Jesu syv ord på korset
Af Eskild Skov Særkjær

Jesus brugte forskellige talerstole: en bjerghøj, en båd og et hjem. En gang forkyndte han fra en talerstol, ingen havde brugt før: Et kors! Et kors blev brugt til å henrette folk. Det var en smertefuld, fornedrende og langvarig død for dem, der blev dømt til at blive korsfæstet. Derfor talte Jesus ikke længe, mens han hang på korset, kun korte sætninger. Men alt det, han sagde, havde og har stor betydning. Der er tale om 'de syv korsord', som vi har fået gengivet i bibelen. Hvert af disse ord lærer os noget om, hvordan Jesus tænker; det spejler hans hjerte.

1. Det første ordet fra korset taler Jesus om tilgivelse. Det står i Luk. 23:34, hvor han siger:

"Jesus sagde: Far, tilgiv dem, thi de ved ikke, hvad de gør".

På sin vandring med Jesus havde Peter stillet dette spørgsmål til ham: Herre, hvor ofte skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig mod mig? er syv gange nok? Jesus siger til ham: Jeg siger dig: ikke syv gange, men 70 gange 7 gange", Matt. 18:21-22. Igen og igen vender Jesus, som her, tilbage til, at vi skal være villige til å tilgive, ligesom han tilgav, og tilgiver os, som der står skrevet:

"Bær over med hinanden, og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden; ligesom Herren tilgav jer, således skal I også gøre, Kol. 3:13.

Som vi ved, er verden fuld av had og tanker om hævn. Et eksempel fra gammel bibelsk tid er Samson, som man ikke ligefrem kan kalde et godt eksempel til efterfølgelse. Det sidste, han tænkte på ved livets afslutning, var at få hævn over sine fjender, Dom. 16:28. Sådan er det også ofte blandt mennesker i dag, desværre også nogle gange blandt de hellige. Hvor ofte har vi ikke lyst til, som Jesus disciple også havde det dengang, at lade ild fare ned fra himmelen, i det mindste over de mest ugudelige.

For nogle år siden talte jeg med en døende mand på et plejehjem. Han var fortvivlet, og havde kun ét ønske tilbage i livet: At blive forligt med sin datter. Han kunne ikke selv ringe til hende, og han fik ingen besøgende. Derfor lovede jeg at ringe til hende og sige dét, han gav udtryk for. Det gjorde jeg så! Jeg kan ganske tydeligt huske det, hun svarede: 'Nej, jeg vil ikke tilgive ham! Nu ved jeg ikke, hvad der var årsagen til denne totale afvisning. Hun smækkede nemlig hurtigt røret på. Måske havde han slået hånden af hende engang? Eller måske gjort noget, der var endnu værre? Havde jeg haft muligheden for at høre hendes forklaring, kunne det være, jeg havde større sympati eller forståelse for, hvorfor hun reagerede, som hun gjorde.

Det betyder selvfølgelig ikke, at det så var i orden ikke at ville tilgive sin far. Men det er jo et tegn på, at vi alle lever i en verden med synd og uopgjorte hændelser på livets vej. I modsætning hertil elskede Jesus sine fjender og bad for dem. På korset bad han endda for dem, som havde hamret naglerne gennem hans hænder og fødder. Han bad sin Fader om, at Gud dog måtte tilgive dem denne uretfærdige og onde handling. Han kom dem endda i forsvar og sagde, at de ikke vidste, hvad de gjorde - og det gør han stadigvæk. Han går i forbøn for os - og for mennesker, som ikke kender Gud. Tilgiv dem, Gud! Hans forvandlende kraft i os gør, at vi også kan tilgive.

Corrie Ten Boom (hende, der har skrevet skjulestedet), skriver i en af sine bøger, at der kom en mand hen til hende lige efter 2. verdenskrig, som hun straks genkendte som en brutal lejrchef for den koncentrationslejr, hvor hun havde været indespærret under krigen, sammen med sin søster og tusinde andre. Han havde det samme ønske, som den føromtalte datter blev stillet overfor: 'Vil du tilgive mig?' Hun beskriver (efter hukommelsen), at hun tænkte på alt det onde, han havde gjort, og sagde til Gud: 'Denne mand kan jeg da ikke tilgive. Jeg føler simpelthen ikke, at jeg kan gøre det'.

