Hvad med den ’kristne’ rock - er den uskadelig?
Af Eskild Skov Særkjær
For ikke så længe siden var jeg til en undervisning, hvor
emnet var ’Kristus og musikken’. I den første del var der en hurtig, men god
gennemgang af musikkens historie frem til i dag. Derefter kom taleren nærmere
ind de nye musikgenrer i kristen regi, og hvor hun argumenterede for, at det er
nødvendig med en nytænkning for at følge med tiden, for at ’de unge har lyst
til at være med’. Som yderligere argument henviste hun bl.a. til, at selv
Martin Luther også brugte ’en verdslig musik’ til nye tekster. Det kunne han og
andre gøre, fordi al musik efter hendes vurdering er neutral. Ifølge
underviseren er det nemlig ’alene teksten, der afgør, om et stykke musik er
brugbar i kristne sammenhænge eller ej’, og ’derfor kan al slags musik i
princippet bruges’ til kristne møder. Ud fra denne vurdering mente hun ikke, at
’det er farligt’ at lukke rockmusikken ind i menighederne. Så når, og ikke kun
ældre, kristne kommer med indvendinger imod ’den nye musik’, så skyldes det, at
de er påvirket af en anden tids tradition, og stempler derfor nærmest
automatisk alt nyt som dårligt.
Men stemmer sådanne argumenter om musikkens neutralitet
med virkeligheden? Er det sandt, at ’vi er nødt til at følge med tiden for at
give de unge den musikstil, som de er vant til at høre, og som giver dem lyst
til at komme til kristne møder’? Det er det, vi skal se lidt nærmere på. Det er
rigtig nok, at megen 'verdslig' og populærmusik er hentet ind i menighederne
fra det omgivende samfund.
Og ud fra denne viden kan man konkludere, som underviseren
også gør, at megen 'verdslig musik' kan være med til at opløfte og fremhæve den
kristne sang- eller salmetekst. Et par eksempler herpå kan være ’Jeg har hørt
om en stad i det høje’ og ’Din, din er æren, Guds opstandne Søn’. Jeg vil
senere vende tilbage til, hvorfor den slags musik, efter min vurdering, kan
bruges som ledsagermusik til kristne tekster i modsætning til rockmusiken. Vi
skal også se nogle eksempler på, hvorfor man ikke kan ligestille disse to
musikgenrer. Lad os nu gå over til at se, hvorfor det er sådan.
De fleste er vist enige i, at al slags musik påvirker
mennesker, uanset, om man er bevidst om det eller ej. Musikkens helbredende
kræfter har fx været kendt, anerkendt og udnyttet i årtusinder. Platon, som
levede fra 428-
Musikforskere og musikeksperter fastslår da også, som vi
bl.a. så det i eksemplerne ovenfor, at al musik påvirker mennesker, samt, at
den har en iboende evne at skabe atmosfære, stemninger og associationer.
Neurologer har da også for længst fundet beviser for, at dyr såvel som
mennesker påvirkes positivt eller negativt ud fra den musik, de hører på. Det
er da også denne viden om den positive påvirkning gennem musik, der gør, at man
benytter musikken i forskellige terapeutiske sammenhæng som fx psykoterapi,
specialpædagogik og sygegymnastik. Musikterapeuter fortæller fx, at de lettere
kan nå ind til de skizofrene og autister gennem musik. Det siges, at ’et
forhold udvikler sig oftest først, når man forstår det nødvendige i at
kommunikere musikalsk [med dem] i stedet for verbalt’. Det er desuden også denne
påvirkning gennem musik, som er årsag til, at man på mange arbejdspladser er
meget opmærksom på det, der lyttes til. En arbejdsforsker kom til følgende
konklusion: ”Hvis musikkens rytme ikke er tilpasset deres arbejde, vil
arbejdets præcision og nøjagtighed aftage”1.
Der er således ingen tvivl om, at mennesker påvirkes
gennem den musik, de hører. De ovenfornævnte musikterapeuter har gennem forsøg
påvist, at som man kan bruge musikken positivt, således kan man også bruge den
negativt. Dr. Howard Hanson, som er direktør for det berømte ’Eastman School of
Music’, bekræfter dette forhold og siger, at ”musik har magt til at lede til
det onde såvel som til det gode”. Eksemplerne viser, at det som udgangspunkt er
forkert at tro, at musik 'kun er en neutral og uskadelig ledsagermusik'.
Dertil kommer, som vi skal se, at flere musikarter er
blevet inspireret af mørkets magter, og må derfor betragtes som direkte
skadelige musikformer, bl.a. fordi de automatisk virker nedbrydende på dem, der
lytter til disse, også selvom de ikke selv kan se dette. Til denne kategori
hører fx New Age musik, Reggae, 'ambient trancemusik' og rockmusik, bare for at
nævne nogle få. I det følgende skal vi primært se på den 'kristne' rockmusik,
fordi det især er denne musik, som har fået indpas hos så mange især unge
kristne, og accepteret af de menighedens ledere, vel fordi de naivt tror, at
man måske godt kan anvende den slags musik til Guds ære. Som vi skal se, kan
det ikke lade sig gøre!
Rockmusikkens
skadelige påvirkninger på kroppen
Gang på gang hører man påstanden: 'Det skader ikke at høre
på rockmusik'. Som vi skal se, er dette ikke tilfældet. Der er fx foretaget
mange forskellige undersøgelser af rockmusikkens evt. skadelige påvirkninger af
mennesket på det fysiske, psykiske og åndelige plan. I dette afsnit skal vi
primært se nærmere på, hvad disse undersøgelser har at sige vedr. rockmusikkens
skadelige påvirkninger af kroppen. Det er umuligt at beskrive alle de negative
påvirkninger, der sker i kroppen pga. denne musikgenre, og derfor vil jeg nøjes
med at fremdrage nogle få eksempler fra de forskellige undersøgelser vedr.
dette emne.
En professor i psykologi og ekspert på musikkens
perception [= hvordan musik påvirker kroppens sanser], John Davies beskriver,
hvordan de
”subsoniske frekvenser [= lavfrekvente
rockrytmer] aktiverer det sympatiske nervesystem, som giver øget produktion af
adrenalin, øget blodgennemstrømning, hjertebanken, øget aktivitet og energi.
Det er en kamp- og flugtreaktion, som vi forbinder med fare, og som kan være
angstfremkaldende. Det er også grunden til, at subsoniske sekvenser ofte bliver
brugt som baggrundsmusik i spændingsfilm”2.
Herefter beskriver han musikkens væsen, som altid vil
påvirke os positivt eller negativt, om man så enten er bevidst om det eller ej.
Han konkluderer:
”Hvis vi hører en ren harmoni, som fx en
treklang i dur, aktiveres en speciel del af hørecentret i hjernen.. træffer
[den] midt i zonerne til glæde og opstemthed i hjernen.. Det er den modsatte
effekt, som skabes ved rockmusik, fordi de subsoniske energistimulerende zoner
påvirker huden og maveregionen mere end hjernen. Det er bl.a. derfor, at
rockmusikken bliver beskrevet som, og er, en sexstimulans”3.
Ud fra disse facts kommer han til det resultat, at
rockmusikkens rytmer ikke er neutrale for kroppen, men er derimod direkte
skadelige på kroppens iboende og naturlige rytmer. En forsker, dr. Carole
Douglis skriver: ”Vi er hovedsagelig rytmiske skabninger. Lige fra cyklusserne
i vore hjernebølger og hjerterytmen, spisemønster og sovevaner. Alt i vores
krop arbejder i rytmer..”4.
Hvis disse naturlige kropsrytmer forstyrres, skabes der en
ødelæggende ubalance i kroppen. Denne ubalance er blevet beskrevet på denne
måde:
”Der findes virkelige medicinsk
bevismateriale for, at rockrytmen modvirker de naturlige kropsrytmer.
Lavfrekvensvibrationerne fra basguitaren og trommernes jagende rytme påvirker
direkte hypofysen (en kirtel i hjernen), der producerer et hormon, som
regulerer seksualdriften. Gennem rockmusikkens uophørlige rytme opstår der en
ekstrem ubalance i hjernen. Slutresultatet er en umådelig stor hormonproduktion,
som enten kan reducere de moralske hæmninger eller få dem til helt at
forsvinde”5.
Sådanne forstyrrelser af kroppens indbyggede rytmer
medfører, at kroppen automatisk udløser nogle stresshormoner, fordi den er
kommet i en situation, som den helst vil ud af. Hvis dette ikke kan lade sig
gøre - som hvis personen ikke vil flygte fra det, der skader kroppen - i dette
tilfælde rockmusik, så vil de nævnte stresshormoner påvirke kroppen og psyken
negativt. Denne negative påvirkning bliver beskrevet ud fra følgende seks
punkter:
1.”Mennesket er i sin helhed et rytmisk væsen.
2.Musikken virker på menneskets rytmiske processer direkte
gennem nervesystemet, i det det trænger forbi de højere centre for tanker og
bedømmelse via hørenerverne.
3.Musikken virker direkte på det autonome nervesystem, og
her derfor potentiale til at virke ind på hele systemet.
4.Mennesket har nogle dæmpende og nogle ophidsende
processer, som bliver påvirket direkte af direkte og indirekte stress stimuli.
Disse inkluderer alle rytmiske og cykliske forstyrrelser og brud, forårsaget af
disharmoniske lyde og monotone rytmemønstre, som er væsentligt forskelligt fra
kroppens egne indbyggede rytmer.
