Hvem er Jesus?

.. ifølge apostlen Johannes

Af diakon Eskild Skov Særkjær

Der har altid været mange meninger om, hvem Jesus er. Det kan vi allerede læse om i NT, hvor det fremgår, at falske lærdomme om ham allerede var i omløb. Og det ville blive værre. Det er denne tiltagende frafald fra den sande tro og lære, som Paulus beskriver således:

”Jeg ved, at efter min bortgang skal der iblandt jer komme glubske ulve, som ikke vil spare hjorden. Og af jeres egen midte skal der fremstå mænd, som fører falsk tale for at drage disciplene efter sig. Vær derfor årvågne..”, Apg 20:29-31a.

Og det skete! I de næste par århundrede dukkede mange falske lærdomme op, og de to med størst indflydelse på tolkningen af, hvem Jesus er, er følgende:

1. Arianismen, der hævdede, at Jesus er skabt at Gud og er derfor ikke guddommelig. Som et resultat deraf blev Guds treenighed også benægtet.

2. Gnosticismen, som hævdede, at Jesus i modsætning til de førnævnte lærte, at Jesus er ånd, som kun kom for at give de troende indsigt, og de benægtede derfor, at Jesus er Kristus, kommet i kødet.

I dag er disse, og mange andre falske lærdomme om Jesus, i stigende grad igen dukket op, og det er anslået, at der alene i USA er over 23.000 sekter (og nej, der er ikke kommet et nul for meget med). Vi skal dog ikke her se nærmere på, hvad disse sekter mener eller ikke mener om Jesus, men derimod, hvor grundig bibelen er, når den vidner om og beviser, at Jesus på samme tid er sand Gud og sandt menneske. Jeg har tidligere talt om dette ud fra Mattæus-evangeliet, men i denne gennemgang har jeg valgt at tage udgangspunkt i apostlen Johannes’ vidnesbyrd om ham i det evangelium, der bærer hans navn. For at begrænse mig, skal vi dog kun se på de første 18 vers i det første kapitel, og hvor jeg vil begynde med de to første vers:

”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Dette (eller ’han’) var i begyndelsen hos Gud”.

Vi skal et øjeblik standse ved ordene: I begyndelsen! Det er den samme begyndelse, der er tale om i bibelens første vers, og denne begyndelse kan oversættes således: ’Forud for alt andet skabte Gud’. Og for det andet: Hvor der står Gud på dansk, står der Elohim på hebraisk, og det har stor betydning for forståelsen af hele verset, fordi det grammatisk korrekt kan oversættes til, at ’den ene Gud, som er flere, skabte Himlen og jorden’. Denne flerhed i Guds enhed henviser til Gud Fader, Søn og Helligånd. Det gør teksten hos Johannes også, når den taler om, at Jesus var hos Gud og var Gud, og at han ved Helligånden kom til jor som et menneske, jfr. v. 14 og Matt. 1:20. Han omtales som Ordet, fordi det er ved ham, Gud taler til os i sit ord, ligesom det er ved ham, at verden blev skabt, som der står i v. 3.

Jehovas vidner, der som bekendt benægter, at der står noget i bibelen om, at Jesus er Gud, hævder i den forbindelse, at det første vers hos Johannes er forkert oversat, idet de siger:

”Der står ikke, at Ordet var Gud, for ifølge den græske grammatik står gud her ikke med bestemt artikel, hvilket betyder, at ordet ikke var/er Gud, men blot ’en gud’”.

Hvad skal vi sige? Det er korrekt nok, at den bestemte artikel mangler, men det betyder ikke, at det så skal oversættes sådan, som JV hævder’. For brugen af den bestemte artikel er nemlig ikke altid afgørende for, hvordan det skal oversættes. I NT bliver Gud faktisk ofte omtalt med ubestemt artikel, faktisk flere hundrede gange. Fx nævnes Gud ved dette navn her i det første kapitel i alt 11 gange, men fem af disse steder, nemlig i vers 1b, 6, 12, 13 og 18 står det med ubestemt artikel. JV fokuserer dog kun på vers 1 for at ’bevise’, at Jesus ikke er Gud i ordets bogstavelig betydning, men altså bare ’en gud’.

