Med Himmeriget.. ligesom en skat..!

Af Eskild Skov Særkjær

Vi skal til at begynde med at se på disse få vers fra Mattæusevangeliet kap. 13, hvor vi får følgende tre billeder af Himmeriget:

”Med Himmeriget er det ligesom med en skat, der var skjult i en mark, og en mand finder den og holder det hemmeligt, og af glæde over den går han hen og sælger alt, hvad han har, og køber den mark. Fremdeles er det med Himmeriget ligesom med en købmand, der søgte efter kostbare perler; og da han havde fundet én meget kostbar perle, gik han hen og solgte alt, hvad han havde, og købte den. Fremdeles er det med Himmeriget ligesom med et vod, der blev kastet i havet og indfangede fisk af alle slags. Da det blev fuldt, trak man det op og samlede alle de gode sammen i et kar, men kastede de ubrugelige ud”, vers 44-48.

Som det fremgår, illustrerer Jesus det, Himmeriget handler om, med tre billeder om noget, der var let forståeligt, fordi det tager udgangspunkt i noget, de kendte til. Disse billeder minder meget om lignelser, men de er mere beregnet til, at tilhørerne bedre kan forstå, hvad Himmeriget egentlig handler om. Og som vi ser, så bruger Jesus i disse bindeordet ’ligesom’ for at illustrere sammenhængen mellem det synlige og forståelige med det usynlige og mere uforståelige.

I den danske bibel bruges ordet ’ligesom’ ca. 100 gange for at knytte det, vi ser eller kan forstå, med det, vi ikke ser og som vi derfor har sværere ved at forstå. I denne gennemgang skal vi kun se på nogle få af disse. I Mattæus 13 giver Jesus os i alt syv af sådanne billeder, og hvor han på samme måde bruger ordet ’ligesom’, men her til at begynde med skal vi kun se på de tre ovenfornævnte billeder af Himmeriget. Det er for resten kun Mattæus, der bruger denne betegnelse, faktisk i alt 30 gange i evangeliet, mens Lukas bruger betegnelsen ’Guds rige, når han skal beskrive det samme’. Således omtaler Lukas ’Guds rige’ i alt 32 gange, mens Mattæus kun gør det fem gange.

Guds rige eller Himmeriget bruges altså helt synonymt, og handler oftest om Himlen. Vi skal se et par eksempler på dette. I det første siger Jesus:

”Jeg siger jer: Hvis jeres retfærdighed ikke overgår de skriftkloges og farisæernes, komme I slet ikke ind i Himmeriget”, Matt. 5:20.

I det næste siger han:

”Ikke enhver, der siger til mig: Herre, Herre! skal komme ind i Himmeriget, men den, der gør min himmelske Faders vilje”, Matt. 7:21.

Som nævnt handler diverse tekster om Himmeriget eller Guds rige som regel om Himlen, men der er dog undtagelser, som fx i de syv billeder, Jesus fortæller i Matt. 13. Her handler Himmeriget eller Guds rige nemlig om det åndelige rige på jorden, som er Guds menighed, og som kaldes ekklesia. Det er dette åndelige rige, Jesus taler om, når han på spørgsmålet om, hvornår Guds rige kommer, svarer, at ’Guds rige er inden i jer’, Luk. 17:21. Dvs., at det på en måde allerede er her, i og med, at ’de udkaldede’, som de troende i menigheden kaldes, har taget imod riges konge i deres hjerter.

Lad os nu, inden vi går videre med andre tekster, der handler om Himmeriget eller Guds rige i bibelen, se på de nævnte eksempler i kap. 13.

I de to første billeder taler Jesus om det samme, nemlig om sig selv som en, der i det ene finder en skjult skat, og i det andet en meget kostbar perle - og i dem begge står der, at ’han sælger alt, hvad han havde’, for at få det. han har fundet, i eje. Og her er det så, at Jesus med ordet ’ligesom’ i dem begge fortæller, at sådan er det med Himmeriget, dvs. med Guds dyrt købte menighed. Det er det samme, bibelen gang på gang taler om, når den forklarer, at Gud vil købe/løskøbe os fra synden, døden og djævelen, og hvor han giver sig selv for at få os i eje. Det er også det, Jesus taler om, når han i evangeliet vidner om sig selv og siger:

”Menneskesønnen er ikke kommen for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange”, Mark. 10:45.

