Og hun fødte sin søn.. Af Eskild Skov Særkjær

Når vi taler om Jesu fødsel, vil de fleste nok tænke på beretningen i Luk. 2, som begynder med de kendte ord: “Men det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus, at al verden skulle skrives i mandtal”. Det skal vi også i denne gennemgang, men vi skal dog kun se på to af disse vers, nemlig vers 6-7, hvor vi læser følgende:

“Og det skete, medens de (Josef og Maria) var der, kom tiden, da hun skulle føde. Og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, thi der var ikke plads til dem i herberget”.

Vi har tidligere fulgt Maria og Josef på deres rejse til Betlehem, og i den forbindelse også læst nogle af de mange profetier om, hvad der skulle ske i den by, når tidens fylde kom. Det så ikke ud til, at profetien fra Mika om, at Jesus skulle fødes i Betlehem, skulle gå i opfyldelse, for Josef og Maria boede jo i Nazaret. Men, da skete der det, at kejser Augustus befalede, at alverden skulle skrives i mandtal, og derfor drog de mod Jerusalem for at lade sig indskrive. Det skulle dog ikke ske i Betlehem, men da de begge havde slægtninge i den, så var det oplagt også at besøge dem dér, og blive nogle dage. Da skete der dét, som Paulus beskriver således:

“Da tidens fylde kom, udsendte Gud sin Søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår”, Gal. 4:4-4.

Det, der skete, var ikke noget tilfældigt, selvom det kunne se sådan ud. Der skete nemlig det, Gud havde lovet i forbindelse med opfyldelsen af sin store frelsesplan, og som profeten Esajas fik et lille indblik i, da han skrev: ‘Et barn er født os, en søn er os givet’. Det stemmer med det, der står i John. 3:15, som siger, at “således elskede Gud verden, at han gav sin Søn..”. Som vi ved, er der gået flere tusinde år, siden Gud kom med den første profeti til Eva om Marias søn, som skal knuse slangens hoved - og efterhånden, som tiden nærmede sig, kom der flere og flere profetier til om denne Søn, som ville komme i tidens fylde, og på den måde, der er forudsagt.

I den lange periode, der er gået mellem profeti og opfyldelse, har der sikkert været nogle, der har tænkt:

‘Hvad bliver der til med hans komme, som var forjættet? Fra den dag, vore fædre sov hen, er alt jo blevet ved at være, som det var fra skabelsens begyndelse”, 2. Pet. 3:4.

Dette citat henviser ganske vist til menneskers tanker i forbindelse med Jesu andet komme, og det er endda sandsynlige fra kristne, for det er jo primært dem, der kender til det, der står skrevet! Men som vi ved, så har der altid været mennesker til, som har spottet det, Gud har sagt. Så da Jesus kom i tidens fylde, var der mange, der ikke troede det, som det var forudsagt om ham: “Hvo troede det, vi hørte, for hvem åbenbaredes Herrens arm?

Mange af disse siger: ‘Hvis Gud er med ham, så ville han ikke lide og dø. Så ville han vel vise dem sin styrke'? Og da Jesus senere hang på korset, sagde de hånende og fuld af vantro: ‘Stig ned fra korset, så vil vi tro dig’. Ville de det? Jeg kan forestille mig, at de tænkte det, som mange andre også i dag både tænker og siger: ‘Hvis Jesus er Guds Søn, så ville han vel sørge for, at han blev født i ære og pragt, som er en konge værdig?’ Og ordene om, at han blev født af en jomfru! Kan det nu passe..? 'Alle og enhver ved jo, at det ikke kan lade sig gøre!'

Det minder mig om den mand, der engang efter sigende sagde til sin kone: ‘Min forstand hindrer mig i at tro’, hvorefter hun, for at trøste og opmuntre ham, svarer ham og siger: ‘Nå, men så er den forhindring heldigvis ikke så stor endda’. Og dog er der mange, som lader deres forstand afgøre, hvad der er sandt og ikke sandt - og på den måde affejer de bibelen som Guds ord, og dermed også alle øjenvidneberetninger i den. Men logisk er det dog, at hvis der er en Gud, som har skabt Himlen og jorden, og som har omsorg for sin skabning, og det ved vi jo, at der er! så må han også nødvendigvis også være langt større end os og vore tanker. Og det er netop det, Gud minder os om i Es. 55:8-9, hvor han siger:

“Mine tanker er ej jeres, og jeres veje er ej mine, lyder det fra Herren; Nej, som himlen er højere end jorden, er mine veje højere end jeres, og mine tanker højere end jeres”.

