I
3. Mos. 23 omtales og beskrives de i alt syv fester eller højtider, som jøderne
fik befaling om at holde, som de da også gør den dag i dag. Når Gud har givet befaling
om syv årlige fester, så er det næppe et tilfældigt antal, fordi tallet syv
altid er et billede på det absolut fuldkomne og perfekte i bibelen. Det stemme med et, David skriver i salme 12,
hvor han siger:
"Herrens ord" er rene ord,
det pure, syvfold lutret sølv", Salme 12:7.
De
syv festtider indledes med, at Gud Herren siger dette til Moses i vers 4:
"Følgende
er Herrens festtider med højtidsstævner, som I skal udråbe, hver til sin
tid".
Dette
vers giver os især to informationer, som vi skal være opmærksomme på. Det
første er, at der - ordret oversat - tales om 'Herrens fester'. Det siger os,
at det først og fremmest er for ham, at folket skulle holde disse syv fester.
For det andet, så skal de holdes til hver sin tid. Det betyder konkret, at det
var vigtigt for Gud, at folket nøje sørgede for at holde de forskellige fester
på den eller de dage, som han har foreskrevet det. Som vi skal se, så er der en
dybere mening heri, for ifølge Guds ord, såvel som i den jødiske historie og
overlevering, er disse syv fester på hver sin måde forbilleder på syv vigtige
begivenheder i Israels, såvel som i kirkens historie. De første fire af de syv
fester falder om foråret, og peger frem mod de begivenheder, der blev
virkeliggjort i forbindelse med den nye pagt, som Jesus oprettede, da han kom
til jorden første gang og døde for vore synder. Disse fire forårsfesters
forbilledlige betydning kan kort beskrives således:
1.
Den første fest er
påsken, som altid fejres d. 14. nisan (som svarer til vores april). Denne fest
nævnes ganske kort i 3. Mos. 23:5, hvor der står:
"På
den fjortende dag i den første måned er der påske for Herren".
Ifølge GT betyder påsken, at et lam skulle ofres som et
forbillede på Jesus, som udgød sit blod for alle, og derved rense dem fra al
synd. Derfor kaldes han også for 'vort
påskelam' i NT.
2.
Den anden fest, som
kommer lige efter, nemlig d. 15.-21. nisan, beskrives således i det næste vers
"På
den femtende dag i samme måned er det 'de usyrede brøds højtid for Herren'; i
syv dage skal I spise usyret brød", 3. Mos. 23:6.
Til denne højtid skulle al surdej, som er et symbol på
vranglære og synd, renses ud. Denne højtid peger frem på Jesus, som kommer for
at sone (fjerne) vore synder, hvorved vi kan stå rene og retfærdige frem for Gud.
Det er det, der henvises til i 1. Kor. 5:7, hvor vi får denne opfordring:
"Rens den gamle surdej ud, for at I kan være en ny dej, da
I jo er usyrede; thi også vort påskelam blev slagtet, nemlig Kristus".
3.
Den tredje fest er
Førstegrødens - eller førstefrugtens højtid, som omtaltes således:
"Tal til israelitterne og sig til dem: Når I kommer
til det land, jeg vil give jer, og høster dets høst, skal I bringe præsten
førstegrødeneget af jeres høst. Han skal udføre svingningen med neget for
Herrens åsyn for at vinde jer Guds velbehag; dagen efter sabbatten skal præsten
udføre svingningen dermed..", 3. Mos. 23:10-11.
Som der står i vers 11, så skulle denne højtid holdes for
'Herrens åsyn for at vinde jeres Guds velbehag'. Denne højtid peger forbilledligt
frem på Jesus, som er den virkelige førstegrøde eller førstefrugt, og det er
derfor også kun i ham, vi kan få/vinde Guds velbehag. I 1. Kor. 15 skriver
Paulus fx dette om ham:
".. men nu er Kristus opstået fra de døde som en
førstegrøde af de hensovede.. thi ligesom alle dør i Adam, således skal også
alle levendegøres i Kristus. Men hver i sit hold. Som førstegrøde Kristus,
dernæst ved Kristi komme de, som hører ham til", 1. Kor. 15:20, 22-23.
