Jesus Kristus er opstanden!

Af diakon Eskild Skov Særkjær

Jeg vil indlede med de første 10 vers i Mattæusevangeliet, kap. 28. Her læser vi følgende:

”Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, da blev der et stort jordskælv; thi en Herrens engel steg ned fra Himmelen og gik frem og væltede stenen bort (fra åbningen) og satte sig på den. Hans udseende var som lynild, og hans klædning hvid som sne. Og de, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men engelen tog til orde og sagde til kvinderne: Frygt ikke! Thi jeg ved, at det er Jesus, den korsfæstede, I søger efter. Han er ikke her; thi han er opstanden fra de døde; og se, han går forud for jer til Galilæa; dér skal I se ham. Se, nu har jeg sagt jer det. Så skyndte de sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det. Men se, da kom Jesus dem i møde og sagde: Vær hilset! Og de gik hen til ham og omfavnede hans fødder og tilbad ham. Da siger Jesus til dem: Frygt ikke! Gå hen og fortæl mine brødre, at de skal gå til Galilæa; dér skal de se mig”.

Som vi ser, begynder beretningen med, at da det gryede den første dag i ugen, dvs. søndag morgen, kom de omtalte kvinder ud for at se til graven. Men ifølge de øvrige evangelier kom de også af en anden grund. Markus skriver, at kvinderne havde købt velduftende salver for at salve Jesus, hvilket betyder, at dét de kom for at gøre, var velovervejet. Eller var det nu det? For, mens de stadig var på vej, begyndte de at tale sammen om, hvorvidt der var nogen, der kunne hjælpe dem med at vælte stenen fra, når de nåede frem. Vagtmandskabet måske? Helt sikkert nej! – for selvom de teoretisk kunne hjælpe, så ville det ikke ske! For det første åbner man ikke bare en grav, og for det andet var den desuden beseglet. Det, de kom for at gøre, så altså allerede fra start til at blive en fiasko.

Men da de kommer frem, skete der noget ganske uventet. Vi læser, at der kom et stort jordskælv, og de så en Herrens engel, som var steget ned fra Himmelen, gå frem for at vælte stenen fra gravåbningen. Vagtmandskabet, der holdt vagt så det også, men de skælvede af frygt for ham og blev som døde, som der står vers 4. I kapitel 27 er det beskrevet, hvorfor de var der. Her læser vi, at ypperstepræsterne havde hørt, at Jesus efter eget udsagn ville opstå efter tre dage. Men selvom de mente, at det selvfølgelig ikke kunne ske, kunne hans disciple så mon finde på at stjæle hans lig for så at foregive, at han er opstået fra de døde. Derfor, for at være sikre på, at Jesu legeme forblev i graven, gav de vagtmandskabet besked på at vogte graven.

Vagtmandskabet var altså på en måde også blevet øjenvidner – dog, ligesom kvinderne ikke på, at Jesus opstod fra de døde, for det var han jo allerede, før stenen blev væltet fra, men de kunne alle bevidne, at graven var tom. Senere, nemlig fra vers 11, kan vi læse, at nogle fra vagtmandskabet gik ind i byen efter hændelsen for der at fortælle ypperstepræsterne om alt det, der var sket. Blev de glade for at høre verdens bedste nyhed? Nej! ikke ligefrem! I stedet tror jeg, de spurgte hverandre: ’Hvordan skal vi bortforklare det, vi har hørt, og som viser, at stenen er væltet fra graven, og at den er tom?’ I vers 13 læser vi, at de efter grundig overvejelse bestak vagtmandskabet med ’en større sum penge’ for at lyve om det, det har set, og til at sige, at hans disciple stjal ham, mens de sov. Men, hvordan de kunne vide, hvad der var sket, mens de sov? – ja, det er et godt spørgsmål! Desuden, så var forklaringen gennemskuelig tynd: For hvis de virkelig havde sovet i deres vagt - og det endda alle som en - så ville de med garanti blive dømt for det og fængslet – og måske noget, der var værre end det.

Vi skal tilbage til beretningen om kvinderne – som selvfølgelig var rystet over det, de havde set, og så var det, de hørte englen sige: Frygt ikke! Disse to ord bliver brugt 48 gange i NT, og vist de fleste gange af Jesus selv. Englens ’frygt ikke’ peger tilbage på det, kvinderne lige havde set og hørt i forbindelse med jordskælvet, og nok også frem på det, han sagde lige efter: ’’I søger efter Jesus; han er opstanden, som han har sagt!’ I søger efter Jesus..!, jo det var sandt. Englen kendte altså deres tanker. Og det var også sandt, at Jesus havde sagt, at han skulle opstå fra de døde - men de havde ikke forstået det! De havde sikkert troet, at han ligesom alle andre ville opstå på den yderste dag – men ikke, at han ville genopstå fra de døde efter kun tre dage.

