Jesu ypperstepræstelige bøn,
John 17 - 4. del
Af Eskild Skov Særkjær
Vi skal nu se på det fjerde afsnit af Jesu
ypperstepræstelige bøn, og som nævnt tidligere, er det et af de dybeste
afsnit i bibelen, fordi vi her har et kapitel, hvor vi på en særlig måde står på
hellig grund. Vi har allerede set på mange vidunderlige ord herfra, der rummer så meget, at
vi aldrig kan blive færdige med dem. Som, når vi fx sidste gang så på
Guds navn, som også er Jesu navn, og
hvor hvor han beder til sin Fader og
siger:
Jeg er ikke mere i
verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige Fader! bevar dem i
dit navn, det, som du har givet mig, så de må være ét,
ligesom vi", v. 11
Vi så også på, at vi ved dette navn kan se Guds
herlighed, som bliver åbenbaret for os ved Jesu død og opstandelse. Det er det,
der er baggrunden for vers 4-6a, hvor Jesus siger dette
til sin Fader:
"Jeg har
herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at
gøre. Og nu, Fader! Herliggør du mig hos dig selv med den herlighed, jeg havde
hos dig, før verden blev til. Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du
tog ud af verden og gav mig..".
Som vi ser, siger Jesus her, at han har åbenbaret
Guds navn. Når bibelen omtaler
dette navn, så taler den også om dets betydning, såvel om guddomspersonen
bagved. Sidste
gang så vi fx på et vers fra 2. Mos. 3, hvor Gud omtaler sig selv som 'JEG ER',
i betydningen: 'Jeg er den Gud, som altid ER'. Og som vi har set, så er
dette navn også Jesu hellige navn.
Det, at Jesus åbenbaret Guds navn,
er i den samme betydning, som Johannes taler vidner om, når han
siger dette om Jesus:
"Ingen har
nogen sinde set Gud; den enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn,
han er blevet hans tolk", John. 1:18.
Læg mærke til ordene: Den enbårne, som selv er Gud! Derfor er det, at Jesus igen og igen omtaler
sig selv med hans hellige navn, og 'Den, der har set
mig, har set Faderen' - og her i kapitlet: 'Jeg har åbenbaret dit navn, dét,
som du har givet mig'
Som menneske viser han os, hvem Gud er, både hans nærvær,
kærlighed, nåde og frelse. Det er det, der menes med, at 'han er blevet
Faderens tolk'. Det betyder, at han så at sige
oversætter det, Faderen vil, for os, og åbenbarer derved i sin person den levende og
almægtige Gud. Det er også det, hebræerbrevets forfatter kommer ind på, når han siger:
"Han (Jesus) er
hans (Gud Faders) herligheds afglans og hans væsens
udtrykte billede..", Hebr. 1:3.
Vi kan altså se Faderen i og ved Sønnen, fordi han åbenbarer
ham for os. Vi
ser ham ganske
vist ikke
med vore fysiske øjne, for Jesus har sagt: 'Jeg går bort, og I ser mig ikke
længere', men, som Paulus har formuleret det et sted, så ser vi ham med 'hjertets øjne', Ef. 1:18.
Det betyder konkret, at selvom andre ikke
kan se alt det herlige, som Gud har åbenbaret i bibelen, så ser vi det
lysende klart. Ordet 'se' er i øvrigt et af de meget hyppige ord i
bibelen, fordi
Gud har givet os troens øjne, så vi kan se, hvad det er, han har åbenbaret os i
Jesus Kristus. Lad os se nogle enkelte skriftsteder herpå:
·
"Se
hen til ham og strål af glæde, jeres åsyn skal ikke beskæmmes", Salme
34:6.
·
"Se,
min hjælper er Gud, Herren støtter min sjæl", Salme
54:6.
·
"Se
Guds lam, som bærer verdens synd", John 1:29.
Det, som disse vers vidner om, stemmer helt med Jesus,
der siger:
·
"Til
dom er jeg kommet til denne verden, for at de, som ikke ser, skal blive seende,
og de som (siger om sig selv, at de) ser, skal blive blinde", John. 9:40.