4.
Den fjerde og sidste
forårsfest er 'Ugefesten' eller 'pinsen', som omtales i 3. Mos. 23:15-22, og
som falder 50 dage efter påsken. I denne gennemgang skal vi kun se på følgende
fire vers:
"Så
skal I fra dagen efter sabbatten, fra den dag, I bringer svingningsneget,
tæller syv uger frem - det skal være hele uger - til dagen efter den syvende
sabbat. I skal tælle 50 dage frem; da skal I frembære et nyt afgrødeoffer for
Herren.. Og I skal ofre en gedebuk som syndoffer og to årgamle lam som
takoffer.. På denne dag skal I udråbe og holde et højtidsstævne; I må intet
arbejde gøre. Det skal være jer en evig gyldig anordning, hvor I bor, fra slægt
til slægt", v. 15-16, 19, 21.
I
GT kaldes denne fest også indhøstningsfesten; en henvisning til, at hvedehøsten
i Israel var moden til høst, og skulle derfor høstes og samles. Denne
indhøstning er et forbillede på den store indhøstning af mennesker, som i
forbindelse med Jesu død og Helligåndens komme, er kommet til tro på Jesus, og
som derfor også skal samles, dvs. tages med til himlen, når Jesus kommer igen.
Det vil ske den dag, hvor 'hedningerne fuldtalligt er gået ind', som der står i
Rom. 11:25. Indtil dette sker, pågår den store indhøstning stadig ud over
jorden.
De sidste tre af de syv fester
eller højtider falder om efteråret - altså 'lang tid' senere end de første fire
fester - og det er disse fester, vi nu skal se nærmere på. I modsætning til de
fire første fester, som er forbilleder på den tid og de begivenheder, som
begyndte ved Jesu første komme, så er de sidste tre fester derimod forbilleder
på det, der sker lang tid senere, nemlig i forbindelse med Jesu 2. komme og
1000-årsriget, hvor den modne høst (som denne gang ikke er hvede, som er et
billede på kirken, men) af bl.a. oliven, vin og figen, som er bibelske billeder
på det jødiske folk, skal høstes og samles ind.
Det
er den lange tid, der går mellem den første høst om foråret, og den sidste høst
om efteråret, som Jesus henviser til, når han fx i Matt. 25, i lignelsen om 'de
betroede talenter', omtaler sig selv som den Herre, som rejste udenlands, for
så at komme tilbage igen 'efter lang tid'. Det samme er tilfældet, når der i
forbindelsen med de 10 brudejomfruer står, "da brudgommen lod vente på
sig, blev de alle døsige og faldt i søvn".
Vi
skal nu se på det forbilledlige indhold, der ligger i disse tre jødiske
efterårsfester, som kommer hurtigt efter hinanden, i den jødiske måned tishri,
som nærmest svarer til vores oktober:
5.
Den femte af de
jødiske fester, som er den første efterårsfest eller højtid, er Rosh Ha Shanah,
som direkte oversat betyder 'Basunklangens højtid', og er i dag også jødernes
officielle nytårsdag. Denne fest er kort beskrevet således i kapitlet:
"Tal til israelitterne og sig: Den første dag i den
syvende måned skal I holde hviledag med hornblæsning til ihukommelse og med
højtidsstævne; I må intet arbejde gøre, og I skal bringe Herren ildofre",
3. Mos. 23:24-25.
I
teksten nævnes, at denne fest skal holdes på den første dag i den syvende måned
- som ikke er juli, som det er hos os, men derimod oktober. På denne dag blæses
der i alt 100 gange i basuner, og den sidste blæsning kaldes 'den sidste
basun', og i denne sidste blæsning - der er længere end de andre - kaldes der
til hellig sammenkomst og hvile. Denne sidste blæsning skal vi lægge mærke til,
for den har en stor forbilledlig betydning for os. For i NT kobles 'den sidste
basun' nemlig sammen med de helliges opstandelse og bortrykkelse. I 1. Kor.