Men så var det som om, Gud sagde til hende: 'Du siger, at du ikke kan - men er det ikke, fordi du ikke vil?' Hun beskriver, at der foregik en kamp i hendes indre, som endte med, at hun måtte give Gud ret. For når han siger, at 'du skal tilgive din næste', så er det fordi, han gør det muligt - fordi dét, som så meget andet i kristenlivet, ikke er en følelsessag, men derimod en viljesbeslutning. Hun skriver videre, at selvom hun bestemt ikke følte noget, så rakte hun efter få øjeblikke hånden frem og sagde til manden: 'Jeg vil tilgive dig!' Hun skriver videre, at "i samme øjeblik, at jeg sagde: 'Jeg vil', så skete der et under i mit hjerte. Da følte jeg pludselig, at jeg også kunne gøre det".

Som nævnt ovenfor er det Guds forvandlende kraft, som er det samme som Jesu kærlighed, han har udgydt i vore hjerter, der er årsag til, at vi kan (og må) tilgive mennesker, også selvom de måske har forvoldt os stor skade.

2 Det andet ord fra korset, som står i Luk. 23:43, handler om frelse.

'Sandelig sier jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis!'

Lige forud havde den af røverne på korset ved siden af Jesus vendt sig til ham og sagt: Kom mig i hu, når du kommer i dit rige! Gennem årene havde Jesus fået mange slags venner: Børn, kvinder og mænd, unge og gamle, toldere og syndere - de sidste nogle, som mange mente, Jesus bestemt burde holde sig fra. Det ville være meget bedre, hvis han i stedet ville holde sig til dem, der havde en god moral, og som gjorde deres yderste for at gøre Guds vilje. Men nej! Jesus elskede alle, og han sagde endda på et tidspunkt: Jeg er ikke kommet for at kalde (på dem, som tror sig) retfærdige, men syndere til omvendelse, jfr. Luk. 5:27-32.

Det var jo dét, Jesus var kommet for. At kalde syndere til omvendelse. At kalde mennesker fra mørkets og dødens magt til Guds lys og det evige liv. Men mange af dem, der hørte på ham, blev forargede over, at de, ifølge Jesus, ikke hørte til de retfærdige, og besluttede derfor til sidst at slå ham ihjel. Evangeliet om Guds store og ufortjente kærlighed til hver synder var bare for meget - for letkøbt! Derfor var de endda villige til at bryde loven for at få ham dømt, men alligevel bad han for dem.

Og nu, hvor han hang på korset med en røver på hver sin side, blev han, som skriften siger, 'regnet blandt overtrædere', Es. 53:12. Han gjorde det af kærlighed til den faldne skabning. Det var ikke letkøbt, tværtimod var prisen så høj, at ingen kunne blive frelst uden Jesu død for vore synder. Derfor blev Jesus korsfæstet. Han havde også taget de to røveres synder på sig, men desværre var det kun den ene, der tog imod frelsen.

Vi ved ikke, hvad denne ene røver havde tænkt, mens han hang der på korset. Men han havde helt sikkert tænkt på sin selvforskyldte situation, og på Jesus, der hang ved siden af ham. Der var noget over denne mand. Jeg tror, at hans tanker har kredset sig om følgende spørgsmål:

1. Er han mon den frelser, som overskriften over hans kors antyder?

2. Er han mon Guds Søn, som mængden latterliggør ham med at være?

3. Han må være noget særligt, også nu, hvor han beder til Gud om tilgivelse for sine fjender, som havde tortureret ham. Hvem er han, hvis han ikke er den, han siger, at han er?

4. Hvis han er den, han siger, at han er, så kan han måske have et evigt rige, han hersker over?

5. Måske kan jeg, en røver; ja, i Guds øjne en stor synder, få hans barmhjertighed og tilgivelse? Det kan da ikke skade at prøve!

Måske havde denne røver tidligere hørt om Jesus, eller måske ligefrem hørt ham? Eller, måske var det først nu på korset? Men uanset svaret, så viser hans handling, at det ikke var for sent for denne røver at søge frelsen i Jesus. Betyder det så, at selv en røver, som er skyldig til døden, og som absolut ikke har noget som helst godt at fremvise, kan blive frelst? Hvad ville Jesus mon svare ham? Det er helt sikkert, at røveren var spændt på svaret. Og straks efter hørte han disse livsalige ord, da Jesus sagde: "Sandelig, sandelig siger jeg dig; i dag skal du være med mig i Paradis".

