Hvad siger
bibelen om de troendes opstandelse?
Af
Jeg
har været til mange begravelser gennem tiden, og i dem alle bliver der sagt, at
’nu er den og den gået hjem til Gud’. Men det er jo ikke sandt! Bibelen siger
nemlig, at det kun er dem, som tror, at Jesus Kristus, den korsfæstede og
opstandne Herre og Frelser, har taget min synd og skyld, som er frelst og
’himmelen værdig’. Det er om dem, at Jesus siger
”Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig.
Og jeg giver dem evigt liv, og de skal i al evighed ikke fortabes, og ingen
skal rive dem ud af min hånd”, John. 10:27-28.
Det er
altså til de troende, at Jesus giver dette løfte. Og det er derfor også til
dem, at han siger:
”Jeg går bort for at gøre en plads rede for jer [i himmelen].
Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og
tager jer til mig, for at hvor jeg er, dér skal også I være”, John. 14:2-3.
Det er
på dette grundlag, at vi ved, hvor vi går hen, når vi dør. Vi går hjem til Herren,
som er i himlen1 Men hvad betyder det ’at gå hjem til Herren’? Det skal vi se
nærmere på i det følgende: Det første, vi skal slå fast er dog dette: Jesus kom
til jorden for at dø for alle menneskers synder. Derfor siger Gud Fader dette
til hver eneste menneskesjæl:
”Jeg har ikke lyst til den gudløses død, men til, at han
omvender sig fra sin [onde] vej, at han må leve! Vend om, vend om fra jeres
onde vej! Hvorfor vil I dø…? [Ez. 33:11]
En gang kom der en hen til Jesus og spurgte ham: ’Hvad
godt skal gøre for at arve evigt liv?’, Luk. 18:18. Vi husker sikkert
fortsættelsen, hvor Jesus siger det samme til ham som han har gjort til mange andre:
’Følg mig’. Men i stedet gik manden sin vej. Vi ved ikke mere om ham. Vi ved
ikke, om han kom tilbage til Jesus på et senere tidspunkt. Måske var dette møde
med Jesus det eneste, han fik? At udsætte en så vigtig beslutning, er det
værste et menneske kan gør.
Djævelen
gør nemlig alt, hvad han kan, for at holde os – og alle væk fra Jesus. Eller
han prøver med alle midler at lokke os væk fra ham, den eneste, som kan frelse
os fra døden. Han ved nøjagtig, hvor det svageste punkt er i os, og hvad der
binder os til det jordiske liv. Og hvis en og anden får et kald til at følge
Jesus, så hvisker djævelen disse lokkende ord: ’Du behøver ikke at beslutte
noget i dag. Vent med det til en anden dag, hvor du er mere oplagt. Der er jo
masse af tid’! Men hvad ved vi egentligt om det? I øjeblikket kan man købe en
bogserie, som har titler som: ’50 vine, du skal smage, før du dør’, og ’50
steder, du må se, før du dør´. Bøgernes pointe er, at du skal huske at nyde
livet, så længe du har det. Det er der i og for sig ikke noget galt med, hvis
det altså ikke går hen og bliver det vigtigste i livet. Det er det for mange!
Det betyder, at selvom de har hele livet til det, så har mange mennesker ’endnu
ikke taget stilling’, når døden kommer og banker på. Men så er det blevet for
sent. Bibelen siger nemlig: ”Det er menneskers lod en gang at dø og derefter
dømmes”, Hebr. 9:27. Det er altså nødvendigt at kunne prioritere rigtigt, mens
der endnu ’hedder i dag’.
Ifølge bibelen er det vigtigste i livet at komme til Jesus
og tro på ham, som er den eneste, der kan udslette den synd, som ellers gør os
til fortabte mennesker. Når et menneske omvender sig fra sin onde vej, og tager
imod den korsfæstede og opstandne Herre og Frelser, Jesus Kristus, så får det
del i den frelse, Gud har beredt til os her og nu, såvel som i himlen. Så er
det ord sandt, som der står i en salme, at ’sejren er vundet og paradis
oplukket’. Jesus har nemlig magt og myndighed til at frelse enhver, som kommer
til Gud ved ham. Han siger:
Den, som hører mit ord og tror ham, som sendte mig, han har
evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet, John
5:24.
Bemærk,
at det, Jesus siger, står i nutid. Derfor ved vi, hvor vi går hen, når vi dør.
