Tro på Jesu navn..!

 

Af Eskild Skov Særkjær

 

 

Jeg vil indlede med nogle få vers fra Johannesevangeliet kap. et, der omhandler Jesu komme til joden, og hvilken betydning det fik for menneskeheden. Vi skal først læse vers 1 og første del af vers 14a, som danner rammen for det, vi skal se på i dag, og dernæst vers 11-12, hvor der tales om det at tro på Jesu navn:

”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.. Og ordet blev kød, og tog bolig iblandt os.. Han kom til sit eget, men hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn, dem, som tror på hans navn”.

Vi skal først se lidt på betydningen af Jesu navn. Som de fleste ved, er hans hebraiske navn Yahshua, og betyder ’Jahve (Herren) frelser’. I bibelsk lys er det at tro på Jesu navn det samme som at tro på ham som den, han er, nemlig, at han, som selv er Gud, blev menneske for at frelse os fra vore synder. Det har Gud forklaret og tydeliggjort for os i bibelen, og derfor er det både godt og nødvendigt, at vi tror på alt det, der er åbenbaret os i den, dels for vi hele tiden skal lære Jesus bedre at kende, og dels bliver bedre til at forstå alt det, der ligger i det at tro på hans navn.

Ifølge bibelen er det at tro på Jesu navn altså det samme som at tro på Jesus, som det er åbenbaret os i bibelen. Som en grundsandhed og børnelærdom siger bibelen, at det at kende Jesus som frelser fra den evige fortabelse, samt at han er den eneste vej til Gud Fader og den himmelske herlighed, er livets mål og er derfor en livsnødvendighed, jfr. Matt. 1:21, John. 3:16, 14:6, Apg 4:12, Hebr. 6:1. Den beskriver også, hvordan vi få del i denne frelse, samt, at den alene skyldes Guds nåde til os. Det er det, Paulus taler om, når han skriver:

     ”Af nåden er vi frelst ved tro; det skyldes ikke os selv, Guds er gaven”, Ef. 2:8.

 

Vi kunne tilføje meget mere desangående, men i denne gennemgang skal vi se ikke se på alt det, der hører til denne omtalte ’børnelærdom om Kristus’, men i stedet fokusere på det, som Paulus taler om, når han skriver, at vi som kristne ’i ét og alt [må] vokse op til ham, som er hovedet, Kristus selv”, Ef. 4:15.

 

I denne beskrevne proces vil vi forstå mere og mere af Jesus som den, der er åbenbaret for os i bibelen. Og det er så her, vi skal se lidt på, hvad det vil sige at tro på hans navn, og hvad det inkluderer. I den forbindelse har jeg valgt at fremhæve bibelens lære om, at det at tro på hans navn inkluderer disse tre hovedpunkter:

1     Jesus er Gud!

2     Gud gav os sin Søn, da han blev menneske

3     Jesus er til evig tid både Gud og menneske!

Jesus er Gud!

Det første hovedpunkt er altså, at vi må tro, at Jesus er Gud. Som bekendt er vidnesbyrdene derom mange – og helt umuligt at tælle, men lad os se på nogle få. Det første er det vers, jeg har taget med ovenfor, og hvor der står:

     ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud og Ordet var Gud”.

 

Som det tydeligt fremgår af kapitlet er det Jesus, der er - og omtales som Ordet. Det bliver særligt klart i vers 14, hvor der står, at Ordet blev kød, der som vi ved, henviser til, at Jesus kom til jorden som menneske for at frelse os. Ifølge vers to bliver Ordet da også personliggjort, for på grundsproget står der nemlig ’han var i begyndelsen hos Gud’. Han var altså i begyndelsen, som Gud Fader var det! Det er den samme begyndelse, det første vers i bibelen taler om, og hvor der står: ’I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden’. På hebraisk omtales Gud som Elohim, og da det er et flertals ord, betyder det normalt (flere) ’guder’, men pga. grammatikken i den hebraiske sætningsopbyggelse kan Elohim kun forstås som værende én Gud, der er flere i sin guddomsperson. Dette sker i alt ca. 6000 gange i GT – altså hver gang, hvor der i oversættelsen står Gud. Gennem hele bibelen bliver det åbenbaret, at denne ene Gud, der er flere, er Gud Fader, Søn og Helligånd, og derfor er Jesus som Ordet da også inkluderet i Guds treenighed, der ’i begyndelsen skabte himlen og jorden’. At han var med i denne begyndelse som Gud og hans skaberkraft, fremgår da også af det næste vers hos Johannes, hvor der står:

     ”Alt er blevet til ved det*, og uden det* blev intet til af det, som er” (*på grundsproget ’ham’).

