Jesus: Når jeg går herfra, vil jeg sende Helligånden

Af Eskild Skov Særkjær

 


Lad os begynde med at læse nogle vers fra John. 16, hvor Jesus siger dette til sine disciple om Talsmanden, Helligånden, som kommer:

      "Det er gavnligt for jer, at jeg går bort. Thi hvis jeg ikke går bort, kommer Talsmanden ikke til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer. Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd om retfærdighed og om dom; om synd: at de ikke tro på mig; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; om dom: at denne verdens fyrste er dømt. Jeg har endnu meget at sige jer, men I kan ikke bære det nu. Men når han, sandhedens Ånd kommer, skal han vejlede jer til hele sandheden; thi han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og det, der kommer, skal han forkynde jer. Han skal herliggøre mig; thi han skal tage af mit og forkynde jer det. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde jer det", John. 7-15.

Når Jesus siger, at han skal forlade dem, taler Jesus selvfølgelig om sin himmelfart, og på dette tidspunkt lå hans lidelse og død for deres og vore synder stadig forude. Gang på gang havde han fortalt sine disciple, at dette måtte ske, for det var jo derfor, han var kommet. Lige forud for indtoget i Jerusalem få dage tidligere havde han sagt:

      "Se, vi drager op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal overgives til ypperstepræsterne og de skriftkloge; og de skal dømme ham til døden og overgive ham til hedningerne til at spottes og piskes og korsfæstes; men på den tredje dag skal han opstå", Matt. 20:18-19.


Som vi ved, fandt opstandelsen sted den første dag i ugen. En begivenhed, der var så betydningsfuld, at på et meget tidligt tidspunkt blev denne dag den kristne menigheds ugentlige store højtidsdag.  

De 40 dage mellem Jesu opstandelse og himmelfart udgør en speciel del af Jesu åbenbaringsgerning. Selve inkarnationen var den første del: 'Ordet blev kød og tog bolig iblandt os'. Derefter følger hans fremtræden og virke, forkyndelse og undergerninger, og derefter hans lidelse, død og opstandelse, hvor Guds store og fuldkomne frelsesplan blev virkeliggjort og åbenbaret. Efter hans opstandelse fulgte  40 dage, hvor den opstandne gentagne gange åbenbarede sig for sine disciple, og overfor andre og beviste, at han som den levende frelser har gennembrudt døden. I Åb. 1:18 vidner han om det og siger:

      "Jeg er den første og den sidste og den, som lever; og jeg var død, men se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har døden og Dødsrigets nøgler".

Korset og den tomme grav er simpelthen det kristne budskabs centrum. Jesu død og opstandelse er en så vigtig historisk begivenhed, at der ikke måtte være nogen tvivl. Derfor viste han sig for sine disciple, for at de kunne være øjenvisner til, at dette var sket. Det kommer de da også flere gange tilbage til, når de skal beskrive, hvad de har set og hørt. Som fx Johannes, da han senere beskrev denne periode, som lå mellem Jesu opstandelse og himmelfart. Han skriver:

      "Det, der var fra begyndelsen, det vi har HØRT, det, vi har SET med vore egne øjne, det, vi skuede og vore egne hænder FØLTE PÅ, ja, om livets ord forkynder vi..", 1. John. 1:1.

Når vi læser sådanne vers, er der vist ingen, der er i tvivl om, at her taler Johannes om det, han har set, hørt og rørt ved. Det var 40 herlige dage med den opstandne Jesus. Da de var ovre, kom dagen for Jesu himmelfart, og igen lader han disciplene være øjenvidner, for at de (og vi) må forstå, at dét, han tidligere havde sagt om denne mægtige begivenhed, nu skete, samt, at hans himmelfart 'kun' er et mellemled mellem hans første og andet komme. Da disciplene så Jesus stige til Himlen, kom der to engle til dem og sagde:

      "Denne Jesus, som er optaget fra jer til Himmelen, han skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare til Himmelen", Apg 1:11.