5.Når disse processer er i ubalance, og kroppen ikke kan
korrigere denne ubalance længere, kan det føre til adfærdsforstyrrelser. Det
kan slå ud i en hyperaktivt aggressivitet, svækket dømmekraft, forstærket
instinkt til at optræde i flok, svækkede minder og læreprocesser, svækket
helbred, unormal frygt, dårlige holdninger, tungsind eller dovenskab.
6.Disse faktorer virker på alle mennesker uafhængig af
etnisk oprindelse eller kulturel baggrund, fordi musikken går forbi centreret
for ræsonnering og bedømmelse, og må derfor siges at virke universelt på
menneskeheden”6.
Det er underligt, at især kristne unge ikke er opmærksom
på den negative påvirkning, som skabes i forbindelse med rockmusikken. Selvom
emnet handler om 'kristen rockmusik', kan vi ikke helt undgå at komme ind på
den, verden lytter til, fordi de i princippet øser fra den samme verdslige [og,
vil mange sige, dæmoniske] kilde. Allerede i 60’erne sagde Beatles, at ’vor
musik kan udløse emotionel labilitet, adfærdsforstyrrelser, oprør, ja, til og
med revolution’. De vidste, hvad dette ligger latent i selve musikken. Før de
rigtig slog igennem, sagde John Lennon: ”Jeg ved, at Beatles kommer til at
lykkes, som ingen andre før dem. Jeg ved det helt sikkert, for jeg har solgt
min sjæl til djævelen for dette”7.
Nu har kristne ikke solgt deres sjæl til djævelen, men det
kan undre, at de alligevel øser fra den samme kilde, i den tro, at det ikke kan
skade 'dem'. Men det gør den! En psykiater, John Diamond, som har studeret rockmusikkens
negative indvirkning på menneskekroppen, er kommet frem til følgende
konklusion:
1.Rockmusikken øger stres og vrede, sænker reaktionsevnen,
fremmer hyperaktivitet, svækker muskelstyrken med 2/3 del, og kan spille en
rolle i ungdomskriminalitet.
2.Musikken blokerer de intellektuelle processer, den
forstyrrer den kreative evne, og afstumper sådan, at man ’gir pokker’ i alt8.
Han beskriver videre, at det er de specielle rytmer i
rockmusikken, der er årsagen til, at skolebørn bliver hyperaktive og urolige,
når de lytter til den. Grunden hertil er, som anført tidligere, at rockmusikken
indeholder nogle rytmer, som gør, at den i forhold til al anden rytmisk musik,
må beskrives som farlig. Ifølge musikeksperter er det 'de specielle synkoperte
rytmer [= når en rytme rammer mellem grundslagene] og anapæstiske trommeslag [=
en rytme, som forsøger eller tvinger hjertet til at slå i en anden rytme end
den normale], som gør den farlig og skadelig'. Alle undersøgelser viser da
også, at en sådan negativ påvirkning er nedbrydende for kroppen på længere
sigt. Og måske også på kortere sigt.
For en tid siden så jeg en undersøgelse i en
Tv-udsendelse. Her delte man nogle børn op i to tilfældige grupper, som ikke
kendte noget til selve undersøgelsens art. Begge grupper skulle høre noget
musik i 20 minutter. Den ene gruppe skulle lytte til populærmusik og den anden
gruppe skulle lytte til rockmusik. Bagefter fik alle børn foretaget forskellige
adfærdstest, og resultatet viste en markant forskel på de to grupper: Den gruppe,
som havde hørt populærmusik, var fx langt mere rolig og hjælpsom end den
gruppe, som havde hørt rockmusik.
I en anden, lignende undersøgelse har japanske læger
testet forskellige spædbørns og fostres reaktion på forskellig slags musik. De
kom til følgende resultat: 90 % af børnene ophørte med at skrige, når de
eksempelvis lyttede til klassisk musik, mens der ikke var en eneste, der gjorde
det samme, når de lyttede til rockmusik. Man kom til samme resultat, da man
undersøgte, hvad fostre reagerede positivt eller negativt på. Undersøgelsen
viste, at ’hård rock fik fostrenes hjerter til at slå hurtigere, mens rolig
musik af Mozart og Vivaldi virkede beroligende’9.
Utallige undersøgelser viser samme resultat.
Musikproduceren Mark Grant beskriver fx, at ”de hårde anapæstiske trommeslag i
rock har evnen til at tappe den fysiske styrke ud af lytterne”10.
Den tidligere omtalte psykiater og musikterapeut, dr. John Diamond, beskriver,
hvordan han har forsket i musklernes bevægelse og styrke under uensartede
forhold. Han var specielt interesseret i at finde ud af, om forskellig slags
musik kunne have indflydelse på de forskellige musklers styrke. Han testede
simpelthen den modstand, som forsøgspersonernes muskler kunne yde, medens han
spillede forskellig slags musik overfor dem. Forskellen på rockmusik og
klassisk musik beskriver han således:
"Ved at bruge hundreder af prøvepersoner
fandt jeg, at det, at de hyppigt lyttede til rockmusik, forårsagede, at
musklerne i kroppen blev svage. Det normale tryk, der behøvedes for at påvirke
en stærk deltoid-muskel [= skuldermusklen] på en voksen mand er 20 -
Han fortsætter:
”Jeg har kun fundet to tilfælde, hvor
klassisk musik afstedkommer muskelsvækkelse. Det ene er slutningen på
Stravinskys ’Rite of Spring’ og det andet er slutningen på Ravels ’
Alle undersøgelser af rockmusikkens virkninger viser på lignende
måde en lang række af negative påvirkninger for den, der lytter til den. Dr.
Paul King, der er læge ved Lakeside Hospital i Memphis, Tennessee, har i et
interview sagt, at ’mere end 80 % af hans patienter er der pga. rockmusikken’.
Som et resultat af forskellige undersøgelser om rockmusikkens skadelige
virkninger på kroppen konkluderede en læge ved navn Charles Fraser
efterfølgende, at ”døvende rockmusik kan gøre et menneske tosset”. En anden
læge udtaler, at ’[rock]musik kan lede til hysteri og skizofreni’12.
Ved en international konference om støjforurening blev der sagt, at ”rockmusik
kan forårsage døvhed, psykiatriske problemer og periodevis sindssyge, især hvis
den er høj”13.
Mange undersøgelser viser entydigt, at rockmusikken har en
negativ påvirkning af kroppen. Forfatteren, dr. Dr. Schoen skriver fx i sin bog
’The Psychology of Music’, at ’musik er den mest magtfulde stimulans, der
findes til enten harmonisk opbygning.. eller til disharmonisk nedbrydning’14.
Derfor skal
rockmusik spilles højt
Det kan ikke lade sig gøre at tale om rockmusikken uden
også at tale om dens lydstyrke, som på forskellig måde skader nervesystemet. De
fleste har nok hørt en del om, at høj musik kan ødelægge hørenerverne. Mange af
dem, som tidligere ofte har hørt rockmusik, klager nu over, at de har fået –
eller er begyndt at få - en permanent tinnitus [konstant susen eller hyletone i
ørerne]. Det er ikke bare et problem for dem, som har hørt rockmusik i flere
år, men høreundersøgelser viser, at mange af de unge, som dag efter dag har
hørt rockmusik for fuld udblæsning i fx deres mp3, allerede har fået en mærkbar
hørenedsættelse og/eller tinnitus. Amerikanske ørelæger har beskrevet nogle
høreundersøgelser, de har foretaget, og som viste, at 40% af de studerende ved
universiteterne er høreskadet. For 25 år siden var tallet kun 1%. En engelsk
undersøgelse viser stort set det samme. I den blev det fortalt, at de
studerendes hørelse var så dårlig, at den svarede til en aldersgruppe på 65-70
år15. Det siger sig selv, at dette er et stort samfundsproblem.
Jamen, kan de unge så ikke bare skrue ned for lydstyrken? De fleste ugen, som
er blevet spurgt, siger ’nej’ med den begrundelse, at rockmusik nu engang ’SKAL
høres med fuld styrke, hvis det skal være godt’. Ifølge disse er det nemlig
rockmusikkens volumen, som er med til at skabe effekten. Lad os se, hvor meget
det er?
Når de fleste unge lytter til rockmusik, ligger lydstyrken
oftest på over 110 dB, og ved nogle rockkoncerter kan den endda komme helt op
på 135 decibel [dB]. Hvor højt det er, kan illustreres ved arbejdstilsynets
bekendtgørelse om, hvor mange dB, man kan tåle, og hvor længe. Der nævnes bl.a.
følgende sundhedsmæssige problemstillinger, hvis lydstyrken er på 75 dB og
derover:
1.
Vedvarende
støjbelastning over 75-80 dB indebærer risiko for høreskader.
2.
Vedvarende
støjbelastning på 85 dB indebærer risiko for alvorlige høreskader.
3.
Vedvarende
støjbelastning på 90 dB indebærer, at risikoen for alvorlige høreskader er
næsten tre gange så høj som ved en støjbelastning på 85 dB.
4.
Kraftig impulsstøj,
hvor spidsværdier overstiger 130-140 dB, kan skade hørelsen selv ved ganske få
kortvarige påvirkninger. Impulsstøj kommer fra fx slag, metal mod metal16.