Englen, som kunne se deres frygt, og nok også deres forvirring, understregede derfor Jesu opstandelse ved at pege på den tomme grav, idet han fortsatte og sagde: Se, dér er stedet, hvor de lagde ham. Der står ikke, at kvinderne gik hen til indgangen for ved selvsyn at se, at graven virkelig var tom, men det gjorde de sikkert. For den tomme grav er jo netop det ultimative bevis på, at den korsfæstede Jesus, som døde for verdens synd, ikke længere er død, men er opstået fra de døde. At graven virkelig var tom, blev senere på dagen også bevidnet af både Johannes og Peter, John. 20:3-8.

Vi får ikke at vide, hvem der væltede stenen væk fra gravåbningen. Kan det tænkes, at det skete, for at Jesus kunne komme ud af graven? Svaret er ’nej!’ For da stenen blev rullet fra, da var han allerede opstået fra de døde. At han kunne gå ud af graven med stenen rullet for, var selvfølgelig ikke umuligt for ham, der så let som ingenting kunne gå gennem lukkede døre.

Hvorfor blev stenen så væltet fra? Det var først og fremmest for at vise kvinderne, og senere alle andre, at graven er tom. Disse øjenvidner er vigtige, for ellers kunne enhver både dengang og til alle tider jo bare påstå, at Jesus ikke var opstået fra de døde – og da slet ikke med et fysisk legeme, som mange lærde fx hævder det i dag. Stenen blev altså væltet fra graven som et mægtigt vidnesbyrd i al fremtid på, at Jesus fysisk er opstået fra de døde, samt, at han som Guds Søn har magt over døden. Dette havde han da også flere gange selv talt om, som fx i John. 10, hvor han siger:

”Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til, for at tage det igen. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at tage det igen. Dette bud fik jeg af min Fader”, John. 10:17-18.

Hvornår opstod Jesus da? Det er der ingen af de fire evangelister, der direkte fortæller, for der var ingen, som så det ske. Ingen kvinder, ingen disciple, og heller ikke vagtmandskabet, som ellers havde bevogtet graven i de tre dage, der var gået, efter at Jesus blev gravlagt. I en af vore dejlige påskesalmer står der, at ’Krist stod op af døde i påskemorgenrøde’. Men gjorde han nu også det? Eller er det om Jesu opstandelse ’søndag morgen’ en forkert forståelse af det, der står skrevet? Lad os se, hvad der egentlig står i bibelen om dette.

Som allerede nævnt, så var Jesus allerede stået op, da kvinderne kom ud til graven, men ikke, at han opstod på dette tidspunkt. Tværtimod er der meget, der tyder på, at han var opstået næsten 12 timer tidligere. Men vi ved da, at Jesus opstod søndag morgen! vil de fleste måske sige – og henviser så måske til Mark. 16:9, hvor vi i den danske bibel står:

”Da han var opstanden tidlig om morgenen på den første dag i ugen, viste han sig…”.

Ifølge denne tekst var det altså tidlig om morgenen! Men oversættelsen er ikke korrekt! At man alligevel har valgt at oversætte grundteksten forkert, skyldes sandsynligvis, at den passer med traditionen. De to ord: ’om morgenen’ findes nemlig ikke på grundsproget. Direkte oversat står der nemlig kun, at ’han var opstanden tidlig den første dag i ugen'. Er det ikke det samme som at sige, at det skete om morgenen? Ifølge bibelen er svaret nej! For når der står, at Jesus opstod tidlig søndag, så betyder det ifølge den jødiske døgninddeling, at det skete, så snart sabbatten, altså lørdag aften, blev afløst af ’tidlig’ søndag. I denne døgninddeling begynder alle dage nemlig, både dengang og i dag - ligesom i skabelsesberetningen – med, at det (først) blev aften og det (derefter) blev morgen’ – i den rækkefølge.

Hvis vi derfor for et øjeblik antager, at Jesus døde langfredag, så ville han kun være i graven én nat, nemlig natten til lørdag – og selv, hvis Jesus ifølge traditionen opstod søndag morgen, så ville han kun have været i graven to nætter. Det stemmer bare slet ikke med det, han tidligere har sagt om, hvor længe han skulle være i graven. Her læser vi:

”Ligesom Jonas var tre dage og tre nætter i havdyrets bug, således skal Menneskesønnen være tre dage og tre nætter i jordens skød”, Matt. 12:40.

