Moses (og jøderne) i Egypten, del 1.
Af Eskild Skov Særkjær
Der er
nu gået ca. 400 år, siden jøderne kom til Egypten under den store syvårige
hungersnød, dengang, hvor Josef herskede som medregent i Egypten. I bibelen
læser vi, at som er , hvor de efterhånden var blevet
til 'et stort folk'. Hvor mange de var, og hvor stort folk de var blevet til,
er beskrevet således i begyndelsen af 2. Mosebog:
"Men
israelitterne var frugtbare, det vrimlede med dem og de blev mange; de blev
uhyre talrige, så landet blev fuldt af dem", 2. Mos. 1:7.
Gamle rabbinske skrifter
fortæller, at de udover deres antal også indflydelsesrige, og det tilsammen
gjorde, at den regerende Farao, som i
Han, og Egyptens ledere var nemlig bange for, at de kunne
finde på at gå i forbund med landets fjender, og på den måde tage magten i
Egypten. Han sagde derfor dette til sine embedsmænd:
"Se, Israels folk bliver talrigere og
stærkere end vi. Velan, lad os gå klogt til værks imod dem, for at de ikke skal
blive for mange; ellers kan det hænde, når vi kommer i krig, at de går over til
vore modstandere og kæmper mod os og til sidst forlader landet", 2. Mos.
1:9-10
Farao satte derefter nogle brutale opsynsmænd til at gøre
Israels folk til regulære slaver:
"De satte så hoverifogeder over dem, som skulle plage dem med
tvangsarbejde, da Faraos forrådsbyer Pitom og Ramses skulle bygges.. og de tvang israelitterne til
trællearbejde og gjorde dem livet bittert ved hårdt arbejde med ler og tegl og
alle hånde markarbejde, ved alt det arbejde, de tvang dem til at udføre for
sig", 2. Mos. 1:11, 13-14.
Ifølge den jødiske historieskriver Josefus
bestod dette arbejde, udover det, som allerede er nævnt,
også i at grave kanaler og bygge mure rundt om byerne. Det hårde
arbejde nedsled jøderne, men det reducerede ikke deres antal, tværtimod!
"jo mere man plagede dem, des
flere blev de, og des mere brede de sig, så egypterne fik rædsel for dem",
2. Mos. 1:12.
Det var på dette grundlag, at Farao beordrede, at
jordemødrene skulle dræbe alle nyfødte hebræerdrenge, mens pigerne fik lov til
at leve. Men denne taktik lykkedes ikke, fordi jordmødrene var gudfrygtige:
"Da lod egypterkongen jordemødrene kalde og sagde til dem: Hvorfor har I
båret jer således ad og ladet drengebørnene leve? Men jordmødrene svarede
Farao: Hebræerkvinderne er ikke som de ægyptiske kvinder, de har let ved at
føde; inden jordemoderen kommer til dem, har de allerede født. Og Gud gjorde
vel imod jordemødrene, og folket blev stort og såre talrigt..", 2. Mos.
1:18-20.
Her er der to ting, vi skal lægge
mærke til:
1.
Her får vi et
(generelt?) glimt af troen blandt folket.
2.
Det er ikke forkert
at lyve i sådanne situationer.
Da Farao så, at hebræerdrengene
ikke blev slået ihjel, fandt han på en anden grusom metode.
"Da udstedte Farao den befaling
til hele sit folk: Alle drengebørn, der fødes, skal I kaste i Nilen, men
pigebørnene skal I lade leve", 2. Mos. 1:22.
Historieskriveren Josefus, som havde adgang til kilder, som nu er gået tabt,
skriver, at Farao havde beordret, at hvis en familie ikke adlød hans krav,
skulle hele familien henrettes. Det blev nu hårde tider for Israels folk.
