Jesu Kristi åbenbaring (vers 1-8)

Af diakon Eskild Skov Særkjær

 

 

Vi skal til at begynde med læse de første otte vers i Johannes åbenbaring. Her læser vi følgende:

      "Jesu Kristi åbenbaring, som Gud gav ham for at vise sine tjenere, hvad der skal ske i en hast. Og han sendte bud ved sin engel og gav det il kende i billeder for sin tjener Johannes, som her vidner om Guds ord og Jesu Kristi vidnesbyrd - alt, hvad han selv har set. Salig er den, som oplæser, og de, som hører profetiens ord og holder fast ved det, der er skrevet i den; thi tiden er når. Johannes sender hilsen til de syv menigheder i provinsen Asien: nåde være med eder og fred fra ham, som er, og som var og som kommer, og fra de syv ånder, som er foran hans trone, og fra Jesus Kristus, det troværdige vidne, den førstefødte af de døde og den, der hersker over jordens konger. Ham, som elsker os og har løst os af vore synder med sit blod og har gjort os til konger og præster for sin Gud og Fader - ham være æren og magten i evighedernes evigheder! Amen. Se, i skyerne kommer han, og alles øjne skal se ham, også deres, som har gennemstunget ham, og alle jordens stammer skal jamre ved han komme. Ja, amen. Jeg er Alfa og Omega, siger Gud Herren, han, som er, og som var, og som kommer, den almægtige".

 

Således indledes dette skrift, som har fået navnet Johannes Åbenbaring, men som ifølge det første vers egentlig burde den hedde 'Jesu Kristi åbenbaring'. Der er altså tale om en åbenbaring, som Gud har givet den opstandne frelser Jesus Kristus, for at han, som der står, skulle vise sine tjenere (de kristne), hvad der skal ske i en hast (eller 'pludselig', som ordet også kan oversættes med). Det er på dette grundlag, at han sendte 'bud ved sin engel og gav det til kende i billeder for sin tjener Johannes'.

 

Den Johannes, der nævnes, er den samme som apostlen Johannes, og der er da også en række udtryk i åbenbaringsbogen, (som jeg herefter vil kalde bogen), som helt klart knytter den specielt til det, han tidligere har skrevet. Med hensyn til tidspunktet, så mener de fleste, at Johannes nedskrev det, Jesus har sagt og vist ham, omkring år 96 - hvor han var fange på øen Patmos for 'Guds ords og Jesu vidnesbyrds skyld', v. 9. Det sidste vidner han også om i vers 2, hvor han tilføjer, at dette vidnesbyrd indeholder 'ALT, hvad han selv har set'. Det betyder, at som han har vidnet om Jesus i sit evangelium, og i sine tre breve, således gør han det nu igen. Her kan vi næsten høre ekkoet af det, han indledte med i sit første brev, hvor der står: 

      "Det, der var fra begyndelsen, det, vi har hørt, det, vi har set med vore egne øjne, det, vi skuede og vore egne hænder følte på, ja, om Livets Ord, forkynder vi..".

 

Det, der er speciel ved den åbenbaring, som Jesus beder Johannes om at skriver ned er, at det bringes i en anden slags forkyndelsesstil, end vi normalt er vant til - nemlig i overvejende grad som billedtale, og kan derfor kun forstås og tolkes af de troende ved hjælp af Jesu Ånds vidnesbyrd. Det betyder, at det er Helligånden, der hjælper os til at forstå, hvad der er tale om. Det betyder også, at vi, for ikke at tolke åbenbaringsbogen vilkårligt, må benytte os af den bibelske hovedregel, at det profetiske ord, herunder også de tilknyttede billeder eller lignelser, bør opfattes bogstaveligt, hvis teksten ikke direkte siger eller antyder noget andet.