Som Jesus havde sagt, er der især to grunde til sin himmelfart:

1    Det er gavnligt, at jeg går bort,  og

2    Hvis jeg ikke går bort, kommer talsmanden ikke til jer.

Det er gavnligt, at jeg går bort! Disse ord henviser vistnok både til dét, der skulle ske i Himmelen såvel som på jorden. Hvis vi først ser på dét, der sker i Himmelen, så forklarer Jesus det således:

      "Jeres hjerte forfærdes ikke! Tro på Gud og tro på mig (dette understreger han, når alt det, han har sagt, kommer til at ske): I min Faders hus er der mange boliger (vel i betydningen: der vil blive plads til alle). Hvis ikke, havde jeg sagt jer det; thi jeg går bort for at gøre en plads rede for jer. Og når jeg har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at hvor jeg er, dér skal også I være", John. 14:1-3.

Vi forstår ikke helt, hvad disse ord indebærer, men vi forstår dog, at det er noget uhyre vigtigt, nødvendigt og stort. Flere steder står der i bibelen, at Jesus nu sidder ved Faderens højre hånd, og så kunne man jo godt tro, at han nu kun sidder inaktivt i Himlen og venter på den dag, hvor han igen skal træde i funktion. Men det er ikke tekstens budskab. Ordene henviser derimod til, at Jesus ved sin himmelfart er kommet ind i det næste led i sin  frelsesplan, som handler om genoprettelsen af alle ting, og dertil har han af sin Fader fået overdraget al guddommelig magt og  myndighed dertil til at virkeliggøre og færdiggøre denne opgave.

Det, at Jesus efter sin himmelfart nu sidder ved Faderens højre hånd, betyder desuden, at han nu har indtaget sin stilling i Himmelen som Menneskesønnen;  som den, der har sonet synden, og sejret over døden og djævelen. Som Menneskesønnen er han vores repræsentant, hvor han bl.a. går i forbøn for os, og virker som vor evige ypperstepræst.

 

Jo, det forstår vi! Men vi forstår alligevel ikke, hvad det betyder, at Jesus må gå bort for at gøre en plads rede til os i Himmelen. Skete det ikke allerede ved hans død for verdens synd på Golgata? Jo! Men det ser alligevel ud til, at der stadig er nogle magter og myndigheder i himlen og på jorden, der skal bekæmpes. Jesus har gjort alt for vor frelse - ja, men ifølge Daniel er der en stadig krig med frygtelige kampe mellem Guds engle og mørkets fyrster? En kamp, som først slutter, når djævelen og alle onde åndsmagter en gang for alle er blevet kastet i ildsøen. Vi ved ikke, hvad der mangler i, at alt er gjort rede til os, men vi ved og forstår, at på den dag, hvor Gud siger: Kom herop! så er det sket.

Fra det himmelske perspektiv er det altså særdeles gavnligt, ja, nødvendigt, at Jesus går bort. Men, som vi ved, er det også gavnligt af en anden årsag. Jesus siger jo i teksten: 'Hvis jeg ikke går bort, kommer Talsmanden ikke til jer'. Hvad betyder dette? Det betyder vistnok, at da Jesus som en fysisk person og som Menneskesønnen ikke kan være alle vegne, sender han sin Ånd, som kan netop dette. Men dette betyder dog ikke, at Jesus så ikke længere er hos de troende på jorden, for Helligånden er jo sammen med Faderen og Sønnen én Gud - og derfor er hans gerning i os også Faderens og Sønnens gerning. Der er det, der ligger i dét, Jesus forud sagde til sine disciple om Helligåndens komme: "Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer".

Det siger Jesus, fordi han såvel som Faderen vil være hos de troende ved Helligånden, og derfor beskrives han da også både som Guds Ånd og Jesu Ånd. Det betyder konkret, at når vi siger, at Helligånden bor i os, så gør Faderen og Sønnen det også, jfr. 1. Kor. 3:16, Ef. 3:17 og 2. Kor. 6:16.