Senere skriver Paulus om det samme, som når han siger dette til menighedens hyrder i Efesus:

”Så giv da agt på jer selv og på hele den hjord, i hvilken Helligånden satte jer som tilsynsmænd, for at I skal vogte Guds kirke, som han købte sig med sit eget blod”, Apg 20:28.

Efter de første to billeder i den ovenfornævnte tekst fra Matt. 13 skal vi nu kort også se på det sidste, som er beskrevet fra vers 47. I dette billede er fokus flyttet fra Jesus, der sælger alt, hvad han ejer, til i stedet at handle om dem, han har løskøbt. Igen har vi bindeordet ’ligesom’, der knytter det synlige og det for os usynlige sammen. Her beskriver han menigheden, der har fulgt befalingen om, at de indtil verdens ende er gået ud i verden som menneskefiskere med budskabet om den frelsende tro. I denne lange tid bliver der indsamlet en mængde gode fisk, et billede på de mange, der gennem tiden er kommet til tro på Jesus. Men blandt disse er der også mange, der ifølge teksten kaldes ubrugelige, eller onde, som der står i vers 49, for det er jo netop ikke fisk, der er tale om. Disse er et billede på dem, som nok er tilknyttet menigheden, men aldrig har taget imod Jesus i deres hjerter. Vi kan ofte ikke se forskel, og derfor er det ikke os, der skal sortere mennesker, men som der står lige efter:

”Englene skal gå ud og skille de onde fra de retfærdige”, v. 49b.

Det er det samme, Jesus taler om tidligere i kapitlet i lignelsen om rajgræsset og hveden, og hvor han i vers 30 siger:

”Lad kun begge dele gro side om side indtil høsten; og i høstens tid vil jeg da sige til høstfolkene (som er de føromtalte engle): Saml først rajgræsset fra og bind det i knipper for at brænde det, men bring hveden hjem til min lade”.

Vi skal nu se på andre eksempler, hvor ordet ’ligesom’ binder det, der kan ses, sammen med det, der ikke kan ses, som fx som vor vandring mod det himmelske, betydningen af Jesu død og opstandelse, eller hvordan det er i det himmelske, hvor vi endda kommer helt ind for Guds trone.

Vedr. det første, der handler om vor åndelige vandring mod det himmelske, hvilket vil sige vort liv med Kristus, bruges bindeordet ’ligesom’ igen, for at vi bedre kan forholde os til betydningen deraf. Lad os her kun se på disse fire udsagn:

1. ”Hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, så har vi fællesskab med hverandre, og Jesus, hans Søns blod renser os fra al synd”, 1. John. 1:7.

2. ”Vær barmhjertige, ligesom jeres himmelske Fader er barmhjertig”, Luk. 6:36.

3. ”I skal gøre, ligesom jeg har gjort ved jer..”, John. 13:34.

4. ”Alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen”, John. 5:24.

I sådanne udsagn får vi en vejledning i, hvordan vi som kristne skal være i verden uden at være af verden. Som overskrift på dette liv kan vi bruge dette bibelske vers:

”Lad det samme sindelag være i jer, som (eller ’ligesom den’) var i Kristus Jesus”, Fil. 2:5.

Vort liv skal altså gennem alt afspejle det, vi og andre ikke kan se, nemlig Jesus, som det er åbenbaret for os i vort indre – og hvorved vi kan se hans herlighed, som den enbårne Søn har den fra Faderen, som Johannes beskriver det i sit i evangelium, John. 1:14. I vort nye liv med Jesus skal vi altså gøre, ligesom ’jeg har gjort ved jer’, siger Jesus – herunder at være barmhjertige, ligesom jeres himmelske Fader er det, og vandre i lyset, (lige)som han er lyset, og hvor hans Søns blod renser os fra al synd. Det er netop, fordi Jesus selv er Gud, at vi skal Sønnen, som vi ærer Faderen.

Ja! Vi skal ære Jesus, fordi han var villig til at aflægge sin guddomsherlighed for at blive et menneske som os for at frelse den fortabte menneskehed. Ja, han et menneske som os, men dog uden synd, og derfor kan han, som der står, også ’helt frelse og fuldt frelse dem, der kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever’, Hebr. 4:15, 7:25.

