500-året for
reformationen
- er der grund
til at fejre..?
Af Eskild
Skov Særkjær
Den 31. oktober 1517 slog Martin Luther sine 95 teser mod
'den romerske katolske kirke' (KK) op på kirkedøren i Wittenberg, og det er fra
denne dag, man regner reformationen, og det er på denne dag, de protestantiske
lande om få dage fejrer 500-årsdagen for den. Men hvad er det egentlig, vi
fejrer? Ganske kort vil det sige, at vi fejrer, at Luther genopdagede den
sandhed, der står i Ef. 2:8-9, og som kan siges at være hovedbudskabet i
reformationen:
“..af nåden er I frelst ved tro; det skyldes ikke jer
selv, Guds er gaven; det skyldes ikke gerninger, så nogen kan rose sig”.
Som vi
skal se i denne gennemgang, så ser KK helt anderledes på, hvordan et menneske
bliver frelst, og hvordan den i det lys betragter reformationen. I en lille
bog, udgivet på katolsk forlag, stilles dette spørgsmål og svar:
"Hvad skal vi sige om den såkaldte reformation? Den
såkaldte reformation var et ulovligt oprør mod den af Kristus indstiftede
kirkelige autoritet.. Til alle tider gælder Kristi ord: Den, som ikke
(til)hører Kirken, skal være for dig ligesom en hedning og en tolder"1.
For blot
få år siden mente de evangelisk-lutherske kristne generelt, at pga. KKs
benægtelse af den frie nåde, som vi læste det ovenfor, var et samarbejde eller
enhed med den aldeles udelukket. Den
katolske kirke blev nemlig generelt betragtet som værende identisk med ‘den
store skøge’, der er omtalt i Åbenbaringen.
I dag har
mange evangeliske kristne ændret dette syn, og man kan nu støde flere, der
ligefrem taler om ‘Guds bedøvelse over den adskillelse, som reformationen
forårsagede’. I forlængelse heraf siger en anden protestantisk kirkeleder, at
“Hvis den
forandring, som for øjeblikket foregår i Rom, var sket med samme fart, da
Luther først rejste spørgsmålene under reformationen, tror jeg næppe, der ville
være noget, der hed protestanter"2.
Sådanne
holdninger får da også nogle 'protestanter' til direkte at frasige sig den,
velvidende, at de dermed også har kasseret protestantismen. En anden kirkeleder
har givet udtryk for dette nye syn på denne måde:
“Det er slut
med protestantismen. Jeg sletter ordet protestantisme.. af mit vokabular. Jeg
protesterer ikke længere. Det er tid for katolikker og ikke-katolikker at komme
sammen som én i ånden og én i Herren"3.
Igen og
igen lyder synspunktet: Denne enhed er nødvendig, for der står jo, at Gud vil
enhed. For at understrege dette, henvises der til Jesu bøn til sin Fader om,
‘at de (alle Jesu disciple) alle må være ét.. for at verden må tro, at du har sendt
mig’, John. 17:21. Men, betyder det, at
Jesus ønsker, og her beder om, at hans disciple skal og kan være ét med alle,
som bære kristennavnet? Er det sandt, at
KK har forandret sig så meget, at den nu kæmper for det samme kristendomssyn,
som kommer til udtryk i Martin Luthers opgør med den, såvel som i de
reformatoriske bekendelsesskrifter? Og
kan det virkelig passe, at det, der skete dengang, ikke længere er
relevant, eller ligefrem “var en af de største tragedier, der nogensinde er
sket’, som en anglikansk præst har sagt? Dét er der efterhånden mange, der
mener - men hvad mener vi? Er Luthers lære passé - noget, der måske var aktuel
for 500 år siden, men ikke længere?
I denne
gennemgang skal vi se nærmere på, hvorfor vi som evangelisk-lutherske kristne
må sige nej til alle de ovenfornævnte argumenter. Men, før vi ser på dette, må
vi begynde med Martin Luther og det, der førte frem til selve reformationen, og
undervejs skal vi se på, hvilken betydning det har for os i dag.
