Bag om juleevangeliet

Af Eskild Skov Særkjær

 

 

I denne gennemgang skal vi se på juleevangeliet, som lægen Lukas har nedskrevet det. Undervejs vil jeg påvise, at den sædvanlige tolkning af dette evangelium  på flere væsentlige punkter er helt forkert. Jeg vælger at læse teksten ud fra den kendte tekst, som er hentet fra min gamle bibel fra 1948. Lad os begynde med de to første vers:

      "Men det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus, at al verden skulle skrives i mandtal. Det var den første indskrivning, som skete, mens Kvirinius var landshøvding i Syrien".

 

Det første, vi skal standse ved er ordene: Det skete..! Lukasevangeliet er tydeligt for alle et historisk dokument. Lukas ikke selv et øjenvidne, men i gennemgangen fremgår det klart, at han var meget omhyggelig med at indsamle div. information om det, der var sket - og der er da heller ikke andre end ham, der har så mange historiske detaljer med som ham. Her kan vi fx tænke på hans indledning i kap. 1, hvor der står, at han har besluttet 'nøje at gennemgå det alt sammen forfra og derefter nedskrive det.. i rækkefølge'. Et andet eksempel, der vidner om hans grundige indsamling af viden, står i 3:1-2, hvor han nævner syv kendte personer, hvoraf de fleste stadig var i live, da han nedskrev evangeliet om Jesus.

 

Tilbage til kap. 2, hvor Lukas skriver, at der udgik en befaling fra kejser Augustus. Augustus blev kejser efter mordet på Julius Cæsar (som dog ikke var kejser), og han regerede fra år 31 f.Kr.-14 e.Kr. Hans fulde navn var Gajus Julius Cæsar Octavianus, men tilnavnet Augustus, eller Octavian, som han indimellem også blev kaldt, fik han først, da han blev Roms kejser.

 

I flere hundrede år havde de romerske folketællinger fundet sted, dels fordi alle mandlige romerske borgere kunne indkaldes til at blive soldater, og dels fordi alle folk i det store rige skulle 'give kejseren, hvad kejserens er', for at citere Jesu ord. Denne skat kunne være skat af værdien af husstanden, og her var det typisk manden, der stod som skyldner, og som derfor skulle 'indskrives i mandtal'. Og her kan man så undre sig over, at Maria også måtte af sted for at lade sig indskrive. Så vidt jeg kan se, er den eneste årsag hertil være, at hun var jordejer, og som sådan måtte hun også betale skat, nemlig en jordskat, til de romerske myndigheder - og måtte derfor også rejse med til Betlehem. De græske ord, der er oversat med 'skrive i mandtal', betyder da også, at de måtte ‘lade sig registrere til beskatning’. Det var i øvrigt den lokale provinsguvernør, som havde ansvaret for områdets folketælling.

 

Den folketælling, der tales om i Luk. 2:1, må være den, der fandt sted 6 år før år nul. Der var nemlig ingen folketælling i det år, der normalt udlægges til at være Jesu fødselsår, og derfor er den normale tidsangivelse for Jesu fødsel, da heller ikke korrekt. Det ved man ud fra en række historiske facts. Udover den nævnte folketælling ved man fx også, at kong Herodes, som ifølge Matt. 2 ville dræbe Jesus, døde 4 år før år nul (et år, som for resten ikke eksisterer, da man gik fra et år f.Kr til et år e.Kr.). Der kunne nævnes meget mere om det korrekte tidspunkt for Jesu fødsel, men de nævnte eksempler er de vigtigste.

 

Vi skal tilbage til folketællingen: Vers to nævner, at 'det var den første indskrivning, som skete, mens Kvirinius var landshøvding i Syrien, og som det hellige land tilhørte på den tid. Og her kommer et problem: De bibelkritiske forskere hævder nemlig, på en måde med rette, at Kvirinius slet ikke var landshøvding på den tid, Lukas henviser til - men at han først tituleres således ved den folketælling, der fandt sted 14 år senere, altså i år 8 e.Kr. De siger altså: Der er tale om fejl i bibelen!!’ Men er det så det?