 

Dog kan det alligevel være svært at være sikker på, at vi tolker de enkelte tekster i åbenbaringsbogen korrekt. For det første er det jo billedtale om en fremtid, vi ikke kender, og for det andet forstår vi kun stykkevis. Luther mente fx i sin tid, at når paven dengang sanktionerede frafaldet i Den Katolske Kirke, så måtte han være Antikrist. Sådan så det ud på hans tid, og paven var vistnok også en af de antikrister, bibelen taler om, men studerer vi åbenbaringsbogen i dag, og ser på tegnene på hans fremtræden, ser vi tydeligt, at endetidens Antikrists endnu ikke er trådt frem. Det kan altså være svært at forstå de enkelte billeder, fx også den for mig at se kronologiske gennemgang af det, der berettes i åbenbaringsbogen - men det betyder ikke, at vi ikke bør forsøge at gøre det.

 

Det er det, der understreges i vers 3, hvor der står, at det er Jesu ønske og vilje, at vi oplæser, hører og holder fast ved det, der er skrevet i den. Og ikke bare det: Han kalder os endda for salige, når vi adlyder ham i dette. Som allerede nævnt betyder det selvfølgelig ikke, at vi så forstår alt, men vi kan bede om at få lys over det, som det er tilfældet med alle de andre profetier i bibelen. På dette grundlag tror jeg, at vi kan være sikre på, at jo tættere vi kommer på de begivenheder, der beskrives, jo mere vil Helligånden også give os lys til at forstå det, der tales om - hvis vi altså ønsker det.

 

I vers fire læser vi, at Johannes sender sin personlige hilsen med til de syv menigheder, som står som modtagere af det, Jesus har vist ham.  Disse syv menigheder lå alle i det område, som dengang hed provinsen Asien, men som i dag ligger i det vestlige Tyrkiet. Navnene på disse syv menigheder nævnes flere gange ved navn, som fx i vers 11, hvor Jesus siger dette til Johannes:

      "Hvad du ser, skriv det i en bog, og sendt den til de syv menigheder, i Efesus og i Smyrna og i Pergamum og i Tyatira og i Sardes og i Filadelfia og i Laodikea".

 

Rækkefølgen af disse byer er nævnt i den rækkefølge, som et postbud ville følge, hvis han begyndte i Efesus, som var områdets største by og hovedstad, og kørte med uret rundt i en cirkel, til han til sidst kom tilbage til udgangspunktet. Det var altså disse udvalgte syv menigheder, som modtog det, Johannes har nedskrevet i den bog, der er omtalt i det førnævnte vers.   

 

Mange tolker det, som Johannes fik besked på et skrive til de syv menigheder, til, at han konkret 'kun' skulle skrive et brev til hver af disse - og er det, vi kan læse om i kapitel 2 og 3. Men, som vi læste, står der jo, at det hele blev skrevet i en bog, og det betyder, at alt derfor blev skrevet til alle menigheder - og bestemt til at blive læst af alle. Budskabet i disse gælder godt nok konkret de enkelte af de syv menigheder, men i et større perspektiv gælder det dem alle, og derfor siger Jesus da også dette i hvert af de syv breve:

      "Den, som har ører, han hører, hvad Ånden siger til menighederne", 2:7, 11, 17, 29, 3:6, 13, 22.

 

De syv menighedsbreve er altså skrevet, for at den enkelte menighed også skulle læse, hvad der står i de andre breve. Men, hvorfor var det kun disse syv, Jesus rettede sin opmærksomhed på? Der var jo mange andre menigheder i området, for slet ikke at tale om alle dem i de omkringliggende lande. Årsagen hertil var og er, at disse syv nøje blev udvalgt, for at de på hver sin måde skulle præsentere alle menigheder, såvel som de enkelte kristne i disse, både dengang og til alle gennem kirkehistorien. De fleste bibeltro kristne tror desuden, at de enkelte menigheder er udvalgt til at præsentere syv forskellige tider gennem kirkehistorien helt frem til Jesu Kristi komme. Jeg er en af disse. 