Når jeg
nævner Martin Luther (fremover forkortet til Luther), så kunne jeg også nævne
andre, som har haft betydning for reformationen, som fx Zwingli og Calvin. Men
da disse reformatorer ikke har haft den store betydning for den
evangelisk-lutherske lære, som vi bekender os til i Norden, og desuden først
kom til senere, så har jeg valgt at springe over disse reformatorer i denne
gennemgang, og jeg kommer derfor heller ikke nærmere ind på deres læremæssige
forskelle.
Jeg vil
heller ikke komme ind på de mange personer, som siden apostlenes dage trofast
har båret lyset og sandheden videre frem til de næste generationer, og som
længe før Luther har levet i, og vidnet om dét, han genopdagede, og som gennem
reformationen spredte ud til mange folk og folkeslag. Desuden har jeg, for at
begrænse mig, valgt kun at medtage det, som var det vigtigste for Luther og for
reformationen, og dermed også for alle, som kalder sig for evangelisk-lutherske
kristne.
Lad os nu
ganske kort begynde med at se på Luthers opvækst. Martin Luther blev født dem
10. nov. 1483 i Ersleben i Thyringen. Han skriver, at han blev opdraget strengt
i den katolske tro, og "derfor så jeg Kristus som en streng dommer og blev
altid forskrækket og blegnede, blot jeg hørte Kristi navn nævnt”. I modsætning
hertil lærte han, at Jomfru Maria var fyldt med kærlighed og var derfor hans
eneste trøst og hjælp. Engang, hvor han ved et uheld blev såret i benet og var
i dødsfare, råbte han: ‘Maria, hjælp!’ Senere, hvor han kommenterede denne
situation sagde han, at “Hvis jeg var død dengang, da ville jeg være død i
tillid til Maria’, og dermed underforstået gået fortabt.
I 1501 lod
Luther sig indskrive på universitetet i Erfurt, hvor han fire år senere blev
magister i filosofi. Hans far ville have ham til derefter at studere
retsmedicin, som Martin accepterede, indtil en dag, hvor han under et kraftigt
uvejr blev ‘rystet af et lyn’ og troede sig døden nær, og da råbte han: ‘Hjælp
du hellige Anna, jeg vil blive munk”. Selvom han senere fortrød sit løfte, og
hans far desuden blev rasende og ikke ville tillade, at sønnen gik i kloster,
så gjorde han det alligevel for 'min
salighed skyld’, som han skriver.
Luther
beskriver, hvordan han i de næste 15 år var en from munk, og et sted siger han:
“jeg har overholdt min ordensregel så strengt, at jeg tør sige: Hvis en munk
nogen sinde er kommet i himlen ved
munkeri, så var jeg også kommet det”. Flittigt læste han alle de bøger, der
handlede om at leve et fromt katolsk liv, og gjorde alt, hvad han kunne for at
opnå dette - men tvivlen nagede ham og han tænkte altid: “Hvornår vil du dog
engang blive from og gøre nok, så du får en nådig Gud?” Som vi skal se, blev
det bibelske svar herpå et af de vigtigste kernesandheder for Luther og for
reformationen.
Det rejste
spørgsmål er nemlig alle katolikkers hovedproblem, også i dag. De får at vide,
at ‘Du ved ikke, om du gør nok, og hvornår Gud er tilfreds med dig’, og derfor
stræber de hele livet på at blive god nok til at komme i himlen. Det bliver de
dog aldrig på den måde. Ganske vist taler katolikker om frelse ved tro, men det
handler ikke, som der står i de reformatoriske skrifter, ved 'Kristus alene,
tro alene og skriften alene', men derimod ved en tro på, at gerninger hører med
til frelsen. Altså en tro på, at Gud vil frelse dem, HVIS de altså har gjort
sig fortjent til det. Til disse fyldestgørende gerninger hører:
●
at de skrifter og
modtager alterets sakramenter.