Det er en meget præcis tidsangivelse. Læg mærke til, at Jesus understreger, at der skulle gå ’tre dage og tre nætter’ mellem hans død og opstandelse. Da dette tegn var det eneste tegn, han ville give dem, var det selvfølgelig uhyre vigtigt, at det var præcist angivet. Det betyder konkret, at der ifølge Jesu udsagn bogstaveligt ville gå tre døgn fra hans død til hans opstandelse.

Vi skal altså gå tre døgn tilbage fra den tid, da lørdag aften blev til søndag – og så kommer vi til onsdag for Jesu dødsdag, som i det år var beredelsesdagen til påsken. Når der i evangelierne står, at Jesus blev korsfæstet og døde dagen før sabbatten, må vi derfor være klar over, at der her ikke er tale ugesabbatten, men derimod påskesabbatten. Der var altså flere helligdage lige efter hinanden! Faktisk var der i alt tre! I GT 23:3-6 nævnes først påskesabbatten, og derefter ’de usyrede brøds fest’. Det år, Jesus døde, faldt disse to dage torsdag og fredag, og derefter kom så ugesabbatten, som jo er lørdag. Det stemmer med, at Jesus døde før påsken, som faldt den 14. nisan i den jødiske kalender, og opstod igen den 17. nisan, da ugesabbatten var ovre.

Og således gik der, som Jesus havde forudsagt, tre dage og tre nætter mellem hans død og opstandelse. Men betyder det så meget, hvornår Jesus døde? Nej, selvfølgelig ikke! - for det vigtigste er jo, at det skete. Men da der er nogle, der ud fra de omtalte tre døgn kritisk påstår, at Jesus tog fejl, da han talte derom – så er det godt for os at vide, og kan sige til dem, at det gjorde han ikke. Det er derimod traditionen, der tager fejl.

Vi skal nu tilbage til teksten i Matt. 28, og er kommet til vers 7, hvor vi læser, at englen giver kvinderne denne befaling: ’Skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstanden’. Det, de havde set og hørt, skulle de selvfølgelig ikke beholde for sig selv. De havde dog nok skyndt sig alligevel, men jeg kan forestille mig, at de gerne ville være blevet på stedet lidt længere. Det var jo her, de havde set det underfulde, og hørt englen sige, at

”han er ikke her; thi han er opstanden, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå”.

Men dér skulle de ikke blive, for Jesus var jo netop ikke længere i graven. Derfor var det, at englen sagde til dem: ’Skynd jer hen og fortæl det til hans disciple, at han er opstanden’. Det minder os om, at også vi er vidner. Vi har ganske vist ikke set den tomme grav - men ved Helligånden tror vi på englens budskab og på øjenvidnernes beretninger, og derfor ved vi også, at graven er tom.

Og netop fordi også vi er vidner, skal vi som de også fortælle budskabet videre, dog ikke kun til Jesu disciple, dvs. vore medbrødre og -søstre – selvom det altid er godt at minde hverandre om det store, der er sket - men vi må også fortælle det videre til andre, som vi møder. I den forbindelse tænkte jeg på den gamle kristne sang, der begynder således:

”Fortæl det gamle budskab, det bedste, som jeg véd, om Jesu magt og nåde, om Jesu kærlighed”.

Ja! Dét er det bedste, som vi ved, og derfor må vi fortælle det videre til alle dem, som endnu ikke forstår, at det virkelig er verdens bedste budskab. Og må vi, som apostlen Peter og Johannes gjorde det, da de som fanger stod for Rådet, som forbød dem at tale i Jesu navn, sige det samme som de, idet de svarede:

”Vi kan ikke lade være med at tale om det, vi har set og hørt”, Apg 4:20.

Det, de her siger, er da også bevæggrunden for at følge Jesu missionsbefaling, som vi kan læse om i de sidste vers i kapitlet. Her medtager jeg dog kun den første del af denne befaling, og hvor Jesus siger:

”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple!, vers 19.