Hvis Jehovas Vidner havde ret, så burde vers 13 være oversat til, at de omtalte der ikke blev født ’af mands vilje, men af en gud’. Og vers 18, at ’ingen har nogen sinde set en gud’. De siger sig selv, at det her ikke giver nogen mening at oversætte Gud med ’en gud’, og det gør Jehovas Vidner da heller ikke. Når de så alligevel gør det i første vers - og andre steder, hvor Jesus omtales som Gud - så er det et bevis på, at de bevidst har tilpasset bibelen med egne forudfattede meninger og tanker.

Vi kan altså slå fast, at når der står, at Ordet var (er) Gud, så betyder det, at Jesus, som Ordet henviser til, så også er det! Det stemmer også fuldstændig med det vidnesbyrd, han får hos profeten Esajas, hvor vi fx har disse kendte vers fra kap. 9:

”Thi et barn er født os, en søn er os giver, på hans skuldre skal herredømmet hvile; og hans navn skal være: Underfuld-rådgiver, Vældig-Gud, Evigheds-Fader, Fredsfyrste”, vers 6.

Vi går nu videre og læser det næste vers hos Johannes:

”Alt er blevet til ved dét, og uden dét blev intet til af det, som er”, v. 3.

Alt er blevet til ved ’dét’, altså ved Ordet. På grundsproget står der dog ikke ’det’, men ’ham’. Det samme er tilfældet i vers 4. Det ændrer dog ikke på tekstens mening, for i begge tilfælde henviser det jo tydeligt til Jesus, som var i begyndelsen. Paulus beskriver det samme på denne måde i brevet til kolossenserne, hvor han om Jesus siger:

”I ham skabtes alt i Himlene og på jorden, det synlige og det usynlige, hvad enten det er tronengle eller herskere eller magter eller myndigheder: Alt er skabt ved ham og til ham, og han er før alt, og alt består ved ham og til ham”. 1:16-17.

I ham..! ved ham..! til ham! Således åbenbarer Gud i sit ord, at han skabte alting ved sin Søn – til hans ære. Og alt dette skete i og ved Helligåndens kraft. Det er da også det, skriften vidner om, når den fx siger:

”Ved Herrens Ord (Jesus) blev Himlen skabt og al dens hær ved hans munds ånde (Ånd)”, salme 33:6.

Ja! Gud sagde: Bliv til, og det blev til, og det skete Ordet, som er vor Herre Jesus og ved Guds Ånd. Det er biblens vidnesbyrd! Her vil jeg citere to af vore kirkefædre, som har beskrevet Sønnens og Åndens medvirken på denne måde:

1: ”Faderen bestemmer og befaler, Sønnen udfører og former, Ånden nærer og giver vækst..”.

2: ”Den hellige Gud.. har skabt alt gennem Sønnen ved Helligåndens hjælp”.

Dette stemmer helt med Bibelens vidnesbyrd, også når den siger, at det samme er tilfældet, når det drejer sig om alt andet fra Gud, vi kan komme i tanke om, som fx, når der er tale om Guds kærlighed, nåde og frelse.

Vi læser nu de næste par vers hos Johannes:

”I det (ham) var liv, og livet var menneskes lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket fik ikke bugt med det”, vers 4-5.

Disse vers vidner om, at Jesus er livet, som han også selv siger det i John. 14:6 – og netop derfor kan han også give det til os, fordi han er livets lys. Ja, allerede ved skabelsen var dette lys aktivt tilstede, for uden det ville verden fysisk som åndeligt ligge i mørke. Som det første kom lyset ind i verden, og med det også vejen til Gud. Det er det, Jesus vidner om, når han et sted siger:

”Jeg er verdens lys; den, som følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys”, John. 8:12.

Det er tydeligt, at David havde fundet dette lys, som når han i salme 27 vidner om det og siger:

”Herren er mit lys og min frelse, hvem skal jeg frygte? Herren er mit værn for mit liv..”, v. 1.

