Kristus og Kristus-forbilleder i GT

Af diakon Eskild Skov Særkjær

Jeg vil begynde med at læse en tekst fra NT, der tager udgangspunkt i en hændelse i den gamle pagt, og ud fra den skal vi se på andre tekster, som er hentet fra både GT og NT:

”Bliv heller ikke afgudsdyrkere, som nogle af dem blev, således som der står skrevet: Folket satte sig til at spise og drikke, og derpå stod de op for at lege”, 1. Kor. 10:7.

Her har vi et eksempel af mange fra GT, og som førnævnt skal vi om et øjeblik se på flere. Her skal det kun nævnes, at når der i den danske bibel (1948) står, at vi ikke som det jødiske folk i den gamle pagt må friste Herren, så står der faktisk på grundsproget, at vi ikke må friste Herren Jesus. I 1992-bibelen er det oversat til at ’friste Kristus’.

Vi skal nu se på nogle tekster fra GT, der viser, at det virkelig var Herren Kristus, der var med folket dengang, og derefter se på nogle af de næsten utallige forbilleder på ham i den gamle pagt. Det første eksempel står i 1. Mos. 16. I kapitlet beskrives det, at Hagar flygter ud i ørkenen pga. Saras plagerier, og her læser vi bl.a. følgende: Vers 7 og 11.

Som der står, møder Hagar Herrens engel! Men, hvordan ved vi så, at det som ovenfor nævnt faktisk var Jesus, hun mødte og talte med? Det kan vi bl.a. se ved, at det ifølge teksten i 1. Kor. 10 tydeligt er ham, der er med Israels folk i GT, og da det samme siges om Herrens engel, må der begge steder være tale om Jesus i sin præeksistens. Gud Fader omtaler da også igen og igen denne engel, som fx i denne tekst:

”Se, jeg sender en engel foran dig for at vogte dig undervejs og føre dig til det sted, jeg har beredt.. ,ja, min engel skal drage foran dig..”, her fra 2. Mos. 23:20, 23b.

Betyder det, han her siger, at Faderen så ikke selv drager med dem? Der står jo, at han vil sende sin engel i sit sted, og det betyder vel, at han derfor ikke selv vil være med dem? Det er i alle fald det, han siger til Moses kort før deres videre vandring mod det forjættede land. For her siger han nemlig:

”Selv vil jeg ikke drage med i din midte”. Sig (derfor) til israelitterne: I er et halsstarrigt folk! Vandrede jeg kun et eneste øjeblik (med) i din midte, måtte jeg tilintetgøre dig (undervejs)”, 2. Mos. 33:3a, 5.

Gud ville altså ikke drage med dem! Eller vil han det alligevel? Andre steder giver han nemlig dette vidunderlige løfte til dem, som han gør til os: Jeg vil aldrig slippe dig og aldrig forlade dig’, Hebr. 13:5. Kan disse tilsyneladende modsatte udtalelser forenes? Ja! For når han siger, at han vil være med dem ved sin engel, må det vel betyde, at denne engel derfor selv må være Gud. Men, kan man spørge: Er der nogen skriftmæssige beviser for, at det forholder sig således? Ja! Her kan vi fx bare tænke på det, Jesus selv sagde til sine disciple kort før sin himmelfart, i den sidste del af missionsbefalingen:

”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende’, Matt. 28:20.

Læg mærke til, at Jesus med sit ’jeg’ egentlig siger, at det er ham, der som Gud er med os alle dage. Hvis vi ikke troede, at det forholder sig således, så ville vi slet ikke forstå, hvad der menes, at Gud i nogle tekster siger, at han ikke vil drage med sit folk, og andre steder, at han vil det. På en måde kunne Jesus derfor ligeså godt havde sagt: ’Se, Gud er med jer alle dage..! Det er han nemlig, og vi da kan heller ikke forestille os, at Herren Gud ikke ville være med dem - og os - når han netop har givet sit løfte om, at han vil være det?

