500-året for reformationen

- er der grund til at fejre..?

Af Eskild Skov Særkjær

Den 31. oktober 1517 slog Martin Luther sine 95 teser mod 'den romerske katolske kirke' (KK) op på kirkedøren i Wittenberg, og det er fra denne dag, man regner reformationen, og det er på denne dag, de protestantiske lande om få dage fejrer 500-årsdagen for den. Men hvad er det egentlig, vi fejrer? Ganske kort vil det sige, at vi fejrer, at Luther genopdagede den sandhed, der står i Ef. 2:8-9, og som kan siges at være hovedbudskabet i reformationen:

“..af nåden er I frelst ved tro; det skyldes ikke jer selv, Guds er gaven; det skyldes ikke gerninger, så nogen kan rose sig”.

Som vi skal se i denne gennemgang, så ser KK helt anderledes på, hvordan et menneske bliver frelst, og hvordan den i det lys betragter reformationen. I en lille bog, udgivet på katolsk forlag, stilles dette spørgsmål og svar:

"Hvad skal vi sige om den såkaldte reformation? Den såkaldte reformation var et ulovligt oprør mod den af Kristus indstiftede kirkelige autoritet.. Til alle tider gælder Kristi ord: Den, som ikke (til)hører Kirken, skal være for dig ligesom en hedning og en tolder"¹.

For blot få år siden mente de evangelisk-lutherske kristne generelt, at pga. KKs benægtelse af den frie nåde, som vi læste det ovenfor, var et samarbejde eller enhed med den aldeles udelukket. Den katolske kirke blev nemlig generelt betragtet som værende identisk med ‘den store skøge’, der er omtalt i Åbenbaringen.

I dag har mange evangeliske kristne ændret dette syn, og man kan nu støde flere, der ligefrem taler om ‘Guds bedøvelse over den adskillelse, som reformationen forårsagede’. I forlængelse heraf siger en anden protestantisk kirkeleder, at

“Hvis den forandring, som for øjeblikket foregår i Rom, var sket med samme fart, da Luther først rejste spørgsmålene under reformationen, tror jeg næppe, der ville være noget, der hed protestanter"².

Sådanne holdninger får da også nogle 'protestanter' til direkte at frasige sig den, velvidende, at de dermed også har kasseret protestantismen. En anden kirkeleder har givet udtryk for dette nye syn på denne måde:

“Det er slut med protestantismen. Jeg sletter ordet protestantisme.. af mit vokabular. Jeg protesterer ikke længere. Det er tid for katolikker og ikke-katolikker at komme sammen som én i ånden og én i Herren"³.

Igen og igen lyder synspunktet: Denne enhed er nødvendig, for der står jo, at Gud vil enhed. For at understrege dette, henvises der til Jesu bøn til sin Fader om, ‘at de (alle Jesu disciple) alle må være ét.. for at verden må tro, at du har sendt mig’, John. 17:21. Men, betyder det, at Jesus ønsker, og her beder om, at hans disciple skal og kan være ét med alle, som bære kristennavnet? Er det sandt, at KK har forandret sig så meget, at den nu kæmper for det samme kristendomssyn, som kommer til udtryk i Martin Luthers opgør med den, såvel som i de reformatoriske bekendelsesskrifter? Og kan det virkelig passe, at det, der skete dengang, ikke længere er relevant, eller ligefrem “var en af de største tragedier, der nogensinde er sket’, som en anglikansk præst har sagt? Dét er der efterhånden mange, der mener - men hvad mener vi? Er Luthers lære passé - noget, der måske var aktuel for 500 år siden, men ikke længere?

I denne gennemgang skal vi se nærmere på, hvorfor vi som evangelisk-lutherske kristne må sige nej til alle de ovenfornævnte argumenter. Men, før vi ser på dette, må vi begynde med Martin Luther og det, der førte frem til selve reformationen, og undervejs skal vi se på, hvilken betydning det har for os i dag.

