Når en af vore kære går bort

tanker om troen og døden i tiden før og efter min mors nylige død

Af Eskild Skov Særkjær

 

 

 

 

 

Billedet af min mor,

Marie Særkjær

 

 

 

 

 

.. taget 6 uger før,

hun gik hjem til Herren

 

 

Som indledning vil jeg læse et afsnit fra 1. Mos. 37, efter at patriarken Jakob, godt nok pga. bedrag fik fortalt, at Josef, hans yngste søn er død. Her skal vi kun læse de følgende to vers: 

      "Så sønderrev Jakob sine klæder og bandt sæk om sine lænder, og han sørgede over sin søn i mange dage. Og skønt alle hans sønner og døtre kom til ham for at trøste ham, ville han ikke lade sig trøste, men sagde: Nej, i min sørgedragt vil jeg stige ned til min søn i Dødsriget! Og hans fader begræd ham", v. 34-35.

 

Det er altid smertefuldt at miste, for det er kærlighedens pris. For den, der ikke kender til det at eje og elske, kender heller ikke til det at miste og sørge. Faktisk vil sorgen være lige så dyb, som kærligheden har været stærk. Ingen bør undre sig over, at det er sådan, for den kære, vi har mistet, har efterladt sig et tomrum, som ingen andre kan udfylde.

 

Da min mor i den sidste tid før sin død skulle have mere hjælp til de daglige behov, og hun talte med personalet om troen, og håbet om det evige liv, sagde hun efterfølgende med sorg i stemmen:  ‘De forstår ingenting,  de tror ikke på noget efter døden’. Og da det så skete, sagde de: Nu har hun endelig fået fred! - i betydningen: nu skal hun ikke lide mere. Nej! hun skal ikke lide mere, fordi hun nu er hjemme hos Gud, vor Fader og Jesus Kristus, vor Herre og frelser. Alt dette, fordi han har båret syndens straf og besejret døden.

 

De siger, at ‘nu har hun fået fred’, og det er sandt, selvom det er en hel anden fred end den, de forestiller sig. De ser døden som livets uigenkaldelige afslutning, og ‘fred får hun’ ved ikke at være mere. Men det er ikke bibelens tale om døden. Ifølge den er alle mennesker skabt til at leve for evigt, og det kan syndefaldet, og den efterfølgende død ikke ændre på. Det var jo derfor, Jesus kom til jorden og blev menneske, for at han kunne 'udslette det anklagende skyldbrev'. 'Dét, der var imod os, dét gjorde han ved at nagle det til korset’, for at han derved kunne frelse ethvert menneske fra den evige fortabelse. Dette gælder enhver, som vil tage imod denne vidunderlige frelse. 

 

I det kendte vers John. 3:16 læser vi jo, at ‘således elskede Gud verden, at han gav sin Søn, den enbårne, for at ENHVER, som tror, ikke skal fortabes, men have evigt liv’. Det første, vi ser her er, at SÅ langt strækker Guds kærlighed sig. Han kunne være ligeglad, og udslettet hele menneskeheden, da de vendte ham ryggen. Men Gud elskede og elsker den, og viste og beviste sin kærlighed til os ved, at ‘Kristus døde for os, medens vi endnu var syndere’, Rom. 5:8. Og et andet sted: ‘Den, som ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham’, 2. Kor. 5:21. Disse tekster understreger i al sin tydelighed, at frelsen ikke skyldes noget hos os, som fx fromhed eller gode gerninger, men udelukkende Gud alene.

 

Det andet, vi ser ud fra John. 3:16 er, at det gælder for ‘enhver som tror’, dvs. enhver, der tager imod Guds udstrakte frelsesarm. En druknede ville tage imod hvad som helst, men de fleste vil ikke tage imod Jesus, som er Guds udrakte arm fra hans trone. Som der står i verset, så er det ved troen på Jesus Kristus, og ikke ved noget eller nogen anden, at mennesker kan blive frelst og få evigt liv. Det vigtigste i livet er derfor, at vi hver især gør vor sag op med Gud.