I salme 36 siger han det således:

”Hvor dyrebar er dog din miskundhed, Gud.., hos dig er livets kilde, i dit lys skuer vi lys”, v. 8f.

Jo, Jesus er sandelig Gud, der er kommet til os med sin dyrebare nåde, som livet og lyset er det.

Vi skal nu se på de næste tre vers hos Johannes:

”Der fremstod et menneske, udsendt af Gud; hans navn var Johannes. Han kom til et vidnesbyrd for at vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset”, vers 6-8.

Det er selvfølgelig Johannes Døber, der er tale om her. Som der står, fremstod han for at vidne om lyset. Der står meget i alle fire evangelier om, hvad Johannes havde sagt om Jesus, men her vil jeg kun nævne det, der står om ham her i kapitlet. Som fx fra vers 19, hvor vi læser, at nogle præster og levitter var sendt ud for at spørge ham: Hvem er du? Hvad siger du om dig selv? Og så, i vers 23 læser vi så, at han svarer og siger:

”Jeg er en røst af en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej! som profeten Esajas har sagt”.

Som vi bemærker, henviser Johannes direkte til profetien i GT, idet han citerer det, han skal sige i sit vidnesbyrd om Jesus. Han skal sige, at det er Herren, dvs. Gud, som kommer til dem. I det næste eksempel, som vi har i vers 15 siger han bl.a. også dette om ham:

”Den, som kommer efter mig, er kommen forud for mig; thi han var til før mig”.

Som vi ved, blev Jesus fysisk født senere end Johannes, så det henviser ikke til hans fødsel, men derimod om hans evige eksistens. Johannes må altså havde vidst, at Jesus var til før ham, ja, fra evighed af, fordi han er Herren. Det er det samme, som Jesus selv vidner om, når han i John. 8:58 fx siger: ’Før Abraham blev til, er jeg’.

Ja, der står faktisk noget mere i dette vers: Ifølge grundteksten siger Jesus nemlig til dem: ’Før Abraham blev til er jeg JEG ER’, dvs. Gud. Johannes er også sikker på, at Jesus er den guddomsperson, han siger om sig selv, for i vers 33b-34 siger han:

”Den, som sendte mig for at døbe med vand, han havde sagt til mig: Den, du ser Ånden dale ned over og bliver over, han er den, der døber med Helligånd. Nu har jeg selv set det, og jeg har vidnet: Han er Guds Søn”, vers 33-34.

Jeg har hørt nogen sige, som også Jehovas Vidner, at benævnelsen Guds Søn selvfølgelig ikke betyder, at han er lig med Gud – men også her manipuleres der med skriften. Et tydeligt eksempel på, at Guds Søn er Gud er beskrevet i kap. 10, hvor jøderne pga. det, Jesus sagde om sig selv, ville stene ham, fordi han gjorde sig selv Gud lig. Til dette bebrejder Jesus dem, idet han siger:

”Hvordan kan I.. sige til den, som Faderen har helliget og sendt til verden: Du taler gudsbespotteligt! fordi jeg sagde: Jeg er Guds Søn”, v. 36.

Igen ser vi, at Jesus med benævnelsen Guds Søn er Herren, og dermed også ét med Faderen, som han siger samme sted. Det sidste eksempel, som jeg vil tage med fra Johannes Døbers vidnesbyrd om Jesus, er det kendte ord i vers 29, hvor han ser ham komme imod sig og siger til de omkringstående:

”Se Guds lam, som bærer* verdens synd”.

*dette ord kan også oversættes med ’borttager’.

Også dette vers taler stærkt om, at Jesus er Gud, der er kommet til jord for at sone verdens synd. Hvor er Lammet, spurgte Isak sin fader, da de var på vej til offerstedet på bjerget Moria. Abraham svarede ham: Gud vil udse sig lammet. Det skete ikke dengang, for da ofrede de en vædder i Isaks sted. Guds lam, som han udser sig, skete nemlig først, da Jesus kom til jorden for at bære verdens synd. Læg mærke til, at der står, at der er Gud, der udser sig det lam, han vil bringe. Dette lam er derfor helt anderledes end alle de andre ofre i den gamle pagt, og hvis blod blev udgydt, for disse var jo alle ’kun’ forbilleder på Jesus som det Guds lam, vi læser om her hos Johannes.