Når jeg nævner Martin Luther (fremover forkortet til Luther), så kunne jeg også nævne andre, som har haft betydning for reformationen, som fx Zwingli og Calvin. Men da disse reformatorer ikke har haft den store betydning for den evangelisk-lutherske lære, som vi bekender os til i Norden, og desuden først kom til senere, så har jeg valgt at springe over disse reformatorer i denne gennemgang, og jeg kommer derfor heller ikke nærmere ind på deres læremæssige forskelle.

Jeg vil heller ikke komme ind på de mange personer, som siden apostlenes dage trofast har båret lyset og sandheden videre frem til de næste generationer, og som længe før Luther har levet i, og vidnet om dét, han genopdagede, og som gennem reformationen spredte ud til mange folk og folkeslag. Desuden har jeg, for at begrænse mig, valgt kun at medtage det, som var det vigtigste for Luther og for reformationen, og dermed også for alle, som kalder sig for evangelisk-lutherske kristne.

Lad os nu ganske kort begynde med at se på Luthers opvækst. Martin Luther blev født dem 10. nov. 1483 i Ersleben i Thyringen. Han skriver, at han blev opdraget strengt i den katolske tro, og "derfor så jeg Kristus som en streng dommer og blev altid forskrækket og blegnede, blot jeg hørte Kristi navn nævnt”. I modsætning hertil lærte han, at Jomfru Maria var fyldt med kærlighed og var derfor hans eneste trøst og hjælp. Engang, hvor han ved et uheld blev såret i benet og var i dødsfare, råbte han: ‘Maria, hjælp!’ Senere, hvor han kommenterede denne situation sagde han, at “Hvis jeg var død dengang, da ville jeg være død i tillid til Maria’, og dermed underforstået gået fortabt.

I 1501 lod Luther sig indskrive på universitetet i Erfurt, hvor han fire år senere blev magister i filosofi. Hans far ville have ham til derefter at studere retsmedicin, som Martin accepterede, indtil en dag, hvor han under et kraftigt uvejr blev ‘rystet af et lyn’ og troede sig døden nær, og da råbte han: ‘Hjælp du hellige Anna, jeg vil blive munk”. Selvom han senere fortrød sit løfte, og hans far desuden blev rasende og ikke ville tillade, at sønnen gik i kloster, så gjorde han det alligevel for 'min salighed skyld’, som han skriver.

Luther beskriver, hvordan han i de næste 15 år var en from munk, og et sted siger han: “jeg har overholdt min ordensregel så strengt, at jeg tør sige: Hvis en munk nogen sinde er kommet i himlen ved munkeri, så var jeg også kommet det”. Flittigt læste han alle de bøger, der handlede om at leve et fromt katolsk liv, og gjorde alt, hvad han kunne for at opnå dette - men tvivlen nagede ham og han tænkte altid: “Hvornår vil du dog engang blive from og gøre nok, så du får en nådig Gud?” Som vi skal se, blev det bibelske svar herpå et af de vigtigste kernesandheder for Luther og for reformationen.

Det rejste spørgsmål er nemlig alle katolikkers hovedproblem, også i dag. De får at vide, at ‘Du ved ikke, om du gør nok, og hvornår Gud er tilfreds med dig’, og derfor stræber de hele livet på at blive god nok til at komme i himlen. Det bliver de dog aldrig på den måde. Ganske vist taler katolikker om frelse ved tro, men det handler ikke, som der står i de reformatoriske skrifter, ved 'Kristus alene, tro alene og skriften alene', men derimod ved en tro på, at gerninger hører med til frelsen. Altså en tro på, at Gud vil frelse dem, HVIS de altså har gjort sig fortjent til det. Til disse fyldestgørende gerninger hører:

● at de skrifter og modtager alterets sakramenter.