 

Selvfølgelig er vi bedrøvede, når nogle af vore kære og andre ikke vil tro, og derfor opfordres vi til at blive ved med at bede for dem. ‘Den retfærdiges bøn har en mægtig virkende kraft’, står der. Vi beder, fordi Gud har bedt os om det, og fordi han har skabt os til at have omsorg for hverandre, og med følelser, som spænder lige fra glæde til bekymring og sorg. Men, hvorfor er vi egentlig bekymret? Burde vi ikke i stedet slippe alle bekymringer og hvile 100% i hans ord? Her kan vi fx bare tænke på de vers fra bibelen, hvor der står:

      “Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alle ting jeres ønsker komme frem for Gud, idet I beder og bønfalder under taksigelse; så skal Guds fred, som overgår al forstand, bevare jeres hjerter og jeres tanker i Kristus Jesus”, Fil. 4:6-7.

 

Når det er sagt, hvorfor bekymrer vi os så alligevel? Her skal det lige indskydes, at der er bekymringer, der er gudsvillet, og hvor vi græder med de grædende, og har omsorg for dem, og det er selvfølgelig ikke disse, der er tale om i den tekst, vi lige har læst. Der er derimod tale om de bekymringer, som plager os, og er unødvendige byrder, og som vi derfor burde slippe. For ikke så længe siden skrev en kendt norsk evangelist fx helt åbent, at han er bange for døden, også selvom han godt vidste, at Jesus har overvundet den og sagt:

      “Jeg er opstandelsen og livet; den, som tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal i al evighed ikke dø. Tror du det?” (John. 11:25-26).

 

Hertil er svaret ja! Men alligevel siger han, at selvom han ved, at Jesus har overvundet døden, og der derfor ikke er nogen grund til at være bekymret, så er han det alligevel. Hvorfor er han så det? Årsagen er den enkle, at så længe vi lever i denne verden, så er døden stadig en fjende. Vore rationelle hjerner har simpelthen svært ved at tro det, vi ikke kan se, og derfor er der konflikt mellem det, vi ser og det vi tror. Vi tror fx, at døden er besejret, men vi ser det endnu ikke. Dette gør, at mens tanken om dødens komme hilses velkommen af nogle, så frygtes den af andre. Denne frygt kan både handle om det, der sker i forbindelse med dét at dø, og/eller hvad der sker, når han eller hun går ind i det ukendte område, som døden trods alt også er.

 

Derfor, selvom vi kan frygte døden, så er der alligevel lys i mørket, for Jesus, som selv er lyset, er gået forud og har gennembrudt døden. Derfor ved vi, at de, der tror på ham, går hjem til Gud i himmelen, når de dør.

 

Selvom vi altså kan frygte døden, eller alt muligt andet, som kommer til os på vor livsvej, så læg mærke til, at Gud ikke bebrejder os dette, men i stedet gør han det modsatte. Igen og igen kommer han til os ved sin Søn og siger: ‘frygt ikke’. Han kender os og vore skrøbeligheder til fulde, og han kan se, at vi er svage og brug for at høre det. Vi hører ham derfor aldrig sige: ‘Hvis I er bange, så kan I ikke være mine disciple, for så adlyder I mig jo ikke'. Tværtimod kommer han til os og siger:‘

   "Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile‘, Matt. 11:28.

 

Det er det budskab, vi skal fortælle videre til mennesker, der har et tynget sind, måske fordi de ikke føler, at de slår til, eller har sår på sjælen efter et traumatisk liv. Det kan også skyldes, at de tror eller har lært, at Gud er vred på dem, måske fordi de føler, de ikke har gjort nok for ham, og er derfor usikker på, om Gud vil åbne perleporten for dem, når de dør. Det er selvfølgelig vigtigt, at vi som Jesu disciple kan og vil hjælpe sådanne mennesker til at finde ind til den hvile, som bibelen taler om, at Jesus vil give. Vi har alle brug for denne hvile, og det havde min mor også.