Det betyder konkret, at som Jesus altid vil være med os, så vil Faderen også være det. Det stemmer da også med, at Jesu navn Immanuel med godt kan oversættes med ordene: ’I ham er Gud med os'. Det stemmer da også helt med det, apostlen Johannes skriver om i indledningen til det evangelium, der bærer hans navn, og her siger han:

”Ingen har nogen set Gud; den enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk”, 1:18.

Gud er altså med os ved sin Søn, og det vidner han da også selv om, når han eksempelvis siger:

”Jeg og Faderen, vi er ét” (og).. ”Den, der har set Faderen, har set mig”, John. 11:30, 14:9.

I den tekst, jeg citerede før fra 1. Mos. 16, er der endnu et bevis på, at denne engel er Gud. For efter at Hagar havde set og talt med Herrens engel, siger hun:

”Så gav hun Herren, der havde talet til hende, navnet: Du er en Gud, som ser; thi hun sagde: Har jeg virkelig her set et glimt af ham, som ser mig”, vers 16.

Spørgsmålet er altså: Har Hagar set Gud, eller har hun ikke? Svaret er: Jo! Hun så Gud, fordi hun så den engel, der havde vist sig for hende. Eller sagt på en anden måde: Hun så Jesus, Guds Søn, han, som er Ordet – og som apostlen Johannes beskriver således:

”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud”.

Han er med andre ord Gud, eller Herren (Jahveh), som er hans navn, og derfor omtales han da også ca. 40 gange i NT direkte som Herren Jesus – og utallige andre gange ’kun’ som Herren. Det nok bedst kendte eksempel I NT på, at Jesus er Herren,, dvs. Gud, står i juleevangeliet, hvor der står, at det barn, der er født i Betlehem, er ’Kristus, Herren’, Luk 2:11.

Det var altså ham, Hagar så, da Herrens engel kom til hende og talte med hende. Med dette navn forstår vi, at som vi kan skelne mellem Herren Jesus og Herren Gud i NT – altså mellem den 1. og 2. person i den treenige Gud – og således kan vi også ofte skelne mellem Herren Gud og Herrens engel i GT.

Vi skal se på endnu et eksempel fra GT på, at Herrens engel virkelig har åbenbaret sig som Gud, fordi han er det. Det har jeg valgt at hente fra 1. Mos. 22, og som begynder med, at Gud satte Abraham på prøve, og handler om, hvorvidt han ville stole på ham i alle ting, eller ej. Vi læser vers 1-3:

”Efter disse begivenheder (der er omtalt i kap. 21) satte Gud Herren på prøve og sagde til ham: Abraham! Han svarede: Se, her er jeg! Da sagde han: Tag din søn Isak, din eneste, ham, du elsker, og drag hen til Morija land og bring ham dér som et brændoffer på et af bjergene, som jeg vil vise dig! Da sadlede Abraham tidligt næste morgen sit æsel, tog to af sine drenge og sin søn Isak med sig, og efter at havde kløvet offerbrænde, gav han sig på vandring til det sted, Gud havde sagt ham”.

Som vi ser, så drog Abraham hurtigt af sted, og dette viser, at han havde en fast tillid på Guds løfter. At han gik i tro, ser vi bl.a. af vers 5, hvor der står, at da de på den tredje dag nærmede sig Morija bjerg – der, som vi ved, er det bjerg, hvor templet senere kom til at stå, og hvor Jesus igen senere blev korsfæstet, så siger Abraham til sine tjenere, som havde fulgt dem så langt, og som nu skal til at forlade dem: ’Vi kommer tilbage til jer’. Det næste vidnesbyrd om Abrahams tro har vi i vers 7-8, hvor der står (her fra DO92, der gengiver grundteksten bedst):

Gud vil selv udse sig offerlammet! Det må nødvendigvis betyde, at han som det første så det stedfortrædende offer, som Herren måtte erstatte Isaks død med, hvis hans ord skulle gå i opfyldelse. Og som vi ved, skete det! For, da de var kommet frem, og Abraham skulle til at gøre det, Herren havde befalet, så hører han igen hans røst fra himmelen, men denne gang står der ikke Herren - altså Herren Gud som i vers 1- men derimod Herrens engel – og det viser til fulde den fulde enstemmighed, der er mellem Faderen og Sønnen. Jeg vil nu citere versene 12-14 i kapitlet:.