● at de gør bod. Denne bod kan fx bestå i, at de skal bede rosenkransbønnen fx 50, 100 eller 500 gange (rosenkransen består af en bedesnor med et krucifiks og 5 store og 45 små kugler, og efterhånden, som disse kugler glider gennem hånden, beder man fadervor ved de store kugler, og ‘Hil dig Maria’ ved de små. Boden kan også bestå i at rense sig selv gennem tugt og smerte, som man fx pålægger sig selv, eller tage den straf, som de afdøde er blevet idømt (derom mere senere).'

● at de beder til Jomfru Maria og til de forskellige helgener, for de har nemlig, ifølge KKs lære, et overskud af gode frelsende gerninger. Men da alle andre katolikker har underskud af sådanne gerninger, så gælder det for en katolik om at bede til disse helgener for at få en del af deres overskud af gode gerninger⁴. Pave Franz har netop helgenkåret 35 flere af de afdøde, så der er nok at tage af.

En katolik får således ikke Guds tilsagn om, at de er tilgivet og frelst, når de beder om det. Hvis man spørger dem, vil de svare: 'Det kommer an på, om mine gerninger vejer nok'. Dertil kommer, at selvom de har gjort aldrig så meget, og fået tilsagn om tilgivelse, så gælder det kun for de synder, som KK kalder de store synder. De små synder, som KK kalder for 'de timelige synder', skal de enkelte selv afsone. Ifølge KK blander Gud sig ikke i disse, og de bliver derfor heller ikke tilgivet, men skal lutres bort efter døden⁵. Det er her, KKs lære om Skærsilden kommer ind i billedet.

Skærsilden er ifølge KK det sted, hvor alle katolikker (bortset fra Jomfru Maria og de føromtalte helgener) skal hen efter døden, og lutres (straffes) i pine, for at blive værdige til himlen. De små (timelige) synder betragtes nærmest som snavs, der skal brændes væk i Skærsilden, for at den enkelte kan blive værdige til himmelen. Alt efter mængden af synder opholdet i Skærsilden derfor vare temmelig længe. Det længste, jeg har set beskrevet, er flere 100.000'er år. Ifølge KK betyder det, at ingen kan undgå at komme dertil efter døden, altså lige bortset fra de førnævnte helgener. Men heldigvis er der mange måder at forkorte denne lange tid på. Det kan fx gøres ved, at den enkelte katolik

1. ..betaler for, at der bliver bedt for sin egen eller andres sjæle, fx ens forældre, efter deres død. Der er eksempler på, at nogle har betalt meget store beløb til KK for, at dens præster vil bede for dem, i fx 1000 år eller mere. Spørgsmålet er så, om det bliver overholdt? - men det er en af grundene til, at KK er blevet så rig, som den er.

2. ..får aflad. Aflad betyder en 'hel eller delvis eftergivelse' af straf i Skærsilden. Ved at få delvis aflad kan modtageren få tiden i Skærsilden forkortet i fx 10, 50, eller 500 år. På Luthers tid kunne man købe afladsbreve, som selvfølgelig blev dyrere, jo mere aflad de fik. I dag eksisterer sådanne betalte afladsbreve vistnok ikke længere - men det gør afladsbrevene. Fx tilbyder KK ofte delvis eller fuldkommen aflad til den enkelte, som på bestemte dage tager på valfart til bestemte hellige steder. Hvert 25. år udlover KK eksempelvis fuldkommen aflad til enhver, der i løbet af dette år foretager en pilgrimsrejse til Rom. Næste gang, det sker, er i år 2025. I de 24 mellemliggende år sker der ingenting⁶.

Ifølge KK betyder fuldkommen aflad, at de, der får det, er 100% rede for himlen, hvis de vel at mærke falder om og dør samme dag. For næste dag er de i den samme trædemølle som tidligere, for de små timelige synder (snavset) er da igen ophobet, og det samme er de gerninger, der ikke er fyldestgørende i Guds øjne, og dermed får de igen tillagt nogle års straf, som de må tilbringe i Skærsilden.

