Hvad gik der galt..?
Af Eskild Skov Særkjær
Denne gennemgang kan ses som en forlængelse af det, jeg
talte over tidligere, og som havde overskriften: 'Bed og I
skal få, men..'. Jeg vil indlede med at læse vers et fra Hebr. 11,
som jeg vil citere fra en engelsk bibel, fordi den pointerer temaet herunder lidt
bedre: “Tro er grundvolden for det, vi håber; et tegn på det, vi endnu ikke kan
se".
I dag er
der mange kristne, som er frustreret over, at Jesus som har sagt: ‘bed, og I
skal få’, alligevel ikke får det, de beder om. De tager ham jo på ordet, så hvorfor
svarer han ikke? Derfor lyder det igen og igen: “Hvad er der gået galt,
eftersom det samme ikke sker i dag som dengang? Hvorfor griber Gud ikke ind,
når han har lovet det?”
Dette
spørgsmål rejses fx af Wesleys forældre, der for nogle år siden lod deres søn
på 11 år dø af sukkersyge, fordi de, som de siger, kun havde gjort det, som
deres kirke har lært dem. Igen og igen havde de hørt, at eksempelvis en
helbredelse blot består i at tage Gud på ordet, bede om at han vil gribe ind,
og derefter tro, at det så vil ske.
Forældrene
blev efterfølgende anklaget for at have slået deres søn ihjel, men i lang tid
forsvarede de sig med, at de ikke havde gjort noget galt, for de mente jo, at
de kun har gjort, hvad Gud havde bedt dem om som betingelse for at få. Deres
største sorg var da fra begyndelsen heller ikke, at de havde nægtet at give
deres søn den insulin, der til sidst resulterede i hans død - men de var mere
optaget af, hvad grunden kunne være til, at Gud tilsyneladende havde svigtet - der
stod jo skrevet, at de ville få det, de bad om. I bogen ‘Vi lod vor søn dø’ skriver
faderen om deres mange frustrationer, og de kredser konstant om spørgsmålet:
‘Hvad gik der galt’?
Ja, hvad
gik der egentlig galt? Jeg har hørt om syge, der har mistet troen, efter at de
i deres menigheder er blevet undervist i, at Gud vil, at alle skal blive raske,
og de derfor ‘blot’ skal tro på det, fordi det hører med til forsoningen. I skuffelsen
over, at det alligevel ikke skete, var der én, som sagde: 'Jeg vil aldrig
tilgive Gud, som lader mig sidde i denne rullestol resten af livet'.
Vedkommende har nemlig gentagne gange hørt forkynderen sige, at 'Gud vil helbrede
alle, ligesom han vil frelse alle' - og når det så ikke sker, så kan man vel
ikke fortænke denne mand i, at han begyndte at tvivle på, om han så overhovedet
kan stole på alt det andet, der står i bibelen, fx om Gud og om frelsen?
Lad os
først se på, hvad der i bibelen menes med tro. Mange kristne ser på troen som
en præstation, som 'jeg skal gøre for at blive frelst eller helbredt' - men det
er helt forkert. Hvis troen er noget, vi skal oparbejde for at få det, Gud har
sagt, så har vi jo erstattet det, Gud kræver i loven, til noget andet, som vi skal
gøre. I så fald er troen jo blevet til en slags NT-lig lovtrældom, og er ikke
til Guds velbehag. Bibelsk set handler dét ‘at gøre' da heller ikke om det, den
enkelte kan præstere, men derimod om at tage imod det, Gud vil give.
Ifølge
bibelen er enhver ægte tro nemlig givet os af Gud, som en gave, som vi kan
række ud og tage imod. Hvis vi derimod gør det samme, som mange andre har
gjort, nemlig at finde forskellige bibelvers, der handler om tro, og så repetere
disse igen og igen for at få mere tro, fx til helbredelse - så er det dømt til
at mislykkes, fordi 'denne tro' ikke er fra Gud, men bygger på menneskers
præstationer. Det kan godt være, at de efter en tid siger, at de tror, men det
er slet ikke sikkert, at det er en tro, Gud har givet dem. Det er mere
sandsynligt, at det i stedet er menneskers sjæliske forsøg på at få det, de har
læst i bibelen.
Vi har
allerede set, at Gud giver troen som en gave, og en helbredelse kan fx derfor
kun ske, hvis han giver denne tro som en gave i en given situation. Der står jo
skrevet, at Jesus er troens banebryder og fuldender, Hebr. 12:2. Det vil altså
sige, at hvis han ikke er ophavsmanden til det, vi tror, er tro, så har han
selvfølgelig ingen forpligtelse til at opfylde det, vi har bedt ham om.