Jesus er altså kommet for, at de blinde skal komme til at
se! De blinde er dem,
som vandrer gennem livet uden Gud og uden håb. Men når han åbner deres øjne, så kan de både se, og tro på, Gud. Det er det samme,
som når Jesus
gentagne gange i kapitlet taler om at kende/erkende Gud, som på græsk er
det samme ord. Det sker bl.a. i de følgende vers, hvor han siger dette
til sin
Fader:
·
"Dette
er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og
ham, som du har sendt, Jesus Kristus", vers 3.
·
"Nu
har de erkendt, at alt, hvad du
har givet mig, er fra dig. Thi de ord, du har givet mig, har jeg givet dem, og
de har taget imod dem, og de har i sandhed erkendt, at jeg er udgået
fra dig; og de er kommet til tro på, at du har sendt mig", v. 7-8.
·
"Retfærdige
Fader! Verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og disse har erkendt, at du har sendt
mig", v. 25.
Som vi ser, beder
Jesus om, at disse tre ting må ske i de troendes liv: At de må tage imod ordet,
erkende det og tro det. Netop dette ligger da også indforstået
i ordene: 'Du må fødes på ny'! Uden den nye fødsel
ser,
erkender og forstår mennesker ikke frelsens vej i deres hjerter, så
de kan tage imod Jesus og komme til tro. Det, der her siges, betyder selvfølgelig ikke, at der så er tale om en
bestemt rækkefølge, som man kan bruge som en tjekliste, om
vi nu også har fået hele 'frelsespakken'. Nogle kommer fx til tro på Jesus
uden at erkende ret meget, som fx børn, som stille og roligt vokser ind
i en større forståelse af, hvad det hele drejer sig om. Og så er der andre,
som måske på et splitsekund erkender, at de er
en synder, der har brug for Jesus, og straks kommer til tro på ham.
Vi går videre og finder det næste vigtige og forunderlige udsagn i Jesu
ypperstepræstelige bøn, og det handler om hans forbøn for alle de troende. Det
har vi fx i vers 9, hvor
han siger:
"Jeg beder for
dem; jeg beder ikke for verden, men for dem, som du har givet mig, thi de er
dine".
Hvor er det vidunderligt at vide, at vi har en Frelser, som
beder for os, for mig! Det skete ikke bare dengang, men han gør det stadig. Vi har flere skriftsteder, som vidner om
dette. Vi har fx det kendte
ord fra Rom. 8:34, hvor der står:
"Hvem er det, der fordømmer? Kristus
er den, som er død, ja MEGET mere: som er opstanden, som er ved Guds højre hånd
(og) som også går i forbøn for os. Hvem vil (da) kunne skille os fra Kristi
kærlighed..?"
Læser vi videre, så får vi svaret: Det er der ingen, der
kan! Hvor herligt! Et andet kendt vers, der siger det samme, har vi i Hebr.
7:25, hvor der står:
"Derfor kan han også helt og fuldt
frelse dem, som kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever, så han kan gå i
forbøn for dem".
Som vi ser, så nævnes det, at vi bliver frelst,
fordi Jesus
beder for os i Himlen. Jamen, blev vi
ikke frelst ved Jesu død på korset? Jo! det er sandt, men
i kraft af Jesu forbøn holder vi ud og bliver bevaret hos ham indtil det sidste. I lyset af de to vers, vi lige har set
på, er disse fire udsagn om Jesus alle nødvendige for vor frelse: 1: Hans død; 2: hans opstandelse, 3: hans himmelfart, hvor han
sidder ved Faderens højre hånd, hvor han ifølge hebræerbrevet
frembærer blodet og er vor talsmand, og 4: og hans forbøn dér for os.
Hvis Jesus ikke kontinuerlig bad for os, ville vi gå under, for vor egen
formåen er for skrøbelig. Det er da også dét, der ligger i hans ord til Peter, da
han sagde: 'Peter, jeg bad for dig, at din tro ikke måtte glippe'. Vi tror ofte så
meget på os selv, at vi til tider helt ubevidst bilder os selv ind, at vi nok skal
klare det
hele med den tro, vi har fået og stadig har. Sandheden er dog, at denne tro reelt er lige så lille som
hos
Peter, og som
gør, at vi ville gå under, hvis vi stolede på den. Derfor er det så vidunderligt og livsvigtigt, at som han dengang
bad for Peter, og for alle andre disciple, således beder han nu for os i Himlen, ligesom
Helligånden jo også gør det, som der står i Rom. 8:26.