 

Hun frygtede ikke døden som sådan, men hun havde ind imellem en anden slags irrationel frygt, som har noget at gøre med det, der kommer efter døden - og dét, selvom hun som et Guds barn allerede var gået over fra døden til livet. Jeg tror, at de fleste, der kendte hende, vil sige det samme som det, jeg fik tilsendt, efter at hun var gået hjem til Herren: ‘Vi var glade for at lære hende at kende. Vi kendte hende som en trofast ægte kristen kvinde’. Og dét var hun!

 

Men, selvom hun troede på alt, hvad der står i bibelen, fx om det at blive frelst, kunne hun alligevel aldrig helt slippe tanken om, hvorvidt hun nu også havde den sande tro, der ville føre hende til Himlen - og derfor stillede hun ofte et spørgsmål som dette: ‘Hvordan ved jeg, at min tro er den rigtige?’ Og 'hvordan ved jeg, at jeg har gjort nok?' Jeg ved, at der er mange, der har det som hende, og derfor tager jeg det med her: Hvordan ved jeg dette? Vi kan sagtens affærdige sådanne spørgsmål som ‘dumme spørgsmål, for vi har jo svaret i bibelen’.

 

Det er selvfølgelig sandt nok! Men det er ikke alle, der har en ‘stærk tro’, som hele tiden kan hvile i alt det, der står skrevet, som fx om frelsen. Bibelen taler jo også om betingelser for at blive frelst, ikke sandt? Som fx Jesu ord, der siger, at ‘den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd’. Så igen: ‘Hvordan kan jeg vide, at min tro er den rette tro, og hvordan ved jeg, at jeg har gjort nok?'. Hver gang, vi talte om dette ud fra bibelen, svarede hun: ‘Ja, det ved jeg også godt’, for hun troede jo som førnævnt på alt det, der står skrevet, men alligevel var det et trøsteord for hende at få det gentaget igen og igen. Et af de steder, vi ofte vendte tilbage til, var Ef. 2:8-9, hvor vi har disse vidunderlige ord:

      “Thi af nåden er I frelst ved tro; det skyldes ikke jer selv, Guds er gaven; det skyldes ikke gerninger, så nogen kan rose sig”.

 

Som vi ser, fremgår det her meget klart, at den, der tror på Jesus, dvs. tror på ‘hans død for mig’, ER frelst af nåde. Der kan og skal ikke lægges noget til, og det understreges med ordene om, at den frelsende nåde er givet os som en gave. Jeg husker engang én, der var syg og lå på hospitalet, og som fik en buket blomster af en besøgende. Den syge sagde først ‘tak’ og spurgte så i ramme alvor: ‘Hvor meget skal jeg give for den’? I kan næsten regne ud, at svaret på dette usædvanlige spørgsmål var: 'Du skal da ikke give noget, for det er jo en gave!' Og det er netop pointen i det, vi læste fra Ef. 2. En gave er pr. definition gratis for modtageren. Men, hvis der nu var knyttet betingelser til at få den i eje, som fx, at den enkelte skal gøre noget for at være eller blive værdig til at få den - det er der faktisk mange, der tror og lever efter - så ville den jo ikke længere være en gave.

 

Vi mennesker vil generelt så gerne 'gøre noget' for at få noget - dét hører vist med til vores natur. Vi bryder os ikke om at stå i gæld til nogen - heller ikke overfor Gud. Mange kristne har derfor svært ved at hvile i, at de er frelst af nåde, og at det holder, selvom de på den anden side tror på det, der står skrevet. Deres bekymring eller frygt er altså fuldstændig irrationel, og her hjælper gode argumenter ikke. Årsagen hertil er, at vi lever i verden, samtidig med, at vi lever i tro. Og her er det så, at vi må hjælpe den, der har brug for det, og lade Guds ord komme til.

 

Det er også her, det gode gamle ord ‘sjælesorg’ kommer ind i billedet. I dag ville vi nok i stedet kalde det ‘sjæleomsorg’. Jeg tror, at alle kristne fra tid til anden har brug for den slags omsorg på deres åndelige vandring mod himlen. Der står jo, at vi skal bære hverandres byrder, og et andet sted, at ‘vi, som er stærke, er skyldige at bære de svages skrøbeligheder, (eller svagheder)’, Gal. 6:2, Rom. 15:1. Det er bl.a. dét, der henvises til i Fil. 2:5, hvor vi får denne opfordring:

      “Lad det samme sindelag være i jer, som var i Kristus Jesus”.