For at beskytte sig mod støj, har arbejdstilsynet derfor
påkrævet et høreværn i industrien, hvis lydstyrken er på 75 dB eller derover.
Men der ingen krav om beskyttelse, hvis man lytter til rockmusik. Hvis vi omregner de førnævnte dB i
forståeligt sprog, så svarer en lydstyrke på 75-110 til, at den er 50 til 700
gange højere end det, som man ifølge arbejdstilsynet kan tåle uden
hørebeskyttelse. Men hvis lydstyrken fx kommer op på 135 dB, så kan man ifølge
arbejdstilsynet ikke tåle at lytte til denne støjkilde i mere end 5 sek., hvis
man vil være sikker på ikke at få permanente høreskader. Men trods denne viden
hævder de fleste unge, som lytter til rockmusik, at ’det er der ikke noget at
gøre ved, for musikken skal nu engang være så høj for at kunne nydes’. Derfor
kommer forskellige musikanmeldere da også næsten altid ind på musikkens
volumen, som fx her, hvor der i en anmeldelse af det kristne rockband
Switchfoot nyeste album står: ”Til dette album har jeg virkelig savnet et
ordentligt anlæg med nogle kæmpe højtalere, hvor musikken kunne komme til sin
ret”17.
Psykologiske
faktorer
Vi har allerede set på flere forhold, som påviser, at
mennesker bliver påvirket negativt af at lytte til rockmusik. I det følgende
skal vi se, hvordan lytterne også kan blive afhængige af den på nøjagtig samme
måde, som narkomaner bliver afhængig af stoffer. Denne afhængighed bliver ind
imellem forklaret med, at den er psykologisk betinget. Og det er den da også et
langt stykke hen af vejen. Unge vælger ofte rockmusik, fordi de har taget den
til sig som deres identitet, og føler sig derfor nærmest automatisk ’udenfor’,
hvis de siger nej til den. Flere unge har da også indimellem fortalt, at de
ofte er nødt til at vælge noget, som de egentlig ikke bryder sig om, for at de
ikke skal miste det sociale fællesskab med de andre unge på skolen, kollegiet,
gymnasiet og hvor de ellers færdes. I en større norsk undersøgelse, som blev
foretaget i 1960 og 1985, skulle skoleeleverne besvare følgende spørgsmål:
”Hvad eller hvem påvirker dig, når du skal danne dig en opfattelse af livet
eller en mening?”18. De to årganges rangliste for de øverste seks
pladser ser således ud:
|
1960 |
1985 |
||
|
1 |
Forældre |
1 |
Venner |
|
2 |
Bedsteforældre |
2 |
Musik |
|
3 |
Skolen |
3 |
Film/video |
|
4 |
Venner |
4 |
Forældre |
|
5 |
Kirken |
5 |
Bedsteforældre |
|
6 |
Idræt |
6 |
Skolen |
Velvidende, at en sådan undersøgelse ikke fortæller alt,
så giver den alligevel en fornemmelse af, hvem eller hvad eleverne selv tror
eller ønsker at blive påvirket af. Det er tankevækkende, at mens det var
forældre, bedsteforældre og skolen, som lå på de tre første pladser i 1960, så
er disse tre pladser skiftet ud med venner, musik og film i 1985, mens fx
kirken og idræt er røget helt ud af listen. De tre nævnte påvirkningskilder er
stadig de vigtigste for de fleste unge, og fungerer nu som en fasttømret enhed,
som virker sammen og forstærker hinanden i ungdomsmiljøet. Så vidt jeg ved, er
der ingen tilsvarende undersøgelse fra Danmark, men mon den så ikke ville vise
noget lignende?
Der er altså ingen tvivl om, at den psykologiske
påvirkning fra de jævnaldrende er enorm. Alle vil jo gerne have venskab og
socialt samvær sammen med dem, man omgås. Skemaet har selvfølgelig set anderledes
ud, hvis de unge har været kristne. Så var forældre nok kommet højere op, og
mon ikke kirken igen ville få en god placering på listen? Spørgsmålet er så,
hvor den enkelte ville placere musikken, herunder rockmusikken? Mon det er før
eller efter kirken?
Derfor kan
’kristen’ rockmusik ikke ske til Guds ære.
Der er ingen tvivl om, at for de fleste har musik en stor
betydning, og for mange unge er det rockmusikken, der fylder mest. Som følge
deraf oplever mange menigheder også et pres for, at man også vil indføre denne
musik til især ungdomsmøderne. Og den bliver 'købt', ofte med det argument, at
'vi må give de unge, hvad de vil have, for ellers kan vi ikke holde fast på
dem’. Derfor må de troende, som ikke kan lide den slags musik, og som måske
også tror eller ved, at det ikke er rigtig at indføre den, acceptere dette.
I de sidste år er mange af de gamle og kendte melodier
blevet kasseret, netop fordi den er for gammeldags. Det er derfor lidt
ærgerligt, når en god klassisk melodi til fx ’Almagts Gud, velsignet vær’ pludselig
er blevet kasseret til fordel for en ny moderne melodi19. Men det er
til at bære, for det er jo teksten, det kommer an på. Og det er da muligt, at
man efter en tid synes, at de nye melodier er mere tidssvarende og måske endda
kan være bedre end de gamle. Helt anderledes er det, når man fx i samme sangbog
i flere tilfælde har ændret noderne, så de er tilpasset rockmusikkens indtog i
menighederne. Den tidligere nævnte undervisning 'Kristus og musikken' blev der
givet 'smagsprøver af denne rockinspireret musik, og velvidende, at det er
subjektivt, så følte jeg direkte en ubehag over at høre disse eksempler. Måske
skyldes det, at jeg ikke er vant til det. Eller måske forudindtaget? Eller, har
jeg mon bare en overfølsom ånd?
Det er svært at svare på. Kan 'fortyndet' rockmusik være
skadelig? Det er der mange, som hævder.
Er der mon noget negativt i selve rockmusikken, som automatisk udløses
over alle, der hører den? Måske endda noget åndeligt? Jeg tror, at det
verdslige musikblad 'Creem Metal Magazine' har ret, når de i et af deres blade
giver følgende råd: "Du skal ikke blande kristendom med rock! Rock
vedrører djævelen og mørket, medens Gud er god og lys”20. Det er let
at kassere sådanne argumenter som blot en trossag, en overbevisning, som nogle
har. Det er det selvfølgelig også, men det betyder ikke, at sådanne udsagn ikke
skal tages alvorligt, at de ikke ved, hvad de taler om. For hvis det er
djævelen, som står bag, så forstår vi bedre, hvorfor rockmusikken er så
skadelig, som tilfældet er.
Prædikanten, Jeff Godwin, som tidligere har været John
Lennon-fan, rockartist og forfatter til flere bøger om rockmusik, hævder
således, at al ’rockmusik fuldstændig er under Satans kontrol’, også den såkaldte
kristne rock. Han fortæller videre, at denne 'kristne rock' er er inspireret af
den samme dæmoniske ånd som den rock,
han tidligere var involveret i som ikke-kristen rockartist. Begge kommer fra
den samme snavsede kilde, selvom mange kristne tror, at det ikke skader at
lytte til den. Han siger i den samme forbindelse, at ’Satan ejer 99 % af al kristen
rock i dag’21.
Jeff Godwins skriver videre, at ”Rock & Roll er
djævelens forvrængning af al skabende musik fra Gud. Er du åben, vil du kunne
se og høre Satans fingeraftryk i både verdslig og ’kristen’ rock”22.
Men de unge vil jo have det! Er det så ikke forkert at forsøge at stoppe det?
Eller, som en sagde det engang: 'Kristen rock sker jo til Guds ære, og så vil
og kan han vel også forvandle denne musik til velsignelse?’ Lad os se nærmere
på dette argument. Hvis det kan bevises, at den såkaldte kristne rockmusik er
inspireret og åndsbeslægtet af de samme dæmoniske kræfter, som verdens
shamaner, åndedyrkere og djævletilbedere, vil man så ikke gøre alt for at
bekæmpe den? Det ville man nok, ikke? Men det kan jo bevises! Inden vi skal se
på rockmusikkens historie for at påvise dette, så er det også bevist gennem en
række vidnesbyrd fra kristne, som tidligere har været involveret i den
verdslige rockmusik, men som nu kan genkende den samme ånd optræde i den
såkaldte kristne rockmusik, og undrer sig over, at de kristne benytter sig af
samme musik til at påkalde dæmonerne, som de selv gjorde, før de blev frelst.
Et eksempel:
”En missionær beretter, at indfødte kristne,
som tidligere havde været hedninger, spurgte ham: ’Hvorfor påkalder jeres unge
mennesker dæmonerne med deres rockmusik?’ De mærkede den samme psykiske og
åndelige virkning deri, som de havde oplevet i den musik, hvorved de selv
tidligere havde forbindelse med dæmoniske magter23.
Den kristne forfatter Jamie Buckingham har samlet flere
lignende vidnesbyrd. I et af dem fortæller en ung kristen mand fra
Filippinerne, hvordan han fra barndommen var vant til at høre om dæmoner og se
deres virke. Han vidste, hvorledes man kunne hidkalde dæmonerne ved at slå
visse trommeslag i en bestemt rytme. Da han blev spurgt, om han havde
observeret dæmonisk aktivitet i USA [som han var flyttet til], sagde han, 'ja,
absolut'; og fortsætter: ”At de opsøger de steder, hvor der er (kristen)
rockmusik, finder jeg ikke underlig.. for trommernes rytme og lyde minder mig
stærkt om trommerne, jeg hørte i min barndom, når ånderne skulle komme til os”24.