Det var på den måde, at ’Gud forligte os med sig selv ved Kristus’, 2. Kor. 5:18. Igen ser vi, at dét Gud gjorde, da han udså sig sit lam, der blev ofret for at bære verdens synd og ved dette forligte os med sig selv, skete ved Kristus. Et andet sted står der da også om os som Guds menighed, at han ’købte sig den med sit eget blod’, Apg 20:28.

Vi fatter ikke helt betydningen af, at der står, at Gud Fader købte os med sit eget blod, for det var jo Jesu blod, der blev udgydt, men det viser og vidner igen helt om det samme som i vers 1, nemlig at Ordet (Jesus) er Gud – ikke Gud Fader, men alligevel ét med ham.

Vi skal nu se på de næste fire vers hos Johannes:

”Det sande lys, som oplyser hvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden er blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn, dem, som tror på hans navn. De blev ikke født af blod, ej heller af køds vilje, men af Gud”, v. 9-12.

Det sande lys, der omtales i vers 9, er det samme lys, som var til stede ved skabelsen, og som ledte Israels folk i den gamle pagt. Det stemmer med, at der i det næste vers står, at han var i verden, og verden er blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Ordene: han var ved at komme til verden, betyder derfor ikke, at han ikke var der tidligere, men det henviser til hans fremtræden som verdens frelser. Han blev født som jøde for først at komme til sine egne, der dog som folk ikke tog imod ham. Men nogle gjorde det, og senere, da evangeliet blev spredt ud over hele verden, kom mange flere til, også blandt hedningerne. Det er om disse, der i vers 12 står, at ’alle dem, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn’.

Læg her mærke til, at der står, at Jesus gav dem magt til at blive Guds børn. Denne magt er selvfølgelig alene Guds, for ingen andre kan gøre mennesker til sine børn. I Fadervor beder vi jo også til Gud og bekender, at ’dit er riget og magten og æren i evighed’! Det stemmer da også helt med, at Johannes i sit første brev fastslår, at vi pga. Gud Faders kærlighed til os må kaldes hans børn, 1. John. 3:1. Ja, det stemmer med ordene i John. 1:13, hvor der står, at de blev født af Gud.

Magten er altså alene Guds, men alligevel fremgår det af vers 12, at det er Jesus, der har denne magt. Det betyder selvfølgelig, at han har denne magt, igen fordi han er ét med sin Fader og er selv Gud. Det samme vidner han igen og igen om, som når han i missionsbefalingen siger: ’Mig er givet al magten i Himmelen og på jorden’, Matt. 28:18. Og han stopper ikke dér, for lige efter siger han til sine disciple, at ’I skal gøre alle folkeslag til mine disciple’, og ’jeg vil være med jer indtil verdens ende’. Alt sammen noget, der kun kan tilskrives Gud. For det at være en Jesu discipel er jo det samme som at tilhøre Gud - og det er ved sin Søn, han vil være med os indtil verdens ende. Ja, alt det, der står om Jesus i NT, svarer helt og fuldt til det, der står om Gud i bibelen.

Vi skal nu se på vers 14 hos Johannes, og hvor han igen taler om Ordet:

”Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed”.

Her siges det direkte: Ordet, dvs. Guds Søn, som selv er Gud, og som var i (og fra) begyndelsen, blev kød, altså menneske, og tog bolig iblandt os. Han, ved hvem alting ifølge vers 3 og 10 er skabt, blev selv en skabning, for derved at frelse os og gøre os til Guds børn. Hebræerbrevets forfatter forklarer det således:

”Da nu børnene har del i kød og blod, fik også han på lignende måde del deri, for at han ved sin død skulle gøre ham magtesløs, der har dødens vælde, nemlig Djævelen, og udfri alle dem, som af frygt for døden hele deres liv havde levet i trældom.. Derfor måtte han i ét og alt blive sine brødre lig, for at han i sin tjeneste for Gud kunne blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst til at sone folkets synder”, 2:14-15, 17.

