Du må fødes på ny!

..set i lyset af den gamle pagt

Af Eskild Skov Særkjær

Lad os til at begynde med læse den tekst fra John. 3, hvor Jesus i sin samtale med Nikodemus forklarer, at det er nødvendigt for ham (og alle) at blive født på ny for at komme ind i Guds rige, og hvordan dette kan ske. Denne undervisning går helt frem til vers 21, men her skal vi dog kun se på disse første 16 vers (her fra den gamle oversættelse):

"Der var blandt farisæerne en mand, som hed Nikodemus, en af jødernes rådsherrer. Han kom til Jesus om natten og sagde til ham: Rabbi! Vi ved, at du er en lærer, som er kommen fra Gud; thi ingen kan gøre de tegn, som du gør, uden Gud er med ham. Jesus svarede og sagde til ham: Sandelig, sandelig siger jeg dig: Ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født på ny (eller ovenfra). Nikodemus siger til ham: Hvorledes kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin moders liv og fødes? Jesus svarede: Sandelig, sandelig siger jeg dig: ingen kan komme ind i Guds rige, hvis han ikke bliver født af vand og Ånd. Hvad der er født af kødet, er kød; og hvad der er født af Ånden, er Ånd. Du må ikke undre sig over, at jeg siger til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører dens susen, men du ved ikke, hvorfra den kommer, og hvor den farer hen; sådan er det med enhver, der er født af Ånden. Nikodemus svarede og sagde til ham: Hvordan kan dette ske? Jesus svarede og sagde til ham: Er du lærer i Israel og forstår ikke dette? Sandelig, sandelig siger jeg dig: vi taler om det, vi ved, og vidner om det, vi har set; og I tager ikke imod vort vidnesbyrd. Hvis I ikke tror, når jeg taler til jer om de jordiske ting, hvordan skulle I da kunne tro, når jeg taler til jer om de himmelske? Ingen er steget op til Himmelen, undtagen han, som steg ned fra Himmelen, Menneskesønnen, som er i Himmelen. Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan må Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham. Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv".

Som vi ser, indledes kapitlet med, at Nikodemus kommer til Jesus for at høre om det, der undrede ham, og det er også det bedste vi kan gøre. Det første, han underviser om, er, hvad det vil sige at blive født på ny, eller ovenfra, som det græske ord også kan oversættes med. Bibelen bruger flere andre ord til at beskrive det samme, som fx: at blive frelst, komme til tro, omvende sig, vende sig til Gud, tage imod Jesus, gå fra mørke til lys, osv.

Hvordan kan det så ske? I vers 14-15 giver Jesus et konkret billede på dette ud fra GT. Her henviser han først til kobberslangens ophøjelse i ørkenen, og som frelste dem, der (som et forbillede på Kristus) troede dét, Moses sagde, de skulle gøre. Frelse dem fra hvad? Når vi læser kapitlet fra 4. Mos. 21, som Jesus henviser til, fremgår det, at folket ‘talte mod Gud’ og hans lederskab ved Moses, og klagede over, hvor dårligt dette var. Deres oprør blev så slemt, at Herren sendte giftslanger ind ‘blandt folket, og de bed folket, så en mængde af Israel døde’, v. 6. Giften fra disse slanger blev dermed et fysisk billede på den åndelige gift, som de allerede var påvirket af, da de med deres oprør syndede mod Gud. Han har jo sagt, at ‘den sjæl, der synder, den skal dø’, Ez. 18:20, og det inkluderer den åndelige og evige død borte fra Gud. Denne vor sørgelige tilstand er beskrevet med disse lidet flatterende ord:

“Der er ingen retfærdig, ikke én; der er ingen forstandig, der er ingen, som søger Gud; afvegne er alle, til hobe fordærvede, ingen gør godt, end ikke en eneste. En åben grav er deres strube, med deres tunger øvede de svig; der er slangegift under deres læber”, Rom. 3:10-13.