 

Det, der her er sagt, stemmer helt med det, Paulus skriver om ham i Kol. 1:16-7, og hvor der står:

     ”Alt er skabt ved ham og til ham; og han er før alt, og alt består ved ham”, vers 1:16b-17

 

Det, vi her har læst, er et af skriftens mange klare vidnesbyrd på, at Jesus er Gud, som Faderen er det. Ja, faktisk kan alt, hvad der siges om Gud Fader i bibelen, også siges om Guds Søn. Vi skal se et par eksempler fra både NT og GT, der klart bevidner dette. I brevet til Titus omtaler Paulus flere gange og skiftevis Gud (Fader) og Jesus Kristus som ’vor frelser’, kap. 1:3-4, 2:10, 13 og 3:4, 6. Her vil jeg bare citere, hvad der står i følgende to vers i det første kapitel, og hvor Paulus skriver:

     ”Da tiden var inde, åbenbarede Gud sit ord ved det budskab, som blev mig betroet efter befaling fra Gud vor frelser, sender hilsen til Titus, sit ægte barn i fælles tro: nåde og fred fra Gud Fader og Kristus Jesus, vor frelser”, vers 3-4.

 

At sige det ene er altså bibelsk set helt det samme som at sige det andet. Derfor er det gennem hele bibelen da også Gud, der er tale om, når den henviser til Jesu genkomst til jorden. Hvis vi igen ser på brevet til Titus, så skriver Paulus dér om de hellige, at de må leve

     ”i forventning om det salige håb og den store Guds og frelsers herlige tilsynekomst”, 2:13.

 

Læg mærke til, at det er Jesus, der her kaldes den store Gud. At han er Gud, ser vi også af hans brug af Guds eget navn på sig selv. I John. 8:24 siger han fx:

     ”Hvis I ikke tror, at jeg er den, jeg er, skal I dø i jeres synder”.

 

Det er alvorlig tale! Som kristne må vi tro, at Jesus er den, han siger, han er! Og hvad er det så, han siger? På dansk ser vi ikke, at han i citatet direkte siger, han er Gud, men i grundteksten ser vi det. Her bruger han nemlig Guds hellige navn ’JEG ER’ på sig selv, som det er åbenbaret i 2. Mos. 2:14. Ifølge den siger han nemlig:  

     ”Hvis I ikke tror, at jeg er ’JEG ER’, skal I dø i jeres synder”

 

De fleste ved nok, at JEG ER sammen med JAHVE er de to største navne, Gud har åbenbaret sig med i GT. Det er altså meget alvorligt, når flere sekter, som fx Jehovas Vidner, afviser Jesus som Gud. Ovenfor har vi set et af mange eksempler på, at Jesus bruger Guds hellige navn ’JEG ER’ på sig selv, og vi skal nu også se, at han også bruger navnet Jahve på samme måde. Og sådan bliver det for resten også oversat i 1992-bibelen. Dog, de fleste ved nok, at når der i på dansk står Herren, så er det egentlig ikke Guds navn. Lad os se et par eksempler på, hvordan Jesus omtales som Herren, og hvor der burde stå Jahve: I det første eksempel, som står i Matt. 21, og hvor vi har beretningen om Jesu indtog i Jerusalem, læser vi, at han sender to af sine disciple ind i en landsby for at først finde et bestemt æsel og dets føl, for dernæst at føre dem til ham. Men før de tager afsted for at gøre dette, siger han til dem:

     ”Hvis nogen siger noget til jer, skal I svare, at Herren har brug for dem, så vil han straks få dem”, Matt. 21:3.