Går jeg ikke bort, kommer Talsmanden ikke til jer! Det første, Jesus peger på i den forbindelse, er Helligåndens unikke opgave på jorden, som handler om at 'overbevise verden om synd, om dom og om retfærdighed'. Mennesker er onde, men Helligånden vil overbevise dem om synd. Han når længere ud, end da Jesus fysisk og synlig vandrede på jorden, og hans opgave er da også en hel anden. Helligånden vil derfor også pege på Jesu fuldkomne frelsesværk, og vidne om, at han går til Faderen, hvilket betyder, at sejren er vundet for evigt. Dernæst vil han tale om dom, thi denne verdens fyrste er dømt - også selvom det ikke ser sådan ud, men en dag skal det åbenbares. Jesu ord betyder også, at

      "Den, som tror på ham, dømmes ikke, den som ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne Søns navn", John. 3:17.

 

Jesus fortsætter og siger, at Helligåndens opgave også vil være at vidne om Jesus og herliggøre ham. Det vil være hans særlige kendetegn, for 'han skal (nemlig altid) tage af mit og forkynde jer det', siger han. Ved Helligånden har vi en guddommelig og vidunderlig læremester. Intet menneske kan give os en så fuldkommen forståelse af det, som hører Guds rige til som ham. For de ikke-kristne er det en dårskab, men for os, som frelses, er det en Guds kraft, og Helligånden vil derfor ved korset åbenbare Guds storhed, visdom og kraft - og vejlede os 'til hele sandheden'. Dét at være oplært af Ånden betyder, at vi har en langt bedre forståelse af Guds ords sandhed end selv den klogeste teolog, som ikke er blevet undervist af ham.

 

I teksten siger Jesus også: "..alt, hvad han hører, skal han tale, og det, som kommer, skal han forkynde jer". Der er mange, der siger, at vi ikke kan vide noget om fremtiden, men den, der lærer af Ånden, ved bedre. Det er bl.a. derfor, at vi kan se Gud arbejde i verden for at føre sin vilje og plan igennem med den. I Amos 3:6-7 siger Herren:

      "Mon ulykke sker i en by, uden at Herren står bag? Nej! Den Herre Herren gør intet uden at havde åbenbaret sin hemmelighed for sine tjenere, profeterne".

Dette er talt om profeterne, og netop derfor kan vi gå til ordet og vide, hvad der kommer til at ske i fremtiden. Men skriften vidner også om, at han desuden også vil tale direkte til vore hjerter. Den treenige Gud har jo lovet at være med os - ikke for passivt at se til, hvordan vi har det, men for aktivt at give os det, vi har brug for på vandringen mod himmelen, og på denne vandring vil vi atter og atter høre hans ord: 'Her er vejen, I skal gå'! Også når det gælder om at gå til en og anden, der har brug for vores hjælp og støtte. Desuden vil han endda nogle gange direkte fortælle os, hvad der skal ske, for at vi kan være på vagt i den givne situation, og måske undfly det, der kommer. Og, siger Jesus,

      "Når man stiller jer for retten, skal I ikke bekymre jer for, hvorledes eller hvad I skal tale; thi det skal gives jer i samme stund, hvad I skal tale. Thi det er ikke jer, som taler, men jeres Faders Ånd, som taler gennem jer", Matt. 10:19-20.


Der er blevet sagt, at Helligånden har haft en al for lille plads i forkyndelsen, og det er måske sandt. Men vi må ikke glemme, at Helligånden aldrig peger på sig selv, men på Kristus. Og derfor vil Helligånden altid være der, hvor ordet om 'Jesus Kristus og ham korsfæstet' forkyndes rent og sandt. For det er jo ved Guds Ånd, at mennesker gennem tiden er kommet til tro på Jesus, og det har han gjort ved at vidne om ham, overbevise dem om synd og føre dem til ham og herliggøre ham på jorden. En har engang sagt det således:

      'Enhver ret forkyndelse af evangeliet handler om Åndens gerning og virkning, selvom Helligånden måske ikke er blevet nævnt én eneste gang'.