”Da råbte Herrens engel..: Ræk ikke din hånd ud mod drengen og gør ham ikke noget; thi nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke sparer din søn, den eneste for mig! Og da Abraham nu så op, fik han bag sig øje på en vædder, hvis horn havde viklet sig ind i de tætte grene; og Abraham gik hen og tog vædderen og ofrede den som brændoffer i sin søns sted. Derfor kaldte Abraham dette sted: Herren udser sig, eller, som man siger nu til dags: Bjerget, hvor Herren viser sig”.

Læg mærke til, at selvom det nu er Herren engel, der taler til ham fra himmelen, så er Abraham dog klar over, at det er Gud, han hørte. Det er muligt, at han ikke var klar over, at det var den 2. person i den treenige Gud, der talte, selvom kendskabet til ham (i større eller mindre grad) var til stede hos de troende i den gamle pagt - men det gør ingen forskel på betydningen af teksten, for i begge tilfælde var det jo Herren (Jahve), han havde hørt tale til sig. Det er for resten helt det samme, som når de bibelske tekster omtaler Herren som én, selvom de samme tekster til tider tydelig veksler mellem at tale om Gud Fader, Søn og Helligånd, og i andre tekster bare indforstået.

Abraham var derfor ikke en gudsbespotter, da han gjorde denne Herrens engel til Gud. Og derfor var det også helt sikkert med Guds velbehag, at han kaldte bjerget for stedet, hvor ’Herren udser sig’ eller ’viser sig’, som der står i v. 14. Abrahams tro bevidnes således flere steder i kapitlet, såvel som mange gange i GT, som her, at han på en eller anden måde må havde vidst, at Gud på en eller anden måde selv ville udse sig et andet offer end Isak, for Gud havde jo sagt: ’Gennem Isak skal en slægt få navn efter dig’. I et tilbageblik på det, der skete dengang, vidner hebræerbrevets forfatter om Abrahams tro, og siger:

”Han regnede med, at Gud havde magt til endog til at oprejse de døde, og derfra fik han ham også (for)billedligt tilbage”, Hebr. 11:19.

Men, der er mere at sige om Abrahams tro. Abraham fortalte jo sin søn, at ’Gud vil udse sig offerlammet’. Men det stemmer jo ikke helt med, at han ofrede en vædder i Isaks sted. Hvor blev lammet af? Er det blevet borte? Eller var det bare noget, Abraham havde misforstået? Jeg mener, at disse spørgsmål kun kan besvares med et klart nej! Jeg er nemlig overbevist om, at Abraham (måske profetisk) forudså, at ofringen på Morija bjerg var et billede på Jesus, som ville komme som ’det Guds lam, der bærer (og borttager) verdens synd’. Da skete der det, som der står i NT, at

”den, som ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham”, 2. Kor. 5:21.

Kom denne retfærdighed Abraham til gode? Han levede jo som bekendt omkring 2000 år, før Jesus kom til jorden som et menneske for at dø for verdens synd. Også her giver NT svaret, og vi læser:

”Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed” (dvs. frelse), Rom. 5:3.

