Jeg spejder efter Herren, for han vil føre min sag og lede mig

Af Eskild Skov Særkjær

Lad os begynde med at læse denne tekst fra Mikas bog, der henvises til i overskriften:

"Jeg spejder efter Herren, jeg venter på min frelses Gud. Min Gud vil høre mig!

Du skal ikke glæde dig over mig, min fjende, for jeg faldt, men rejser mig igen; jeg bor i mørke, men Herren mit lys. Jeg har syndet mod Herren og må bære hans vrede, indtil han har ført min sag og skaffet mig ret; han vil lede mig ud i lyset, så jeg ser hans retfærdighed", Mika 7:7-9.

Mika var en Guds profet, og læser vi Mikas bog i sin helhed, fremgår det tydeligt, at han var en mand, som levede Gud nær. I kap. 3:8 siger han - i modsætning til dem, som vildleder folket og ikke kender til fred med Gud, fx dette:

"Men jeg er fyldt med kraft ved Herrens Ånd, med ret og med styrke, så jeg kan fortælle Jakob dets overtrædelser, og Israel dets synd".

Flere gange vidner Mika om, at han, i modsætning til dem, han taler om, kender Gud og elsker ham af hjertet. Og så siger han alligevel: 'Jeg faldt, jeg bor i mørke, jeg har syndet mod Herren'. Taler han mon om et liv, før han kom til tro på Gud? Altså om det, Paulus fx beskriver således i Ef. 2:

"Også jer har han gjort levende, jer der var døde i jeres overtrædelser og synder, som I før vandrede i, da I lod jer bestemme (dvs. lede) af denne verdens tidsalder (eller mere korrekt tidsånd) og af ham, som hersker over luftens rige, den ånd, der stadig virker i ulydighedens børn. Thi dem hørte også ALLE vi engang. I vort køds begær gjorde vi, hvad kødet og tankerne ville, og vi var af natur vredens børn ligesom de andre", Ef. 2:1-3.

For alle kristne er der altså et før og et nu; og selvom vi måske ikke oplevede tiden dengang så markant, som Paulus beskriver her, og synes derfor ikke, at så store syndere var vi nu heller ikke, så siger bibelen: 'Jo, du var'! Om vi vil indrømme det eller ej, så var livet før vi kom til personlig tro, ifølge Paulus en tid, hvor vi ALLE fulgte vort køds lyster og gjorde, hvad kødet og tankerne ville.

Det kunne altså godt se ud til, at også Mika taler om tiden, før han kom til tro? Men læser vi kapitlerne igennem, ser det dog ud til, at han i disse vers taler om sin erfaring som troende. Han indleder da også afsnittet med at sige, at

"Jeg spejder efter Herren, jeg venter på min frelses Gud. Min Gud vil høre mig!"

Disse udtryk vidner ligesom det i kap. 3:8 om, at Mika kender Gud. Den ikke-troende kan måske nok spejde efter Gud, i betydningen 'længes efter Gud og måske også søge ham'. Men han kan ikke tale om den trosvished, Mika giver udtryk for, for den kender han ikke! Men selvom Mika kender Gud, og ved hans Ånd vidner for sit folk om dets synder, så står der om ham, at han selv er faldet. Kan den troende falde? Ja, det giver bibelen mange eksempler på. Som fx i 1. Kor. 10, hvor Paulus først giver en række eksempler fra GT, der viser, at de, der dengang hørte til Guds folk, kunne forspilde deres frelse. Dette bruger han så som eksempler på, at sådan kan det også gå for de kristne i den nye pagt, og han afslutter derfor også med denne advarsel til dem: "Derfor skal den, der mener at stå, tage sig i agt, at han ikke falder", 1. Kor. 10:12.

Igen og igen vender Paulus tilbage til, at vi må lære af det, der står skrevet om tro og om frafald i GT. I brevet til romerne skriver han:

"Alt, hvad der tidligere er skrevet, er jo skrevet, for at vi kan lære af det, så at vi med udholdenhed og med den trøst, som skrifterne giver os, kan fastholde håbet", Rom. 15:4.