Vi kommer
ikke uden om, at al sand tro bygger på Jesus. Når han i fx Mark. 11:22 og flere
andre steder siger til sine disciple, at de skal have tro på Gud, så er det
lidt forkert oversat. Der står faktisk ordret: ‘Hav Guds tro’, altså ‘hav den
samme tro (eller vilje) som Gud’. Vores ønsker skal altså tunes ind på det, Gud
vil med os. Det betyder konkret, at når Gud vil, giver han os tro, og altid med
en bestemt hensigt. Det han gør, er nemlig altid til vort bedste som lemmer på
Kristi legeme, og med evigheden for øje. Vi ser ofte kun på øjeblikket, og på
det, vi mener, er det bedste for os her og nu, men Gud ser længere frem og tager
alt med i sine planer, planer, som ikke kun omfatter os selv, men også Guds
riges fremme.
Jeg
nævnte, at al sand tro bygger på Jesus og på det, han har sagt i sit ord. Det
er sandt! men spørgsmålet er, om vi så virkelig tror på det, han har sagt? Det
gør vi reelt ikke, hvis vi ikke tager alt det med, han har sagt i sit ord. Vi
kan fx ikke bare udvælge de skriftsteder, vi gerne vil have opfyldt, og så forvente,
at Gud bønhører os, når vi beder om det. Det sker derimod først, når Gud fx
lader et bestemt ord fra bibelen bliver levende og 'personligt talt til mig'.
Det er dét, et rhema-ord handler om. Ved dette ord skaber Gud en trosvished i
vore hjerter, fordi han har talt og sagt: 'Jeg vil!' - og først da kan vi tage
imod dette ord i tro.
Et
eksempel på dette er gengivet i Matt. 14. Jesu disciple er ude på søen om
natten under en storm, og båden kastes hid og did af bølgerne, mens de kæmper
for at komme frem. Og så, pludseligt, kommer Jesus vandrende mod dem ude på
vandet. ‘Det er et spøgelse!’ skreg de, der sad i båden, men Jesus beroligede
dem og sagde til dem: ‘Det er mig, frygt ikke’. Peter vil dog være helt sikker,
og han siger: “Herre! er det dig, så byd mig at komme ud til dig på vandet”.
‘Kom!’ sagde Jesus, og så trådte Peter ud af båden og gik hen imod ham, henover
bølgerne. Dette personlige 'kom' gjorde ham i stand til at gøre det umulige. Kan
I forestille jer, hvad der ville være sket, hvis han gik derud, uden at han
havde hørt dette personlige 'kom' fra Jesus?
Jeg har indimellem
stødt på kristne, som siger, at vi i tro skal gå os ud på dybet, som Peter
gjorde det - men det kan et menneske jo kun gøre, HVIS de ligesom ham først har
hørt Jesus sige 'kom'. Mange er gået 'ud på bølgerne' uden dette personlige 'kom',
og nogle af disse har dermed lidt skade på sig selv og andre, og står måske tilbage
frustreret og kvæstet på sjælen.
De siger, ligesom
Wesleys forældre gjorde det, at de gjorde det i tro, men sådan taler bibelen som
sagt ikke om tro. Et ord, som er blevet til en levende og ægte tro for den ene,
kan ikke bare overføres til andre, og det uanset, hvor 'stærke' de mener, de er
i troen. I det nævnte eksempel fra Matt. 14 var det kun talt Peter, Jesus talte
til, og derfor kunne det umulige ske, når han gik. De øvrige disciple fik ikke et
personlige kald, og de gik derfor klogelig ikke ud af båden for at følge Peter.
Wesleys far
skriver:
“At indse, at
de skriftsteder (om helbredelse), vi påberåbte os af, ikke var gudgivne i vor
situation var en.. smertelig erfaring for os. De havde i sandhed ikke været
andet end et udtryk for vore egne menneskelige ønsker. Vort håb om, at Wesley
skulle blive helbredt - og senere oprejst fra de døde - var så desperat, at vi
var totalt blinde for Satans narrespil med os”, s. 141.
