Martin Luther og reformationen
Af Eskild Skov Særkjær

Hvorfor beskæftige sig med Martin Luther og de bekendelsesskrifter, som ligger til grund for den evangelisk-lutherske kirke? Hvorfor ikke ’bare tro på Bibelen’, som mange siger. Jo! Men man kan jo få Bibelen til at sige hvad som helst! Paulus advarede derfor om, at der efter hans bortgang vil ”fremstå mænd, som fører falsk tale for at drage disciplene efter sig”. Og det skete! I dag har vi utallige falske ’kristne’ retninger, og alle påberåber sig af sandheden, som eksempelvis mormoner, Jehovas Vidner, adventister, kristen videnskab, Guds børn, trosbevægelsen osv. Er de kristne, bare fordi de siger det og søger at ’bevise det’ ved at henvise til Bibelen? NEJ

I det 1800 årh. kom liberalismen til i kølvandet på Darwins udviklingslære. I stedet for at betragte Bibelen som Guds ufejlbarlige Ord, blev den mere og mere omskrevet til kun at være myter og hvor Jesus er fraskrevet sin guddomsherlighed. Jeg husker f.eks. en teolog, som bogstaveligt rev den ene bog ud af Bibelen efter den anden for at illustrere, at den historiske kritiske metode kunne ’bevise’, at Jesu mirakler og opstandelse ikke fandt sted i virkeligheden. Noget mere raffineret var domprovst

Knud Gjesing, da han i 1991 offentliggjorde ”50 teser om kristendom”, som i virkeligheden er en total forvanskning af evangeliet. I disse hævder han f.eks., at ”en Gud, som er kærlighed, trænger ikke til forsoning” og det ”at gøre frelse betinget af tro på Jesu forsoningsdød og opstandelse er at udelukke alle, der har levet før Jesus, og alle, der ikke har hørt om ham”¹. Der var kun få protester, men kirken er som bekendt så rummelig, at den også accepterer ulvene.

Derfor kom det da heller ikke som nogen overraskelse, at Taarbæk-præsten Thorkild Grosbøll, som tidligere blev frataget retten til at prædike, fordi han ikke tror på en skabende Gud - nu alligevel er blevet genindsat som præst, efter at han overfor biskop Jan Lindhardt igen har bekræftet og underskrevet sit præsteløfte. Overfor Kristeligt Dagblad fastslog Jan Lindhardt efterfølgende, at Thorkild Grosbøll ”nu har bekendt troen klart og tydeligt” og ”tror igen på en skabende og opretholdende Gud”². At Grosbøll så ved flere lejligheder offentligt har givet udtryk for, at han stadig hverken tror på en skabende Gud eller på Jesu opstandelse, er tilsyneladende fuldstændig ligegyldig.  

Den katolske kirke: Et kristent bolværk..?

Der er mange som er overbevist om, at den romerske katolske kirke (fremover blot ’den katolske kirke) er et sandt økumenisk og kristent boldværk, både mod ’den fremherskende materialisme, egoisme og sekularisme’ i verden, og mod den verdslige kristendom og liberalisme, som præger de fleste kristne kirker i dag. Den katolske kirke hævder da også igen og igen, at der siden den første vatikankoncil i 1870 er sket så meget med katolsk tro og lære, at ”der ikke længere er grundlag for det traditionelle skisma mellem protestantisme og katolicisme”³. Men er dette sandt? Eller er det et af djævelens forsøg på at ødelægge de evangelisk-lutherske kirker indefra? En protestantisk leder fra England gav i 1979 udtryk for det på denne måde: ’Vi må hver især afgøre, om det er djævelens hidtil bedste puds, han spiller Kristi kirke, det største blændværk nogensinde – eller om Gud er ved at gøre noget helt nyt på det mest uventede sted’..”. 

For at se finde ud af, hvad der er sand kristendom, kan vi altså ikke acceptere alt, bare fordi nogen forsøger at bilde os det ind eller fordi det ser kristent ud på overfladen. Det gælder også i bedømmelsen af den katolske kirke, som så mange gennem tiden har advaret os mod. For at finde ud af, om den katolske kirke er blevet mere evangelisk og hvorvidt den nu er en repræsentant for den sande kristendom, er det nødvendigt først at gå tilbage til Martin Luther for at finde årsagen til reformationen - og derefter skal vi se på, om denne årsag er blevet fjernet. 

De første år

Martin Luther (fremover ’Luther’) blev født d. 10. nov. 1483 i Ersleben i Thyringen. Selvom der var tradition for, at de fleste i slægten blev landmænd, så var hans far bjergværkstedsarbejder. Luther kom fra et hjem, som var præget af stor fattigdom. Hans mor måtte ud og sanke brænde, som hun bar hjem på ryggen. Og da Luther gik i skole, måtte han ’synge ved dørene’ for at få skaffe brød.

Luther blev opdraget strengt i den katolske tro, og han så derfor Kristus som en streng dommer og blev altid ’forskrækket og blegnede, blot jeg hørte Kristi navn nævne’. I modsætning hertil lærte han, at Jomfru Maria var fyldt med kærlighed og var derfor hans trøst og hjælp. Engang, hvor han var såret i benet ved et uheld, og var i dødsfare, råbte han: ’Maria, hjælp!’ Senere sagde han, at hvis han døde dengang, ’da ville jeg være død i tillid til Maria’, og underforstået gået fortabt.  

I 1501 lod Luther sig indskrive på universitetet i Erfurt, hvor han fire år senere blev magister i filosofi. Hans far ville have ham til at studere retsvidenskab, som sønnen accepterede indtil den dag, hvor han under et kraftigt uvejr blev ’rystet af et lyn’ og troede sig døden nær, og råbte: ’Hjælp du hellige Anna, jeg vil blive munk’! Selvom han fortrød sit løfte, og hans far blev rasende og ikke ville tillade, at sønnen gik i kloster, så gjorde han det alligevel for sin ’saligheds skyld’.

Luther beskriver, at han i de næste 15 år var en from munk, som ”har overholdt min ordensregel så strengt, at jeg tør sige: Hvis en munk nogen sinde er kommet i himlen ved munkeri, så var jeg også kommet det”. Flittigt læste han alle de bøger, som handlede om at leve et fromt katolsk liv, og han gjorde alt hvad han kunne for at opnå dette - men tvivlen nagede ham og han tænkte altid: ”Hvornår vil du dog engang blive from og gøre nok, så du får en nådig Gud?”