Bibelen beskriver de troende på godt og ondt, selvom deres 'hellighed' falmer lidt ved dette. Her kan vi fx tænke på Noas fuldskab, Abrahams løgn, Sauls uduelighed som konge, Davids ægteskabsbrud og mord, Esajas' protest til blive brugt af Gud, Jonas flugt pga. det samme, Peters fornægtelse af Jesus, osv., osv. I modsætning til bibelen er de samme personer i koranen fuldstændige fejlfrie, for ifølge islam er Guds hellige absolut uden nogen fejl og synd.

Hvorfor beskriver bibelen de troende således? Ganske enkelt, fordi den beskriver mennesker på godt og ondt uden at pynte på noget. Jeg er sikker på, at de helst ville blive husket for det gode, men Helligånden ville, at de skulle huskes for alt, for at de i sidste ende kan vise, hvor meget, alle mennesker til alle tider er syndere, der har brug for Gud, hans hjælp og frelse.

Det er jo netop det, der er evangeliet. I alle livets situationer har vi brug for Gud. Hvem har ikke oplevet, at Gud er en mægtig Gud til at udfri og frelse enhver, som kommer til ham? Det ved vi! og det vidste Mika. Derfor siger han ikke: 'og så håber jeg på, at Gud vil hjælpe mig'. Han ved, at 'fra Herren kommer min hjælp, fra himmelens og jordens skaber'. Det var jo derfor han sagde:

"Jeg spejder efter Herren, jeg venter på min frelses Gud. Min Gud vil høre mig!"

Vi ved ikke, hvad der var årsag til Mikas dystre ord: 'Jeg faldt, jeg har syndet, jeg bor i mørke'. Måske var det tvivl, anfægtelse, modløshed, fristelse til at tale folket efter munden, eller måske direkte noget, som var ondt i Guds øjne? Men, uanset hvad det var, så var han klar over, at fjenden, djævelen, havde en finger med i spillet. Alle Guds børn vil fra tid til anden også komme i nærkontakt med hans beskidte kneb og snarer. David sammenligner sådanne snarer eller fælder med dem, fuglefængerne bruger. Det ene øjeblik flyver fuglene frit, og i det næste øjeblik er de fanget af et net, som er kastet over dem. Jeg så engang en sådan situation fra Sydspanien. Der kom en lille fugleflok flyvende, og pludselig vippede der et stort net op i luften, og alle fugle fløj ind i det og var fanget. Sådan er det også i den åndelige verden, og derfor må vi som David råbe på Herren for, for at han må hjælpe os og bevare os fra djævelens og onde menneskers mange snarer, og så har han lovet at hjælpe os med igen at komme fri. I salme 142 beskriver David det på denne måde:

"På vejen, hvor jeg går, sætter de fælder for mig. Jeg ser til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig. Jeg har ingen steder at flygte hen, ingen bekymrer sig om mig. Jeg råber til dig, Herre, jeg siger: Du er min tilflugt, min lod i de levendes land. Lyt til min klage, for jeg er helt hjælpeløs, red mig fra dem, der forfølger mig, for de er stærkere end jeg. Før mig ud af fængslet, så jeg kan takke dit navn".

Det er beskrivelsen af en sjæl i nød; én sjæl, som dog ved, hvem han skal vende sig til for at få hjælp. Bemærk, at David siger, at snarerne bliver lagt ud 'på vejen, af hvilken jeg vandrer'. Djævelen ved, at det er dem, der går på 'vejen', som skal angribes og lokkes.., ikke så meget de andre, for de er jo alligevel på fortabelsens vej. Mon ikke, vi alle har erfaret fjendens forsøg på at få os til at falde? Det er sikkert også det, David tænkte på, da han i en anden salme skrev disse ord: 'Voldsmanden pønser på ondt i hjertet og ægger daglig til strid', Sl. 140:3. I GT bruges ordet 'voldsmanden' (i ental) ofte synonymt med djævelen, og det tror jeg også, er tilfældet her.