I vers 8 læser vi, at kvinderne skyndte sig bort fra graven, som de havde fået befaling om – og som der står ’med frygt og stor glæde’. Men kan man da på den samme tid både have frygt og glæde i sig? Står disse ikke som hinandens modsætninger? Det skulle man tro, men jeg tror, at det også kan forstås på den måde, at de tænkte: Er det virkelig sandt, at Jesus er opstået fra de døde? Altså på samme tid glæde sig over, at det, de havde set og hørt, er sandt, men så alligevel også have en lille frygt i sig, at det måske alligevel ikke er det. Altså næsten som i vers 17, hvor der om de 11 disciple står:

”Da de så ham, tilbad de ham. Men der var nogle, som tvivlede”.

Jeg tror, at dette betyder, at de midt i glæden tænkte: Er det, vi ser, mon virkeligt? Eller, er det et syn, eller måske en drøm? Dette har også noget at sige til os i dag, som måske indimellem kan tvivle, som de gjorde! Derfor er det godt at vide, og minde os selv og hinanden om, at Jesus er opstanden, og lever i dag – og siger: ’frygt ikke!’, når vi slås med tvivl af forskellig art. Fx er der en del kristne, som midt i glæden over at være frelst, alligevel indimellem godt kan være med tvivl og frygte, at der er et eller andet, der mangler? Og det, selvom de på samme tid egentlig godt ved, at hverken fromhed, gode gerninger, eller anstrengelser af anden art, har noget med frelsen at gøre. Jesus har jo gjort alt!

Men, er der da intet, vi skal eller kan gøre? Jo da! Vi skal først og fremmest tro på hans død og sejrrige opstandelse, og takke ham for den dyrtkøbte frelse, og dernæst tilbede ham, som kvinderne og disciplene gjorde det – og gennem hele livet lade hans hellige liv virke i os - og så ellers gøre som kvinderne, der skyndte sig afsted for at fortælle det, de har set og hørt, videre til hans disciple, og dernæst til alle, de mødte.

Men inden de nåede frem, kom Jesus dem i møde. Et sådant møde betyder alt, og er det mest vidunderlige, der findes. Ligesom kvinderne kan også vi høre om ham, fx gennem de vidnesbyrd, vi har i bibelen, eller gennem kirkehistorien, eller fra vore medkristne, men det er dog først i mødet med Jesus, at hjerterne bliver forvandlet. Ind imellem hører vi mennesker vidne om, at de har taget imod Jesus, og selvom det vel godt kan siges på den måde, så er det dog altid ham, der først kommer dem i møde. Der er nemlig intet menneske, der af sig selv kan beslutte sig til at komme til Jesus og tro på ham. Det sker nemlig altid først, når Jesus kommer mennesker i møde og giver dem en mulighed for at kunne tro. Det er det, der henvises til, når der i hebræerbrevet om Jesus står, at han er ’frelsens banebryder’, og ’troens banebryder’, Hebr. 2:10, 12:2. Derfor; når vi siger, at vi tror, så er det dog altid Jesus, der først har ’åbnet troens dør’, for os, jfr. Apg 14:27.

Jesus møder dem, som vi har set med et: Vær hilset! Det var en højtidelig hilsen, og er den samme, som disciplene hilste Jesus med. I de græske ord ligger der desuden, at han er ’overstrømmende glad’ for at se dem. I 992-oversættelsen er Jesu hilsen desværre forfladiget til, at han blot siger ’god morgen!’ Hvorfor har de mon gjort det?

Tidligere samme dag var de i sorg, og mon ikke de havde tænkt det samme, som de to disciple, vi senere samme dag hører om på deres vej til Emmaus. Som det fremgår der, fulgte Jesus med dem, men dog uden, de vidste, det var ham - og da han spurgte dem om årsagen til, at de var bedrøvet, svarede de:

”Vi havde håbet, at han var den, der skulle forløse (dvs. frelse) Israel”, Luk. 24:21.

Vi havde håbet det, og i dette svar ligger, at dette håb åbenbart var forkert. Som nævnt er det tænkeligt, at de kvinder, vi følger i beretningen, havde haft nogle af de samme tanker på vej til graven. Men nu, hvor de først hørte budskabet om, at Jesus er opstanden, og nu også møder ham og erfarer, at han virkelig er opstået fra de døde, ja, så blev deres sorg vendt til glæde, og ’de gik hen til ham og omfavnede hans fødder og tilbad ham’, som der står i den sidste del af vers 9.

Det samme skete jo også for de to på vej til Emmaus, da han, der havde fulgt dem på vejen, åbenbarede sig for dem som den opstandne og udlagde skrifterne for dem. Jo! også de fik et vidunderligt møde med Jesus, som også kvinderne fik det – og det samme kan selvfølgelig også siges om alle dem, han har åbenbaret sig for siden dengang. Derfor ved vi også, at det er sandt, når han siger:

”Jeg er opstandelsen og livet; og den, som tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal i al evighed ikke dø”, John. 11:25-26.