Kan
djævelen narre de kristne? Det tog en tid, inden forældrene indså, at “visse
ting, som folk tror, er fra Gud, i virkeligheden er djævelens værk’ - at han er
en mester i at få mennesker til at kræve eller forvente, at dét, der står
skrevet, skal opfyldes her og nu, også selvom det ligger udenfor Guds plan og
vilje. Et forsøg på dette kan vi læse om i Matt. 4, hvor Jesus gentagne gange
blev fristet ad djævelen, der citerede bibelen for ham. Det var citater, der var
korrekt citeret - men da deres opfyldelse lå udenfor Guds aktuelle plan og
vilje, måtte Jesus igen og igen tilbagevise djævelens anslag gennem hans
refererede bibeltekster. Som fx, da djævelen kom til ham og sagde: “Hvis du er
Guds Søn, så sig, at stenene dér skal blive til brød, hvorefter Jesus svarede ham
og sagde: "Der står også skrevet: Mennesket skal ikke leve af brød alene,
men af hvert ord, som udgår fra Guds mund”, Matt. 4:3-4.
Var det i
dag, ville djævelen sandsynligvis ikke tale om brød, i alle fald ikke til os i
Danmark, som har brød nok. I stedet ville han måske komme med denne fristelse:
'Hvis I virkelig tror på Jesus, så stil dig ikke tilfreds med mindre end et
fysisk og synligt mirakel.' Hvad ville vi så svare ham?
Lektien,
vi kan lære herfra er, at vi skal og må se på skriften i sin helhed, og ikke
tage diverse citater ud af deres sammenhæng. Da Wesleys forældre prøvede at
komme ovenpå igen og leve videre som kristne, og på samme tid finde årsagen
til, hvad der trosmæssigt var gået galt, gik de til forskellige karismatiske
møder, men blev i stedet ofte forskrækket. Faderen skriver, at de gang på gang
hørte talerne 'opmuntre deres medlemmer til at gøre det samme, som vi havde
gjort, nemlig at holde Gud fast på udvalgte skriftsteder, bekende dem om sine,
og tro på det'. Han beskriver, hvad han tænkte under et af disse møder:
“Vore kun så
vidt lukkede sår blev flænget fra hinanden igen, da jeg hørte mandens tankeløse
tale. Jeg følte en desperat trang til at springe op og skrige ud: Hej du..: Vi
gjorde nøjagtig det, du beder alle og enhver her at gøre. Hvorfor fortæller du
os ikke, hvad vi gjorde galt?”
Hvad
gjorde de galt? Er det galt at tage Gud på ordet? Nej! men det er galt ikke at
kende sin bibel og vide, hvad der står skrevet om det samme i andre tekster, og
som et resultat af dette, at de ikke kender Guds plan og vilje med det, der
sker. Af denne grund kan de ligesom Wesleys forældre komme til at blive ofre
for djævelens bedrag. Det sker fx, når de hører forkyndere argumentere for, at
det er Guds vilje at helbrede alle, men det er bare ikke sandt. Lad os bare
sige det ligeud: Selvom det er sandt nok, at alle andre former for lidelser og
skrøbeligheder kom ind i verden ved syndefaldet, så er det ikke sandt, når man
hører nogle sige, at Satan står bag alle sygdomme, jfr. fx Job. 1:21, 42.11.
Bibelen
vidner da også klart om, at Gud af forskellige årsager ikke vil helbrede alle,
ligesom han heller ikke vil skåne kristne for andre former for lidelser, som fx
forfølgelse, sult - og død. Hvorfor det ikke sker, ved vi ikke. Måske er det
for at prøve vor tro? Eller måske er det for, at andre i den samme situation
som os kan afspejle sig i os, og i vore lidelser? Vi ved det ikke, men vi ved,
at Gud har et formål med det, hans børn må lide. Når Gud ikke helbreder, så
betyder det altså ikke, at han ikke elsker os, for han har jo sagt, at alle
ting tjener til det bedste for dem, der elsker ham.
Dertil kommer,
at vi må forstå, at vi lever i et 'nu' og et 'endnu ikke'. Vi er gjort
frie fra synden, og alligevel bor synden i os, så længe vi lever. Vi er løst
fra dødens forbandelse ved Jesu død og opstandelse, men alligevel skal vi alle dø
fysisk. Og selvom Jesus var med hans disciple, så slap de hverken fra forfølgelse
og død. Og selvom han har al magt i himlen og på jorden, så er der alligevel millioner
af kristne, der sulter og dør af sygdomme, eller af forfølgelse. Vi forstår
ikke helt hvorfor, han ikke griber ind, men vi forstår, at de og vi er i hans
hånd og er i hans plan; samt, at vi lever i en tid, hvor alt endnu ikke er
genoprettet.