Luther kunne godt se, at dette var galt, men han havde ikke noget modsvar, for han havde aldrig hørt eller forstået budskabet om Guds frelsende og uforskyldte nåde, som vi læste det før fra Ef. 2. Det var først, da han senere ‘kom ind i evangeliets klare lys’, som han kaldte sin omvendelse, at han kunne se, hvad ordene betød, og udlægningen af disse to vers blev den nok vigtigste tros- og læresætning i reformationen, og senere også i de evangelisk-lutherske bekendelsesskrifter.

Vi skal kort tilbage til Luthers anstrengelser for at blive så from, at Gud ikke længere ville være vred på ham. Han kendte jo ikke til det, vi lige har læst, og i et tilbageblik til hans munkeliv skriver han, at han følte sig som

“det elendigste menneske på jorden, dag og nat var der lutter gråd og fortvivlelse over, at ingen kunne hjælpe mig.. Jeg kendte nemlig ikke Kristus på anden måde end en streng dommer, for hvem jeg ville flygte, og som jeg dog ikke kunne komme væk fra”.

Luther var jo opdraget til at tro på KKs retfærdiggørelseslære, som siger: ‘Mennesket fortjener ved egne gode gerninger det evige liv’. Da han efterhånden indså det umulige heri, begyndte han at hade Guds retfærdighed, fordi den siger, at syndere blot får som fortjent. Engang, hvor han klagede sin nød til sine vejledere, forsøgte de at berolige ham med, at Gud ikke tager det så tungt med de ‘små synder’, og hvis han derfor bare fulgte KKs lære, så skulle det nok gå alt sammen. Men Luther var bekymret, fordi han havde indset, at der i Gud øjne ikke er forskel på små og store synder, og ingen er retfærdig, uanset, hvor meget et menneske anstrenger sig. Derfor vender han igen og igen tilbage til spørgsmålet: ‘Hvordan finder jeg en nådig Gud’?

Det var disse tanker, der fyldte ham, da han blev præsteviet i 1507, og stadig, da han fire år senere erhvervede den teologiske doktorgrad. Det var forresten det samme år, at han foretog en pilgrimsrejse til Rom, i det håb, at han kunne finde glæde, fred og tilgivelse for sine synder dér. Men i stedet fik han et chok, idet han fandt ud af, at den katolske hovedsæde i Rom var

“.. så ugudelig, og ondskaben så stor og uforskammet, at den hverken bryder sig om Gud eller mennesker, hverken om synd eller skam”.

Med dette indtryk rejste han bedrøvet hjem. Året efter begyndte han sin lærervirksomhed som professor ved universitetet. Men selvom han nu var professor med indsigt 'i den rette lære', beskriver han denne tid som en tid, hvor han stod med tomme hænder overfor skriftens vidnesbyrd om Jesus Kristus, fordi han kun kendte ham ud fra den katolske kirkes skriftfortolkning og tradition. Men så, i 1513 opdagede han evangeliet om Guds retfærdighed. Det begyndte med, at han en dag forberedte sig til en forelæsning over Davids salme 71, og da han skulle til at fortolke vers 2, hvor der står: ‘Frels mig i din retfærdighed’, kom han kom ind i en stor krise. Han skriver, hvad der skete:

“Dette ord ‘Guds retfærdighed’ var som et tordenbrag i mit hjerte. Thi når jeg under pavedømmet læste: ‘Frels mig i din retfærdighed’, og ‘i din sandhed’ (Sl. 86:11), så troede jeg straks, at denne retfærdighed var den straffene fortørnelse, nemlig Guds vrede (over synden)".

For Luther var det ubegribelig, at salmisten kunne bede denne strenge Gud og dommer om frelse. For han havde jo lært, at Gud holder øje med ethvert menneske for at dømme og straffe efter sin retfærdighed, som siger, at ‘den sjæl, som synder, skal dø’ (Ez. 18:4). Derfor, skriver han videre:

“Disse ord ‘retfærdig’ og ‘Guds retfærdighed’ virkede på min samvittighed som et lyn. Hørte jeg dem, blev jeg forfærdet. (For), er Gud retfærdig, så må han (nødvendigvis også) straffe.. Jeg var (derfor) af hjertet fjendtligsindet mod Paulus, når jeg læste: ‘Guds retfærdighed åbenbares ved evangeliet.. fordi jeg, efter kirkelærens brug og sædvane, havde lært at forstå det.. (som) Guds aktive retfærdighed, efter hvilken han straffer syndere og uretfærdige”.

