Nazaræeren Jesus
Af Eskild Skov Særkjær
|
|
|
|
Lad os
begynde med at læse at læse nogle vers fra Lukas, som indleder evangeliet om
Jesu fødsel:
"I
den sjette måned derefter blev engelen Gabriel sendt fra Gud til en by i
Galilæa, som hedder Nazaret, til en jomfru, som var trolovet med en mand ved
navn Josef, af Davids bus, og jomfruens navn var Maria. Og engelen kom ind til
hende og sagde: Vær hilsen, du benådede, Herren er med dig, du velsignede
blandt kvinder. Men hun blev forfærdet over de ord og tænkte ved sig selv, hvad
denne hilsen kunne betyde. Da sagde engelen til hende: Frygt ikke, Maria! Thi
du har fundet nåde for Gud, og se, du skal undfange og føde en søn, og du skal
give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den højestes Søn; og Gud
Herren skal give ham Davids, hans faders trone. Han skal være konge over Jakobs
hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans kongedømme..", Luk. 1:26-33.
I
forbindelse med julens budskab er det Betlehem, der er i fokus, og ikke uden
grund. For her gik profetien om Jesus i opfyldelse, som der står skrevet:
"Og
du, Betlehem-Efrata, liden til at være blandt Judas tusinder! Af dig skal udgå
mig én til at være hersker i Israel. Hans udspring er fra fordum, fra evigheds
dage", Mika 5,1.
Byen
Betlehem er altså skrevet med en uudslettelig skrift i vore sind i forbindelse
med Jesu komme til jorden; han, som i følge teksten ovenfor er 'den højestes
Søn', dvs. Guds Søn, samtidig med, at teksten også nævner, at han er Davids (biologiske)
søn (efterkommer), som derfor også skal sidde på hans faders trone. Han er vort
håb og vor Herre.
Men, her
nævner teksten ikke Betlehem, men Nazaret, for det var i denne by, det hele
begyndte. Der var dér, Jesus blev undfanget ved Helligånden; det var dér, hvor
Gud blev menneske - så sandt som et menneske ikke bliver til i sin fødsel, men
i undfangelsens underfulde øjeblik.
Et
menneskefoster er fra den allerførste begyndelse et menneske med alt, hvad der
hører til dét at være menneske. Mange forsøger at bortforklare dette under, og siger
fx, at dét kun er noget, der kan blive til et menneske engang, og derfor kalder
man det ikke længere for fosterdrab, som man gjorde tidligere, men i stedet
siger man abort, som er et mere neutrale ord for det samme. Undfangelsens under
stemmer med det, David skriver om i salme 139, hvor han skriver (citeret mere
ordret efter grundteksten):
"Du
har dannet mit sind, vævet mig i moders liv... som foster så dine øjne mig, i
din bog var alle mine lemmer skrevet ned, som efterhånden skulle blive
dannet", Salme 139,13, 16.
Man kan
godt forstå, at da David tænkte på alt dette, lovpriser han Gud og siger:
"Jeg
vil takke dig, fordi jeg er underfuld skabt, underfulde er dine gerninger, det
kender min sjæl til fulde", Salme 139,14
Det er
tydeligt, at David her ikke kun tænkte på sit legeme, for straks efter tilføjer
han, (ifl. grundteksten):
"Min substans (eller 'alt i mig') var
ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i løndom..", v. 15.
Man kan
godt forstå, at pga. dette lovpriser David Gud og udbryder:
"Hvor
kostelige er dine tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres sum. Tæller jeg dem,
er de fler' end sandet..", Salme 139,17-18a.
Således
vidner bibelen flere gange om, at Gud havde tænkt på hvert eneste menneske,
helt fra det blev undfanget; ja, endda før det blev til. Dette kommer fx klart
frem hos Jeremias, hvor Gud tiltaler ham og siger:
"Før
jeg danned dig i moders skød, kendte jeg dig; før du kom ud af moderliv,
helliged jeg dig, til profet for folkene satte jeg dig", Jer. 1,5.
På samme
måde har Gud også tænkt på os, før vi blev til, havde Gud tænkt på os, og vi
var genstand for hans kærlighed og bestemmelse med os. Dette samme gælder også
for Guds-mennesket, Jesus Kristus. I det følgende skal vi derfor rette vore
tanker om det, der skete i Nazaret, og på det, Gud forud har sagt om manden, Jesus
Kristus fra Nazaret.