 

Vi har nu set lidt på, at de enkelte af de syv menigheder er udvalgt til at præsentere dem alle, og alle kristne gennem tiden. Mange tror, at der her kun er tale om det, der står i kapitel 2-3, men faktisk er det alle de 22 kapitler, som Johannes fik besked på at skrive i den bog, der er omtalt i vers 9. Det betyder konkret, at Jesus vil, at alle menigheder, og alle kristne gennem alle tider, må læse den, så de må forstå den tid, de lever i, og den fremtid, der er tale om. At det virkelig er alt i Åbenbaringsbogen, der er skrevet til disse menigheder, ser vi tydeligt i det sidste kapitel, hvor Jesus giver os dette vidnesbyrd:

      "Jeg, Jesus, har sendt min engel for at vidne for jer om disse ting i menighederne..", 22:16.

 

Det, som 'disse ting' henvises til, henviser selvfølgelig til at det, der står skrevet i alle 22 kapitler. At det, Jesus siger, virkelig gælder alle menigheder og alle kristne gennem kirkehistorien, ser vi flere vidnesbyrd om i åbenbaringsbogen som fx vers 3, hvor vi har set, at Jesus kalder dem for salige, som læser, hører og holder fast ved det, der står i den. Det gælder altså ikke bare alle de troende dengang, men også helt frem til i dag. Et andet eksempel har vi ved bogens afslutning, hvor teksten henvender sig til enhver, om de dog må høre og blive frelst. Det fremgår fx i 22:17, hvor der står:

      "Ånden og bruden siger (også til de ufrelste): Kom! Og den, som hører, skal sige: Kom! Og den, som tørster, skal komme; og den, som vil, skal modtage livets vand uforskyldt".

 

I den hilsen, Johannes sender til de syv menigheder, bringer han udover sin egen personlige hilsen, også en hilsen med fra Gud Fader, Søn og Helligånd. Som det fremgår af vers fire, er den første fra Faderen, og hvor han skriver:

      "Nåde være med jer og fred fra ham, som er, og som var, og som kommer..", v. 4.

 

Denne indledningshilsen er et af de mest brugte i NT, og i de forskellige breve finder vi den samme vending i alt 18 gange. Dengang var det almindeligt, at når et brev skulle skrives, så sendte man læserne de bedste hilsner og ønsker, og det gør de nytestamentlige forfattere også, dog med den store forskel, at det for dem skulle handle om det allerbedste af alt, nemlig nåde og fred fra Gud Fader, Søn og Helligånd. Hvad kan man ønske sig mere end hans nåde, som henviser til hans velsignelse, tilgivelse og frelse, og fred, der bringer glæde i hjerterne, og skaber lys i selv den dybeste mørke. Hvad kan være bedre end det?

  

Derefter kommer Johannes ind på kilden til den nåde og fred, der lige er nævnt. Som det fremgår, er den første Gud Fader, der beskrives som den, 'som er, og som var, og som kommer'. Betydningen af disse ord er, at uanset, om der er tale om fortid, nutid eller fremtid, så er han den samme, og sådan kalder Gud også direkte sig selv, som fx i vers otte. Det er i den samme mening, som når han også her siger, at han er 'Alfa og Omega', idet Alfa som bekendt er det første bogstav i det græske alfabet, og Omega det sidste.

 

De nævnte udsagn er på en måde alle omskrivninger af Guds hellige navn JEG ER, som betyder, at han er den eneste, som altid ER (i al fortid, nutid og fremtid), og som derfor altid vil være. Der er ingen anden Gud! Fra evighed til evighed er han den samme! Som vi skal se om lidt, bliver de samme ord også brugt af Jesus i sin beskrivelse af sig selv, og er dermed et stærkt vidnesbyrd om, at han som Guds Søn er Gud selv, og at det er sandt, når han siger, at 'den, der har set mig, har set Faderen'. 

 

Før vi ser nærmere på disse vidnesbyrd om og fra Jesus, skal vi dog først se på den sidste del af vers 4, hvor Johannes som den næste også ønsker læserne nåde og fred 'fra de syv ånder, som er foran hans (dvs. Gud Faders) trone'. Syv Ånder...? Hvorfor syv? Vi ved, at der her er tale om Helligånden, men igen: hvorfor tales der så om syv? Er Ånden da ikke én, som Faderen og Sønnen er det? Og svaret er 'jo'! - det er det, bibelen lærer os. Men hvorfor omtales han så her og flere andre steder med syv? Mit bedste bud er, at det viser, at alt fra Ånden helt igennem er syvfold lutret, og alt hos ham er derfor også fuldkomment.