●
at de gør bod. Denne
bod kan fx bestå i, at de skal bede rosenkransbønnen fx 50, 100 eller 500 gange
(rosenkransen består af en bedesnor med et krucifiks og 5 store og 45 små
kugler, og efterhånden, som disse kugler glider gennem hånden, beder man
fadervor ved de store kugler, og ‘Hil dig Maria’ ved de små. Boden kan også
bestå i at rense sig selv gennem tugt og smerte, som man fx pålægger sig selv,
eller tage den straf, som de afdøde er blevet idømt (derom mere senere).'
●
at de beder til
Jomfru Maria og til de forskellige helgener, for de har nemlig, ifølge KKs
lære, et overskud af gode frelsende gerninger. Men da alle andre katolikker har
underskud af sådanne gerninger, så gælder det for en katolik om at bede til
disse helgener for at få en del af deres overskud af gode gerninger4. Pave Franz har netop helgenkåret 35 flere af de afdøde,
så der er nok at tage af.
En katolik
får således ikke Guds tilsagn om, at de er tilgivet og frelst, når de beder om
det. Hvis man spørger dem, vil de svare: 'Det kommer an på, om mine gerninger
vejer nok'. Dertil kommer, at selvom de har gjort aldrig så meget, og fået
tilsagn om tilgivelse, så gælder det kun for de synder, som KK kalder de store
synder. De små synder, som KK kalder for 'de timelige synder', skal de enkelte
selv afsone. Ifølge KK blander Gud sig ikke i disse, og de bliver derfor heller
ikke tilgivet, men skal lutres bort efter døden5. Det er her, KKs lære om Skærsilden kommer ind i
billedet.
Skærsilden
er ifølge KK det sted, hvor alle katolikker (bortset fra Jomfru Maria og de
føromtalte helgener) skal hen efter døden, og lutres (straffes) i pine, for at
blive værdige til himlen. De små (timelige) synder betragtes nærmest som snavs,
der skal brændes væk i Skærsilden, for at den enkelte kan blive værdige til
himmelen. Alt efter mængden af synder opholdet i Skærsilden derfor vare
temmelig længe. Det længste, jeg har set beskrevet, er flere 100.000'er år.
Ifølge KK betyder det, at ingen kan undgå at komme dertil efter døden, altså
lige bortset fra de førnævnte helgener. Men heldigvis er der mange måder at
forkorte denne lange tid på. Det kan fx gøres ved, at den enkelte katolik
1.
..betaler for, at der
bliver bedt for sin egen eller andres sjæle, fx ens forældre, efter deres død.
Der er eksempler på, at nogle har betalt meget store beløb til KK for, at dens
præster vil bede for dem, i fx 1000 år eller mere. Spørgsmålet er så, om det
bliver overholdt? - men det er en af grundene til, at KK er blevet så rig, som
den er.
2.
..får aflad. Aflad
betyder en 'hel eller delvis eftergivelse' af straf i Skærsilden. Ved at få
delvis aflad kan modtageren få tiden i Skærsilden forkortet i fx 10, 50, eller 500
år. På Luthers tid kunne man købe afladsbreve, som selvfølgelig blev dyrere, jo
mere aflad de fik. I dag eksisterer sådanne betalte afladsbreve vistnok ikke
længere - men det gør afladsbrevene. Fx tilbyder KK ofte delvis eller
fuldkommen aflad til den enkelte, som på bestemte dage tager på valfart til
bestemte hellige steder. Hvert 25. år udlover KK eksempelvis fuldkommen aflad
til enhver, der i løbet af dette år foretager en pilgrimsrejse til Rom. Næste
gang, det sker, er i år 2025. I de 24 mellemliggende år sker der ingenting6.
Ifølge
KK betyder fuldkommen aflad, at de, der får det, er 100% rede for himlen, hvis
de vel at mærke falder om og dør samme dag. For næste dag er de i den samme
trædemølle som tidligere, for de små timelige synder (snavset) er da igen
ophobet, og det samme er de gerninger, der ikke er fyldestgørende i Guds øjne,
og dermed får de igen tillagt nogle års straf, som de må tilbringe i
Skærsilden.
