Jesu ypperstepræstelige bøn

John 17 - del 2

Af Eskild Skov Særkjær

Vi skal igen se på nogle ord fra John. 17, som kaldes Jesu ypperstepræstelige bøn. I denne gennemgang skal vi se på flere af de kerneord, som vi støder på undervejs i kapitlet.

Sidste gang så vi især på ordet herliggøre, som fx i det første vers, hvor der står, at Jesus opløftede sine øjne mod Himmelen og sagde:

"Fader, timen er kommet; herliggør din Søn, så Sønnen kan herliggøre dig".

Jesus er på vej ind i det allersværeste i sit liv, og det første han gør er, som vi kan læse i indledningen til selve bønnen: 'Han opløftede sine øjne mod Himmelen'. Det er det vigtigste af alt, og det samme må vi gøre. I alle ting må vi se op mod vor Fader i Himmelen for at få hjælp i rette tid. Når vi vender os imod ham, så bliver alt anderledes. Der ligger en fantastisk hjælp i at gøre dét. Hvad end du kæmper med, så lær af Jesu eksempel: 'Han opløftede sine øjne mod himmelen'.

Et vers, jeg ofte vender tilbage til, er salme 121, som salmisten indleder den med disse ord: 'Jeg løfter mine øjne til bjergene. Hvorfra kommer min hjælp?' Ja, hvorfra? Kan der komme nogen hjælp fra bjergene? Nej! Bjerge kan ikke hjælpe, og de kan endda kaste skygge for den hjælp, der måtte være på vej. Også i åndelig betydning.

Jeg forestiller mig, at salmisten står på et sted, der kunne minde om det, Moses og folket oplevede, da de var på vej ud af Egypten. I 2. Mos. 14 beskrives der, at Farao satte efter Israels folk, som var draget af sted for at komme væk fra deres slaveri, og de kom hastigt nærmere. Og vi vers 10 læser vi, at

"Da nu Farao nærmede sig, så israelitterne op og fik øje på ægypterne, der drog efter dem, og de grebes af stor angst, da råbte israelitterne til Herren".

Med til beretningen hører, at de var klemt inde af bjerge på begge sider, og da Det Røde Hav lå forude, var den eneste mulighed for flugt menneskeligt set den, de kom fra - men derfra kom ægypterne. De kunne altså ikke flygte, og alt så derfor temmelig sort ud. Det var da også derfor, at de blev grebet af angst, som der står. Men Moses, som på mange måder er et GT-forbillede på Jesus, og som levede Gud nær, opmuntrede dem sagde:

"Frygt ikke! Hold blot stand, så skal I se Herrens frelse, som han i dag vil hjælpe jer til, thi som i ser ægypterne i dag, skal I aldrig i evighed se dem mere", 2. Mos. 14:13.

Beretningen ender som bekendt med, at Herren Gud frelste dem ved at skabe en vej gennem Det Røde Hav. Det begyndte med, at de så op mod bjergene, og indså, at de ikke kunne flygte fra problemet. Men Moses så længere op: Han så op mod Himmelen, mod Himmelens Gud, som ville give dem den hjælp, de havde brug for. Det var helt det samme, som vi kan læse om i salme 121. Salmisten vidste, at der var håb, hvis han så længere op, og det vidner han om lige efter, idet han siger:

"Fra Herren kommer min hjælp, fra himlens og jordens skaber", v. 2.

Det samme vidste Jesus. Selv i denne svære time vidste han, hvem han skulle bede til for at få styrke til at gå korsets vej. En mægtig byrde blev lagt på ham, men hans himmelske Fader kom og styrkede ham. Han blev ikke befriet fra dødens gru, men som der står i Hebr. 5:17, så blev han bønhørt og udfriet fra sin angst. Derfor var der heller ingen frygt eller angst at spore i den bøn, vi har i kapitlet. Derfor bad han heller ikke til sin Fader om at blive fri for at gå den tunge vej til korset for der at dø i synderes sted.