I vers 9 så vi på Jesu forbøn for alle de troende, hvor vi så og sige
ser ind i hans hjerte. Det ser vi også i fx v. 11-12, hvor
vi høre ham bede om, at de må blive bevaret (eller 'holdes fast') i Faderens navn - dvs. bevaret hos Guds faderhjerte.
Senere i den
samme bøn siger han:
"Jeg beder ikke om, at du vil tage
dem ud af verden, men at du vil bevare dem fra det onde" (kan også oversættes til
'den onde'), v. 15.
Det ord, der i de ovenfor nævnte vers er oversat med
'bevare', bliver
brugt
50 gange i NT, og betyder 'at være opmærksom, så man tager vare på'. Det betyder, at Jesus i sin bøn beder om, at Gud må
være opmærksom på os skrøbelige mennesker og tage hånd om os. Ordet, de er oversat med 'bevare', betyder altså noget
langt mere end dets betydning på dansk. Og vi har hans ord
for, at han vil gøre det! Det sker ikke bare, fordi han skal gøre
det, men fordi han elsker os og sendte sin Søn for at frelse os. Det er i denne betydning,
at vi skal læse Es. 43:4, hvor han siger:
"Du er
dyrebar i mine øjne, højt agtet, og jeg elsker dig".
Gud elsker sine børn på en speciel måde. Ligesom vi ser
på vore børn (og familie) som nogle, vi på en speciel
måde værner om, fordi vi elsker dem, således ser Gud på
os. Han
elsker os, og derfor er vi dyrebare for ham, og højt agtet. Som søskende ikke
er ens, men elsket lige højt af forældrene, således er vi som
Guds børn også hver og en dyrebare, højt agtet og elsket af Gud. Alt dette ligger
inkluderet i Jesu bøn om, at vi må blive bevaret. Det stemmer med det,
Johannes skriver i sit første brev:
"Derved er Guds kærlighed blevet
åbenbaret iblandt os, at Gud har sendt sin enbårne, til verden, for at vi skal
leve ved ham", 1. John. 4:9.
Denne kærlighed nævnes flere gange i Jesu bøn. Her skal
vi kun se på vers 23, hvor Jesus i den sidste del beder til sin Fader
om, at hans
børn
'.. må være fuldkommen
ét, så verden kan forstå, at du har
sendt mig og har elsket dem, ligesom du har elsket mig'.
Som vi ser, har vi hans ord for, at som Faderen elsker
sin enbårne Søn, således elsker han også dig og mig. Er det ikke lidt
overdrevet? Vi kan forstå, hvis der blot havde stået, at Gud elsker os, som det fx er
beskrevet i John. 3:16, og det ville vi være godt tilfreds med. Men ligeså højt som
Jesus? Ja! for som hans børn elsker han os, som han elsker Jesus!
Det, der her siges, er forunderligt, og er en gave uden
lige. Men der
er endnu mere at sige: Denne kærlighed har vi ikke kun som en abstrakt teoretisk
viden, men han har udgydt den i vore hjerter, som der står flere
steder. Det
samme står der også indirekte i vers 26, hvor Jesus siger:
"Jeg har kundgjort dem dit navn, og
vil kundgøre dem det, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i
dem, og jeg i dem".
Det betyder konkret, at Gud ikke 'bare' elsker
os, som
vi læste det i vers 23, men også, at hans kærlighed være i os,
ligesom han selv vil være det. Man kan godt forstå, at Paulus ikke har ord
for det, og beder derfor om,
at han
"sammen med
alle de hellige må kunne fatte, hvor stor bredden og længden og
højden og dybden er
(at) kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så I (vi) (derved) kan fyldes med hele
Guds fylde", Ef. 3:17-19.