 

Lad os ganske kort se på ordet ‘landshøvding’: En landshøvding havde rang som øverstbefalende over militæret. Og det var Kvirinius i år 8 e.Kr. Men hvad så teksten i Luk. 2:2, hvor der står, at han også var det ved Jesu fødsel? Tog Lukas fejl? Nej, det tror jeg ikke. Som sagt var han meget grundig i sin indsamling af de historiske facts. Det er derfor mere vore bibeloversættere, der ikke er præcise nok i beskrivelsen af hans embede. Det græske ord, som er oversat med landshøvding, er 'hægemeuontos', men dette ord kan korrekt også oversættes til at være en, der har herredømmet over en bestemt situation, som fx en folketælling. Det fik korrekt Lukas at skrive, at 'det var den første indskrivning, mens Kvirinius var 'hægemeuontos' (dvs. ansvarlig for folketællingen) i Syrien', jfr. teologi.dk/blog/kvirinius.

 

Inden vi forlader de to første vers, skal det lige nævnes, at når der står, at 'al verden skulle skrives i mandtal', menes der selvfølgelig ikke bogstaveligt ‘hele verden’, men det var et almindelig brugt synonymt for enten datidens kendte verden, eller de lande, der er inkluderet i det rige, der tales om. Det ser vi derfor også brugt i bibelen, som fx 1. Mos. 41:54, hvor der taler om, at mens Josef var i Egypten, var der 'hungersnød i alle lande'. Et andet eksempel har vi i 2. Krøn. 9:28, hvor vi kan læse, at Salomo indførte heste fra 'alle lande'. Og som et sidste eksempel, jeg vil tage med, kan nævnes teksten i Es. 37:11, hvor profeten taler med kongen om, hvad assyrerkongen har gjort ved 'alle lande' - underforstået alle de lande, som han har erobret.

 

Vi skal nu læse de næste vers:

      "Og alle gik hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Og fordi Josef var af Davids hus og slægt, drog også han op fra Galilæa, fra byen Nazaret, til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, for at lade sig indskrive tillige med Maria, sin trolovede, som var frugtsommelig", v 3-5.

 

'Alle gik hen for at lade sig indskrive, hver til sin by': Mange steder foregik en sådan indskrivning lokalt, men her måtte Josef og Maria ud på en længere rejse. Jeg har ikke kunne finde ud af, hvorfor den nævnte skatteudskrivning ikke kunne ske lokalt, når selve opkrævningen af den kunne det. Romerne er nemlig kendt for at være praktiske, men en praktisk løsning på skatteindberetningen var de åbenbart ikke kommet frem til, hvorfor Josef og Maria ud på den lange rejse på 157 km. fra Nazaret til Betlehem. '.. for at lade sig indskrive tillige med Maria, sin trolovede': Ifølge jødisk ægteskabspraksis var Maria og Josef juridisk set allerede gift, da de blev trolovet - dette ord er derfor langt mere gældende og bindende end forlovet, som det gamle ord er erstattet med i alle nyere bibler. Det var jo netop, fordi de var trolovet, at der står, at Josef tidligere tænkte på at lade sig skille fra Maria i stilhed, fordi han havde hørt, at Maria var blevet gravid, Matt. 1:19. Dét, at de juridisk set er gift, var da også grunden til, at de kunne rejse sammen. Dog var de nok ikke alene på rejsen, for der var sikkert andre i familien, der måtte rejse sammen med dem den lange vej sydpå. Når de ikke nævnes, skyldes det sikkert, at Lukas havde fokus på, hvad der skulle ske i Betlehem, og i den forbindelse også på Josef og Marias rejse dertil.

 

Ifølge traditionen tog Josef og Maria af sted, da Jesu fødsel var lige opover, men det er helt forkert. Indskrivningen kunne nemlig ske over flere måneder, så der var bestemt ikke pga.  hastværk, der gjorde, at Josef og Maria tog til Betlehem på dette tidspunkt. Romerne ville historisk set heller aldrig være så hensynsløse, at de ville tvinge en vordende mor til at tage af sted på en så lang rejse. Vi kan derfor konkludere, at de ikke rejste, da Maria var i 9. måned, og hun derfor kunne føde når som helst. At det forholder sig således, ser vi da også i de næste vers:

      "Og det skete, medens de var der, kom tiden, da hun skulle føde. Og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, thi der var ikke plads til dem i herberget", v. 6-7.