Som vi ved, så skete det ved, at Gud godtog hans offerdød som soning for vore synder, som det var forudsagt. Hvordan dette kunne ske, kan være svært at forstå, og netop derfor udpensles det så tydeligt i bibelen, og ofte i billeder. Her kan vi fx bare tænke på alt det, der står om templet i GT, som i detaljer vidner for os om Jesu virke og gerning; eller på soningsofferet på alteret, som peger frem på Jesu evige død for som Guds lam at være verdens synd; eller på ypperstepræsten, der en gang om året gik ind i det helligste, ind for Guds åsyn med pagtens blod – men da han kun var et forbillede på den eneste og evige ypperstepræst, måtte han gå ud igen – for så atter at gentage år efter år. Modsat disse står der om Jesus, at han gik

”ikke med blod af bukke eller kalve, men med sit eget blod én gang for alle ind i helligdommen og vandt en evig forløsning”, Hebr. 9:12.

Det vil sige, at disse forbilleder i alle detaljer viser os den evige frelsesplan, som Jesus kom for at virkeliggøre. Det betyder konkret, at som Gud viste dem gennem billeder i GT, således blev det alt sammen opfyldt ved Jesu liv, død og opstandelse. Her bruger Jesus med bindeordet ’ligesom’ også dette billede fra GT, idet han sagde:

”Ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan må Menneskesønnen ophøjes”, John. 3:14.

Da nogle jøder senere kom til Jesus og bad ham gøre et tegn, altså et tegn på, at han kom fra Gud og var det, han sagde om sig selv, henviste han igen med bindeordet ’ligesom’ atter til sin egen død, og her også sin og opstandelse, og sagde:

”En ond og utro slægt kræver tegn, men der skal intet andet tegn gives dem end profeten Jonas’ tegn. Thi ligesom Jonas var tre dage og tre nætter i havdyrets bug, således skal Menneskesønnen være tre dage og tre nætter i jordens skød”, Matt. 12:39-40.

Det var det eneste tegn, Jesus ville give dem, fordi de ikke ville tro, selvom han gav dem aldrig så mange tegn. Dette var altså det ultimative tegn, et tegn, der dog kun vil blive set og troet i ønsket om at høre Guds ord og kende hans veje. Her er det ord sandt, som det blev profeteret om Jesus kort efter sin fødsel:

”.. dette barn er sat til fald og oprejsning for mange i Israel, og til et tegn, som skal modsiges”, Luk. 2:34.

Ja, Jesu budskab og virke er sat til et tegn for de mange, der ikke vil tro, og som derfor konstant modsiger det, de hører og ser. Her kan vi fx tænke på det, der står i evangelierne om den hån og spot, Jesus mødte fra mange i forbindelse med sin tilfangetagelse, domsfældelse og korsfæstelse. Men for andre var og blev det blevet et sejrstegn. Det er dét, Paulus henviser til, når han skriver:

”Ordet om korset er vel for dem, som fortabes, en dårskab, men for os, som frelses, er det en Guds kraft”, 1. Kor. 1:18.

Det er på dette grundlag, at han få vers senere i det samme kapitel skriver:

”Jeg havde fattet det fortsæt ikke at ville vide af noget andet, medens jeg var hos jer, end Jesus Kristus og det som korsfæstet”, 1. Kor. 2:2.

Han ville ikke vide af andet end ordet om korset, fordi Jesus vandt den fulde sejr dér, og hvorfor, han lige før han udåndede sagde: ’Det er fuldbragt!’, som også kan oversættes til ’det er betalt!’. Det betyder, at nu er synden sonet og skylden betalt. Igen og igen kommer skriften tilbage til dette vidunderlige frelsesbudskab – og det er med tanke på denne vidunderlige sejr, at Paulus i Rom. 8:32 skriver, at

”Han [Gud], som ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvor skulle han kunne andet end skænke os alt med ham”, Rom. 8:32.

Det samme gælder Jesu opstandelse fra de døde, for som følge af hans død for vore synder skriver Paulus videre:

”Kristus er den, som er død, ja, meget mere: som er opstanden, som er ved Guds højre hånd, som også går i forbøn for os”, Rom. 8:33-34.