For mig betyder det at være kristen, at vi tror på alt det, Gud har sagt til os i sit ord, også selvom vi ikke forstår det. Det gjorde jomfru Marie også. Da englen Gabriel blev sendt til hende fra Gud med budskabet om, at hun skulle undfange verdens frelser ved Helligånden, uden en mands medvirken, samt, at han, som fødes, derfor skal kaldes helligt, Guds Søn, så forstod hun det heller ikke helt, men hun troede Gud og svarede: “Se, jeg er Herrens tjenerinde; mig ske efter dit ord”, Luk. 1:38.

Og hun fødte sin søn: Så enkelt siges det, uden udmaling og sentimentalitet. Der står derfor intet om dét, som Gud engang sagde til Eva, og gennem hende også til alle hendes efterkommere, som føder børn: ‘Jeg vil meget mangfoldiggøre dit svangerskabs møje; med smerte skal du føde (dine) børn”, 1. Mos. 3:16. Blikket er nemlig ikke rettet mod hende, eller for den sags skyld på Josef, som slet ikke nævnes, men er derimod rettet mod barnet, som er født; han, som er verdens frelser. Det var da også derfor, at Josef tidligere fik at vide, at hans navn skal være ‘Jesus, thi han skal frelse sit folk fra dets synder’, Matt. 1:21.

Som allerede nævnt hørte vi, at englen sagde, at dette barn skal kaldes Guds Søn, og det stemmer jo helt med det, der er forudsagt om ham, som fx i Es. 9:6, hvor der står, at

".. hans navn skal være Underfuld-Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds-Fader, Fredsfyrste".

Og så er han på samme tid Marias søn, fordi han måtte blive som en af os for at kunne frelse os. Også dette er forudsagt i de hellige skrifter. At han er Davids søn, Messias, bekræftes af Guds tiltale til David i 2. Krøn. 17, hvor han giver ham dette løfte:

“Når dine dage er omme.., vil jeg efter dig oprejse.. en af dine sønner, og grundfæste hans kongedømme. Han skal bygge mig et hus, og jeg vil grundfæste hans trone evindelig.. jeg vil indsætte ham i mit hus og mit kongedømme til evig tid, og hans trone skal stå fast til evig tid”, v. 11-12, 14.

Her fremgår det klart, at det ikke kan være Davids søn Salomo, Gud taler om og henviser til. Salomo var jo allerede født og skulle derfor ikke først oprejses efter Davids død. Endnu tydeligere bliver det, når Gud siger om ham, at han skal være konge over mit hus til evig tid! Han skal altså ikke som Davids søn Salomo kun være en jordisk konge, der ligesom alle andre kun lever en tid - men dén søn, Gud her taler om, hans kongedømme skal stå fast til evig tid. Det stemmer helt med englen Gabriels ord til Maria, hvor han, udover det, der er citeret før, også siger dette om hendes søn:

“Han skal blive stor og kaldes den Højestes Søn; og Gud Herren skal give ham Davids, hans faders, trone. Han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans kongedømme”, Luk. 1:32-33.

I lige linje kunne Maria føre sin slægt tilbage til David, og det var en af de store betingelser for, at den søn, som der skulle fødes i Betlehem, med rette kunne kalde sig Davids søn. Men, som vi så, er han på samme tid den Højestes Søn, dvs. Guds Søn og dermed også Gud selv. Det er da også dette vidnesbyrd, som hyrderne hørte ude på marken, da en Herrens engel fra Himmelen sagde til dem:

“Eder er i dag en frelser født i Davids by; han er Kristus, Herren”, Luk. 2:11.

Som vi ved, så henviser Kristus (på hebraisk Messias) som ovenfor beskrevet, til, at han er den søn, som Gud havde lovet David, og som til evig tid skal arve hans trone. Og når englen videre siger, at han er Herren, så er det selvfølgelig for at tilkendegive, at denne søn er den samme, som igen og igen har åbenbaret sig under dette navn i GT, ligesom for os i det nye.