 

‘Medens de var der, kom tiden, da hun skulle føde’: På dansk er det antydet, men på græsk er det tydeligt, at teksten henviser til, at der på dette tidspunkt var gået et stykke tid efter Josef og Marias rejse til Betlehem. Vi ved naturligvis ikke, hvor lang tid, der var gået - men der er intet i vejen for, at der er gået nogle uger. De havde da også tydeligvis inkluderet et andet ærinde med rejsen: Nu, hvor de var kommet så langt hjemmefra, så kunne de ligeså godt besøge deres slægtninge i byen Betlehem, og så blive der, indtil Maria skulle føde.

 

Når vi læser en tekst som denne, så tror de fleste, at Josef og Maria var ankommet til en overfyldt by, og at der derfor ikke var plads til dem på byens hoteller og herberger - hvorfor de til sidst henvist til en beskidt stald, hvor hun kunne føde sit barn. Denne tanke er dog total fremmed i Mellemøsten. I deres kultur er det fuldstændig  udelukket, at man ville (og vil) afvise nogen (og da endnu mindre en højgravid kvinde) med den begrundelse, at der ikke var (er) plads. Den plads ville man finde, uanset hvor meget plads man havde i huset. Og da både Josef og Maria havde slægtninge i byen, så boede de naturligvis hos en af disse. 

 

Jamen, der står da, at Jesubarnet blev lagt i en krybbe! Og en krybbe står da i en stald, ikke sandt? Hertil er svaret både ja og nej! I gamle dage, også i Danmark, var det ret almindeligt, at en stald var bygget sammen med huset, for at dyrene kunne være med til at varme det op. Og det var så imellem stalden og huset, at man havde dyrenes krybber. Det var så den ene af disse, der blev brugt som vugge, efter at man havde lagt rent halm ned i den. 

 

Her er der måske nogle, der kommer med denne indvending: Hvad så med teksten, der siger, at Maria fødte sin søn og lagde ham i en krybbe, FORDI der ikke var plads til dem i herberget? Her skal vi se på ordet herberge, som de fleste - pga. en forkert tradition og oversættelse helt har misforstået. Ordet 'herberge' betyder nemlig ikke det samme, som vi bruger ordet i dag. I gamle dage blev det brugt i følgende to betydninger: Det første er som et udsagnsord, og så betyder ordet det samme som at indlogere sig. Og sådan bliver det også brugt i bibelen. Et par eksempler fra min gamle bibel fra 1871:

“Og han (Jesus) sendte bud.., og de gik bort og kom ind i en af samaritanernes byer for at berede ham herberge”, Luk. 9:52.

“Og de.. knurrede alle og sagde: Han tager herberg hos en syndig mand”, Luk. 19:7.

 

Det var den ene betydning. Den anden betydning af ordet er at bruge det som et navneord. Og her er vi så tilbage til Luk. 2:7. På græsk bruges ordet 'kataluma’, og det betyder 'en spisesal' eller 'et stort værelse' - men det bliver aldrig brugt synonymt med hverken et gæstgiveri, en kro eller hotel. Det ord, der er blevet oversat med et herberg i juleevangeliet, er faktisk det samme ord, der også bliver brugt i Luk. 22:11-12. Her læser vi, at Jesus sender sine disciple af sted til en bestemt mand, og til ham skal de sige:

      “Mesteren spørger dig: Hvor er det værelse (på græsk: kataluma), jeg kan holde påskemåltid sammen med mine disciple? Så vil han vise jer en stor sal ovenpå, hvor der er dækket; der skal I gøre det rede”.

 

Hvis det har været tale om et offentligt herberg i juleevangeliet, så er der i NT tale om et helt andet ord, og det er det græske ord ‘pandocheion’, som bedst kan beskrives som en slags kavanseri, som kan sammenlignes med en kro med plads til dyrene. Et eksempel på en sådan kro eller kavanseri har vi i Lukas kap. 10, hvor vi har Jesu lignelse om manden, der faldt blandt røvere, og hvor både en levit og præst gik forbi. Og så er det, at han fremhæver en samaritaner, som ifølge teksten

      “gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg (pandocheion) og sørgede for ham”, Luk. 10:34.

 

Det er altså udelukket, at Lukas taler om et sådant herberge i juleevangeliet. Luk. 2:7 kunne altså - med min kommentar som parentes indsat i midten) være oversat således:

      “Og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe (dvs. i dagligstuen, lige ved mellemrummet mellem stuen og stalden), thi der var ikke plads til dem i gæsteværelset”.