Men, kan man spørge: Hvordan kunne Gud regne ham, og i øvrigt alle andre troende i den gamle pagt, for retfærdige, for dengang var Jesus jo endnu ikke død for verdens synd? Når vi læser skriften i sin helhed, ser det for mig ud til, at Gud allerede fra før verdens grundvold blev lagt, så Jesu død som allerede udført – og at det er derfor, at de troende i den gamle pagt var inkluderet i betydningen af denne frelsesgerning. Eller sagt på en anden måde: Jesu død for verden er for Gud en evig og uforanderlig frelsesgerning, for hos Gud er der nemlig ingen tid som hos os– og derfor smelter fortid, nutid og fremtid sammen, og det sker for resten også utallige steder i skriften. Så vidt jeg kan se, så har Jesu blods frelsende kraft derfor en ligeså stor virkning i den gamle pagt, som i den nye. Hebræerbrevets forfatter skriver:

”Derfor er han (Jesus) mellemmand for en ny pagt, for at de kaldede må få den forjættede, evige arv, EFTER at død har fundet sted til forløsning fra overtrædelser under den første pagt”, 9:15.

Det er altså denne frelse, mennesker i den gamle pagt kom ind i, da de kom til tro på den - og derfor er det denne virkelighed da også årsagen til, at de troende i den gamle pagt igen og igen lovpriser Gud for hans nåde, godhed og frelse. Som fx David, der har skrevet salme 32, og som Paulus bruger som et eksempel på den tro, ’fædrene’ havde under den gamle pagt, og som derfor levede i visheden om syndernes forladelse i GT. Han skriver:

”Således priser også David det menneske saligt, som Gud tilregner retfærdighed uden gerninger: Salige de, hvis overtrædelser er forladt, og hvis synder er skjult; Salig den mand, som Herren ikke tilregner synd”, Rom. 5:6-8.

Der er mange lignende eksempler, når vi læser Davids og andre troendes lovprisning af Gud i GT, men dem tager jeg ikke med her. I stedet skal vi nu se på et andet forbillede på Kristus i GT, og som dog minder om det vi læste fra 1. Mos. 22. Det nok mest kendte er nok det, der er omtalt i 2. Mos. 12 om påskelammet. Som vi ved, var det jødiske folk blevet gjort til slaver i Ægypten, og led meget under det hårde arbejde. Og da de råbte til Gud om hjælp, sendte han Moses, ved hvilken han ville udfri folket fra dets slaveri. Beretningen begynder med, at Herren siger til Moses:

”Sig til hele Israels menighed: Den 10. dag i denne måned skal man tage et lam eller et kid til hver husstand i fædrenehuset”, v. 3.

Da de havde gjort det, siger Moses derefter til dem, som Gud har befalet ham at sige:

”Tag jer isopkoste, dyb dem i blodet i fadet og stryg noget deraf til overliggeren (på døren) og de to dørstolper; og ingen af jer må gå ud af sin husdør før i morgen”.

Begrundelsen for, at de skulle gøre dette, læser vi om i det samme kapitel, og hvor der står:

”I denne nat vil jeg drage igennem Ægypten og ihjelslå alt det førstefødte i Ægypten både blandt folk og fæ; og over alle Ægyptens guder vil jeg holde dom. Jeg er Herren! Men for jeg skal blodet på husene, hvor I er, tjene som tegn, og jeg vil se blodet og gå jer forbi; intet ødelæggende slag skal ramme jer, når jeg slår Ægypten”, vers 12-13.

Læg mærke til, at Gud udtrykkelig siger, at blodet skal tjene dem som et tegn (eller som et mærke, som der står i andre bibeloversættelser), idet han siger: ’Når jeg ser blodet, går jeg forbi jer’. Dette er et meget fint billede på, hvad Jesu blod betyder for os, og hvorfor det er så vigtigt at være dækket under det. Det er på en måde det samme som det, Jesus talte om, da han lige før sin tilfangetagelse og død spiste sammen med sine disciple, og på et tidspunkt rakte dem en kalk og sagde:

Dette er mit blod, pagtsblodet, som udgydes for mange til syndernes forladelse”, Matt. 26:28.