Nazaret!
Så er vi da i denne sag hverken i Judæa, som på den tid var landets 'rigtige'
hoveddel, eller i Jerusalem, den hellige by - men vi er i Galilæa, som var den
nordligste af Israels tre gamle provinser. Galilæa blev dengang betragtet som
en uren og foragtet område pga. sit hedenske befolkningsislæt, og i Es. 9,1
bliver området da også omtalt som 'Galil hagojim', som oversat betyder 'hedningernes
Galilæa'. Det var ikke ligefrem en anbefaling at sige, at man kom derfra. Og
alligevel var Galilæa det sted i Israel, som især modtog evangeliet om Jesus. Også
dette var forudsagt. Lad os høre de føromtalte ord i dets sammenhæng:
"Engang
skal der ikke længere være mørke i det land, hvor der nu er trængsel; i
fortiden bragte han (Gud) skændsel over Zebulons og Naftalis land (områder i
Galilæa), men i fremtiden bringer han ære over vejen langs søen, landet
hinsides Jordan, hedningers kreds (Galilæa). Det folk, som vandrer i mørke,
skal skue så stort et lys, lys stråler frem over dem, som bor i mulmets land.
Du gør fryden mangfoldig, glæden stor, de glædes for dit åsyn, som man glædes i
høst..", Es. 11,1-3a.
Som
førnævnt var Galilæa et foragtet område, næsten på linje med Samaria, og for de
'rigtige' jøders øjne i Jerusalem var byen Nazaret det endnu mere: Et mundheld
fra den tid lød: 'Kan noget godt være fra Nazaret'? Jeg har ikke kunne finde årsagen
til denne foragt, men måske var det bare, fordi byen lå så langt borte fra
'lands lov og ret', at den var et billede på, at de, der bor så afsides, må
være uvidende om alt, og dermed også dumme?
Og så
blev dog denne lille landsby eller flække i Guds time byen, hvor det største
under skete: hans Søns oprindelsessted som menneske på jorden, og Jesu hjemsted
den længste tid af hans jordeliv, som sluttede, da indbyggerne i deres vrede og
spot fordrev ham derfra 30 år senere, hvorefter han bosatte sig i Kapernaum ved
Genezaret sø.
Men
alligevel blev det, at han var fra Nazaret, hængende, og igen og igen bliver
han omtalt som 'Jesus fra Nazaret i Galilæa' - så kunne det næsten ikke blive værre.
Og på den træplade, der var fæstnet på Jesu kors med forbrydelsens navn og
årsagen til hans straf, stod der: 'Jesus af Nazaret, jødernes konge'. En konge
fra Nazaret? Det var nok ment som en parodi, et forsøg på at latterliggøre
Jesus, og derfor blev han da også spottende kaldt for Nazaræeren; et navn, som
de kristne dog har anset for at være et hædershavn på Jesus. Ja, således skal
han kaldes, siger skriften, jfr. Matt. 2,23.
Men,
slår man op i GT, ser det ikke ud til, at der står noget om, at Jesus skulle
kaldes nazaræer. Der er tilsyneladende ingen profeti i GT, der omtaler dette.
Hvordan skal det så forstås? Lad os se nærmere på, hvad der står i GT om dette.
Den første tekst har vi i Es. 11:1, hvor der står:
".. der skyder en kvist af Isajs
stub, et skud gror frem af hans rod".
Sprogforskere
er enige om, at Nazaret kommer fra det samme rod som det hebræiske ord 'nezær'
som i dette vers er oversat med kvist, men som andre steder er oversat med
'spire'. I dette vers er der altså et ordspil mellem byen Nazaret og Jesu navn,
som man kan forsøge at oversætte således:
Der skyder en nazaræer af Isajs stub, et
skud kommer fra hans rod.
Inden vi
forlader verset, så lad os også lige se på den sidste del, hvor der står: 'et
skud kommer fra hans (Isajs) rod'. Det betyder selvfølgelig, at Jesus nedstammer
fra Isaj, Davids fader. Men, der ligger også noget mere i det. For, samtidig
med, at rodskuddet betyder 'en spire, der skyder op fra roden', kan det også
oversat betyde 'rodens spire', altså dens begyndelse. Derfor den hebraiske
tekst med god ret oversættes til, at 'han skyder op fra sin egen rod', fordi
han som den evige Gud også er den, der har skabt alt.