I disse 15 år blev Luther mere og mere sikker på, at han ’ikke kunne blive salig ved munkeri’. Og det gav ham konstant store kvaler. Han beskriver, hvordan han følte sig som

”det elendigste menneske på jorden, dag og nat var der lutter gråd og fortvivlelse over, at ingen kunne hjælpe mig.. Jeg kendte nemlig ikke Kristus på anden måde end en streng dommer, for hvem jeg ville flygte, og som jeg dog ikke kunne komme bort fra”.

En rystende pilgrimsrejse til Rom

I år 1511 foretog Luther en pilgrimsrejse til Rom, dels for at ”aflægge et fuldkomment skriftemål over alt, hvad jeg har øvet fra ungdommen af og (derved) blive from”, og dels for at ”udfri min bedstefar af Skærsilden” ved at ”gå op af Pilatustrappen og for hvert trin bede et Fadervor.. Thi man troede, at den, der bad sådan, udfriede en sjæl. Men da jeg var kommet til det øverste, tænkte jeg: Hvem ved, om det er sandt?”.

På trods af sin forventning fandt Luther ikke den glæde, fred og tilgivelse for synder i Rom, som han havde håbet på, men blev tværtimod rystet. Han beskriver f.eks., at han   

”hørte.. de pavelige hofmænd ved bordet le og prale med, hvordan nogle af dem holdt messe og over brød og vin sagde: Brød er du, og brød bliver du ved at være før de løftede brødet og vinen”.

Her henviser Luther til den katolske transubstantionslære, hvor brød og vin bogstaveligt forvandles til Jesu legeme og blod og som derfor skal tilbedes. Og som de troende katolikker også gør det den dag i dag, når de i stedet for Kristus tilbeder det udstillede brød i kirken som Kristus. Pilgrimsrejsen til Rom gjorde det klart for Luther, at den katolske kirkes hovedsæde var så ugudelig og ondskaben så ’stor og uforskammet’, at den ’hverken bryder sig Gud eller mennesker, hverken om synd eller skam’⁴.

Bodens vej til retfærdighed

Luther var blevet opdraget til at tro på den romersk-katolske retfærdiggørelseslære: ’Mennesket fortjener ved egne gode gerninger det evige liv’. Som et redskab hertil var (og er) boden. For da Luther var ivrig for at få en nådig Gud, så kom spørgsmålet om boden som redskab til at få denne nåde til at indtage en central plads i Luthers tanker. Ifølge ’Den Romerske Katolske Kirke’ (fremover ’den katolske kirke’) består bodens sakramente af anger, fyldestgørende gode gerninger og skriftemål fra den bodfærdiges side, samt af absolution, som er præsternes tilsagn om Guds tilgivelse af synden med eftergivelse af skylden og de evige helvedsstraffe.

Tilgivelse af synd er altså gjort betinget af skriftefaderens vurdering af, om man har angret, skriftet og gjort nok af gode gerninger! Hvis angeren er oprigtig, tilsiges syndernes forladelse for de store synder. De små synder er Gud i princippet ligeglad med og skal derfor ikke fremlægges for ham, men skriftefaderen skal idømme den bodfærdige en bod (straf) som skal afsones efter hans anvisning⁵ (se nedenfor). Det samme er tilfældet med de ’fyldestgørende gode gerninger’. Hvis de ikke er tilstrækkelige, får den bodfærdige tillagt en bod, som skal afsones på lige fod med små synder. De små synder bliver i den katolske kirke omtalt som ’svaghedssynder’ eller ’undskyldelige synder’, og bliver altså ikke ophævet ved absolutionen.

Denne straf var (og er stadig) både hård og streng – og da der desuden hele tiden kom nye straffe til, var det umuligt at opnå fuldt aflad i dette liv, hvorfor den enkelte blev dømt til at afsone den i skærsilden⁶ – et ophold der skal vare indtil der opnås fyldestgørende aflad.

1.      Det kunne f.eks. ske ved forskellige bodsøvelser som daglige og til tider strenge forpligtelser. Den, der f.eks. hjalp med at bygge en kirke, kunne få delvis aflad (dvs. eftergivelse af den tilmålte straf), og dermed også afkorter straf i skærsilden. Men den, der på bestemte tidspunkter valfartede til udvalgte hellige steder, kunne få fuldstændigt aflad, og dermed fuld eftergivelse af den tidligere opsamlede straf. Men dem, som tog på korstog, blev der endda også givet løfte om fuldstændigt afladt for fremtidige synder. Vi skal senere se på, at dette aflad ofte blev lovprist i vendinger, som gav det indtryk, at den enkelte derved kunne opnå fuld syndsforladelse.

2.      Man kunne også være heldig at opnå fyldestgørende aflad ved at henvende sig til afdøde helgener og Jomfru Maria og begære deres forbøn. Ifølge katolsk tro og lære har disse netop et overskud af de eftertragtede gode gerninger, som de kan ’forære’ til dem, der har et underskud.

3.      Og endelig kunne man på Luthers tid også blive befriet fra – eller i det mindste få afkortet tiden i skærsilden ved at betale sig fra straffen. Det kunne f.eks. ske ved, at man donerede penge til den katolske kirke. Dette kommer jeg tilbage til senere.

Luthers had til ordet om Guds retfærdighed

Men Luthers samvittighed sagde ham, at alle menneskelige forsøg på at blive retfærdig ikke ville slå til, for intet menneske kan nogensinde leve op til Guds krav. For hvornår har man gjort nok? Og da Guds retfærdighed automatisk spærrede vejen til frelse, kom han til at hade ordet om Guds retfærdighed, fordi det siger, at syndere blot får som fortjent. Dette had beskriver han således:

”Men da jeg, hvor meget jeg end levede som en ulastelig munk, dog over for Gud følte mig som en synder med en meget urolig samvittighed, og ikke kunne stole på, at Gud var forsonet ved min fyldestgørelse, så elskede jeg ikke, nej, jeg hadede tværtimod den retfærdige Gud, som straffer syndere. Og selvom jeg tav med det, så harmedes jeg dog på Gud.. (ikke kun fordi) at stakkels syndere og evigt fortabte pga. arvesynden bliver tyngede af al slags ulykke med de 10 bud som lov, nej, Gud vil oven i købet gennem evangeliet føje ny smerte til den tidligere og også ved evangeliet holde sin retfærdighed og vrede frem for os. Således rasede jeg med en vild og forvirret samvittighed^7.