 

Det mest oplagte svar på, hvorfor der ikke var plads i husets gæsteværelse, men at de måtte 'nøjes' med den side i dagligstuen, der lå tættest på stalden, er, at det sandsynligvis var optaget af nogle andre slægtninge, der i den samme anledning var kommet tidligere til Betlehem end Josef og Maria.

 

Hun fødte sin søn, den førstefødte, læser vi videre. Den katolske kirke, der har gjort Jesu moder til Guds moder og himmeldronning, hævder, at Jesus var den eneste søn, hun fik, og er derfor evig jomfru. Men her står der jo, at han var den førstefødte - og det betyder selvfølgelig den første ud af flere. Disse andre søskende nævnes da også flere steder, som fx i Mark. 6:3, hvor nogle jøder blev forarget på Jesus og sagde:

      "Er han ikke tømmermanden, søn af Maria og broder til Jakob og Joses og Judas og Simon? Og bor ikke hans søstre her hos os?"

 

Jo, Jesus er Marias førstefødte, og han er endda endnu mere: I Rom. 8:29 står der, at 'Jesus er den førstefødte af mange brødre (det græske ord inkluderer søstre)', vel i betydningen: Han er Guds førstefødte (enbårne) Søn, og som Guds børn er vi hans brødre og søstre, jfr. Hebr. 1:6, John. 3:16.

 

Vi skal nu læse de næste vers i juleevangeliet:

      "I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Og en Herrens engel stod for dem, og de blev grebet af stor frygt. Men engelen sagde til dem: Frygt ikke; thi se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket. Thi eder er i dag en frelser født i Davids by: Han er Kristus, Herren! Og dette skal være jer et tegn: I skal vine et barn svøbt og liggende i en krybbe. Og i det samme var der med engelen en mangfoldig himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sagde: Ære være Gud i det højeste! Og på jorden fred i mennesker, der har hans velbehag", v. 8-15.

 

For vort indre blik ser vi for os et billede af disse hyrder, som ligger ude på marken og holder nattevagt. Nogle af dem halvsover sikkert, for dét at passe får var et 24-timers job. Men det var ikke det værste. På Jesu tid hørte hyrderne til samfundets laveste klasser. De var så meget udenfor, at de fx ikke kunne bruges som vidner i en retssag. Dette negative syn på hyrderne er egentlig lidt mærkeligt, for i GT havde man jo et meget positivt syn på hyrdens arbejde, dels fordi David var hyrde, før han blev konge, og dels fordi Gud beskrives som en god hyrde, der vogter sine får, sin hjord. På samme måde omtaler Jesus også sig selv som den gode hyrde, der sætter sit liv til for fårene. Det var til disse ringeste, der som de første så og hørte dét, som bliver fortalt i de netop læste vers. 

 

For pludselig så de en Herrens engel, og der står, at Herrens herlighed strålede om dem, og på samme tid ser de ‘en mangfoldig himmelsk hærskare’, som må være en engleskare. Læg mærke til, at disse engle beskrives som 'en himmelsk hærskare', og Gud omtales eller beskrives da også ofte i bibelen som 'hærskarernes Herre'. Her bruges der faktisk et militærsprog, og mon ikke dét henviser til det antal og den orden, der er blandt dem, der i Himlen står under Guds kommando? Og, ligesom i militæret er der desuden også en vis rangorden blandt englene. Som de øverste engle kan nævnes serafer, keruber og  tronengle. Ifølge den jødiske tradition er der syv ærkeengle, og Mikael og Gabriel, der nævnes i bibelen, er to af dem - men i Enoks bog og i de epigrafiske skrifter (= skrifter fra den gamle pagt, som af forskellige årsager ikke kom med i GT) nævnes de fem andre, og disse er Uriel, Rafael, Raguel, Zerakiel og Remiel.