Og her er vi så kommet til de næste ord i Jesu bøn: 'Fader! Timen er kommet!' Det betyder konkret, at ’nu’ er den tid kommet, hvor alt det, der var blevet forudsagt om hans lidelse og død, skulle gå i opfyldelse. Det var jo det, han har stilet imod i hele sit jordeliv; ja, det var jo derfor, han blev født og kom til verden. Allerede før det første menneske blev skabt, vidste Gud, at der ville komme et syndefald, og at det enkelte menneske kun kunne reddes ved, at Jesus, hans enbårne Søn, sagde ja til at blive som dem, for at kunne dø i deres sted. Det er denne begivenhed, Paulus henviser til med disse få ord:

"Da tidens fylde kom, udsendte Gud sin Søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår", Gal. 4:4-5.

Af samme grund nævnes det igen og igen, at 'dette skete, for at skrifterne skulle gå i opfyldelse'. Det skete ikke på tilfældige tidspunkter, for de var planlagt, før verdens grundvold blev lagt, og de tid hører derfor med til nedtællingen til Jesu lidelse og død, som kom stadig nærmere. Det var denne tid, Jesus nu henviser til i sin bøn.

Sådan er der også bestemte tider og tid for os. Bibelen taler fx klart om, at der er en time, eller dag, hvor mennesker på en særlig måde kan komme til tro på Jesus. Selvom vi ikke kan udgrunde det, taler bibelen flere gange om, at bestemte tider er tilmålt det enkelte menneske, både fysisk og åndeligt. Det sidste er da også baggrunden for, at hebræerbrevets forfatter skriver, at Helligånden taler til den enkelte og siger:

"I dag, når I hører hans røst, så forhærd ikke jeres hjerter som i forbitrelsen på fristelsens dag i ørkenen, hvor jeres fædre fristede mig og satte mig på prøve, skønt de havde set mine gerninger i 40 år", Hebr. 3:7-9.

I bibelen er der over 500 henvisninger til hændelser, som Gud siger, skal ske på bestemte dage eller tidspunkter, og som hans folk derfor på en særlig måde skal være opmærksomme på. Vi har allerede set på det i Hebr. 3, hvor Helligånden siger: 'I dag, når I hører hans røst, så forhærd ikke jeres hjerter'. Lad os se på et par andre eksempler fra bibelen, hvor der i princippet tales om det samme:

1. "Adlyd omhyggeligt alle disse bud, som jeg i dag pålægger dig, for at det kan gå dig og dine børn efter dig vel til evig tid, idet du gør, hvad der er godt og ret i Herren, din Guds øjne", 5. Mos. 12:28.

2. "Se, jeg forelægger dig i dag (valget mellem) livet og lykken, døden og ulykken. Hvis du lyder Herren din Guds bud, som jeg i dag pålægger dig, så at du elsker Herren din Gud og vandrer på hans veje og holder hans bud.., så skal du leve.., og Herren din Gud vil velsigne dig..", 5. Mos. 30:15-16.

Gennem skriften lyder det igen og igen: I dag! Nu er tiden kommet! Det betyder konkret, at det, der opfordres til, ikke kan udsættes til i morgen! For Jesus betød det, at han, som flere gange tidligere havde sagt: Min time er endnu ikke kommet, nu siger, at den er kommet. Denne time var forfærdelig, og dog var den også noget ganske vidunderligt. For der tales jo i denne time, hvor Faderen vil herliggøre sin Søn, og det gjorde han ved at dø i alles sted, og således vil også Faderen blive herliggjort. Det er det, der står så stærkt i v. 4:

"Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre".

Det var det, der skete, da Jesus udråbte disse vidunderlige ord på korset: DET ER FULDBRAGT! Dermed gik det i opfyldelse, at han tidligere har vidnet om og sagt:

"Og jeg, når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig", John. 12:32.

Det betyder konkret: I Jesu fornedrelse på korset blev han ophøjet, og Gud med ham. Det lyder som en modsætning, men også dette er forudsagt. Som et eksempel kan nævnes profetien om Jesu lidelse og død i Es. 53, men som begynder med denne proklamation:

"Se, min tjener.. stiger, løftes og ophøjes såre", Es. 52:13.