Det er 100% sikkert, at djævelen fryder sig, når det lykkes ham at få os til at falde i en af hans mange fælder. Jeg har hørt kristne hævde, at de er så 'stærke', at det ikke vil ske med dem. Peter var en af dem, og sagde derfor til Jesus: 'Om så alle forarges på dig, (så) vil jeg dog ikke gøre det', Matt. 26:33. Han troede, han kendte sit eget hjerte; og han var derfor sikker på, at om det skulle ske for alle de andre, så ville det ikke ske for ham. Han glemte dog, at bibelen siger (og her citerer jeg fra den ældre oversættelse):

Hjertet er svigefuldt frem for alt, det er sygt, hvo kender det? (Jer. 17:9).

Jo, enhver vil falde i synd igen og igen. Men det er på en måde ikke det værste. Er synd ikke det værste? Jo, det er den nok, men den er jo sonet. Hvad er det værste så? Ifølge bibelen er det værste, når kristne og andre ikke komme til Gud med sin synd, og får den udslettet. I et år havde David båret på en synd uden at komme til Gud og bekende den som synd, og det er denne alvorlige situation, han tænker tilbage på, da han skrev salme 32:

"Mine ben svandt hen, så længe jeg tav (ikke bekendte min synd), under jamren dagen igennem, thi din hånd lå tungt på mig både dag og nat, min livskraft svandt som i sommerens tørke", v. 3-4.

I denne lange tid havde Gud bearbejdet David, og da alt så håbløst ud, forstod han, at der var en vej tilbage, og så gjorde han det, han skulle havde gjort for længe siden. Han sagde: 'Mine overtrædelser vil jeg bekende for Herren!', og skriver så lige efter, at 'da tilgav du mig min syndeskyld", salme 32:5.

Det er pga. denne vidunderlige syndsforladelse, at David giver udtryk for sin glæde i Herren og siger: 'Salig den, hvis overtrædelse er forladt, hvis synd er skjult', og giver derfor dette gode råd til alle troende: 'Derfor bede hver from til dig (om syndernes forladelse) den stund du findes', v. 4.

Det, som David beskriver i denne salme, var også det, som Luther standsede ved og jublede over, da han fandt ud af, at dette var det frihedsbudskab, han havde længtes efter at høre. Tænk, at enhver kan komme til Gud og blive ren og fri for synd. Ikke bare én gang, eller 70 gange, men 70x7 gange. Det betyder selvfølgelig ikke 490 gange, men er et udtryk for, at ligesom vi skal tilgive enhver, således vil Gud også tilgive os hver eneste gang, vi bekender vore synder.

Det er det samme, Mika glæder sig over; og derfor siger han til hans fjende i vers 8 - som i øvrigt er den samme som vores fjende:

"Glæd dig ikke over mig, min fjende, thi jeg faldt, men står op; om jeg end sidder i mørke, er Herren mit lys".

Hvad gør vi, når vi falder? Djævelen forsøger at bilde os ind, at en 'for hurtig glæde' over syndsforladelsen viser, at vi ikke betragter synden som så alvorlig og dødelig, som den er. Men, han fortæller dog aldrig, at vi ligesom Mika straks frimodigt kan henvende os til vores (og Guds) fjende og modstander, og sige: Glæd dig ikke over mig, min fjende, thi jeg faldt, men står op igen. Det kan vi sige, fordi vi ligesom ham kender Gud og hans frelse.

Mika fortsætter og siger: "Om jeg end sidder i mørke, er Herren mit lys". Man kan næsten høre triumfen i hans stemme. Der er ikke noget virkelighedsfjernt over det, han siger! Han siger fx ikke: 'Alt bliver godt engang, hjemme hos Gud!' Det gør dét! Men livet med ham er jo allerede begyndt - hernede! Bibelen lægger ikke skjul på, at der er mørke i verden. I en bestemt situation sagde Jesus endda, at 'mørket har magten'. Men alligevel står der også, at

"lyset skinner i mørket, og mørket fik ikke bugt med det", John. 1:5.

Vi ved, at det er Jesus, der tales om her. Igen og igen henviser skriften til ham som Lyset. Og Jesus vidner da også selv om, at han er det. Han sagde fx, at

"Dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket mere end lyset; thi deres gerninger var onde. Thi enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres", John. 3:19-20.