I dette
vers siges det altså det samme, som vi læste det i englens budskab til Maria,
nemlig, at Jesus på samme tid er Davids søn, som han er hans Herre. Denne
betydning kommer måske mere frem i bibelen sidste kapitel, hvor Jesus siger:
"Jeg er Davids rodskud og ætling", Åb. 22:16. Her henviser ordet
rodskud til, at han er før David, mens ætling henviser til, at han på samme tid
er Davids søn (efterkommer).
Gennem
hele skriften er dette forunderlige vævet ind i teksterne. Som fx, som når
Johannes siger:
"I
begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud... og Ordet blev
kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed", John. 1:1,14.
Som vi
ser, vidner teksten også her om, at Jesus på samme tid er Gud og menneske. Han,
som har skabt David såvel som alle mennesker på denne jord, blev altså dermed også
en del af skabningen, da 'Ordet blev kød'. Altså nøjagtig det samme, som der
står om rodskuddet og spiren, der bryder frem. Jesus er rodskuddet, fordi han
spirer frem i kraft af sig selv, fordi han er Guds Søn; og han er spiren, fordi
han er Davids biologiske ætling (af Davids æt). At det virkelig er Messias (Kristus),
der tales om, tydeliggøres endnu mere i Es. 53, hvor der står:
"Han
skød op som en kvist for hans åsyn, som et rodskud af udtørret jord, uden
skønhed og pragt til at drage vort blik, uden ydre, så vi syntes om ham",
v. 2.
Her
bekræftes det igen, at Jesus på samme tid er et rodskud, som han er en kvist eller
spire, der skyder op (spirer frem). Læg igen mærke til de to forskellige
betegnelser: Han er rodskuddet, hvorfra det hele begyndte, samtidig med, at han
er kvisten (eller spiren), som skyder frem. Han skyder op for Guds åsyn, står
der i teksten. Det betyder, at hans komme er til Guds velbehag, og villet af
ham.
Situationen
i Israel bliver derefter, som et billede på folket, beskrevet som så tør, at intet
kan gro frem uden Guds indgriben. Igen og igen understreger profeten Esajas, at
træet Israel er fældet pga. deres utroskab mod Herren, og for folket ser det ud
til, at det er enden på det, Gud havde sagt og lovet sit folk. Han har jo sagt,
at deres fremtid bliver bedre end deres fortid, jfr. Ez. 36:11.
Men, på
Esajas' tid så det bestemt ikke ud til, at dette nogensinde kunne komme til at
ske. For i stedet for en bedre fremtid, tegner Gud gennem profeten et noget
anderledes og dystert billede:
"Om
Hærskarers Herres ord lod de hån og ringeagtet Israels Helliges ord. Så blusser
da Herrens vrede mod hans folk, og han udrækker hånden imod det og slår det, så
bjergene skælver og ligene ligger som skarn på gaden.. Et folk i det fjerne
løfter han banner og fløjter det hid fra jordens ende; og se, det kommer
hastigt og let.. Herren vil fjerne menneskene, og tomhed skal brede sig i
landet; og er der endnu en tiendedel deri, skal også den udryddes.. ", Es.
Es. 5:24b-26, 6:13.
Sådan så
situationen ud for Israels folk. Kort efter kom Assyrien og tog det jødiske
folk (de 10 stammer i nord) i landflygtighed, og er først nu ved at vende hjem
til Israel igen. Det er med andre ord ikke underligt, at de tænkte, at nu er
alt håb ude. Men det var det ikke! Derfor fortsætter teksten da også med at sige,
at "en stub bliver tilbage, når den fældes. Dens stub er hellig sæd",
6:13.