Udover det at være slaver, fik drengemordene selvfølgelig alvorlige
konsekvenser for næsten alle familier. Det var så på denne tid, at Moses blev
født i Egypten. Ifølge 2. Mos. 6:19-20 var hans far en levit, som hed Amran, altså af præsteslægten, og hans mor hed Jokebed. De var begge troende, og sammen med folket råbte
de til Gud om hjælp. Josefus beskriver Amram som en bønnens mand, der havde stor medlidenhed med
sit folk. Han skriver videre, at Gud kom til Amram i
en drøm og sagde, at han har set folkets lidelser, og vil befri dem ved den søn,
de skulle få. Ifølge Josefus sagde Gud også, at
barnet ville blive beskyttet, så det ikke blev dræbt, og skal vokse op på en
måde, de ikke selv kunne udtænke. Amram delte
derefter sin drøm [eller synet] med sin kone, og
de troede begge på det, Amram havde fået at vide. I Hebr. 11:23 står der dette om forældrenes tro:
"I tro blev Moses
kort efter sin fødsel skjult af sine forældre i tre måneder, fordi de så, at
drengen var dejlig, og de lod sig ikke skræmme af kongens befaling".
Hvad der
herefter skete, læser vi om i 2. Mos. kap. 2.
"Da
ikke kunne holde drengen skjult længere, tog hun en sivkurv,
tætnede den med beg og tjære, lagde barnet i den og satte den ud mellem sivene
ved Nilens bred", v. 3.
Moderen
bad derefter hans søster Miriam om at følge med i, hvad der skete med ham. Og
det gjorde hun. Som vi så det ovenfor, så var denne handling ikke en
panikhandling, for de troede Gud. Selvom deres tro blev prøvet, så havde
moderen sikkert tænkt, at 'når Gud har åbenbaret sin vilje med hensyn til
barnet, så vil han også beskytte det'. Hvad der videre skete, står i vers 5:
"Nu kom Faraos datter ned til
Nilen for at bade, mens hendes piger gik frem og tilbage på flodbredden. Hun
fik øje på kurven mellem sivene og sendte sin tjenestepige ud efter den"
Ja, det
her skete, var virkelig et stort under. Udover det med sivkurven
var det også på en anden måde meget usædvanlig situation. Historikere har
nemlig fundet og udgravet Faraos paladser, og de nævner, at de kongelige
havde deres egne 'swimmingpool' lige ved, og derfor ville en kongedatter
normalt ikke bade i Egyptens floder - og derfor var det, der skete den dag,
umuligt at forudse. Historikere mener også, at hun gjorde dette, for at et
ægyptisk sagn (som Gud brugte) fortalte hende, at tiden var kommet til, at
guden Phats søn ville komme til dem gennem vandet, i
en lille båd. Derfor tog Faraos satter, som ifølge
historikere hed Thermuthis, den dag ned til vandet,
og benyttede lejligheden til ligefrem at spejde efter dette sagnunder. Det kan
man da kalde forud beredte gerninger.
Vi læser
videre:
"Da
hun åbnede den, så hun barnet, en dreng, der lå og græd. Hun fik medynk med ham
og sagde: 'Det er et af hebræernes børn'. Hans søster sagde til Faraos datter:
'Skal jeg gå hen og hente en amme hos hebræerkvinderne, som kan amme barnet for
dig'? 'Ja, gør det', sagde Faraos datter, og pigen gik hen efter drengens mor.
Faraos datter sagde til hende: 'Tag denne dreng med, og am ham for mig; jeg
skal nok betale dig'. Så tog kvinden drengen med og ammede ham. Men da drengen
var blevet stor, bragte hun ham til Faraos datter, og denne antog ham som sin
søn, og gav ham navnet Moses, thi, sagde hun, jeg har trukket ham op af
vandet", v. 6-10.