Der er ingen tvivl her. Med elleve forskellige udtryk understreges det i disse vers, at ikke én går fri for Guds dom, hvis det stod til dem selv. Men, således elskede Gud verden, at han sendte sin Søn... I GT har Gud givet mange for/billeder på, hvad han ville gøre, når Jesus kom. Her kan vi fx tænke på de mange ofre, der stedfortrædende måtte dø til frelse for folket og den enkelte. Eller vi kan tænke på sonedækket på alteret i templet, hvor blodet forbilledligt dækkede over folkets synder. Kobberslangen i 4. Mos. er et billede på det samme. Vi skal nu læse, hvad der videre skete, da folket havde erkendt og bekendt deres synder:

“Da sagde Herren til Moses: Lav dig en slange og sæt den på en stang, så skal enhver slangebidt, der ser hen på den, leve. Da lavede Moses en kobberslange og satte den på en stang (stav); og enhver, der så hen på kobberslangen, når en slange havde bidt ham, beholdt livet”, v. 8-9.

De reddede altså livet ved at gøre det, Gud havde sagt. De så hen på kobberslangen, og så kunne syndens slangegift ikke skade dem. De gik fri! Således, siger Jesus, skal enhver, der ser hen på Menneskesønnens ophøjelse, have evigt liv i ham. Den ophøjelse, der tales om, er selvfølgelig Jesu ophøjelse på korset, hvor han, som han senere siger, vil drage alle til mig. 'Thi således elskede Gud verden, at han gav sin søn, den enbårne, for at ENHVER, som tror, ikke skal fortabes, men have evigt liv'.

Men, kan man spørge, er kobberslangen ikke et dårligt billede på vor frelser på korset? For en slange er jo det modsatte af, hvem og hvad Jesus er. Han er jo den eneste, helligste, reneste, der har været på vor jord, og så bruger Gud i GT, og Jesus i NT, en slange for som en illustration på frelsen. Jo, det er sandt nok, men som der står skrevet:

“Den, som ikke kendte til synd, har han (Gud) gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham”, 2. Kor. 6:21.

Han tog vores synd, dom og straf på sig, for at vi kan gå fri. Netop derfor er kobberslangen et godt billede. I bibelen er kobber nemlig et billede på Guds vrede og dom over synd, og slangen er et billede på, at alt det, som ‘den gamle slange’, som djævelen kaldes, havde påført menneskeheden, dét tog Gud bort ved at nagle det til korset. Jesus tog alles straf, da Guds vrede ramte ham. Vi kan slet ikke fatte denne frygtelige byrde. I sin kærlighed til os blev al verdens synd, som vi også kan kalde gift, lagt på ham. Derfor er vi, ligesom Paulus skriver

“..nemlig overbevist om dette. En er død i alles sted, altså er alle døde, og han døde i alles sted, for at de, der lever, ikke mere skal leve for sig selv, men for ham, som døde og opstod for dem”, 2. Kor. 5:14-15.

Det var det, som kobberslangen skulle illustrere, da folket fik besked på at vende sig om og se på det, der kunne udfri dem fra døden. Kan I forestille jer, at der var nogle iblandt folket, der tænkte: ‘Jeg tror ikke på, at dét, Gud har sagt, hjælper i min situation, og derfor vil jeg heller ikke gøre det, han siger’. Så dumme kan ingen være, tænker vi - og dog var det nøjagtig det, der skete, da Jesus kom til jorden. Evangelisten Johannes skriver, at ‘han kom til sit eget, men hans egne tog ikke imod ham’, John. 1:11. Fuldstændig absurd, for da deres fædre vendte sig til kobberslangen, da deres fysiske liv var truet, blev de reddet, og nu kom han, som kobberslangen er et billede på, Jesus, som vil frelse dem fra den evige død, og så vil de ikke. Dog, nogle gjorde det. Det er disse, Johannes taler om i det næste vers, hvor der står:

“Men alle dem, som tog imod ham, gav han magt (ret/myndighed) til at blive Guds børn, dem, som tror på hans navn”, John. 1:12.

Vi får altså her, sammen med den gamle pagts troende, et løfte fra Gud på, at alle dem, som tager imod Jesus og tror på hans navn, skal blive Guds børn. Det er det samme, som vi læser om i Jesus undervisning om den nye fødsel i kap. 3:15, hvor han siger, ‘at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv’. Ud fra Jesu undervisning fremgår det klart, at dét at tro på ham er det samme som at blive til et Guds barn. For at blive i billedet fra før, så reddede folket dengang livet ved at se på kobberslangen. 'Det eneste, de skulle gøre for at redde livet', var at tro på det, Gud sagde, og vende om, og derpå se på den, han har ophøjet. Det samme må den enkelte gøre for at blive frelst, for i vers 14-15 siger Jesus, at ‘sådan (altså på den samme måde) må Menneskesønnen ophøjes, for at ENHVER, som tror på ham, skal have evigt liv i ham’.

