Alle bibelens forfattere har ved
Helligåndens inspiration beskrevet forskellige sider af Jesu Kristi (Yahshua Ha Massiah)) liv, person
og gerning for at give et helhedsbillede ud fra profetierne i GT. Hvis vi fx
ser på evangelierne, så
·
’beviser’ Mattæus ud
fra skrifterne især på, at Jesus er jødernes konge, Matt. 2:2-5, 21:4-5, 25:34.
·
Markus fokuserer på,
at Jesus er Guds tjener som kom for at tjene det jødiske folk.
·
Lukas konkluderer, at
Jesus kom som det sande menneske, som gik i døden i vores sted, Luk. 2:4-7,
21-24.
·
Johannes åbenbarer,
at Jesus er Gud, hvis rige ikke er af denne verden, John. 1:1, 18, 10:33.
Emnet i denne artikel er ’Jesus Kristus
er Herrens tjener’ Det er især Esajas, der taler om Jesus som Herrens tjener.
Men han ikke bare hørte om Jesus – men han så ham i sin (kommende) herlighed og
tilføjer: ’Se Herrens tjener..’. Det som Esajas nedskrev, var altså en
øjenvidne-beretning – næsten som om han selv var til stede. Det samme er
tilfældet med de andre af bibelens forfattere, fx Johannes, Åb.
1:1-2.
John. 12:38-41 … for at
Profeten Esajas's ord skulle opfyldes, som han
har sagt: "Herre! hvem troede det, han hørte af os, og for hvem
blev Herrens Arm åbenbaret?" … Esajas har atter sagt: "Han har
blindet deres øjne og forhærdet deres hjerte, for at de ikke skulle se med
øjnene og forstå med hjertet og omvende sig, så jeg kunde helbrede dem."
Dette sagde Esajas, fordi han så hans Herlighed og talte om ham, jfr.
John. 8:56.
Hvad var det, Esajas så og hørte?
Han så og hørte,
§
at Jesus Kristus kom
til jorden som Herrens tjener - som et menneske, jfr. Mark. 10:45.
§
de lidelser han måtte
udstå for vores synders skyld
§
og derigennem så han
også hans herlighed og guddomsmagt, læs Es. 9:6, Luk. 24:25-26, 1. Pet.
1:11-12.
I dag skal vi mest se på nogle af
de profetier, hvor Esajas peger på Jesus som Herrens tjener.
Esajas 42:1-7 beskriver klart Messias’s opgave og karakter. Alt passer på ham. Tænk blot
på følgende udsagn om Jesus Kristus i disse vers, som alle er opfyldt i NT:
V 1 Han er Guds tjener, udvalgt og elsket. Guds Ånd kommer over ham
– og han skal udbrede ret (retfærdighed) til folkene (folkeslagene).
V 2 Han råber og skriger ikke. Jesus kom ikke i triumf som
jødernes konge (løven) og brugte ikke høje og vrede ord, men han kom stille,
mild og ydmyg for at gøre Guds vilje.
V 3 Han bryder ikke det knækkede rør og slukker ej rygende tande.
Jesus har omsorg for den svage – og kom ikke for at dømme, men for at frelse
dem.
For at fastslå vigtigheden gentages det, at: Han udbreder
ret (Guds retfærdighed), og skriver at han gør det med troskab.
Jesus kom ikke for at gøre sin egen vilje, men Guds vilje. Han ydmygede sig
selv og blev lydig til døden.., jfr. Fil. 2.
V 4 Han vansmægter og udmattes ikke (bliver ikke svag/træt
eller modløs), før han får sat ret (oprettet retfærdighed) på jorden.
Jesus blev igen og igen fristet til at ’give op’, men han holdt ud - hans mad
var hele tiden at gøre Guds vilje.
Fjerne strande (eller mere korrekt ’kyster’) bier
på hans lov. Den lov der her henvises til, er ikke moseloven, men
’frihedens fuldkomne lov’ ved Guds Ånd/Ord, Rom. 9:31.
Fjerne strande/kyster henviser altid til hedningernes
lande/riger, som fx Jer. 31:10
”Hør Herrens Ord, I folk, forkynd på fjerne strande: Han, som
spredte Israel, samler det, vogter det som hyrden sin hjord”.