Brorson, som har skrevet salmen ‘Op al den ting, som Gud har gjort’, og hvori han undrer sig over Guds skaberværk, som fx det mindste græs, fuglene, blomsterne, havets fisk og stjernerne, og som derfor hele seks gange udbryder: ‘Hvad skal jeg sige, når jeg ser..' - han undrer sig bl.a. i salmen ‘Mit hjerte altid vanker’ endnu mere, her ikke om alt det, Gud har skabt i naturen, men over det, der skete julenat, da Jesus blev født. Første halvdel af vers to lyder fx således:

Men ak! hvad skal jeg sige,

når jeg vil tænke på,

at Gud af Himmerige

i stalden føde må.

Hun fødte sin søn, den førstefødte. Den førstefødte betyder ‘den første’ af ´én eller flere. I evangelierne tales der da også tydeligt om, at Jesus både havde nogle søstre og brødre. Af første kapitel i Apostlenes gerninger fremgår det, at Jesu brødre var kommet til tro på ham efter hans død og opstandelse, og selvom der ikke står noget om det, må man formode, at det samme var sket med nogle af hans søstre. Og så hører vi ikke mere til dem, lige bortset fra Jakob og Judas, der som bekendt skrev de to breve, som bærer deres navne.

Jesus, der her i Luk. 2 bliver omtalt som Marias førstefødte, bliver i Hebræerbrevets omtalt som ‘Guds førstefødte’. Jehovas Vidner hævder, at det er et bevis på, at Jesus er skabt, ligesom vi er blevet det, og derfor ikke er Gud. Men det er at forvrænge betydningen af ordet, for henvisningen til Jesus som Guds førstefødte handler nemlig vistnok ikke til hans evige eksistens i det himmelske, men er derimod en beskrivelse af hans opgave på jorden. At Jesus er Guds førstefødte betyder altså, ligesom når der står, at han er Marias førstefødte, at han er den første af flere. Hvem disse ‘flere’ er, giver Johannes en forklaring på, når han siger: ‘Alle dem, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn’, John. 1:12. Jesus er altså født af Gud til at være den første af dem, der kan kalde sig, og er, Guds børn.

Paulus skriver om det samme, når han siger, at Jesus Kristus er den, der er ‘førstefødt forud for al skabningen’, Kol. 1:15. Nogle få vers senere bruger Paulus igen de samme ord, idet han siger, at Jesus er ‘førstefødt af de døde’, hvilket, i sammenhæng med det forrige, selvfølgelig betyder, at han var den, der som den første stod op fra de døde, efter at han havde besejret døden.

Derfor kaldes hebræerbrevets forfatter da også Jesus for vores frelses banebryder, hvor der i den samme forbindelse står, at han måtte blive sine brødre (og søstre) lig, for at han gennem sin lidelse og død kunne frelse og hellige os, gøre os til Guds børn og føre os til det evige liv. Han er den eneste, der kan dette, og hvor er det vidunderligt, at ligesom han kaldes og er den førstefødte, således kan alle, som er i ham, også være det, fordi han har løskøbt dem - og derfor står der da også dem, at de er “en menighed af førstefødte, som er indskrevet i Himlene”, Hebr. 12:23.

Og (hun) svøbte ham og lagde ham i en krybbe. Som et lille menneskebarn havde Jesus brug for den omsorg, som kun en mor kan give sit barn. Når Luther i salmen ‘Det kimer nu til julefest’, i sin gendigtning skriver om Jesus, at han blev ‘i krybben lagt, i klude svøbt’, så forestiller man sig let, at hun, eller andre, nærmest i sidste sekund, fandt nogle gamle klude, der kunne bruges. Men det græske ord taler ikke om klude, men derimod om tøjstrimler, som var af lærred, og som spædbørn blev viklet ind i, ikke bare dengang, men mange steder også den dag i dag. Alt tyder derfor på, at Maria i god tid har anskaffet dem, så de var klar, når tiden kom.