 

Det er i den samme mening, som når der om Jesus senere i Åbenbaringsbogen står, at han har 'syv horn og syv øjne', og som ifølge samme tekst netop er identisk med 'Guds syv ånder, som er udsendt over hele jorden', 5:6. Selvom det selvfølgelig er billedtale, så forstår vi, at der helt klart er tale om, at som Guds udsending har Jesus, som hornene præsenterer, al magt, og at han med de syv øjne ser alt og kender alt, hvad der sker i verden, og hvor han udfører Guds vilje til fuldkommenhed. Og således vil Ånden, som er den anden talsmand, som Gud har sendt til jorden, også helt gøre det samme. Tallet syv viser med dette også hen til Åndens mangfoldighed og fylde. I Es. 11, hvor der både tales om Jesu første og andet komme, står der dette om ham og om Åndens syvfoldige virke:

      "Herrens Ånd skal hvile over ham, visdoms og forstands Ånd, råd og styrkes Ånd, Herrens kundskab og frygts Ånd", Es. 11:2.

 

Vi kommer nu til vers 5, hvor Johannes sender samme ønske og hilsen med til læserne fra Jesus, som han har gjort det i det forrige vers vedr. Faderen og Ånden. Dernæst går han over til et længere afsnit, som vi kan kalde for indledningens hovedafsnit, fordi åbenbaringsbogen netop er Jesu Kristi åbenbaring - og hvor Johannes åbenbarer og udruller alt det, der pga. Jesu sejr på korset vil komme til at ske på jorden forud for hans genkomst, hvor 'alt skal blive genoprettet, som Gud har talt om gennem sine hellige profeters mund fra fordums tid', som der står i Apg 3:21.

 

Som vi ser, kaldes Jesus her først for 'det troværdige vidne', og sådan kalder han også sig selv, som fx i Åb. 3:14, hvor han siger, at han er 'Amen, det troværdige og sanddru vidne, Guds skaberværks ophav'. At han er dét, henviser til, at han både i sit jordeliv, og nu fra Himlen er troværdig i alt det han siger - også om det, der skal ske på jorden under den store trængsel, og om den herlige fremtid, der følger. Hvert et ord er sandt, for han er sanddru, og derfor kalder han sig da også for 'Sandheden'. Det betyder konkret, at vi selvfølgelig kan tro 100% på det, han taler og vidner om. Det er da også det, der henvises til, når han, som vi har set, siger dette i det sidste kapitel:

      "Jeg, Jesus, har sendt min engel for at vidne for jer om disse ting..", 22:16.

 

Det næste, der står om Jesus er, at han er 'den førstefødte af de døde', dvs. den første, der har gennembrudt døden og opstået til evigt liv. Menighedens herre ligger ikke i en grav nede i Israel. Han er opstanden! Han lever! Det stemmer helt med hans vidnesbyrd om sig selv i vers 18, hvor han siger:

      "Jeg er den første og den sidste, og den, som lever; og jeg var død, men se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har dødens og Dødsrigets nøgler".

 

Ja, han lever! Læg mærke til, at han siger: 'Jeg var død.. men se, jeg lever i evighedernes evigheder', jfr. v. 8. Allerede fra den første tid efter Jesu himmelfart var evangeliet om ham da også, at han, som blev korsfæstet, død og begravet den samme, som Gud tre dage senere opvakte fra de døde, jfr. Apg 2:10. Han er virkelig den opstandne frelser og lever i al evighed! Det er på denne baggrund, at hebræerbrevets forfatter siger:

      "Derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, der kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever, så han kan gå i forbøn for dem", Hebr. 7:25.