Vi ser her to forskellige profetier som fortæller, hvad hedningerne
skal komme til at høre:
·
Evangeliet om Jesus
skal også komme ud til hedningerne (til hele verden),
·
Gud vil igen samle
Israel (efter at hedningerne er gået fuldtalligt ind).
V 6 Herren har kaldt dig i retfærd og grebet dig fast i hånden.
I Mattæus 12:17-21 citerer Jesus fra denne Esajas-profeti - efter at han først
har sagt, at den er gået i opfyldelse på ham selv. Her citerer jeg et enkelt
vers:
Mat 12:18 "Se,
min tjener, som jeg har udvalgt, min elskede, i hvem min sjæl har velbehag; jeg
vil give min Ånd over ham, og han skal forkynde hedningerne ret (retfærdighed).
Han er retfærdighed - derfor kan han retfærdiggøre alle dem,
som tror, Rom. 3:26.
At Gud griber ham fast i hånden betyder, at Han ikke slipper
den, som stoler på ham.
Han bliver gjort til folkepagt, til hedningelys.
Det er tydeligt, at der er tale om en anden pagt end den, som er givet til
jøderne. Det er den nye pagt ved sit blod – og den skal ikke bare være for det
jødiske folk, men skal være for alle – dvs. også hedninger.
For
at åbne de blindes øjne og føre de fangne fra fængslet, fra fangehullet mørkets
gæster.
Ap.g. 26:17-18 Jeg vil udsende dig til hedningerne ”for at
åbne deres øjne, så de må omvende sig fra mørket til lys, fra Satans magt til
Gud, for at de kan få syndernes forladelse og arvelod sammen med dem, som er
helligede ved troen på mig”
En anden profeti om Jesus som
Herrens tjener finder vi i Es. 49:1-6.
I vers 3 er det tilsyneladende
Israel, som er Guds tjener (sådan beskrives Israel mange andre steder), men af
sammenhængen fremgår det klart, at her er det Messias, der er Herrens tjener
(som Israels repræsentant). I v.5-6 omtales Guds tjener nærmere:
”Og
nu siger Herren, som dannede mig (Messias) fra moders liv til sin tjener for at
hjemføre Jakob til ham og samle Israel til ham – i Herrens øjne er jeg æret,
min Gud er blevet min styrke. Han (Gud Fader) siger (til mig): For (det er for)
lidt for dig som min tjener at rejse Jakobs stammer og hjemføre Israels
frelste! Jeg gør dig til hedningers lys, at min frelse må nå til jordens ende”.
Denne Guds tjener kan som nævnt
ikke være jøderne, for der er tale om en person, som Gud vil sende for at samle
og frelse jøderne, jfr. Ez. 36:24-25, 37:11-14. Men
der skal ske endnu mere, når Messias kommer:
§
han skal også gøres
til ’hedningers lys’, for at Guds frelse må nå til jordens ende.
Selvom budskabet om hedningers
frelse ved Jesus Kristus var en hemmelighed i GT, så er der utallige profetier,
som taler om at det vil ske, når Jesus kommer. Alene i Esajas nævnes det bl.a.
i følgende profetier, Es. 2:2-3, 9:1-3, 11:10, 25:6-7, 42:1,6, 51:4-5, 62:10,
66:18.
I Es. 50:4-10 finder vi
næste profeti om Jesus som Guds tjener. Her beskrives hans lidelse forud for
hans død for menneskehedens synder. I vers 10 står der følgende om ham:
”Frygter
nogen af jer Herren, han lytte til hans tjener. Enhver, som
vandrer i mørke og uden lys, han stole på Herrens navn, søge støtte hos sin
Gud”.
Også her er der en profeti om, at
Herrens frelse ved Jesus Kristus også gives til hedninger. Profetien henvender
sig jo netop til ’enhver’, som vil lytte til Guds tjener og stole (tro) på ham.
I John. 3:16 henviser også til enhver, som tror, og gælder selvfølgelig for
jøder såvel som hedninger.
I Es. 51 fortsætter profetien. I
vers 5 siger Herren til alle, ’som søger Herren’ (citeres delvis efter
grundteksten):
”Min
retfærdighed (Jesus Kristus) er nær. Min frelse/Frelser (Jesus) oprinder/kommer
hurtigt. Mine arme skal dømme folkene (hvis de ikke tror). De fjerne kyster skal
vente (bie) på mig, og de skal sætte sit håb til min arm”.