 

Det betyder konkret, at alverdens 'gode' prædikener ikke kan genføde et menneske, eller helliggøre det, hvis Helligånden ikke er med i det. Det samme kan siges om den kraft til tjeneste, som vi har brug for. Der er nemlig slet ingen kraft uden ved Helligånden. Derfor er det, at Jesus siger dette til disciplene:

      "I skal blive her i byen (Jerusalem), indtil I bliver iført kraft fra det høje", Luk. 24:49.

 

Kraft til hvad? Det giver Jesus også svar på. Lige før sin himmelfart siger han dette til sine disciple:

      "Når Helligånden kommer over jer, skal I få kraft; og I skal være mine vidner", Apg 1:8.


Helligånden vil altså, at vi i vor tjeneste for Gud skal vidne om Jesus i alle forhold, og det uanset, om det sker i ord, gerninger eller ved nådegaver. Jeg nævnte, at Helligånden måske har haft en for lille plads i forkyndelsen, men til gengæld er der nu mange, der har en så stor fokus på Helligånden, og på Helligåndens udrustning, at det næsten er blevet et mål i sig selv. Som et eksempel kan nævnes den netop overståede 'Awake-16 konference' i København (maj 2016), som blev transmitteret på KKR-tv. Ifølge en efterfølgende beskrivelse af Awake-16 var der 'en stærk fokus på Helligåndens kraft', hvor der var 'over 200 overnaturlige helbredelser blandt de 900 deltagere' (Udfordringen nr. 17/'16). Det er da vidunderligt, at mennesker som her får en berøring af Gud til helbredelse, men alligevel slog det mig, at der næsten udelukkende blev talt om Helligånden, og om disse helbredelser, samt, at der var et næsten totalt fravær af Jesu navn under disse møder. Helligånden vidnede ikke om Jesus, og herliggjorde ham. Og så kan man spørge, om det så kan være godt? Når Jesus siger, at det vil Helligånden altid gøre, så er det spørgsmålet, om han så i det hele taget har været der?

 

Det er selvfølgelig ikke forkert at attrå Helligånden, og kraft til tjeneste. For han har jo bedt os om det. Men det er på en måde mærkeligt, at man ikke er ligeså interesseret i at attrå Åndens frugt, som jo er en livsbetingelse for at vokse som en kristen.  Der er noget galt, når der ikke blev peget på det, der er det vigtigste i kristendommen. Paulus siger:

      "Jeg har fattet det fortsæt ikke at ville vide af noget andet.. end Jesus Kristus og ham korsfæstet", 1. Kor. 2:2.

 

Hvis dette ikke er med i forkyndelsen i en mødeserie, eller under en helbredelsesgudstjeneste, så er det som førnævnt spørgsmålet, om det så virkelig er Helligåndens kraft, som manifesterer sig? Derfor advarer Jesus da også om nogle, som tror, at alt er i orden, bare fordi 'det virker', jfr. Matt. 7:21-23.

Det, der her er sagt, betyder selvfølgelig ikke, at vi så ikke skal søge de åndelige gaver, eller bede om alt det, som Gud har sagt, at han vil udruste den enkelte såvel som menigheden med. Han vil give de åndelige gaver, for at vi bedre kan være Jesu vidner, og siger til os, at 'alt dette virker den ene og samme Ånd, som efter sin vilje tildeler enhver sin særlige gave", 1. Kor. 1.12:11. Der er altså ikke noget galt i at søge de åndelige gaver, men når det er sagt, er det vigtigt at være opmærksom på, at hvis fokus flyttes 'bare lidt' væk fra Jesus, eller fra helheden i Guds Ord, så er der en reel mulighed for, at han så slet ikke er med i det.