Ingen betingelser? Hvad skulle han også kunne give sin frelser? Jesus havde jo taget hans synder på sig, og han var fri. Derfor lød ordene: Velkommen! I paradiset har plads til enhver, som vender om til Gud og får syndernes forladelse ved mit blod.

3 Det tredje ord fra korset, som vidner om Jesu omsorg, står i John 19:26–27:

"Da Jesus nu så sin mor og den discipel han elskede, stå ved hendes side, siger han til sin moder: Kvinde, se, det er din søn! Derefter siger han til disciplen: Se, det er din mor! Og fra den time tog disciplen hende hjem til sit (sig)".

Med dette tredje ord viser Jesus, at han har omsorg for mennesker, ikke bare for sin mor, men for alle, som har det svært. Igen og igen står der i evangelierne, at Jesus ynkedes over folket, som fx i Luk. 7:11-17, hvor vi har beretningen om enkens eneste søn, som er død. Men her slutter beretningen som bekendt ikke:

"Da Herren så hende, ynkedes han inderligt over hende og sagde til hende: Græd ikke! Og han gik hen og rørte ved båren; og de, der bar den, standsede. Da sagde han: Unge mand, jeg siger dig: stå op! Og den døde satte sig op og begyndte at tale; og han gav ham til hans moder", v. 13-15.

Gennem skriften er der gentagne henvisninger til, at Jesus har ekstra omsorg for enker og faderløse. Og nu, hvor han så sin mor står der og lide, ønskede han også her at trøste. Han kunne dog ikke stige ned fra korset, og blive givet tilbage til sin mor, som enkens søn fra Nain. Nej! Her blev Simeons profeti opfyldt, da han sagde dette til Maria:

"Se, dette barn er sat til fald og oprejsning for mange i Israel, og til et tegn, som skal modsiges - ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge!" Luk 2:35.

At se sin egen søn hænge der på korset måtte være som et sværd i hjertet på hende. Gennem årene havde hun sikket grundet meget over det, Simeon havde sagt om sværdet, men først nu forstod hun betydningen.

Jesus vidste, at Maria led, som alle mødre ville gøre det i sådanne situationer. Og som altid så Jesus bort fra sig selv og sine egne store lidelser, og bad nu Johannes, der stod ved korset, og som var en af hans nærmeste disciple, om at tage sig af sin moder, og hjælpe hende på alle måder. Sådan viser han også os et eksempel til efterfølgelse: Tag jer af hverandre! Eller, som hebræerbrevets forfatter skriver:

"Kom de fængslede i hu, som om I var deres medfanger. Tænk på dem, der mishandles, I har jo også selv et legeme", Hebr. 13:3.

I Es. 1:17 siger han gennem profeten:

"Lær det gode, læg vind på, hvad ret er; hjælp fortrykte, skaf faderløse ret, før enkens sag".

4. Det fjerde ord på korset står i Matt. 27:46, og er et råb i den dybeste fortvivlelse.

"Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: Eli, Eli, lama sabaktani? Det betyder: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?"

Hvorfor Gud? Dette er måske det mærkeligste og helligste av de syv korsord. Jesus spørger: 'Min Gud, hvorfor?' Kan Gud forlade Gud? Hvorfor har Faderen forladt sin egen kære Søn? Peter gir svaret i sit første brev:

"Han … bar våre synder på sit legeme op på korsets træ, for at vi, afdøde fra vore synder, skal leve for retfærdigheden, han, ved hans sår har I fået lægedom" 1. Pet 2:24.

De vigtigste beretninger om korsfæstelsen fra GT er Salme 22 og Es 53. Jesus bruger endda direkte ordene fra salme 22, som indledes med ordene: 'Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?' Der er mange, som mener, at Jesus citerede hele salmen, og det er muligt. I alle fald har han tænkt på alt det, der står i den, for det hele gik jo så fuldstændig i opfyldelse, som fx:

"Alle, der ser mig, håner mig, vrænger mund og ryster på hovedet (og siger spottende): Han har væltet sin sag på Herren; han fri ham og frelse ham, han har jo velbehag i ham.. de har gennemboret mine hænder og fødder, jeg kan tælle alle mine ben; med skadefryd ser de på mig. Mine klæder deler de mellem sig, om kjortelen kaster de lod..", v. 8-9, 17-19.