Han beskriver videre, hvordan han trods dette had til ordene ‘Guds retfærdighed’ blev ved med at kredse om dem. Og så, på en vidunderlig dag skete der noget, der forvandlede alt, og som man senere har kaldt ‘det reformatoriske gennembrud’. Luther beskriver dette vidunderlige således:

“Da fik jeg endelig ved Guds barmhjertighed.. øje på ordenes sammenhæng: Guds retfærdighed åbenbares i det, der står skrevet: ‘Den retfærdige skal leve af tro’. Da begyndte jeg at forstå Guds retfærdighed som den retfærdighed, i kraft af hvilken den retfærdige lever ved Guds gave, nemlig af tro (på Guds retfærdighed)”.

“Da.. jeg fik øje på ordenes sammenhæng.. følte jeg mig genfødt og som gennem åbne døre kommet ind i paradis. Da viste der sig straks for mig et andet ansigt gennem hele skriften.. Så stort det had var, hvormed jeg havde hadet ordet ‘Guds retfærdighed’, så stor var nu den kærlighed, med hvilken jeg priste dette ord som det allerlifligste”.

I sine breve og prædikener beskriver Luther, hvordan han tidligere forsøgte at gøre synden lille og bagatellisere den for at fremstå som from, og håbede på, ved hjælp af bod, aflad, skriftemål og gode gerninger, at opnå retfærdiggørelse. Men nu, efter at han i stedet havde opdaget den bibelske sandhed om Guds retfærdighed ved tro på Kristus, er han meget fokuseret på sandheden om 'det salige bytte’, som han gjorde for os på korset. Dette er siden blevet et vigtigt trosudsagn i reformationen, og dermed også for den evangelisk-lutherske bekendelse. Det salige bytte beskriver han et sted således:

“Gud vil ikke gøre os salige ved den retfærdighed, vi selv kan opbygge, men ved en fremmed retfærdighed og visdom, der ikke kommer fra eller har sit udspring hos os, men.. fra Himmelen. Derfor, når den kristustroendes eget hjerte dadler og anklager ham og aflægger vidneudsagn om hans onde gerninger, så vender han sig straks bort, hen til Kristus og siger: Han har gjort fyldest, han er retfærdig, han er mit forsvar, han er død for mig, han har gjort sin retfærdighed til min, og min synd til sin. Har han gjort min synd til sin, så har jeg den ikke mere og er fri”.

Beskrivelsen af det salige bytte stemmer i øvrigt helt med de førnævnte vers fra Ef. 2 om, at den enkelte bliver frelst ved troen på Guds nåde som en fri gave, og ikke ved nogen indsats fra vores side. Et andet ord i bibelen for det samme er, at det er blevet os tilregnet. I Kristus har Gud givet os sin retfærdighed ved tro. Dette blev tilregnet os, da vi modtog Guds retfærdighed. Hvor vidunderligt, at “Kristus alene gør mig retfærdig, på trods af mine onde gerninger, og uden mine gode gerninger”, som han senere siger.

Det vil føre for vidt at tale om alt det, der førte til selve reformationen, og om tiden derefter, hvor Luther måtte forsvare sin tro, som fx i Rigsdagen og overfor katolske gejstlige, som til sidst ekskommunikerede ham. Hovedårsagen hertil var som bekendt de 95 teser, som KK krævede, han skulle tilbagekalde, men det kunne han selvfølgelig ikke. Disse teser handler først og fremmest direkte om det, der har med Skærsilden og læren om aflad at gøre, og her har jeg valgt tre repræsentative teser som eksempler:

● Tese 11: “Talen om at forvandle kirkelig bod til straf i Skærsilden er er ukrudtsfrø, der virkelig synes at være opstået, mens biskopperne sov.