 

Som jeg har været inde på, så havde min mor brug for støtte, opmuntring og hjælp, når hun selv havde svært ved at fastholde, at hun var frelst af nåde, og dét, uanset hvad hun følte. Den kunne ingen tage væk - heller ikke den irrationelle frygt. I og gennem dette kom Jesus også selv og hjalp hende, og gav hende hvile, for, som der står skrevet, så blev han et menneske som os - ikke ‘kun’ for at dø for vore synder, men også for, at han som den opstandne til stadighed kan komme dem til hjælp, der fristes’, Hebr. 2:18. Verset kan dog også korrekt oversættes til, ‘at han kan komme dem til hjælp, der prøves’, og det endda 'i alle ting', Hebr. 4:16. Denne hjælp giver han os i alle livets forhold, herunder selvfølgelig også til dem, der er bange og bekymret. Det er til trøst for alle kristne, og det var det også for min mor. 

 

Og dermed blev spørgsmålene besvaret, som lyder : ‘har jeg gjort nok’, og ‘hvordan ved jeg, om min tro er den rigtige’. For, som vi har set: der kan ikke lægges mere til den frelsende nåde, end at vi tager imod den! At ‘gøre nok’ er allerede gjort, og blev opfyldt, da Gud i sin kærlighed ‘sendte sin Søn til soning for vore synder’, 1. John. 4:10. Som vi ved, inkluderer denne soning alle vore synder.

 

Dette er Guds løfte til hver eneste kristen, som kommer til ham i deres nød, også selvom det til tider kan være svært ved at fastholde dette. Derfor er det, som allerede nævnt, vigtigt, at vi, der er ‘stærke’, kan og vil hjælpe ‘de svage’. Der er forresten mange, der betragter sig selv som 'stærke', men som alligevel ikke helt er det, når det kommer til stykket. Jeg har fx flere gange hørt kristne sige, at de aldrig vil snuble, men som alligevel pludselig er blevet slået ud af et eller andet på deres livsvandring. 

 

Det kan fx være nogle, der er blevet så frustreret og bedrøvet over, at de har bedt til Gud om at blive fri for en bestemt lidelse, men uden at det er sket - med det resultat, at deres kristenliv næsten går i stykker af det. Engang var der en, der pga. dette var kommet til denne konklusion: ‘Det må vel betyde, at jeg så måske ikke er en rigtig kristen'. Hvad skal vi som sjælesørgere svare én, der har sådanne tanker?

 

Der er mange bibelske eksempler på troende, som har været i en lignede nød. Et eksempel er Asaf, som har skrevet salme 73. I salmen skriver han direkte, at han var lige ved at snuble (i sin tro på Gud), fordi han havde lagt mærke til, at de ikke-troende generelt havde et meget bedre liv med fremgang, og uden de samme bekymringer som de troende - noget, han synes var dybt uretfærdigt. Lignende tanker optager også mange kristne i dag, og de er ved at fortvivle over, at Gud, som har al magt, ikke griber ind til deres fordel. De kan ikke forstå det, og det er ved at ødelægge deres tro.

 

De viste eksempler skyldes nok mest djævelens forsøg på at få os til at sætte spørgsmålstegn ved det, der står i bibelen om fx Guds almagt og vilje, og som vi ikke kan udgrunde. Jeg tror ikke, at kristne kan undgå at komme i skudlinje for djævelens angreb, og nu og da måske også blive ramt, men med den rette sjælesørgiske hjælp kan de måske atter komme tilbage til den hvile, Jesus taler om.