Luthers anfægtelser – og rådgivning fra vejledere

Luther var altså fuldt ud klar over, at hans gode gerninger ikke gjorde ham eller nogen anden retfærdig i Guds øjne, og beklagede ofte sin nød til sin skriftefader og andre, som dog anså hans syndeangst og samvittighedskvaler for overdreven. En doktor Staupitz, som på denne tid var Luthers vejleder, skrev f.eks. til ham, at hans syndebyrde er indbildt og er derfor ikke nogen ’rigtig synd’, som det er nødvendigt at bekymre sig om. Han skrev til Luther, at:

”Kristus er tilgivelsen for ordentlige synder, som at slå forældre ihjel, offentlig spotte, foragte Gud, begå ægteskabsbrud osv. Det er rigtige synder. Du må have et register med ordentlige synder, (hvis) Kristus skal hjælpe dig..”.

Men på trods af, at hans vejledere fortalte ham, at alt stod vel til, så var Luther bekymret over sin sjæls tilstand. Han indså nemlig, at der i Guds øjne ikke var forskel på små og store synder, samt at menneskelig anstrengelse aldrig kan være nok til at blive retfærdig i Guds øjne, fordi ingen kan leve op til Guds krav om retfærdighed. Derfor rejser han igen og igen spørgsmålet: Hvordan finder jeg en nådig Gud?

Imens Luther bearbejdede disse tanker var han blevet præsteviet i 1507 og erhvervede 4 år senere den teologiske doktorgrad, og begyndte året efter sin lærervirksomhed som professor ved universitetet. Denne tid beskriver han som en tid, hvor han fuldstændig stod med tomme hænder overfor skriftens vidnesbyrd om Jesus Kristus, fordi han kun kendte ham ud fra den katolske kirkes skriftfortolkning og tradition.

Hvad betyder ’Frels mig i din retfærdighed’?

I 1513 begyndte Luther at opdage evangeliet om Guds retfærdighed, da han forberedte sig til en forelæsning over Davids salme 31. Men da han skulle til at fortolke vers 2: ’Frels mig i din retfærdighed’, kom han ind i en stor krise:

”Dette ord ’Guds retfærdighed’ var som et tordenslag i mit hjerte. Thi når jeg under pavedømmet læste: ’Frels mig i din retfærdighed’ og i ’din sandhed (salme 86:11), så troede jeg straks, at denne retfærdighed var den straffende fortørnelse, nemlig Guds vrede.”

For Luther var det ubegribelig, at salmisten kunne bede dommeren om frelse - den Gud, som repræsenterer lovens strenghed og som er retfærdig, når han udtaler dom over enhver synder, Rom. 3:9-12. For han havde lært, at Gud holder øje med mennesker for at dømme og straffe ret (efter sin retfærdighed). Han skrev derfor:

”Disse ord ’retfærdig’ og ’Guds retfærdighed’ virkede på min samvittighed som et lyn. Hørte jeg dem, blev jeg forfærdet. Er Gud retfærdig, så må han (nødvendigvis også) straffe”.

Og videre: ”Jeg var (derfor) af hjertet fjendtligsindet mod Paulus, når jeg læste: ’Guds retfærdighed åbenbares ved evangeliet’ (Rom.1:17).. Jeg hadede nemlig det ord ’Guds retfærdighed’, fordi jeg – efter alle kirkelæreres brug og sædvane – havde lært at forstå det i filosofisk betydning, nemlig (.. som) Guds aktive retfærdighed, efter hvilken Gud er retfærdig og (derfor) straffer syndere og uretfærdige”⁸.

Evangeliet om Guds retfærdighed åbenbares

Luther skriver:

”Men ikke desto mindre bankede jeg vedholdende på hos Paulus på det pågældende sted, idet jeg brændende tørstede efter at vide, hvad Paulus mente. Indtil jeg endelig ved Guds barmhjertighed.. fik øje på ordenes sammenhæng: Guds retfærdighed åbenbares i det, som der er skrevet: ’Den retfærdige skal leve af tro’, da begyndte jeg at forstå Guds retfærdighed som den retfærdighed, i kraft af hvilken den retfærdige lever ved Guds gave, nemlig af tro (på Kristi retfærdighed)”.

Man ved ikke helt, hvornår Luthers reformatoriske gennembrud fandt sted, men det har formentlig været i tidsrummet mellem efterår 1513 og forår 1514. 30 år senere beskriver han sagen således.

”Imidlertid var jeg i det år (1519) vendt tilbage til igen at fortolke salmerne.. Jeg havde ganske vist tidligere været grebet af en sjælden iver for at forstå Paulus i Romerbrevet, men hidtil havde noget stået i vejen. Ikke mangel på interesse, men (pga.) et eneste ord i kapitel 1,17: ’Guds retfærdighed åbenbares i det’ (som altså blev forstået som Guds vrede i evangeliet). Men da jeg ved Guds nåde engang (..) tænkte over ordene: ’Den retfærdige skal leve af sin tro’ og ’Guds retfærdighed’, tænkte jeg straks: ’Hvis vi som retfærdige skal leve af tro, og hvis Guds retfærdighed skal blive til frelse for enhver, som tror, så kan den ikke være vor fortjeneste, men Guds barmhjertighed… Thi Guds retfærdighed betyder, at vi bliver retfærdiggjort og forløst ved Kristus. Nu forandredes disse ord for mig til liflige ord. I dette tårnkammer har Helligånden åbenbaret mig skriften”.