● Tese 52: “Tilliden til, at man kan opnå frelse gennem køb af afladsbreve, er falsk, også selvom.. paven selv stod inde for det med sin sjæl”.

● Tese 82: "Hvorfor tømmer ikke paven ganske skærsildens pinested, bevæget af den højhellige kærlighed og af sjælenes overmåde store nød - hvilket er den tungest vejende grund af alle - når han dog udfrier talrige sjæle deraf mod (at betale) beskidte penge til Peterskirkens opførelse - hvilket er en meget ringe grund".

Det kan synes underligt, at Luther med disse teser ikke kommer mere direkte ind på det, der er beskrevet som reformationens kerneværdier, der som førnævnt er “Kristus alene, nåden alene, og skriften alene’ - han oversatte derfor også hurtigt bibelen til tysk. Årsagen til, at han ikke kommer meget ind på dette i teserne, er vistnok, at han gennem disse ville understrege, at KKs lære om 'sjælenes frelse er den største hindring for at kunne modtage den sande livgivende nåde fra Gud'. I tese 62 skriver han da også, at “Kirkens sande skat er det højhellige evangelium om Guds ære og nåde”. I en forklaring til de 95 teser skriver han (i 1518), at

"ved dette evangelium.. opfyldes loven og vil blive opfyldt ved Guds forbarmende nåde i Kristus, ikke ved vore gerninger, men ved tro. Ikke ved, at vi tilbyder Gud noget, men at vi modtager alt fra Kristus".

Forkyndelsen af den fri nåde fra Gud kom da også mere og mere frem i Luthers til stadighed voksende opgør med KKs mange falske lærepunkter, idet han påviser, at disse er helt modsat evangeliet. Det sker fx, når den påstår og lærer

· at paven er Kristi stedfortræder og nu er eneste talsmand mellem Gud og mennesker.

· at paven er den eneste, der har magt til at fortolke skriften ret.

· at påkaldelsen af de afdøde helgener er nyttig, fordi de troende derved kan få en del i deres overskud af gode gerninger til både frelse og helbredelse.

· at Jomfru Maria skal lovprises og tilbedes, fordi hun er Kristi medforløser og er den, der på de troendes vegne går i forbøn ind for Gud (for Kristus gør det ikke!).

· at brødet og vinen bogstaveligt forvandles til Jesu legeme og blod under transubstantionen (nadveren), og skal derfor tilbedes som den nærværende Kristus.

· at hver gang præsten løfter brødet og vinen, samtidig med at en lille klokke ringer, så ofrer Kristus sig igen og igen på præstens befaling.

Det siger sig selv, at KK ikke brød sig om, at den evangeliske lære om den frie nåde blev udbredt, og gennem en række modreformationer har den da også gjort mange forsøg på at forhindre det. Den første, som nok er den vigtigste, begyndte i 1545, hvor det katolske bispekoncil blev afholdt i byen Trident, og det kaldes derfor for tridentinerkoncilet. Dette koncil kom, med forskellige afbrydelser, til at vare 16 år, og dets formål var at bremse udbredelsen af den evangelisk-lutherske lære, og det vedtog bl.a. en lang række bestemmelser og forbandelser (Anathema) mod enhver, der slutter sig til den. Her skal vi kun se på to af disse (her let forkortet):

- Bestemmelse 9: “Hvis nogen siger, at den ugudelige retfærdiggøres ved troen alene, således at han mener, at intet andet behøves (som fx gerninger).. Han være forbandet”.

- Bestemmelse 24: “Hvis nogen siger, at den modtagne retfærdighed ikke bevares, og heller ikke forøges i Guds øjne, ved gode gerninger… Han være forbandet"⁷.