Ifølge Jesu undervisning er dét at blive frelst og blive et Guds barn altså det samme som at se på Jesus og tro ham. Læg mærke til, at han understreger, at det gælder enhver - for der er nemlig ikke givet mennesker noget andet navn, hvorved de kan blive frelst, står der i Apg 4:12. Alligevel er der en del kristne, der forestiller sig, at den gamle pagts troende blev frelst på en anden måde end de troende i den nye pagt, fx ved egen fromhed eller gode gerninger, men det stemmer ikke bibelens lære derom. Nu er der sikkert nogle, der spørger:

Men, den levende og sande tro på Jesus og dermed den nye fødsel, kom da først til på pinsedagen, da Helligånden blev udgydt! Derfor kan det da ikke være sket for mennesker i den gamle pagt!

Inden vi ser nærmere på, hvad der egentlig skete pinsedag, så skal vi først se lidt mere på Jesu undervisning om den nye fødsel i John. 3. Læg mærke til, at da Nikodemus spørger Jesus, hvordan det kan gå til, begynder Jesus sit svar til ham med at sige: “Er du lærer i Israel og forstår ikke dette”? Som vi kan se, ligger der i svaret: ‘Du burde kende til den nye fødsel, for det hører jo med til det at tro, og til enhver god bibelundervisning. Er denne sandhed da gået helt tabt for jer’? Dét, Nikodemus ikke forstod dengang, ligger forresten ikke langt fra det, som mange teologer i dag heller ikke forstår. De har måske nok hørt om den nye fødsel, men de aner ikke, hvad det betyder, og har aldrig hørt, at den skulle være nødvendig til frelse.

Ud over at være en lærer i Israel, var Nikodemus ifølge vers et ‘en af jødernes rådsherrer’, og det betyder, at han sad i Synedriet og havde dermed en af de højeste lærermyndigheder i landet. Det betød konkret, at han var med til at bestemme, hvordan Moseloven skulle tolkes, og hvordan dens overtrædere skulle straffes. Jesus taler altså ikke til en i den nye pagt, men derimod til en fra den gamle pagt, og det er derfor også først og fremmest ham, der modtager undervisningen om den nye fødsel. Læg desuden også mærke til, at Jesus gav denne undervisning til ham i begyndelsen af sin gerning, altså ca. 3 år før, at den nye pagt blev indstiftet ved hans død. Det siger sig selv, at hvis nogle alligevel prøver på at overføre dét, Jesus siger til Nikodemus, til kun at gælde den nye pagts troende, så er de som førnævnt på kollision med bibelens lære derom - og derfor må dét, der omtales på pinsedag i Apg 2, nødvendigvis beskrive noget andet. Bibelen vidner da også klart om, at den gamle pagts troende var ligeså meget født på ny som de troende i den nye pagt. Jesu undervisning i John. 3 er et eksempel på dette. Derfor understreges det igen og igen, at 'der er ingen forskel', som fx Peter, der til apostelmødet i Jerusalem siger:

“Vi tror.., at vi (jøder) bliver frelst ved Herren Jesu nåde ganske samme måde som de (hedninger)”, Apg 15:11.

Nej! Der er ingen forskel, og det har der aldrig været. Jeg citerer lige igen Apg 4:12, hvor apostlen Peter siger, at ‘der er ikke frelse i nogen anden, thi der ikke er under himmelen givet mennesker noget andet navn, hvorved vi kan frelses”. Så kan det ikke siges tydeligere. Jøderne i den gamle pagt blev altså ikke frelst på nogen anden måde end os i dag, nemlig ved tro - og denne tro kan selvfølgelig ikke adskilles fra den nye fødsel. Bibelsk set er det nemlig ét og det samme.

Det betyder selvfølgelig ikke, at de kunne se det hele i evangeliets klare lys som vi, der har fået det åbenbaret, kan se det, men det at blive frelst handler jo heller ikke om at forstå, men derimod om at tro det, Gud har sagt. Man kan derfor med god ret sige, at den gamle pagts troende så frem mod Messias og den frelse, som Gud vil give ved ham, mens vi i tro ser tilbage på det, Gud har gjort ved ham. Det er jo hele tiden Jesus, der er tale om, og som deres og vor tro er rettet imod.