Moses
blev altså reddet og adopteret af Faraos datter, selvom hun vidste, at han var
et hebræerbarn. Det er oplagt at konkludere, at hun må havde holdt denne viden
hemmelig for alle, for drengen ville jo ikke være mere sikker for Faraos vrede
i hans eget palads. Hun har derfor sikkert stukket sin far en nødløgn, da hun,
'da drengen var blevet stor', præsenterede Moses for sin far, og tilkendegav,
at hun havde antaget ham som sin (adoptiv)søn. Hun holdt det heller ikke hemmeligt, hvordan
hun havde fået drengen. Hans navn afslører jo, at han er trukket op af vandet. Josefus skriver, at Thermuthis,
som selv var barnløs, gav drengen dette navn ud fra følgende forhold:
'Egypterne kaldte vand for 'mo', og den (dem), som
blev reddet fra vandet [fx ved drukning], blev kaldt 'uses',
så det navn, barnet fik, var Mo-uses1. Denne forklaring på Mose navn
stemmer i øvrigt godt det, der står ovenfor i bibelteksten. Som førnævnt er det
usandsynligt, at hun havde fortalt sin far, at han var et hebræerbarn. Og det,
at han desuden uden videre blev adopteret ind i familien som 'faraos søn', viser,
at han staks var blevet betragtet som noget ganske særligt. Jeg tror, at
baggrunden var, at de alle troede, at det måtte være Phats
søn, som blev legemliggjort. Jeg kan i alle fald ikke finde på andre
sandsynlige forklaringer. Det ser da
også ud til, at han blev en meget betydningsfuld person. Der står ikke meget i
bibelen om Mose barndom og ungdom. I Stefanus' tale i
Ap.g. 7:2 får vi kun dette at vide om ham:
"Faraos
datter.. opfostrede ham som sin egen søn. Og Moses blev oplært i al Egyptens
visdom; og han blev mægtig, både i ord og i gerning".
Det, der
siges her, betyder selvfølgelig, at Moses fik den bedste uddannelse, og kom
ikke til at mangle noget med hensyn til materielle goder eller andet. Ifølge
den egyptiske historie og gamle jødiske skrifter var han endda udset til at
blive den næste Farao. Historieskriveren Josefus
fortæller følgende om ham:
"Mens
Moses stadig var ung, blev Egypten angrebet af Etiopien. Etiopierne sejrede og
tog sig flere og flere friheder i Egypten. I denne anstrengte situation vendte
egypterne sig til deres orakler og profeter, og de fik at vide, at de kunne
gøre brug af hebræeren Moses. Farao udnævnte derefter Moses til general med
kommando over den Egyptiske hær. Moses gik ikke ind i Nildalen, som etiopierne
havde gjort, men valgte en helt anden strategi. Det var vanskeligt at bevæge
sig gennem ørkenen og udføre knibtangsmanøvrer, fordi der var giftige slanger i
området... Derfor medbragte Moses sine ibisser, slangernes værste fjender.
Moses medbragte fuglene i bure og slap dem løs på de steder, hvor slangerne var
talrige. På den måde var egypterne i stand til at vælge en uventet rute og
bevæge sig hurtigere end normalt. Moses vandt en afgørende sejr, og vandt
efterfølgende det ene slag efter det andet. Da etiopierne var stillet over for
udsigten til at blive slaver i Egypten, flygtede de til deres egen hovedstad,
Sheba"2.
Trods
denne sejr blev Moses mere og mere upopulær. Josefus
fortæller, hvad der videre skete (ikke gengivet helt ordret):
Mange
af de Egyptiske ledere blev herefter bange for Moses. For det første var Moses
en udlænding, og for det andet var han selv blevet meget magtfuld, fordi han
som general havde slået etiopierne. Alt dette gjorde, at mange frygtede, at nu,
hvor han havde magten til at gøre det, måske kunne finde på at indføre nye
skikke i landet. I en blanding af misundelse og frygt ønskede mange, selv Farao
[som sikkert havde hørt på sladderen om Moses], at dræbe ham. Moses vidste, at
folket [og Farao] lurede på et påskud til at dræbe ham, og det er så i denne
situation, at han begår sin store fejltagelse3.