Det første trin i denne profeti gik i opfyldelse, da Jesus blev ophøjet på korset og fuldførte frelsesværket på Golgatas kors! At fuldføre har to betydninger i NT. Det ene er, at Jesus har gjort alt for vor frelse på Golgata! Det er fuldført! Det er fuldbragt! Det andet er, at han også vil gøre det i os. Vi skal se et eksempel på det sidste:

"Jeg er overbevist om, at han, som har begyndt sin gode gerning i jer, (også) vil fuldføre den indtil Jesu Kristi dag", Fil. 1:6.

I evangeliets lys hænger disse to betydninger dog nøje sammen. For han, der vil fuldføre værket i os, gør det jo i kraft af sit frelsesværk, som afsluttedes på korset med ordene 'DET ER FULDBRAGT! Derfor kan der ikke lægges noget til, for det ER gjort! Skal der så ikke gøres mere? Nej! for hvis det var tilfældet, så ville det jo ikke være fuldført! Min frelse blev fuldført, da Jesus døde for mine synder på Golgata, og med dette er Jesus blevet herliggjort. Her kan enhver kristen hvile. Jesus har gjort alt for dig: DET ER FULDBRAGT!

Det næste ord, vi skal se på i denne gennemgang, taler om Jesu præeksistens: I vers 5 læser vi, at Jesus siger:

"Og nu, Fader! Herliggør du mig hos dig selv med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden blev til".

I den kristne tro bekender vi, at Jesus er fra evighed. Her kan vi fx bare tænke på de ord, som Johannes indleder sit evangelium med, hvor han taler om Jesus som Ordet, som fra begyndelsen var hos Gud og var Gud. Det er baggrunden for, at Jesus et sted vidner og siger, at 'før Abraham blev til, er jeg', John. 8:58. Og et andet sted: 'Det sagde Esajas, fordi han så hans (altså Jesu) herlighed og talte om ham', John. 12:41. Skriften vidner atter og atter om, at allerede fra begyndelsen var Faderens herlighed over Sønnen, og derfor er det, at han (her i vers 5) beder til Faderen om, at denne herlighed må blive åbenbaret, for at han i sin lidelse og død måtte herliggøre ham med den samme herlighed, han havde, før verden blev til.

Denne herlighed over Jesus har som nævnt altid været der, selvom mennesker ikke har set den - vi læser jo, at han havde den fra evighed af. Det betyder, at selvom han fysisk døde langfredag for verdens synd, så var han allerede blevet erklæret for at være verdens frelser. Fra hvornår? Det er, som han siger: Før verden blev til, altså fra tidernes begyndelse. Derfor beskrives han også i GT med ord som Frelser, hyrde, konge og Gud, som han også gør det i NT. Det sætter ikke Jesu fuldbragte frelsesværk på Golgata til side, tværtimod! For dér skete forsoningen, som var beredt fra evighed af. Når skriften så alligevel kalder ham med hans frelsesnavn, og -navne, før han kom til jorden, og før synden kom ind i verden, så tror jeg, det skal forstås på den måde, at Gud Fader på en måde allerede Sønnens gerning som fuldført. For, i ham smelter fortid, nutid og fremtid sammen, og derfor har han da også åbenbaret sig som 'den, der ER'. Derfor bliver livets bog da også kaldt for 'det slagtede lams bog'.

Det betyder konkret, at enhver, der var kommet til tro på Guds frelse i den gamle pagt, og kommer til tro i den nye, er blevet optegnet i det slagtede lams bog, som er livets bog. Det er altså ikke et tilnavn til livets bog, som først kom til i den nye pagt, da Jesus sonede verdens synd, men er et tilnavn på livets bog, som altid har været. Det betyder konkret, at når fx jøderne blev indskrevet i livets bog i den gamle pagt, da de kom til tro, så blev de automatisk også indskrevet i det slagtede lams bog. Det er nemlig ét og det samme.