Der
tales altså nøjagtig om det samme som i Es. 11 og 53, nemlig, at Jesus på samme
tid er rodskuddet, og kvisten, der spirer frem fra stubben - som er et Guds
løfte om, at han vil genoprette alt ved ham, som kommer, som på samme tid er
Gud og menneske, og på den måde, som det er fortalt i disse kapitler. Dette er
Israels - og vores håb. Derfor siger han videre:
"På
hin dag bliver Herrens spire til pryd og ære, og landet frugt til stolthed og
smykke for de undslupne i Israel. Den, som er levnet i Zion og blevet tilovers
i Jerusalem, skal kaldes hellig, enhver, der er indskrevet til livet i (inkl.
det himmelske) Jerusalem", Es. 4:1.
Det er denne
situation, der oprulles for os i Es. 53. Den udtørrede jord for alt til at se
håbløst ud, og intet nyt liv kan spire frem. Men så, midt i denne håbløshed
kommer forjættelsen: Jeg skaber et mirakel i jeres håbløshed, hvorved I kan
blive frelst. Ser I det ikke?
"..en
kvist (skyder) op for hans åsyn, et rodskud af udtørret jord".
Kapitlet
fortsætter med at beskrive mere om denne spire, som kommer:
Han
er "uden skønhed og pragt til at drage vort blik, uden ydre, så vi syntes
om ham, ringeagtet, skyet af folk, en smerternes mand og kendt med sygdom, en,
som man skjuler sit ansigt for, agtet ringe, vi regned ham ikke. Og dog - vore
sygdomme bar han, tog vore sygdomme på sig: vi regnede ham for plaget, slagen,
gjort elendig af Gud", Es. 53:2b-4.
Da Jesus
kom, troede de fleste ikke på det, vi lige har læst, og de ringeagtede ham.
Hvis han kom fra Gud, tænkte de, så ville han komme i magt og herlighed - og
ikke som en ussel tømrer fra Nazaret. Og da han blev korsfæstet, sagde de til
ham:
Stig
nu ned fra korset, så vil vi tro dig.. så vil vi tro, at du kommer fra Gud! At
du i det hele taget hænger på korset, viser dette ikke, at du dør for dine egne
synder? Det er vel det bedste bevis på, at du er gjort elendig af Gud?
Det var
sandt, at han blev gjort elendig af Gud. Men, det var ikke pga. sine egne
synder, for han er uden synd. Hvis de kendte skriften, vidste de, at han
derimod
"blev
såret for vore overtrædelser, knust for vor brødes skyld, os til fred kom straf
over ham, vi fik lægedom ved hans sår. Vi for alle vild som får, vi vendte os
hver sin vej, men Herren lod falde på ham den skyld, der så på os alle",
v. 5-6.
I GT
bliver Jesus igen og igen omtalt som denne spire, der skyder op, og forvandler
alt. Lad os se et par eksempler på dette:
"Se,
dage skal komme, lyder det fra Herren, da jeg opvækker David en retfærdig
spire, og han skal herske som konge og handle viselig og øve ret og retfærd i
landet. I hans dage skal Juda (dvs. de to stammer i Syd) frelses og Israel (de
10 stammer i nord) bo trygt. Og det navn, man skal give ham er: Herren (er) vor
retfærdighed", Jer. 23:5-6.
Her
siger teksten, at der kommer en retfærdig spire, som skal være konge, altså det
samme, som englen fortalte Maria, og som utallige bibelvers i GT og NT vidner
om, at han er. At han er Davids spire, betyder, at han både er hans søn
(efterkommer), såvel som Messias. At han er retfærdig betyder, at han både øver
ret og retfærd, men også, at han vil retfærdiggør den, som tror på ham. Det er
da også derfor, at hans navn skal være: 'Herren (er) vor retfærdighed'. Det
sidste betyder det samme som de forrige tekster, vi har set på, nemlig, at
ligesom han er Davids søn, vil han også være Guds Søn, og dermed Gud selv.
Alt
dette flettes sammen i GT. Igen og igen understreges det, at han - i modsat til
så mange andre konger - på alle måde er retfærdig. Lad os se et eksempel i det
kendte vers hos profeten Zakarias, hvor ordet retfærdig kobles sammen med Jesus
i profetien om ham:
"Fryd
dig såre, Zions datter, råb med glæde, Jerusalems datter! Se, din konge kommer
til dig. Retfærdig og sejrrig er han, ydmyg, ridende på et æsel, på en
asenindes føl", Zak. 9:9.