Når der fx står, at ‘Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed’, Rom. 4:5, så henviser det til det samme, som når Paulus med et citat fra GT taler om, hvordan vi bliver retfærdiggjort ved tro, jfr. Rom. 1:17. Lad os se på nogle få af de næsten utallige eksempler, som bevidner dette. Hebræerbrevets forfatter skriver fx, at Abel ‘fik det vidnesbyrd, at han var retfærdig’ (Hebr. 11:4), og om Noa, at han var ‘retfærdighedens forkynder’, som ved sin tro blev.. 'arving til tros-retfærdigheden' (2. Pet. 2:5, Hebr. 11:7). Hvilken tro tales der om? Selvfølgelig den, der også tales om i NT. For hver gang, der i bibelen tales om, at et menneske er retfærdig for Gud, er det altid i den samme betydning: Frelst af nåde og ikke på nogen anden måde, og dermed også arving til trosretfærdigheden.

I troskapitlet er der mange andre eksempler fra den gamle pagt på denne frelse. Som fx, når der står, at Enok ‘fik det vidnesbyrd, at han havde Guds velbehag’, og ‘vandrede med Gud’, Hebr. 11:5, 1. Mos. 5:24. Går vi videre til Moses, står der i det samme kapitel, at han ‘foretrak at lide ondt sammen med Guds folk, fremfor at nyde synden en stakket stund’. Sådanne ord vidner om, at han ligesom de andre, vi læser om, var blevet frelst, og havde også ligesom dem sagt verden farvel, Hebr. 11:25. Det bliver endnu tydeligere, når der lige efter står om ham, at han

● “.. regnede det forventes større rigdom end Ægyptens skatte at dele Kristi skændsel, idet han så frem til lønnen”, v. 26, og

● “.. i tro har.. indstiftet påsken og påstrygningen af blodet”, v. 28.

Går vi videre til David, så står der om ham, at han var en mand efter Guds hjerte, og som giver ham det vidnesbyrd, at han ‘fulgte mig af hele sit hjerte, og kun gjorde, hvad der er ret i mine øjne’, 1. Sam. 13:14, Apg 13:22, 1. Kong. 14:8. Når Gud siger dette om David, er det et klart vidnesbyrd om, at han havde Guds Ånd, for uden den kunne han ikke se frem på Kristus og glæde sig. Det er det, Peter taler om i sin pinseprædiken, hvor han henviser til David, som med tanke på Kristus siger:

“Jeg har altid Herren for øje; thi han er ved min højre, at jeg ikke skal rokkes. Derfor glædedes mit hjerte, og min tunge juble, ja, også mit kød skal bo med håb”, Apg 2:25-26.

Uden Guds Ånd ville David ikke få det vidnesbyrd, som vi læste fra GT, og han kunne heller ikke sige det, vi lige har hørt fra NT. Disse tekster vidner derfor klart om, at han lod sig lede af Guds Ånd, og var derfor også født på ny. Det er da også årsagen til, at han efter sin grove synd mod Batseba og hendes mand var bange for at miste sin frelse, og dermed også Guds Ånd i sit hjerte. Det læser vi bl.a. om i salme 51, hvor hans bøn til Gud er refereret, og i den siger han bl.a.:

“Rens mig for synd.., tvæt mig hvidere end sne; .. skab mig, o Gud, et rent hjerte.., kast mig ikke bort fra dit åsyn, tag ikke din hellige Ånd fra mig; glæd mig igen med din frelse, v. 9-14.

Læg mærke til, hvad han beder om: ‘rens mig for synd, tvæt mig hvidere end sne’, og ‘tag ikke din hellige Ånd fra mig’. Lyder det som en, der ikke kender til den samme frelse, som vi gør? Kan et hjerte blive hvidere end sne, eller have Guds iboende Ånd, hvis det ikke er frelst? Ifølge skriften er dette umuligt. Det ville også være umuligt at blive bønhørt, for der står jo, at ‘syndere bønhører Gud ikke’. Men det blev David! Han taler derfor af egen erfaring, når han efter dette priser Gud og siger, at 'da jeg bekendte sin synd for Herren, da tilgav du mig min syndeskyld', jfr. Sl. 32:5. Paulus skriver, at Gud bønhørte ham i kraft af sin retfærdighed, jfr. Rom. 4:6-8.