Vi skal nu se på det næste vers i Jesu ypperstepræstelige bøn, hvor der står:

"Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du tog ud af verden og gav mig; de var dine, og du har givet mig dem, og de har holdt fast ved DIT ORD", v. 6.

Jesus har åbenbaret Guds navn for os! Det er så fantastisk og så stort, og man skulle tro, at Jesus derefter ville fortsætte og sige, at de har holdt fast ved dette navn. Og således står det da også andre steder. Men her ligestiller han tilsyneladende Guds navn og hans ord, idet han siger: 'Jeg har åbenbaret dit navn..., og de har holdt fast ved dit ord!' På en måde er det altså det samme, og i skriften er navnet på en person og det, denne person er og siger, da også næsten altid forbundne. Det betyder, at hvis vi holder fast ved Guds ord, så vil han også åbenbare sit navn for os. Det samme er tilfældet, hvad enten vi fx siger, at vi tror på Jesus, eller på hans ord. Det ene kan altså ikke lade sig gøre uden også at sige og mene det andet. Lad os se et par eksempler på dette. Her siger Jesus:

"Om I elsker mig, vil han også holde fast ved mit ord", John. 14:23.

Og, et andet sted:

"Se, jeg har stillet dig foran en åben dør, som ingen kan lukke, thi vel er din kraft kun liden, men du har holdt fast ved mit ord og ikke fornægtet mit navn", Åb. 3:8.

I navnet Jesus og i ordet og er der en mægtig kraft til frelse, fordi vi ved dette kommer i berøring med hans person. Det er det, der ligger bag ordene, som siger:

"Thi enhver, der påkalder Herrens navn, skal frelses", Joel, 3:5. Rom. 10:13.

Lige efter, at Paulus har citeret dette skriftord fra GT, skriver han følgende:

"Så kommer da troen af det, som høres, og det, som høres, kommer i kraft af Kristi ord", Rom. 10:17.

Det betyder, at han, som er Ordet, giver os sit selv i dette ord, som er mægtig til både at frelse og forvandle. Igen ser vi, at Kristus ikke kan adskilles fra det, han har sagt. Det samme er selvfølgelig også tilfældet med Gud Fader og Helligånd, for Gud Fader, Søn og Helligånd er ét.

Vi skal nu se på vers 8, der også taler om ordet. Her læser vi, at Jesus siger:

"De ord, du har givet mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed erkendt, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at du har sendt mig", v. 8.

I dette vers er der tre udtryk for, hvordan vi som troende skal eller bør forholde os til ordet:

1. Vi må høre det og tage imod dét, der rækkes til os: At gøre dette er en aktiv handling. Vi rækker hånden ud og modtager det, Gud giver os.

2. Men, for at kunne gøre det, må vi erkende, at ordet er sandt, og at Jesus virkelig er den, han siger, at han er. Gør vi det, kommer vi automatisk også frem til, at

3. vi både erkender og bekender, at Jesus er sendt af Faderen for at gøre hans vilje. Det betyder konkret, at vi tager imod dette ord, og lever ved dette ord. Det er det, bibelen taler om, når den beder os om at tilegne os det, Gud har sagt, i tro. Ordet 'tilegne' er et gammelt ord, som betyder, at vi tager imod dette ord, og regner det for gældende.

Der er en iboende kraft i ordet, fordi det er Guds levende ord, som ved Jesus Kristus er givet os af hans Ånd. Derfor er det ikke tilfældigt, at Jesus taler så meget om hans ords betydning, også her i sin ypperstepræstelige bøn. Det sker fx også i vers 14, hvor han siger:

"Jeg har givet dem dit ord; og verden har hadet dem, fordi de ikke er af verden, ligesom jeg ikke er af verden".