Her har
jeg især hørt følgende to spørgsmål fra frustrerede kristne. Det første er, at
når Jesus har sagt, at vi kan bede om hvad som helst, og så få det, så gælder
det vel bogstaveligt?' Det andet er: 'Når Jesus helbredte alle dengang, så
betyder det vel, at han også gør det i dag? Er han måske ikke den samme i dag?'
Jo, det ved vi, at han er! Som svar på det første spørgsmål: Hvis det skal
forstås således, at vi konkret kan bede om hvad som helst, og få det, hvorfor
bliver alle kristne så ikke helbredt, når de kommer til Jesus og beder om det?
- på samme måde, som de bliver frelst ved tro? Når det ikke sker, så må der
være noget galt med argumentet, og det er der da også.
Ifølge
bibelen, så betyder det 'at bede om og få' nemlig, at vi kan bede om hvad som
helst, og at Gud derefter vil give os det, der er i harmoni med hans
tilladelige vilje. Det er vel også det, vi som kristne i bund og grund ønsker
allermest?
Så kommer
vi til det næste spørgsmål, som handler om, at når Jesus helbredte alle
dengang, så må eller vil han også gøre det samme i dag. Også dette argument er
helt forkert opstillet. Bortset fra, at Jesus slet ikke helbredte alle dengang
(det er en udbredt misforståelse), så ved vi, at Gud helbreder mange også i
dag, men enhver kan se, at det ikke er alle, der bliver det. En del af
forklaringen kan selvfølgelig være, at de kristne i dag ikke tror nok på Jesus
som den store læge. Men, den overordnede bibelske forklaring er dog en anden,
en forklaring, som de fleste ikke berører, måske fordi den er sværere at
forstå. Jeg prøver alligevel:
Da Jesus
vandrede rundt i det hellige land og proklamerede, at Guds Rige var kommet nær,
så var det for jøderne identisk med, at Rigets konge, deres Messias, dermed
også var det. Profetisk hører han nemlig 100% sammen med det Rige, han vil
oprette. Her tænkes der først og fremmest på det, der omtales som 'Riget for
Israel', og som Jesus vil oprette, når han kommer, men det peger også videre
frem på det evige Rige i Himmelen hos Gud. Alle Jesu undere skal ses som et tegn
(himmeltegn) på dette.
Et tegn og
et under bliver ofte omtalt som et og det samme, men det er det ikke. Når Jesus
udfører et under, er det ikke kun for, at han viser sin omsorg og kærlighed til
os - hvis det var således, så kan det undre, at vi ikke ser mere af det - men
det er først og fremmest givet som et tegn på, hvordan det vil blive, når alt
bliver genoprettet. Lige efter, at Jesus havde helbredt en embedsmands søn,
skriver Johannes, at dette var det andet tegn, Jesus gjorde. Brylluppet i Kana
var det første tegn. Senere skriver han:
“Endnu mange
andre tegn, som ikke er nedskrevet i denne bog, gjorde Jesus for øjnene af sine
disciple. MEN disse er nedskrevet, for at I skal tro (ikke se), at Jesus er
Kristus, Guds Søn, og for at I, når I
tror, skal have livet i hans navn”, John. 20:30-31.
Det er
vigtigt at forstå, at ifølge bibelen er et tegn et bevis på, at Jesus er Guds
Søn, og dermed også på, at dét, han har
sagt, er sandt. På samme tid er det et billede på det, der vil ske, når Guds
rige engang bryder frem i al sin herlighed. Når Jesu disciple har set og
accepteret dette tegn som et fyldestgørende tegn (bevis) på, at deres Herre og
Mester er Rigets konge og verdens frelser, så behøver disse tegn selvfølgelig
ikke senere at blive gentaget igen og igen. Et tegn er jo netop givet, læste
vi, for at vi må tro dét, vi endnu ikke kan se. Disse tegn er derfor givet, skriver
Johannes, for at vi, som ikke ser, dog må tro på de tegn, de som øjenvidner har
set og videregivet til os.