 

Den kendte verdensevangelist og bibelforkynder R. A. Torrey skriver fx om dette i bogen: 'Kraftens dybe kilde':

      "Hvis vi ikke vil give os tid til at læse i bibelen, kan vi ikke få Åndens kraft, ligeså lidt, som vi kan blive åndelige stærke, hvis vi ikke tager nærende føde til os".

Bibelen understreger da også denne sandhed for os igen og igen. Den siger, at 'troen kommer af det, som høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord', Rom. 10:17. Der står ikke, at vi får troen til fx at gøre mirakler ved at bede til Gud om Helligåndens kraft og fylde, men derimod ved at lytte til, hvad ordet (Kristus) siger.

I bibelen fremgår det klart, at Guds ord er det redskab, som Helligånden bruger til at gøre sit arbejde. Som fx i Ef. 6:17, hvor vi opfordres til at 'tage imod Åndens sværd, som er Guds ord'. Når vi læser bibelen, er Guds ord og Guds Ånds virkninger i et menneske på en måde det samme, og dét selvfølgelig, fordi Helligånden bruger ordet - og er ét med ordet, som Faderen og Sønnen er det.

I den føromtalte bog af Torrey nævner han fx en række virkninger i et menneskehjerte, som vi  nikker genkendende til som Helligåndens værk i de troende. Vi siger: Dette er Åndens værk! Og det er det da også! Men faktisk taler han her slet ikke om Helligånden, men derimod om Guds levende ord. Og så taler han selvfølgelig alligevel også indirekte om Helligånden, for ellers kan vi jo slet ikke modtage det, Gud siger i ordet. Det skyldes selvfølgelig, at Ordet og Ånden virker sammen, som det da også altid har gjort. 

 

Lad os nu ganske kort se på disse virkninger, som Torrey anfører i sin bog (jeg har dog indført fire ekstra punkter, som han tager op senere i bogen). Dog kan vi, for hver gang, ordets virkninger nævnes, også tilføje Ånden som en inkluderede part deraf - fordi vi ikke kan adskille Ordet og Ånden:
1:   Guds ord (og Ånd) vidner om, ar Jesus er Vejen, Sandheden og Livet.
2:   Guds ord (og Ånd) har kraft til at overbevise om synd.
3:   Guds ord (og Ånd) har kraft til at forny/forvandle/genføde.

4:   Guds ord (og Ånd) har kraft til at fremkalde tro, thi 'troen kommer af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord'.

5:   Guds ord (og Ånd) har kraft til at rense, både i det indre og det ydre.

6:   Guds ord (og Ånd) har kraft til at opbygge og opdrage, så de kristne bærer frugt og vokser i al god gerning.

7:   Guds ord (og Ånd) har kraft til at give os den visdom, som kommer fra Gud.

8:   Guds ord (og Ånd) har kraft til at bringe hjerterne fred.

9:   Guds ord (og Ånd) er mægtigt til at skabe glæde.

10: Guds ord (og Ånd) giver os tålmodighed, trøst og håb.

11: Guds ord (og Ånd) har kraft til at beskytte mod synd, og mod at fare vild.

12: Guds ord (og Ånd) har kraft til at gøre langt ud over, hvad vi forstår.

13: Guds ord (og Ånd) giver os vished om hans ords sandhed, fuldkommen lutret.

14: Guds ord (og Ånd) giver os vished om det evige liv.

15: Guds ord (og Ånd) giver os vished om Jesu snarlige komme

Jo, vi tror på alt dette, fordi Helligånden gør Ordet levende, og er ét med Ordet, som er Kristus. Og så er Helligånden dog en selvstændig person i den treenige Gud, ligesom Faderen og Sønnen er det, i væsen, opgave og funktion. Derfor omtales Helligånden da også i bibelen tydeligt som en person. I den tekst fra John. 16, bliver Helligånden da også direkte omtalt som 'han' eller 'ham' i alt 10 gange, som fx disse gange:

1.      ham vil jeg sende til jer.

2.      når han kommer, skal han overbevise verden..