 

Ja, han lever! Det er ikke den døde, men det er den opstandne frelser, vi tror på. Det er ham, vi tjener og fejrer, når vi mødes til gudstjeneste. Han er den førstefødte af de døde, og derfor ved vi også, at som han opstod, så skal også vi, der tror på ham, opstå, når han kommer igen. På den dag skal vi se ham, som han er, i al sin herlighed. Vi ved, at det holder, fordi menighedens Herre har nøglerne til døden og Dødsriget - og det betyder, at pga. hans sejr har døden også mistet sin magt over os. Pga. hans sejr er den fysiske død derfor ikke afslutningen på livet, men en fortsættelse i den himmelske herlighed - hos HAM.

 

Når der videre står, at Jesus Kristus hersker over jordens konger, som er synonymt for præsidenter, statsministre og alle i ledende stillinger - så betyder det, at det er ham, der indsætter og afsætter disse - hvad enten de regner med ham eller ikke. Det er ham, der styrer historien frem mod det mål, som Gud har sat for sin skabning. I hebræerbrevets første vers står der om ham, at han bærer alt (kan også oversættes til, at han opretholder alt) med sit mægtige ord. Det er derfor ikke uden grund, at Johannes, og vi med ham, kun kan prise ham og sige:

      "Ham være æren og magten i evighedernes evigheder! Amen".

 

Jo - en herlig fremtid venter, fordi han 'elsker os og har løst os af vore synder med sit blod, og har gjort os til konger og præster for sin Gud og Fader'. Vi forstår ikke fuldt ud, hvad det sidste betyder, men vi forstår dog, at hvert lem på Kristi legeme allerede nu har del i Jesu Kristi evige konge- og præstedømme. Det er dette, apostlen Peter henviser til, når han skriver:

      "I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomskraft, som kaldte jer fra mørket til sit underfulde lys..", 1. Pet. 2:10.

 

Vi er altså hans folk, og er allerede nu indsat i betroede stillinger, for at vi med myndighed kan forkynde om ham med hans guddomskraft, for at mennesker omkring os må høre kaldet, omvende sig, så at de ligesom vi må gå over fra mørket til hans underfulde lys.

 

Vi går nu over til vers syv, som henviser til den dag, hvor han vil komme igen, og hvor alle skal se ham. Da Jesus steg til himmels, hørte disciplene to engle, der sagde til dem, at han ville komme tilbage til jorden på samme måde, som de har set ham fare til himlen, Apg 1:11. I en profeti i GT, der taler om det samme, står der:

      "På hin dag står han fødder på Oliebjerget østen for Jerusalem, og Oliebjerget skal revne midt over fra øst til vest og danne en vældig dal..", Zak. 14:4.

 

Bibelen vidner flere steder om, at når Jesus kommer igen, vil der komme et stort jordskælv i og omkring Jerusalem, og geologer har bekræftet, at Oliebjerget har en vældig revne fra nord til syd, som kan få hele bjerget til at dele sig i to, hvis og når der kommer et stort jordskælv. Og det er jo netop det, der vil ske, når Jesus kommer igen. Johannes fokuserer dog her i indledningen kun på, at Jesus kommer igen, synlig for alle. Hvordan det kan ske, at alle på jorden skal se ham, ved vi ikke. Dengang skulle man jo fysisk være til stede på Oliebjerget for at se ham fare til Himlen, men når han kommer igen, skal alle på hele jorden se ham. Mon det er live-tv, der tænkes på - eller noget meget mere avanceret?

 

Der står videre, at 'alle jordens stammer skal jamre ved hans komme'. Her er det primært tale om alle dem, der udover hele jorden har forkastet Jesus, og når der står, at de jamrer, er det fordi, de ikke har kendt deres besøgelsestid. Bemærk, at der ikke står noget om, at jøderne skal gøre det. Ifølge Paulus er årsagen hertil den, at når 'hedningerne fuldtalligt er gået ind (altså blevet frelst..), så skal hele Israel frelses', Rom. 11:25f. Så vidt jeg kan se, begynder denne tid, når den kristne menighed ifølge NT, og især åbenbaringsbogen, bliver bortrykket. Under den store trængsel, som følger, vil der komme en stor vækkelse over det jødiske folk; en vækkelse, som varer ved til Jesu synlige komme, og hvor det, Gud siger dette om det jødiske folk ved profeten Zakarias, skal opfyldes. Her læser vi bl.a. følgende:

      "Og så udgyder jeg over Davids hus og Jerusalems indbyggere nådens og bønnens Ånd, så de ser hen til ham, som de har gennemstunget, og sørger over ham, som man sørger over en enbåren søn, og holder klage over ham, som man holder klage over den førstefødte", Zak. 12:10.