 

Der er dog sår på sjælen, der skyldes noget helt andet, og som ikke er af åndelig art. Det kan skyldes traumer i livet ,som fx det at være blevet misbrugt eller forsømt som barn; eller forældre, som har svigtet deres opgave; eller noget ondt, man selv har begået mod andre, og som man aldrig kan tilgive sig selv for. Og selvom de tror på Jesus, plages de stadig af det, der skete dengang. Nogle kristne har til tider givet sådanne det råd, at de må lægge det bag sig, og siger til dem, at hvis de vil blive fri fra alt det, der ligger så mange år tilbage, skal de bare tro på, at Jesus vil gøre dem fri, og så vil det ske. Er det så let? Hvad ville du svare?

 

Det er let at sige, at Jesus sætter fri, for det gør han; det er der utallige vidnesbyrd om. Når det er sagt, må vi dog også ud fra bibelen erkende, at vore traumer og smerter ikke nødvendigvis forsvinder, fordi vi er kristne. Grunden hertil er, at der i dette er et ‘endnu ikke’, som gør, at ikke alle sår bliver helet fuldt ud, før den dag kommer, hvor vi er nået frem til det endelige mål hjemme hos Gud. På mange måder lever vi nemlig stadig under syndefaldets konsekvenser, og gør det indtil den dag, hvor Jesus kommer igen og genopretter alle ting, som der står skrevet.

 

Indtil den dag kommer, foregår der en kamp i den åndelige verden, som vi kun har fået et lille indblik i, men som dog har stor indflydelse på vores liv, ikke bare på de omtalte sår på sjælen, men også på fysiske smerter som fx under forfølgelse, og div. sygdomme. Hvorfor det er sådan, forstår vi ikke, når nu Jesus har al magt. Men det er vel ikke sværere at forstå, end at vi ved, at selvom Jesus har besejret døden og alle syndefaldets konsekvenser, så skal vi alligevel dø fysisk. Det samme er tilfældet med synden. Selvom vi er blevet erklæret rene og retfærdige af Gud pga. Jesu død for vore synder, så er vi på samme tid stadig syndere. Ifølge bibelen er vi nemlig endnu ikke helt befriet fra syndens og dødens lov, og det uanset, hvor mange år vi har levet med Herren og hvor 'stærke' vi er i troen.

 

Men trods dette ved vi, og kan svare de lidende på, hvordan det hele ender, for derom taler bibelen klart. Allerede i GT fik de troende at vide, at den dag kommer, hvor der står dette om Gud og vor Herre og frelser Jesus Kristus:

      “Han opsluger døden for stedse. Og den Herre Herren aftørrer tåren af hver en kind og gør ende på sit folks skam (nød) på hele jorden, så sandt Herren har talt..”, Es. 25:8.

 

Da min mor i den sidste korte tid før sin død var fast sengeliggende, og hun en dag igen blev bange for, at hendes tro måske ikke var den sande frelsende tro, skete det vidunderlige, at Jesus selv kom og viste sig for hende og sagde, at hun skulle sige til alle, at hun havde set ham, samt, at han snart ville komme og hente hende. For min mor var dette en bekræftelse på, at den tro på Jesus, hun havde bygget sit liv på, var en frelsende tro, som ville føre hende til Himlen. Det var selvfølgelig også til trosstyrkelse for os, som ikke ser, og som dog tror, og til et vidnesbyrd til både dem i familien, som endnu ikke tror, og til personalet, om de så end vil tage imod det.

 

I den sidste tid, hvor kræften tog mere og mere overhånd, og min mor vidste, at det snart var slut, sagde hun hver gang, vi skiltes: ‘Hvis vi ikke ses mere her på jorden, så ses vi i Himlen’. Og det kunne vi jo kun bekræfte. Og da hun i den sidste uge var for svækket til selv at sige det, blev det i stedet min afskedshilsen til hende hver gang, jeg besøgte hende.

 

Så kom den dag, hvor Jesus kom og hentede hende, som han havde sagt, og som hun havde ventet på. Hun er begravet og lagt i jorden, og alligevel stemmer den tekst, som står på gravstenen, og som min mor havde valgt, da min far døde: ‘Er ikke her, er hos Gud’. Hvilket vidnesbyrd for dem, der går forbi. Som en modsætning til dette vidnesbyrd er der en, der er begravet i England med følgende tekst på gravstenen: ‘Den ulykkeligste’. Vi kender ikke årsagen til denne bedrøvelige tekst, men det tyder på, at vedkommende ikke har haft et godt liv, og er måske også død uden håb og uden Gud. Og derved er livets mening og formål forspildt.