3.      han skal vejlede jer til hele sandheden.

4.      han skal herliggøre mig.

5.      det, der kommer, skal han forkynde jer.

Dertil kommer de mange gange, hvor vi læser, at Ånden personlig talte til mennesker, ikke på Guds vegne, som når en engel taler til mennesker, men som Gud selv. Vi skal her kun se ét eksempel på dette. Teksten er fra Hebr. 3:7-8a, hvor der refereres til forskellige tragiske hændelser fra den gamle pagt, hvor folket ikke ville høre Gud, og i den forbindelse kommer den så med denne alvorlige advarsel til den ny pagts troende:

      "Derfor, som Helligånden siger: I dag, når I hører hans røst,  så forhærd ikke jeres hjerter.."

Som vi ser, står der, at det Helligånden, der siger dette. Men slår vi det citerede op i GT, står der, at det er 'Herren, vor skaber', der siger dette. Det betyder også her konkret, at når Gud taler, så sker det ved Helligånden, som taler Kristi ord. Det stemmer i øvrigt helt med bibelens vidnesbyrd, som siger:

      "..drevne af Helligånden udtalte mennesker (ordret: Guds hellige), hvad de fik fra Gud", 2. Pet. 1:21.

Som vi har set, er disse ord af Helligånden selvfølgelig Guds ord, som det er Kristi ord. I Jesu undervisning til sine disciple siger han jo dette om Ånden:           

      "Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde jer det'.

Vi ser altså igen tydeligt, at det kun er ved Helligånden, at et menneske kan få den sande kundskab om Faderen og om Sønnen, og det liv og fællesskab, der er i den treenige Gud, for at vi skal have del i det samme fællesskab og liv, som der er mellem Faderen, Sønnen og Helligånden, og som der var mellem Jesus og hans disciple, da han i sine jordelivs dage vandrede midt iblandt dem.

Netop dette er årsagen til, at Jesus siger, at 'det er gavnligt, at jeg går bort'. For derved er Talsmanden, Helligånden kommet til os. Af den efterfølgende samtale fremgår det, at hans disciple ikke forstod, at det var det bedste, der kunne ske, og var derfor bedrøvede. De ville selvfølgelig ikke bytte Jesus for noget som helst. Hemmeligheden var, at det skulle de heller ikke. Vi har jo set tekster, som vidner om dette. Inden sin himmelfart lovede Jesus da også dette, da han sagde: 'Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende', Matt. 28:20. Det betyder selvfølgelig, at selvom han er i Himmelen hos sin Fader, så vil han alligevel også være hos de troende til alle tider, for det er et eviggyldig løfte, der står ved magt.

Som allerede nævnt forstår vi ikke helt, hvad det betyder, for hvordan kan han på samme tid være i himlen og på jorden? Vi forstår det ikke, men det er der heller ikke nogen, der har bedt os om at prøve på. Men vi tror det, fordi Helligånden vidner om dette i bibelen og i vore hjerter.

Vi har nu set bibelens vidnesbyrd på, at den treenige Gud både er i og hos den troende ved Helligånden, og hans mål er at frelse, helliggøre og udruste den enkelte med sin kraft til at være Jesu vidner på jorden. Dette er pinsens budskab, som det er budskabet Kristi Himmelfartsdag. Budskabet om, at den korsfæstede og opstandne Herre, som er gået bort for at gøre en plads rede for os, og som han har sendt sin Hellige Ånd for at være med os alle indtil verdens ende, kommen han snart igen, som han har sagt det: Snart kommer han i skyerne for at hente os hjem til sig, og derefter kommer han synligt for alle for at dømme levende og døde, og for at oprette riget for Israel. Og så skal Riget for evigt være hans.      

            "Og Ånden og bruden siger: Kom! Og den, som hører, skal sige: Kom! Og den, som tørster, skal komme; og den, som vil, skal modtage livets vand (det evige liv) uforskyldt", Åb. 22:17.

 

AMEN!