Den amerikanske sanger, sangskriver og pianist, og pionerer for musikgenren
rock’ roll, Little Richard, har sagt det samme på denne måde:
”Mit sande syn på rock’n roll er: Jeg tror,
den slags musik er dæmonisk,, En hel del af rytmerne i dagens [rock] musik
kommer fra voodoo, fra voodootrommerne. Hvis du studerer musikkens rytmer, som
jeg har gjort, vil du opdage, at det stemmer..”25.
Den amerikanske rocksanger Jerry Lee Lewis kender åbenbart
så meget til kristendommen, at hendes ord har vægt, kommer med disse alvorlige
ord til eftertanke, når hun taler om forskellen på den musik, der fører en til
himlen og den, der fører til helvede:
”Bibelen siger, vi skal frydes i Gud og ham
alene. Men når det gælder.. rock’n roll.. da har jeg djævelen i mig! Havde jeg
ikke det, så var jeg en kristen.. For jeg drager mit publikum med mig til
helvede.. Du kan ikke tjene to herrer; du bliver nødt til at hade den ene og
elske den anden”26.
På trods af alle mulige advarsler om rockmusikkens
destruktive natur er der alligevel mange kristne, som argumenterer for, at
rockmusik blot er en uskadelig form for musik. Hvor mange beviser behøver de?
Vi har allerede set beviser på, at rockmusikkens rytmer er destruktive, og er
de samme, som mange afgudsdyrkerne bruger for at påkalde onde ånder. På den
måde er de, selvfølgelig uden at vide det, indirekte været med til at invitere
djævelen til at være med til påvirke de kristne møder. Det siger sig selv, at
det aldrig vil gå godt. Han er nemlig kun ude på ét, nemlig at komme til at
ødelægge og fordærve den sande lovsang og tilbedelse til Gud. At man tillader
rockmusik for at nå de unge, eller hvad argumentet er for at bruge den, ændrer
intet ved, at det trækker tilbedelsen og lovsangen til Gud ned på et lavere
plan. Her vil jeg igen understrege, at det ikke er trommerne i sig selv, som er
farlige, for den er neutral, men det er rockmusikkens specielle rytmer til
gengæld ikke.
Et andet argument lyder således: ’Man brugte da også
trommer til Guds ære i GT, så det kan da ikke være helt forkert at bruge dem
også i dag?’ For at se på dette, er det nødvendigt at forstå, hvordan trommerne
blev brugt dengang. Musikekspert og
professor Bjørn Keyn, Oslo behandler dette emne og skriver, at
”I den gamle pagt blev trommerne brugt for at
markere rytmen i sangen, og cymbalerne (stilheden) markerer overgangen mellem
hvert vers. Man havde altså ingen jævn, monoton rytme, som kunne virke
suggererende. Man brugte heller ikke rytmer, som var i disharmoni med kroppens
egne rytmer, og som i bund og grund opfordrer til sex, oprør og vold.
Forskellen mellem ’hedensk’ musik og israelitternes brug af musik lå mere i,
hvilken musik man benyttede end hvilke instrumenter man spillede på”27.
Den kristne forfatter, LaMar Boschman beskriver, hvorfor
rockmusikken er så farlig at lytte til. I denne gennemgang nævner han, at
på
’den dag, Lucifer (Satan) faldt (se Ez. 28:13
og Es. 14:11), tog han musikken (trommerne) med sig, han tidligere havde brugt
til at tilbede den almægtige Gud, og tilpassede den til vor jordiske natur og
anvendte den til at appellere til vore lavere, selviske lyster. Musikken blev
korrupt og frembar en falsk salvelse. Lucifer anvendte den i sin tjeneste, så
tilbedelse blev rettet til ham” 28.
Den kristne forfatter, Jakob Aranza, som har studeret
rockmusikkens skadelige virkninger, skriver:
”Musikken blev skabt af Gud for at give ære
til ham. Al musik, som ikke ærer Gud, er en afvigelse fra, hvad Gud ville med
musikken. Hvis folk bruger musikken i egne hensigter, har de stjålet Guds gave
og bruger den selvisk”29.
Der er mange vidnesbyrd, som peger på, at al rockmusik er
fordærvet, fordi den altid vil være djævelens musik. Det gælder også den
såkaldte kristne rock, omend i mindre målestok. Den kristne sanger og
guitarist, Bob Larson, omtaler den ’kristne rockmusik' med disse ord:
”Rock er mere end musik. Den er en raffineret
magt, der undergraver moralen.. Alene ved sin takt, tempo og klang fører den
til.. at den sunde sans bedøves af de neurotiske trommeslag. Rock.. er dybest
set antikristelige og står i modsætning til de bibelske normer..”30.
Det er pga. dette, at David Wilkerson komme med følgende advarsel
i sin bog: ’Den sidste basun’:
”Hvor er profeterne, der skulle råbe højt:
Nok! Ikke mere af djævelens musik i Guds hus! Er det en sejrende menighed, ren
og lydefri fra verden, hvor en sådan ondskab bliver hilst velkommen, så længe
den er iklædt religionens fåreklæder?”
Professor Werna Wright har fx beskrevet et forsøg, der
blev gjort i en belgisk ungdomsklub. I dette forsøg skulle de unge afgøre, om
de kunne skelne mellem almindelig og såkaldt kristen rock. Det kristne blad
Evangelism Today skrev efterfølgende, at ”det kunne de ikke, og det må være en
alvorlig advarsel til kristne om at holde sig borte fra denne, sataniske
musikform”31. I det samme
blad stod der videre: ”Hellighed og rock er ikke af samme ånd. Derfor må
konklusionen være, at rockmusikken forvises fra kristne hjem og møder”.
Baglæns
[dæmoniske] budskaber i ’kristen rock’.
Alle kender nok til, at der er lagt sataniske og hemmelige
’backmasking’ [som jeg i det følgende oversætter til ’baglæns budskaber’] ind i
en stor del af rockmusikken. Disse budskaber er så svære at lægge ind, så det
ikke kan høres forlæns, at mange mener, at det nærmest kun kan ske på
overnaturlig måde, altså ved dæmonernes hjælp. Men - hvad kan Satan vinde ved
at anvende sådanne skjulte budskaber? En hjerneforsker forklarer hvorfor:
”Først passerer det [budskabet] gennem
hjernens kontrolventil. Baseret på tidligere erfaringer, opdragelse,
vurderinger etc. forkastes eller accepteres budskabet. Den venstre
hjernehalvdel er ansvarlig for, at vi er bevidst over det, vi hører. Den højre
hjernehalvdel, den intuitive og kreative, har til opgave at tage imod den
information, registrere den og lagre den. Hver bliver budskabet kodet og lagret
som fakta, uanset om det [ordene] kommer forlæns eller baglæns [ind i hjernen,
for].. hjernen koder det begge veje. Dette kan sammenlignes med vort syn, hvor
øjnene ser alt op/ned, mens hjernen vender billedet i vor bevidsthed”32.
Han skriver videre, at hvis fx baglæns budskaber bliver
repeteret igen og igen, så vil højre hjernehalvdel oversætte udsagnet for dig
og lagre det som en slags fakta eller indtryk – vel at mærke uden at du får
mulighed for at vurdere det. Efterhånden vil ’den stadige gentagelse af det
samme budskab få dig til at tro, at det er dig selv, som har fået disse tanker’.
Det er faktisk denne metode, nyreligiøse bevægelser benytter sig af for at
hjernevaske sine medlemmer til at få en bestemt opfattelse. Han skriver videre,
at markedsanalytikere forsker i denne metode for at vide mere om, ”hvordan
denne lagring af ubevidste budskaber kan bruges i en underbevidst
’annoncering’, som kan påvirke folks indkøbsvaner”.
Det er altså denne metode, man gør brug af, når der lægges
baglæns budskaber ind i en nærmest uendelig lang række af den såkaldte kristne
rockmusiks udgivelser. Dermed åbnes der selvsagt vejen for, at Satan lettere
kan få kontrol over den enkeltes sind for at lede det længere ind i trældom og
trolddom. For det er trolddom, selvom mange kristne vægrer sig ved at tro
dette. Den tidligere okkultist David J. Meyer, som nu er kristen, skriver:
”Trolddom er en magt, der kastes over dig og involverer sindskontrol og åbner
døren for ånder, så de formår at kontrollere dit sind..”33.
I denne gennemgang vil jeg ikke tage eksempler med om ’baglæns
budskaber’ fra den verdslige rockmusik, for det ligger udenfor kategorien. Kort
skal det dog nævnes, at enhver, som har hørt bare lidt om dette, ved, at den
verdslige rockmusik-genre, både direkte og med baglæns budskaber, ofte er fyldt
med lovprisninger til, og ophøjelse af Satan, altså både modbydelig og
gudsbespottelig. Men, kristne bruger da ikke baglæns budskaber, gør de? Jeg
tror ikke, at kristne er bevidst om at gøre det, men da de tillader at bruge
'djævelens musik', så sker der det, som førnævnt, at han kan lægge sine baglæns
budskaber ind bag teksten.