Som et
eksempel kan vi fremhæve Lazarus’ opstandelse fra de døde. Dette skete, sagde
Jesus, for at Sønnen skulle herliggøres. Det skete ikke først og fremmest for
Lazarus’ skyld, eller for hans søstres skyld, selvom de var glade for det, der
skete. Det skete derimod som et tegn, dvs. et bevis på, at Jesus har magt over
døden, og er opstandelsen og livet - og peger dermed frem på hans egen død og
opstandelse. Vi tror på dette tegn, og det ville derfor i sagens natur være
tåbeligt at kræve et lignende tegn på dette. Således er det også med alle de
andre tegn. Hvis vi kræver disse, som mange gør, så demonstrerer det blot deres
uvidenhed om hensigten med disse tegn. Og selvom Gud så gjorde aldrig så mange
tegn for menneskers øjne, ville de alligevel intet kunne se eller forstå disse,
eller komme til tro. For det er jo kun ordet om korset, der kan åbne menneskers
øjne for alt det, der hører Guds rige til.
Vi har et
eksempel på dette i John. 6. Det begynder med, at Jesus bespiser 5000 mænd, og med
kvinder og børn var det måske 15000. Af det Jesus siger, fremgår det, at dette
var et tegn, der pegede på ham som verdens frelser, og dermed også på, at han
er det evige livs brød. Det var altså ikke bespisningen som sådan, der var det
vigtigste den dag, men derimod, at de skulle se og anerkende ham som den lovede
frelser og Messias. Det var formålet - og målet!
Jesu bespisningsunder
bliver altså totalt misforstået, hvis det mister karakteren af at være et tegn
på dette. Og det var netop det, der skete. De ‘spiste af brødene og blev mætte’
står der, men uden, at de så det bagvedliggende tegn, og derved mistede de også
det budskab, underet var et tegn på. Det vigtigste ved dette under, og alle de
andre undere, vi læser om, er derfor ikke, at de enkelte får hjælp i deres nød,
selvom de fleste kristne vistnok tror dette - men derimod, at han er Rigets
konge, og hans tegn et billede på, og et 'forsmag' på dette Rige, som kommer.
Dette blev
overset af de mange, der fulgte ham. Der står, at de kom til ham fra den anden
side af søen, ikke for at høre ham og blive frelst, men fordi de ville se Jesus
gøre endnu flere undere. De havde med andre ord kun fokus på det jordiske, og
dette var grunden til, som der står, at 'de ville komme og føre ham bort med
magt for at gøre ham til konge', der som vi kan læse, resulterede i, at han
trak sig bort fra dem. Jeg tror, at han vil gøre det samme i dag.
Mange
kristne lever nemlig, som om de tror, at undere er et bevis på, at Jesus er
iblandt dem, og overser så nærmest, at de er givet som et tegn på det
himmelske. Derfor tales der på mange helbredelsesmøder langt mere om
helbredelser, tegn og undere, end der tales om korset, synd, og om hvordan
mennesker bliver frelst, som er et endnu større under. Jeg tror, at hvis de
kunne høre Jesu røst, ville de med lidt andre ord høre ham sige det samme, som
han sagde til de mange, som ledte efter ham og til sidst fandt ham igen:
“I søger mig,
ikke fordi I har set tegn, men fordi I spiste af brødene og blev mætte”, John.
6:27.
Hvis det
var i dag, ville Jesus nok tale om helbredelser i stedet for om brød. Det er jo
så rart at have det godt, og slippe fri for syndefaldets smertefulde konsekvenser.
Men, selvom det ser tillokkende ud, så har mennesker først og fremmest brug for
en forsoner, og ikke en mirakellæge.
Det
betyder selvfølgelig ikke, at Jesus ikke gør undere i dag, og de fleste af os
har sikkert også oplevet det. At han er her med sin helbredende kraft til ånd,
sjæl og legeme; dét har vi fx et bevis på i 1. Kor. 12, hvor der tales om
nådegaver til at helbrede.
Jo, vi kan
virkelig forvente, at Gud er med og gør undere for os, alene fordi han er god. Når
det er sagt, er der kommet noget usundt ind i kristenheden. Igen og igen lyder
det: 'Hvis mennesker blot ser Gud gøre undere, vil de lettere komme til tro på
Jesus'. Men læser vi fx i NT, sker det sjældent. De fleste, der blev helbredt, kom
ikke efterfølgende til tro, og det sker heller ikke i dag. Som vi har set, har
det heller aldrig været meningen. Bibelen siger da også, at troen kommer af det
der høres, og ikke af det, der ses. Det er at forfalske skriften at påstå, at
der er andre veje, som fører til tro. Som allerede nævnt er Jesu undere givet
som et tegn, og sådan skal det også behandles.