Vi skal altså ikke dø [åndeligt], når vi dør fysisk! Et andet sted siger Jesus:
”Jeg er opstandelsen og livet; den, som tror på mig, skal leve,
om han dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal i al evighed ikke dø..”,
John 11:25.
Det er
vort håb! Det er vor vished! Paulus beskriver denne vished på denne måde:
… da vi ved, at vi ikke er hjemme hos Herren, så længe vi har vort
hjem i legemet.. så er vi ved godt mod og vil hellere vandre bort fra legemet
og komme hjem til Herren, 1. Kor. 5:6, 8.
Og
atter et andet sted siger han:
Thi for mig er det at leve Kristus og det at dø en vinding. Men
hvis det at leve i dette legeme for mig betyder arbejde, som bærer frugt, hvad
skal jeg så vælge? Jeg ved det ikke, men drages til begge sider: thi jeg har
lyst til at bryde op og være sammen med Kristus, thi det var langt, langt
bedre.., Fil. 1:21-23.
Paulus
fortæller altså, at når det fysiske legeme dør, så går jeg, dvs. min sjæl og
ånd, direkte hjem til Gud for at være sammen med ham, for dér at vente på den
dag, hvor vores legemer skal opstå fra graven. Ud fra sådanne vers ved vi, at
de afdøde er ved bevidsthed, for ellers er der ingen mening i at tale om ’at
være hjemme hos Herren’ og ’være sammen med Herren’. Ifølge bibelen er vi altså
sammen med Herren, både når vi lever og når vi er døde. Paulus skriver, at
”Gud bestemte os ikke til at rammes af hans vrede, men til at
få frelsen i eje ved vor Herre Jesus Kristus, som døde for os, for at vi, hvad
enten vi våger eller sover, skal leve sammen med ham”, 1. Tess. 5:9-10.
Vi
skal derfor ikke sove til opstandelsesdagen, som nogle tror. Når bibelen taler
om dødens søvn, så er det altid en beskrivelse af det fysiske legeme, som skal
’sove’ indtil den dag, da det skal opstå fra de døde. Den måske bedste
beskrivelse af de dødes tilstand finder vi i Åb. 7. Her ser Johannes i et
endetidssyn en stor skare af alle folkeslag, som ingen kan tælle. Han
beskriver, hvordan de står foran tronen og foran Lammet i himmelen, og de er
iførte lange, hvide klæder og med palmegrene i hænderne, v. 9. En engel
fortæller ham derefter, hvem denne store skare er:
Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og de har
tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor står de nu foran
Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel; og han, som sidder på
tronen, skal opslå deres telt over dem. De skal ikke sulte mere og ikke tørste
mere, ikke heller skal sol eller nogen hede stikke dem. Thi Lammet, som står
midt for tronen, skal være deres hyrde og lede dem til kilderne med livets
vand.., Åb. 7:14-17.
Disse
troende sjæle kommer altså fra den store trængsel – og de er derfor ikke
identisk med alle dem, som er døde i troen på Jesus, før den store trængsel
kommer. Ifølge bibelen skal vi, dvs. den kristne menighed, nemlig opstå fra de
døde den dag, hvor Jesus kommer i skyerne for at hente os hjem til sig. Bibelen
siger, at han kommer og henter sin menighed før den store trængsel, som også
kaldes Guds vredes dag, sætter ind. Åb. kap. 7 taler altså om dem, som bliver
frelst under den store trængsel, som begynder lige efter bortrykkelsen. Den
store trængsel udløser den nok største vækkelse nogensinde. Kirkehistorien kan
bevidne, at når mennesker kommer i trængsler og bliver forfulgt, så er der
altid mange, som begynder at søge Gud og bliver frelst. Således vil også den
store trængsel resultere i, at en utallig skare, som ingen kan tælle, siger ’ja
til Jesus’, selvom det koster dem livet.
Johannes
ser altså, at de troende sjæle er hjemme hos Gud, mens de venter på kødets
opstandelse.
Hvis
vi dør, før Jesus kommer igen, så kommer vi ikke til at tilhøre denne gruppe af
frelste, for Jesus henter os hjem til himlen, før den store trængsel kommer
over jorden. Men alligevel kan de disse to grupper af troende sammenlignes,
fordi det er den samme beskrivelse af at være [fysisk] død og hjemme hos
Herren. Derfor er kap. 7 også indirekte en beskrivelse af, hvordan de, der er
døde i Kristus har det ’lige nu’ i himlen:
Når et
troende menneske dør, går deres sjæl og ånd altså direkte til himlen, hvor det
venter på kødets opstandelse. Skriften fortæller at, ligesom Jesus opstod fra
de døde, således skal også vi bogstavelig opstå fra de døde på
opstandelsesdagen.