I begge vers taler Jesus om, at han har givet os Guds ord, dog med den forskel, at han i vers 8 taler om dem, der kommer til tro på ham, mens han i vers 14 taler om det, han vil give dem, efter at de er kommet til tro. Derfor siger Jesus da også, at 'de ikke er af verden, ligesom jeg ikke er af verden'. Disse ord betyder, at selvom de lever i verden, som han har sagt i vers 11, så har Jesus på en måde alligevel på en måde taget dem ud af verden. Vi er altså på samme tid både i verden og taget ud af verden. Det betyder, at fysisk lever vi i verden - det er der vist ingen, der er i tvivl om - men åndeligt set er vi taget ud af verden og lever for Gud. Et andet ord for det sidste er, at vi lader os forvandle, og lever i vort liv i hellighed. På både hebraisk og græsk har henvisningen til 'et helligt liv' en dobbelt betydning, nemlig, at jeg er reserveret til et bestemt højere formål, og at jeg er adskilt fra at leve, som verden' gør det. Det er da også det, han beder om i vers 17, hvor vi har denne bøn:

"Hellige dem ved sandheden! Dit ord er sandhed".

Det er et forunderligt udsagn! Dit ord ER sandhed! Jeg har dog hørt nogle sige, at 'dét, Gud har sagt i sit ord, ikke er ligeså vigtigt som at erfare hans nærvær'. Engang hørte jeg én, som understregede denne holdning med ordene: 'Det kan godt være, at I har læren, men vi har livet!' Hvad er vigtigst? Kan man stille det sådan op? Nej! Selvfølgelig ikke, for læren eller sandheden, som Gud har givet, og livet med ham er lige vigtige, dog måske undtagen i begyndelsen, hvor den enkelte lige er kommet til tro, og jubler over frelsen uden helt at forstå, hvad det egentlig betyder eller indebærer. Men skal den enkelte vokse i livet med ham, der har frelst os, så må vi hver især tilegne sig det, Gud fortæller os i sit ord.

Det, der her er sagt, betyder selvfølgelig ikke, at man så kun skal fokusere på læren i fx en forkyndelse, for hvis den ikke er indblæst af Guds Ånd, så bliver det en lære uden liv. Og modsat: Hvis kristne bliver så optaget af deres erfaringer og livet med Gud, men glemmer eller nedtoner læren, så er det let for dem at glide ud på et sidespor. Det sker fx, når nogle i nidkærhed for at nå flere mennesker med evangeliet, taler om Guds kærlighed og nåde, men undlader at tale med dem om fx korset og synden, der adskiller mennesker fra Gud. Når dette sker, får de nok flere til at komme til deres gudstjenester, men så er det bare ikke længere det sande evangelium, der forkyndes. Korset står nemlig altid i centrum af det sande evangelium, og det kan enhver tale prøves på. Det er dét, Paulus også taler om, når han siger:

"Ordet om korset er vel for dem, som fortabes, en dårskab, men for os, som frelses, er det en Guds kraft", 1. Kor. 1:18.

Vi er måske så vant til at høre sådanne ord, at vi slet ikke tænker over den store modstand, Paulus mødte, når han fremhævede korset så meget, som han gjorde. Der har garanteret været nogle, som er kommet til ham og sagt: 'Hvad med, om du taler lidt mindre om korset, og lidt mere om det, der kan begejstre?' Så vil der ikke være så mange, der blev forargede over det, du siger?' Men, gjorde han det, ville han jo forråde evangeliet. Derfor siger han da også et sted:

"Det være langt fra mig at rose mig af noget andet end Jesu Kristi kors, ved hvem verden er blevet korsfæstet for mig, og jeg for verden", Gal. 6:14.

Alligevel er der nogle kirkeretninger, som i dag direkte nedtoner netop dette budskab. Søren Kirkegård skriver et sted ligefrem, at 'Kirken er kommet for langt væk fra Kristus!' Han så allerede dengang en kirke, der var mere optaget af verden end af Kristus og hans budskab. Og han spørger: 'Hvornår ser man, at verden hader den (altså kirken)? Viser det ikke, at den er af verden?' Dette spørgsmål kan vi også stille os selv. Heldigvis er alle kirker og menigheder ikke sådan, som Kirkegård tegner et billede af, men alvoren i det, han taler om, er klar: Er vi som kristne optaget af Kristus og hans kors? Eller er det noget andet i skriften, vi lægger mere vægt på?