15:51-52 skriver Paulus følgende herom:
"Se, jeg siger jer en hemmelighed: vi skal ikke alle
hensove, men vi skal alle forvandles, i et nu, i et øjeblik, når den sidste
basun lyder, thi basunen skal lyde, og de døde skal opstå uforkrænkelige, og da
skal vi [alle] forvandles".
At
det virkelig er denne begivenhed, som 'den sidste basun' på basunklangens
højtid henviser til, bliver bekræftet af, at ifølge den ortodokse jødiske
overlevering vil de dødes opstandelse ske i forbindelse med denne sidste basun.
Og det er faktisk et mærkeligt udsagn - for ifølge deres tro og bibelen lære (i
GT) vil de dødes opstandelse jo først komme på den sidste (eller yderste) dag -
det kommer vi tilbage til. Der er altså tidsmæssigt tale om endnu en
opstandelse, og det er jo netop det, Paulus har beskrevet i den ovenforstående
bibeltekst - og tilføjer, at den tidligere var en hemmelighed. Det har det
jødiske folk altså ikke tidligere kendt til, men når de så alligevel har en
overlevering om denne opstandelse, så må det for mig at se skyldes Guds
inspiration.
Den
sidste basun skal ikke, som mange kristne gør, forveksles med de mange andre
basunblæsninger, som bliver omtalt i bibelen, som fx 'de syv basuner', som
nævnes i Åb. 9-11.
Fra
Rosh Ha Shanah er der 10 dage frem til Den Store Forsoningsdag, og det er især
de sidste syv af disse, som har stor betydning som optakt for jødernes
forberedelse til denne dag - og hører derfor med i denne gennemgang. Disse syv
dage er nemlig et forbillede på 'den store trængsel', som er beskrevet i
bibelens sidste bog; en trængselstid, som bibelen også kalder for 'Jakobs
trængsel'. I beskrivelsen af disse syv dage er der derfor også mange
henvisninger til det, der ifølge bibelen kommer til at ske i disse syv år. Vi
skal se et par eksempler på dette i det følgende:
De syv dage
kaldes for det første for 'Yom Ha Keseh', 'den skjulte dag'. Disse syv dage -
som repr. den store trængsels syv år - er ifølge jødisk overlevering givet af
Gud, for at de må forberede sig og være rede på den sidste store
forsoningsdag', som kommer, når Messias kommer. Da vil alle deres trængsler for
evigt være forbi.
I disse
syv forbilledlige dage ønsker og beder jøderne derfor om, at Gud vil skjule dem
på 'ulykkens dag', som den store trængsel også kaldes, for at de kan blive
bevaret gennem den. Her henvises der fx til salme 27:5, hvor der står:
"Thi
han gemmer mig i sin hytte på ulykkens dag, skjuler mig i sit telt, og løfter
mig op på en klippe".
Ifølge
flere tekster i Åb. er det netop det, der vil ske under 'den store trængsel'. I
denne periode vil mange jøder blive reddet og frelst. I Åb. kap. 7 beskrives,
at 12.000 jøder fra hver af de 12 jødiske stammer bliver beseglet af Gud, for
at de ikke skal skades under den store trængsel. I Åb. 12:13-16 er der et
eksempel på denne bevarelse. Vi skal læse denne tekst, og undervejs vil jeg i
parentes indskyde, hvad det er, teksten taler om:
"Da
dragen [djævelen] så, at den var nedstyrtet til jorden, forfulgte den kvinden
[Israel], som havde født drengebarnet [menigheden, som er bortrykket til
himmelen, jfr. v. 5]. Der blev da givet kvinden den store ørns to vinger, for
at hun skulle flyve ud i ørkenen [i Moab] til sit sted, hvor der skal sørges
for hende én tid og to tider og en halv tid [i alt 3½ år], borte fra slangen.
Og slangen spyede vand som en flod ud af sin mund efter kvinden for at skylle
hende bort med strømmen. Men jorden kom kvinden til hjælp; og jorden åbnede sin
mund og opslugte floden, som dragen havde udspyet af sin mund".