Gennem NT er det tydeligt, at det er umuligt at blive frelst og få syndernes forladelse, uden at tro på betydningen af Jesu udgydte blod. Det er denne virkelighed, Paulus taler om, når han skriver:

”Efter at vi nu er retfærdiggjorte ved hans blod, frelses (vi) ved ham fra vreden”, Rom. 5:9.

Den vrede, der er tale om, er i sidste instans Guds vrede over synd, og som ender i fortabelse for dem, der ikke har taget imod Jesu frelse og er dækket under hans blod. Ud fra det samlede vidnesbyrd i NT om Jesu blods betydning, og ud fra forbillederne derpå i GT, så kan vi konkludere, at så sandt vi er dækket under hans blod, så vil vi i kraft af dette blod altid være under hans beskyttelse.

Vi kender beretningen fra 2. Mos. 12, og vi ved, at det ender med, at det jødiske folk blev ført ud af Ægypten af Moses, som var og er et billede på Kristus, og dermed også på hans mægtige indgriben. Det ser vi fx med al tydelighed, da de var kommet til Det Røde Hav, hvor han udtørrede det, så de kunne gå tørskoet over. Det, at de gik ud af Ægypten og over vandet har, som vi ved, også en åndelig betydning. Det vigtigste her er, at de nu har sagt farvel til det gamle liv i Ægypten og væk fra slaveriet, og ind i den frihed, som Gud havde tiltænkt det fra begyndelsen – et billede på, at sådan har Gud også ført os ud fra mørkets rige over i sin elskede søns rige.

At deres vandring mod det forjættede land har noget at sige til os om vores vandring mod vores forjættede land, er der mange vidnesbyrd på i NT. Her skal vi ganske kort igen tilbage til 1. Kor. 10, hvor jeg vil læse de første 6 vers:

”Jeg vil nemlig ikke, brødre, at I skal være uvidende om, at vore fædre alle var under skyen og alle gik gennem havet og alle blev døbte til Moses i skyen og i havet og alle spiste den samme åndelige mad, thi alle drak af den samme åndelige drik, thi de drak af en åndelig klippe, som fulgte med, og den klippe var Kristus. Dog, de fleste af dem fandt Gud ikke behag i; de blev jo slået ned i ørkenen. I dette er de blevet eksempler til advarsel for os, for at vi ikke skal begære, hvad ondt er, således som de gjorde”, jfr. vers 11.

Som nævnt fremgår det tydeligt, at alt det, der konkret og fysisk skete dengang, også har en åndelig betydning. Først tales der i teksten om, at ’vore fædre’, altså Israels folk, alle var under skyen og alle gik gennem vandet – og alle blev døbt i skyen og i havet. At de gik gennem havet, er let nok at forstå, for da de gik over, blev de så at sige døbt som et tegn på, at de var ført ud fra syndens slaveri i Ægypten – et billedligt vidnesbyrd på, at den kristne dåb først bør ske efter, at mennesker åndeligt set har forladt verden. Hvad betyder så ordene om, ’at de alle blev døbt i skyen’? Jeg tror, at det her står synonymt med ordene om, at de alle gik gennem havet og blev døbt i havet. For da de forlod Ægypten, og blev døbt i havet, blev de til nye mennesker, og det bevidnes af, at da de kort efter var kommet over på den anden side, siger Gud dette til det jødiske folk:

”I skal være mig et kongerige af præster og et helligt folk”, 2. Mos. 19:6.

Det samme siger Gud for resten også om os i den nye pagt. Men til forskel for os, der har fået Guds lov indskrevet i vore hjerter af Guds Ånd, så står der om Moses, at da han steg op på bjerget, altså Sinaj bjerg for at møde Gud dér, ’da indhyllede skyen bjerget’, 2. Mos. 24:15 - og det var så her, at han fik lovens 10 bud på to stentavler. Da Moses derefter kom ned fra bjerget, og folket hørte, hvad Gud havde påbudt dem, sagde de:

”Vi vil gøre alt, hvad Herren har talt, og lyde ham”, 2. Mos. 24:7.