Og, et andet sted:

"Endnu en kort tid er lyset hos jer. I skal vandre i lyset, mens I har lyset, for at mørket ikke skal få bugt med jer. Og den, der vandrer i mørket, ved ikke, hvor han går hen. Tro på lyset, mens I har lyset, så I kan blive lysets børn.., John. 12:35-36.

Der er ingen tvivl om, at det åndelige lys og mørke er hinandens absolutte modsætninger, ligesom det fysiske lys og mørke er det. Som vi ved, kommer det åndelige lys altid fra, og er Jesus; mens det åndelige mørke altid er, eller kommer fra djævelen. Derfor opfordres mennesker til igen og igen at høre kaldet, at de 'må omvende sig fra mørke til lys, fra Satans magt til Gud", Apg 26:18.

Det, der her siges, betyder konkret, at vi enten tilhører Satan eller Gud, mørket eller lyset. Der er ingen mellemvej. Det er dét, Mika nu kommer ind på. Selvom lyset, dvs. Jesus, er kommet til os, og er i os, så lever vi på samme tid blandt et folk, der lever i mørket og som søger at trække os væk fra lyset. Vi er altså, ligesom Mika, omringet af mørke, men midt i mørket kan vi se ham, som er 'vejen, sandheden og livet'. Selvfølgelig kunne Mika ikke se Jesus ligeså tydeligt som os, der er kommet ind i den nye pagt og kan se det hele i lyset af NT - men han kunne se nok til, at han var klar over, at Herren er hans lys, og fører ham ud i lyset.

Hvad menes der mon med hans udsagn i vers 9, hvor der står, at 'jeg har syndet mod Herren og vil bære hans vrede'? Så vidt jeg kan se, er denne første del af verset et tilbageblik til den tid, som ligger før de trosudsagn, han giver udtryk for i vers 7-8, for så i den sidste del af verset at summere op og konkludere hændelsesforløbet. Læg mærke til, at der står 'indtil' midt i vers 9. Indtil hvad? 'Indtil han har ført min sag'. Det betyder konkret, at han vidste, at snart vil Gud gribe ind og forvandle hans situation. Jeg tror, at han her så skyggerne af Golgata - for Jesu død fik jo også betydning for alle dem, som satte sin lid til Guds frelse i den gamle pagt - og som derfor automatisk er inkluderet i den nye pagts frelse. Et eksempel på denne sandhed er beskrevet i Hebr. 9:15, hvor der står:

"derfor er han mellemmand for en ny pagt, for at de kaldede må få den forjættede, evige arv, efter at død har fundet sted til forløsning fra overtrædelser under den første pagt".

Det betyder, at de troende i den gamle pagt på en måde ser frem mod det, der skete på Golgata, mens vi ser tilbage på det. Ved denne tro blev de frelst. Han vidste, at Herren vil stride for ham og skaffe ham ret. Det er Herren Jesus, der tales om. 'Han er Kristus, Herren', står der i juleevangeliet. Men, hvad er det så for en sag, der skal føres? Det er den synd, Mika lige har omtalt, og som fortsat er temaet. Nogle tror, at Gud vil tilgive alle uden videre, men det vidste Mika godt, er forkert. Og alle profeter og andre troende i den gamle pagt vidste det også. Det betyder, at når de forskellige troende, som fx David, vidner om, at deres synder er tilgivet, så var de klar over, at det blev den kun ved, at Herren fører deres sag og skaffer dem ret. De vidste også, at det havde en forbindelse med blodet, som skulle ofres forbilledligt på deres frelser og Messias, for uden blodet kan ingen skue hans retfærdighed.

Det er på dette grundlag, at David jubler og siger:

"Han tilgiver al din skyld, helbreder alle dine sygdomme. Han udfrier dit liv fra graven, han kroner dig med godhed og barmhjertighed.. Så høj som himlen er over jorden, så stor er hans nåde mod dem, der frygter ham; så langt som øst ligger fra vest, så langt har han fjernet vore synder fra os", Salme 103: 3-4, 11-12.