Når et
menneske fx bliver helbredt, så er dette under givet til hele menigheden som et
tegn. Et tegn på hvad? Et bevis på, at han er iblandt os? - eller, at han
elsker os og har omsorg for os? Nej! det behøver vi ikke ydre tegn på at få
bekræftet. Vi ved jo, at han elsker os og er iblandt os. Det er derimod et tegn
fra Gud på, hvordan det skal blive, når han engang
“skal tørre
hver tåre af deres (læs: vore) øjne; og der skal ingen død være mere, ej heller
sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere, thi det, som var før, er
nu forsvundet”, Åb. 21:4.
Heri
ligger svaret på vor længsel, og på alle vore spørgsmål. Bliver alle syge
raske? Ja! Om ikke før, så når de kommer frem til opstandelsen fra de døde? Og de
forfulgte og dem i allehånde trængsler? Ja, også dem! Da skal vi ikke længere 'miste',
for Jesus har overvundet døden, ligesom han har overvundet djævelen. Da skal
alt det, evangelierne taler om, og som giver os et glimt af paradis, fuldt ud
gå i opfyldelse. Da skal vi se vor frelser og Herre ansigt til ansigt. Det
bliver en vidunderlig dag!
Indtil da,
så taler skriften om, at de, der efter Guds vilje fx bliver helbredte, skal
være et tegn fra Gud til alle andre - også ikke helbredte - kristne på, at han
stadig er med dem, og vil være det helt til den dag, hvor Guds rige bryder
synligt frem, og hvor alt bliver genoprettet. Det skal være deres vidnesbyrd! Vi
forstår ikke hans udvælgelse, men vi bøjer os for, at han suverænt er den, der
handler forskelligt med sine børn. Derfor kan vi se to kristne, som kan fejle
det samme, men hvor han helbreder den ene, men ikke den anden.
Nogle
tolker dette forkert til, at den ene har
mere tro end den anden, og for at få det lovede, skal den anden, som ikke blev helbredt,
anstrenge sig mere for at tro, eller at bede noget mere. Så må Gud da høre og
bønhøre. Men, som allerede sagt, så er den sande tro ikke vort eget værk, men den
bliver af Gud, når han vil det. Det kan fx ske ved, at et bestemt skriftsted
pludseligt får liv, og vi fornemmer, at nu taler Herren personligt til os - til
mig. Enhver anstrengelse for at få det, vi hver især gerne vil have, vil derfor
ikke virke, for den er kødelig, også selvom ønsket er forklædt som tro eller
håb. Der, hvor Helligånden er og virker, dér er der derimod hvile, såvel som en
tillid til, at ‘alt samvirke til det bedste for dem, som elsker Gud’.
Det
betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke skal bede frimodigt, og forvente
bønhørelse, for Gud bønhører, hvis det altså ikke hører med til de undtagelser,
der er nævnt i bibelen. Men vi må bare forstå, at det alligevel ikke er
sikkert, at han vil give det, vi tror og mener, er det bedste for os. En af de
sværeste lektier er at sige og mene ‘din vilje ske’, men først da er vi med alle
vore behov og ønsker i trygge hænder. Vi ved jo, at hvis overgiver os helt til
ham, og det inkluderer selvfølgelig også alle vore ønsker og nød, så vil han
give os det det bedste, også selvom vi ikke kan se dette i øjeblikket.
Derfor er
disse tre ord 'ske din vilje' ikke en sovepude, som nogle mener og hævder, for
det bedste er jo at være i Guds kærlige hænder. Lyt fx til disse kendte ord fra
filipperbrevet:
"Vær ikke
bekymrede for noget, men lad i alle ting jeres ønsker komme frem for Gud, idet
I beder og bønfalder under taksigelse; så skal Guds fred, som overgår al
forstand, bevare jeres hjerter og jeres tanker i Kristus Jesus", Fil.
4:6-7.
Læg mærke
til, at Paulus ikke med et ord nævner, at vi efter denne bøn så vil få det, vi konkret
har bedt om. Det vil vi måske, men det er på en måde heller ikke det vigtigste.