Jeg tror, at det er dét, ordene ’døbt i skyen’ henviser til, og er som førnævnt det samme som at være ’døbt i havet’. Så vidt jeg kan se, så henviser disse ord dermed åndeligt set til det samme, som Peter talte om, da han på pinsedag sagde dette til sine tilhørere, efter de havde spurgt: Hvad skal vi gøre for at blive frelst?

”Peter sagde (da) til dem: Omvend jer og lad jer døbe hver især i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave”, Apg 2:38.

Loven, der blev givet på Sinaj bjerg er da også, som vi har set, en tydelig henvisning til den frelse, som befrielsen fra slaveriet i Ægypten og efterfølgende ’dåb i havet’ er et billede på. Og som det er tilfældet med de troende i den nye pagt, så taler Gud derefter om, at de som hans folk skal være et helligt folk, som skal adlyde ham og ikke længere være slaver under verdens påvirkning. At loven så ikke kunne gøre dem fri, er en anden sag, som vi ikke skal tage op her. Men dog vil jeg citere dette løfte til dem fra Gud, der både dengang og nu taler til dem om den frelse, han ville skænke dem, når de kommer til tro på ham:

”Jeg giver jer et nyt hjerte, og en ny Ånd i indre; stenhjertet tager jeg ud af jeres kød og giver jer et kødhjerte. Jeg giver min Ånd i jeres indre og virker, at I følger mine vedtægter og tager varer på at holde mine lovbud..”, Ez. 36:26-27.

Jeg havde faktisk tænkt på at tage meget mere med om Kristus og Krisus-forbilleder fra GT, men jeg er nødt til at sige det samme, som hebræerbrevets forfatter gjorde det, efter at han først havde talt om den gamle pagts troende fra Adam til Josva – og standser så pludselig op og skriver:

”Dog, hvorfor sige mere? Tiden ville ikke slå til, hvis jeg også skal fortælle om Gideon, Barak, Samson, Jefta, om David og Samuel og profeterne”, Hebr. 11:32.

Vi får altså ikke noget at vide om disse mennesker her, og dog handler det også her om deres tro. Men tiden vil altså ikke slå til, og man kan også sige, at det ville fylde for meget, hvis hebræerbrevets forfatter ville tage alt med. På samme måde ville tiden heller ikke slå til for mig, hvis jeg skulle nævne alt det, der står om Kristus i GT, og om de næsten utallige forbilleder af ham dér. Udover det, der kort er nævnt i 1. Kor. om Kristus som den åndelige mad, som de spiste undervejs, og at de alle drak af den åndelige klippe, som fulgte med, og som er Kristus, så ville det være dejligt, hvis der også var tid til at dykke ned i tekster som eksempelvis: Guds ledelse i ørkenen ved fx Skystøtten og ildsøjlen; kobberslangen, som Jesus bruger som et billede på sig selv i NT, præsterne og ypperstepræsternes klædedragt, de mange forskellige ofre i 3. Mos., som de skulle udføre for som et forbillede på Kristus for at sone folkets synder.

Dertil kommer også det største forbillede på Kristus i GT, og selvom tiden ikke ville slå til, så må det kort nævnes: Det er selvfølgelig de mange for- og sindbilleder på Kristus, vi har i GT om tabernaklet og senere tempel, samt dets inddeling i alle dets detaljer. Og dog er det så vigtigt at få med, at jeg ganske kort vil berøre det vigtigste. Jeg vil derfor her kun citere et vers fra GT, og det er det kendte vers fra 2. Mos. 25:8, hvor Gud siger dette til Moses:

”Du skal indrette boligen og alt dens tilbehør NØJE efter det forbillede, jeg vil vise sig”, jfr. v. 40.