Det er faktisk foruroligende, at der er så mange ’baglæns
budskaber’ i den kristne rock, som tilfældet er. Det er dermed et væsentligt
bevis for, at den verdslige såvel som den kristne rockmusik er dæmonisk i sin
natur. Når nogen stiller spørgsmålet, om Gud virkelig vil tillade et sådant
angreb gennem den ’kristne rockmusik’, så lyt til, hvad den tidligere omtalte
Jeff Godwin siger om dette:
”Svaret er enkelt. Hvis man har en musikform,
som ikke tilhører Gud.., så tilhører den Satans domæne. Der er kun sort eller
hvidt i denne verden. Det er velsignelse og forbandelse, liv og død, himmel og
helvede, Gud og Satan, Kristus Jesus og verden. Der er ingen gråzoner i Guds
Ord. Og hvordan skal da kristenrocken kunne passe ind med, at det hele afhænger
af dit hjerteforhold? Bibelen forkynder ikke noget sådant! Det er enten ret
eller forkert, og hvis det ikke er ret, er det ikke værd for en kristen at
spilde sin tid på”34.
De budskaber i den kristne musikudgivelse, som er skjult
og som kun kan høres baglæns, handler oftest om få gentagne ord som fx ’tilbed
Satan’, ’jeg elsker Satan’ og ’tilbed mærket’ (dvs. dyrets mærke). Herunder
følger nogle få eksempler, som er hentet fra forskellige artister indenfor den
kristne rock, og i højre felt ses de baglæns budskaber, som er lagt ind i
musikken35.
|
Gruppens/artistens navn |
Titel på melodien |
Baglæns budskab i denne |
|
2nd Chapter of Acts |
Good News |
You know we love Satan
in our harts. |
|
Christian Church |
Come Holy Spirit |
Receive the Mark |
|
Rick Cua |
One child in pain –
We are yours |
Yes – live in sin.
Oh, my saviour is the beast |
|
Daniel Band |
Call on his Name |
I shall love Satan |
|
Amy Grant |
Find a way |
I’m Lucifer. Ah
there’s Lord, no one but Satan |
|
Keith Green |
Satans boast |
Lucifer is horny
(liderlig) |
|
Larry Norman |
Born to be unlucky |
I love the world,
Satan the Master |
|
Stryper |
Always there for you,
In God we trust. |
Oh, Mercy can burn –
Hail Lucifer |
|
Sheila Walsh |
Fighter |
Satan, my Lord |
Det behøver vist ingen oversættelse. Igen og igen ophøjes
Satan, og det er jo ikke ligefrem det, man forventer at finde på 'kristne rockplader'.
Som tidligere citeret er jeg overbevist om, at Satan har let ved at smugle sine
tekster ind i denne slags musik, fordi den tilhører ham i forvejen. Nu er der
sikkert en og anden, der kunne hævde, at man ikke kan sammenligne forskellige
kristne rockartisters udgivelser med den rockmusik, som nogle kristne bands
spiller i forskellige kristne menigheder. Og det er nok sandt. For det er
nemlig tvivlsomt, at de ovenfornævnte 'kristne' grupper og enkeltpersoner
virkelig er kristne. Der er i alle fald en del i deres liv, som vidner om det
modsatte. Det må derfor antages, at djævelen bedre kan manipulere med disse og
operere i det skjulte, end med de kristne, som har en sand tro på Jesus og
lader ham være deres Herre.
Men uanset virkningen, hvad har djævelens musik så at gøre
i Guds hus? For, hvis man seriøs ser på rockmusikkens historie og lytter til
vidnesbyrdene, kan man ikke være i tvivl om, at den er og bliver djævelens
musik! Derfor er da også det naivt at tro, at denne dæmonisk inspireret rockmusik,
kan bruges til at herliggøre Gud og lovprise ham.
Engang i 80’erne skulle jeg tale for en del unge kristne.
Jeg kom i god tid, så jeg havde tid til at bede før mødet. Men i huset blev der
spillet så høj 'kristen' rockmusik, at det var umulig for mig at ’trænge
igennem’ og bede. På mig virkede det som om, at mørkets magt af al magt ville
forhindre, at mødet blev til en velsignelse. Nogle vil måske indvende, at jeg
nok bare var for følsom? Måske, og måske alligevel ikke. I en efterfølgende
samtale med de unge om problemet fortalte de nemlig, at de i princippet var
ligeglade med, om en rockgruppe var kristen eller ikke-kristen, for ifølge
dem var det nemlig ikke så meget
teksten, de 'gik efter', men derimod selve musikken.
De fortalte videre, at den ’verdslig rockmusik’ og ’den
kristne rockmusiks’ blev bedømt god eller dårlig alt efter, om den leverede en
god kvalitet. Siden har jeg hørt mange andre kristne sige det samme. De kendte
derfor også indgående de forskellige verdslige rockartisters udgivelser og
fortalte, at de ofte spillede de forskellige numre i ’Din Radio’ - en kristen
nærradio, hvor de unge var værter for et ønskeprogram. De kendte i øvrigt også
selv udmærket til de baglæns budskaber, der var på de verdslige og de ’kristne’
albums, og havde hørt dem, idet de havde mulighed for at høre de forskellige
udgivelser bagfra i radioens lydstudie. Men denne viden fik dem ikke til at
ændre syn på 'rockmusikkens andre kvaliteter', som de sagde. De mente ikke, at
der var en modsætning mellem kristendommen og den 'kristne rockmusik'.
De unge kunne desværre ikke se, at de ved at lytte til den
’kristne rock’ nærmest automatisk åbnede døren op for den ’verdslige rock’ -
eller måske var det omvendt? Årsagen skal som sagt findes i, at al rockmusik i
bund og grund kommer fra den samme urene kilde. De unge bedømte rockmusikken ud
fra 'kvalitet', og som førnævnt ikke ud fra ikke teksterne, som meget ofte ikke
får samme den betydning, hverken i kristne eller i verdslige rockgrupper.
I tiden derefter fulgte jeg lidt med i, hvad der skete med
kirkens ungdomsgruppe, og lagde mærke til, at de kom længere og længere væk fra
Jesus og den kristne tro. Selvfølgelig skyldes det nok ikke kun rockmusikkens
påvirkning, men efter min mening spillede den en stor rolle heri. Vi ved jo,
hvad der vil ske, hvis vi kristne giver djævelen ’en lillefinger’. Jeg tror, at
Jeff Godwin rammer plet, når han beskriver den ’kristne rock’ således: ”Kristen
rock har en indflydelse, der opfordrer til oprør mod Gud, gør dig forvirret,
sløver din evne til at skønne, hvad der er Guds gode og velbehagelige vilje og
gør dig mere åbent for vildfarelse”36.
Når Gud
indirekte får førstepladsen
For nogle år siden var der en Tv-udsendelse fra en
gudstjeneste fra Pensacola, og her kunne man følge med i, hvad der skete forud
og under mødet. Forud for selve ’tilbedelsen’ begyndte man med en emotionel
opvarmning ved, at flere trommeslagere trommede rytmisk og højt i vel en halv
time, og med en stadig øgende hurtighed og volume. Rytmerne og de suggererende
trommehvirvler havde den effekt, at de besøgende begyndte at bevæge kroppen i
takt med rytmerne, og efterhånden løftede og svajede de med hænderne, ganske
som ved almindelige rockkoncerter. Med stigende intensitet kunne man høre en
basguitar, som sammen med kraftige højtalere fik gulvet, væggene og mennesker
til at vibrere. I denne hjernevasklignende stemning kunne man se mennesker
komme ind i en slags ekstase, hvor de dansede, hylede, og fik kropsrystelser og
kramper. Selvfølgelig spiller det en stor rolle, at man åbenbart ønskede at få
de forsamlede til at komme ind i denne ekstase før selve gudstjenesten, men det
kunne næppe gøres uden trommernes indsats. Da sangene havde været i gang i 1½
time, sagde [mødelederen] Steve Hill, at ”hvis nogen ønskede at danse, skulle
de komme op foran i kirken.. Snart var der 100-200, især unge mennesker, der
mødte op til dansen. Det var hovedsagelig samme slags dans, som også ses ved
rockkoncerter”37. En mødedeltager, Ben Wilson, som er vant til at arbejde
med og vurdere støjkilders volumen, siger, at ”musikken ved mødet havde et så
højt lydniveau, at den var i stand til at give varige høreskader, dersom nogen
opholdt i dette støjniveau i længere tid”.
En Evan Ruud, som kommenterede et andet 'kristent' møde,
siger: ”Ingen er tilskuere til dansen og musikken. De er [alle].. engageret af
at gynge, danse, klappe eller stampe med. Alle bliver grebet af musikkens magt,
og gennem ekstasen søger de at komme nærmere det hinsidige”38.
Det, der sker under sådanne rockgudstjenester er, at man
giver dæmoner lov til at komme til og påvirke selve gudstjenesten. Hvilken
afskyelighed! Jamen, hvis det nu kan få forsamlingen til at komme? Måske kan de
på den måde på et positivt billede af kristendommen? Måske kan de endda få et
møde med Gud? I flere år havde menigheden i Pensacola et stort skilt udenfor
bygningen, som fortalte, at ’nu’ var der blevet så og så mange frelst gennem
deres møder. På et tidspunkt stod tallet på frelste på 200.000. Alle, som
fulgte med, var selvfølgelig begejstret. Tænk, at så mange er blevet kristne.
Det beviser vel, at Gud er ligeglad med 'stilen' og 'musikgenren'? Men
spørgsmålet er nu også, om der blev så mange frelst.