Luther
kunne godt se, at dette var galt, men han havde ikke noget modsvar, for han havde
aldrig hørt eller forstået budskabet om Guds frelsende og uforskyldte nåde, som
vi læste det før fra Ef. 2. Det var først, da han senere ‘kom ind i evangeliets
klare lys’, som han kaldte sin omvendelse, at han kunne se, hvad ordene betød,
og udlægningen af disse to vers blev den nok vigtigste tros- og læresætning i
reformationen, og senere også i de evangelisk-lutherske bekendelsesskrifter.
Vi skal
kort tilbage til Luthers anstrengelser for at blive så from, at Gud ikke
længere ville være vred på ham. Han kendte jo ikke til det, vi lige har læst,
og i et tilbageblik til hans munkeliv skriver han, at han følte sig som
“det elendigste
menneske på jorden, dag og nat var der lutter gråd og fortvivlelse over, at
ingen kunne hjælpe mig.. Jeg kendte nemlig ikke Kristus på anden måde end en
streng dommer, for hvem jeg ville flygte, og som jeg dog ikke kunne komme væk
fra”.
Luther var
jo opdraget til at tro på KKs retfærdiggørelseslære, som siger: ‘Mennesket
fortjener ved egne gode gerninger det evige liv’. Da han efterhånden indså det
umulige heri, begyndte han at hade Guds retfærdighed, fordi den siger, at
syndere blot får som fortjent. Engang, hvor han klagede sin nød til sine
vejledere, forsøgte de at berolige ham med, at Gud ikke tager det så tungt med de
‘små synder’, og hvis han derfor bare fulgte KKs lære, så skulle det nok gå alt
sammen. Men Luther var bekymret, fordi han havde indset, at der i Gud øjne ikke
er forskel på små og store synder, og ingen er retfærdig, uanset, hvor meget et
menneske anstrenger sig. Derfor vender han igen og igen tilbage til
spørgsmålet: ‘Hvordan finder jeg en nådig Gud’?
Det var
disse tanker, der fyldte ham, da han blev præsteviet i 1507, og stadig, da han
fire år senere erhvervede den teologiske doktorgrad. Det var forresten det
samme år, at han foretog en pilgrimsrejse til Rom, i det håb, at han kunne
finde glæde, fred og tilgivelse for sine synder dér. Men i stedet fik han et
chok, idet han fandt ud af, at den katolske hovedsæde i Rom var
“.. så
ugudelig, og ondskaben så stor og uforskammet, at den hverken bryder sig om Gud
eller mennesker, hverken om synd eller skam”.
Med dette
indtryk rejste han bedrøvet hjem. Året efter begyndte han sin lærervirksomhed
som professor ved universitetet. Men selvom han nu var professor med indsigt 'i
den rette lære', beskriver han denne tid som en tid, hvor han stod med tomme
hænder overfor skriftens vidnesbyrd om Jesus Kristus, fordi han kun kendte ham
ud fra den katolske kirkes skriftfortolkning og tradition. Men så, i 1513 opdagede
han evangeliet om Guds retfærdighed. Det begyndte med, at han en dag forberedte
sig til en forelæsning over Davids salme 71, og da han skulle til at fortolke
vers 2, hvor der står: ‘Frels mig i din retfærdighed’, kom han kom ind i en
stor krise. Han skriver, hvad der skete:
“Dette ord
‘Guds retfærdighed’ var som et tordenbrag i mit hjerte. Thi når jeg under
pavedømmet læste: ‘Frels mig i din retfærdighed’, og ‘i din sandhed’ (Sl.
86:11), så troede jeg straks, at denne retfærdighed var den straffene fortørnelse,
nemlig Guds vrede (over synden)".
For Luther
var det ubegribelig, at salmisten kunne bede denne strenge Gud og dommer om
frelse. For han havde jo lært, at Gud holder øje med ethvert menneske for at
dømme og straffe efter sin retfærdighed, som siger, at ‘den sjæl, som synder,
skal dø’ (Ez. 18:4). Derfor, skriver han videre:
“Disse ord
‘retfærdig’ og ‘Guds retfærdighed’ virkede på min samvittighed som et lyn.