Dette skriver Paulus for at understrege og bevise, at vi som troende har fuld sejr ved Jesu død og opstandelse, og at vi derfor ’mere end sejrer ved ham, som elskede os’, som han skriver lidt senere i kapitlet. Et billede på denne fuldkomne sejr ved Jesu død og opstandelse finder vi i Rom. 5:21, hvor han - igen med bindeordet ’ligesom’ - skriver:

”Ligesom synden fik herredømmet ved døden, således skulle også nåden få herredømmet ved retfærdigheden til evigt liv ved Jesus Kristus, vor Herre”.

Dette er vort håb og vished, for som der står, så har Gud genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Det er da også baggrunden for, at vi kan sige det samme som Paulus, når han taler om de troendes død med ordene:

”I skal ikke være uvidende om dem, der sover hen, for at I ikke skal sørge ligesom de andre, der ikke har noget håb”, 1. Tess. 4:13.

Jo vi har sandelig et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. For, som der står skrevet i 1. Kor. 15, så vil vi ved hans genkomst opstå fra de døde, ligesom han er opstået. Og videre..:

”Nu er Kristus opstået fra de døde som en førstegrøde af de hensovede. Thi fordi døden er kommet ved et menneske, er også de dødes opstandelse kommet ved et menneske. Thi ligesom alle dør i Adam, således skal også alle levendegøres i Kristus. Men hver i sit hold: som førstegrøde Kristus, dernæst ved Kristi komme de, der hører ham til”, vers 20-23.

Dette vil ske ved Jesu komme for at hente os hjem til sig. Senere, i forbindelse med hans synlige komme bruger han igen bindeordet ’ligesom’ for i billeder at tale om, hvad der vil ske. Først taler han dog om tegnet på hans komme:

”Ligesom i Noas dage, således skal det gå ved Menneskesønnens komme..”, Matt. 24:37.

En anden gang sagde han:

”Ligesom lynet, når den glimter, skinner fra den ene side af himmelen til den anden, sådan skal Menneskesønnen være på sin dag”, Luk. 17:14.

I Åbenbaringen følger vi derefter apostlen Johannes i hans beskrivelse af, at Gud gennem flere syner viser ham Himlen, og herunder også sin trone; og de ældste, som repræsenterer alle de hellige, ser han stå omkring tronen, iført hvide klæder og med gyldne sejrskranse på deres hoveder, Åb. 4:4 – alt imens de priser Gud for frelsen, og sammen med den himmelske hærskare synger en ny sang for Gud og Lammet, som vi kan læse om i kap. 5. Her vi jeg kun citere vers 6, hvor der står dette om Lammet:

”Og jeg så, at mellem tronen og de fire væsener og de ældste stod der et lam, ligesom slagtet”.

Det må være de omtalte engle, de fire væsener og de hellige, der er nævnt i kap. 5, der igen er tale om, når han senere i Åbenbaringen skriver:

”Derefter hørte jeg ligesom et mægtigt kor fra en stor skare i Himmelen, som sagde: Halleluja! Frelsen og æren og magten tilhører Gud.., thi Herren, vor Gud, den Almægtige, har tiltrådt sit kongedømme. Lad os glæde og fryde os og give ham æren; thi Lammets bryllupsdag er kommet, og hans brud har gjort sig rede..”, Åb. 19:1, 6b-7.

Han forsøger derefter at beskrive lidt af alt det, han ellers har set i Himmelen. Jeg vil dog ikke komme nærmere ind på alt dette her, men nøjes med at citere de to tekster, hvor han i sin sammenligning igen bruger bindeordet ’ligesom’.

1. ”Jeg så noget ligesom et glarhav, isprængt med ild. Og jeg så dem, som var gået sejrende ud af kampen med dyret og dets billede og dets navns tal, stå ved glarhavet med Guds harper i deres hænder..”, Åb. 15:2.

2. ”Og de tolv porte var tolv perler, hver af portene bestod af én perle, og stadens gade var ligesom gennemsigtigt glas”, Åb. 21:21.