Den
fejltagelse, Josefus beskriver, er bl.a. refereret i Ap.g. 7:23-24, hvor vi læser:
"Da
han [Moses] blev 20 år gammel, opkom det i hans hjerte, at han ville besøge
sine besøge sine 'brødre, Israels børn, og da han så, at en af dem led uret,
tog han den mishandlede i forsvar og hævnede ham ved at slå egypteren
ihjel".
Hvis Josefus har ret i, at Moses' far havde hørt Gud sige, at
deres søn skulle befri hans folk fra deres trældom, er det sandsynligt, at han
har sagt dette videre til Moses selv under hans opvækst, hvor han besøgte dem
fra tid til anden. I alle fald havde han fået en tro på, at Gud ville bruge ham
på denne måde, og tog derfor sagen i egen hånd. Men der lå også mere i det. Det
ser nemlig ud til, at det omtrent var på denne tid, at Moses havde gjort kendt,
at han ikke længere ville være søn af Faraos datter, noget, han eller var
blevet kaldt, og opdraget til under hele hans opvækst. I Hebr.
11:25-26 forklares hans handling med disse ord:
"I
tro nægtede Moses, da han var blevet stor, at lade sig kalde søn af Faraos
datter. Han foretrak at lide ondt sammen med Guds folk frem for at nyde synden
en stakket stund; han regnede det for større rigdom end Egyptens skatte at dele
Kristi skændsel", Hebr. 11:25-26.
Alt
dette satte ham selvfølgelig i et særdeles dårligt lys, og nu havde han slået
en egypter ihjel. Det var i orden at slå en slave ihjel, men en egypter. Det
var der simpelthen dødsstraf for. Jeg tror, det bagvedliggende motiv ikke var
vrede, men at han ville gøre Guds vilje. I Apg. 7:25
står der:
"Nu
mente han, at hans brødre ville forstå, at Gud ved hans hånd ville give dem
frelse, men det forstod de ikke", Ap.g. 7:25.
Det ser
altså ud til, at da Moses så,
at en af hans israelske brødre blev mishandlet, havde tænkt: 'Nu er den tid
måske kommet, hvor jeg har magt og må gøre Guds vilje ved at begynde at befri
hans udvalgte folk fra slaveri og mishandling'. Men det var dog ikke ved menneskelig
magt og styrke, at Gud ville befri folket. Moses så på sine egne præstationer,
og derfor skulle der gå yderligere 40 år, borte fra Egypten, inden han var
rede. Indledningen til hans flugt ud af landet begyndte på denne måde:
"Da
han næste dag igen gik derud [til sine brødre], så han to hebræere i slagsmål
med hinanden. Da sagde han til ham, der havde uret: 'Hvorfor slår du din
landsmand?' Han svarede: 'Hvem har sat dig til dommer over os? Vil du slå mig
ihjel, ligesom du slog egypteren ihjel?' Og Moses blev bange og tænkte: 'så er
det [at jeg slog egypteren ihjel] dog blevet bekendt!'..", 2. Mos.
2:13-14.
Moses
var som allerede nævnt blevet upopulær, dels, fordi han har afsløret, at han
var hebræer, og dels pga. den sladder, der var i omløb efter hans sejr over
etiopierne, og nu dette! Det var det ultimative bevis på, at han virkelig var
gået blevet en af Egyptens fjender - og her er det så, at vi kan læse det næste
vers:
"Da
Farao fik nys derom, søgte han at komme Moses til livs, men Moses flygtede for
Farao og tyede til Midjans land". 2. Mos. 2:15.
I Ap.g. 7:29 beskrives hans flugt og ophold i Midjans land således:
"Da
Moses hørte det [at Farao søgte at komme ham til livs] flygtede han bort og
boede som fremmed i Midjans land..".
I begge
vers står der, at Moses flygtede, og det kan derfor godt se ud til, at denne
flugt skete i panik, men ser vi på et vers i hebræerbrevet, som beskriver den
samme hændelse, ser det ud til, at det ikke var tilfældet. Her står der nemlig,
at
"I
tro forlod han Egypten uden at lade sig skræmme af kongens vrede; thi han holdt
ud, som om han så den usynlige", Hebr. 11:27.