Når Herrens ’arm’ beskrives i GT
(i ental), er det altid med henvisning til Messias, jfr. Es. 40:10, 51:9,
52:10, 53:1, 59:1 osv. Selvom kapitlet først og fremmest henvender sig til
jøderne, så tales der også om, at hedninger også skal få del i den samme
frelse, som Messias tilvejebringer. Næste profeti fortæller, at dette sker ved
at han giver sit liv for vore synder.
Es. 52:13-53:12 er en af de vigtigste profetier i GT, fordi den indgående
beskriver, hvorfor Messias (første gang) ikke vil komme med synlig
kongeværdighed, men derimod vil komme ’uden skønhed og pragt’ og dø for ’vore
overtrædelser (synder)’. Mange jøder tror fejlagtigt, at denne tjener er
Israels folk. Men vi har jo set, at det ikke er tilfældet. Fx omtales denne
Guds tjener med han/ham 35 gange i denne tekst.
Andre jødiske skriftlærde hævder,
at der må være tale om ’en anden Messias’, som ikke er identisk med Israels
konge. Det er nu ikke fordi skriften ikke er tydelig nok – men jøderne kunne
(kan) ikke forstå, hvordan Messias på den ene side kunne komme som
tjener, menneske og offerlam og på den anden side som den evige
triumferende kongesøn. Konklusion: Der må være tale om (mindst) to forskellige
personer! Men heller ikke denne konklusion holder, når man læser teksterne om
Guds tjener.
Vi har allerede set på, at
Herrens arm i skriften er Guds lovede frelser, Messias (som er sendt fra Gud).
Dernæst omtales han som ’en kvist for hans åsyn’ og ’et rodskud af
udtørret jord’, 53:2. Med disse ord fortæller profeten, at Jesus på samme
tid er Gud og menneske.
1.
Som et rodskud af
udtørret jord henviser til, at han kommer ud af menneskeslægten, ud af Isajs slægt, Es. 11:1, 10.
2.
Som en kvist for Guds
åsyn henviser til, at han kommer fra Gud og ER GUD. I Zak.
6:12 står der om ham (på grundteksten), at han kommer fra sin egen rod (ud fra
ham selv), læs. Jer. 23:5-6.
Profetien om Messias som Herrens
lidende tjener, indledes med at tale om hans gerning og hans ophøjelse: ”Se,
min tjener får fremgang, han stiger, løftes og ophøjes såre”, 52:13.
’Fremgang’ kan også oversættes med succes (at gøre Guds vilje). Om dette sagde
Jesus til jøderne:
"Min mad er at gøre han vilje, som udsendte mig, og
fuldbyrde hans gerning”, John. 4:34.
Det var det, der gjorde, at han
blev ophøjet, som profetien siger. Jøderne troede, at når Messias kom, så ville
han fremstå som den sejrende, mægtige og ophøjede konge. De kunne/ville ikke
se, at der var to faser i hans ophøjelse:
1
Og jeg – når jeg er
blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig. Dette sagde han for at
betegne, på hvilken måde han skulle dø”, John. 12:31-33, jfr. 8:28. Og videre:
”Nu går der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste kastes ud.
2
”Da han i fremtræden
fandtes som et menneske, ydmygede han sig selv og blev lydig til døden, ja,
døden på et kors. Derfor har også Gud højt ophøjet ham og skænket ham havnet
over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig.. og hver tunge
skal bekende til Gud Faders ære: Jesus Kristus er Herre”, Fil. 2:7-11, jfr. Hebr. 1:4.
Sådan indledes en af de vigtigste
profetier om Messias i GT. Hvert eneste ord i kapitlet fortæller evangeliet i
detaljer. Han er den, som blev såret for vore overtrædelser og blev
knust for vor brødes skyld. Han blev knust og bar det stille. Som et
offerlam skulle dø for folkets synder, fordi ’Herren lod falde på ham den
skyld, der lå på os alle’, 6-8. I
vers 10 står der, at han derfor måtte give sin sjæl som skyldoffer (i
grundteksten står ’syndoffer’).
Kapitlet kan ikke forstås ret,
hvis man ikke har sat sig ind i, hvor alvorlig synd er. Pga. synden krævede
Gud, at folket - som et forbillede på Jesus - skulle ofre et dyr for ikke at
dø. Det fremgår dog klart af GT, at et dyreoffer
aldrig kan rense for synd - men har som mål at vise,
1.
at folket ikke selv
kan sone deres synd.