Det vigtigste og største er dog at se Gud i sin hellighed og stråleglans. Der er mange tekster i bibelen, der beskriver dette, men her vil jeg blot citere et par af dem. Den længste tekst, der handler om Herrens herlighedsåbenbaring, er beskrevet i det første kapitel hos profeten Ezekiel. Meget af denne tekst er svær at forstå, fordi vi endnu ikke kan se – og her fra jorden slet ikke forstå – Himlens og Guds herlighed i hele dens fylde. Derfor bruger profeten da også bindeordet ’ligesom’ flere gange i kapitlet for at beskrive det, han ser, vel fordi han ikke har andre ord for det, og så vi lidt lettere kan begribe det. Næsten hele kapitlet handler om denne herlighedsåbenbaring, men her skal vi kun læse nogle få vers, og jeg vil knytte nogle kommentarer til undervejs. I det første, der er beskrevet i vers 22, beskriver Ezekiel de fire livsvæsener, stå foran tronen. Disse er også omtalt i Åbenbaringen, og endnu mere tidligere i det samme kapitel hos Ezekiel. Men her altså kun vers 22:

”Oven over væsenernes hoveder var der noget ligesom en himmelhvælving, funklende som krystal, udspændt oven over deres hoveder..”.

Ezekiel ser som nævnt først de fire livsvæsener, der står i en kreds omkring Guds trone, og ovenover ser han ’ligesom en himmelhvælving’. I denne sammenligning kan vi være lidt med, for det, han ser, minder jo ligesom om noget, vi kender til, når vi på en skyfri dag ser op på den himmelhvælving, der omgiver os. Men i stedet for en blå himmelhvælving ser Ezekiel funklende krystal over det hele, og som han skriver, er det ligesom udspændt over de fire livsvæsener, og dermed også over Guds trone. Af flere tekster i bibelen kan man se, at denne krystalhimmel derudover strækker sig til både at omgive Guds trone og være under den. Lad os her se på to tekster, der taler om det, et fra NT og et fra GT. I det første beskriver Johannes det, han har set, således:

”Foran tronen er der ligesom et glarhav, klart som krystal, og midt for hver side af tronen, i kreds omkring den, fire livsvæsener..”, Åb. 4:4.

Johanne ser altså et klart glarhav/glashav foran Guds trone, Han er så optaget af det, at han tilsyneladende hverken ser længere op eller ned. For i den næste tekst, som er fra 2. Mosebog læser vi, at ’det klare krystal’ også er under Guds fødder. Her læser vi nemlig følgende:

”Moses, Aron, Nadab og Abihu og 70 af Israels ældste steg op og skuede Israels Gud; under hans fødder var der ligesom safirfliser, som selve Himmelen i stråleglans”, 2. Mos. 24:9-10.

I en anden oversættelse bliver den sidste del af teksten mere direkte oversat fra grundsproget således:

”.. under hans fødder var der ligesom et gulv af gennemsigtig safirsten, som Himmelen selv i hele sin klarhed”.

Safirer er som beskrevet gennemsigtige, og de findes i forskellige klare farver. de dyreste er de hvide, man kan købe for en dagspris på 10.000 dollar pr. karat eller mere. En karat svarer til 0,2 gram. Men over, under og omkring Guds trone er der hverken tale om pris eller mængde, men er et vidnesbyrd om - og er med bindeordet ’ligesom’ - også et billede på den herlighed, der omgiver Guds trone, og dens fundament. Denne trone beskrives nærmere i vers 26, og sammen med også ham, der sidder på den:

”Oven over hvælvingen, over deres hoveder, var der noget som safir at se til, noget ligesom en trone, og på den, ovenover, var der noget ligesom et menneske at se til”.

Vi forstår ikke helt placeringen af Guds trone i det, Ezekiel ser, og selvom han forsøger at være grundig, kan det nok heller ikke fuldt ud beskrives. Men vi forstår, som før citeret, at det alt sammen som citeret ovenfor stråler ’som Himmelen selv i hele sin klarhed’. Det vigtigste er er da også at se ham, der sidder på tronen – som er ’ligesom et menneske at se til’, som Ezekiel siger. Som jeg forstår det, må det være Jesus, han ser på tronen i sin guddomsskikkelse, for det er jo han, der åbenbarer os Faderen og er ’hans herligheds afglans og hans væsens udtrykte billede’, som der står i Hebr. 1:3. Det er lidt af den samme herlighed, som Johannes taler om, når han om Jesus, der blev menneske og tog bolig iblandt os, skriver:

’Vi så hans herlighed, en herlighed, den enbårne Søn har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed”, John. 1:14.