Går vi til profeterne, er vidnesbyrdet det samme. Når Esajas og andre profeter taler om, at Herren har genløst dem, så er det en klar henvisning til, at de er frelst og født på ny. Det, at Gud genløser et menneske, betyder nemlig, at han fører det tilbage til tiden før syndefaldet, så det står ren og retfærdig ind for ham - og derfor priser profeterne ham igen og igen. Et par eksempler på dette:

· Esajas skriver: “Forkynder det med jublende røst, udsprede det lige til jordens ende, sig: Herren har genløst Jakob, sin tjener”, Es. 48:20.

· Går vi til Jeremias, så siger han dette til Gud: “Du førte min sag, o Herre, genløste mit liv”, Klage. 3:58.

· Og Hoseas vidner og siger: “Hvem er så vis, at han fatter det (som Gud har gjort), så klog, at han ved det? Thi rette er Herrens veje; retfærdige vandrer på dem, men syndere snubler på dem”, Hos. 14:10.

Som vi har set, er det tydeligt, at dét, der er blevet sagt om de troende i den gamle pagt, er det samme, som bliver sagt til os i den nye pagt, og det er selvfølgelig fordi, at de har fået Guds/Kristi Ånd, ligesom vi har fået det. Peter skriver fx, at

“de (profeterne) har grundet over, når den tid ville komme, og hvordan den ville være, som Kristi Ånd i dem viste frem til, når den forud vidnede om Kristi lidelser og al den herlighed, som skulle følge herefter”, 1. Pet. 1:11.

Læg mærke til, at teksten siger, at Kristi Ånd var i dem, og vidnede for dem om Kristus, altså igen, ligesom han gør for os i den nye pagt.

Nu springer vi frem til tiden omkring Jesu fødsel, altså ca. 33 år før den nye pagts begyndelse og Åndens udgydelse pinsedag, og også her hører vi om nogle, som kaldes, og er retfærdige. Der står fx om Zakarias og Elisabeth, at ‘de begge var retfærdige for Gud’, Luk. 1:6. Det var de, fordi de, ligesom alle de andre, vi har hørt om, var blevet retfærdiggjort, og dermed også frelst og født på ny. Går vi videre til dét, der står om Josef og Maria, så fremgår det også her tydeligt, at også de er det. Hvis det ikke var tilfældet, så kunne Maria ikke prise og højlove Herren og sige: ‘Min ånd fryder sig over Gud’, for ifølge bibelen er menneskets ånd død uden den nye fødsel. Går vi videre til Simeon, så står der om ham, at

“han var en retfærdig og gudfrygtig mand, og ventede Israels trøst (dvs. Messias’ komme); og Helligånden var over ham. Og det var varslet ham af Helligånden, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. Han kom nu, tilskyndet af Ånden, ind i Helligdommen.. og han tog det (barnet) i sine arme og priste Gud…”, Luk. 2:26-28.

I denne tekst blev Helligånden omtalt i alt tre gange, og hans tale til - og ledelse af Simeon betyder selvfølgelig det samme, som når han i dag taler til, og leder os. Lige efter læser vi om profetinden Anna, som også bliver kaldt for gamle Anna, for hun var et godt stykke over 100 år. Her læser vi bl.a., at

“Hun trådte til i den samme stund og lovpriste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning”, Luk. 2:38.

Hun talte om barnet til alle, der ventede på Jerusalems forløsning. Det kunne hun selvfølgelig kun gøre, fordi hun ligesom Simeon var ledt af Guds Ånd. Ordet forløsning betyder omtrent det samme som genløsning. Hun fortalte altså om, hvordan mennesker kan blive ført tilbage til Gud ved Jesus Kristus.