Det, der her er sagt, betyder konkret, at helligdommen på jorden nøje – og i alle detaljer, skulle afspejle Jesus ud fra den himmelske. Jeg vil som sagt ikke gå dybere ind i de mange detaljer, men vil kun medtage de vigtigste, der er omtalt i Mosebøgerne.

Da tabernaklet stod færdigt, var forgården det første, man kom til, når man trådte indenfor helligdommens område. Her kom man først til kobberalteret, som er et billede på Golgata, og hvor synden og dommen over den fjernes, før man kunne gå videre. Det næste, man kom til, var vandkummen af kobber - hvor kobberet er et billede på Guds dom over synd, men også, at de bliver ’døbt i havet’ som et vidnesbyrd om, at de har taget imod blodet fra alteret, og opnået syndernes forladelse.

Efter dette kommer selve helligdommen, som var inddelt i først ’det hellige’, og dernæst ’det allerhelligste’. I det første rum stod skuebrødsbordet med brødene, som viser frem på Jesus som livets brød, og lysestagen, der viser frem på Jesus som livets lys. Ind mod det allerhelligste stod røgelsesalteret, som er et billede på, at Jesus går i forbøn for os ind for Gud. Jeg nævnte tidligere, at ypperstepræsterne dragt var et forbillede på Jesu jordiske gerning, og som jeg ville springe over. Jeg vil dog lige nævne de to sten med Israels 12 navne, som ypperstepræsten skulle bære på skuldrene i hans tjeneste for Gud – et billede på, at således vil Jesus også bære os på sine skuldre. Desuden skulle han også bære to sten i sit brystskjold, også med Israels 12 navne indridset, og dette er et billede på, at således vil Jesus altid vil have dem ved sit hjerte, også når han går i forbøn for dem, jfr. 2. Mos. 28: 9-12, 21. Det var selvfølgelig ikke kun Israel, han beder for, for her står Israel for alle dem, der tror. Som der står i Rom. 11, så er vi jo indpodet på Kristus, som de troende i den gamle pagt var det. I den forbindelses kan vi fx også tænke på Jesu ypperstepræstelige bøn til sin Fader, og hvor han bl.a. siger:

”Fader, jeg beder for dem; jeg beder ikke for verden, men for dem, som du har givet mig, thi de er dine – alt mit er jo dit, og dit er mit – og jeg er herliggjort i dem”, John. 17:9-10.

Inden vi forlader røgelsesalteret, som er et billede på Jesu bøn til sin Fader, og på vores bøn til ham i Jesus navn, vil jeg lige nævne, at betingelsen for, at Gud ville høre deres og vore bønner, var, at gløderne, der skulle antænde røgelsen, blev hentet fra kobberalteret, der som førnævnt repræsenterer Goltata, og hvor Jesus døde for alle - og det er en stærk bibelsk illustration på, at, uden Jesu blod vil Gud ikke høre hverken ham eller os, når vi beder i hans navn.

Mellem det hellige og det allerhelligste var der et forhæng, som anskueliggjorde, at intet menneske i sig selv har adgang til Gud, hverken i selve helligdommen, eller ind for hans trone i Himlen. Da Jesus døde, revnede forhænget, som det er beskrevet i evangelierne, og fra øverst til nederst. Jeg læste engang, at hvis der fx kom et jordskælv, så ville forhænget ikke revne på den måde, men derimod nedefra og op. Forhænget i templet var for resten en meter tyk, så det var tydeligt, at det måtte være Gud, der fik det til at revne for at illustrere, at ved Jesu død kan alle nu få adgang ind for Guds trone.

Ja, det var et synligt vidnesbyrd på, at der nu er fri adgang ind i det allerhelligste. Det er om dette, at Hebræerbrevets forfatter skriver:

”Ved Jesu blod har frimodighed til at gå ind i helligdommen, idet han har indviet os en ny og levende vej gennem forhænget, dvs. hans jordiske legeme”, 10:19-20.