    

Man kunne forvente, at Jesus ville sige, at de skulle svare, at ’jeg, Jesus har brug for dem’. Men, som vi kan se, henviser han i stedet til sig selv som Herren, altså Jahve, og jeg tror, han gør det, fordi han ved dette navn vil identificere sig med de mange tekster i bibelen, der taler om, at den konge, der kommer til dem, netop er Herren, Gud selv. Et andet eksempel, som vi har i juleevangeliet, siger en Herrens engel bl.a. dette til hyrderne på marken:

     ”Eder er i dag en frelser født i Davids stad; Han er Kristus, Herren”, Luk. 2:11.

 

Jo, Jesus er Kristus, Herren, altså Jahve, Gud selv – og sådan omtales han da også i GT. Det sker fx i profetien om hans komme, der er beskrevet i Jer. 23, og hvor der står, at hans navn skal være ’Herren, vor retfærdighed’, vers 5. En anden profet fra GT, der tydeligt vidner om, at Jesus er Gud, er det kendte vers fra Es. 9:6, og hvor han siger:

     ”Et barn er født os, en søn er os givet, på han skuldre skal herredømmet hvile; og hans navn skal være: Underfuld-Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds-Fader, fredsfyrste”, Es. 9:6.

 

Læg mærke til, at han, der er Gud og som derfor skal kaldes med de nævnte navne, skal fødes som et barn. Men på samme tid ser vi, at det ikke er Gud Fader, for, som der står lige efter, vil han, som er søn, blive givet os. Af hvem? kan vi spørge. Han vil blive givet os af Faderen! Teksten henviser dermed klart til det, der står i John. 3:16, der som bekendt begynder med ordene: ’Således elskede Gud verden, at han gav sin søn, den enbårne..’! 

 

Gud gav os sin Søn, da han blev menneske

Ja, Guds Søn blev givet til os, og denne søn er selv Gud. Og her er vi kommet til det andet hovedpunkt i troslæren, der taler om, at Jesus blev menneske. Dette er en selvfølge for os, der tror, men når det alligevel må tages op, skyldes det bl.a., at en del, der kalder sig kristne, der ligesom vranglærere i kirkens første tid hævder, at hvis Jesus virkelig er sand Gud, så er det umuligt, at han kunne blive et kødeligt menneske, for kød og Ånd kan ikke sammenblandes! ’Derfor kom Jesus da også kun til jorden i en menneskelig skikkelse’, bliver der sagt, men altså ’uden fysisk at blive et menneske - og derfor kunne han selvsagt heller ikke dø fysisk, men kun åndeligt!’ På den måde går de helt forbi blodets og korsets altafgørende betydning. Men hvad siger bibelen? Som et skriftbevis på, at Jesus fysisk kom til jorden som et menneske, har vi fx i den tekst, vi så på i indledningen, og hvor Johannes skriver, at Jesus, der som Ordet var hos Gud og er Gud, ’blev kød og tog bolig iblandt os..’, vers 1, 14.

 

Vi skal se på nogle andre vidnesbyrd i skriften, der taler om det samme. Det sker fx i Luk. 1, hvor vi læser, at englen Gabriel kommer til jomfru Maria og siger:

  ”Du skal undfange og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes Søn; og Gud Herren skal give ham Davids, hans faders trone. Han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans kongedømme”, vers 31-33.

Læg mærke til, at englen Gabriel omtaler Jesus som den Højestes Søn, dvs. Guds Søn, og som på samme tid skal være Davids søn, og dvs. hans biologiske efterkommer. Hvordan skal det gå til? spørger Maria, og englen forklarer::

  ”Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig (altså gøre hende frugtsommelig); derfor skal også det, som fødes, kaldes helligt, Guds Søn”, vers 36.

Englen havde tidligere sagt omtrent det samme til Josef, og her siger han:

  ”Josef, Davids søn! frygt ikke for at hjemføre Maria som din hustru; thi det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden. Hun skal føde en søn, og ham skal du give navnet Jesus; thi han skal frelse sit folk fra dets synder”, Matt. 1:20-21.