Vi har set, at det at være hellig betyder, er at vi holder os til Gud og hans ord, for hans ord er sandhed, som Jesus sagde. Vi har også set, at det er ved dette ord, vi ved Ånden tilegner os evangeliet om korset, og hvorved vi kan leve et helligt liv. Det stemmer med det, Paulus skriver om et andet sted, når han siger, at som kristne skal vi være 'sandheden tro', og 'i kærlighed i et og alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus selv', Ef. 4:15. At vokse op og blive mere lig ham, kan ikke ske på nogen anden måde, end at elske sandheden, for det er kun på den måde, at Guds Ånd kan virke i os.

Vi skal i den forbindelse også læse vers 20, hvor Jesus i sin bøn til sin Fader igen taler om dette ord:

"Ikke alene for disse beder jeg, men også for dem, som ved deres ord kommer til tro på mig"

Som i dette vers, er der overalt i bibelen en dyb sammenhæng mellem ordene 'ord' og 'tro'. Det betyder fx, at når vi taler Guds ord til mennesker, så vil han virke gennem dette ord ved sin Ånd. Det måske stærkeste vidnesbyrd herom finder vi Rom. 10. Her beskriver Paulus først, hvor vigtigt det er, at budskabet om Jesus kommer ud til alle mennesker, og så spørger han retorisk:

"Hvorledes skulle nogen kunne prædike, hvis ingen sendes ud?"

Enhver læser, både dengang og nu, vil bekræfte det selvfølgelig heri. Evangeliet kan selvfølgelig ikke komme ud til de mange folk og folkeslag, hvis der ikke er nogen, som sendes ud for at forkynde det. Og det, der forkyndes, er selvfølgelig budskabet om Jesus, siger han i vers 17, som jeg har citeret, og gentage igen:

"Så kommer da troen af det, som høres, og det, som høres, kommer i kraft af Kristi ord".

Paulus siger altså, omend med andre ord, netop dét, Jesus bad om i sin bøn: 'Jeg beder ikke alene for dem, der er kommet til tro på mig, men jeg beder også for dem, som ved deres ord (dvs. ved deres vidnesbyrd og forkyndelse på et tidspunkt) kommer til tro på mig'.

At tro på Jesus er det samme som at kende ham i hjertet. Det var jo det, han tidligere i bønnen talte om, da han sagde, at: 'Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har sendt, Jesus Kristus'. Det er gennem troen, at Gud giver os alt, og uden troen på Jesus som frelser har vi intet. Nogle tror fejlagtigt, at når skriften lægger vægt på troen, så gælder det om at opøve sig i at have en stærk tro, og siger, at kun derved kan vi få det, Gud har lovet os. I den forbindelse har jeg hørt kristne ledere tale om, at det gælder om at gentage nogle bestemte tros-ord igen og igen, for gør vi det, så skal troen nok komme. Men det er slet ikke det, troen handler om. Troen er nemlig ikke noget, vi kan præstere, men er en gave fra Gud, og en hvile, så vi i den kan tro på ham, som troen er rettet imod, og det er Jesus. Der er således ikke troen som sådan, der frelser, for troen er et genstandsled, og det er derfor også ham, som troen er rettet imod, der frelser. Det er denne sandhed, Peter taler om, når han siger:

"Der er ikke frelse i nogen anden; thi der er ikke under himmelen givet mennesker noget andet navn, hvorved vi kan frelses", Apg 4:12.

Vi skal til at slutte for denne gang. Jeg håber, at I er blevet velsignet af det, vi har set på i denne gennemgang fra Jesu ypperstepræstelige bøn, og fornemmet dens dybde og rigdom, som er så stort, at vi slet ikke kan bliver færdige med at udgrunde det, han siger. Og derfor er der da også mere at sige om Jesu dybe og dyrebare bøn til sin Fader, og det skal vi se nærmere på næste gang, vi dykker ned i kapitlet.