Og videre: Da.. ”jeg fik øje på ordenes sammenhæng.. da begyndte jeg at forstå Guds retfærdighed som den retfærdighed, i.. hvilken den retfærdige lever ved Guds gave, nemlig af tro.. Nu følte jeg mig genfødt og som gennem åbne døre kommet ind i Paradis. Da viste der sig straks for mig et andet ansigt gennem hele skriften.. Så stort det had var, hvormed jeg havde hadet ordet ’Guds retfærdighed’, så stor var nu den kærlighed, med hvilken jeg priste dette ord som det allerlifligste”⁹.

Når vi ikke stadig er katolikker, men kan tage sandheden til os om at blive retfærdiggjort alene ved Guds nåde, så skyldes det den åbenbaring af evangeliet, som Gud dengang gav til Luther.

Guds retfærdighed er, at Kristus har gjort alt

Luther beskriver gennem hans breve, at tidligere var målet at gøre synden lille og bagatellisere den for at fremstå som from – og ved hjælp af kødet (bod, aflad, fromhed og fyldestgørende gode gerninger) at håbe på at opnå retfærdiggørelse, et mål, som betyder: ’at vi altså er fortræffelige mennesker, som gør, hvad vi kan’, og derfor vil Gud ikke kræve mere for sjælens frelse. Men nu - efter opdagelsen af sandheden om Guds retfærdighed af tro på Kristus skriver han om ’det salige bytte’, som Kristus gjorde med os på korset, 2. Kor. 5:14, 1. Tess. 5:10:

”Gud vil ikke gøre os salige ved den retfærdighed, vi selv kan opbygge, men ved en fremmed retfærdighed og visdom, der ikke kommer fra eller har sit udspring hos os, men.. fra himmelen”. Derfor når den kristustroendes eget hjerte dadler og anklager ham og aflægger vidneudsagn om hans onde gerninger, så vender han sig straks bort, hen til Kristus og siger: Han har gjort fyldest, han er retfærdig, han er mit forsvar, han er død for mig, han har gjort sin retfærdighed til min, og min synd til sin. Har han nu gjort min synd til sin, så har jeg den ikke mere og er fri..”¹⁰.

Luther gør det klart, at de hellige altid

”på én gang (er) retfærdige og uretfærdige.. (Men) fordi de hellige altid har deres synd for øje og bønfalder Gud om retfærdighed efter hans barmhjertighed, netop derfor regnes de også altid for retfærdige for Gud. Altså er de i deres egne øjne og i sandhed uretfærdige, men i Guds øjne, som vurderer dem efter denne syndsbekendelse, er de retfærdige..”.

Teserne: Opgøret med det katolske syn på bod og aflad.

”Det skete i året 1517, at en prædikebroder ved navn Johann Tetzel, en stor skrålhals, lod høre fra sig…” Sådan starter Luther et af hans breve, som beskriver hans opgør med Tetzel, som solgte aflad for penge, endda for fremtidige synder og påstod, at ”det ikke var nødvendigt at angre, at lide eller gøre bod for synden, hvis man købte aflad”. Han hævdede, man ville ’få fuld aflad’, hvis man f.eks. besøgte slotskirken i Wittenberg ’på allehelgensdag. Herefter giver Luther andre eksempler:

”Det røde afladskors med pavens våben, som var rejst i kirken, var lige så kraftigt som Kristi kors.. Fremdeles: Hvis nogen lagde penge for en sjæl i skærsilden, så fór sjælen fra skærsilden (lige lukt) ind i himlen, så snart skillingen klang i bunden”¹¹.

Den 31/10 1517 opslog han de berømte 95 teser op på slotskirkens dør¹² i Wittenberg. Teksten i disse var bl.a. et opgør mod den katolske kirkes afladshandel i alle dens afskygninger. Luther spurgte f.eks. om, at hvis man med penge kunne tømme skærsilden og udfri de utallige sjæle derfra, hvorfor gjorde paven det så ikke med sine store rigdomme i stedet for at afkræve dem af de fattige (tese 82 og 86)? Som svar på, at paven kræver den ’rette bod’ for at opnå tilgivelse for sin synd, slår Luther i tese 30 fast, at ”ingen kan være sikker på sin angers oprigtighed, endnu mindre på, at han har fået fuld syndsforladelse”. I tese 62 sammenfatter Luther hele indholdet i reformationens trosforståelse: ”Kirkens sande skat er det højhellige evangelium om Guds herlighed og nåde”. I forklaringerne til de 95 teser fra 1518 hedder det:

”Ved dette evangelium.. opfyldes loven og vil blive opfyldt ved Guds forbarmende nåde i Kristus, ikke ved vore gerninger, men ved tro. Ikke ved, at vi tilbyder Gud noget, men ved, at vi modtager alt fra Kristus..”.

Der er mange, som tror, at den katolske kirke i dag har vendt sig bort fra den afladstanke, som lå bag Luthers opgør, og derfor ikke længere praktiserer den. Men det gør den! Et eksempel fra Danmark: Den 12/2 1990 kunne man i Katolsk Orientering læse følgende fra det katolske Bispekontor i Danmark:

 ”Biskoppen har fået meddelelse om, at paven har bevilget fuldkommen aflad på sædvanlige betingelser i forbindelse med Jesuitterordenens 450-året beståen og 500-året for den hellige Ignatius af Loyola’s fødsel (i 1991).. Afladen – som også kan tilvendes de afdøde – kan vindes den 27. september 1990 og den 31. juli 1991, dvs. ved begyndelsen og ved afslutningen af det ignatianske år.. Desuden én gang i løbet af dette år på en dag, som man selv bestemmer. Og endelig, hver gang man deltager i en valfart til ære for den hellige Ignatius..”

Et andet eksempel: Hvert 25. år udråber paven et ’jubelår’, som bliver betragtet som et særligt ’helligt år’ i den katolske kirke. Et sådant var 1975, hvor paven opfordrede

”de troende til at komme til Rom, til at omvende sig og modtage forsoningens sakramente og Herrens legeme.. alle, der foretager en sådan pilgrimsrejse indenfor det ’Hellige år’, får fuldkommen aflad” ¹³. 