 

Læg mærke til ordvalget. Han skal frelse sit folk, hvilket vil sige, at Jesus er Gud, som vil frelse sit folk fra dets synder. Det stemmer helt med det, vi læste fra Esajas, at den søn, der bliver givet os, har alle de navne, der nævnes i verset. Hvorfor? Fordi han er det, der nævnes! Det er om denne søn, at der står, at han på samme tid skal være Guds Søn og Davids søn, dvs. Menneskesøn.

 

Det havde disciplene, som havde vandret sammen med Jesus i over tre år, efterhånden også forstået. Men det med, at han skulle dø for deres synder og opstå igen, ja, dét havde de det svært ved at forstå. Dette gjorde, at da han på opstandelsesdagen igen stod midt iblandt de og forkyndte dem fred, så ser det ud til, at de tænkte: ’Det kan ikke være Jesus, for han er jo død! Derfor må det i stedet være en ånd, vi ser og hører’! Og derfor blev de naturligt nok grebet af angst og frygt, som der står. Og her er det så, at Jesus beroligede dem, idet han beviste, at han var den samme, som de kendte fra før og som blev korsfæstet, idet han sagde:

     ”Se på mine hænder og mine fødder, at det er mig selv; føl på mig og se; en ånd har jo ikke kød og ben, som I ser, jeg har”, Luk. 24:39.

 

Da de stadig ikke helt forstod, at han virkelig var opstået legemligt, bad han dem derefter om at få noget at spise, og som der står nogle få vers senere, så tog han det, de rakte ham og ’spiste det i deres påsyn’. Som det tydeligt fremgår, blev Jesus efter sin opstandelse ved med at være et menneske – og efter sin himmelfart er han det stadig. Her er der en hel del kristne, der hævder, at da han steg til himmels, ophørte han med at være et menneske. Og her kommer vi så til det tredje hovedpunkt i den bibelske troslære, som siger:

 

Jesus er til evig tid både Gud og menneske

I det, der er sagt, kan vi konkludere, at Jesus opstod med det samme legeme, som da han døde, men som dog på samme tid er blevet forvandlet til et være et evigt og herliggjort ikke-jordisk legeme. Der er i dette opstandelseslegeme, Jesus sprængte de fysiske rammer for, hvad han med sit jordiske legeme ville være i stand til at gøre. Det skete fx, da han gik ud af graven, før stenen foran den var væltet fra. Og senere, da han samme dag mødte sine disciple med sin fredshilsen efter, at han kommet til dem gennem en lukket dør. Trods denne fysiske umulighed var han alligevel i det samme legeme som før, hvilket beviser, at hans legeme alligevel var helt forvandlet – ja, herliggjort! Og således vil vore legemer også blive det, når Jesus kommer igen. Det er det, Paulus kommer ind på, når han skriver:

     ”Thi ligesom alle dør i Adam, således skal alle også levendegøres i Kristus. Men hver i sit hold: som førstegrøde Kristus, dernæst ved Kristi komme de, som hører ham til”, 1. Kor. 15:22-23.

 

Som det fremgår, er Kristus førstegrøden, hvilket betyder, at han er den første af hele høsten. Det er det, Paulus taler om, når han et par vers forinden skriver, at

     ”Kristus (er) opstået som en førstegrøde af de hensovede”.

 

Det, Paulus her beskriver, betyder, at når Jesus kommer igen, er det høstens tid, og da skal vi bortrykkes til Himlen, og med den samme slags evige og herliggjorte legemer som ham. Bibelen lærer os nemlig ganske klart, at som han i sin opstandelse er i det samme legeme som tidligere, således skal også vi være det, når han kommer igen. Her skal vi dog ikke komme nærmere ind på, hvad der sker med os på denne dag, for vi ved jo, at vi følger Jesus i både hans opstandelse og himmelfart. Beretningen om det sidste har vi i Apg kap. 1, hvor vi læser beretningen om, at ’en sky tog ham bort fra deres øjne’; og mens de ser ham forsvinde, står der pludselig to mænd hos dem i hvide klæder, som sagde:

     ”Denne Jesus, som er optaget fra jer til Himmelen, han skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare til Himmelen”, Apg 1:11.