2.
at offeret ikke er i
stand til at føre den ofrende til fuldendelse.
3.
at der er behov for
et fuldkomment og evigt offer, Hebr. 10:4, 9:12.
Rom.
8:3 Det som var umuligt for loven, fordi
den var magtesløs pga. kødet (synden), det gjorde Gud, da han sendte sin egen
Søn.
Denne oprindelige forståelse for
offertjenesten er stort set gået tabt for jøderne. For de ortodokse jøder er lov-traditionen blevet den dominerende, og de fleste jøder
i dag mener derfor ikke, at der er behov for et stedfortrædende offer.
De mener generelt, at de selv kan klare forsoningen, enten ved, at de har –
eller kan oparbejde et overskud af gode gerninger:
o Et menneske bliver født med ’et plus’ på livets konto,
og hvis man blot sørger for at bibeholde dette plus (overskud af gode
gerninger) gennem livet, så bliver man også frelst.
o Gud er barmhjertig, og er (må være) tilfreds med det
enkelte menneskets indsats – især hvis de gode gerninger bliver suppleret med
(tilfredsstillende) anger og bod, og giver et godt resultat.
Det er denne gerningsreligion,
som gør, at de fleste jøder i dag afviser behovet for en frelser, som
stedfortrædende går i døden for os. Som fx når en doktor Silver (jøde) skriver:
’Der
er ingen brug for en forløser. Læren om forsoning gennem en andens
lidelse findes ikke noget sted i den hebraiske Bibel’ (’Hos hedninger
såvel som jøder’, af Axel Torm, s. 50-52).
I dag har rabbinerne generelt
omtolket Es. 53 til kun at omhandle det jødiske folk, selvom de har svært ved
at forklare
1)
hvorfor HAN i teksten
ikke bogstaveligt skal forstås som en person (som man tidl. altid har ment).
2)
Hvorfor det GT-krav
af en stedfortrædende offer som et nødvendigt syndoffer,
som tidligere altid er blevet udlagt bogstaveligt, nu kun skal forstås
symbolsk.
3)
Hvorfor den tydelige
beskrivelse af Messias som Herrens tjener stadig tolkes bogstaveligt i andre
Messias-tekster, men Han i denne tekst ikke betyder Messias, men omskrives til
kun at være et symbol for det jødiske folks lidelser.
Efter Jesu død og opstandelse har
tolkningen af Es. 52:13-53:112 i stigende grad forvoldt de jødiske skriftlærde
problemer, fordi det så tydeligt peger på Jesus som Messias. Men for at undgå en
stillingtagen til problemstillingen indførte rabbi Shlomo
ben Isaac (1040-1105) reglen om at udelade dette vigtige afsnit i de
forskellige bønnebøger og ved skriftlæsningen på sabbatten og på højtider. I
denne læsning stopper man ved Esajas 52:12 og begynder igen ved Esajas 54:1,
som man fx kan se på nedenstående skema for 2006.
Haftorah reading* |
|
Ekeb |
Isaiah 49:14 - 51:3 |
Shofetim |
Isaiah 51:12 - 52:12 |
Noah |
Isaiah 54:1 - 55:5 |
Sephardi Rituale |
Isaiah 54:1-10 |
Ki Tetze |
Isaiah 54:1-10 |
|
Isaiah 54:11 - 55:5 |
* profet læsning
Men selvom jøderne altså ikke
læser Esajas 53, så har dets henvisninger til Messias alligevel overlevet, som
fx i den jødiske bønnebog ’mashsor rabba’, som jøderne bruger ved bøn i forbindelse med den
store forsoningsdag. Her står følgende bøn om Herrens lidende tjener, Messias:
”Messias,
vor retfærdighed, har vendt sig bort fra os. Vi er adspredt, og han
lader sig ikke finde. Hvem skulle kunne retfærdiggøre os? Vore synders og
misgerningers åg er en byrde for os, men han er såret for vore overtrædelser.