Hørte jeg dem, blev jeg forfærdet. (For), er Gud retfærdig, så må han
(nødvendigvis også) straffe.. Jeg var (derfor) af hjertet fjendtligsindet mod
Paulus, når jeg læste: ‘Guds retfærdighed åbenbares ved evangeliet.. fordi jeg,
efter kirkelærens brug og sædvane, havde lært at forstå det.. (som) Guds aktive
retfærdighed, efter hvilken han straffer syndere og uretfærdige”.
Han
beskriver videre, hvordan han trods dette had til ordene ‘Guds retfærdighed’
blev ved med at kredse om dem. Og så, på en vidunderlig dag skete der noget,
der forvandlede alt, og som man senere har kaldt ‘det reformatoriske
gennembrud’. Luther beskriver dette vidunderlige således:
“Da fik jeg
endelig ved Guds barmhjertighed.. øje på ordenes sammenhæng: Guds retfærdighed
åbenbares i det, der står skrevet: ‘Den retfærdige skal leve af tro’. Da
begyndte jeg at forstå Guds retfærdighed som den retfærdighed, i kraft af
hvilken den retfærdige lever ved Guds gave, nemlig af tro (på Guds
retfærdighed)”.
“Da.. jeg fik
øje på ordenes sammenhæng.. følte jeg mig genfødt og som gennem åbne døre
kommet ind i paradis. Da viste der sig straks for mig et andet ansigt gennem
hele skriften.. Så stort det had var, hvormed jeg havde hadet ordet ‘Guds
retfærdighed’, så stor var nu den kærlighed,
med hvilken jeg priste dette ord som det allerlifligste”.
I sine breve
og prædikener beskriver Luther, hvordan han tidligere forsøgte at gøre synden
lille og bagatellisere den for at fremstå som from, og håbede på, ved hjælp af
bod, aflad, skriftemål og gode gerninger, at opnå retfærdiggørelse. Men nu,
efter at han i stedet havde opdaget den bibelske sandhed om Guds retfærdighed
ved tro på Kristus, er han meget fokuseret på sandheden om 'det salige bytte’,
som han gjorde for os på korset. Dette er siden blevet et vigtigt trosudsagn i
reformationen, og dermed også for den evangelisk-lutherske bekendelse. Det
salige bytte beskriver han et sted således:
“Gud vil ikke
gøre os salige ved den retfærdighed, vi selv kan opbygge, men ved en fremmed
retfærdighed og visdom, der ikke kommer fra eller har sit udspring hos os,
men.. fra Himmelen. Derfor, når den kristustroendes eget hjerte dadler og
anklager ham og aflægger vidneudsagn om hans onde gerninger, så vender han sig
straks bort, hen til Kristus og siger: Han har gjort fyldest, han er retfærdig,
han er mit forsvar, han er død for mig, han har gjort sin retfærdighed til min,
og min synd til sin. Har han gjort min synd til sin, så har jeg den ikke mere
og er fri”.
Beskrivelsen
af det salige bytte stemmer i øvrigt helt med de førnævnte vers fra Ef. 2 om,
at den enkelte bliver frelst ved troen på Guds nåde som en fri gave, og ikke
ved nogen indsats fra vores side. Et andet ord i bibelen for det samme er, at
det er blevet os tilregnet. I Kristus har Gud givet os sin retfærdighed ved
tro. Dette blev tilregnet os, da vi modtog Guds retfærdighed. Hvor
vidunderligt, at “Kristus alene gør mig retfærdig, på trods af mine onde
gerninger, og uden mine gode gerninger”, som han senere siger.
Det vil
føre for vidt at tale om alt det, der førte til selve reformationen, og om
tiden derefter, hvor Luther måtte forsvare sin tro, som fx i Rigsdagen og
overfor katolske gejstlige, som til sidst ekskommunikerede ham. Hovedårsagen
hertil var som bekendt de 95 teser, som KK krævede, han skulle tilbagekalde,
men det kunne han selvfølgelig ikke. Disse teser handler først og fremmest
direkte om det, der har med Skærsilden og læren om aflad at gøre, og her har
jeg valgt tre repræsentative teser som eksempler:
●
Tese 11: “Talen om at
forvandle kirkelig bod til straf i Skærsilden er er ukrudtsfrø, der virkelig
synes at være opstået, mens biskopperne sov.
