat. Mens verden åndeløs fulgte de direkte udsendelser, kunne man høre, at Arafat ville holde en afstemning, som skulle bekræfte det fredsinitiativ, han tidligere havde sendt til præsident Clinton. Forslaget blev vedtaget, og den positive afstemning blev forsidestof verden over. Men, stemte nationalrådet virkelig for at afskaffe de paragraffer i PLO's vedtægter, som kræver Israels opløsning? Faktum er, at alle ændringer i disse først må godkendes af en majoritet på 2/3 af PNC's medlemmer, men denne afstemning er aldrig afholdt... De paragraffer i PLO's grundlov, som kræver Israels undergang, der derfor stadig gældende den dag i dag.

 

Facebook fremmer antisemitisme

Hadet er stadig den samme som i 1929, kun budbærerne er en anden. Under de seneste måneder har 'Palestinian Media Watch', som overvåger palæstinensernes medier, ud fra Facebooks platform for sociale medier, afsløret PA's anti-israelske og uforbeholdne antisemitiske hetsprogram. Som 'bare' et mildt eksempel kan nævnes.., at PLO's ledende parti, Fatah, med PA's ordfører Mahmoud Abba i spidsen, publicerede en rapport på Fatahs officielle Facebook-side, hvor en talsmand dr. Lyad Abu Znet gentog den gamle antisemitiske propagandaløgn om, at jøderne samarbejdede med nazisterne for at hytte sig selv, og muliggjorde derved Holocaust. Han skriver videre:

      "Jøderne var hadede pga. sin racisme og sin svinagtige adfærd... Den jødiske stammes rigmænd gik i spidsen for projektet at udnytte menneskeligheden og gøre dem til slaver, mens de købslog om sine egnes blod, nød de deres svaghed og skabte bånd med dem (nazisterne) og brændte dem, med henblik på at forvandle dem til produktionsredskab og tilrane sig deres rigdomme".    

  

Den arabiske enighed splittes

Under flere decennier bedrev arabiske og ikke-arabiske muslimske stater et politisk samarbejde til støtte for de palæstinensiske arabere, og skabte en forenet kraftig front i FN og andre internationale organer. Dette er ikke længer tilfældet. Den palæstinensiske journalist Khaled Abu Toameh rapporterer i artiklen 'Why Arabs Hate Palestinians' (offentliggjort d. 9. sept. 2019), at den arabiske støtte vakler. Toameh citerer den saudiske skribent Mohammed al-Shaikh som siger, at hvor som helst palæstinenserne tager hen, så volder de problemer:

      "Palæstinenserne medfører katastrofer for alle, som giver dem husrum. Jordan var deres værtsland, og så kom Sorte September. Libanon lod dem bosætte sig der, og snart var borgerkrigen et faktum. Så blev Kuwait deres værtsnation - og de blev Sadam Husseins soldater" (arabic.rt.com., 18. august 2019).  

 

Endnu tydeligere er den prominente kuwaitiske redaktør Ahmad Al-Jaralah:

      "Den palæstinensiske sag er ikke længere et arabisk anliggende. Vi financierer palæstinenserne og de svarer med at forbande os og opfører sig dårligt. Araberne og muslimerne har ikke nogle applaus tilbage for palæstinenserne. Vi burde ikke beskæmmes for at oprette relationer med Israel" (arabi21.com, 21. juli 2019).

 

Så længe som det varer, er det godt for Israel.

 

Men tonegivende nyhedsmedier bryder sig ikke om virkeligheden. Deres hensigter står fast, og de kommer ikke til at erkende, at de har taget fejl i årtier. Den opmærksomme læser, som vil vide sandheden om det, der sker i bibelens Israel, skaffer sig kundskaber om bogens folk og hvordan de mange tusindårige profetier opfyldes, må have bibelen i den ene hånd og en nyhedsrapport, der er til at stole på, i den anden. Vi er taknemmelig for, at vore venner verden over trofast hjælper os i dette arbejde.

 

De israelske araberes assimilation, af Michael Ordman (fra samme blad)

Lad os betragte de israelske arabere, som udgør 21% af befolkningen. Israel har en muslimsk politichef, en arabisk bestyrelsesformand for Israels Bank Leumi og en arabisk dommer i højesteret. Over hele landet arbejder kvindelige muslimske buschauffører såvel som universitetsprofessorer. I 2017 var 46% af de israelske farmaceuter og 23% læger arabere. Samme år var 16% af de studerende indenfor højere undervisning, arabere, og Israel udså sig den første kvindelige arabisk-israelske diplomat som førstesekretær ved sin ambassade i Tyrkiet. Israelske arabere uddannes også i stort antal indenfor Israels high-tech udvikling. I de sidste tiår har Israel til stadighed stået øverst på Mellemøstens 'Freedom List'.