For os er det vigtigste nemlig at lære at lægge alt over i Guds hånd og stole
på, at han ved, at han vil give, hvad der er det bedste for os. Tegnet på dette
er, at han vil give os sin fred, som overgår al forstand, og bevare vore
hjerter og tanker i ham. Netop dette fik en kristen, som var taget til fange i
1940, til bl.a. at skrive dette om Jesu nærvær i fængslet, et fængselsophold,
som ikke var let, men som dog alligevel var det, fordi Jesus var der:
"Du
svigtede aldrig, Herre Jesus, du svigtede ej, selv når dit svar på al min bøn
var nej og atter nej, for når jeg rystede af uro, angst og nød, da kom du med
din fred, købt i din død..", Per Arne Dahl: 'Der må være en mening med
det', side 69.
Utallige
andre har ligesom denne mand gennem tiden vidnet om, at de har mærket Guds
nærvær på en særlig måde, da de fx var i fængsel, men de har også erfaret noget
mere, noget uvurderligt - nemlig, at deres fangenskab er villet af Gud, måske
pga. én, der bad til ham i fængslet og råbte om hjælp, en hjælp, der nu kom med
denne kristne medfange. Eller måske skulle han dertil, fordi der var nogle dér,
der kunne nås med evangeliet? Vi ved det ikke - men vi ved, at Gud har mange
veje, og bruger dem alle for at nå mennesker med evangeliet.
Og således
er der også mange vidnesbyrd fra kristne, som i deres sygdom har kunnet hjælpe
deres medmennesker, netop fordi de er eller har været i den samme eller i en
lignende situation som dem. Som vi ved, så betyder dét at følge Jesus at være
villig til at give afkald på vort eget. Der er mange, der tænker, at de da kan
tjene Gud meget bedre, hvis de er raske, så 'hvis Gud blot gjorde mig rask,
så...!' Det har jeg også selv tænkt indimellem. Men dét at leve som en kristen
er at leve blandt andre, og være i den samme situation som dem, og overfor dem
vise og bevise, at troen på Jesus holder i selv den sværeste modgang. Det gør
den nemlig, fordi den er givet til både dem og os fra Gud.
Bare spørg
Joni. I den første tid, efter at hun var blevet lam, stillede hun Gud mange
spørgsmål, som begyndte med et ‘hvorfor..’, og hun var utilfreds med, at han
ikke helbredte hende. Hun skriver, at nogle hjælpsomme venner kom og fortalte
hende, at hun 'bare' skulle gøre krav på det. Men, gennem det efterhånden
livslange samvær med Gud har hun lært, at det, der var sket, var med i hans
plan med hende. Det er forresten det vigtigste at vide for enhver kristen, der
lider, for så har lidelsen jo et formål. Selvom Joni havde og har det svært og
til tider med store smerter, så lærte hun, at hun nu på en speciel måde bedre kunne
nå sine medmennesker med Guds kærlighed, alene fordi hun ikke blev skånet for
at opleve det samme som dem, der kunne være i en lignende situation som hende. I
mange år har hun derved været et mægtigt Guds tegn til mennesker på, at han
elsker alle dem, hun taler med om Jesus. 'Dette er et større mirakel, end hvis
Gud havde givet mig førligheden tilbage', skriver hun et sted.
At være i
hans hånd, det er jo det bedste i livet.
Vi skal nu
høre en klassiker fra Sverige, der handler om netop dette. Den hedder
At være
kristen betyder altså ikke, som nogle tror og lærer, at det altid er at blive
fri for lidelse og sygdom. Det er der mange, der har lært, og kan bevidne,
efter, at de har være i Guds skole, og netop dette er fx blevet beskrevet på
denne måde:
"I lang
tid troede jeg, at de, der bekendte den kristne tro, oplevede færre lidelser
end de, som ikke gjorde det. Efter en tid opdagede jeg, at det ikke var sandt.
Det gik op for mig, at de kristne faktisk måtte regne med flere lidelser end
de, som ikke regner sig som troende. Oven i almenmenneskelige lidelser må de
også gå ind i (de) lidelser, som er forbundet med at tro på Jesus. Gud gik ind
i lidelsen, da han trådte ind i verden. Sådan må vi også være rede til at gå
ind i lidelse, hvis vi ønsker at leve i overensstemmelse med den kristne
tro", Arne Dahl: Der må være en mening med det, side. 82.
Hvis Gud
ville helbrede alle i dag, så ville det samme blot ske i dag som dengang skaren
spiste af brødene, og som ved disse fik det fysisk bedre, og så heller ikke
mere. Dette var selvfølgelig ikke Guds vilje; det var ikke derfor, han sendte
Jesus. De så ikke tegnene, eller beviserne på, at Guds rige, og dets konge var
kommet nær, og derfor kasserede de det, han kom for at gøre. I stedet ville de,
som vi har set, gerne gøre ham til en superstar, en jordisk konge, og så heller
ikke mere end det.