Han bære lidelsen for vore synder på sine skuldre, så vi kan finde forladelse
for vore synder. Ved hans sår har vi fået lægedom. Det er tid til at skabe en
ny skabning for evig. Hent ham fra kredsene (jordens kreds, dvs. fra
hedningerne). Bring ham tilbage.. for at vi kan høre ham fra Libanons
bjerg (Libanon er et billede på templet)… Han er vor Gud. Han er vor far.
Han er vor konge. Han er vor frelser, og han skal udfri og frelse os for
anden gang…” (Jødernes konge, bind 4, s. 43. En lignende bøn er at finde i Musaf’s bøn fra det 8. årh. på adressen: http://www.therefinersfire.org/dear_rabbi.htm
).
Indholdet i bønnen peger på, at
den blev skrevet på et tidspunkt, hvor jøderne ud fra Esajas 53 klart kunne se
behovet for,
§
at Messias ville
komme og sone deres synder.
§
at Messias ville være
deres frelser og retfærdighed.
§
at Messias er deres
konge og Gud.
§
at han (pga. deres
forkastelse af ham) er blevet væk for dem og er at finde blandt hedninger.
§
at han skal komme
(igen) anden gang til jøderne (i bønnen erkendes det, at han har været her før)
for at udfri os frelse dem.
Bønneteksten siger ligesom Esajas
53 klart, at betingelsen for, at Messias kan frelse og udfri jøderne er, at de
forstår, at han er soning for deres synder og beder ham komme til dem.
Tilbage til Es. 53. Profetien
stopper ikke ved at berette om Jesu Kristi stedfortrædende død for os (v. 5-9),
men også om hans opstandelse:
”Når
hans sjæl havde fuldbragt et skyldoffer (ordret: syndoffer),
skulle han se afkom, leve længe…”, og ”fordi hans sjæl har haft møje, skal han
se det, hvorved han skal mættes”, Es. 53:10-11.
Versene tydeliggør profetiens
hovedbudskab: Messias vil give sit liv som et syndoffer
for folket, og derefter vil han leve længe (evigt), se sit afkom (dvs. de
troende) og mættes. Hvor længe det er, beskriver salmisten således i
Sl. 72:5: ”Han
(Messias) skal leve, så længe solen lyser og månen skinner, fra slægt til
slægt”.
I Es. 9:6 står der om ham, at
hans navn skal være ’Vældig Gud, Evigheds-Fader og
Fredsfyrste’.
Og derfor skal hans herredømme
være endeløst (evigt) og hans rige vil blive grundet og fæstnet ved hans
’retfærdighed fra nu og til evig tid’ (i al evighed), v. 9. I Åb. 1:18 omtaler Jesus sig derfor således: ”.. jeg var død,
men se, jeg lever i evighedernes evigheder…”.
Es. 53:11 fortsætter således:
”Når han kendes, skal min retfærdige tjener retfærdiggøre de mange..”.
Ordet ’at kende’ bliver ofte
brugt synonymt med ’at tro’. Som f.eks., når Jesus siger: ”Og dette er det
evige liv, at de kender (tror) dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har
sendt, Jesus Kristus”, John. 17:3. Og i 1. John. 5:20 står, at
”vi
ved, at Guds Søn er kommen, og han har givet os forstand til at kende (tro på)
den sande, og vi er i den sande, i hans Søn, Jesus Kristus. Han er den sande
Gud og det evige liv”.
Når dette sker, skal ’min retfærdige
tjener retfærdiggøre de mange’. Gang på gang siger skriften, at intet menneske
kan blive retfærdiggjort uden ved Jesus Kristus, jfr. Gal. 2:16. Årsagen til
denne retfærdiggørelse hviler alene på Jesu stedfortrædende død på Golgata,
”han, som bar deres overtrædelser”. Det er på dette grundlag, at der i sidste
vers i Es. 53 står: ”Derfor arver han mange... fordi han udtømte sin sjæl til
døden”. Det samstemmer med Åb. 21:7, hvor Jesus
siger, at ”den, som
sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans Gud, og han skal være min søn”.
Jeg ønsker at du har glædet dig over alt det vidunderlige,
som der profetisk står skrevet om vor Herre Jesus Kristus som Herrens tjener.
Samt at du hermed har fået lyst til at læse mere om ham, og grunde over hvert enkelt
ord i Bibelen for at vide mere om den vidunderlige Herre, vi tjener.
Til toppen af siden
Hvis denne side ikke er fundet via forsiden, så
klik venligst her for at få adgang til flere artikler