For, da en journalist senere undersøgte, hvor ’disse
frelste var blevet af', opdagede man, at der tilsyneladende ikke var sket noget
som helst. Han kunne ikke finde nogen, som var blevet frelst i Pensacola. Der
var ingen medlemstilgang, hverken i deres menighed, eller i de omkringliggende
menigheder. Man kan så spørge: Har det mon været stemningen, der har påvirket
mange til at stå frem, mere end det har været Gud, som har kaldt dem til
omvendelse og frelse? Mit gæt er et ja, for man kan ikke frelse mennesker ved
hjælp af denne verdens metoder. Jeff Godwin skriver om det samme:
”Kristenrock gruppen Mylon Le Fevre hævder
bl.a., at 30.000 har blevet frelst gennem deres musik i løbet av tre år. Men
hvor er disse 30.000? For de er ikke i kirkerne... De går måske på [de kristne]
rockkoncerter, men ikke i kirkerne. Hvor vi end har rejst, har vi aldrig mødt
nogen som er blevet frelst gennem kristenrock”39.
I en artikel i KD blev der argumenteret for, at ’man må
give de unge den musik, de vil have, for ellers går de’40 - og det
affødte følgende svar:
”Det [som er citeret ovenfor] er et argument,
der har været brugt i mange år.. Erfaringerne har vist, at man i en vis
udstrækning har kunnet holde på de unge og endda trække nogle nye til, men når
det kom til spørgsmålet, om de ville overgive deres liv til Jesus Kristus og
blive personligt kristne, så var der ingen respons. Fjernede man rock’en fra
kirken, så forsvandt de unge. De kom ikke for at møde Jesus, men for at møde
verdens gud gennem rock’en”41.
Rockmusik kan ikke føre mennesker til Kristus, selvom det ofte
er derfor, man indfører den. Det er muligt, at man derved kan få nogle af de
unge til at komme mere til kristne møder, men det er ikke det samme. Måske
kunne man forestille sig, at de så også i det mindste hører Guds ord, som om,
det ene opvejer det andet. Men ifølge bibelen vil det, at blande lys og mørke
sammen, aldrig blive til velsignelse. Hos mange unge er der da også tegn på, at
menighedernes brug af rockmusik - modsat hensigten - får en del til at komme
længere væk fra Kristus. Engang var der en, som sagde: 'Vi kan jo ligeså godt
have det sjovt. Som kristen behøver jeg da ikke tage afstand til alt'. Nej,
ikke til alt, men til det, som bedrøver Gud. Det er jo netop dette, der er
problemet med rockmusikken. Prøv engang at se på de tekster, som ledsager den
'kristne' rockmusik. Jeg har bemærket, at dem, man ofte bruger i rockmusikken -
og her tales der ikke om den rockmusik, der sættes til kristne salmer, ofte er
præget af en overfladisk kristendom, hvor fx ord om korset og omvendelsens
nødvendighed næsten altid nedtones. Robert Sweet fra den ’kristne’ rockgruppe
Stryber, har fx udtalt, at gruppen bevidst udelader ord som ’Kristus, Jesus,
Jesu blod og Gud’. En anden ’kristen’ rockgruppe [Airbag] skriver: ’Vi vil ikke
prædike, men gerne spille svinefed rock’42. Igen og igen ser man det
samme: Rockgrupperne sammenligner sig med verden, og vil derfor ikke være
forkyndende. Da den kristne rockgruppe U2 nyeste album udkom, blev den anmeldt
således: Deres ”tekster adskiller sig ikke meget fra mainstream-tekster om
kærlighed, som vi møder dem hos Elvis Presley, Westlife, Saybia m. fl.”43.
Årsagen skal findes i, at hvis de skal sælge deres musik til fx MTV, så bliver
de nødt til at vælge et budskab, som er tilpasset dem, der lytter til kanalen.
De fleste siger dette ligeud, og blander på denne måde verden ind i
kristendommen, og dette syn får så igen betydning og indpas i de mange kristne
menigheder, som disse unge kommer i. Det kommer fx til udtryk i det, som en
kristen leder argumenterede for, da han sagde:
”Fester fylder meget i de unges liv.. Der
ligger en enorm mulighed i at udvikle festsiden i gudstjenester for unge.. Hvis
gudstjenesten skal være relevant for en eventkultur, må musikken ud af skabet
som andet en blot en ledsager til teksterne. Musikken må få en langt stærkere
formidlingsplads”44.
Rockmusikken
kan ikke skade mig, fordi Gud bevarer mig
Mange tilhængere af 'kristen rock' lytter ofte ikke til
argumenter, som advarer dem om det farlige ved deres musik. En forsvarede den
'kristne rock' med at sige: ’Når Gud har lovet at bevare mig, så kan
rockmusikkens evt. skadelige følger ikke skade mig’. Men sådan kan man jo ikke
lige stille det op. For det er jo netop fordi Gud har lovet at bevare os, at
han advarer os, når vi går forkert - eller er ved at gøre det. Enhver kan se,
at udsagnet ikke holder, hvis man i stedet sagde: ’Gud har lovet at bevare mig,
og derfor kan jeg ligeså godt lukke øjnene, når jeg går over vejen’. På den
måde lukker de forskellige øjnene, på samme måde som ham, der sagde: ”Jeg er
kristen. Jeg ryger ikke. Jeg drikker ikke. Mine forældre er stolte over mig, og
der findes ikke et eneste bibelvers, som siger, at ’kristen’ rock er fejl. Jeg
ved, hvad jeg gør og ser ingen fejl i det”45.
Hertil er bare at sige, at bibelen faktisk siger noget.
Es. 64:6 siger fx, at al vor egen retfærdighed er som en snavset klædning. Og i
NT står det således:
”Hvad har retfærdighed og lovløshed med
hinanden at skaffe? Eller hvad fællesskab er der mellem lys og mørke? Hvordan
kan Kristus stemme overens med Beliar [her synonym med djævelen]? Eller hvordan
kan troende have lod og del med den vantro? Hvordan kan Guds tempel og afguder
have med hinanden at gøre? Vi er jo den levende Guds tempel, thi Gud har sagt:
’Jeg vil bo og vandre iblandt dem og være deres Gud, og de skal være mit folk’.
Derfor: drag bort fra dem, og skil jer ud, siger Herren, og rør ej noget urent,
så vil jeg tage imod jer..”, 2.
Kor. 6:14-17.
Jamen, der står ikke noget i bibelen om, at rockmusik er
skadelig? Nej! Men der står jo heller ikke noget specifikt om narkotika,
pornofilm og aborter. Betyder det dermed, at dette bibelsk set er OK? Nej, vi ved, at det er syndigt og forkert’,
selvom det ikke direkte er nævnt. For Guds Ord og Ånd advarer os og alle dem,
som vil høre Guds røst. Det er måske det, der er problemet? Man vi ikke høre,
man vil ikke ændre kurs. Ville du gøre det, hvis Gud sagde det til dig? Tænk
over det.
’Alt er tilladt, men jeg skal ikke lade noget få magten
over mig’, står der. Som tidligere nævnt, så kan rockmusikkens påvirkning af
hjernen betragtes som et rusmiddel, som får magten over den, som lytter til
den. Hvis du ikke tror dette, så prøv, om du kan være den foruden i en uge
eller mere. Det er ikke sikkert, du klarer det, for rockmusikken har en
indbygget evne til at gøre dig afhængig, selvfølgelig alt efter, hvor meget du
lytter til den. Er du vant til at høre rockmusik, vil du sandsynligvis hurtigt
erfare, at du ikke kan leve uden den. Men holder du ud i længere tid, så kan
det være, at du kommer ud på den anden side. Den tidligere rockmusiker Greg
MacKay gjorde forsøget, og skriver:
”Jeg havde været professionel rockmusiker i omkring otte år, da
nogen fortalte mig om musikfaste. Denne faste består simpelthen i at afholde
sig fra enhver kilde med rock- eller populærmusik.. Da jeg (senere) lyttede til
noget rockmusik igen, var det som om nogen havde ramt mig med et
bedøvelsesgevær - ikke nogen behagelig erfaring. Jeg følte det som om min krop
var blevet udsat for vold. På den anden side var den klassiske musik, jeg
lyttede til, behagelig og fremkaldte et ahhhhh"46.
Som førnævnt er de fleste rockmusikere, musikeksperter og
andre klar over, at al musik påvirker os enten positiv eller negativ. Det er
beskrevet af en på denne enkle måde: ”God musik får mig i en god stemning, og
dårlig musik i dårlig stemning. Musik er for sjælen hvad gymnastik er for
kroppen!”47.
Alle bliver påvirket af det, der fylder os, hvad enten det
er musik, mad, litteratur, eller film. Den danske musiker Ken Dolva beskriver i
’Musikkens ansigter’, hvordan han, i forbindelse med hans foredrag ved
kirkelige ungdomsmøder, ved flere lejligheder har spillet to vidt forskellige
musikeksempler for dem, og bad tilhørerne om at nedskrive de tanker og
associationer, som musikken gav dem undervejs. Han beskriver disse to
musikeksempler på denne måde:
”Det første stykke var skrevet, før jeg blev
en kristen – på et tidspunkt, hvor jeg desperat søgte et svar på livets mening.
I det andet tilfælde er musikken skrevet flere år efter, at jeg blev en kristen
og udtrykker derfor det nye liv i Kristus..”48.