●
Tese 52: “Tilliden
til, at man kan opnå frelse gennem køb af afladsbreve, er falsk, også selvom..
paven selv stod inde for det med sin sjæl”.
●
Tese 82:
"Hvorfor tømmer ikke paven ganske skærsildens pinested, bevæget af den
højhellige kærlighed og af sjælenes overmåde store nød - hvilket er den tungest
vejende grund af alle - når han dog udfrier talrige sjæle deraf mod (at betale)
beskidte penge til Peterskirkens opførelse - hvilket er en meget ringe
grund".
Det kan
synes underligt, at Luther med disse teser ikke kommer mere direkte ind på det,
der er beskrevet som reformationens kerneværdier, der som førnævnt er “Kristus
alene, nåden alene, og skriften alene’ - han oversatte derfor også hurtigt
bibelen til tysk. Årsagen til, at han ikke kommer meget ind på dette i teserne,
er vistnok, at han gennem disse ville understrege, at KKs lære om 'sjælenes
frelse er den største hindring for at kunne modtage den sande livgivende nåde
fra Gud'. I tese 62 skriver han da også, at “Kirkens sande skat er det
højhellige evangelium om Guds ære og nåde”. I en forklaring til de 95 teser
skriver han (i 1518), at
"ved dette
evangelium.. opfyldes loven og vil blive opfyldt ved Guds forbarmende nåde i
Kristus, ikke ved vore gerninger, men ved tro. Ikke ved, at vi tilbyder Gud
noget, men at vi modtager alt fra Kristus".
Forkyndelsen
af den fri nåde fra Gud kom da også mere og mere frem i Luthers til stadighed
voksende opgør med KKs mange falske lærepunkter, idet han påviser, at disse er
helt modsat evangeliet. Det sker fx, når den påstår og lærer
·
at paven er Kristi
stedfortræder og nu er eneste talsmand mellem Gud og mennesker.
·
at paven er den
eneste, der har magt til at fortolke skriften ret.
·
at påkaldelsen af de
afdøde helgener er nyttig, fordi de troende derved kan få en del i deres
overskud af gode gerninger til både frelse og helbredelse.
·
at Jomfru Maria skal
lovprises og tilbedes, fordi hun er Kristi medforløser og er den, der på de
troendes vegne går i forbøn ind for Gud (for Kristus gør det ikke!).
·
at brødet og vinen
bogstaveligt forvandles til Jesu legeme og blod under transubstantionen
(nadveren), og skal derfor tilbedes som den nærværende Kristus.
·
at hver gang præsten
løfter brødet og vinen, samtidig med at en lille klokke ringer, så ofrer
Kristus sig igen og igen på præstens befaling.
Det siger
sig selv, at KK ikke brød sig om, at den evangeliske lære om den frie nåde blev
udbredt, og gennem en række modreformationer har den da også gjort mange forsøg
på at forhindre det. Den første, som nok er den vigtigste, begyndte i 1545,
hvor det katolske bispekoncil blev afholdt i byen Trident, og det kaldes derfor
for tridentinerkoncilet. Dette koncil kom, med forskellige afbrydelser, til at
vare 16 år, og dets formål var at bremse udbredelsen af den
evangelisk-lutherske lære, og det vedtog bl.a. en lang række bestemmelser og
forbandelser (Anathema) mod enhver, der slutter sig til den. Her skal vi kun se
på to af disse (her let forkortet):
- Bestemmelse 9:
“Hvis nogen siger, at den ugudelige retfærdiggøres ved troen alene, således at
han mener, at intet andet behøves (som
fx gerninger).. Han være forbandet”.
- Bestemmelse 24:
“Hvis nogen siger, at den modtagne retfærdighed ikke bevares, og heller ikke
forøges i Guds øjne, ved gode gerninger… Han være forbandet"7.