Jo, et sandt menneske var han, som ble født - fra først til sidst. Ligesom han blev svøbt om lille, således blev han det også, da han i døden blev svøbt og derefter lagt i en klippegrav. Når der i forbindelse med Jesu død på dansk står, at han blev svøbt i et liglagen, er det ikke helt korrekt, for ordret står der blot, at ‘han blev svøbt i linned’, og det henviser til de linnedstrimler, som blev brugt i datidens begravelser. Dette ses fx tydeligt i John. 11:44, hvor der lige efter, at Jesus havde opvakt Lazarus fra de døde og kaldt på ham, står:

“Og den døde kom ud med fødder og hænder omvundne (DO 92: viklet om) med ligklæder og ansigtet hyllet i et tørklæde, (hvorefter) Jesus siger til dem: Løs ham og lad ham gå”, John. 11:44.

Og hun lagde ham derefter i en krybbe: Alle vegne, hvor Jesu fødsel bliver illustreret, fx på byens torv, selvom der ikke er så mange steder tilbage, eller i vore mange kære julesalmer. Jeg gættede på, at der i salmebogen nok er fem henvisninger til Jesusbarnet i krybben - men da jeg gennemgik disse salmer, så jeg til min overraskelse, at det faktisk er beskrevet i 25 salmer. Her vil jeg dog kun citere tre af disse, hvori krybben nævnes, og læg i den forbindelse også mærke til, hvad der siges om ham undervejs:

Jeg begynder med et, der taler om Jesu komme til jord. I salmen “Her kommer, Jesus, dine små”, står der i vers tre:

“Velkommen fra din Himmelsal - til denne verdens tåredal,

hvor man dig intet andet bød - end stald og krybbe, kors og død.

Så går vi videre til den kendte salme “Glade jul, dejlige jul”, og her taler andet vers om dét, der er beskrevet i Luk. 2 om hyrderne ude på marken, der hører det himmelske budskab om Jesu fødsel. I det andet vers lyder det:

“Julefryd, evige fryd, hellig sang med himmelsk lyd!

Det er englene, hyrderne så, dengang Herren i krybben lå, evig er englenes sang”.

På forskellig måde handler alle salmer om det underfulde i, at Jesus, som er Herren og Himlens kongesøn, er kommet til jord, at 'Gud af Himmerige, i stalden fødes må'. På forskellig måde kommer alle julens salmer også ind på, hvorfor det skete. Hvis vi fx læser julesalmerne med dette for øje, så kan vi virkelig se, at ‘påske og pinse udsprang af jul’. Det sker fx også i den salmen ‘Det kimer nu til julefest', som jeg allerede har citeret fra. Efter, at Martin Luther har lovprist ‘den høje gæst, som steg til lave hytter ned’, og opfordret os til at ‘gå med stille sind, som hyrderne til barnet ind, (og) med glædestårer takker Gud, for (hans) miskundhed og nådebud’, så henvender han sig i vers 5 direkte til Jesus og siger til ham:

“Men verdens ære, magt og guld - for dig er ikkun støv og muld;

i krybben lagt, i klude svøbt, et himmelsk liv du har mig købt.

Ja, det var derfor, han kom, og allerede her ser vi skyggen af Golgata; og det er dét, den gamle Simeon ved Ånden vidner om, da han henvender sig til Jesu mor og siger:

“Se, det barn er sat til fald og oprejsning for mange i Israel og til et tegn, som skal modsiges”, Luk. 2:34.

Hvad så mennesker i Betlehem mon i dette barn? Hvad ser mennesker i dag i ham? Uden en åbenbaring ser de kun et barn; et barn, som græder og har brug for sine forældres omsorg. Jovist, alle synger om ham, men de fleste tror ikke på det meste af det, der står i disse salmer. For, også i dag er mange forarget over at høre, at Jesus er Himlens kongesøn, eller er 'Gud af Himmerige', som kom til jorden som verdens frelser. Han er stadig sat til fald og oprejsning for mange, og til et tegn, som skal modsiges. Men vi, som har fået Guds Ånd, vi ser i barnet det samme, som den føromtalte Simeon gjorde, da han efter det underfulde, han har hørt Helligånden fortælle ham, derefter henvender sig til Gud og siger:

“Herre.. mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folkeslag, et lys, som skal åbenbares for hedningerne, og en herlighed for dit folk Israel”, Luk. 2:3-32.