”Den time kommer, da alle de, som er i gravene, skal høre hans
røst, og de skal gå frem; de, som har gjort det gode, for at opstå til liv, men
de, som har øvet det onde, for at opstå til dom”, John. 5:28.
Og
Paulus skriver:
Så længe vi er i dette legeme, sukker vi jo af længsel efter at
overklædes med vor bolig fra Himmelen, så sandt vi ikke skal findes nøgne, når vi
engang har afklædt os den. Ja, vi, som er i legemets telt, sukker under et
tryk, fordi vi ikke vil afklædes, men overklædes, så det dødelige kan blive
opslugt af livet. Og den, som har sat os i stand netop til dette, er Gud.., 2.
Kor. 5:2-5.
Ifølge
skriften skal vi afklædes det legeme, som vi har.. for at få et nyt i
opstandelsen. Årsagen til, at han skriver dette er, at der var flere troende i
korintermenigheden, som stadig havde det græske og hedenske syn på legemet, som
de i hedenske religioner, som betragtede det som noget mindreværdigt. De mente,
at det kun er ånden, som har værdi og kan frelses, og ikke legemet, som blev
betragtet som noget syndigt og ondt, som derfor ikke hører med til det nye liv
i Kristus. I sit svar forklarer Paulus, at sådan er det ikke: Det er hele
mennesket, med ånd, sjæl og legemet, som er frelst, og derfor skal legemet også
opstå til den frelse, som Gud har beredt til den dag, hvor det skal opstå fra
de døde. Derfor beskriver Paulus, hvor nødvendigt det er, at det er ’hele os’,
med ånd, sjæl og legeme, som skal helliggøres:
”Må fredens Gud, hellige jer helt og fuldt, og måtte jeres ånd,
sjæl og legeme bevares helt og holdent og uden dadel ved vor Herres Jesu Kristi
komme”, 1. Tess. 5:23.
Når
legemet dør og bliver lagt i graven, så skyldes det altså ikke, at legemet ikke
har nogen værdi, men derimod, at det blev underlagt forkrænkeligheden, da døden
kom ind i verden. Men, står der i bibelen, på den dag, vi skal opstå fra de
døde, så vil vi få vore legemer tilbage fra gravene, som vi læste det før. Dog
skal vore legemer opstå i en ny og uforkrænkelig skikkelse. Derfor siger Paulus
videre:
Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle hensove,
men vi skal alle forvandles, i et nu, i et øjeblik, når den sidste basun skal
lyde, og de døde skal opstå uforkrænkelighed, og da skal vi forvandles. Thi
dette forkrænkelige må iføre sig uforkrænkelighed, og dette dødelige iføre sig
udødelighed. Men når dette forkrænkelige har iført sig uforkrænkelighed, og
dette dødelige har iført sig udødelighed, da skal de ord opfyldes, som står
skrevet: Døden er opslugt og sejren vundet, 1. Kor. 15:51-54.
Men
hvordan bliver vores herlighedslegeme? Hvordan vil vi se ud? Kan vi kende vore
kære igen?
Lad os
se på dette vers, hvor Johannes skriver:
I elskede, nu er vi Guds børn, og det er endnu ikke åbenbaret,
hvad vi engang skal blive. Men vi ved, at når Han åbenbares, skal vi blive ham
lige, thi vi skal se ham, som han er, 1. John. 3:2.
Dette
er det bibelske udgangspunkt for at forstå mennesket som et evighedsvæsen: Se
på Jesus. Som han er opstået, således skal også vi opstå fra de døde. På
spørgsmålet om hvilket slags legeme, et menneske opstår med, vil svaret være:
Vores nye evige herlighedslegeme vil være af samme karakter, og dermed lig den,
som Jesus viste sig med efter sin opstandelse.
På en
måde vil det nye legeme ligne det nuværende jordiske legeme. Jesu disciple
kunne derfor genkende Jesus, både på hans udseende og når han talte til dem. De
kunne derfor også ud fra hans naglemærker og sår i siden vide, at det er den
samme Jesus, som var død, men som nu er opstået fra døden. Men alligevel var
det også samtidigt et helt nyt legeme. Han kunne gå gennem lukkede rum, og han
kunne i et nu forflytte sig selv til et andet sted. Et eksempel:
Medens de [to fra Emmaus] talte om, hvordan de havde genkendt
ham, da han brød brødet, stod han selv [pludselig] midt iblandt dem og siger
til dem: Fred være med eder, Luk. 24:35-36.