 

Der står faktisk noget mere på grundsproget. Der står nemlig ikke kun ’denne Jesus’, men derimod ’den samme Jesus’, hvilket understreger, at han ikke bare vil komme igen som Herren. som der står flere steder, men at han vil komme igen i det samme fysiske legeme, som de havde set ham fare til Himmelen. Han vil stadig og for evigt være Menneskesønnen! Dette bevidnes af profeten Daniel, der i et syn ser, hvad der skal ske i endens bestemte tid, og om den tid, hvor han kommer igen. Vi læser:

     ”..og se, med himlens skyer kom en, der så ud som en Menneskesøn.. og magt og ære og herredom gaves ham, og alle folk, stammer og tungemål skal tjene ham; hans magt er en evig magt, aldrig går den til grunde, hans rige kan ikke forgå”, Dan. 7:13-14.

 

Det er da bl.a. også som menneske, at Jesus efter sin himmelfart åbenbarede sig for Paulus, og da han spurgte, hvem han var, svarede han: ”Jeg er Jesus fra Nazaret, hvem du forfølger”, Apg 22:8. Jo! han er stadig et menneske, da han steg til Himmelen, som han på samme tid er Gud. Dette bekræftes igen og igen i skriften, som fx, når han fra Himmelen stadig kalder sig ’’Davids rodskud og ætling’, Åb. 22:16. Så jo, han er den samme, og derfor vidner ordet da også klart om, at 

     ”Der er kun én Gud, og (der er) kun én mellemmand mellem Gud og mennesker: Mennesket Kristus Jesus”, 1. Tim. 2:5.

 

På dette tidspunkt sidder Jesus ved Faderens højre hånd i Himlen, alt imens han bliver omtalt som et menneske. At han forbliver med at være det, ses også klart deraf, at apostlen Johannes ser ham i Himmelen som et lam, ligesom slagtet (Åb. 5:6). Dette vers henviser til Jesus som den, der, selvom han er i Himlen, stadig har sine sårmærker som et evigt bevis på hans lidelser og død - og som den, der som Guds lam har båret verdens synd. At han forbliver med at være et menneske, ses desuden også klart deraf, at han omtales som vor brudgom. Når han beskrives sådan, så giver det ingen mening at forestille sig, at brudgommen ikke skal være af samme art som sin brud, som er den kristne menighed. For, som der står skrevet, så er det ’ikke engle, han tager sig af, det er Abrahams børn, han tager sig af’, Hebr. 2:16. Bibelen understreger altså ganske tydeligt, at Jesus stadig er et menneske i Himmelen ind for Guds trone, hvor han som den, der selv er blev fristet og har lidt, kan komme os til hjælp, som fristes, og hvor han går i forbøn for os, Hebr. 2:18. 7:25.

 

Behøver vi flere beviser på, at Jesus er i Himmelen som vor broder? Nej! Men bibelen giver os dog endnu flere beviser. Det sker fx, når Paulus skriver 

     ”Han er hovedet for legemet, kirken; han er begyndelsen, førstefødt af de døde, for at han skulle være den ypperste blandt alle”, Kol. 1:18.

 

At Jesus er hovedet for legemet, betyder selvfølgelig, at det må være som menneske, han er det, for ellers kan vi jo billedligt set ikke være hans legeme. Det stemmer med, at Paulus et andet sted skriver, at ’I er nu Kristi legeme, og hver for sig hans lemmer’, 1. Kor. 12:17.

 

At vi er Kristi legeme er det samme som at sige, at vi tilhører Kristus. Vi ved, hvad det betyder, men benævnelsen Kristus tydeliggør, at det er som menneske, han er hovedet for legemet. Kristus, der jo betyder ’den salvede’, henviser nemlig altid til Jesus som menneske, som Davids søn og Messias. Altså igen det samme, som hyrderne hørte en Herrens engel fra Himlen sige, og som nu atter vil citere:

     ”Thi eder er i dag en frelser født i Davids by; han er Kristus, Herren”, Luk. 2:11.