Det er svært at vide, hvor meget de GT-troende vidste om Jesu forsoningsværk, men i NT fremgår det, at selvom de havde svært ved at forstå det, så vidste de dog en hel del om hans lidelse og dø, såvel som den herlighed, som skulle følge derefter. Her kan vi fx tænke på Peters vidnesbyrd om disse troende:

"Det var denne frelse, profeterne granskede efter og grundede over, når de profeterede om den nåde, som I skulle få; de grundede nemlig over, hvornår og hvordan den tid ville komme, som Kristi Ånd i dem pegede på, når den forud vidnede om Kristi lidelser og den herlighed, der skulle følge, jfr. 1. Pet. 1:10-11.

Som vi ser, så vidste profeterne en del, og så forstod de det alligevel ikke helt. Men han vidste, at Herren (Jesus) ville føre hans sag og skaffe ham ret. Det ved vi også, både til frelse og til hjælp i alle livets situationer, også når fjenden kommer og kan finde på at argumentere som følger:

· 'du er ikke noget! Nu, hvor du har syndet igen, vil han ikke længere tilgive dig'.

· 'Du burde havde sejret over den synd for længe siden. Du kan ikke blive ved med at komme til Gud på den måde.

· Gud vil kun være tilfreds, hvis du anstrenger dig meget mere for at besejre synden'.

Alt dette er løgn! Vi ved, at det ikke er dét, bibelen siger. Der står, at Herren har ført og fører stadig min sag og skaffer mig ret over synden såvel som overfor fjenden, som måske lige nu hoverer over mig. Derfor kan jeg sige til ham: 'Glæd dig ikke over mig, min fjende. Thi jeg faldt, men ved Guds nåde og frelse står jeg op og går videre på himmelvejen'. Han fører mig ud i lyset, står der videre; og det er som nævnt dér, hvor Jesus er; og verset ender jo også således: 'jeg skal skue hans retfærdighed'. Der er kun en retfærdighed fra Gud, og det er den, der igen og igen åbenbares for os i bibelen. Det er derfor også den, der tales om, når der i romerbrevet står, at 'Gud retfærdiggør den, som tror på Jesus', Rom. 3:26. Før vi kom til denne levende tro på ham, var det, at vi levede uden håb og uden Gud i verden. Men så var det, at Gud griber ind i sin nåde mod os. Derfor står der videre:

"Af nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af..", Ef. 2:8-9

At skue hans retfærdighed er altså at se Jesus, som er at modtage hans retfærdighed. Hvor er det et vidunderligt evangelium. Mika er klar over, hvad det betyder, og vender da også flere gange tilbage til at beskrive forskellige sider af denne Guds retfærdighed, og i kap. 4 beskriver han, at engang vil folket opleve det samme som ham selv. Da han skrev disse kapitler, havde de nemlig vendt Gud ryggen, og situationen så håbløst ud - og det gør det stadig! Men pga. Guds retfærdighed og nåde er det ikke slut. Når folket vender sig til ham i deres nød, vil han høre dem og velsigne dem rigt, ligesom han vil gøre det ved hvert enkelt menneske, der vender sig til ham ud over jorden. Mika skriver meget om den herlige fremtid, der venter Israels folk, men lad os nu her til slut nøjes med at læse de sidste tre vers i kapitel 7, som er en bøn til Gud fra Mika, og som de frelste af Israels børns vil bede, når de kommer til tro; og indirekte er det også vores bøn til Gud, vor frelser:

"Hvilken Gud er som du, der tilgiver skyld og bærer over med synd hos den rest, du ejer? Du, som ikke bliver ved at være vred, men holder af at vise godhed; han viser os atter barmhjertighed og træder al vor skyld under fode. Du kaster alle vore synder i havets dyb! Du viser troskab mod Jakob, og trofasthed mod Abraham, sådan som du tilsvor vore fædre i gamle dage".

Pris og lov og tak og ære være Gud, fordi han opfylder det, han har lovet, både til det jødiske folk, og til enhver, som tror på ham. En dag skal alt det vidunderlige gå i opfyldelse, som der er beskrevet både hos Mika, såvel som i hele bibelen om Hans komme, og om det, som venter os i himmelen og på den nye jord.

Hvis denne side ikke er fundet via forsiden, så klik venligst her for at se flere artikler