 

Herrens engel (i ental) hører dog normalt ikke til disse nævnte øverste engle. I GT beskrives Herrens engel ofte som Gud selv, og på samme tid også som den, der åbenbarer Gud, dvs. Jesus Kristus. Her vil jeg bare nævne det første eksempel i GT, som viser dette.  I 1. Mos. 16 læser vi om Hagar, som pga. Sara plagerier var flygtet ud i ørkenen - og derude møder hun Herrens engel, som beder hende om at vende tilbage, og dér får hun profetien om, at hun skal blive frugtsommelig og føde Ismael. Ifølge teksten havde hun altså talt med Herrens engel, men som vi kan læse, så forstår hun alligevel, at denne engel er mere end en engel, for lige efter står der nemlig:

      “Så gav hun Herren, der havde talt til hende, navnet: Du er en Gud, som ser; thi hun sagde: Har jeg virkelig her set et glimt af ham, som ser mig?” (1. Mos. 16:13) 

 

I denne tekst fra GT er Herrens engel altså Identisk med Jesus Kristus, før han blev menneske. Og det er (vistnok) også ham, der er tale om alle de andre, vel 100, steder i GT, hvor 'Herrens engel' er omtalt. Men, i juleevangeliet må der vel være tale om en anden engel? Det samme er tilfældet i Josefs drøm, som han fik, efter at han havde hørt, at hans trolovede var med barn - og hvor der står, at da viste en Herrens engel sig for ham og sagde:

      “Josef, Davids søn! frygt ikke for at hjemføre Maria som din hustru; thi det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden”

 

De nævnte steder er vistnok de eneste to undtagelser i bibelen, hvor Herrens engel ikke er identisk med Jesus Kristus - men hvem er det så? Mit bedste bud er, at det kunne være englen Gabriel, for det er jo denne engel, der tidligere havde åbenbaret sig for både Zakarias og Maria, jfr. 1:19, 26f. 

 

Det er denne Herrens engel, der taler til hyrderne, mens Herrens herlighed strålede om dem. Luften er fyldt af denne herlighed, da de pludselig hører denne engel fortælle dem om ‘en stor glæde, som skal være for hele folket’, og begrundelsen til denne glæde er som følger:

      “Thi eder er i dag en frelser født i Davids by; Han er Kristus, Herren”, v. 11.

 

Det, hyrderne fik fortalt, er så ufatteligt stort, at de sikkert kun havde forstået en del af det, de hørte. Som jøder vidste de, og troede på, at Messias ville komme og forløse/frelse sit folk. Det var på en måde til at forstå! Men de fik jo også fortalt, at denne Messias er Herren, altså Gud. Jeg tror ikke, at de forstod den dybere betydning af disse ord, og det kan vi jo heller ikke. At Gud kom til jord som et lille menneskebarn er simpelthen uudgrundelig. Men englene forstod det, og derfor var der da også en mangfoldig himmelsk hærskare, der lige efter brød ud i lovprisning og sagde:

      “Ære være Gud i det højeste! Og på jorden fred i mennesker, der har hans velbehag! v. 14

 

Faktisk er det ikke helt det, englene siger. I mange bibler, og i de danske, er sætningen desværre blevet todelt, mens den i virkeligheden skulle være tredelt. Desuden har man også ændret lidt på grundteksten. Som der står på dansk, ser det jo ud til, at englene nærmest understreger, at der kun vil være fred i mennesker, der har Guds velbehag. Og det kan vi så tolke til at være alle dem, som tager imod Jesus som frelser. Det giver også god mening! Men direkte oversat fra grundsproget siger englene det på en lidt anden måde, nemlig:

      “Ære være Gud i det højeste! På jorden fred! og i mennesker hans velbehag”.

 

Som vi ser, er sætningen tredelt, og betingelsen for freden er her Jesu fødsel, og ikke, hvordan han modtages. Gud elsker nemlig alle mennesker, og han har velbehag i dem. Det var jo derfor, at Jesus kom til jorden, jfr. John. 3:16 (thi således elskede Gud verden..!). Det græske ord, der her er oversat med ordet 'velbehag', kan også oversættes med ‘ønske’ eller ‘vilje’, som det bliver gjort i fx Rom. 10:1 og Ef. 1:5. Konklusionen er, at det er Guds ønske og vilje, at han pga. sin kærlighed til menneskeheden, kan give fred på jorden ved Jesus Kristi komme, og i mennesker hans velbehag.