 

Af teksten kan vi igen se, at han på samme tid er Kristus, dvs. Davids søn, og Herren, Guds Søn. Det, at han stadig og for evigt kaldes for Kristus betyder, at han stadig er ’den af Gud salvet’ for som menneske at tjene ham - og det altså ikke kun dengang, han vandrede på jorden, men nu også i det himmelske. Det er fx det, der henvises til, når Paulus i sine breve ofte indleder med denne eller en lignende hilsen:

     ”Nåde være med jer og fred fra Gud vor Fader og Herren Jesus Kristus”, Fil. 1:2.

 

Det, der her er sagt om Jesus, betyder det samme som i den nævnte tekst fra Luk. 2. Som han var det dengang, han blev født i Betlehem, er han stadig: Han er Kristus, Davids søn, og Herren, dvs. Gud.

 

At Jesus er forblevet med at være et menneske, efter at han er taget tilbage til sin Fader i Himlen, ses desuden af det, der allerede er sagt klart ved, at han stadig kaldes for Menneskesønnen. Vi så det i eksempel fra Dan. kap. 7. Det samme ser vi i Apg 7, hvor vi læser om Stefanus’ forsvarstale til det jødiske folk, der som bekendt ender med, at han blev stenet af dem pga. sit vidnesbyrd om Jesus. For, da han havde aflagt det, læser vi følgende:

     ”Fuld af Helligånd stirrede han op imod Himmelen og så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre hånd. Og han sagde: Se, jeg skuer Himlene åbne og Menneskesønnen stående ved Guds højre hånd”, vers 56.

           

Stefanus ser altså Jesus i Himlen som Menneskesønnen! Dermed slår skriften altså også her fast, at han stadig er den samme, som da han som Menneskesønnen vandrede sammen med sine disciple på jorden. Skriften siger da også klart nok, at

     ”Jesus Kristus er den samme, i går, i dag, ja, til evig tid”, Hebr. 13:8.

 

At det forholder sig således, ser vi da også ganske tydeligt i 1. Kor. 15, som er det såkaldte opstandelseskapitel, men her skal vi dog kun se på vers 47, og hvor jeg fra grundsproget indsætter og markerer Jesu evige guddomsnavn, som desværre ikke er kommet med i oversættelsen.

     ”Det første menneske var af jord, jordisk; det andet menneske er Herren (Jahve) fra Himmelen”.

 

Her har vi det igen! Vidnesbyrdet er, at Jesus stadig er et menneske, og er den samme, som blev født i Betlehem julenat - og som dér fik det vidnesbyrd, at han på samme tid er Kristus og Herren, altså Jahve – og dvs. Gud Søn og Gud selv. Han er Ordet, der blev kød, og forbliver for evigt med at være det. Jeg gentager: Ud fra skriften kan vi igen fastslå, at han aldrig er ophørt med på samme tid at være Gud og Menneskesøn. Vi skal se endnu et eksempel på det samme, og det er fra Fil. 3:20-21, hvor der står:

     ”Det borgersamfund, vi tilhører, og derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som frelser; han skal forvandle vort fornedrelseslegeme og give det samme skikkelse som hans herlighedslegeme ved den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt”, Fil. 2:20-21.

 

Læg mærke til, at når Jesus i vers 20 omtales som Herren, så viser det hen til, at han er Gud, og når han lige efter omtales som Jesus Kristus, så henviser det som tidligere nævnt til, at han stadig er Messias, Davids søn. At han stadig både er det ene og det andet, bliver da også bevidnet i vers 21, hvor Paulus nævner, at når Jesus kommer igen, vil han forvandle vort fornedrelseslegeme og give det samme skikkelse som hans herlighedslegeme. Det kan og vil han gøre, fordi han er Gud, og som derfor har magt til at gøre det, som han har sagt og lovet.

 

Og det er netop fordi, han er vor himmelske broder, at han er vor talsmand og ypperstepræst, og vor frelses banebryder og fuldender. Med dette menes, som også skriften siger det, at Jesus banede vejen ved, at han som menneske døde for vore synder, og fuldendte den ved, at han opstod igen og som den første af menneskeslægten steg op til sin himmelske Fader, og hvor han bereder os plads med ham dér. 