 

Når Gud tager en af vore kære fra os, så skal det få os, såvel som de ikke-troende i familien og andre, til at standse op, og betænke ‘livets korthed, dødens vished og evighedens længde’, som en har formuleret det engang. I dag tror de fleste mennesker ikke på det, der står i bibelen om livet efter døden, og derfor gælder det for dem at få det maksimale ud af livet før døden. Men, når døden så kommer tæt på dem, så er der en anledning til, at den enkelte standser op og tænker: Hvad har jeg har fået ud af livet? Hvad er meningen med det hele? Er det alt sammen bare tomhed og jag efter vind, som prædikeren indså, at et liv uden Gud ville være? Gennem tiden har tanken på døden fået mange til at spørge efter livets sande værdier. Og her har de troendes vidnesbyrd en enorm stor betydning. For nylig var der fx en, der skrev et brev, hvori han bad om råd - og det begyndte således:

      “Jeg blev en kristen for 3-4 uger siden. Årsagen var nok det vidnesbyrd fra min bedstefar, som han aflagde, lige før han pludselig døde. Det sidste han sagde var, at han troede på Jesus. Jeg har tænkt meget på døden siden bedstefar døde, og vil gerne vide mere om livet hos Jesus bagefter... Er det naturligt at græde, når jeg tror, at han har det bedre nu?”

 

Som vi ser i eksemplet, har de kristnes vidnesbyrd en vældig magt, og gennem tiden er mange kommet til tro derved. Men, er det naturligt at græde, selvom de kære har det bedre, hvor de er nu? Ja! det er naturligt, for det er altid smertefuldt at sige farvel til dem, vi holder af, især når vi ved, at vi ikke skal se dem igen i måske lang tid. Vi ser et eksempel på dette i Apg 20, hvor der står, at da Paulus fortalte menighedens ældste i Efesus, at de aldrig skulle se ham mere, smertede det dem meget og begyndte at græde. Det samme er tilfældet i den tekst i indledningen, hvor vi læste, at Jakob ikke ville lade sig trøste. Det er vel på en måde det samme, der kommer til udtryk, da Jesu disciple var bedrøvet over, at de snart ikke længere skulle se deres Herre og Mester - og selvom han havde sagt, at det var det bedste for dem, så var de alligevel bedrøvede. Jesus bebrejder dem ikke dette, men siger:

      “... I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glædes, og ingen skal tage jeres glæde fra jer”, John. 16:22.

 

Jo, vi sørger over at tage afsked med dem, vi elsker, men heldigvis er det ikke slut med det. Troen på, at ‘vi ses igen i Himlen’ er ikke en tom frase. Midt i sorgen over at sige farvel har vi jo et levende håb pga. Jesu Kristi opstandelse fra de døde, og har dermed også fået vished om sejr og evigt liv. Derfor sørger vi heller ikke ‘ligesom de andre, der ikke har noget håb’, som Paulus skriver. Vi ved, at når Gud tager en af vore kære fra os, som er død i troen på ham, så opfylder han det, han har sagt og lovet om livet bag døden.

 

Desuden har han fx også lovet, at de spor, vi har efterladt os her på jorden, vil følge os ind i det evige liv. Det kan være spor af gode gerninger, forbøn og åndelig hjælp, som har virket til frelse og velsignelse for andre. Lige før sin død udtalte Beethoven: ‘Jeg lukker mine øjne i den bevidsthed, at jeg har efterladt mig en stribe af lys på jorden’. Det lys, han talte om, er det samme lys, som Jesus talte om, da han sagde: ‘I er verdens lys’ - underforstået, når vi er i ham. Vi har alle del i dette lys, fordi vi tilhører ham, og hjælper andre til at se ham, som i sandhed er LYSET.