Så vidt
jeg kan se, havde Moses indset, at det, han havde gjort, da han slog egypteren ihjel,
ikke var en del af Guds plan med ham, selvom han i begyndelsen troede, at han
havde gjort det rigtige, idet han sammen med Guds folk var villig til at lide
ondt for Kristus. Derfor forlod han Egypten i troen på, at Gud ville lede ham
til at gøre det rigtige fremover. Han anede næppe, at der skulle gå 40 år,
inden han kunne gøre det, han var født til, nemlig til at være sit folks
befrier.
Inden vi fortsætter, så lad os lige et øjeblik se, hvor Midjan, som Moses flygtede til, lå (og ligger). Se vi efter
i de landkort, der ligger i de danske bibler, er Midjan
placeret på Sinaihalvøen, men det er forkert. På
samtlige gamle kort er Midjan nemlig anført til at
ligge øst for Sinaihalvøen, altså i det nuværende Saudiarabien, og således vises det da også i de fleste
bibeloversigter end de danske, jfr. oversigten th. Vi skal senere se på nogle
bibelvers, som viser, at det forholder sig således.
Derefter
hører vi ikke meget til Moses i de næste 40 år. Vi får faktisk kun lidt at vide
om, hvad der skete i denne periodes begyndelse, og i dens afslutning. Bibelen
beretter ganske kort, hvordan han efter sin flugt tog ophold hos præsten Jetro i Midjans land, og hjalp
ham med at vogte hans småkvæg. Vi får også at vide,
at Moses giftede sig med den ene af hans syv døtre, og de fik en søn. Derefter
hører vi først noget om Moses, da der var gået de ca. 40 år. Den lange periode
bliver beskrevet med disse få ord:
"Således
gik der lang tid hen, og imidlertid døde egypterkongen. Men israelitterne
stønnede og klagede under deres trældom, og deres skrig over trældommen nåede
op til Gud. Da hørte Gud deres jamren, og Gud ihukom sin pagt med Abraham, Isak
og Jakob, og Gud så til israelitterne", 2. Mos. 2:23-25a.
Vi
kender nok alle beretningen i 2. Mos. 3, som fortæller om, hvordan Gud
åbenbarede sig for Moses ud fra den brændende tornebusk og sagde bl.a. dette:
"Se,
nu er israelitternes klageskrig nået til mig, og jeg har også set den trængsel,
egypterne har bragt over dem. Derfor vil jeg nu sende dig til Farao, og du skal
føre mit folk, israelitterne, ud af Egypten", 2. Mos. 3:9-10.
Inden vi
går videre, skal vi lægge mærke til det første vers i kapitlet, som indleder
Moses' kaldelse:
"Moses
vogtede nu småkvæget for sin svigerfader Jetro, præsten i Midjan, og drev
engang småkvæget hen hinsides ørkenen og kom til Guds
bjerg Horeb", 2. Mos. 3:1.
Dette
vers er vigtigt at få med, fordi den forklarer, hvor det var, Gud åbenbarede
sig for ham. Der står, at det var ved bjerget Horeb i
Midjan. I bibelen er dette bjerg synonymt med bjerget
Sinai. Det betyder konkret, at kan det bevises, at Midjan lå (og ligger) i det nuværende Saudiarabien,
så er det også bevises, at bjerget Horeb også ligger
der, og det er derfor også dér, vi skal lede efter de arkæologiske beviser for
Israels folks vandring i ørkenen, og langvarige ophold ved bjerget Horeb (Sinai). Derom mere senere.
Er Moses og jødernes slaveri i
landet optegnet i den egyptiske historie?
Hvis man
spørger den moderne bibelkritik, er svarer et klart nej4. Men, det
er der faktisk mange arkæologiske og historiske beviser, der modsiger denne
påstand. Og det er netop det, vi skal se på i det følgende. For det første:
Hvis Moses findes i den Egyptiske historie, så må der være historiske spor, der
fortæller, hvornår det skete, og hvem han var. Det siger sig selv, at det ikke
er helt så ligetil.