Paulus beskriver det samme på denne måde:

”Da tidens fylde kom, udsendte Gud sin Søn, født af en kvinde, født under loven, for at han kunne løskøbe dem, der var under loven, og give dem barnekår”, Gal. 4;4-5.

Vi så hans herlighed, står der videre, en herlighed, som den enbårne Søn har den fra Faderen. Hvem er de omtalte ’vi’? Det kan enten henvise til apostlen Johannes, der sammen med to andre disciple senere så Jesus i sin herlighed, da han åbenbarede sig på forklarelsens bjerg. Det kan også henvise til, at det er alle Guds børn, der i troen og ved Guds Ånd ser hans herlighed gennem dét, vi læser om ham i skriften? Sidst i verset står der, at han er ’fuld af nåde og sandhed’. I salme 40:11 taler David om det samme, når han siger til Gud: ’Din nåde og sandhed skal altid være mit værn’. Og i salme 86:14 siger han: ’Herre, du er en nådig Gud, langmodig og rig på nåde og sandhed’.

Vi har allerede set på det vidnesbyrd, Johannes kommer med i vers 15, så det springer jeg over her og går derfor videre til vers 16, hvor der står:

”Thi af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde over nåde”.

I et af Pauli breve kommer han ind på det samme, når han skriver:

”I ham (Kristus) bor hele guddomsfylden legemlig, og i denne fylde har vi del, idet (eller ’hvis’) I er i ham, som er hoved for enhver magt og myndighed”, Kol. 2:9-10.

Der står meget om denne fylde i bibelen. I Ef. 1:7-8 skriver han dette om frelsens grundvold og livet i Gud ved vor Herre Jesus Kristus:

”I ham har vi forløsning ved hans blod, syndernes forladelse, så rig som Guds nåde er. Den gav han os i overstrømmende fylde tillige med al visdom og forstand”.

Det er på dette grundlag, at han et andet sted skriver, hvad Gud endvidere vil gøre for os, nemlig at

”Håbets Gud (vil) fylde jer med al glæde og fred i troen, så I må blive rige i håbet om Helligåndens kraft”.

De er i det samme håb, at vi kan sige det samme som David, her citeret i NT, hvor han siger:

”Du har lært mig livets vej; du vil fylde mig med glæde for dit åsyn, Apg 2:28.

Og ’det nåde over nåde’, står der videre. Det kan både henvise til det totale sum af Guds overstrømmende og ufattelige store nåde, som bare kun kan beskrives sådan, men kan også henvise til den dobbelthed, der ligger i frelsen her og nu, og siden i evigheden. Det er det, Paulus fx har beskrevet på denne måde:

”Da vi nu er retfærdiggjorte af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus, ved hvem vi i troen har fået adgang til den nåde, som vi NU står i; OG vi priser os (desuden også) lykkelige over håbet om Guds herlighed”. Rom. 5:1-2.

Vi går nu videre til vers 17 hos Johannes:

”Thi loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden er kommet ved Jesus Kristus”.

Her er loven stillet op overfor nåden og frelsen i Jesus Kristus. Det betyder dog ikke, at de troende i den gamle pagt ikke kendte til denne nåde og sandhed – for som nævnt under vers 14 vidner David jo netop om sin tro overfor Gud, idet han siger: ’Din nåde og sandhed skal altid være mit værn’. At det også her er Jesus, der tænkes på, synes klart i en af de andre salmer, hvor der siges dette til Gud:

”Retfærdighed og ret er din trones grundvold, nåde og sandhed (dvs. Jesus) står for dit åsyn”, Sl. 89:15.