Nu går vi 30 år frem, til den tid, hvor Jesus begyndte sin gerning; til omtrent den tid, hvor Jesus underviste Nikodemus. Han forstod ikke, hvad det vil sige at tro og blive frelst, men når vi læser evangelierne, fremgår det tydeligt, at disciplene, kvinderne omkring Jesus, såvel som mange andre, i modsætning til ham var kommet til tro på ham, og var dermed også frelst. Når Jesus fx (i Matt. 16:16-17) siger til Peter, efter, at han havde bekendt ham som Guds Søn, at “det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min Fader, som er i Himlene’, så er dét det samme, som hvis han sagde, at dét har Helligånden åbenbaret for ham. Kan man forestille sig, at denne sandhed ville blive åbenbaret for mennesker, der ikke er frelst? Selvfølgelig ikke! De ville slet ikke kunne forstå, hvad der var tale om. Et andet sted siger Jesus til disciplene, at deres navne er indskrevet i Himlene, og det ville de vel næppe været, hvis de endnu ikke var blevet frelst? Her skal vi igen mindes Jesu ord i den tekst, vi har læst, som siger: Ingen kan se (eller komme ind i) Guds rige, hvis han ikke bliver født på ny.

Her hævder nogle, at de dengang ganske vist blev frelst ved tro, men det er bare ikke den samme tro som den, vi har. Men det står der intet om i bibelen. Tværtimod, så vidner den klart om, at der ikke er to forskellige slags tro, der frelser. Bibelens undervisning er, at enten er et menneske frelst, eller så er det ikke frelst. Der er ikke noget, der hedder delvis frelst, ligesom det heller ikke er noget, der hedder delvis gravid. Det betyder, at enten er livet dér, eller så er det der ikke. Det var jo det, Nikodemus måtte have forklaret, da han ikke forstod, at ‘INGEN kan komme ind i Guds rige, hvis det ikke er født på ny’.

At det virkelig forholder sig således, bliver da også understreget i alle evangelier. Da disciplene fx blev sendt ud to og to for at prædike evangeliet, kunne de selvfølgelig ikke gøre det uden Helligånden. Det ville simpelthen være en fiasko! Hvordan skulle uigenfødte mennesker kunne tale mennesker til omvendelse og tro? Det kan de selvfølgelig ikke! Det er umuligt. Derfor siger Jesus da også til dem, at ‘.. det er ikke jer, som taler, men jeres Faders Ånd, som taler gennem jer’, Matt. 10:20.

Disciplene skal altså intet sige, uden at ‘jeres Faders Ånd’ (dvs. Helligånden) taler gennem dem. Sådan er det gennem hele bibelen, både i den gamle og i den nye pagt. Lagde I forresten mærke til, at Jesus i den ovenfornævnte citat siger til disciplene, at Gud er ‘jeres Fader’. Det siger han næsten konsekvent, når han taler til dem. I Mattæusevangeliet siger han ca. 40 gange, at Gud er ‘jeres himmelske Fader’, og til hans disciple og andre troende, at de er hans himmelske Faders børn. Hvorfor skulle han sige det, hvis de ikke var det? Når han tiltaler dem på denne måde, er et klart vidnesbyrd på, at de derfor selvfølgelig er det. Og det var netop fordi, at de var hans børn, at han lærte dem at bede Fadervor. Her er det vigtigt at forstå, at det ikke er andre end Guds børn, der har Gud til Fader, og disse tekster vidner derfor om, at de selvfølgelig har taget imod Jesus og blevet Guds børn, som der står i John. 1:12.

Som vi har set mange eksempler på, ser vi også her, at den frelsende tro ikke er noget, der først kom til i den nye pagt. Bibelens vidnesbyrd er derfor også, at Gud helt siden syndefaldet har rakt sin frelse ud til alle, som har sat sin lid til Messias, som Gud vil sende - han, som alle forbilleder i GT peger frem mod. Han døde jo også for dem, står der i Hebr. 9:15. Og i kap. 11 fremhæves det, at de pga. deres tro er under den samme forjættelse og frelse som vi, og venter derfor også, ligesom vi, på fuldendelsen, dvs. det evige liv. Det er da også derfor, at vi ofte bruger deres eksempel på tro, såvel som diverse tekster fra GT til inspiration og opbyggelse af vor egen tro og bekendelse.