Vi kan ikke fuldt ud fatte, hvad det betyder, men vi har da tak og
lov også hele evigheden til at udgrunde det. Men vi kan dog forstå så meget, og ved, at alt det, der står
om Guds kærlighed til os i kapitlet, såvel som gennem hele bibelen,
er sandt, virkeligt, og himmelsk! Derfor kommer bibelen da også igen og igen tilbage
til det 'at glæde sig i Gud'! At glæde os i ham
er da
også grundlaget for vor tro og kristenliv. I sit første brev forklarer
Johannes, hvad det vil sige:
"I elskede, lad os elske hverandre,
thi kærligheden er fra Gud, og enhver, der elsker, er født af Gud og kender
Gud, Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, thi Gud er kærlighed", 1.
John. 4:7-8.
Johannes henviser så ofte til Jesu undervisning om Guds
kærlighed, at han har fået tilnavnet 'kærlighedens apostel'. Det er ikke så ringe
et tilnavn. Det er da også ham, der har noteret, at Jesus har sagt dette til
sine disciple: "Hvis I elsker mig, ville I glæde
jer over,
at jeg går
til Faderen", John. 14:28. Vor glæde består bl.a. i, at han er taget til
Himlen for at berede os en plads i de himmelske boliger, og hvor han som vor
ypperstepræst træder ind for Faderen og frembærer sit blod; et evigt bevis på,
at al vor synd og skyld er betalt, og hvor han som allerede nævnt går i forbøn
for os.
Jo! Der er virkelig grund til at glædes. Johannes citerer
derefter igen Jesus, der siger: "Dette har jeg sagt til jer,
for at min glæde skal være i jer, og jeres glæde kan blive fuldkommen",
John. 15:11. Der står ikke: 'Det har jeg sagt til
jer.., for at I skal være glade!' Det ville også være godt, men her tales
der om en fuldkommen
glæde: Han vil, at du må
have hans glæde i
dig! Han ønsker, at du skal kende den og mærke den.
Når denne glæde er, og beskrives som, fuldkommen, så er det fordi, den kommer fra ham. Den mangler
ingenting. Den er en åndelig virkelighed, som vi kan tage imod og erkende, at vi har, fordi han bor i os. Det er ikke noget,
vi selv skal fremelske,
for så er det jo os selv, vi søger glæden hos. Men søger vi den levende Gud og læser hans
ord, beder til ham og har fællesskab med ham, så åbner vi hver især op for hans glæde, så det bliver en del af os selv. Jo mere, vi gør dette, jo mere vil vi erfare, at glædens Gud, som bor i
vore hjerter, til stadighed vil give os mere og mere af sin glæde. Jesus vender flere
gange tilbage til dette i evangelierne, også i sin bøn til sin himmelske Fader i kap. 17, hvor han siger:
"Nu
kommer jeg til dig.. for at de fuldt ud må have min glæde i sig", v. 13.
Det næste ord, vi skal standse ved i dette kapitel, er de to ord 'jeg vil',
der går
som en rød tråd går gennem Jesu liv. Lad os læse vers 24,
hvor han siger:
"Fader! jeg vil, at hvor jeg er, skal
også de, som du har givet mig, være hos mig, så de må skue min herlighed, som
du har givet mig; thi du har elsket mig før verdens grundlæggelse".
Det er Jesu vilje, der åbenbares for os: JEG VIL! Det betyder
konkret, at han derved satte og sætter alt ind på det, han var kommet til jorden
for at gøre - og han var og er villig til at betale en hvilken som helst pris for, at det
kan ske. Og dét er, at vi skal være dér, hvor han er. Hvor er han da? Det var det vi
læste: Han er
hos Faderen, som han på samme tid er med os alle dage, og hele vejen dertil.
Hvor er det vigtigt, at vi øver os på at bede,
som Jesus bad, og lade hans vilje ske med os, så vi siger til ham: 'Herre, jeg ønsker,
at din vilje må ske, for det er det bedste af alt. Du kender alt, og jeg ønsker at hvile i, at det, du
vil gøre, er det bedste, der kan ske i mit liv'. Det er
i hans 'jeg vil', at livet er! I den finder vi evangeliet! Det er i
hans 'jeg vil', at kraften til det nye liv begynder og fortsætter. Det er kun derved, at hans bøn kan opfyldes i os:
at vi må være hos ham, og skue hans herlighed, som han har den
fra Faderen. Der, hvor han er, dér er himlen! Der er det evige liv!
Der er Gud! Derfor er det, at han fortsætter med det, han vil, når
han i det sidste vers i kapitlet siger:
"Jeg har kundgjort dem dit navn, og
vil kundgøre dem det, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og
jeg i dem", v. 26.