1]:
Mange har i årtier grundigt studeret den Egyptiske historie, og de er slet ikke
færdige dermed, fordi de konstant støder ind i problemer med at finde ud af,
hvem der reagerede hvornår og hvor længe. Den ene historiske kilde taler fx om
den totale tid, der er gået, fra en Farao blev tronarving, mens en anden kun
omtaler den tid, der er gået, efter at han var blevet Farao5. Dertil
kommer, at den Egyptiske historie rummer mange forskellige dynastier [æraer],
og hver periode havde hver deres faraoer [konger]; og de forskellig dynastier
med deres farao'er kendte ikke noget som helst til de
forrige. Denne viden stemmer godt med det, der står i 2. Mos. 1:8:
"Da kom der en ny konge [farao] over
Egypten, som ikke vidste noget om Josef".
For at
gøre det hele sværere, så regerede flere faraoer ofte sammen. Den ene farao
kunne således være medregent for en anden, eller regere i en anden provins,
uden at dette fremgår i den Egyptiske historie. Af disse og andre grunde er der
fortsat stor uenighed om de enkelte faraoers rækkefølge, såvel som deres
regeringstider. De forskellige forskere kan derfor ofte have en tidsforskydning
på hundrede år eller mere, for de enkelte faraoer eller dynastier. Ud fra den
egyptiske historie er det altså temmelig svært at datere en bestemt tid, men
også et bestemt navn, især, når vi ikke kender hans egyptiske navn. Det kommer
vi tilbage til.
For,
først skal vi forsøge at tidsbestemme tiden for Moses' liv med den bibelske
kronologi, og derefter se, om vi kan finde en person i den Egyptiske historie,
som synes at passe på Moses. Det første spor finder vi i 1. Kong. 6:1, hvor der
står:
"I
det 480. år efter israelitternes udvandring fra Egypten, i det fjerde år af
kong Salomos regeringstid over Israel, i måneden ziv - det er den anden måned - begyndte han at bygge
Herrens tempel".
Salomo påbegyndte
altså at bygge templet 480 år efter israelitternes udvandring, og de fleste
bibelforskere mener, at det skete ca.
Lægger
vi disse to kendte tal 967 + 480 sammen, kommer vi til tilbage omkring år
Hvis Moses findes i den historie, i hvilket
navn finder vi ham så under?
Umiddelbart
skulle man tro, at man bare kunne lede efter det navn, som Faraos datter kaldte
ham, da han kom tilbage til hende efter, at hans mor i en tid havde ammet ham,
og han var blevet stor. Det er dog usandsynligt, at det var dette navn, Moses
blev kendt under i Faraos hus, og som blev hans officielle navn. Det var nemlig
almindeligt, at betydningsfulde personer fik nye navne - som ofte også var
deres titel - ved forfremmelser eller nye stillinger. Det har vi allerede set
et eksempel på i forbindelse med det, vi læse om Josef, da den dengang
regerende farao indsatte ham til at have Egyptens næststørste et embede. Som vi
husker, fik han ifølge 1. Mos. 41:45 navnet Zafenat-Pahan,
som betyder 'Verdens frelser' Og således var det også med de fleste andre
kendte personer i den Egyptiske historie.
Det var
også det almindeligste, da Moses blev født og levede. Som allerede nævnt fik
den næste farao ofte et nyt navn, da han blev kronprins, men også, hvis han fx
blev forfremmet. Da Moses voksede op i Egypten blev flere [måske alle?] faraoer
kaldt for Ramses, en titel, der blev brugt for at tilkendegive, at de alle var
inkarnationer eller sønner af solguden Ra. I det 18.
dynasti fik de fleste medregenter [kronprinser] navnet Thutmosis
[1., 2., 3., osv.], og alle faraoer fik navnet Amenhotep
[1.,2.,3.,osv]. Der er altså mange navne eller
titelnavne at holde styr på. Det er ikke ualmindeligt, at en højtstående
egypter havde helt op til 5 forskellige titel/navne i løbet af deres karriere.