 

I det foregående har vi gennem flere eksempler set, at skriften på samme tid omtaler Jesus som menneske og som Herren - ikke bare dengang, han kom til jorden som et menneske, men også den dag i dag er han vor Herre og frelser i Himlen – og hvorfra han skal komme igen. Vidnesbyrdene herom er mange! Vi har allerede set på i det ovenfornævnte citat fra Fil. 3, såvel som i brevet til Titus, der taler om, at vort salige håb er en forventning til ’den store Gud og frelsers Jesu Kristi herlige tilsynekomst’. Det næste tekstvidnesbyrd, som jeg vil tage med her, står i 1. Tess. 4:16-17, hvor der om Jesus som Herren og Kristus står:

     ”Thi Herren selv skal stige ned fra Himmelen.. Og først skal de døde i Kristus opstå; derefter skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren”.

 

I denne tekst ser vi ganske tydeligt, at den henviser til den dag, hvor Kristus, som er Herren, kommer igen for at hente os hjem til sig. I det sidste vidnesbyrd, jeg vil tage med her, og som også handler om Jesu genkomst til jorden, omtaler han sig selv igen som Menneskesønnen – en tydelig reference til den tekst, jeg tidligere har citeret fra profeten Daniel. For her siger han:

     ”Herefter skal I se Menneskesønnen sidde ved Kraftens højre hånd og komme på Himmelens skyer”, Matt. 26:64.

 

Inden jeg slutter min gennemgang af Jesus som på samme tid er Gud og menneske, vil jeg endnu engang nævne endnu et navn på vor frelser, som han stadig har i Himlen, og det er Lammet. Alene i Åbenbaringsbogen kaldes han i alt 26 gange af Johannes, alt imens han ser og beskriver ham i det himmelske. Også dette vidner om, at han stadig er Lammet, dvs. med det samme legeme, som da han blev kød og tog bolig iblandt os. Jeg har allerede citeret det vers, hvor Johannes efter, at han blev rykket op til Himlen bl.a. ser Jesus foran tronen som ’Lammet ligesom slagtet’, 5:6.

 

Han har altså de samme sårmærker, som han viste sine disciple efter sin opstandelse. Det betyder konkret, at man ved at se på Jesus direkte kan se, at han er Guds lam, der har båret verdens synd. Han har stadig mærkerne efter sin korsfæstelse, og Johannes hører da også, at alle de hellige, der står foran tronen og lovpriser ham, alt imens de vidner om hans almagt i denne nye sang, som de synger for ham:

     ”Værdig er du til at tage bogrullen og bryde dens segl, thi slagtet blev du, om med dit blod har du købt mennesker1 af alle stammer og tungemål og folk og folkeslag, og du har gjort dem1 til konger og præster for vor Gud, og de2 skal herske på jorden), Åb. 5:9-10. 

       1 Der står ikke mennesker i grundteksten, men ’os’.

       2 Der står ikke ’de’, men ’vi’. 

 

Ifølge bibelen er disse 24 ældste altså repræsentanter for hele Kristi menighed, og det er den, der senere i Åbenbaringen også bliver omtalt som Kristi brud. Som vi ved, kaldes Kristus selv for brudgommen, eller ’den sidste Adam’, som der står et andet sted. At han kaldes således, vidner igen begge om, at han som tidligere nævnt blev et menneske, og hvor han genoprettede alt det, der gik tabt ved den ’første Adam’, og som derfor som den sidste passer til os som vor himmelske brudgom, jfr. her Ef. 5:25-27, 31-33.

 

Epilog

Alt det, vi har set på i denne gennemgang, følger troen på Jesu navn, og bevidnet for os i skriften ved Helligånden. Som følge deraf vil vi altid prise og takke ham for alt det, der ligger i udlægningen af hans navn, og vil her til sidst sammen med apostlen Paulus ønske, at

     ”vor Herres Jesu navn må blive herliggjort i jer, og I i ham, efter vor Guds og Herren Jesu Kristi nåde”, 2. Tess. 1:12.

 

AMEN HALLELUJA!