Som vi
ved, er det profetien om Jesus, der kommer ridende ind i Jerusalem forud for
hans død for vore og for alles synder på Golgata. Det skete ved hans første
komme. Men af sammenhængen med de næste to vers kædes det på samme tid også
sammen med hans andet komme. Lad os læse versene:
"Han
udrydder vognene fra Efraim, hestene af Jerusalem, stridsbuerne ryddes til
side. Hans ord stifter fred mellem folkene, han hersker fra hav til ham, fra
floden til jordens ende. For pagtsblodets skyld vil jeg slippe dine fanger
(Israel) ud, ja, ud af den vandløse brønd (som er et billede på
fortabelsen)".
Her
beskrives, hvordan Jesus engang vil komme (igen) som kongernes Konge og
herrernes Herre. Det er den dag, der henvises til, når der i Jer. 23 står, at
'i hans dage skal Juda frelses og Israel bo trygt'. Det betyder selvfølgelig ikke,
at det kun er Juda, som frelses, og kun Israel, der skal bo trygt, men derimod,
at alt det, der siges, kommer til at gælde hele Israel. Det er da også den dag,
Paulus henviser til, når han skriver:
"..
så skal hele Israel frelses, som der står skrevet: Befrieren skal komme fra
Zion, han skal fjerne ugudeligheder fra Jakob, og når jeg borttager deres
synder, da er dette min pagt med dem", Rom. 11:26.
Af andre
skriftsteder, som jeg ikke vil tage med her, beskrives, at denne frelse, som
Jesus har tilvejebragt, ikke kun er for Israels folk, men for alle mennesker på
denne jord. Dette nævnes igen og igen i profetierne, som når Gud sige dette ved
David:
"Sin
frelse har Herren gjort kendt, åbenbaret sin retfærd for folkenes (folkeslagenes)
øjne.. Den vide jord har skuet vor Guds frelse. Råb af fryd for Herren, al jorden,
bryd ud i jubel og lovsang", Salme 98:2, 4-5.
Vi skal
tilbage til det, der står i GT om spiren, ham, og som i NT omtales som Jesus
fra Nazaret. Dette tilnavn er et så vidunderligt navn, at han også ofte er
blevet omtalt på denne måde op gennem kirkehistorien. Da Peter fx skal forklare
evangeliet for de forsamlede hos Kornelius, begyndte han sin tale med at sige,
at
"I
kender det budskab.., det om Jesus fra Nazaret, hvordan Gud salvede ham med
Helligånd og kraft, ham, som drog omkring og gjorde vel og helbredte alle dem,
der var overvældet af Djævelen, thi Gud var med ham, og vi er vidner om alt,
hvad han har gjort..", Ap.g. 10:37-39.
Jesus
bruger da også selv dette tilnavn fra Himmelen for at understrege, at han er
ham, der kendes under dette navn. Det skete fx for den dengang vantro Paulus,
som forfulgte de kristne, men en dag skete der noget, som ændrede alt. Han så
først et stærkt lys fra Himmelen, og en røst, der sagde:
"Saul,
Saul! Hvorfor forfølger du mig? Jeg spurgte da: Hvem er du, Herre? Han svarede
mig: Jeg er Jesus fra Nazaret, hvem du forfølger", Ap.g. 22:6-8.
Som vi
ser, taler Jesus fra Himmelen. Man skulle tro, at han nu ville kalde sig for
Himlens kongesøn, og andre skønne navne, for han har jo ved sin død og
opstandelse fået navnet over alle navne. Men alligevel kalder han sig stadig for
'Jesus fra Nazaret'. Det gør han måske for at understrege, at han er den
opstandne Herre, og er derfor til evige tider er den samme som dengang. Mange
har gennem tiden betvivlet, at han som sand Gud på samme tid også er mennesket,
Jesus fra Nazaret, og derfor er denne henvisning og understregning godt at få
med. For os er dette navn derfor er dyrebart navn, og et af de skønneste, thi
deri bevidnes, hvem han er og hvad han har gjort for os. For det menneskeliv,
som begyndte i Nazaret, er altså stadig det, vi vil kende vor Herre og Frelser
på, når vi snart skal se ham som han er, i sin guddomsherlighed.
AMEN
Hvis denne
side ikke er fundet via forsiden, så klik venligst her for at se flere artikler