Forskellen på de
to musikstykkers påvirkning på tilhørerne var slående:
1.
I det første
musikeksempel beskrev tilhørerne musikken med ord som ’uhygge, hinduisme,
tilbedelse af helvede, håbløshed, tomhed, smerte, død, skrig, klage, mørke,
forvirring, utryghed, afgrund, rædsel, ambulance, disharmoni og vildskab’.
2.
I det andet
musikeksempel beskrev tilhørerne derimod musikken med ord som ’glæde,
opløftende, harmoni, fred, livsbekræftende, forår, grønne enge, skønhed,
tilbedelse, blomster, fugle, frihed, kærlighed, længsel, håb, dybde, tryghed,
natur og ’happy ending’..".
Ud fra lytternes reaktioner på hans to vidt forskellige
musikstykker konkluderer Ken Dolva, at
”Musikeksemplerne er i sig selv et vidnesbyrd
om, hvordan et menneske som (i dette tilfælde ham selv) gennem frelsen og troen
på Jesus som Herre er ført fra mørket til lyset”.
Det er denne forskel, som gerne skulle afspejle sig i alt,
hvad vi har med at gøre. Som jeg har nævnt, så viser forskellige undersøgelser,
at unge forsøgspersoner ikke kan høre forskel på ’verdslig’ eller såkaldt
’kristen’ rock. Når man nu ved, at det netop er musikken, som påvirker mest og
kan være skadelig for mennesket ånd, sjæl og legeme, så burde alle tydelig sige
fra overfor al rockmusik, som bevisligt er det. Koncertpianist og kristen
musiker, Lenny Seidel, skriver:
”Sand gudfrygtig musik bør bestå af tre
elementer, som før harmoniseres perfekt med hverandre. Disse er: melodi,
harmoni og rytme. Rockmusik har ingen melodi, bare melodiøse fragmenter, som
gentages i en uendelighed. Eftersom der ikke findes nogen virkelig melodi,
findes der heller ikke en virkelig harmoni.. alene rytmen er i sig selv ikke
musik”49.
Jeg kan fx godt lide at høre folkemusik, og i disse indgår
også trommer. Men, for det første bliver disse brugt så svagt, at man kun aner
rytmen. Og, for det andet bliver musikken fremført i en rytme, som er i harmoni
med den øvrige musik i fremførelsen. Denne musikart skaber med andre ord ikke
de negative eftervirkninger, som det bevislig er tilfældet med rockmusik. Men
derfor er det selvfølgelig ikke sikkert, at man kan lide folkemusik, men den er
i det mindste neutral og uskadelig.
Flere
eksempler på skadelig påvirkning gennem ’kristen’ rock.
At tro, at ’kristen’ rockmusik ikke har nogen negativ
påvirkning, er i bedste fald naivt, og i værste fald et bevidst forsøg på at
lukke øjnene for sandheden om rockmusikken. Det samme kan siges om de argumenter,
som går ud at bagatellisere problemets alvor. Som fx påstanden om, at 'Gud ikke
har noget imod, at jeg lytter til rockmusik', eller at 'han vil bevare mig,
selvom den skulle vise sig at være forkert'. Vi skal nu se et par eksempler på,
hvordan ånden bag musikken kan påvirke og ødelægge, også selvom han eller hun
er kristen.
Den kendte og respekterede kristne forfatter Jamie
Buckingsham fortæller i sin bog ’Risky Living’, om at hans søn fik lov til at
købe en kristen rockplade. Og straks efter købet fik han stærke øresmerter, men
et besøg hos lægen viste intet. Han tænkte ikke på, at der evt. kunne være
sammenhæng mellem sønnens smerter og pladecoveret, som var dækket med nogle
stærke, dæmoniske billeder. Til oplysning har mange ’kristne’ rockgrupper
faktisk dæmoner på coveret, ligesom det er tilfældet med alle andre grupper.
Hvem tænker på en evt. dæmonisk sammenhæng i den civiliserede verden?
Men da sønnens smerter tiltog, begyndte faderen at få
mistanke om en dæmonisk aktivitet, og bad sønnen om at smide coveret ud. Men på
trods af dette fortsatte de voldsomme øresmerter. Han skriver videre, hvordan
de en dag fik besøg af en bekendt, som havde erfaring med dæmoners virkemåde,
og han sagde, at det dæmoniske lå i selve musikken. Djævelen havde fået skaffet
sig adgang til huset gennem en såkaldt kristen rockmusik, og blev derfor
efterfølgende smidt ud. Derefter bød han dæmonen om at forsvinde i Jesu navn,
og ’øresmerterne forsvandt omgående og vendte ikke tilbage’, skriver faderen i
sin bog. Hvem skulle tro, at dæmoner kan få adgang til et hjem og menneskesjæle
ved, at man 'blot' har købt en rockplade?
Et andet vidnesbyrd:
”En ung mand, der var blevet omvendt 10 år
tidligere og som ved et under var befriet fra alvorlig stofmisbrug, deltog i en
kristen festival, som hver år blev arrangeret i England. Ved siden af bibeltimer
og seminarer blev der også tilbudt ’kristen’ rockmusik, og for første gang,
efter at han var blevet kristen, begyndte han at få hallucinationer igen”50.
Samme kilde skriver derefter:
”Det er.. den største forførelse i vor før antikristelige
tid, at kristne ungdomsledere forkyndere forkynder Guds ord sammenblandet med
rockmusik. Uden at ville det, bringer de derved de unge i kontakt med Satan,
for denne musik er præget af ham og er et af de midler, han bruger for at
bringe mennesker ind under sin magt. Selv en kristen tekst formår ikke at ændre
på dette”.
Vælg i dag,
hvem I vil tjene
Jeg omtalte tidligere den store forskel, der var mellem
jødernes musik og den hedenske musik. Et eksempel finder vi i 2. Mosebog, hvor vi
læser om israelitternes 40 års vandring i ørkenen. I kap. 32:17-21 læser vi
følgende om Moses og Josva, som kom ned fra Sinaibjerget, efter at Moses havde
modtaget de 10 bud fra Herren:
”Da hørte Josva støjen af det larmende folk,
og han sagde til Moses: ’Der høres krigslarm i lejren!’ Men han svarede: ’Det
er ikke sejrendes eller slagnes skrig, det er sang, jeg hører!’ Og da Moses
nærmede sig lejren og så tyrekalven og dansen, blussede hans vrede op, og han
kastede tavlerne fra sig og sønderslog dem ved bjergets fod. Derpå tog han
tyrekalven, som de havde lavet, brændte den i ilden og knuste den til støv,
strøede den på vandet og lod israelitterne drikke det. Og Moses sagde til Aron:
’Hvad har dette folk gjort dig, siden du har bragt så stor en synd over
det?”
Josva hørte larmen og troede først, at der var krig. Men
Moses var klar over, at lyden stammede fra tilbedelsen af en afgud. Han havde
været længe nok i Ægypten til at lære den hedenske kultur at kende, og han
vidste, at lyden kom fra en vild, løssluppen og religiøs fest. Det er
sandsynligt, at de forsamlede troede, at de kunne tilbede Herren på denne nye
måde - for lige efter, at Aron havde lavet guldkalven, tog de imod den og
sagde: ”Her, Israel, er din Gud, som førte dig ud af Ægypten”. Og de begyndte
at lovprise og tilbede guldkalven, som var det Herren selv, der var i deres
midte. Men i virkeligheden var det afguden (dæmonen) Osiris, som de begyndte at
dyrke og feste for.
Når man studerer, hvordan Osiris blev dyrket, så kan man
tydeligt se en satanisk efterligning af Herrens åbenbaring og frelse. Historien
fortæller, at dødsguden Osiris bl.a. havde disse fire efterligninger af Kristi
egenskaber og guddomsmagt:
1.
Han var kendt for
fine gode gerninger
2.
Han blev dræbt, men
han opstod fra de døde.
3.
Ved sin frelse kunne
han frelse andre.
4.
Han blev dommer over
de døde51.
Umiddelbart ligner denne gudsdyrkelse den, der kommer fra
Gud - det sker, fordi Satan forsøger at fremtræde som en lysets engel, og
kopiere det, der er sandt og godt og forvrænge det til løgn og noget ondt. Den
store forskel på sand og falsk gudsdyrkelse var og er, at Herren blev og bliver
dyrket og lovprist i hellighed og renhed, medens der, som i Osirisdyrkelsen,
blev lagt vægt på en musikform, som havde og har til formål at folket ind under
dæmoners herredømme.
Det var tydeligvis det, der skete blandt israelitterne i
lejren. Guldkalven og den falske Kristus blev introduceret på et godt
tidspunkt. Moses var der ikke, og uden sand åndelig ledelse er der som bekendt
en stor risiko for frafald. Det var på dette tidspunkt, at der kom nogle fra
forsamlingen, som med stor overbevisning fortalte Aron, at de ligeså godt kunne
dyrke Gud på en anden og mere spændende måde end den, som Gud [tidligere] havde
anvist. Det hebraiske ord for ’lege’ kan i øvrigt udover over den uskyldige
leg, også bruges som den leg, hvor den seksuelle/sensuelle leg indgår. Det er
fx dette udtryk, som bliver brugt i forbindelse med guldkalven, og det er den,
der blev brugt, da Potifars hustru fristede Josef.