Hvad er da forskellen mellem den gamle og den nye pagt? Læser vi om loven i bibelen, er det tydeligt, at den aldrig har kunnet frelse noget menneske, og det var netop også formålet med den. De skulle se, hvor dybt mennesker er sunket fra den hellige Gud, og at de derfor behøver ham, som han gennem utallige forbilleder i GT peger frem mod, nemlig Messias, Kristus. Gjorde de det, kunne de af hjertet også dengang prise Gud, som fx David gjorde det, og sige:

”Salige den, hvis overtrædelser er forladt, og hvis synd er skjult; salig det menneske, Herren ikke tilregner skyld..”, Salme 32:1-2a.

I troen på Gud blev de altså frelst ved at se hen på Jesus, som altid har været troens banebryder og fuldender, og som der er utallige henvisninger til i både GT og NT. Her kan vi fx tænke på de mange vidnesbyrd, vi har i Hebr. 11, som netop taler om de hellige i den gamle pagt, og om deres tro, håb og frelse.

Vi skal nu læse vers 18, som er det sidste vers fra John. 1, som jeg har taget her:

”Ingen har nogen sinde set Gud; den enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk”, v. 18.

I bibelen vidner Gud igen og igen om, som fx i 2. Mos. 33:20, at ’intet menneske kan se mig og leve’. Det betyder konkret, at når der alligevel fra tid til anden står, at de har set Herren, så er det Jesus, de pågældende har set. Når der videre om Jesus står, at han selv er Gud, og er i Faderens favn, så henviser det til det, der står i det første vers om Jesus, og dermed også til den enhed, der er mellem Faderen og Sønnen

Det er igen helt det samme, som da en af Jesu disciple bragte dette ønske frem for ham og sagde: ’Herre, vis os Faderen, det er os nok!’. Det var nok et fromt ønske, men af Jesu svar fremgår det, at disciplen ikke havde forstået det, der ligger lige for, nemlig det, som Jesus giver i sit svar, og som er, at ’den, der har set mig, har set Faderen’, John. 14:9. I sin enhed med Faderen viser han den til fulde for os. Det er dét, der ligger i ordene om, at Jesus er blevet Faderens tolk! Det betyder selvfølgelig ikke kun, at han oversætter det, hans Fader har sagt i GT, så vi forstår det. Det betyder også, at han direkte og i synlig handling viser os ham i sin kærlighed, nåde, vilje og frelse, som der er talt så meget om i GT, og som utallige troende – også i den gamle pagt - igen og igen har vidnet om. Som fx, når fx David i salme 18 siger:

”Herre, jeg har dig hjerteligt kær, min styrke! Herre, min klippe, min borg, min befrier, min Gud, mit bjerg, hvortil jeg tyr, mit skjold, mit frelses horn, mit værn. Jeg påkalder Herren, den Højtlovede, og frelses fra mine fjender”, v. 1-3.

Ja! Sådan er Gud! - og alt dette viser og beviser Jesus, som er Faderens tolk, at han er. Det betyder konkret, at vi ud fra det, der er beskrevet, også her forstår, at han er Sønnen, ved hvem Faderen har åbenbaret sig, og i den viser os og er frelsesvejen. Som Jesus selv siger, er han Vejen, Sandheden og Livet og tilføjer derfor: Ingen kan komme til Faderen uden ved mig’, John. 14:6.

Jeg vil slutte med igen at citere Jesus, og det med ord, som passer godt som følge af det, vi har set på i denne gennemgang af ham som det sande gudsmenneske. Det lyder – med mine underforståede kommentarer i parentes således:

”Jeg er opstandelsen og livet; den, som tror på mig (dvs. på ham, der som Gud er kommet til verden for at frelse mennesker), skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig (på det, han har sagt), skal i al evighed ikke dø. Tror du det?”, John. 11:25-26.

Med dette åbne spørgsmål, som jeg af hjertet ønsker, du, som læser dette, kan sige ja til, vil jeg slutte med denne apostolske velsignelse:

[Må]

”Herren Jesu Kristi nåde,

Guds kærlighed

og Helligåndens samfund

være med os alle”

AMEN