Som vi har set, er det stadig almindeligt at tildele de troende helt eller delvist aflad. For når katolikker oplæres til at tro, at de ved bodshandlinger kan udfri sig selv eller andre fra Guds straf i Skærsilden, så er der selvfølgelig også mange, som er ivrige for at gøre, hvad de kan for at det sker. Når den katolske kirke så forkynder, at de udover en lejlighedsvis aflad også kan få den (når som helst), hvis de f.eks. tager til Fatima som en bodsøvelse eller hengivelse til Jomfru Maria. Derfor er der ”et syvciftet antal katolikker fra alverdens lande, som hvert år lægger deres vej forbi Fatima, hvor Jomfru Maria åbenbarede sig for tre børn”. Det var til disse børn, at hun gav sit budskab til.

”alle jordens mennesker. Målet var at sikre en verden i fred og harmoni. Opskriften lyder på bøn, hengivelse og bodshandlinger for menneskehedens synder, og de, der følger den hellige Jomfrus bud, bliver til gengæld belønnet med evig frelse”.¹⁴

Derfor kan man f.eks. på dette sted næsten altid se mennesker, som foretager udmattende bodsvandringer på deres knæ for – gennem lidelse - at få den eftertragtede syndstilgivelse og aflad for sig selv eller andre.

Ikke kun et opgør mod aflad.

Luther havde håbet på at kunne få en drøftelse i stand med den katolske kirke. Ingen meldte sig, men der rejste sig en storm, efter at teserne ’på knap 14 dage’ blev sat i omløb i hele Tyskland og var blevet alment kendt. Teserne gav anledning til en voldsom strid, som dog ikke kun kom til at dreje sig om Luthers opgør mod afladshandlen, som mange tror, men var også et opgør mod det katolske syn på synd og nåde – og på bodens betydning for at få Guds tilgivelse. Luther afskaffede derfor skriftemålet og de ’fyldestgørende gode gerninger’ som middel til at opnå tilgivelse for synd. Og tilføjer, at når frelsen kun beror på Guds nåde, så ”se til, at du ikke på nogen måde tror, at du får syndsforladelse pga. din anger.. for hvem ved, hvornår du så har angret nok”.

Det er således forkert, når den katolske kirke i dag hævder, at Luthers blot gjorde op med en forkert brug af aflad dengang, men at reformationen i øvrigt var en fejltagelse, da der i princippet ikke var (er) nogen større læremæssige forskelle mellem de evangelisk-lutherske og den katolske kirke.

Er paven Antikrist?

Ovennævnte spørgsmål optog Luther meget. Efter sin rejse til Rom i 1511 var han overbevist om, at antikrists ånd herskede ved det romerske hof, men anså ikke dengang paven for selv at være det. Han regnede nemlig med, at paven som Kristi stedfortræder selvfølgelig var på sandhedens side og derfor også automatisk ville gøre op med den falske lære i den katolske kirke og reformere den, hvis han blot fik kendskab til ugudeligheden i den. I disse tidlige år skriver han derfor, at han ”aldrig har.. haft i sinde at falde fra den romerske stol”. Men efterhånden begyndte Luther at se, at ugudeligheden har sit udspring fra selveste pavestolen i Rom.

Dette stod endnu mere klart for Luther, da han i 1519 gennemgik pavens lovbøger med henblik på en disputats i Leipzig. Da bliver han i dem overbevist om, at

”paven er antikrist selv eller hans udsending; så jammerligt ødelægges og korsfæstes Kristus af ham i lovbøgerne. Det er mig en ganske særlig pine, at Kristi menighed holdes sådan for nar under skin af love og kristennavn”¹⁵.

Luther indså, at Rom (paven/pavedømmet) billigede, at lyset fra evangeliet blev forkastet, og derfor repræsenterede en fornægtelse af evangeliet og Kristi sande kirke. Han konkluderede, at den katolske kirke aldeles ikke var villig til at ændre på noget som helst – og anså efterhånden paven for at være Antikrist – og blev til sidst også klar over, at den katolske kirke ikke kunne reformeres.

Luthers kritik af den falske lære i den katolske kirke

På den tid fik Luther også øjnene op mange af de andre falske lærdomme, som florerede i den katolske kirke. Efter at han havde angrebet ’pavens ret til alene at indkalde til et kirkemøde’, appellerede han – vel i protest til denne bestemmelse – opfordrede han til et almindeligt kirkemøde for hele kristenfolket og opregnede 25 punkter, som var vigtige at tage op til behandling i den katolske kirke, hvis det ville være en sand kirke. Gennem disse fastslog han f.eks., at:

- Paven har ingen magt til alene at kunne fortolke skriften.

- Paven bør ikke have nogen magt over den verdslige øvrighed. Mens den katolske kirke talte om ”de to sværd, som styrer verden, men således, at det verdslige skal vejledes og underordne sig det åndelige”, så slog Luther fast, at Gud har oprettet to selvstændige regimenter på jorden, men hvor den ene ikke må herske over det andet.

- I stedet for de traditionelle dogmatiske fremstillinger og pavelige love skal bibelen studeres.

- Gudstjenesten skal foregå på landets sprog.

- Valfartskirker skal nedlægges og valfarter afskaffes.

- Præsterne skal ikke tvinges til at leve i ugift stand.

- Faste skal være en fri sag. Afladshandelen skal ophøre. Tiggeri skal afskaffes (som en fromhedsøvelse), og hver by skal sørge for sine egne trængende.

- Universiteterne skal forbedres, og der skal gives undervisning til både drenge og piger.

Desuden havde Luther også angrebet pavens ufejlbarhed i lærespørgsmål og præsteskabets fortrinsstilling. Man behøver vel ikke at tilføje, at den katolske kirke med paven i spidsen hverken var interesseret i at imødekomme Luther eller at behandle noget som helst.

Luther begyndte nu også at stille spørgsmål ved den katolske kirkes syv sakramenter, som var blevet forvansket af pavestolen. Luther kasserede de 5 sakramenter, men beholdt dåben og nadveren som sakramenter. Luther forandrede dog nadversakramentet så meget, at det blev fordømt af paven. Luther forkastede nemlig den katolske lære om messeofferet, hvor offerpræsten¹⁶ bogstaveligt ofrer Kristus igen og igen. Ifølge den katolske kirkes nadverlære er det præsten, som har magt til at forvandle Jesu legeme og blod til brød og vin, og som derfor skal tilbedes. Denne forvandling kaldes transubstantionslæren.¹⁷ Den dag i dag er det dette forskellige nadversyn, som er den største hindring i det økumeniske samarbejde og fælles gudstjeneste.