 

Dette skal være jer et tegn: Et barn svøbt og liggende i en krybbe, læser vi videre. Dette var ikke ligefrem et prangende tegn, som vi synes er Messias, Himlens kongesøn, værdig. Men han kom heller ikke, for at vi skulle synes godt om ham i det ydre, og derfor blev han også, som der står i vers 34, ‘til et tegn, som skal modsiges’ af mange, enten til fald eller til oprejsning. Men hyrderne, der som de eneste havde hørt dét, Herrens engel havde fortalt om den nyfødte frelser, og set den store engleskare i himmelrummet - og nok også mærket Herrens herlighed omkring sig: de troede det, de hørte, og tog derefter den beslutning, vi kan læse om i de sidste vers, vi skal se på i denne gennemgang:

      "Og det skete, da englene havde forladt dem, og var vendt tilbage til Himmelen, sagde hyrderne til hverandre: Lad os dog gå til Betlehem og se det, som dér er sket, og som Herren her kundgjort os. Og de skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef tillige med barnet, som lå i krybben. Da de havde set det, fortalte de, hvad der er blevet sagt til dem om dette barn. Og alle, som hørte det, undrede sig over det, som hyrderne havde sagt til dem. Men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem. Og hyrderne vente tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, således som det var blevet sagt til dem", v. 15-20.

     

Da englene var vendt tilbage til Himmelen, og det igen var blevet mørkt, begyndte hyrderne at tale om det, de havde set og hørt, og straks derefter blev de enige om at skynde sig ind i byen ‘og se det, som dér var sket, og som Herren havde kundgjort’. Der var bare et problem. Hvad med fårene? Det havde de sikkert også talt om, men blev hurtigt enige om, at dette her var vigtigere: Messias er kommet til jord for at frelse mennesker: Ham må vi se!

 

Vi ser for os, at de nærmest løber ind i byen, og dér finder de 'Josef og Maria, tillige med barnet, der lå i krybben' - og dér genfortalte de, hvad de havde set og hørt ude på marken. Det var så stort, at vi godt kan forstå reaktionen, for der står jo, at ‘alle, der hørte det, undrede sig over det, hyrderne sagde’. Ordet 'alle' vidner om, at der var flere voksne til stede end Josef og Maria. Det kan ikke henvise til de vise mænd, for de var endnu ikke kommet frem, så ordet 'alle' henviser i stedet sikkert til de slægtninge, som de boede hos.

 

De græske ord for, at de undrede sig, kan også oversættes til, at de var forundret eller havde ærefrygt for det, de fik fortalt. Maria gjorde mere end det. Der står, at hun gemte alle disse ord i sit hjerte, og grundede over dem. At grunde over bliver brugt flere gange i bibelen og betyder, at de troende har taget det, de har hørt, til sig i deres hjerter. Det skete fx, da salmisten til den første af de bibelske salmer kalder den mand for salig, som 'ikke går efter gudløses råd.., men som har lyst til Herrens lov, og som grunder på hans lov både dag og nat’. Som et andet eksempel kan vi tænke på Peter, som skriver, at de gamle profeter grublede og grundede over det, Gud havde fortalt dem om den kommende frelser, 1. Pet. 1:11-12.

 

Jeg tror, at det lige netop var det, Maria også gjorde. Det var jo ikke første gang, hun hørte om den frelser, der skulle fødes. Gabriel havde jo, som vi husker, tidligere fortalt hende, at Jesus, som hans navn siger, vil være verdens frelser og ‘være konge over Jakobs hus til evig tid’. jfr. Luk. 1:26-33. Dertil kommer, at han desuden både skal kaldes og være 'Den højestes Søn'. Desuden havde Josef jo også fortalt, hvad han havde hørt om dette barn i sin drøm, og nu også hyrderne. Jo, der var nok at forundres og grunde over.

 

Og hyrderne? Efter at de havde mødt Jesus, fremgår det klart, at de var som forvandlede. Det sidste, vi hører om dem, er beskrevet i vers 20, hvor der står:

      “Og hyrderne vendte tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, således som der var blevet sagt til dem”.

 

Det gjorde hyrderne! Hvad gør så vi? Vi vil da gøre det samme! Vi vil prise Gud og love ham, fordi han i sin kærlighed til os sendte sin Søn til jorden, i syndig køds skikkelse, for at frelse enhver, som tager sin tilflugt i ham, og i det, han har gjort for os.  Jo, vi har virkelig fundet ham, som er verdens frelser, og som juleevangeliet handler om?

 

Amen, halleluja, amen!