Selvom det ikke fremgår tydeligt af bibelen, så ved man ud
fra andre historiske kilder, at den omtalte 'leg' altid blev introduceret
sammen med samme rytmiske og dæmoniske musik, til afgudens ære. Musikhistorikere
anfører, at det er denne musikform, som nu igen er blevet moderne gennem
nutidens rockmusik. Den kendte evangelist Øjvind Andersen skriver:
”De falske profeter indførte de sange i
Israel, som.. fra hedenskaben.. Det var rytmiske sange, der var meget
lydstærke; og Herren siger gennem profeten Amos (5:23), at han hader deres
larmende sange. Det var altså et kendetegn, som fulgte de falske profeter i
Israel”52.
Gud kan tilsyneladende dyrkes på mange måder, men det
alvorlige spørgsmål er, om det er den sande Gud, som tilbedes og dyrkes? Hvis man
seriøs vil undersøge rockmusikkens kilder, kan man ikke undgå at se, at den
ikke kan adskilles fra dens hedenske og dæmoniske oprindelse. Derfor er det da
også umuligt, at den levende Gud kan dyrkes på denne måde, da han, i modsætning
til denne musikgenre, er hellig og ren i alt sit væsen. Skriften vidner derfor
også gentagne gange om, at han ikke vil give sig til kende overfor dem, som
dyrker ham på en vanhellig eller forkert måde. Her kan vi bl.a. tænke på Guds
vrede, som kom over Arons sønner, da de frembar en fremmed ild ind for hans
åsyn. Således er også rockmusikken ’en fremmed ild’, som i sin natur er tændt
af Satan selv. Hvis vi har en sand ærefrygt for Gud, vil vi ikke turde indføre
det, der er vanhelligt, i hans hus.
Al kristen musik skal selvfølgelig være ’helliget Herren’,
ligesom alt andet, vi gør for at tjene ham. Lad os derfor høre sand åndelig
musik i vore menigheder, såvel som i vore hjerter. For, ligesom vi læser om, at
Saul fik lindring af at høre åndelig musik, når en ond ånd kom over ham,
således skal al sand åndelig musik også i dag være med til, at de onde ånder må
vige bort ved, at vi gør det samme. Vi kan desværre ikke råbe verdens børn op,
når de hengiver sig til djævelen og lytter til hans mange forførelser, herunder
også hans musik. Men ’vi er ikke af denne verden’, og vi må vel kunne råbe de
unge kristne op, for at de kan blive opmærksom på musikkens bedrag. Lad os ikke
give djævelen råderum, hverken i vore hjerter eller menigheder. Lad os i stedet
have vore øjne rettet mod Jesus, som det står skrevet i Hebr. 12:1-2:
’Derfor skal også vi.. lægge enhver byrde
bort og synden, som så let hilder os, og løbe med udholdenhed i den kamp, som
er foran os, medens vi ser på Jesus, troens banebryder og fuldender, som..
udholdt korset uden at ænse skammen, og som nu har sat sig ved højre side af
Guds trone’
Afslutning:
Selvbedraget
For alle, der kender Jesus og elsker al Guds folk, er det
en stor smerte at se, når de, der har fundet vejen til Jesus og reddet ud af
synden og dødens morads, skal høre den musik i kristne menigheder, som hører
til synden og dødens verden. Dermed risikerer man, at de falder tilbage til det
gamle liv. For, som vi har set mange eksempler på, så er og forbliver ånden i
rockmusikkens uren, og så betyder det ikke meget, hvilken tekst, der bruges.
Som vi har været inde på, så kan det ikke lade sig gøre at isolere eller
adskille den såkaldte ’kristne rock’ fra rockmusikkens djævelske oprindelse og
historie. ’Kristen’ rock er nemlig blot en gren på denne stamme, og er derfor
også inspireret og præget af samme ånd. Det ændres heller ikke af, at
tilhængere af ’kristen rock’ ikke vil tro det, eller bortforklarer problemet
med, at de er sikre på, at Gud vil bruge eller velsigne også denne musik, fordi
det er hensigten der tæller. Desværre er der mange, som blevet så påvirket af
musikkens magt, at de ikke vil tro, selvom de så alle mulige andre beviser for
rockmusikkens farlighed. Et eksempel på dette bliver beskrevet således af den
tidligere omtalte Jeff Godwin:
”Et ungt kristent par i Australien sendte mig
et brev for nylig. De er forhenværende tilhængere af kristen rockmusik, som ved
Helligånden og Guds ord er blevet ført ud af bedrageriet. De vidner frimodigt
om den fangenskab, ’kristen’ popmusik rockmusik fører med sig, men deres
hjerter er ved at briste af den arrogance de mødes med. [Men] deres pastor
sagde til dem, at de må gøre bod og angre.. at de har været så ’ubalancerede’53.
Vil de kristne, som elsker rockmusik, høre? En del vil
måske, hvis de får det fortalt, men noget andet er at indse og erkende, at de
må omvende sig fra den. Der er ingen, der går fri for at skulle gøre netop
dette, igen og igen. Vi kan alle kun 'se stykkevis', og derfor kan vi ikke
bebrejde dem, der er blevet forført til at tro, at rockmusik er OK. Til os alle
har Gud denne formaning: ”Derfor skal den, der mener at stå, tage sig i agt, at
han ikke falder!” Det gælder også mig, så på en måde er vi i samme båd. I Rom.
10 skriver Paulus om det jødiske folk og siger: ’Jeg giver dem det vidnesbyrd,
at de alle er nidkære for Gud, men uden forståelse’. Man kan altså godt være
nidkær, men på en forkert måde. Vi er nok alle nidkære, men må vi altid ydmyge
os for Gud og holde hans ord som rettesnor for liv og lære - så vi altid må
vælge det, der er sandt og godt, for at vi i hans lys altid må sige nej til al
verdslighed og ugudelighed, herunder også den såkaldte kristne rock.
Hvis denne
side ikke er fundet via forsiden, så klik venligst
her for at få adgang til flere artikler
Litteraturliste:
1. Gengivet i ’Musikkens magt’, af Tore
Sognefest, s. 35
2. Illustreret videnskab, nr. 2/93, s. 49
3. Samme
4. Carol
Douglis: The Beat goes on, s. 42.
5. M. Basilia Schlink: Rockmusik – hvorfra,
hvorhen? S. 9.
6. Tore Sognefest: Musikkens magt, side 44.
7. Samme, side 74
8. John
Diamond: Your Body Doesn’t Lie, s. 53.
9. Tore Sognefest: Musikkens makt, side 47
10.
Mark Grant: ’Can Rock & Roll Lead To
Ruin’
11.
http://www.bricksite.com/rockmusik?id=127134
12.
13.
John Blanchard: Pop Goes The Gospel, side
68.
14.
Dr. Schoen: ’The Psychology of Music’, s.
65
15.
John Blanchard: Pop Goes The Gospel, side
82-83
17. Udfordringen, 3. november 2011, side 22
18. Tore Sognefest, side 52
19. det er fx sket i 'sange og salmer', http://www.sangeogsalmer.dk/
20. Holger Særkjær: ’Kristen rock – Satans
ånd’?
21. Samme, side 9
22. Beskrives indgående i Jeff
Godwin: The Devils Disciples og Dancing With Demons
23. Holger Særkjær: ’Kristen rock – Satans
ånd’? Citerer fra Magasinet ’The Flame’, maj/juni 1975.
24.
Jamie Buchingham: Ricky Living, side 141.
25. Jeff Godwin: Vad är det för fel med
kristen rockmusik? Side 6.
26. Samme, side 6.
27. Tore Sognefest: Musikkens makt, side 103
28.
LaMar Boschman: The Rebirth of Music
29.
Jakob
Aranza: Baklengs djevelskab i rock & roll, side 73.
30.
Jeff Godwin: ’What’s Wrong With Christian
Rock’
31.
Evangelism
Today, dec, 1981
32.
William H. Yarroll: The Brain and Rock
Music, side 53
33.
Last
Trumpet Newsletter, Vol. Vll, Issue Vl, juni 1988.
34. Tore Sognefest: Musikkens makt, side 249
35. Samme, side 249:
36. Jeff Godwin: Vad är det för fel med
kristen rockmusik? Side 2
37. Holger Særkjær: Uddrag fra et Steve Hill møde,
berettet af Benjamin R. Wilson, 2000
38. Tore Sognefest: Musikkens makt, side 106.
39. Holger Særkjær: ’Kristen rock – Satans
ånd’? Citerer flere afsnit fra Jeff Godwins bøger: The Devils Disciples og
Dancing With Demons.
40. Kristeligt Dagblad, 12. juli, 1996
41. Et Vægterråb, 57, 1996.
42. Udfordringen, nr. 47, 2003, side 18
43. Udfordringen nr. 24, 2003
44. Dansk Oase: Fornyelse nr. 3, 2002, side
13
45. Jeff Godwin: Vad är det för fel med
kristen rockmusik? Side 14
46. http://www.bricksite.com/rockmusik?id=127134
48. Ken Dolva: Musikkens ansigter, side 98-99
49. Jeff Godwin: Vad är det för fel med
kristen rockmusik, side 5-6.
50. Basilea Schlink: Rockmusik – hvorfra,
hvorhen? S. 22
51. Ernest A. Budge: Osiris, 1961, s. 12,
312-331
52. Ordet og Israels småskriftserie’, nr. 2
53. Jeff Godwin: Vad är det för fel med
kristen rockmusik, side 13