Den katolske kirke lægger afgørende vægt på sakramenternes forvandlende kraft, hvor disse betragtes som

”en medicin, som en art natur, en kim af hellighed, indplantet i mennesket. Ved kirkens fortsatte omsorg skal denne kim vokse op og overvinde den gamle syndige natur”.  

Bemærk, at det ikke er Guds ord eller Guds Ånd som sådan, som forvandler et menneske, men derimod præstens rette brug af sakramenterne.

I modsætning hertil lagde Luther vægten på, at retfærdighed eller hellighed ikke fremstår på den måde. Den skabes af Gud alene og giver den retfærdiggjorte en sindsforandring i hjertet, som aldrig afsluttes, Titus 2:11-14. Denne sindsforandring i hjertet virker dét i os, at den gamle Adam dagligt druknes ved anger og bod. Igen fremhæver Luther ’det salige bytte’, som gør, at mennesket kan stå ind for Guds åsyn som retfærdig. Dér bliver ’menneskers vilje til brændende vilje’, fordi han dér bliver ’berørt af Gud’ til at leve et helligt liv. 

”(For) den, som ikke går fremad på Guds vej, går fortabt, og den, som ikke søger, han mister det, han allerede har fundet, fordi man på Guds vej ikke kan blive stående, og så snart vi begynder ikke at ville være bedre, holder vi op (med) at være gode..”.

Bandbullen og bruddet med den katolske kirke

Paven reagerede med, at han i juni 1520 udsendte en bandbulle med 41 fordømmelser mod ’en vis Martin Luther’, hvorefter ”ingen katolsk kristen.. må læse hans skrifter, men skal sørge for at de brændes”. Men hvis han tilbagekaldte inden 60 dage, vil paven igen optage ham i kirkens skød. I modsat fald vil han hjemfalde til kirkens band og blive ”afhugget som en vissen kvist” af kristenheden og blive fængslet. Bandlysning var et frygteligt våben og afbrændingen af Luthers bøger gjorde indtryk. Derfor var der ’ingen statsmænd, retskyndige eller lærde’, som på dette tidspunkt tænkte på at bryde med den bestående ret - ved principielt - at afvise pavens bulle mod Luther.

Som vi ved, tilbagekaldte Luther selvfølgelig ikke det sande evangelium! Tværtimod opfordrede han to gange samme efterår den katolske kirke til at omvende sig. I skriftet: ’Mod antikrists forbandede bulle’ opfordrer han paven, kardinalerne og det romerske hof til bod og til at afstå fra deres djævelske gudsbespottelse. Men da de ikke omvendte sig, skrev Luther følgende om den katolske kirke:

”Jeg foragter den og angriber den, fordi den er ugudelig og falsk.. Det er Kristus selv, som fordømmes af den. Det glæder mig, at jeg må bære sådanne lidelser for den bedste sag. Jeg føler allerede en større frihed i mit hjerte, for nu ved jeg endelig, at paven er antikrist, og at hans trone er selve Satans trone” ¹⁸.  

Efter bibelsk skik overgav han derefter den katolske kirke ”til Satan og kødets fordærvelse, for at ånden kan frelses på Jesu Kristi dag..”.

Om morgenen d. 10. december kl. 9 (1520) tog Luther et afgørende skridt, som betragtes som en milepæl i reformationens historie. Offentligt brændte han den pavelige bulle med ordene: ”fordi du har fordærvet Guds hellige, skal den evige ild fordærve dig”. I et brev skrev han: ”Jeg tvinges til at overlade sagen til Gud og lade mig føre.. men ét kan jeg (dog) gøre, nemlig at nedbede Guds barmhjertighed”.

Kort tid efter blev Luther gjort fredløs og var dermed reelt dødsdømt. Muligheden for at blive brændt på bålet var bestemt overhængende. Her kan man bare tænke på inkvisitionen, hvor utallige var blevet brændt på bålet, fordi de ikke ville afsværge deres ’kætterske tanker’. F.eks. blev Johan Hus brændt kun 100 år tidligere, og det samme skete med William Tyndale i 1536. Hans eneste ’forbrydelse’ var, at han havde oversat græske og hebræiske afsnit af bibelen til engelsk. For ikke at blive genkendt lod Luther derfor hår og skæg vokse og tog for en tid ophold i slottet Wartburg. Her oversatte han bl.a. det gamle og det ny testamente til tysk.

De sidste år af Luthers liv

De sidste år af Luthers liv var ligeså turbulent som de første. Til stadighed måtte han værne sig mod de personlige og læremæssige angreb fra den katolske kirke, som havde fordærvet sandheden og tvunget millioner og atter millioner til enten omvendelse til den katolske tro og lære eller døden. Luther og den spirende protestantisme¹⁹ anså mere og mere den katolske kirke som ’skøgekirken’, som de derfor endeligt måtte bryde med i 1529. Men den katolske kirke var ikke den eneste fjende af sandheden. I stigende grad måtte han også forsvare og begrunde evangeliets frihed overfor de mange forskellige humanistiske, filosofiske, politiske, teologiske og sværmeriske retninger, som kunne ødelægge den frihed, som de nye evangeliske kirkesamfund havde i Jesus Kristus.

Det vil føre alt for vidt blot tilnærmelsesvis at komme ind på alle de problemstillinger, som opstod ved, at nogle udnyttede den frihed, som reformationen - på det samfundsmæssige, politiske og religiøse plan - var med til at bibringe folket, hvor Luthers skrifter ofte blev misbrugt til at fremme egne formål. Vi skal se på et eksempel, som tager udgangspunkt i den enkeltes lydighed mod statsmagten.    

Et eksempel: Bondeoprøret

Selvom Luthers hovedanliggende var Guds rige og ’det åndelige regimente’, så var han også optaget af, at det verdslige regimente blev regeret ret, fordi øvrigheden er indsat af Gud og således at den enkelte ikke fratages retten til at tænke og handle frit. Men der var nogle, som tog evangeliet og Luthers skrifter til indtægt for, at han ville støtte et politisk og socialt opgør med det bestående.