I det sidste vers, som vi har i vores tekst, står der, at “der ikke var plads til dem i herberget”. De fleste forestiller sig, at Josef og Maria kom til byen, trætte af den lange rejse, alt imens Marias veer tog til; og derfor desperat søgte de at finde et sted, hvor hun kunne føde - og hvor de til sidst blev de henvist til en stald, hvor det kunne ske. Men, som jeg allerede har været inde på, så var det ikke tilfældet. Det kan vi bl.a. se i vers 6, hvor der står, at ‘mens de var der, kom tiden, da hun skulle føde’. Det var altså ikke lige opover, da de kom frem, og det ville i så fald også havde været uforsvarligt. Når de ikke rejste tidligere, så var det fordi, der var tid nok. Ganske vist måtte de rejse pga. folketællingen, men faktisk strakte den sig over flere måneder - og der var derfor ingen grund til at vente til den sidste måned før fødslen.

Dertil kommer, som jeg nævnte det i indledningen om, at Josef og Maria var af Davids slægt, og derfor havde de begge slægtninge i byen, og det var selvfølgelig til en af en af disse, de søgte hen. I Mellemøsten var det dengang som i dag fuldstændig utænkeligt, at der ikke er plads til tilrejsende overnattende slægtninge, og dét uanset, hvor lille boligen er.

Men, der står jo, at barnet blev lagt i en krybbe, og det må da betyde, at de blev henvist til en stald, fordi der ikke var plads til dem i herberget, eller..? I den danske oversættelse kunne det godt se sådan ud, men det skyldes en fejloversættelse. Det græske ord ‘kataluma’, som er oversat til herberg, kan slet ikke betyde det, vi lægger i det. Det betyder nemlig i stedet ‘et rum ved siden af’, fx ved siden af stuen, eller 'et rum ovenpå', altså på første sal - og blev brugt til et gæsteværelse.

Det er fx i den sidstnævnte betydning, som Jesus med det samme ord henviser til, når han senere fortæller sine disciple, at de skal gå til et bestemt hus og spørge efter husets ejer, som så vil vise dem “en stor sal (kataluma) ovenpå, hvor der er dækket”, og dér skal de gøre alt rede til påskemåltidet Luk. 22:22

Som vi ser, betyder kataluma her en stor sal, og i Luk. 2:7 et gæsteværelse, og det var altså i dette sal eller værelse, at der ikke var plads til dem - og det har derfor intet med et herberg at gøre. I stedet ser det, som allerede nævnt, ud til, at Josef og Maria var ankommet til en af deres slægtninge i byen, men da ikke var plads til dem i deres gæsteværelse, muligvis fordi det allerede var optaget af andre gæster, så måtte de ‘nøjes med’ en plads et andet sted i huset - og det må havde været i dagligstuen. Den var nemlig som det eneste sted i huset bygget sammen med stalden, for at man til daglig kunne få lidt overskudsvarme fra dyrene. Sådan blev husene forresten også ofte bygget i det gamle Danmark. Lugten tænkte man ikke så meget på. Det eneste, der adskilte stalden og stuen, var dyrenes krybber, som var en slags mellemvæg mellem stalden og stuen. Det betyder konkret, at Maria ikke fødte sit barn i selve stalden, som det oftest fremstilles som, men skete derimod i den tilstødende dagligstue, og krybben, der adskilte stuen fra stalden, brugte hun som hans vugge.

Vi har nu set på lidt af alt det, der skete i tidens fylde, da Jesus kom til jord, og vi har også set lidt af det, som denne fødsel bragte med sig af velsignelse, glæde og frelse til alle, som vil tage imod det. Derfor er der virkelig grund til gøre det samme, som David gjorde det, når han gang på gang bad til Gud og takkede ham for alt, hvad han havde gjort for ham - og som i tillid til ham siger det, som jeg vil afslutte denne gennemgang af julebudskabet med:

"Herre, min klippe, min borg, min befrier, min Gud, mit bjerg, hvortil jeg tyr, mit skjold, mit frelseshorn, mit værn. Jeg påkalder Herren.. Lad dem, som søger dig, frydes og glædes i dig; lad dem, som elsker din frelse, bestandig sige: Herren er stor", Salme 18:3-4, 35:9.

AMEN