Disse forbandelser er aldrig taget tilbage, og den nuværende pave har da også direkte henvist til disse som stadig gældende⁸. Derfor bliver KK da også, ifølge en tidligere katolik, ved med at anse Luther og reformationen som værende “en katastrofe i den vestlige civilisations historie⁹”, Ganske vist taler KK ofte om sit ønske om enhed med alle kristne, men det er altid i betydningen, at de vender tilbage til moderkirken, som de kalder sig selv. Det ved de fleste vist ikke, eftersom de kan sige det, der kommer til udtryk i følgende eksempel:

‘De (KK) taler da både om retfærdiggørelse ved tro, og om frelse ved Guds nåde, og det betyder vel, at de har tilnærmet sig den evangelisk-lutherske lære'¹⁰.

Mange protestanter er overbevist om, at dette er sandt - og hævder fx, at det 2. Vatikanconcil 1962-64 var et katolsk forsøg på at reformere kirken. For at understrege, at dette er sket, henviser de måske desuden til 'Fælleserklæringen om retfærdiggørelsen', som både KK og mange protestantiske kirker (dog ikke i Danmark) skrev under på i 1999. Og, siger de videre: Deltog pave Frans måske ikke i en fælles katolsk og luthersk bøn i Lund Domkirke i 2016, som efterfølgende blev beskrevet som 'den største økumeniske begivenhed siden 1999'¹¹?. Derfor må der da være noget om snakken, mener de. Det samme siger mange katolikker. Fx hævder katolikken Iben Thranholm, at siden reformationen

"er der.. sket store tilnærmelser mellem de protestantiske kirker og den katolske kirke, hvor man er kommet overens med nogle af reformationens stridspunkter, som fx retfærdiggørelse af tro"¹².

Her kan det undre, at evangelisk-lutherske kristne ikke kan gennemskue, at det ikke er sandt, at KK har ændret syn, selvom de også taler om at blive retfærdiggjort af tro. Det kom da også frem, da 'Det Lutherske Verdensforbund' for fire år siden begyndte at sondere mulighederne for en fælles markering af 500-året for reformationen med KK, men fik en iskold afvisning: 'Vi kan ikke fejre en synd', sagde lederen af det pavelige råd for de kristnes enhed, kardinal Kurt Kock efterfølgende¹³.

Når KK alligevel taler om økumenisk enhed med alle kristne, så er det i virkeligheden ikke andet end taktik, med det formål og håb, at de protestantiske kristne må tro, at KK nu mener det samme som dem, og hopper på fupnummeret. En tidligere katolik skriver:

“Hvad kan motivet være for at tale, som de gør? Kan det være andet end at bedrage? Ord som frelst af nåde betyder for os (evangeliske kristne) ‘frelse uden gerninger’. Men for katolikkerne betyder nåde (og retfærdiggørelse af tro) dét, de kan nå frem til ved tro på betydningen af gerninger. De fortjener derved deres egen frelse. Når en katolik derfor siger, at han tror på frelsen af nåde, mener han ikke det samme som de evangeliske kristne. Forskellen er ikke en strid om ord - men om det evige mål"¹⁴.

Jo, det kan undre, at mange evangelisk-lutherske kristne ikke kan gennemskue, at KK hverken kan eller vil ændre på den lære, som skabte reformationen. Tværtimod ser det ud til, at de i deres ivrighed for at være ét med alle der bære kristennavnet, har valgt at søge enhed med en kirke, der stadig smider de evangeliske sandheder i skraldespanden. At ignorere dette er fatal og vil på sigt føre til et læremæssigt kollaps, fordi det i princippet ophæver alt det, Luther genopdagede og som førte til reformationen. Hvad har lys med mørket at gøre? spørger Paulus. Selvfølgelig ingenting. Og dog er spørgsmålet relevant og aktuel, fordi der, som vi har set, er en strømning i tiden, som siger: ‘Enhed er vigtigere end læren’. I dette tilfælde er det dog ikke tale om en enhed med sande brødre og søstre i Kristus, men derimod om en enhed med mørket og mørkets fyrste.