Jo! der er grund til at tilbede Jesus, som kvinderne og disciplene gjorde det, da de så Jesus som den opstandne frelser. Vi ser ham dog ikke som de med vore fysiske øjne, men vi ser ham med den tro i hjerterne, som han har skænket os. Som vi husker, så havde disciplen Tomas ikke troet på de andre disciple, da de fortalte ham, at de havde set den opstandne, og han sagde derfor:

”Hvis jeg ikke får set naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke!, John. 20:25.

Som vi ved, skete det en uge senere, og hvorefter han udbryder: Min herre og min Gud. Og da er det, at Jesus siger dette til ham:

”Fordi du har set mig, tror du; salige er de, som ikke har set og dog tror”, John. 20:29.

Ja, derfor er vi salige, siger Jesus, fordi vi ikke har set og dog tror! Det betyder konkret, at selvom vi ikke har set ham med vore fysiske øjne, så ser vi ham med ’troens øjne’, og derfor siger vi ligesom Tomas også til ham: ’Min herre og min Gud’, og derfor vil vi også tilbede ham, som han og alle de andre, vi læser om, gjorde det.

Vi er nu kommet til det sidste vers i beretningen om Jesu opstandelse, jeg har taget med her. Her giver Jesus kvinderne befalingen om at gå hen og fortælle hans brødre, dvs. hans disciple, at de skal gå til Galilæa, hvor han har sat dem stævne. Dog, før de drager afsted, siger han som i vers 5: ’Frygt ikke!’ Det er let at forstå, at de nu frygter for at fortælle hans disciple om Jesu opstandelse, for vil de blive troet? Ifølge evangelisten Lukas læser vi da også, at deres frygt blev til virkelighed. Han skriver nemlig, at de mente, at det, de fortalte, var ’løs tale’, og mødte dem derfor med vantro, Luk. 24:11.

Men alligevel siger Jesus beroligende til kvinderne, at de ikke skal frygte, og det samme siger han også til os, når vi vil fortælle det, vi har set og hørt, videre til de mennesker, vi møder. Frygten er ofte det, der ligger os nærmest, men så er det godt at høre Jesus sige: Frygt ikke! Apostlen Peter taler om det samme, som når han i sit første brev skriver: ’Nær ingen frygt for dem, og forfærdes ikke”, 1. Pet. 3:14. Hebræerbrevets forfatter skriver om det samme med disse ord:

”Herren er min hjælper, jeg vil ikke frygte; hvad kan et menneske gøre mig”? 13:5.

Som førnævnt siger Jesus til kvinderne, at de skal fortælle hans brødre, at ’de skal gå til Galilæa; der skal de se mig’. I vers 7 sagde han det samme til kvinderne. Vi ved ikke, hvorfor det lige var Galilæa, Jesus havde sat dem stævne. Men pointen er dog, at han i begge vers taler om, hvor han går hen og hvor de igen kan møde ham. På samme måde har Jesus også fortalt os, hvor vi skal gå hen for at være sammen med ham. Han har endda vist os vejen dertil, for at vi ikke skal gå forkert. Det er det, Jesus taler om, når han kort før sin tilfangetagelse og død siger:

”I min Faders hus er der mange boliger. Hvis ikke, havde jeg sagt jer det; thi jeg går bort for at gøre en plads rede for jer. Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at hvor jeg er, dér skal også I være. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen. Tomas siger til ham: Herre! vi ved ikke, hvor du går hen; hvordan kan vi så kende vejen? Jesus siger: Jeg er Vejen, Sandheden og Livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig”, John. 14:2-6.

Ja, han er vejen, sandheden og livet! Det betyder konkret, at når vi tror, at han døde for vore synder, og ved sin opstandelse beviste, at han har gennembrudt dødens magt til evig sejr, så ved vi også, at vi skal se ham igen. For der, hvor han er, nemlig hos sin Himmelske Fader, dér har han sat os stævne. Derfor skal vi slutte med den lovprisning til Gud, som apostlen Peter gør det i sit første brev, med ordene:

”Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforkrænkelig og ubesmittelig og uvisnelig arv, gemt i himlene til jer, som i Guds kraft bliver bevaret ved tro til en frelse, der er beredt til at åbenbares i den sidste tid”, 1. Pet. 1:3-5.

Amen