”Bønderne, som nu har sluttet sig sammen.. har fremsat tolv artikler imod øvrigheden om deres uudholdelige plager og har forsøgt at underbygge dem med nogle skriftesteder og fået dem offentliggjort.. (og) påberåber sig mig”.²⁰

I store dele af Tyskland rejste bønderne sig mod deres landsherrer, for de var virkelig underkuet og forurettet. Man kan vel bedst sammenligne situationen dengang med den kamp, som Kirkernes Verdensråd nu udøver mod (deres tolkning af) social uretfærdighed overalt i verden – og hvor de i Kristi navn også har støttet div. ’frihedsbevægelser’.

Bøndernes krav var berettiget. Bl.a. krævede de afskaffelsen af en række trykkende byrder og genindførelse af visse gamle skovrettigheder, som var taget fra dem af de katolske fyrster og som var deres levebrød. I 1524 var denne protestbevægelse vokset sig til en oprørsbevægelse, som truede med at styrte hele Tyskland i ulykke.

På den ene side forstod Luther meget vel oprørets berettigelse, men da bønderne ”for frem med mord og brand, og.. tilmed ville tage evangeliet og dermed reformationen til indtægt for deres sociale krav (og) føre en kristen politik”, så vendte hans sympati sig fra dem. Han kunne se, at reformationen stod i fare for at blive politisk i stedet for evangelisk. Han så sig derfor nødsaget til at gå imod bønderne og udsendte skriftet: ’Imod bøndernes røveriske og morderiske bander’. Heri opfordrede han bl.a. fyrsterne om at slå oprøret ned. For den verdslige øvrighed er jo indsat af Gud for at sørge for at skabe (genoprette) ro og orden. Året efter blev ”oprørerne slået og næsten udslettet. Fyrsterne for hårdt frem. Man regner med, at ca. 100.000 bønder omkom i disse uger”²¹.

Selvom Luther indtrængende havde bedt øvrigheden om at vise barmhjertighed, blev han alligevel kritiseret at være ansvarlig for, at oprøret var blevet kvalt i blod. Luther beskyldte til gengæld sine kritikere for kun at medtage den ene del, som handler om, at han beder øvrigheden om at slå oprøret ned, fordi den som Guds øvrighed skabe ro – men overser den anden del, hvor han beder myndigheden om at vise nåde:

”Står der ikke også i det samme skrift (nemlig: Mod bøndernes røveriske og morderiske bander), at jeg beder øvrigheden om at tage dem, der underkaster sig, til nåde? Hvorfor lukker du.. ikke øjnene op og læser det med?”²².

Tridentinerkoncilet i 1545

Året før Luther døde, indkaldte den katolske kirke til et bispekoncil i den norditalienske by Trident, og som derfor blev kaldt Tridentinerkoncilet. Dette koncil kom – med forskellige afbrydelser – til at vare i 16 år og indeholder en lang række bestemmelser og forbandelser mod den lutherske kirke. Det var især den lutherske lære om at blive retfærdiggjort ved tro alene, som først blev behandlet (i 1545) og fordømt. Vi skal se på to af disse bestemmelser eller vedtagelser:

Bestemmelse 9: ”Hvis nogen siger, at den ugudelige retfærdiggøres ved troen alene, således at han mener, at intet andet behøves.. (så) at det i ingen henseende er nødvendigt, at han ved sin egen viljesbevægelse udrustes eller forberedes (dvs. ved gode gerninger, min anmærkning)..: Han være forbandet”. (jfr. Ef. 2:8)

Bestemmelse 24: ”Hvis nogen siger, at den modtagne retfærdighed ikke bevares og heller ikke forøges i Guds øjne ved gode gerninger, men at gerningerne i sig selv udelukkende er frugter af og tegn på den opnåede retfærdighed..: Han være forbandet”²³. Jfr. Ef. 2:10.

Denne forbandelse er aldrig taget tilbage. For nylig er der udkommet en katolsk biografi om Martin Luther, hvori der rettes voldsomme angreb mod Luthers retfærdiggørelseslære. Og konkluderer så, at han var ”en katastrofe i den vestlige civilisations historie”²⁴

Luthers skrifter

Selvom Luther blev angrebet så voldsomt, så kunne man tro, at han ville gøre hvad han kunne for at forsvare og begrunde de synspunkter for eftertiden, som lå til grund for reformationen. Men i stedet gav han gang på gang udtryk for, at han ønskede, at intet skrift fra hans hånd måtte overleve hans tid, da han frygtede, at de ville skygge for ’skriften alene’. Han var således ikke tilfreds med, at hans skrifter var samlet i ’det kurfyrstelige bibliotek’ eller at ’kurfyrsten lod tage afskrifter af hans forelæsninger og prædikener’. I 1539 skrev han f.eks. følgende:

”Jeg ville ønske, at ingen af mine bøger var blevet skrevet, eller at de alle som én var gået tabt. Én blandt andre årsager hertil er, at jeg gruer for eksemplet, eftersom jeg nok ser, hvad gavn det har gjort i kirkerne, at man foruden den hellige skrift og ved siden af den er begyndt at samle mange bøger og store biblioteker.. uden at gøre forskel (på gode og dårlige bøger, hvorved) den rene forståelse af det guddommelige ord (er) gået tabt for bestandigt, ja Bibelen selv er, som 5. Mosebog på de judæiske kongers tid (2. Kong. 22:8) kommet til at ligge under bænken og har samlet glemselens støv over sig”²⁴.

Luther trøstede sig dog med, ”at med tiden vil mine bøger alligevel blive dækket af glemselens støv, særligt da dem, hvori jeg ved Guds nåde har skrevet noget godt”. Selvom man forstår Luthers betænkeligheder om faren ved at bruge hans tanker og ord som om de var Guds ord – for det er de jo ikke, så vil de fleste nok alligevel konkludere, at det var godt, at hans ønske ikke i opfyldelse. For ligesom de troendes liv i GT giver et godt vidnesbyrd som f.eks. i Hebr. kap. 11, således giver Luthers liv og hans genopdagelse af sandheden også et godt vidnesbyrd om hans tro og reformationens nødvendighed.