I troen på Jesus ser vi altså forud lidt af hans herlighed! Men, kan man så spørge: Hvorfor ser Ezekiel så ikke også Faderen på tronen? Jeg tror, det skal ses i lyset af, at Gud flere steder klart og tydeligt siger, at ’intet menneske kan se mig og leve’, fx 2. Mos. 33:20. Eksemplerne på i bibelen viser da også, at når nogen ser Gud, så ser de i virkeligheden hans Søn. Det stemmer da også med, at Jesus et sted siger: ’Den, der har set mig, har set Faderen’, John. 14:9, jfr. fx 1. Mos. 16:13, Dom. 13:22

At det må være Jesus, Ezekiel ser i synet af Herrens herlighedsåbenbaring, fremgår da også af de næste vers, som minder meget om den, Johannes får af ham i Åb. 1. Jeg vil ikke læse derfra, men her læse de næste to vers hos Ezekiel:

”Og jeg skuede noget som (ligesom) funklende malm fra det, der så ud som hans hofter, og opefter; fra det, der så ud som hans hofter; og nedefter skuede jeg noget som (eller ligesom) ild at se til; og stråleglans omgav ham. Som regnbuen, der viser sig i skyen på en regnvejrsdag, var stråleglansen om ham at se til”, jfr. Ez. 8:2.

Ingen kan fuldt ud beskrive Jesu herlighedsåbenbaring, for det ligger udenfor vort ordforråd og indsigt, og derfor bliver det også kun beskrevet i billeder. Ezekiel, Johannes og andre, der i bibelen forsøger at beskrive Jesus i sin herlighed. Vi har jo aldrig set Jesus i sin herlighed, selvom vi i troen kan ane den, men vi forstår - eller gør vi? - at den er ligesom det, de bibelske forfattere ser og beskriver. Som fx, at han er som funklende malm og ild at se til, og stråleglansen om ham er som en regnbue. Nej, vi forstår det ikke helt, for det overgår vor forstand. Så er det måske lettere at forså apostlen Mattæus’ beskrivelse af ham:

”Han blev forvandlet for deres øjne, hans åsyn strålede som solen, og hans klæder blev hvide som lyset”, Matt. 17:3.

Nej! ingen kan helt forstå det, der oprulles for os i profeternes og apostlenes forsøg på at beskrive det, de ser af Jesus. Og det endnu mindre, når vi ud fra bibelen ved, at Jesu herlighedsåbenbaring på samme tid viser os den treenige Guds herlighed. For, som Jesus siger et sted: ’Den, der ser mig, ser den, som har sendt mig’, John. 12:45. At det forholder sig således, synes det sidste vers i Ezekiel da også at bevidne, når han i den første del af verset afslutter med ordene:

”Således så Herrens herlighedsåbenbaring ud”.

Jeg vil ikke her komme nærmere ind på skriftens vidnesbyrd, der synes at vise, at når Jesus omtales som Herren, så henviser det direkte til Jesus som Gud, og dermed også indirekte til Guds treenighed. For dér, hvor Jesus er, dér er den treenige Gud i al sin herlighed. Når der fx i 1. Tess. 4 om Jesus står, at han kommer igen som Herren for at hente sine hellige op til sig, så fremgår det både her og af det samlede skriftmæssige vidnesbyrd, at når han kommer, så er det som den almægtige og treenige Gud. Skriften vidner nemlig klart om, at der, hvor Jesus er, dér er Gud Fader og Helligånden lige fuldt til stede. Det er da også derfor, at Jesus forud for sin himmelfart og i forbindelse med Helligåndens komme alligevel siger:

”Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer”, John. 14:18.

Læg mærke til, at Jesus ved Helligåndens komme pinsedag også inkluderer sig selv og sin Fader, hvilket konkret betyder, at så sandt som Helligånden bor i os, så gør Faderen og Sønnen det også, fordi de er ét. Dette henviser Jesus da også direkte til, som fx i vers 23, hvor han siger:

”Om nogen elsker mig, vil han holde fast ved mit ord; og min Fader skal elske ham, og vi skal (sammen med Helligånden) komme til ham og tage bolig hos ham”.

Med dette vidunderlige løfte vil jeg afslutte denne gennemgang med dette vers fra salme 5, hvor der i en anden oversættelse end den danske står:

”Herre, du velsigner den retfærdige.., du dækker ham med nåde ligesom et skjold”

AMEN!!