Det var heller ikke en ånd [et åndevæsen], de så, og det
beviste han for sine disciple på denne måde:
Se på mine hænder og mine fødder, at det er mig selv; føl på
mig og se; en ånd har jo ikke kød og ben, som I ser, at jeg har.. Men da de af
glæde herover stadig var vantro og undrede sig, sagde han til dem: Har I noget
at spise her? Så gav de ham et stykke af en stegt fisk. Og han tog og spiste
det i deres påsyn, Luk. 24:39-43.
Jesus
havde altså det samme legeme som tidligere – men alligevel var dette legeme på
samme tid et helt nyt. Således vil det også være ved vores opstandelse fra de
døde, for ’vi skal blive ham lig’. Det betyder, at vi skal opstå med et legeme,
som ligner - og er det, vi kender, når vi ser os selv i spejlet, men vil
alligevel på samme tid være et helt nyt, uforkrænkeligt legeme. Dvs.: ligesom
disciplene genkendte den opstandne Jesus og samtalede med ham i de 40 dage, der
skulle gå fra hans opstandelse til hans himmelfart, således skal også vi
genkende Jesus og være sammen og samtale med ham i al evighed. Dertil kommer,
at vi også kommer til at kunne genkende hinanden, være sammen og tale sammen,
som vi gør nu.
Hvornår
dette sker, ved vi ikke. Bibelen siger, at Jesus kommer som ’en tyv om natten’,
dvs. pludselig og uventet. Der er mange kristne, som ikke er klar over, at
Jesus først kommer usynligt for at hente sin menighed, inden han kommer synligt
tilbage til jorden. Ifølge bibelen vil hans komme for at hente sin brud ske
usynligt for verden, og lige før den store trængsel begynder. Jesu komme for at
hente sin menighed bliver beskrevet nærmere i 1. Tess. 4:13-18.
”Vi vil ikke, brødre, at I skal være uvidende om dem, der sover
hen, for at I ikke skal sørge ligesom de andre, der ikke har noget håb. Thi så
sandt vi tror, at Jesus er død og opstanden, skal også Gud ved Jesus føre de
hensovede [legemer] frem sammen med ham. Dette siger vi jer nemlig med et ord
fra Herren, at vi, som lever og bliver tilbage til Herrens komme, skal
ingenlunde få forud for de hensovede. Thi Herren selv skal stige ned fra
Himmelen, og der skal lyde en befaling, en overengels røst og Guds basun. Og
først skal de døde i Kristus opstå; derefter skal vi, som lever og bliver
tilbage, bortrykkes tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften; og
så skal vi altid være sammen med Herren. Så trøst hverandre med disse ord”.
Efter at
vi er bortrykket til himlen, kommer den store trængsel, som også kaldes Jakobs
trængsel. Den skal vare i syv år. Det er først, når disse år er til ende, at
Jesus kommer synlig tilbage og sætter sin fod på Oliebjerget, hvorefter han
skal herske som kongernes konge i og ud fra Jerusalem i 1000 år.
Alle
de, der dør under den store trængsel, opstår altså først fra de døde efter
trængselstiden, når Jesus kommer synligt tilbage til jorden. I Åb. 20:4
beskriver Johannes, hvad der sker på den dag:
”Jeg så deres sjæle, som var blevet halshugget for Jesu
vidnesbyrds og for Guds Ords skyld [altså dem, der blev omtalt i kap. 7], og
jeg så dem, som ikke havde tilbedt dyret eller dets billede og ikke havde taget
dets mærke på deres pande og på deres hånd; de blev levende og blev konger med
Kristus i 1000 år”.
Hvordan
er det at være i himmelen? Hvordan ser der ud? Kan det tænkes, at der er træer,
blomster, dyr og græs? Eller, skal vi ’bare’ være beskæftiget med at synge og
spille på harper for Gud og lovprise ham i al evighed? Ved vi noget om det? Ja,
det mener jeg! Hvis vi fx sammenholder de forskellige tekster i bibelen, som på
forskellig måde beskriver - eller giver nogle billeder af - evigheden, så synes
det at stå klart, at ’Edens have’ i 1. Mos er det perfekte forbillede på Guds
paradis i himlen. Fx bliver livets træ omtalt i dem begge, og flere detaljer
synes at passe. For det andet står der skrevet, at alt, hvad Gud havde skabt,
var ’såre godt’. Skulle Guds himmel blive dårligere end det, Gud skabte fuldendt
til de første mennesker i Edens have? Selvfølgelig ikke! Selvom syndefaldet har
ødelagt meget af Guds skaberværk, så kan vi stadig se storheden i det. Som det
fx kommer frem i den salme, hvor Brorson skriver således i det første og tredje
vers:
Op al den ting,
som Gud har gjort, hans herlig at prise!