 

Lignende vidnesbyrd er der mange af. Her kan vi fx tænke på brevskriverens bedstefar, eller på de mange vidnesbyrd, som min mor og alle andre kristne har fået aflagt gennem tiden, og på den hjælp, de har givet dem, som har smertefulde sår på sjælen. Jesus har jo sagt, at bare det at give ‘en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi han er en discipel, ‘han skal ingenlunde gå glip af sin løn’, Matt. 10:42. Det samme er også tilfældet med min mors kærlighed til os børn, og til alle andre. I forbindelse med hendes fødselsdag for ikke så længe siden sagde min bror bl.a. dette til hende:

   "Kære mor. Jeg er simpelthen så stolt af dig og de værdier, du indeholder. Du har stået dér urokkelig og støttende, indtil jeg fandt fodfæste. Tak for alt, du har gjort og stadig gør for mig..."

 

Dette er også mit vidnesbyrd om hende. Hun har altid været der for os, og på sin stille måde vist os vejen. Alt dette vil følge hende, såvel som alle andre, der er døde i troen på Jesus, ind i evigheden - og vil være en vinding for dem. For det, som de har måttet efterlade, er jo for intet at regne mod den evige løn og glæde, som venter dem på den anden side. Det største for dem vil dog være at se deres og vor frelser, som har banet vejen gennem døden til de himmelske boliger. Og dernæst at gense alle vore kære, som er gået forud. Jeg forestiller mig, at de står ved perleporten for at tage imod os, og med deres kendte stemmer ønsker os velkommen hjem til de evige boliger.

 

Tilsyneladende sejrer døden, når det fysiske liv er slut, men i virkeligheden er den jo overvundet. Derfor ved vi, at den dag snart kommer, hvor ‘dette forkrænkelige må iføre sig forkrænkelighed, og dette dødelige iføre sig udødelighed’, 1. Kor. 15:53. Jesus har jo frataget døden dens magt, da han sejrede på korset og fjernede syndens forbandelse. Derfor er hans sejr også vores sejr, og det er pga. dette store og uforklarlige, at Paulus lige efter dette bryder ud i triumf og siger: ‘Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?’ Den endelige opfyldelse ser vi konkret den dag, hvor de afdødes legemer på Jesu befaling kaldes ud fra gravene til et evigt liv. Da skal det opfyldes, som der står skrevet:

   "Han (Gud/Jesus) skal forvandle vort fornedrelseslegeme og give det samme skikkelse som hans herlighedslegeme ved den kraft, hvormed han skal underlægge sig alt", Fil. 3:21.

 

Pga. Jesu sejr har døden mistet kravet på os. Vi tror - ja, vi ved, at han talte sandt, da han sagde, at han 'er opstandelsen og livet, og at den, som tror på ham, skal leve, om han end dør'. Guds Ånd vidner jo om dette både i ordet og i vore hjerter, og derfor forfærdes vi ikke, selvom det er smertefuldt at sige farvel. Vi ved nemlig, at det er sandt, som min mor, og mange andre har sagt med hende: ‘Hvis vi ikke ses mere på jorden, så ses vi i Himlen’. Og vi ved, at de, der er gået bort for at være sammen med Jesus, er kommet til deres og vores evige bestemmelsessted. Dette har Billy Graham engang formuleret således: ‘Hvis I hører, at jeg er død, så skal I ikke tro det! Jeg har bare skiftet adresse’.

 

I denne vished lever vi videre, og værner om de fodspor og det vidnesbyrd, som de kære, der nu har skiftet adresse til de himmelske boliger, har efterladt sig her på jorden, og i vore hjerter. Alt imens, at vi, sammen med dem, der nu står foran den himmelske trone, tilbeder ham, som lever i evighedernes evigheder, og siger:

      "Værdig er du, vor Herre og Gud.. Lov og ære og visdom og tak og pris og kraft og styrke tilkommer dig i evighedernes evigheder. Og Lammet, som står midt for tronen, skal være deres hyrde og lede dem til kilderne med livets vand, og Gud skal tørre hver tåre af deres øjne, Åb. 4:11, 7:12, 17.

 

Ære være hendes minde, såvel som alle dem, der er gået forud for os til himlen.

 

Amen