Desværre
ser vi det samme under mange møder i dag. Mennesker strømmer til de mange opreklamerede
helbredelsesmøder, for selvfølgelig vil de gerne få det, der stilles i udsigt: et
bedre liv uden sygdom, smerter og andre lidelser. Ofte nævnes Jesus kun ganske
kort i den forbindelse, men korset er ofte blevet lidt uvedkommende. Jeg har fx
læst artikler i Udfordringen, hvor alt det store, der er sket på et af de
nævnte møder, er slået stort op, og ofte kun med fokus på, hvor mange der er
blevet helbredt. Spørgsmålet er så, om de så er blevet det? Jesus kunne nok
blive populær dengang, hvis han ville, men han trak sig tilbage, fordi det var
ikke korsets vej. Det samme tror jeg, der også sker i dag på mange møder. Jesus
er der ikke. Ifølge bibelen er der som nævnt kun én vej til at nå mennesker med
evangeliet, og det er ved at forkynde evangeliet for dem, og ikke på andre
måder. Det har Paulus fx formuleret på denne måde:
“Ordet om
korset er vel for dem, der fortabes, en dårskab, men for os, som frelses, er
det en Guds kraft.. thi da verden med sin visdom ikke kendte Gud i hans visdom,
besluttede Gud, ved prædikenens dårskab at frelse dem, som tror. Thi jøder
kræver tegn, og grækere søger visdom, vi derimod prædiker Kristus som
korsfæstet, for jøder en forargelse, og for hedninger en dårskab”, 1. Kor. 1:18, 21-23.
Det store
fokus, der i dag er på undere, helbredelser og andre mirakler er desværre ofte
med til at afspore, hvad evangeliet drejer sig om, nemlig om Jesu død for at
frelse mennesker. Som vi har set, må underne aldrig miste karakteren af at være
et tegn for troen, og bevirke det i os, at vi ser frem til den dag, hvor alting
bliver genoprettet. Forstår vi dette, så forstår vi også, at der er en mening
med, at nogle helbredes som et tegn for andre på det, der kommer, mens andre
ikke bliver det som et tegn på, at alting endnu ikke er blevet genoprettet.
Til sidst:
Hvordan gik det med det forældrepar, som lod deres søn dø i deres misforståelse
af, hvad bibelsk tro drejer sig om. Jo, de blev erklæret skyldig - men endnu værre
var de sjælesår, som de fik, da det gik op for dem, hvad de havde gjort. De
havde jo ladet deres søn med et velreguleret sukkersyge blive mere og mere syg,
og til sidst dø, fordi de mente, at han i henhold til Guds ord ikke mere
behøvede at få sin insulin. Som vi har set, så var det hele i stedet en stor
misforståelse af ordet, som det selvfølgelig var meget svært for dem at komme over.
Faderen, som har skrevet den føromtalte bog, skriver et sted, at en dag, hvor han
var
“..ude af stand
til at bære smerten længere, standsede jeg og begyndte at græde: Wesley, Wesley,
min søn.. Herre, sig til Wesley, at jeg elsker ham. Fortæl ham, at jeg er så
ked af det, som er sket”, s. 172.
Også vi har forskellige sår på
sjælen, som vi måske aldrig kan slippe helt af med; noget, vi fx har gjort i
dumhed mod andre, eller gjort i en misforståelse af Guds vilje og plan. Men,
pga. Jesu død for alles synder, er Wesleys forældre ligesom vi kommet frem til
den tro og vished, som det er beskrevet i 1. John. 1:9, og hvor vi har dette
vidunderlige løfte:
“hvis vi
bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore
synder og renser os fra al uretfærdighed”.
- - - - -
Jeg vil slutte denne gennemgang med
at læse et uddrag af et digt, som beskriver Guds nærvær og hvile i alle livets
forhold, og som fint understreger det, vi har set på i dag. Det lyder således:
Lever jeg i lidelsen, da er du der! Lever
jeg i tomheden, da er du der!
Lever jeg i krig og vold, da er du der! Du
er livet, du er altet, Gud, du er!
Lever jeg tilfreds i lykke. Du er der!
Lever jeg i fryd og glæde, du er der!
Lever jeg i friheden, da er du der! Du er livet, du er
altet, Gud, du er!
A M E N !