Ved Jesu død har alle troende altså fået adgang til det allerhelligste, som er et billede på Guds bolig i Himlen, og blandt os her på jorden. Men i de troende i den gamle pagt havde ikke den samme adgang, hvilket vi her til sidst ganske kort også skal se på:

I det allerhelligste stod pagtens ark med stentavlerne med de 10 bud, et billede på menneskers skyld og synd, der adskilte dem fra Gud. Ingen måtte derfor gå derind, dog med en undtagelse: En gang om året, nemlig på den store forsoningsdag, var det tilladt ypperstepræsten at gå derind for ved det stedfortrædende offerblod for at opnå Guds tilgivelse, først for sine egne synder, og dernæst for folkets.

Men der er et problem: Sådanne ofre kunne nemlig ikke fjerne synden, men med tanke på ham, der ville komme og kunne fjerne den, blev pagtens ark forbilledligt og symbolsk dækket af blodet fra et dyr. Et billede på dette var ’låget’ af pagtens ark, som kaldes sonedækket, hvilket betyder, at blodet dengang ikke i sig selv kunne fjerne synden, men kun ’dække’ over den. Indtil da, og ved at se hen til ham, der kunne og ville gøre det, kunne ypperstepræsten og hele folket opnå Guds tilgivelse for synd. Det er det, hebræerbrevets forfatter henviser til, når han - i modsætning til de jordiske præster, skriver dette om Jesus:

”Han gik, ikke med blodet af bukke eller kalve, men med sit eget blod én gang for alle ind i helligdommen og vandt en evig forløsning”, 9:12.

I det allerhelligste stod der desuden to udskårne keruber, og med deres vinger dækkede de Guds tilstedeværelse i det. Herfra kunne Gud så at sige billedligt se ned på pagtens ark, der var dækket af det føromtalte blod – og keruberne, som er et billede på keruberne i himlen, kunne bevidne, at Gud ville tilgive folket mange synder. Alt dette gjorde Gud til forbilledlige eksempler for os, for at, som der står i Hebr. 9:23:

”Det er altså nødvendigt, at efterligningerne af det, der er i himlene, renses på denne måde, men de himmelske ting selv må renses ved bedre ofre end disse”.

Efter denne meget korte gennemgang af Kristus i GT, såvel som de mange forbilleder på ham dér, og som alle viser frem på Jesu komme og gerning, der ifølge hebræerbrevets forfatter jo alle er ’sindbilleder på den nuværende tid’, Hebr. 9:9 – vil jeg her til sidst ganske kort nævne, at med udgangspunkt i jødernes vandring mod det forjættede land dengang, taler Gud også til os om den vandring mod det forjættede land, som venter os og alle troende forude. Det er på denne baggrund, at vi, som det førnævnte eksempel med David, kan prise Gud for den frelse, han har beredt – os, som har den samme tro på Gud, som er beskrevet således i det såkaldte troskapitel i hebræerbrevet, og hvorfra jeg til sidst vil læse disse få vers:

”Abraham ventede på staden med de faste grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud. I tro fik selv Sara, til trods for sin alder, kraft til at blive stammoder for en slægt; thi hun holdt ham for trofast, som havde forjættet det. Derfor kom der også fra én mand, og det en udlevet, en slægt så talrig som himmelens stjerner og som sandet ved havets bred, det, som ingen kan tælle. I tro døde alle disse uden at have opnået, hvad der var forjættet; men de så det og hilste det i det fjerne og bekendte, at de var fremmede og udlændinge på jorden. De, som taler sådan, viser jo derved, at de søger efter et (andet) fædreland… Og skønt alle disse fik godt lov for deres tro, oplevede de ikke at se forjættelsen opfyldt. Thi Gud havde for vor skyld noget bedre for øje, så de ikke skulle nå til fuldendelsen, uden at vi var med”, 11:10-14, 39-40.

Amen!