Til sidst et spørgsmål, som en og anden helt sikkert stiller sig. Hvad så med Helligåndens komme til jorden, som vi læser det i Apg 2? Hvordan kan denne tekst stemme overens med Jesu undervisning om, at mennesker blev født på ny i den gamle pagt, og som vi i denne gennemgang har set mange eksempler på? Det vil være for omfattende her at nævne alt det, der står om Helligåndens komme, og derfor vil jeg her til sidst nøjes med at citere et enkelt vers. Lige før sin himmelfart taler Jesus til sine disciple om Helligånden og siger dette til dem:

“Når Helligånden kommer over jer, skal I få kraft; og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, ja, indtil jordens ende”, Apg 1:8.

Læg mærke til, hvad der står. I skal få kraft..! Kraft til hvad? Til at være Jesu vidner. Det er det, der skete på pinsedag. Vi læser således ikke med et eneste ord, hverken her, tidligere, eller på pinsedagen 10 dage senere, at disciplene og de andre troende, der var forsamlet, dermed blev født på ny. Det var de nemlig i forvejen. Der står derimod, at “de blev alle fyldt med Helligånd, og de begyndte at tale i andre tungemål, efter hvad Ånden indgav dem at forkynde”, Apg 2:3. Det var denne opgave, Jesus havde fortalt dem om. Helligånden kom over dem, for at give dem kraft til at være Jesu vidner. Det stemmer helt med ordene fra GT, hvor Gud siger: ‘Ikke ved magt eller styrke, men ved min Ånd’. De troende skal altså iføres Guds Ånds magt og styrke. Dét skal være deres og alle kristnes udrustning.

Nu kan der være nogle, som er forvirrede. Når nu Helligånden først kom pinsedag, som vi læser om i Apg 2, hvordan kunne han så alligevel være til stede i den gamle pagt, som vi har set? På en måde er det vel ikke sværere - eller lettere - end at forstå, at Jesus på samme tid både kan være i Himmelen, hvor han gør en plads rede til os, og på jorden hos os, for han har jo sagt: “Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”. Det, Jesus siger her, betyder selvfølgelig ikke, at det er noget nyt, at han vil være med de troende, men at det er et fortsat løfte. Når vi læser GT, kan vi jo se, at han også var med de troende i den gamle pagt, på samme måde, som han er med os i den ny. Han er jo den samme, ligesom også Helligånden er det. Derfor bliver Helligånden da også omtalt mindst ligeså mange gange i GT, som det sker i NT.

Forskellen mellem den gamle og den nye pagt er derfor ikke, som vi har set, at de blev frelst på en anden måde dengang, end os i den nye pagt, men derimod, at mens Helligånden kun KOM OVER nogle få i den gamle pagt, med det formål at udruste dem i deres tjeneste for Gud, så vil han ifølge profetien i Joel 3 og dens opfyldelse i Apg 2 komme over alle troende i den nye pagt. Læg i øvrigt mære til, at hver gang, GT og NT taler om, at ‘Helligånden (Guds Ånd) kom/kommer over’ den eller de omtalte, som fx i Apg 1:8, så er det altid i betydningen, at han kommer over den/dem, ikke til frelse, men for at udruste dem til en bestemt tjeneste for Gud.

Dette hører med til Guds frelsesplan. Evangeliet om Jesus fortæller klart, at han kom til jorden for at gå i døden for alle, og gennembryde den til en evig sejr for enhver, som tror på ham. Jesu fuldbragte værk skal derfor fortælles til alle, og derfor sendte han ‘en anden talsmand’ til os. Som vi læste, er det hans hovedopgave at give den troende kraft til at bringe evangeliet om Jesus ud til alle - det betyder, at alt det, Helligånden har udrustet den enkelte i menigheden med, peger på dette ene. Med tanke på alt det, vi har set på i denne gennemgang, og hvad Jesus har sagt om Helligåndens komme pinsedag, så tror jeg, at det ville være dækkende, og måske også mere forståeligt, hvis han havde sagt det på denne måde:

Jeg siger til jer, at I skal være mine vidner, men dét kan I ikke i jeres egen kraft. I har ganske vist Helligånden i jeres hjerter, og det er nok til jeres egen frelse, men I har brug for hans kraft og udrustning for at kunne gøre det, som jeg har befalet jer. Derfor skal I blive i Jerusalem, indtil Helligånden kommer over jer, og så vil han udruste jer til denne tjeneste.

_{Her til sidst vil jeg ønske dig, som læser dette, Guds rige velsignelse og fred.}