De
nævnte syv dage bliver også kaldt for 'Herrens dag', og der er flere tydelige
henvisninger til dagen med det samme navn i bibelen. I bibelen åbenbares det,
at 'Herrens dag' er identisk med 'den store trængsel' på syv år, som kommer
lige efter menighedens bortrykkelse. Nogle kristne tror fejlagtig, at Herrens
dag er det samme som Kristi dag, men det er en misforståelse. Bortset fra
ganske få undtagelser, hvor Herrens dag klart peger henviser til noget andet,
beskriver bibelen denne dag som en forfærdelig dag, som er den samme, som
beskrives som 'Guds og Lammets vredes dag', Åb. 6:17f. Under disse
forbilledlige trængselsdage forbereder sig ved bl.a. at læse nogle bibelvers
fra GT, som omhandler denne dag. Lad os se et enkelt eksempel:
"De
klæder sig i sæk, og rædsel omhyller dem, alle ansigter er skamfulde, alle
hoveder skaldede. Deres sølv kaster de ud på gaden, deres guld regnes for
snavs; deres sølv og guld kan ikke redde dem på Herrens vredes dag; de kan ikke
stille deres hunger eller fylde deres bug dermed, thi det var dem årsag til
skyld..", Ez. 7:18-19.
Man
kan godt forstå, at jøderne betragter disse dommens og vredes dage som
sørgedage, hvorunder de beder om, at Gud vil forbarme sig - som han da også har
lovet at gøre, når de, som det næste skrifteksempel viser, vender sig til ham i
deres nød:
"Solen
skal vendes til mørke og månen til blod, før Herrens store og frygtelige dag
kommer. Men enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses..", Joel
3:4-5a.
Under
disse syv dage i oktober kommer jøderne da også hele tiden tilbage til, at det
er nødvendigt at omvende sig, for at Herren vil tage imod dem. Jøderne kalder
derfor også disse syv dage for en omvendelsestid, hvor deres tro bliver
efterprøvet, om de er på livets vej - eller på dødens vej - at det ikke må gå
dem som beskrevet i Ezekiel. Efter denne omvendelsestid håber de, at Gud vil
svare dem og tilgive dem på 'Den Store Forsoningsdag', som er et profetisk
forbillede på Jesu synlige genkomst.
6.
Herefter kommer vi
til Den Store Forsoningsdag, Yom Kippur, som falder på d. 10. tishri. Denne
fest er omtalt i 3 Mos. 23:27-32. De to første vers lyder således:
"På den tiende dag i samme syvende måned falder
forsoningsdagen; da skal I holde højtidsstævne, faste og bringe Herren ildofre.
I må intet arbejde på denne dag, thi det er forsoningsdagen, den skal skaffe
jer soning for Herren jeres Guds åsyn", v. 27-28.
Den
store forsoningsdag bliver mere udførligt beskrevet i kap. 16. Vi skal dog ikke
gennemgå kapitlet her, men kan kort opsummeres således: På denne ene dag i året
skulle ypperstepræsten på sine egne og folkets vegne gå ind i det
allerhelligste med blodet fra et stedfortrædende syndoffer. Det skulle han gøre
som et forbillede på det sande syndoffer, som Gud en dag ville sende som det
Guds Lam, som er den eneste, som kan bære/borttage verdens synd. I dag, hvor
jøderne af gode grunde ikke, som foreskrevet, kan ofre i templet, ofrer mange
jøder i stedet en kylling i håb om at få soning for deres synder. Betydningen
af det stedfortrædende offer er dog den samme.
I
hebræerbrevet får vi en udførlig beskrivelse af, hvorfor den gamle pagts
ofringer ikke er nok til frelse, og hvorfor der var brug for en anden slags
ypperstepræst i den nye pagt. Her står der nemlig, at Jesus:
"ikke som de andre ypperstepræster hver dag har
nødig at bringe ofre først for sine egne synder, og så for folkets, thi det
gjorde han én gang for alle, da han ofrede sig selv", Hebr. 7:27.
Den
Store Forsoningsdag peger altså hen på denne store dag, hvor vi blev forligt
med Gud ved Jesu Kristi død for os, hvorved vi fik vi syndernes forladelse og
det evige liv. Men det peger påsken jo også på! Hvad er forskellen? Så vidt jeg
kan se, så peger Den Store Forsoningsdag også forbilledligt frem på Den sidste
Store Forsoningsdag, der vil komme i forbindelse med Israels folks frelse i de
sidste tider. Det er den dag, hvor sløret tages bort fra det jødiske folk, så
de ser, at det er Jesus, som er deres Messias, og som de har ventet på. I Zak.