Jo, Jesu lidelse og død var forudsagt. Det samme var folkets reaktion. De kunne ikke se på ham på andre måder end 'plaget, slagen og gjort elendig af Gud', som der står i Es. 53. Denne profeti giver os hele forklaringen på, hvorfor Jesu lidelse og død var nødvendig:

"Han blev såret for våre overtrædelser, knust for vår brødes skyld; Os til fred kom straf over ham, vi fik lægedom ved hans sår. Vi for alle vild som får, vi vendte os hver sin vej, men Herren lod falde på ham den skyld, der lå på os alle..", Es. 53:5-6.

Her er det tydeligt, at Gud Fader rammer Jesus for alle mennesker synder. Jesus blev forladt af Gud, for at vi skal slippe for at blive det. Han blev gjort til synd for os. I Hebr. 12:2 tilføjes det:

"For at få den glæde, der ventede ham, udholdt (han) korset uden at ænse skammen".

Årsagen til denne glæde er, at han har vundet sejr over synden, døden og djævelen, til vores frelse. Jesu fjerde ord fra korset vidner derfor om en Gud og Frelser, som lader sit hjerte briste pga. sin store kærlighed til den faldne verden.

5. Det femte ord fra korset står i John. 19:28, og vidner om Jesus som både Gud og menneske.

"Derefter, da Jesus vidste, at alt nu var fuldbragt, for at skriften skulle gå i opfyldelse, siger han: Jeg tørster".

Mange timer er gået. Johannes og hans mor står måske ikke længere ved korset. Tidligere stod der mange omkring korset; de fleste vel for at se, hvad der skete, men de var også gået. Skriften vidner om, at der nu kun var ganske få tilbage.

Da Jesus nu fortalte om sin tørst, er det et bevis på, at han fuldt ud var menneske, samtidig med, at han er Gud. Gennem tiden er der mange, som ikke har godtaget netop dette. Gnostikerne sagde fx:

Gud kan ikke lide eller dø! - det med korset er derfor noget, mennesker har fundet på, eller så var det en anden, som døde for ham! For, som Gud er Jesus højt ophøjet over ethvert menneskelig behov.

De mente å ære Gud ved å sige dette. Men, i virkeligheden gjorde de ham mindre. Vi ærer Jesus, fordi han var Gud, som tog en tjenerskikkelse på og blev menneske, hvor han ydmygede sig selv og blev lydig til døden, ja døden på et kors. Tørsten viser hans fulde menneskelighed.

Netop derfor kender Jesus alle vore svagheder, og derfor véd han også konkret, hvad det vil sige at lide. I Hebr. 2:17-18 står der dette om ham:

".. derfor måtte han i ét og alt blive sine brødre lig, for at han i sin tjeneste for Gud kunne blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst til at sone folkets synder. Thi som den, der selv er blevet fristet og har lidt, kan han komme dem til hjælp, som fristes".

Og, lidt senere i det samme brev:

"Vi har ikke en ypperstepræst, som ikke kan have medlidenhed med vore skrøbeligheder, men en, som har været fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Lad os derfor med frimodighed træde frem for nådens trone for at få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid", Hebr. 4:15-16.

Hvor er det nogle vidunderlige ord. Tænk, at Jesus, vor ypperstepræst, der blev menneske som en af os, og som selv var blevet fristet og har lidt, er årsagen til, at vi frimodig kan træde frem for nådens trone for at få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid. Det gælder for enhver, som tilhører ham. Han forstår dig, når du lider. Han er prøvet i alt, dog uden at synde, står der et andet sted.

6. Jesu sjette korsord står i John. 19:30 og vidner om den totale sejr over synden og døden:

"Da Jesus havde fået eddiken, sagde han: 'DET ER FULDBRAGT..'! (Joh 19:30).

Det store og omfattende frelsesværk var nu fuldført. Det var et kvalitetsarbejde, som var forudberedt fra før verdens grundvold blev lagt. Hver en detalje af det, der var forudsagt, skulle gå i opfyldelse, i tidens fylde - dvs. i den rette tid. Hele hans liv var på den måde et mesterværk, formet af den treenige Gud. Skriften præciserer, at han var vores påskelam, uden fejl. Til og med Pilatus måtte indrømme: Jeg finner ingen fejl ved ham. Der var intet, som var forkert. Han, som var uden synd, var blevet gjort til synd.

Mange af dem, som havde stået omkring korset, havde sagt: Stig ned av korset, så vil vi tro dig. Han kunne så let som ingenting gøre netop dette, men kærligheden til den faldne menneskeslægt bandt ham fast til korset. For vore synders skyld måtte han lide døden for os alle. Han 'udholdt korset uden at ænse skammen', og gennemførte dermed det, der måtte gøres. At åbne frelsens dør for enhver synder.