Det mindste han
har gjort er stort og kan hans magt bevise.
Det mindste
græs, jeg undrer på, i skove og i dale,
hvor skulle jeg
den visdom få, om det kun ret at tale?
Vi kan
ikke fatte, at der engang vil blive MEGET mere herligt og skønnere end før
syndefaldet. Ifølge bibelen er det ikke kun mennesket, som bliver forløst fra
syndens og dødens følger, men hele skabningen skal også blive det. Måske er det
dét, Paulus henviser til, når han beskriver skabningen – dvs. alt det skabte i
Rom. 8:20-23. Læg mærke til, at skabningen her ikke er en beskrivelse af
mennesket, for det beskrives sideløbende, men er derimod en beskrivelse af alt
det skabte; fugle, træer, blomster..:
”Skabningen blev jo underlagt forgængeligheden – ikke
frivilligt, men efter hans vilje, som lagde den derunder – dog med HÅB, thi
også skabningen selv skal engang fries fra den forkrænkelighed, hvorunder den
træller, og [skal] nå til den frihed, som Guds børn skal have i herligheden. Vi
ved jo, at hele skabningen tilsammen sukker og er i veer endnu i denne stund.
Og ikke skabningen alene, men også vi selv, som har Ånden som førstegrøde, også
vi sukker ved os selv, idet vi bier på barnekår, vort legemets forløsning, Rom.
8:20-23.
Som
tidligere nævnt tror jeg ikke, at Gud vil kassere alt det, som han har skabt
’såre godt’. Måske skabte Gud det skabte på jorden efter et himmelsk
forbillede, ligesom han bød Moses om at ’indrette boligen [templet] og alt dens
tilbehør nøje efter det forbillede’ af den himmelske bolig, som han så på
bjerget? Det, som Gud har skabt til os på jorden, er samtidigt et billede og et
bevis fra Gud på den himmelske herlighed, som han har beredt Guds børn i
evigheden. Når bibelen beskriver evigheden, så sker det nemlig oftest gennem
billeder, som ligner det, vi har på jorden, når det er bedst. Et af de
hyppigste er nok beskrivelsen af en ’evig sommer’ hos Gud, med hvad dertil
hører af blomster, træer, dufte, frugter til at spise og blade til lægedom,
osv.
Bibelen
giver os endnu et billede, som viser, hvordan det er i evigheden. 1000-årsriget
beskrives ofte i bibelen som nærmest identisk med forholdene i evigheden – og
derfor glider beskrivelsen af 1000-årsriget da også gang på gang umærkeligt
over til [også] at være et billede på evigheden.
Hvilken
herlig dag, der venter dem, som lever og som dør i troen på Jesus Kristus. Det
stemmer helt og fuldt med det, som Paulus kommer ind på, når han henviser
ordet, som siger:
”Hvad intet øje har set og intet øre hørt,
og hvad der ikke er opkommet i noget menneskes hjerte, [dét har] Gud beredt for
dem, der elsker ham”, 1. Kor. 2:9.
Derfor
jubler vi, og vi glæder os til den dag, hvor vi for evigt skal være forsamlede
i Himlen, hjemme hos Gud. For snart kommer han, som han har sagt det i sit ord:
”Og Ånden og bruden siger ’Kom! Og den, som hører, skal sige
’Kom’ [det er os!]. Og den, som tørster, skal komme; den, som vil [vil vi?],
skal modtage livets vand uforskyldt”, Åb. 22:17.
Kære ven!
Hvis du ikke tror på Jesus, så kan du ikke få del i alt det, han har lovet
sine. Skynd dig derfor om at komme til ham, mens der endnu er tid: ”Thi således
elskede Gud verden, at han gav sin Søn, den enbårne, for at enhver, som tror,
ikke skal fortabes, men have evigt liv”, John. 3:16.
Hvis denne side ikke er fundet via forsiden, så klik venligst her for at få adgang til flere artikler