Det sidste af Jesu ord, jeg vil tage med i
denne gennemgang, er hans tale om det evige liv: Troen
på det evige liv går ligesom så mange af hans andre guddomsord som
en rød tråd gennem bibelen, og herunder også gennem kapitlet 17. Vi har allerede læst
vers 3, men lad os læse det igen sammen med vers 2. Her beder Jesus til sin Fader og
siger:
"Du har jo givet ham magt over alle
mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, som du har givet ham. Og
dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du
har sendt, Jesus Kristus"
Det evige liv er forklaret mange steder i skriften, og kan
beskrives som 'en
lang linje, som aldrig slutter'; eller som 'en evig herlig fremtid, som aldrig
ophører'. Vi kan ikke forstå
evigheden, og det kunne bibelens forfattere heller ikke. Derfor taler Gud ofte om evigheden gennem billeder, som fx: så
længe sol og måne er til og stjernerne lyser. Og dog vil det
forsvinde en dag, men Gud ER evig, og derfor er livet hos ham det også. Vi
lever derfor også
i håbet om denne fantastiske og vidunderlige fremtid, hjemme hos
Gud. Ja, den
er på en måde allerede begyndt, for som vi læste, siger Jesus jo, at "Dette ER det
evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har sendt, Jesus
Kristus".
Det evige liv er altså først og
fremmest at
kende Gud og hans Søn. Ifølge skriften er det noget, vi
allerede har, og på samme tid noget, vi først fuldt ud
kommer ind i ved opstandelsen fra de døde. Der er en så stor
dybde i Guds ord, virke og væsen, at vi end ikke i al evighed bliver
færdige med at udgrunde den. Bare tænk på det fantastiske i, at enhver, som
søger ham, eller ser Guds skaberværk, kan få mennesker til at omvende sig til
ham og komme til tro. Gennem skriften kommer Gud da også gang på gang tilbage til
dette: Kan I mennesker i det mindste ikke ud fra mine gerninger se, at jeg er
den almægtige Gud, som ønsker at frelse jer?
Vi bliver aldrig færdige med at
udgrunde alt
dette, Gud har gjort og vil gøre, og kan kun fatte det stykkevis. Han har ganske vist
allerede nu åbenbaret sig selv for os, så vi fatter lidt af alt det herlige,
der udstråler fra ham, og fra korset, og for hver dag, der
går, får vi ved hans ord og Ånd et dybere kendskab
af hans
guddomsherlighed og kærlighed. Dette kendskab til Gud, som Jesus beder
for os om, er
simpelthen det vigtigste og herligste, vi kan opleve. Intet
kan ligestilles med det at kende Gud og hans Søn, Jesus Kristus!
Pascal var en betydelig fransk filosof, som levede i
begyndelsen af 1600-tallet. I 1654 kom han til tro på sin frelser, og efterfølgende skrev han en tekst,
som han syede ind i sin vest, og bar ved sit hjerte til sin dødsdag. Den lyder således:
"Abrahams,
Isaks og Jakobs Gud, ikke filosoffernes og de lærdes. Vished! Vished! Fryd!
Fred! Jesu Kristi Gud; min Gud og jeres Gud, din Gud skal være min Gud.. Han findes kun af de
veje, som evangeliet lærer os. Menneskesjælens storhed, retfærdige Fader,
verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig. Fryd, fryd, tårer af fryd.
Jeg har skilt mig fra dig, kilden med det levende vand forlod jeg. Min Gud, vil
du forlade (tilgive) mig, at jeg aldrig i evighed må skilles fra dig".
Og så afslutter han teksten med det vers, vi
læste lige før:
"Dette er det
evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham du har sendt, Jesus
Kristus".
Når man læser disse ord, er det
tydeligt, at Pascal havde erfaret det, der tales om i vers tre, og det samme
har vi, for Gud Fader, Søn og Helligånd har jo åbenbaret det
for os i vore hjerter. At kende Gud Fader og Søn er det evige liv.
Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os,
at Gud har sendt sin Søn, den
enbårne, til verden,
for at vi skal leve ved ham ... i
evighedernes evigheder.
AMEN