12:10 omtales denne dag således:
"Og så udgyder jeg over Davids hus og Jerusalems
indbyggere nådens og bønnens Ånd, så de ser hen til ham [mig], de har
gennemstunget, og sørger over ham, som man sørger over en enbåren søn, og
holder klage over ham, som man holder klage over den førstefødte. På hin dag
skal sorgen blive stor..".
Paulus beskriver denne, deres
genoprejsningsdag på denne måde:
".. der er kommet en forhærdelse over en del af
Israel, indtil hedningerne fuldtalligt er gået ind, og så skal hele Israel
frelses, som der står skrevet: Befrieren skal komme fra Zion, han skal fjerne
ugudelighederne fra Jakob, og når jeg borttager deres synder, da er dette min
pagt med dem", Rom. 11:25-27.
Blandt
jøderne er der en tiltagende forventning til, at Davids søn, Messias, deres
konge og frelser, snart kommer til dem, og opretter et evigt rige, som aldrig
forgår. Det er faktisk dette, de i dybeste forstand og på en særlig måde, ser
hen til på 'Den Store Forsoningsdag'.
Den
Store Forsoningsdag afsluttes med, at der igen bliver blæst i en basun. Men
denne gang er det ikke den sidste basun, som blæses, men ’den store basun’
(Shofar Ha Gadol’, en stor basun). Denne basun bliver (symbolsk) blæst på denne
dag for at samle jøderne indenfor templets porte, og jeg tror, at det henviser
til Matt. 24:30-31, hvor Jesus siger, at når han kommer igen på himmelens
skyer, med kraft og megen herlighed, så vil han
"sende sine engle ud med mægtig basunklang, og de
skal samle hans udvalgte [jøder] sammen fra de fire verdenshjørner".
Som
vi har set, er der i den jødiske tradition en klar forbindelse mellem denne dag
og Messias' [Jesus] synlige genkomst. Jøderne kalder da også bemærkelsesværdigt
Yom Kippur for ’Genkomstens Sabbat’. Det er tankevækkende, at de taler om hans
genkomst, selvom de ikke har set/forstået, at han har været her før. Igen leder
det tankerne hen på en bagvedliggende Gudsinspiration.
Jøderne
tror, at på den dag vil Messias komme (igen!) for at dømme levende og døde.
Jøderne kalder denne dag for 'den sidste dag' eller for 'den yderste dag', og
tror, at på denne dag skal alle hensovede opstå fra de døde. Det er da også til
denne dag, Marta henviser til, da hun efter Lazarus' død mødte Jesus, og
bekendte sin tro overfor ham på de dødes opstandelse. Hun sagde:
"Jeg
ved, at han skal opstå på den yderste dag", John. 11:24.
På
denne dag skal der blive en stor glæde for alle jøder - og andre, som er kommet
til tro under den store trængsel, og som har glædet sig til deres og vores
frelsers herlige tilsynekomst. For, på den dag vil han nemlig også genoprette
riget for Israel, som der står skrevet. Det er det, efterårets sidste fest,
Løvhyttefesten, peger frem mod.
7.
Løvhyttefesten,
Sukkot, d. 15. tishri.
Denne fest er omtalt i 3. Mos. 23:33-44.
Vi skal dog kun læse følgende fire vers:
34: "Tal til israelitterne og sig: Den 15. dag i
samme syvende måned skal løvhyttefesten fejres, den skal fejres i syv dage..
40: Den første dag skal I tage jer smukke træfrugter, palmegrene og kviste af
løvtræer og vidjer fra bækkene og i syv dage skal I være glade for Herren jeres
Guds åsyn.. 42-43: I skal bo i løvhytter i syv dage, alle indfødte i Israel
skal bo i løvhytter, for at jeres efterkommere kan vide, at jeg lod
israelitterne bo i løvhytter, da jeg førte dem ud af Ægypten. Jeg er Herren,
jeres Gud".