Disse
forbandelser er aldrig taget tilbage, og den nuværende pave har da også direkte
henvist til disse som stadig gældende8.
Derfor bliver KK da også, ifølge en tidligere katolik, ved med at anse Luther
og reformationen som værende “en katastrofe i den vestlige civilisations
historie9”, Ganske vist taler KK
ofte om sit ønske om enhed med alle kristne, men det er altid i betydningen, at
de vender tilbage til moderkirken, som de kalder sig selv. Det ved de fleste
vist ikke, eftersom de kan sige det, der kommer til udtryk i følgende
eksempel:
‘De (KK) taler
da både om retfærdiggørelse ved tro, og om frelse ved Guds nåde, og det betyder
vel, at de har tilnærmet sig den evangelisk-lutherske lære'10.
Mange
protestanter er overbevist om, at dette er sandt - og hævder fx, at det 2.
Vatikanconcil 1962-64 var et katolsk forsøg på at reformere kirken. For at
understrege, at dette er sket, henviser de måske desuden til 'Fælleserklæringen
om retfærdiggørelsen', som både KK og mange protestantiske kirker (dog ikke i
Danmark) skrev under på i 1999. Og, siger de videre: Deltog pave Frans måske
ikke i en fælles katolsk og luthersk bøn i Lund Domkirke i 2016, som
efterfølgende blev beskrevet som 'den største økumeniske begivenhed siden 1999'11?. Derfor må der da være noget om snakken, mener de. Det
samme siger mange katolikker. Fx hævder katolikken Iben Thranholm, at siden
reformationen
"er der..
sket store tilnærmelser mellem de protestantiske kirker og den katolske kirke,
hvor man er kommet overens med nogle af reformationens stridspunkter, som fx
retfærdiggørelse af tro"12.
Her kan
det undre, at evangelisk-lutherske kristne ikke kan gennemskue, at det ikke er
sandt, at KK har ændret syn, selvom de også taler om at blive retfærdiggjort af
tro. Det kom da også frem, da 'Det Lutherske Verdensforbund' for fire år siden
begyndte at sondere mulighederne for en fælles markering af 500-året for
reformationen med KK, men fik en iskold afvisning: 'Vi kan ikke fejre en synd',
sagde lederen af det pavelige råd for de kristnes enhed, kardinal Kurt Kock
efterfølgende13.
Når KK
alligevel taler om økumenisk enhed med alle kristne, så er det i virkeligheden
ikke andet end taktik, med det formål og håb, at de protestantiske kristne må tro, at KK nu mener det samme som dem, og
hopper på fupnummeret. En tidligere katolik skriver:
“Hvad kan
motivet være for at tale, som de gør? Kan det være andet end at bedrage? Ord
som frelst af nåde betyder for os (evangeliske kristne) ‘frelse uden gerninger’.
Men for katolikkerne betyder nåde (og retfærdiggørelse af tro) dét, de kan nå
frem til ved tro på betydningen af gerninger. De fortjener derved deres egen
frelse. Når en katolik derfor siger, at han tror på frelsen af nåde, mener han
ikke det samme som de evangeliske kristne.
Forskellen er ikke en strid om ord
- men om det evige mål"14.
Jo, det
kan undre, at mange evangelisk-lutherske kristne ikke kan gennemskue, at KK
hverken kan eller vil ændre på den lære, som skabte reformationen. Tværtimod
ser det ud til, at de i deres ivrighed for at være ét med alle der bære
kristennavnet, har valgt at søge enhed med en kirke, der stadig smider de
evangeliske sandheder i skraldespanden. At ignorere dette er fatal og vil på
sigt føre til et læremæssigt kollaps, fordi det i princippet ophæver alt det,
Luther genopdagede og som førte til reformationen. Hvad har lys med mørket at
gøre? spørger Paulus. Selvfølgelig ingenting. Og dog er spørgsmålet relevant og
aktuel, fordi der, som vi har set, er en strømning i tiden, som siger: ‘Enhed
er vigtigere end læren’. I dette tilfælde er det dog ikke tale om en enhed med
sande brødre og søstre i Kristus, men derimod om en enhed med mørket og mørkets
fyrste.