Nå var det fuldført! De, der stod ved korset sagde: Nu er det sket! Han er færdig! De to disciple, der senere vandrede mod Emmaus, troede også, at det var forbi. Deres ord afslører fortvivlelsen:

"Vi havde håbet, at han var den, der skulle forløse Israel", Luk. 24:21.

Vi havde håbet det, men det var altså forkert..!? Nej! Det var ikke forkert! For Jesus havde sejret over synden, døden og djævelens magt. Derfor forklarede han da også sagens rette sammenhæng til de to førnævnte disciple, da han mødte dem efter sin opstandelse, og siger:

"Burde Kristus ikke lide dette og så indgå i sin herlighed? Og idet han gik ud fra Moses og alle profeterne, udlagde han for dem, hvad der i alle skrifterne handlede om ham", Luk. 24:26-27.

Jo, det burde han, fordi det var Faderens vilje - og det gjorde han! Det var derfor, han kom til jorden! For at give sig selv hen i døden som vores stedfortræder. Da alle de andre troede, at 'det er forbi', sagde Jesus: Det er fuldbragt! Dvs.: hele frelsesværket er fuldført. På græsk bruges ordet τελέω (teleō), et ord, der rummer et hav av betydninger, og det hele passer på Jesu forsoningsværk på korset. Nogle af disse betydninger kan oversættes til, at det er komplet, betalt, udført, udrettet, og gælden udslettet.

7 Det syvende ord fra korset står i Luk. 23:36 og vidner om Jesu tillid og overgivelse.

"Og Jesus råbte med høj røst og sagde: Fader, i dine hænder betror (overgiver) jeg min ånd! Og da han havde sagt dette, udåndede han", Luk. 23:46.

Det var det sidste ord, han magtede at sige. Hans første ord på korset 'tilgiv dem', og disse sidste ord var en bøn til sin Fader. Mens han hang på korset, havde han tænkt alt det, 'der står skrevet', for på den måde at holde pinen ud, og håbet oppe. Men lige før sin død havde han sine tanker på det, der står i salme 31:6, hvor de samme ord er citeret, som han nu siger højt i sin bøn til sin Fader. Denne salme er i øvrigt en aftenbøn (godnatbøn), som mødrene lærte sine børn dengang, og indeholder denne dejlige ordlyd:

"I din hånd befaler (overgiver) jeg min ånd. Du forløser mig, Herre, du trofaste Gud".

Som alle andre mennesker oplevede Jesus også døden som en fjende, men ved at overgive sig til sin Fader var han - og det bør vi også være - trygge og tillidsfulde. Mange har gennem tiden på sit dødsleje vidnet om det samme. I en dejlig lille bog, som hedder 'Kendte mænd ved dødens port', er der en masse dejlige vidnesbyrd om, at troen holder lige til det sidste, og hjælper dem over dødens tærskel ind i evigheden. Her skal vi kun se på det, Johann Huss sagde, mens hans legeme blev overgivet til flammerne:

"Jesus, du levende Guds søn, som led for os, forbarm dig over mig. I dine hænder, Herre Jesus, overgiver jeg min af dig forløste sjæl".

Denne tillid til Gud, og til hans Søn, kan vi også have, når vi engang står overfor det å skulle dø. For det, vi tror på, holder, og han vil ikke slippe os eller forlade os. Det er jo ved Jesus, og hans død på korset, at vi på den dag har fri adgang ind for nådens trone i Himlen. Ja, det har vi også nu, men på den dag kan vi også fysisk være der og se herligheden. På den dag, vi skal herfra, kan vi derfor tage Jesu ord i vår egen mund, for denne bøn hører vor himmelske Fader:

"Fader, i dine hænder betror (overgiver) jeg min ånd".

Disse syv korsord, vi har gennemgået, indeholder så mange vigtige sandheder, der viser os, hvad vi også kan og må gøre i alle livets situationer. Gennem det alt sammen havde Jesus fokus på livet med sin Fader, og på det, der står skrevet. Gør vi det, hviler også vi i Guds hænder, og derfor kan vi i liv og i død, trygt, helt og gerne overgive os til vor himmelske Fader.

Halleluja, amen!

Hvis denne side ikke er fundet fra Index, så klik venligst her