Fra Luthers hånd foreligger der i dag 4211 breve, 2500 prædikener, et stort antal af teologiske, kirkelige og politiske værker og utallige forelæsninger, som bl.a. også omhandler praktiske emner som almindelig husførelse og fritidsbeskæftigelse som fiskeri (som var Luthers fritidsbeskæftigelse). Derudover er der også 7075 nedskrevne bordsamtaler og mange breve, som han havde sendt til sin kone Käthe - en tidligere nonne som han giftede sig med i 1525 og som var ham en værdifuld støtte, og til deres i alt 6 børn. Og endelig har man også fundet en note på væggen bag kakkelovnen, hvor Luther med kridt har skrevet: ”Den, som er tro i det små, er også tro i det store, og den, som er utro i det små, er også utro i det store”.

Tiden efter Luther

Da Martin Luther døde i 1546 var reformationen allerede nået ud til de omkringliggende lande. Overalt stod gudbenådede mænd frem og forkyndte evangeliet om den fri nåde og proklamerede, at paven var antikrist. Blandt disse var John Knox, John Calvin, Roger Williams og John Wesley, som blev stifterne af de største evangeliske kirkesamfund. Hans Tausen, som bliver betragtet som den betydeligste reformationsskikkelse i Danmark, blev lutheraner, efter at han som munk læste ved universitetet i Wittenberg i 1523. Da han kom tilbage til Danmark (Viborg) to år senere, begyndte han straks at prædike luthersk kristendom. Og således har vi siden tilhørt den evangelisk-lutherske kirke i Danmark, og har ligesom de ovenfornævnte betragtet den romerske katolske kirke som en falsk skøgekirke. Dvs. indtil nu, hvor de samme kirkesamfund mere og mere ignorerer årsagen til, at reformationen var nødvendigt dengang og som derfor ikke giver agt på den falske lære derfra.

- - - - - - - - -

For at få en samlet helhed om den katolske kirkes betydning for Luther og for de evangeliske kirker anbefales det at læse artiklerne: ’Den katolske kirkes strategi og mål: At forene alle til Antikrist’ og ’Den katolske modreformation - gennem svig og mord’.

Litteraturhenvisning:

1          Artikel i Kristeligt Dagblad 20/7 1991.

2          Kristeligt Dagblad, 21. maj. 2005).

3          Udfordringen, nr. 2/79, s. 16

4          Svend Lerfeldt: Lutherbogen side 21-23

5 Helge Clausen, Katolsk mini-leksikon, katolsk forlag 1988: ”I skriftemålet eftergives de evige straffe i helvede, men tilbage står de timelige straffe på jorden og i skærsilden. Disse pålægges af kirken og denne kan derfor eftergive eller afkorte dem. En sådan strafeftergivelse kaldes aflad og begrundes med Kristi og helgenernes overskydende fortjeneste”.

6 Samme: ”Skærsilden er en mellemtilstand mellem døden og saligheden, som de sjæle befinder sig.. med svaghedssynder, de endnu ikke har sonet.. De døde kan ikke mere selv medvirke til deres egen renselse og helliggørelse, kun lutret gennem smerte over alt det, der endnu skiller dem fra Gud”

7 Svend Lerfeldt: Lutherbogen  side 38, Den smerte, som Luther omtalte kunne f.eks. være Matt. 5:22, 28.

8 Samme, side 36

9 Samme, side 38

10 Samme, side 40-41

11 Samme, side 52-53 – parentes i citatet indført af Svend Lerfeldt som en konklusion af Luthers gennemgang af emnet.

12 Engang var det almindeligt at give nyheder og div. information på denne måde. F.eks. skriver Richard Teislev om ’Reformatoren Jan Hus og hans vej til bålet’, s. 63, at han ”den 26. august 1414 slog et dokument op på domkirkens dør i Prag. Her kunne enhver nysgerrig læse, at Hus var rede til at møde for ærkebispen og gøre rede for sin tro når som helst..”.

13        Katolsk Orientering nr. 31/10 1990.
14        Gengivet i Familie Journalen nr. 30, 1997
15        Svend Lerfeldt: Lutherbogen, side 89

16        Fra det 2. årh. vandt tanken om nadveren som et offer stadig stærkere tilslutning og præsten blev derved først og fremmest offerpræsten, som står i midterstilling mellem Gud og mennesker.. og hermed ændredes gudstjenestens karakter og snart blev frembæringen af ofret hovedpunktet

17        I det 9. årh. blev tanken om nadverbrødets og vinens forvandling til Kristi sande legeme og blod fremsat og formentlig vedtaget på den 4. Lateransynode i 1215. Herefter blev oblaterne regnet for at være Jesu sande legeme efter forvandlingen, og genstand for tilbedelse. Derfor opbevares hostien (de forvandlede oblater) i kirkerne i ’monstransen’, og som tilbedes som Kristus i den katolske kirke.  

18 J. H. M. D’Aubigne: History of the Reformation, bind 7, kap. 6.

19        Protestantisme (latin): de grupper af kirkesamfund, som i reformationsårene havde brudt med pavekirken, blev efter rigsdagen i Speyer 1529 kaldt protestanter, fordi de nedlagde en formaliseret indsigelse mod rigsdagens beslutning om med magt at standse den reformatoriske bevægelse. Protestantismen tilkendegav ved denne handling et klart positivt formål, nemlig evangeliets frie forkyndelse og det almindelige præstedømme, mens ordets negative indhold alene betegner den fortsatte konflikt med den katolske kirke. De nydannede kirkesamfund foretrak selv at kaldes evangeliske og gør det stadig. Kilde: Lademanns leksikon.

20 Svend Lerfeldt: Lutherbogen, side 182.

21        Samme, s. 182.

22        Samme, side 182-183

23        Kristeligt Dagblad, 17/7 1997.

24 Johannes Zornhagen: Stemmer fra reformationstiden

25        Svend Lerfeldt: Lutherbogen, s. 259

Andre anvendte kilder:
H. Holmquist: Martin Luther
R. Printer: Reformatoren Martin Luther
Chr. Tybjerg og Jef Tange: Kirke- og Missionshistoriske skikkelser
Lille og Store Katekismus.

Til toppen af siden

 Hvis denne side ikke er fundet via forsiden, så klik venligst her for at få adgang til flere artikler