Det er
her, vi står i dag. Der kunne selvfølgelig siges meget mere om både Luther,
reformationen og om de evangelisk-lutherske bekendelsesskrifter, end der har
været plads til i denne gennemgang. Men det vigtigste har vi set på, nemlig
genopdagelsen af, at et menneske bliver frelst alene ved tro på Guds nåde, og ikke
på andre måder. Det er jo denne tro og vished, der førte til reformationen, og
som er dens grundvold. Det betyder selvfølgelig ikke, at der så ikke er nogle
punkter, som vi er enige med Luther i - en uenighed, som bl.a. nok mest
skyldes, at han så tingene ud fra den kultur og de samfundsforhold, som var
tilstede for 500 år siden, og heller ikke fuldt ud, og på alle punkter, havde
løsrevet sig fra KKs lære.
Luthers
store fortjeneste er, at hvis det ikke har været for ham, så havde vi muligvis ikke
vidst, hvordan vi kan ‘blive retfærdiggjorte uforskyldt af [Guds] nåde ved
forløsningen i Kristus Jesus’, og som gør, at vi kan kaldes, og er,
retfærdiggjorte, fordi Gud retfærdiggør den, som har tro på Jesus, Rom. 3:24,
26. Derfor kan vi prise Gud for Luther. Derfor er der er grund til at fejre
500-året og dagen for reformationen, fordi den stadig lyser op i en mørk
verden, og er sammen med bibelen et vidnesbyrd om, at det virkelig er sandt,
som vi læste det i indledningen, nemlig at
“..af nåden er I
frelst ved tro; det skyldes ikke jer selv, Guds er gaven; det skyldes ikke
gerninger, så nogen kan rose sig”.
Her til sidst
vil jeg lige tilføje, at det, vi her har gennemgået, selvfølgelig ikke betyder,
som KK hævder, at den frie nåde fører til, at 'de evangelisk-lutherske kristne
så bare kan synde på nåden', for Guds nåde gør jo mere end at frelse os. Den
frelser os, ja! men den fører os også ind i livet med ham, og også her virker
han i os med den samme nåde. Dette budskab går som en rød tråd gennem hele
bibelen. Her til slut vil jeg dog nøjes med at citere to vers fra Titus, hvor
Paulus understreger dette i sin beskrivelse af den frelsende og livslange nåde:
"Guds nåde
blev åbenbaret til frelse for alle mennesker, og opdrager os til at sige nej
til al ugudelighed og verdslige begæringer og (til at) leve besindigt og
retskaffent og gudfrygtigt i den nuværende verden"15.
- - - - - - - - -
Primære kilder til artiklen:
Svend Lerfeldt: Lutherbogen.
H. Holmquist: Lutherbogen.
R. Printer: Reformatoren Martin Luther.
Den lille og store Katekismus, af Martin Luther.
Kristendom.dk: Den romersk-katolske kirke - leksikon.
Øvrige kildehenvisninger:
1.
Th. Suhr: Den rette
kristentro, s. 16.
2.
Udfordringen nr. 2, 1979
3.
Texe
Marrs: All Fall Down, The Plot to Crown the Pope the Prince og Peace.
4.
Katolsk mini-leksikon, katolsk forlag 1988
5.
Samme
6.
Katolsk Orientering 31/3 1990. Den 12/2
kunne man samme år læse flere andre eksempler.
7.
George
Stanley-Faber: The Primitive Doctrine of Justification, side 232-35
8.
rotate-caeli.blogspot.com/2013/11/feancis-writing-on-council-of-trent.html
9.
Stemmer fra reformationen, af Johannes
Zornhagen.
10.
Dette og lignende udsagn har jeg har jeg
hørt flere gange fra forskellige.
11.
KD
tillæg om reformationen, 6/1 2017, side 44.
12.
Udfordringen, 23/6 2017.
13.
KD tillæg om reformationen, 6/1 2017, side
44.
14.
Berean Call, april 1996, oversat af Holger
Særkjær i 'Det store bedrag'.
15.
Tit. 2:11-12