 

Årsagen til, at de skal sørge og græde, er, at de nu indser, at ham, som de har forkastet i så mange år, virkelig er deres Messias og frelser, Guds enbårne Søn og førstefødte. Profeten Hoseas skriver om det samme med disse ord (med mine kommentarer i parentes):

      "Jeg (Jesus) går til mit sted igen (her tales der om hans himmelfart), indtil de bøder for (dvs. erkender) skylden og søger frem for mit åsyn, søger mig i trængslen (som er den, der beskrives i Åbenbaringsbogen. Og de siger): Kom, vi vil tilbage til Herren! Han sønderrev, han vil og læge, han slog os, vil også forbinde. Om to dage (dvs. efter 2000 år efter hans død) gør han os (jøder) levende, rejser os op på den tredje (som er 1000-årsriget), da lever vi (eller: da skal vi leve) for hans åsyn. Så lad os da kende, jage efter at kende Herren...", Hos. 5:14b-6:3a.

 

Når dette sker, skal de dog ikke kun sørge, men de skal også juble af glæde, fordi de har nu har fundet ham, som profeterne har talt om, og som de i så mange år har længtes efter, jfr. Mal. 3:1. På den dag opfyldes det, som er talt ved profeten Esajas:

      "Se, mine tjenere (er her det jødiske folk) skal juble af hjertens fryd, men I (som ikke kender Gud) skal skrige af hjerteve, jamre af sønderbrudt ånd", Es. 65:14.

 

På den dag vil det gå i opfyldelse, som Mattæus skriver, at alle folkestammer på jorden

      "skal se Menneskesønnen komme på himmelens skyer med kraft og megen herlighed. Og han skal sende sine engle ud med mægtig basunklang, og de skal samle hans udvalgte sammen fra de fire verdenshjørner og fra himlenes yderste grænser", Matt. 24:30-31. 

 

Johannes afslutter vers syv med et 'Ja, amen'. Orden 'amen' betyder, at det, han har sagt, står fast, og vil derfor også gå i opfyldelse, når tiden er inde til det. Det stemmer jo helt med det, vi læste i vers 5, hvor Johannes omtaler Jesus som det troværdige vidne.

 

Johannes afslutter så i sin indledning med et ord fra Gud Herren, som vi allerede har set på under vers 4. Han er Alfa og Omega, som er det samme som at sige, at han er den første og den sidste, og som igen er det samme, som vi læser det i versets sidste del. Som jeg har været inde på, henviser alt dette også til Sønnen, fordi han selv er Gud og et med Faderen. Det kan vi bl.a. se ud fra vers 18, hvor vi læste, at Jesus indledningsvis siger: Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste, og den, som lever". Endnu tydeligere ser vi det i Åb. 22:13, hvor han siger:

      "Jeg er Alfa og Omega, den første og den sidste, begyndelsen og enden".

 

- - - - -

 

Vi har nu set på de otte vers, hvormed Johannes indleder Jesu Kristi åbenbaring. Efter dette går han over til at præsentere ham i hans himmelske herlighed, alt imens han ser ham vandre midt imellem de syv guldlysestager - som præsenterer alle kristne menigheder ud over jorden - og hvor han taler til dem om at være tro og holde ud i tro, og om alt det, der skal ske på jorden under den store trængsel i tiden frem til hans komme. Men det skal vi dog ikke se nærmere på i denne gennemgang, men evt. på et senere tidspunkt.

 

Jeg vil derfor slutte med de ord, hvor jeg igen vil citere det, der står i vers 3:

      "Salig er den, som oplæser, og de, som hører profetiens ord og holder fast ved det, der er skrevet i den, thi tiden er nær", v. 3.

 

Amen