Mange
år senere, da jøderne var kommet tilbage fra fangenskabet i Babylon, beskrives
fejringen af løvhyttefesten således:
"[Gå ud og kundgør] følgende budskab. Gå ud i
bjergene og hent grene af ædle og vilde oliventræer, myrter, palmer og andre
løvtræer for at bygge løvhytter som foreskrevet! Så gik folket ud og hentede
det og byggede sig løvhytter på deres tage og i deres forgårde og i Guds hus'
forgårde og på de åbne pladser.. Og hele forsamlingen, der var vendt tilbage
fra fangenskabet, byggede løvhytter og boede i dem.. Og han [præsten Josua]
læste op af bogen med Guds lov dag for dag fra den første til den sidste, og de
fejrede højtiden i syv dage, og på den ottende holdtes der festlig samling på
[den] foreskrevne måde", Neh. 8:15-18.
Siden
dengang har jøderne gjort dette som en tilbagevendende årlig begivenhed. Hvis
man har været i Israel i forbindelse med løvhyttefesten, har man kunnet se, at
der stadig er løvhytter næsten overalt under denne fest, på tage og altaner, i
deres forgårde og i haverne, på åbne pladser og i hotellernes terrasser, osv..
Denne
fest kaldes også med navne, som leder tankerne hen på det, Gud har lovet sit
folk i forbindelse med de sidste tider og Jesu synlige genkomst. Jøderne kalder
nemlig også denne løvhyttefest for 'Indhøstningsfesten', 'Indsamlingens højtid'
og ’den hellige sammenkomst’. Denne fejring sker selvfølgelig først og
fremmest, fordi årets høst er i hus, men dette er også et billede på den dag,
hvor Messias kommer og samler jøderne - og frelser dem. Om foråret var det
byggen og hveden (menigheden), som blev indsamlet. Om efteråret er det de
sidste afgrøder, der bliver høstet og indsamlet; disse afgrøder er som
tidligere nævnt, primært oliven, vin, og figen, som er forskellige bibelske
billeder på det jødiske folk. Den første og den sidste jødiske efterårsfest
peger altså frem på to vidt forskellige tider for indhøstning af henholdsvis
hedninger og jøder.
Med
jødernes frelse er alle kommet fuldtalligt med. Det er måske den bagvedliggende
grund til, at løvhyttefesten også omtales som ’glædesfesten’ og 'takkefesten'.
Jøderne har jo, som det forbilledligt er beskrevet gennem de syv fester,
overlevet Guds dom og blevet frelst, og er nu klar til at fejre Løvhyttefesten,
som er et billede på det 1000-årsrige [= Riget for Israel], som følger.
Ganske
vist er løvhyttefesten givet jøderne, for at de altid skulle ihukomme, hvordan
Gud bevarede dem under udvandringen fra Ægypten, og under den 40-årige
ørkenvandringen - og hvordan han stadig gør det. Men, samtidig peger
løvhyttefesten også frem til den dag og tid, hvor han igen vil være i deres
midte. Løvhyttefesten bliver derfor også brugt synonymt i bibelen med det
kommende 1000-årsrige. Som fx i Zak. 14:16, hvor vi læser:
"Men alle de, der bliver tilbage af alle folkene,
som kommer imod Jerusalem [det, der skete ved Harmageddon], skal år efter år
drage derop for at tilbede kongen, Hærskarers Herre, og fejre
løvhyttefest".
Afslutning:
Der
kunne nævnes meget mere om de syv jødiske fester, men forhåbentlig er det nok
til, at alle kan se, hvordan de på forskellig vis peger på og er forbilleder på
frelsen og Guds rige frembrud. De syv fester, som begyndte med påsken, hvor
'vort påskelam' blev slagtet, og afsluttes med, at Jesus kommer igen, opvækker
de hellige afdøde, og samler jøderne fra hele verden, og frelser dem. På den
dag skal alle jøder se ham som deres Messias, Konge og Gud, og Guds rige vil
derefter bryde synligt frem på jorden.
Amen
Hvis denne side ikke er fundet via forsiden, så klik venligst her for at få adgang til flere artikler