Findes der nogen information i
den historie om
en mand som Moses?
Det er
så i denne jungle af navne, at vi skal se, om der dukker et navn op, som kan
være et af de navne, Moses fik, da han begyndte sin karriere som 'Faraos søn',
som i øvrigt også er en titel. Og ja, sådan en person dukker faktisk op. Denne
person var på dette tidspunkt udnævnt til kronprins, og på dette tidspunkt fik
han navnet Senmut. Lad os se på bevismaterialet:
På den tid regerede en farao, hvis titel/navn var Amenhotep 1. Han havde ikke en sønner,
som kunne arve tronen, men han havde en datter, som er meget velkendt i
Egyptens historie. Som prinsesse hed hun Nefure, og
senere, sandsynligvis, da hun en kort tid blev dronning, blev hendes titel/navn
ændret til Hatshepsut. Flere statuer viser en ung
kvinde med et lille barn i skødet eller på sine arme. Teksten på disse statuer
fortæller, at det er Nefure og Senmut.
På flere statuer (dog ikke på det til venstre herfor) bærer barnet Senmut et kongeligt smykke på sit hoved, som indikerer, at
han er kongelig, og i denne sammenhæng også kommende arving.
Der er
meget, der tyder på, at Nefure var den prinsesse, der
fandt og adopterede Moses, og fik det egyptiske navn Senmut.
Selve navnet Senmut betyder i øvrigt 'adopteret'.
Ellers står der ikke meget om hans ungdom, men det nævnes dog, at han hurtigt
steg i graderne, og blev general, som Josefus også
nævner. Den egyptiske historie fortæller også, at han juridisk set var arving
til tronen, alt sammen noget, der godt kan passe med det, der står i bibelen.
Dertil kommer, at ligesom det var tilfældet med Senmut
var Moses også ugift. Som vi ved, giftede Moses sig først efter, at han havde
forladt Egypten. Men så skete der det, at han 'pludselig (blev) afklædt alle
sine privilegier og forsvandt (ud af fra den Egyptiske historie) under mystiske
omstændigheder'6, og den grav, der var tilregnet ham, blev
efterfølgende vanhelliget. Til orientering kan nævnes, at man altid begyndte at
bygge en fornem fyrstes gravkammer, mens vedkommende, som engang skulle lægges
i den, stadig var ung Men, i stedet blev det altså skændet, og hans monumenter
blev vandaliseret. I et bevidst forsøg på at udslette hans navn og minde i den
egyptiske historie, blev de fleste af de relieffer og statuer ødelagt (efter
hans svigt og flugt). Den egyptiske historie er tavs vedr. hans død. En
ægyptolog skriver:
"Hvad
kan der være sket med ham? Gåden om Senmuts
pludselige forsvinden har drillet ægyptologer i årtier7".
Det er
dog ikke en gåde for dem, der kender bibelen. Vi ved jo, at han flygtede til Midjan, for derefter, efter 40 år, at komme tilbage til
landet, og på Guds befaling befri folket fra dets trældom. Det er det, vi skal
se nærmere på i det næste afsnit i beretningen om Moses.
- - - - -
- - - - - - - - -
- - - - -
- - - - - -
Hvis denne side ikke er fundet via forsiden, så klik venligst her for at få adgang til flere artikler
Kildemateriale:
1.
Flavius Josefus: The Antiquities of the Jews,
bind 2, kap. 9.
2.
samme, bind 2, kap.
9.
3.
Dr. Lennart Möller: Exodus- udvandringen fra
Egypten, side 109
4.
'Israelitternes saga'
1:4, som blev vist på DR2 d. 9/10 2012
5.
Dr. Lennart Möller: Exodus- udvandringen fra
Egypten, side 128
6.
Samme, side 123
7.
Samme, side 124