Det er her, vi står i dag. Der kunne selvfølgelig siges meget mere om både Luther, reformationen og om de evangelisk-lutherske bekendelsesskrifter, end der har været plads til i denne gennemgang. Men det vigtigste har vi set på, nemlig genopdagelsen af, at et menneske bliver frelst alene ved tro på Guds nåde, og ikke på andre måder. Det er jo denne tro og vished, der førte til reformationen, og som er dens grundvold. Det betyder selvfølgelig ikke, at der så ikke er nogle punkter, som vi er enige med Luther i - en uenighed, som bl.a. nok mest skyldes, at han så tingene ud fra den kultur og de samfundsforhold, som var tilstede for 500 år siden, og heller ikke fuldt ud, og på alle punkter, havde løsrevet sig fra KKs lære.

Luthers store fortjeneste er, at hvis det ikke har været for ham, så havde vi muligvis ikke vidst, hvordan vi kan ‘blive retfærdiggjorte uforskyldt af [Guds] nåde ved forløsningen i Kristus Jesus’, og som gør, at vi kan kaldes, og er, retfærdiggjorte, fordi Gud retfærdiggør den, som har tro på Jesus, Rom. 3:24, 26. Derfor kan vi prise Gud for Luther. Derfor er der er grund til at fejre 500-året og dagen for reformationen, fordi den stadig lyser op i en mørk verden, og er sammen med bibelen et vidnesbyrd om, at det virkelig er sandt, som vi læste det i indledningen, nemlig at

“..af nåden er I frelst ved tro; det skyldes ikke jer selv, Guds er gaven; det skyldes ikke gerninger, så nogen kan rose sig”.

_{Her til sidst vil jeg lige tilføje, at det, vi her har gennemgået, selvfølgelig ikke betyder, som KK hævder, at den frie nåde fører til, at 'de evangelisk-lutherske kristne så bare kan synde på nåden', for Guds nåde gør jo mere end at frelse os. Den frelser os, ja! men den fører os også ind i livet med ham, og også her virker han i os med den samme nåde. Dette budskab går som en rød tråd gennem hele bibelen. Her til slut vil jeg dog nøjes med at citere to vers fra Titus, hvor Paulus understreger dette i sin beskrivelse af den frelsende og livslange nåde:}

"Guds nåde blev åbenbaret til frelse for alle mennesker, og opdrager os til at sige nej til al ugudelighed og verdslige begæringer og (til at) leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i den nuværende verden"¹⁵.

- - - - - - - - -

Primære kilder til artiklen:

Svend Lerfeldt: Lutherbogen.

H. Holmquist: Lutherbogen.

R. Printer: Reformatoren Martin Luther.

Den lille og store Katekismus, af Martin Luther.

Kristendom.dk: Den romersk-katolske kirke - leksikon.

Øvrige kildehenvisninger:

1. Th. Suhr: Den rette kristentro, s. 16.

_{2. Udfordringen nr. 2, 1979}

_{3. Texe Marrs: All Fall Down, The Plot to Crown the Pope the Prince og Peace.}

_{4. Katolsk mini-leksikon, katolsk forlag 1988}

_{5. Samme}

_{6. Katolsk Orientering 31/3 1990. Den 12/2 kunne man samme år læse flere andre eksempler.}

_{7. George Stanley-Faber: The Primitive Doctrine of Justification, side 232-35}

_{8. rotate-caeli.blogspot.com/2013/11/feancis-writing-on-council-of-trent.html}

_{9. Stemmer fra reformationen, af Johannes Zornhagen.}

_{10. Dette og lignende udsagn har jeg har jeg hørt flere gange fra forskellige.}

_{11. KD tillæg om reformationen, 6/1 2017, side 44.}

_{12. Udfordringen, 23/6 2017.}

_{13. KD tillæg om reformationen, 6/1 2017, side 44.}

_{14. Berean Call, april 1996, oversat af Holger Særkjær i 'Det store bedrag'.}

_{15. Tit. 2:11-12}